Struer by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

STRUER © 2022 Fotojournalisterne © 2022 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Udgivet af DMJX - fotojournalistuddannelsen Forside billede af Benjamin Voldum Krog Tryk: Ecograf Gruppen Printed in Denmark 2022 ISBN: 978-87-7572-999-9

Tak til: Jens & Kirsten Dahl Hanne Mølby Henriksen Lars Prevelakis Bai Mads Greve Og stort tak til alle, der delte deres historie.

STRUER

STRUER [ˈsdʁuˀʌ] På et demenshjem giver stilheden plads til bølgeskvulp og vestenvind, som smelter sammen med en motorbåds brummen på fjorden. Diskorytmer pulserer i sportshaller og lyden af formiddagsøl, der bliver knappet op, sniger sig ud af forteltet på en campingplads. Ungdommens mange forskellige stemmer på gaden blandes med jazz fra et kunstnerisk orangeri. I et stråtækt hus på Venø og bag udstillingsmontrer på det lokale museum findes lydglimt fra fortiden. Struers lydspor strømmede os i møde en uge i april 2022, og vi lyttede.

Når lyden er god, er alting godt

Ikke længere alene

18 28

Fjordens folk “Jeg kunne ikke ændre det postsovjetiske system, men jeg kunne ændre på, hvor jeg befandt mig”

46 56

Camping er livet Et sted midt imellem

Tiden er lang for den, som venter

Pailletter, similisten og selvbrunede ben

“Det kunne da være rart, hvis jeg snart fandt ud af, hvor jeg er”

100

At tegne er at se

110

NÅR LYDEN ER GOD, ER ALTING GODT På Venø sidder Frede Kristensen og nørkler med lyd og teknik. Det har han gjort hele sit liv. Selv nu hvor han har rundet 78 år, er der ikke noget, der kan holde ham fra at arbejde fuldtid på at genoplive B&O-produkter fra midten af forrige århundrede.

Af Rasmus H. Breum

En norsk jazzindspilning flyder ud af de kubiske højttalere i det stråtækte hus. Frede Kristensen sidder i ’herreværelset’, som han kalder det – nogle gange ’laboratoriet’ – og kigger skiftevis på en computerskærm fyldt med kode og en lille plade med to endnu mindre skærme og farvede ledninger, der snor sig ind og ud af hinanden. Om et par måneder er pladen blevet til en lille computer, som kan måle en pickups evne til at afspille vinylplader – blot det næste stykke testudstyr i Frede Kristensens efterhånden bugnende værktøjskasse med hjemmelavede minicomputere. Dette er historien om 78-årige Frede Kristensen, som gennem kombinationen af en naturlig interesse for teknik og 25 års arbejde ved Bang & Olufsen har viet sit livs efterår til at holde liv i netop B&O’s klassiske produkter og den gode lyd. Ifølge Frede Kristensen findes den gyldne periode for design og lyd fra midten af 60’erne til omkring 1980, og det er kun pro-dukter fra de år, han vil bruge sin tid på. Det var i den periode lydsystemer med stereo blev standarden, lyden blev rund, varm og ganske enkelt levende på en helt ny måde. En nebengesjæft Oprindeligt stod han med fingrene begravet i mekanikken og elektronikken, når de klassiske B&O-produkter trængte til en renovering, men nu går det meste af arbejdstiden med at udvikle testudstyr. ”Lige nu noterer jeg værdierne manuelt, men det kan jo godt gøres nemmere,” siger Frede Kristensen.

På den anden side af vinduerne ligger Venø Bugt næsten blikstille. Kun nogle ganske svage bølgeskvulp rammer den private badestrand. Men Frede bader ikke, han bryder sig simpelthen ikke om det. ”Min kone bader både sommer og vinter, men det er nu ikke noget for mig,” siger han. Fredes kone, Kirsten, er desuden ganske aktiv i foreningslivet på limfjordsøen, når hun deltager i diverse strikke-, brodere- og andre arrangementer. Selv er Frede også at finde til sin del af de lokale forenings-aktiviteter, når han hver anden måned tager med mande-klubben ’Herreværelset’ på vinsmagning, krobesøg og den slags. Men han har det nu også godt i sit eget selskab – i sit eget herreværelse med den gode lyd. ”Ja, jeg er nok lidt en enspænder.”

”Et godt, velrenoveret analogt stereosystem skaber en tredimensionel lyd. Så kan man virkelig høre, at dér står kontrabassen, dér sidder sangeren, og derovre står guitaristen.”

I 1999 blev enmandsvirksomheden Classic Audio, som i dag har til huse på Venøs østkyst, momsregistreret – som et kvalitetsstempel og for professionaliteten i det. I de første ti år, var det mest en hobbyvirksomhed. En nebengesjæft hvor Frede Kristensen kunne få udfyldt sin trang til at nørkle med teknikken ved siden af en arbejdsdag som logistikmanager. Det hang egentlig meget godt sammen, indtil begge hans øjne blev ramt af nethindeløsning i marts 2008. 12 operationer og et par års tålmodig venten bragte det højre øje i en stand, som giver ham godt syn, så længe han sidder stille og kan kigge ligeud. Det venstre stod ikke til at redde. Natradio Frede er ikke en mand, der spilder tiden, og selvom synet kom delvist tilbage efter et par år, måtte han dog erkende, at øjnene ikke længere var i en tilstand, der tillod ham at rode rundt i teknikken ved de klassiske produkter. Pensionsalderen var egentlig også ved at være der, men det var ikke en tilværelse, den garvede lydmand kunne se sig selv i. Derfor udliciterede han selve renoveringsdelen af foretagendet til freelanceteknikere, og selv kastede han sin opmærksomhed mod udvikling af testudstyr. Og netop den gennemgribende test af et nyre-noveret klassisk lydprodukt er ifølge Frede Kristensen det, der adskiller ham fra konkurrenterne. ”Vi kan alle sammen se, at det ydre af et produkt er blevet renoveret. Man kan måske også høre, at lyden, der kommer

ud, er forbedret, men med dette udstyr kan man sætte nogle konkrete tal på lyden – den gode lyd,” siger Frede Kristensen. ”Jeg kan vise kunden før- og eftertests og sammenholde resultaterne med B&O’s egne tal fra 60’erne og 70’erne. Og de er altså ret gode de tal.” For Frede Kristensen startede det midt i 1950’erne, interessen for teknik. Et legetøjsingeniørsæt, hvor det gjaldt om at få lys i en glødepære, satte gang i noget hos 12-årige Frede. Skolen blev imidlertid gennemført, og inden længe skulle han se sig om efter en læreplads. Med en brændende nysgerrighed og fingersnilde inden for teknik i en lille by som Roslev, var Salling Radio en af de få oplagte muligheder. Her blev interessen kombineret med lyd, og Frede Kristensens boblende passion blev specialiseret.

”Jeg betragter det som en gave at have noget spændende og interessant at give mig til.”

”Jeg kunne ikke ret meget, men jeg fandt nogle beskrivelser og manualer, så jeg selv kunne begynde at lave forstærkere og højttalere – både dag og nat.” Om natten kunne man nemlig få lov at høre Radio Luxembourg i fred uden den ellers frustrerende interferens fra Skive-senderen, hvis signal stoppede klokken 10 om aftenen. Så sad han der ved sit bord og loddede under skrivebordslam-pens skær, mens Elvis’ dybe vibrato lød fra Beomaster 1000- anlægget på murstensreolen. Det var den unge lærlings første B&O-anskaffelse. Den bedste lyd Den norske jazz spiller stadig i herreværelset. Faktisk er der musik i hele huset, hele tiden. ”Det er nok fordi jeg har tinnitus, så er det behageligt at høre på noget god musik i stedet for – noget god lyd.” Men hvordan forklarer man, at noget lyd er bedre end andet? At den analoge lyd fra produkter, der allerede har haft deres 50 års fødselsdag, er bedre end den friske digitale bluetooth-højttalerlyd, vi er så vant til i dag. Frede Kristensen beskriver digitale lydanlæg som et ’lydtæppe’. Som om lyden fysisk er der, hvor højttaleren nu engang står i rummet.

”Et godt, velrenoveret analogt stereosystem skaber derimod en tredimensionel lyd,” siger han og peger foran sig, ”så kan man virkelig høre, at dér står kontrabassen, dér sidder sangeren, og derovre står guitaristen.” Et andet bevis på det analoge som den overlegne lyd er de tilfredse kunder. Om det er et fuldt renoveret stereoanlæg eller blot en ny pickup på pladespilleren, hører kunderne ofte noget på pladen, som de ikke har hørt før. Det er ganske enkelt en varmere, rundere og mere organisk lyd, der kommer ud af et analogt anlæg. ”Det digitale bliver for teknisk rent og uden støj. Jeg tror ikke at ørerne ønsker det. Ørerne ønsker faktisk en lille smule naturlig forvrængning, som de analoge klassikere præsterer,” siger Frede Kristensen. Det er nogenlunde samme svar, man får, hvis man spørger Frede Kristensen, hvorfor han ikke bare smækker benene op og nyder sit otium. Den gode lyd skal holdes i live, og så er det ganske enkelt, fordi det er der, han finder nydelse. ”Jeg betragter det som en gave at have noget spændende og interessant at give mig til,” siger Frede Kristensen, der aldrig har forstået, hvorfor mange andre på hans alder fylder deres dage med at bladre i avisen og passe haven. ”Det er der jo ikke nogen idé i,” siger han. ”Ikke for mig i hvert fald – så dør man, det er helt sikkert.”

IKKE LÆNGERE ALENE Af Emilie Toldam Futtrup

I otte år har en depression plaget Victor og gjort ham indelukket og usikker på, hvordan man agerer socialt. En ny begyndelse på Struer Fri Fagskole vender på mange måder op og ned på hans liv, og Victor føler sig for første gang i sit liv for alvor som en del af et fællesskab.

Søvnigt kommer den ene efter den anden stille og roligt dryssende, tager en tallerken og udser sig et bord at sætte sig ved. Kun lidt sagte snak i hjørnerne bryder morgenstilheden. En pige stopper op ved kassen med pilleæsker og finder sin egen. Hun hælder dagens piller ud i hånden, ind i munden og skyller dem ned med et glas vand. Med hænderne i lommen og ørene dækket af et par store hørebøffer træder Victor ind i spisesalen. Efter at have fyldt sin tallerken med et mindre bjerg af havregryn får han øje på Camilla, som stille sidder og tygger med øjnene fæstnet på sin mobil. Hun ser op og smiler, da Victor smider hørebøfferne på bordet og sætter sig ved siden af hende. ”Du tager med til undervisning i dag, ikke?” spørger han. ”Mmh.” Camilla nikker med et let tøvende smil. Struer Fri Fagskole Victor Lassen er 19 år gammel og elev på Struer Fri Fagskole – en kostskole, der bestræber sig på at klargøre unge i alderen 16 til 23 til job eller uddannelse. Undervisningen er meget praktisk anlagt med forskellige linjefag at vælge imellem udover den dansk-, engelsk- og matematikundervisning, der også følger med. Victor har aldrig haft nemt ved skolen. Hans ADD har gjort det vanskeligt at bevare opmærksomheden og lære nyt, mens en depression gennem mange år har trukket ham ned i et dybt hul af meningsløshed, og selvværdet synes at være faldet med. Små nips her og der, blomster i vaser og hjemmelavet kunst på væggene bryder de ellers kridhvide vægge, utallige ens stole og hårde linoleumsgulve. En stor opslagstavle hænger i gangen og fortæller eleverne, hvem der er på vagt, og hvad der er planlagt af aktiviteter for dagen. Køen til frokost er lang, og om aftenen fjoller unge rundt, inden de bliver sendt i seng klokken 22. Ved første øjekast virker stedet som en helt almindelig efterskole, men går man tættere på, bliver det tydeligt, at

der er noget, som er anderledes her. Ansigterne, der hvirvler forbi på gangene, afslører, at eleverne her er ældre end de typiske efterskoleelever. Og mange af dem kæmper sig gennem udfordringer, de fleste på deres alder ikke behøver at forholde sig til. Struer Fri Fagskole er en af 13 frie fagskoler, der findes i Danmark. Disse skoler deler lovgivning med efterskolerne, og de to kostskoletilbud ligner hinanden meget. De frie fagskoler adskiller sig dog blandt andet ved, at de ikke optager undervisningspligtige elever, og så er skolerne mere erhvervsrettede. Fælles for eleverne er, at de af forskellige grunde ikke er parate til at starte på en uddannelse, og mange af dem har tidligere oplevet ikke at passe ind i de fællesskaber, de har indgået i. Relationerne mellem lærere og elever og elever imellem er derfor noget, frie fagskoler typisk har stort fokus på. ”Victor har fået næseblod,” siger Camilla med et bredt smil. Hun løber ned ad trappen og åbner døren ind til

toilettet, hvor Victor står og stopper toiletpapir i det ene næsebor. Emilie er lige i hælene. ”Kom, vi skal lige prøve noget!” De griner og hiver ham med op på Camillas værelse. Camilla roder i en kasse med toiletsager og hiver en tampon op. ”Det gør sgu da ondt!” udbryder Victor, da tamponen bliver trykket op i hans blodige næsebor, og de alle tre krummer sig sammen af grin. Depression førte til ensomhed Victor har altid godt kunnet lide at observere. Han er også blevet god til det. Han var 11 år, da en spirende depression pressede sig på og kulminerede, da hans far et års tid efter døde. Gennem sin mobil kunne han følge lidt med i, hvad hans klassekammerater havde gang i, mens han selv brugte det meste af sin vågne tid isoleret på sit værelse. De efterfølgende år sneglede sig afsted i en stor bue udenom klasseværelser og skolegårde og satte sine spor. Det var som om, han var gået glip af noget. Noget ret vigtigt. Og pludselig kunne Victor ikke længere finde ud af, hvordan man var social. Samtidig pustede hans overflytning til en specialklasse til de efterhånden stærke følelser af at være anderledes. Da han i februar 2022 flyttede ind på Struer Fri Fagskole, var det derfor med et vist forbehold, men det skulle vise

sig at være uden grund. For der var noget særligt over denne skole og disse mennesker. ”Her er alle anderledes,” siger Victor. ”Og her er jeg blevet bedre til at forstå, at andre også kan have det svært. At jeg ikke er alene.” En ny følelse Luften er tæt i det skråvæggede opholdsrum, som gemmer sig oppe under taget på skolen. De fire venner smider sig alle i en af de mange sofaer, der står spredt ude i rummet, og går i gang med deres sædvanlige leg: at bryde, kilde og slå hinanden – alt sammen under høje hyl og grin. Emilie begynder at snøre Victors snørebånd op. På skoens nederste kant står alle deres navne indgraveret med en kuglepen. Emilie flår skoen af Victor. ”Lugt!” råber hun grinende og holder skoen op mod hans næse. De kæmper om den. Magnus har også hevet Camillas sko af, og nu piner han hende med kilden under strømpefødderne. ”Magnus!” råber hun mellem grineanfaldene og forsøger at trække sine fødder til sig. En ny følelse er opstået inde i Victor. Den er varm, men skrøbelig. Victor kan mærke, at han ikke længere febrilsk er nødt til at jagte nogen rundt og sige ”please, vær min ven” eller ”vil du ikke nok være sammen med mig?” På skolen har han fundet tre virkelig gode venner. Samtidig nager tvivlen ham en gang i mellem, hjulpet af depressionen, som stadig kan snige sig ind på han, når han ligger i sin seng om aftenen. ”Selv nu tror jeg ikke helt på det,” siger Victor og smiler let. ”Jeg tænker, om der er et andet motiv bag det, men det er der nok ikke.”

Fjordens folk

Af Signe Sofie Lægsgaard & Benjamin Voldum Krog

Limfjordens kystbyer er uløseligt bundet sammen med livet til søs. Struer ligger foldet ind i lyden af bølgernes rytmiske slag mod land, kun overdøvet af den ukuelige Vestenvinds susen i de vejrbidte trækroner. Fjorden er et levebrød, en turistattraktion, en legeplads og et arvestykke i evig forandring. Dens folk har mange ansigter. Nogen bevarer i fællesskab fjordens historie, andre omfavner de muligheder, der findes på den bløde sandbund. Mens fiskere, sejlere og bådebyggere har kendt fjorden hele livet, tager unge efterskoleelever bølgerne og vinden, tangen og sivene ind med friske øjne. Alle er de favnet af fjorden.

På Struer Havn i et rødmalet pakhus sættes gamle træskibe i stand, før de bliver sat i vandet. I den store hal, der huser foreningen Nordvestjysk Fjordkultur, danser savsmuldet i luften, og forventningsfulde ansigter foldes i anstrengelse, når de høje master bæres ud til kajen. ”Tid betyder ingenting her.” Asger Brodersen, formand for foreningen, beskriver fællesskabet i Pakhuset som en tidslomme, hvor restaureringen af de traditionelle fiskerbåde handler mere om håndværk og fællesskab, end om hvornår bådene kommer i vandet. De gamle fiskerbåde hedder sjægter, og to familier kunne før i tiden leve af det fiskeri, en lille sjægt kunne indbringe. I dag ser det anderledes ud med fiskeriet i Limfjorden. Bestanden af torsk, rødspætter og sild svandt så meget ind i løbet af 70’erne, at det egentlige erhvervsfiskeri i fjorden er historie. Foreningens medlemmer kommer dog ikke i Pakhuset for at genoplive fiskeriet, de kommer alle for det fællesskab, de har skabt igennem utallige timers restaurering af de traditionelle både. Dan Povlsen lægger sidste hånd på sin spidsgatter Pia. Han sejlede i båden som lille, men med tiden gik den til i andres varetægt. Nu har Dan og andre fra foreningen sat den i stand igen. Han har altid haft et nært forhold til fjorden. “Da jeg var barn fangede jeg rødspætter og ål i Limfjorden nu er her nærmest ingenting.” Selvom fiskeriet for Dan og de fleste i foreningen er et afsluttet kapitel, mødes de næsten hver dag for at arbejde på deres fisker- og sejlbåde. Uden for pakhuset står Bent Gandrup i gruppen af mænd, der netop har transporteret de nyistandsatte sjægter fra den mørke hal ud i den høje sol. Han har i sit arbejdsliv hjulpet mange mænd, der igennem bådebygning fik livet tilbage på rette spor, og han ser en klar sammenhæng mellem håndværket og fællesskabet. “Der er mange enlige, pensionerede mænd, der går i hundene, men fællesskaber som dette kan være med til at forhindre det.”

Langs Kilen, som førhen var en del af fjorden, men nu er en brakvandssø, ligger små, slidte fiskerskure hengemt mellem høje siv. Her maler Steen Madsen de vejrbidte brædder på sit lille skur. Med lange, sikre penselstrøg bliver det ellers mosgrønne hus malet i en dyb rød farve. “Falurød” kalder Steen det. Samme farve som de svenske huse. Efter at have givet skuret det første lag maling sætter han sig i sin havestol i døråbningen og knapper en Dansk Pilsner op. Her kan han sidde længe og beundre vandet - engang hans arbejdsplads, nu hans andet hjem. Steen kom til Struer i 1978 og har haft det lille skur i 38 år. Han plejede at være erhvervsfisker, men nu er han pensioneret og lystfisker. Han er ved Kilen næsten hver dag. Når sæsonen starter, sejler han ud med sin ven Lars og fisker. De sætter garn og ruser for at fange ål og helt, som lystfiskerforeningen har sat ud. Han bruger det meste af dagen nede ved skuret, også selvom sæsonen ikke er startet endnu.

Krydser man broen, der skiller Kilen fra fjorden, kan man se Venø strække sig ud i horisonten. Hvis man kigger nærmere, kan man skimte en lille hvid plet, der bevæger sig frem og tilbage mellem fastlandet og øen. Det er Venø-færgen. Færgen er den eneste forbindelse, som beboerne på Venø har til fastlandet. Den sejler cirka hvert tyvende minut, fra klokken 05:30 til midnat året rundt. Men en færge kan gå i stykker, og hvis den gør det, er det ikke muligt at krydse vandet. Det er her Bjarne Tingkær kommer ind i billedet. Han har købt den gamle Venø-færge, Venøsund, som er bygget i 1931 og kan fragte tre biler eller to biler og en lille bus, og den bliver taget i brug, når der er problemer med den nye færge. Men det er ikke kun af praktiske årsager, at Bjarne holder Venøsund i live.

Bjarne har igennem de 33 år, han har boet på Venø, gjort alt, hvad han kunne for at bevare og oplyse om fjordkulturen i området. “Fjordkulturen er for mig en meget vigtig side af egnens historie. Vi skal bevare noget, der fortæller om den, og det skal ikke være dødt, det skal være levende. Det skal være noget, der bliver brugt. Vi har ikke noget, der bare står til pynt.” Brædderne på dækket knirker, når man går på det. På venstre side af færgen er der en lille luge, som fører ned i motorrummet. Her er malet grønt og hvidt, og et spindelvæv af rør og ledninger gør det svært at bevæge sig rundt. Det er trangt, og Bjarne må bukke sig for at komme hen til den gamle motor. Oppe på dækket smiler han stolt og tænder en cerut, da den sætter i gang.

“Alle mine forfædre på min fars side har været fiskere. Det har altid ligget vores familie nær, at vi skulle have noget med havet at gøre.” Som nyudklækket student undrede Kristian Borbjerggaard sig over, at der ikke var nogen, der udnyttede og omfavnede alt det liv, der ligger på bunden af Limfjorden. Derfor stiftede han Venø Seafood, hvorfra han nu sælger hummere og østers til hele Danmark. For Kristian er livet på Limfjordens bund helt unikt. “Der bliver importeret utroligt mange franske og hollandske østers, men vi har de bedste østers lige her ude i fjorden.”

Luften er kold og fugtig i den store hal. En sagte brummen fra maskineriet overdøves af en høj brusen. Fra nøgne vægge strækker lange betonbassiner sig ud, fyldt med levende, klart vand. For enden af bassinerne sprøjter et vandrør havvand ud - hentet direkte fra bunden af Limfjorden udenfor. På vandoverfladen danser bjerge af skum, og på bunden af bassinerne ligger de. Østers. Deres skaller er ru på overfladen, men indeni skinner de som perlemor. Kristian rækker sin hånd ned i det kolde vand og tager en op. Østersen ligger i hans håndflade, som om den hører til her.

Midt på Venø ligger der en efterskole, som huser cirka 100 elever. 40 af disse elever går på skolens maritime linje, som beskæftiger sig med vandet på forskellige måder. Tre dage om ugen er de ude på fjorden. Det store sejl på surfboardet er næsten tre gange så højt som Richard Vædele. Med lidt besvær spænder han sejlet op for at gøre klar til at komme ud på vandet. Det kræver et par forsøg. Imens han sidder på hug med rebene viklet rundt om hænderne, bager solen ned over Venø, og østenvinden er svag i dag. Alligevel forsøger Richard og hans klassekammerat Sidsel Bringsjord at få vind i sejlene på deres kite-surfboards. Sidsel var egentlig bange for vand, da hun kom til Venø, men hun valgte den maritime linje for at udfordre sig selv. Richard har sejlet meget sammen med sin far. Kitesurfing er en ting, som han kun havde prøvet et par gange, før han startede på efterskolen, men nu gør han det ofte. Sammen finder de stor glæde i at bruge fjorden. Skolen har våddragter til rådighed, så de kan surfe året rundt, hvis de har lyst. Kulden gør dem ikke noget. “I dag bliver nok lidt stille og roligt,” fortæller Sidsel. Eftersom de begge er nybegyndere, vælter de omkuld i den kolde fjord flere gange, men gang på gang kravler de op på boardet og giver det endnu et skud.

“JEG KUNNE IKKE ÆNDRE DET POSTSOVJETISKE SYSTEM, MEN JEG KUNNE ÆNDRE PÅ, HVOR JEG BEFANDT MIG”

Af Nichlas Pollier

Beata Lapjan er 17 år gammel og kommer fra Estlands hovedstad, Tallinn. Hun er en af mange udlændinge, der hvert år søger ind på kostskolen i Struer for at tage en gymnasial uddannelse. Især unge mennesker fra Baltikum og Østeuropa søger dertil. Selvom de alle kommer med forskellige baggrunde og overvejelser, har de fleste én ting tilfælles: De vil væk hjemmefra, da de ikke kan se en fremtid i deres hjemlande.

Det er fredag morgen, og gangene på kostskolen vrimler med elever, der er på vej til time. Mange forskellige elever. Beata er hende med de store blå øjne og det lange, glatte hår. Det er brunt med blonde striber og nuancer af en varm, glødende rød farve, når morgensolen stråler ned på hende. Det er en lun april forårsmåned, hvilket er anledningen til, at Beata er hoppet i nederdel og korte ærmer. Med sin taske over den ene arm, og sine venner på den anden side kommer hun gående til dagens første lektion med et stort smil på læben. Af udseende skiller hun sig ikke meget ud fra sine danske medstuderende. Det er først, når Beata og hendes venner nærmer sig, at man kan høre, der ikke tales dansk. Der tales russisk. Fra Estland til Struer Beata ankom til kostskolen i Struer som 15-årig efter at have færdiggjort folkeskolen i det estiske nabolag ’Hakumäe’, der hører til hovedstaden Tallinn. Kostskolen er koblet til Struer Statsgymnasium og tiltrækker primært udenlandske unge fra Østeuropa med sin ’International Baccalaureate’ uddannelse – en tilsvarende gymnasial uddannelse, hvor undervisningen foregår på engelsk. Her kan de unge mennesker fra EU tage uddannelsen gratis, og så fungerer den som et springbræt, der skal åbne døre, når de søger ind på universitet. Beata ville ikke have mulighed for samme uddannelse i Estland, fortæller hun.

”For at få en god uddannelse der kan åbne op for muligheder som i Danmark, kræver det, at du har penge og ressourcer til det. Det har mine forældre ikke. Så jeg vidste, at jeg skulle finde et alternativ, der kunne passe mine forældres økonomi.” Det er stadigvæk uvist for Beata, hvad hun gerne vil beskæftige sig med, når hun dimitterer næste sommer. Men én ting er sikker: hun vender ikke tilbage til Estland. Livet på kostskolen En russisk symfoni spiller i baggrunden, mens Beata og hendes venner sidder og konverserer på verandaen. Deres nationaliteter udgør en bred pallette af de baltiske og østeuropæiske lande, men alle taler russisk som modersmål. På kostskolen bor der omkring 140 unge beboere, hvor størstedelen er fra Østeuropa. Det er første gang, at Beata prøver at bo alene og skal klare alting selv. Selvom det snart er et år siden, at hun startede et nyt liv, kan det stadigvæk være hårdt at være langt væk fra sin familie. ”Det kan være hårdt, når man er så ung og allerede skal begynde at tænke som en voksen. Her er der ingen kære mor og far, som hjælper dig.” Derfor søger hun også tryghed i sine venskaber – eller hendes ‘nye familie’, som hun kalder dem, hvor de kan relatere til hinandens baggrunde. De er alt, hvad hun har her i Danmark.

”Med min vennegruppe føler jeg mig tryg og glad. De er der altid for mig, og det er en dejlig følelse. De er som familie.” ”Estland er en lille version af det gamle Sovjetunionen” Beata tænker tilbage på sin skoletid i Estland – eller ’det gamle Sovjetunionen’, som hun kalder det. Hun erindrer skolelivet som et autoritært hierarki mellem lærerne og eleverne, hvor hendes frihed og muligheder var maksimalt begrænsede. Ét forkert skridt kunne føre til ydmygelse og latterliggørelse foran hele klassen. ”Læreren har altid ret. Man må ikke sige dem imod. Ellers nedgør de en,” fortæller hun. Hun er opvokset i det, hun kalder for en ’postsovjetisk familie’. Hendes forældre – og især hendes far, der er af hvidrussisk etnicitet – opdragede hende og hendes søskende på stringent sovjetisk vis. Hun skulle gå på russisk skole i Estland, og der blev talt russisk i hjemmet. Men det er ikke unormalt i et land, hvor hver fjerde indbygger taler det som modersmål, fortæller hun. ”Jeg kunne ikke være mig selv. Jeg blev begrænset og skulle passe ind i en kasse. Både i hjemmet og ude i det virkelige liv. Estland er bare en mindre version af Sovjetunionen, hvor alle følger det samme forløb.” ’Tiltræk så lidt opmærksomhed som muligt og klar dig godt i skolen – ellers får det konsekvenser.’ Det var mentaliteten og den tynde line, som hun prøvede at balancere på, samtidig med at hendes far og det estiske skolesystem åndede hende i nakken. Der var ikke tid til selvrealisering og frihed på samme måde som i Danmark. Beata var bange for at træde forkert. Og klar til at forlade alt, hvad hun kendte til for at slippe for den frygt. Mod sine forældres vilje Beata sidder på sit værelse omringet af plakater og billeder. Nogle af dem har hun selv taget med sit kam-

era, som hun fik foræret af sin far. Ved siden af hende ligger en brun, gammel Adidas skoæske, hvor der indeni er en masse personlige breve og noter. Det er alle sammen nogle, som hun har fået foræret, og som har en speciel betydning for hende. En af dem hun værdsætter mest, er en lille note fra hendes forældre, hvor der på russisk står: ”vi elsker dig, mor og far.” Efter at have hjulpet Beata med flytningen til Struer efterlod de inden afrejsen mod Estland, noten på hendes opslagstavle. Hun fandt den, da hun kom hjem efter at have været ude med sine nye venner. I dag minder den hende ikke blot om hendes forældres kærlighed. Den minder hende også om hjem, og om hendes forældres opbakning. Der gik heller ikke længe, før hun fik beskeden tatoveret på sin arm. Men sådan har det ikke altid været. Da Beata i en alder af 15 år blev interesseret i at tage til Danmark, søgte hun skolen uden at informere sine forældre. ”Mine forældre ville ikke have, at jeg skulle rejse. De mente, at livet i Estland var fint. Men jeg så ingen anden udvej, hvis jeg skulle have en fremtid, som passede til mig. Det ville plage mig for evigt, hvis ikke jeg tog chancen.” Dagen der ændrede alt Et af de største vendepunkter i Beatas liv fandt sted den 26. februar, 2016, hvor hendes far faldt om med et hjertestop. I dag er han lammet i halvdelen af sin krop og har svært ved mange basale ting i hverdagen. Beata fortæller, at han blev svag. Men på trods af den tragiske situation så Beata det som sin mulighed for at tage sit livs største chance hidtil. Hun blev modig. Meget modig. Før det var hun nemlig bange for sin fars autoritære ageren og hårde greb om sine børn. Derfor planlagde hun i smug ansøgningen og sendte den afsted til Struer. Der gik lidt tid, før hun fik svar. Men da svaret trillede ind på hendes e-mail, så hun, at hun var blevet optaget. Hun manglede blot sine forældres underskrift. Og den endte hun til sin store overraskelse med at få.

Beata ved godt, at der måske er en udløbsdato på hendes vennegruppe. Danmark er nemlig blot første stop for de fleste, inden de skal videre ud i verden. ”Selvom min vennegruppe bliver opløst, når vi er færdige her på skolen, håber jeg stadigvæk, at vi vil bevare kontakten i vennegruppen.” De fleste på skolen drømmer om at læse videre på universitet. Men for Beatas vedkommende, er hun endnu ikke sikker på, om hun har lyst til at videreuddanne sig. Én ting, hun er absolut sikker på, er, at hun ikke har lyst til at opgive den frihed og alle de muligheder, som hun ikke var vant til i Estland. Hun drømmer om en karriere, hvor hun laver film. Men om det bliver via videreuddannelse eller en helt anden vej, må tiden vise. Lige nu vil hun bare gerne have lov til at være ung, fri og berejst. Derfor vil hun også gerne have et sabbatår, når hun er færdig, hvor hun kan rejse og opleve verden. En chance der måske ikke var mulig for hende i Estland, hvor hun følte sig begrænset.

CAMPING ER LIVET Af Emil Bay Gregersen & Axel Emil Hammerbo

Humlum Fiskerleje og Camping er nyklippede græsplæner. Det er hamburgerryg med rugbrød og ketchup, “Far-is” med 30 kugler og en stor hundeø. Et sted, hvor folk kommer og går. For nogle et sted for livet.

ag et gennemsigtigt læhegn sidder Grethe med fødderne oppe på en campingstol. Den turkise sommerbluse blafrer i forårsbrisen, mens fingrene flittigt arbejder sammen med strikkepindene. Her har hun siddet de seneste syv sæsoner, mere eller mindre fastlåst til pladsen hen over foråret. ”Min mand hedder Hans, så det er ligesom i eventyret,” siger Grethe med et smil. Hans og Grethe har rejst Europa tyndt som campister siden 1969 og river stadig den dag i dag pløkkerne op og rejser til Kroatien hver sommer. Men indtil da bor Grethe primært på Humlum Camping. Hans arbejder stadig, selvom de begge er 77 år, og kommer som oftest først i weekenderne. Hun har brug for den fred og ro, der er på pladsen i hverdagene. Vennerne på nabopladsen er stort set de eneste, Hans og Grethe ses med, når de er her. Ellers nyder de havudsigten og suger den friske luft og ny energi ind.

”Jeg skal aldrig have et sommerhus. Man ligger inde bag en hæk og kan hverken se fugl eller fisk. Det er ikke mig. Jeg skal have luft,” siger Grethe, mens hun langsomt lukker øjnene og vender hovedet op mod forårssolen. Aftenen efter er Hans kommet sammen med deres barnebarn. Bag forteltets lynlåsdør er der opført et lille interimistisk køkken. Potter og pander er gemt bag stoflåger, og den lille kombi-ovn fungerer som opbevaringsrum. Aftensmaden står på kogt hamburgerryg og rugbrød, med købefritter og ketchup. En dug med abstrakt mønster dækker havebordet, der nu bruges som spisebord. En rød Verosso Papvin til 90 kroner for tre liter i Bordershoppen hældes op i vinglassene. ”Den har vist ikke helt fået nok” griner Grethe og peger ned på kødet, der stadig er lidt råt i midten. Hans vurderer, at det smager ganske fint og fisker et ekstra stykke hen på tallerkenen. Inden længe kommer naboerne forbi til en omgang canasta og en kop kaffe. 700 is Humlum Fiskerleje og Camping er en campingplads som mange andre. Et sted med hoppeborge, store is og en købmand. Pladsen er 200.000 kvadratmeter stor og huser 250 pladser hvoraf 120 er til fastliggere, der kommer igen år efter år. I købmanden kan der købes det mest nødvendige. Man kan få pålæg, solcreme, bordtennisbat og flaskeøl, samt en sludder mens der handles. Den mest solgte vare er en fejebakke. Ved siden af ligger isbaren, der på en god dag sælger 700 is. Den store attraktion er ”Far-isen”, der består af 30 kugler, seks flødeboller, softice og guf. Den vejer tre og et halvt kilo og indeholder 7000 kalorier. Du får en aluminiumsbakke med til isen. I den modsatte ende af pladsen ligger hundeøen, hvor campisterne kan slippe deres hunde løs uden at tænke på at samle deres efterladenskaber op. Nye bekendtskaber I solen ligger hunden og skuer ud igennem hegnet. Gitte står og strækker sig i fuld længde op til toppen af forteltets vinduer med en våd klud i hånden og vasker forteltets ruder. Nu er det weekend, og det er tid til camping. Indenfor hegnet og det stramme fortelt bor Gitte Elleskov Andersen og Kim Alf Elleskov Andersen. Gitte og Kim har været fastliggere på Humlum Camping i tre sæsoner og har udstyret sig med en campingvogn med gulvvarme og bygget et hegn. Parrets hund står med snuden helt ud gennem hegnet og holder vagt. Den gør skingert.

”Hold kæft!” lyder det bestemt. Stemmen kommer fra en af naboerne. Gitte og Kim nyder det sociale ved camping og mødes løst med naboerne i løbet af weekenderne til spisning, til en kold øl fra køleskabet eller en omgang bingo på pladsen. På dørmåtten ind til vognen står der ”Mi Casa Es Tu Casa”. Indenfor er der brune vægge, Underberger i skabet og to opredninger i hver sin side. Parret sover hver for sig i weekenden, da det er nemmere at nå skabene ovenover, når bordet i midten ikke er slået op. Gitte og Kim fortæller, at de ikke har mange tætte venner i dag. Men på campingpladsen har de fundet et socialt fællesskab med deres naboer og de kommer så godt ud af det med ejerne af campingpladsen, at de er på julegaver med dem. ”Man er mere tvunget på en campingplads til at være social fremfor at lukke sig inde i sit hus derhjemme,” siger Gitte Elleskov Andersen. 25 sæsoner Alle vejene på campingpladsen hedder noget forskelligt. På Fjordvejen ligger campingvogne side og side. lige der hvor blæsten er kraftigst og udsigten til vandet er bedst. I første vogn bor et ægtepar fra Bækmarksbro. Han sidder med sin iPad i hånden og hunden Buller i skødet, mens hun koncentreret strikker løs. De har forskanset sig i forteltet, da vinden er taget voldsomt til. I den næste vogn bor et ældre ægtepar, som naboerne hjælper med praktiske gøremål som at sætte fortelt op og ned og slå græs. “Sådan gør man her på Fjordvejen,” fortæller Inga Lissi Pedersen, som bor i den tredje vogn. Hun sidder med sin hund, en brun, langhåret chihuahua i eftermiddagssolen lige foran deres læhegn. Hun har boet her med sin mand hver weekend i 25 sæsoner. Inga har sat en lille bod op på siden af campingvognen, hvor hun sælger honning, marmelade og små tøjdyr, hun selv har strikket. Inga fortæller, at det gode naboskab er blevet til et venskab, der bevæger sig ud over campingpladsen. Inga og hendes mand holdt 125-års fødselsdag, og camping-naboerne var også inviteret. Ægteparret har camperet i mange år og har ikke nogen planer om at holde op. Ligesom mange af de andre campister på pladsen, betyder fællesskabet alt. ”Hvis naboerne flytter, så flytter vi også. Det er ikke det samme uden dem.”

ET STED MIDT IMELLEM Imellem parcelhuse, arbejdspladser og konformitet ligger bostedet Ung ved Fjorden. Her er der plads til unge med særlige behov og udfordringer. Med drømmen om en dag at kunne sætte nøglen i egen dør øver man sig i livet og hverdagen. Her er det okay at begå fejl, for af fejl kommer læring. Af Rosaline Benbaruch Lange

Den store glasdør til fællesstuen står på klem og lader lidt vind danse indenfor, hvor den blander sig med duften af en ret, Andreas lige har lavet i det fælles køkken. På køleskabet hænger en madplan over ugen, hver mandag og torsdag laver Andreas mad, de resterende dage er fordelt ud på Jacob, Mikkel, Benjamin, Sonny og en pædagog. For nogle er køkkenet et frirum, hvor de selv må vælge, hvordan de vil udfolde sig, for andre er det en af pligter, de langsomt prøver at oparbejde en rutine omkring. På bostedet Ung ved Fjorden bor der seks unge mennesker imellem sytten og tredive år. Det er unge, som har brug for en ekstra hånd for en dag at kunne komme ud og stå på egne ben. Her hjælper pædagogerne de unge med alt lige fra at vaske tøj, møde til tiden og indgå i sociale relationer – ting som kan lyde banale, men som for de unge på Ung ved Fjorden har været vanskelige og med god grund. Mange her har enten psykiske eller fysiske vanskeligheder. For nogen er det ADHD’en og autismen som er værst, mens det for en som Mikkel, som er født døv er hans hørehandicap, som har været med til at gøre livet svært. De unge er vidt forskellige, med forskellige baggrunde, udfordringer og familier, men fælles for dem er de fysiske rammer, kæmpede kampe og deres drømme for fremtiden. Fra de enkelte værelser trænger lyden af techno, Elvis og et

bilspil under dørsprækken og ud til det store fælles køkken. Fra køkkenet kommer man ud på den lange gang, hvor værelserne er placeret side om side. Nogle af stedets unge har boet her i flere år, mens andre lige er flyttet ind. Mikkel har boet her i tre år. Han træder ud på gangen og går i hastig fart mod det fælles vaskerum. Undervejs banker han kort på Jacobs dør. Døren går op og uden for meget snak rækker Jacob sin vasketøjskurv til Mikkel – det er en aftale de to har. Mikkel hjælper Jacob og Jacob hjælper Mikkel. Jacob stammer, ligesom hans søster gør, det er en del af Jacobs sprog, derfor tvinger Mikkel aldrig Jacob til at finde ordene. Ude i vaskerummet folder Mikkel sirligt sit og Jacobs tøj og putter det ind i vaskemaskinen efterfulgt af en deciliter sportsklorin – et trick Mikkel har lært for at give sit tøj en ekstra ren duft. To skikkelser suser målrettet forbi vaskerummet. Det er Andreas og hans ven Freddie. I hånden holder de hver en cigaret. De er på vej ud for at ryge. Ude i gården står en bænk placeret i en solstråle, her sidder de, snakker lidt, griner lidt og slukker herefter smøgen. Bænken ude i gården danner ramme for mange af drengenes sociale øjeblikke i løbet af dagen. Nogle ryger, andre trækker blot luft, men fælles for dem er, at bænken er et godt sted at snakke, dele frustrationer og tage pis på hinanden.

Jacob med det sorte hår og de tatoverede fingre drømmer om en dag at kunne tage et kørekort, sætte sig ind i en bil og køre derhen hvor han ønsker. Og hvilken bil, han vil køre, er ikke tilfældig. Det skal være en blå Peugeot 107. Blå er Jacobs yndlingsfarve og ikke af nogen specifik grund, sådan har det bare altid været. Indtil Jacob selv får sit kørekort og sin bil, kører han med sin ven Jesper. Ofte sætter de sig ind i bilen uden et specifikt mål. ”Vi elsker at køre sammen, vi ved ikke, hvor vi skal hen. Men det finder vi altid ud af undervejs. Før Jacob kom på Ung ved Fjorden, tog han en specielt tilrettelagt uddannelse inden for landbrug. I dag vil Jacob dog hellere arbejde med at reparere andres computere og have sit eget computerværksted – langt væk fra Ung ved Fjorden. For Jacob ønsker at Ung ved Fjorden bliver et så kort kapitel som muligt. Han drømmer om egen bolig og at kunne drikke øl uden at skulle aftale det med en pædagog.

”Når jeg er færdig her, drømmer jeg om at have en Restaurant med min bedste ven Freddie,” siger Andreas. ”Menukortet skal bestå af de fire sæsoner – altså sommer, efterår, vinter og forår – på den måde holder vi kunderne ved ilden.” For Andreas er maden en drivkraft. Ethvert måltid tilberedes med stor omhyggelighed, og når det er hans tur til at lave aftensmad til de andre, begynder forberedelserne tit dagen før. Ung ved Fjorden er det andet bosted Andreas bor på, og før bostederne var der plejefamilierne. Andreas’ følelser er store. På godt og på ondt. De mennesker han betror sig til, elsker han højt. Men bliver han vred, er følelsen også så intens, at den kan være svær at komme af med. Vreden har været en fast følgesvend igennem Andreas liv, men langsomt og med hårdt arbejde er den blevet nemmere at håndtere. I Andreas spirer nu en drøm om et liv i eget hus med gode venner.

”Jeg vil gerne hjælpe folk, slå deres græsplæner og købe ind for dem. Det er det, min virksomhed skal kunne.” Mikkel har mange hobbyer, og ud af de hobbyer vokser mange drømme. Han købte for to år siden sin egen græsslåmaskine, og et par gange om ugen i den rigtige sæson slår han folks græsplæner. Det giver ham en følelse af styrke at kunne hjælpe andre mennesker. Et hus har også fanget Mikkels øje, det koster 750.000, og derfor går de hårdt tjente penge også direkte ind på opsparingen. Når han en dag har sparet dem op, vil han købe huset og lave Struers bedste bed and breakfast. Men Mikkel er også ærlig omkring, at han først vil flytte, når han og bostedet mener, han er klar til det. Mikkel er født døv, men for et par år tilbage fik han en operation, som i dag gør, at han kan tænde og slukke for lyden omkring sig. Det gør han på et lille apparat, som sidder på siden af hans hoved. Det var livsændrende, men konsekvensen er også en dårlig balance i venstre side af hans krop. ”Jeg vil hellere kunne høre verden omkring mig og risikere at falde.”

TIDEN ER LANG FOR DEN, SOM VENTER Af Martin Thomas Ford

”Der er ingen grund til at sidde og synes, at livet er træls, svært og uretfærdigt, når der eksisterer så mange ting, man kan glæde sig over. Venter man på, at de gode øjeblikke kommer til én, skal man vente meget længe. Arbejd dig til dem.”

Struer museum er der, hvor Carina Rasmussen, 47, har sin daglige gang. På papiret er hun servicemedhjælper, men hun betegner også sig selv som værende arbejdspladsens blæksprutte og alt-muligt-kvinde. Carinas hverdag starter som regel i fuldkommen stilhed, indtil et lille klik fra et værktøjsbælte bryder tavsheden. Det spændes om livet og fyldes med alt, hvad der ikke er tid til at rende efter. Rengøringsartikler, klude, skruer og skruetrækker er det typiske indhold i bæltets rummelige lommer. Hænderne, synes hun, er ordentligt skruet på. Hun varetager håndværksmæssige opgaver, serverer mad over disken, besvarer e-mails, telefonopkald, står ved kassen og sørger for, at alt står rent og nydeligt på alle fire etager. Og bliver hun spurgt, om hun vil tage sig af andre og nye opgaver, er svaret altid et rungende ja. At give sig i kast med en udfordring har Carina Rasmussen altid haft en iver efter. En iver der er opstået, fordi hun gerne har villet og fortsat vil modbevise dem, som gennem hendes barndoms-, ungdoms og tidlige voksenliv har fortalt hende, at hun ikke duede til noget.

aggressiv, og flere gange fik Carina en på kassen. Nogle slag var hårdere end andre, og en dag mistede Carina fuldstændig hørelsen på sit ene øre grundet de voldelige overgreb. Carina blev som 14-årig tvangsfjernet fra sin far. Det er dér i den første tid af teenagealderen, adressen skiftede til en bondegård et stenkast uden for Viborg. Da hun i 1989 satte fødderne på gårdspladsen, var hun først skrækslagen. Menneskene var store og brede, og hun var urolig for, hvilken fremtid der ventede hende. Carinas hjertebanken stilnede, og mistroen ved første møde forsvandt hurtigt. Her på gården boede hun nu hos sin plejefamilie, som gav hende en følelse, hun ikke havde kunne mærke før. En følelse af at høre til. Og en følelse af tryghed, som særligt plejemoderen evnede at give Carina.

Nye vinde blæser Carinas tilværelse har ikke altid være lige nem. Hun er vokset op i et hjem med alkoholisme og vold. I al almindelighed blev hun bedt om at tage en kasse øl med hjem, når hun havde fri fra skole. Derhjemme hang stanken af alkohol i væggene. Spiritusflasker og øldåser flød alle vegne. Faderens alkoholmisbrug gjorde ham meget utilregnelig og

Når Carina i dag tænker tilbage til ungdommen på landet, bliver hun glad. Hun har mange gode minder derfra. Minder som jævnligt dukker op på lidt forskellig vis.

”Man får noget socialt, hvor man føler, at man er en del af noget. Det har øget min selvtillid markant, i forhold til den person jeg var som ung”

”Kører der en transportbil forbi med køer eller grise, får jeg en tryghedsfølelse. Først kommer lastvognen forbi, og derefter kommer lugten snigende derfra. Lugten af ammoniak og lort forbinder jeg med den tid”.

Carina har ikke et sekund overvejet at skifte sit fleksjob ud med et andet, for her har hun fundet sig til rette. 15 år har nu passeret.

Sit rette element Bang & Olufsen samlingerne pudses rene og skinnende og slutteligt vækkes de til live ved trykket på en knap fra én af mange fjernkontroller, som betjener husets lydoplevelser og tv-apparater. Et lydunivers åbner sig. Fuglefløjt fra en gøg, Peter Belli og gamle radioprogrammer med en skrattende lyd kan høres i alle afkroge på de nedre etager. Struer museum giver Carina muligheden for at lege, opleve, realisere et hav af idéer og lære sig ny viden. Kreativiteten får lov til at udfolde sig, og det er en stor motivationsfaktor. Oveni det har hun med tidens løb fået sig en masse gode kollegaer, som har taget godt imod hende.

Forrige side - I museets have støder man på digteren Johannes Buchholtz livløse og idylliske hus fra 1900 tallets begyndelse. I kontrast stikker en glaspyramide op fra jorden. _______ Øverst til højre - I sin fritid bruger Carina blandt andet sin tid på at lave miniaturefigurer. I en brunkagebøtte er hundredevis af de små kreationer. Der er alt fra Aliens kassettebånd, gamle aviser og cult-energidrikke. For at de kan blive til, scanner Carina en genstand, hun vil skalere ned til mini-størrelse, printer printene og fylder dem med plastiksugerør for at give dem struktur.

Et brud med fortidens negative træk Der er nætter, som går søvnløse hen. Traumerne fra barndommen kommer tilbage i tide og utide. Bearbejdelsesperioderne varierer, men hun sidder aldrig fast i de rystende oplevelser, fordi hun altid har in mente, at det er vigtigt at se lyset i mørket. ”Det vigtigste er at have det godt med sig selv - acceptere livet som det er og hvile i det. At være glad. At være i stand til at finde sin vej.” Så det gør hun. Hver eneste dag. På sin egen måde.

Pailletter, similisten og selvbrunede ben Sidste år vandt Isabella guld i DM i disco dance. Selvom hun er lidt af en perfektionist, synes hun ikke, at det altid handler om at tage guldmedaljer med hjem. Det handler om at vinde over sig selv, mener Isabella på 11. Af Liv Latricia Habel Isabella Bay Grimstrup står med vat i både ører og næsebor. Hun kniber øjnene i, tager en dyb indånding og holder vejret, mens hendes far, Claus, sprøjter selvbruner i hendes ansigt. Det er en tirsdag aften i april. Isabella står iført sorte underbukser på familiens badeværelse. Brusenichen er dækket med karamelfarvede klinker. Claus har fundet en brun skrubbehandske og Matas’ selvbrunerspray frem. Han sætter sig på en skammel i den rumlige brusekabine. Isabella løfter det ene ben og placerer foden på trip- trappen i brusenichen. Så begynder Claus at fordele selvbruner på datterens glatte skinneben. Isabella skal selvbrunes tre gange, før hun skal deltage i den sidste pointturnering inden årets danmarksmesterskaber i disco dance. Hendes hudfarve er lige blevet en tone mere orange. Den matcher de karamelfarvede fliser på væggene.

Da Isabella var fem, startede hun på det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro. Hen over årene udviklede hun interesse for hiphop og disco dance. To meget forskellige stilarter der alligevel har det tilfælles, at man kan have sin egen stil, mener Isabella.

Anna på 16 har danset lige siden, hun var tre år gammel. Hun er en af de ældste på den lokale danseskole STS, og hendes venner er stoppet, fordi de skulle på efterskole. Anna vil ikke stoppe. Hun kan faktisk ikke forestille sig en dag uden dans.

Isabella er 11 år og født og opvokset i et nybygget parcelhus i Struer, hvor hun bor med sine forældre og lillesøsteren Lily på seks. Hun går til dans fire gange om ugen lidt længere nede af vejen hos Struer Sportsdanseforening (STS) - en lille og særdeles dedikeret forening, hvor der bliver undervist i alt fra hiphop over showdance til disco. På STS er pigerne delt mere op efter niveau end alder. Derfor danser Isabella bl.a. sammen med søstrene Elisa og Sigrun på hhv. fem og ni år, Mille på 12 og Anna på 16. Til trods for aldersforskellen har pigerne udviklet deres eget lille fællesskab i danseforeningen. Med dansen som første prioritet fravælger pigerne ofte klassefester og legeaftaler. På den måde formes deres tætte bånd på danseskolen naturligt.

Syv dage uden bad Fredag aften inden den store turnering skal pigerne i fællesskab øve deres koreografier en sidste gang. Efter tre timers holdtræning skal Isabella hjem og spise. Familien får ”Bellas pastaret” til aften. En sund og tung madret med spinat, bacon og fløde. Bella, som Isabella bliver kaldt i familien, skal også have kreppet hår. Det gør hun selv inde ved et lille teakfarvet bord i stuen, mens Lily ser på iPad i baggrunden. Claus og Bellas mor Britta sidder med deres telefoner. Bellas knoer er blevet helt mørkebrune, her hænger selvbruneren særligt godt ved. I går blev hun brunet en sidste gang. Fra den første omgang selvbruner går Bella ikke i bad indtil dagen efter turneringen. Det er hele syv dage. ”Det er sådan, at farven ikke bliver vasket ud. Og det er nemmest at sætte håret op, når det er fedtet,” forklarer Isabella, mens hun fortsætter med at kreppe sit lange lysebrune hår.

Sigrun og Elisa er søstre. Elisa på fem startede med at danse, da hun var to et halvt. Sigrun på ni har danset i fem år. Sidste år var første gang for dem begge at deltage i DM.

Det er lørdag formiddag, publikum klapper hurtigt i takt til musikken og har fuld fokus på det oplyste gulv i midten af idrætshallen. De smidige dansere drejer rundt om hinanden i velindøvede koreografier. Alle regnbuens farver ses på gulvet. Isabella går i split i sin blå glitrende discodragt.

Efter en seks timers lang turnering i Thorsø, en lille flække mellem Randers og Silkeborg, tager STS pigerne både guld, sølv og bronze medaljer med hjem.

Til turneringerne bliver pigerne ikke kun bedømt på deres springteknikker og dansefærdigheder. Det er også udstråling, dommerne giver point for. Jo mere man kan stikke ud af mængden jo bedre. Falske øjenvipper og tre lags selvbruner ses gerne på gulvet – oveni det en strålende selvtillid.

”Det handler om at vinde over sig selv.”

”Man går efter at gøre sit bedste, så man kan vinde. Men det handler ikke altid om at vinde,” siger Isabella.

Det er ikke altid lige let at træde ud på gulvet og fremvise sine koreografier, men STS pigerne lærer både hjemmefra og fra danseskolen, at de bare skal gøre deres bedste.

Mille på 12 bor på Thyholm, 20 km fra Struer, men tager den lange vej fire gange om ugen for at gå til dans på STS. Når Mille er stor, vil hun gerne bruge dansen til at hjælpe andre.

“DET KUNNE DA VÆRE RART, HVIS JEG SNART FANDT UD AF, HVOR JEG ER” Demensafsnittet Svalegangen i Struer er typisk det sidste hjem for de mennesker, der flytter ind. Beboerne er svært udfordrede af deres sygdom, men det betyder ikke, at de ikke oplever dybt meningsfulde stunder hver dag.

Af Maria Høy Hansen

100

101

I fællesstuen sidder Willy i sofaen og aer en bamse. Han ser Krummerne sammen med et par andre beboere. Igen. Engang imellem lyder der et par kluk fra beboerne i sofaerne, mens Hr. Krumborg igen får ballade med Fru. Olsen. Willy kan godt have svært ved at finde ro på Svalegangen. Hans billedbog af norske landskaber eller en Dirch Passer film i fjerneren hjælper ham ofte med at finde ro. Flere bliver demente i Danmark Svalegangen er et hjem for demensramte i Struer med plads til 13 personer, der ikke længere kan huske meget om, hvor eller hvem de er. Her får de hjælp til at stå op, spise og leve værdige og glade liv, blandt de frustrationer sygdommen også bringer. Når beboere flytter ind, er de typisk nået langt i deres demenssygdom, og har brug for meget pleje. Demente på svalegangen ved som oftest ikke, at de bor på et demenshjem. De lever et liv blandt andre beboere og medarbejdere, der gør sig umage for at sikre dem et godt liv i den tid, der er tilbage. I Danmark lever ca 87.000 mennesker over 65 år med demens. Et tal, der kun forventes at stige. Der findes flere forskellige demenssygdomme, men fælles for de fleste er, at de syge glemmer, hvordan de klarer simple hverdagsopgaver. Ting såsom hvor melet står i køkkenet - eller langt værre, hvem deres børn og familie er. Måden vi i Danmark behandler demens er med medicin, der kan mildne symptomerne, hvilket de også gør på Svalegangen.

102

103

Anne Lise får serveret risengrød med kanelsukker til frokost. Hun har ikke længere meget sprog tilbage, så i stedet for sproglig kommunikation med Anne Lise leder de efter andre signaler gennem øjenkontakt og kropssprog. Anne Lise er særligt følende med sine hænder. Mens hun serveres risengrød på skeen, søger de sarte hænder med hud som porøst glas enhver overflade eller tekstur i deres rækkevidde. Kanten af bordet fanger hendes opmærksomhed i et øjeblik, før hun igen åbner munden om skeen. Der er ingen stress. Frokosten tager den tid, den tager. Nogle dage vågner beboerne først rigtigt hen på eftermiddagen. Det er ikke et problem. Så får de lov til at spise dessert i sengen, som Johannes gør efter dagens frokost. Sherryfromagen bliver serveret på det lille natbord med kærlig hånd på skulderen, der lader ham vide, at den venter på ham. Johannes gengælder med et “Merci”, og følger op med et “Parlez-vous français?”. Det franske er noget af det, der er blevet siddende hos Johannes, der ellers ikke har meget hukommelse tilbage.

105

Fællesområderne er som oftest rolige, og snakken er lavmælt. Stilheden bliver af og til afbrudt af enten klaverspil, musik eller film på fjernsynet. Livet på Svalegangen bliver på mange måder levet, som var det almindelige liv. I de røde murstensbygninger, der ligger et stenkast fra Limfjorden og høje trætoppe, får beboerne hjælp til at fastholde et så normalt liv som muligt - med nydelse og kærlighed. Aktiviteterne der foregår i huset kan være glemt øjeblikket efter, og derfor forsøger de også at leve i nuets glæder. Næsten som det var før Flere af beboerne får besøg ugentligt, og fodboldentusiasten Henning, som lige nu er på aflastningsordning i huset, glæder sig meget til at få besøg af Agnete. Flere gange i timen siger han “Det var da ligegodt underligt, at Agnete ikke er kommet endnu”. Men Agnete kommer også rigtig ofte forbi Svalegangen og siger hej til Henning - ham der har været hendes kæreste, i hvad der svarer til et kvart liv. Henning er 94 år gammel og den ældste på stedet, men er også den, der har mest krudt i rollatoren. Da hun pludselig dukker op i sin røde jakke og rollator, liver Hennings øjne op, og han er hurtigt på benene og møder hende i gangen. De bruger et par timer sammen. Henning spørger efter cigaretter. Agnete minder ham om, at han ikke har røget i over 20 år. Det afviser Henning blankt, men smiler over hele ansigtet og nyder tydeligvis selskabet. Da Agnete rejser sig fra bordet i fælleskøkkenet for at gå hjem, er det ikke uden protester fra Henning, der gerne vil med. De aftaler, at hun snart kommer igen, og Henning går ud i haven og vinker hende farvel, idet hun drejer om hjørnet og ud i den anden virkelighed.

106

107

Svalegangen er oftest det sidste hjem for de beboere, der flytter ind. Nogle har været i en aflastningsordning, inden de flytter ind, hvor de kan få lov til at bo i enten dage eller måneder alt efter, hvad behovet er. Det er kommunen, der beslutter, hvem der skal have en af de 13 pladser. Herefter betaler beboerne husleje som på ethvert andet plejehjem. Men Svalegangen er ikke ethvert andet plejehjem. Når der er overskud og bemanding til det, forsøger medarbejderne at tage beboerne med ud på en cykel- eller gåtur i den smukke natur. Ude i haven sidder Willy og en medarbejder og nyder eftermiddagssolen. Hans uro betyder, at han ofte vandrer rundt på gangene. “Det kunne da være rart, hvis jeg snart fandt ud af, hvor jeg er” siger han pludselig. Hun tager rundt om ham og smiler svagt og svarer “Ja, det ved jeg”.

108

AT TEGNE ER AT SE Mellem markerne nord for Struer bor ægteparret Birgit og Niels Steen Sørensen, og de er fuldtidskunstnere. Kunsten er for dem et fast element i hverdagen. En fællesnævner, der har været med til at forme dem livet igennem.

Af Rebecca Helene Hoffmann

111

Niels er trukket i den plettede malerskjorte. Han sætter en cd med Andrea Bocelli på afspilleren, cirkulerer frem og tilbage og betragter lærredet foran sig. Gennem atelierets gulv-til-loftvinduesparti er der udsigt til en gylden rapsmark i fuldt flor. Indenfor er der to arbejdsstationer, materialer i ét væk og både færdige, halvfærdige og helt nøgne lærreder – et væld farver. Den hvidmalede gård uden for Struer har været ægteparrets hjem de seneste 15 år, her har de sammen skabt rum til kreativiteten. Niels henter nye farver til paletten, stiller sig et nyt sted – og endnu et nyt sted, indtil han til sidst samler penslen op og påfører lærredet nye penselstrøg. Kunsten som fællesnævner Birgit og Niels fandt hinanden igennem kunsten. På en studietur til Amsterdam i 1968 stødte de adskillige gange på hinanden under et museumsbesøg. De betragtede de samme malerier og begyndte at udveksle indtryk og meninger. Derefter gik der ikke længe, før Niels sagde sit værelse op og flyttede ind til Birgit på lærerseminariet i Nørre Nissum lidt uden for Struer. Det blev starten på et samliv, der blandt andet blev velsignet med to sønner, to år med bopæl på Grønland, 24 år som ejere af Sønderho Kro på Fanø, adskillige rejser og hundredvis af malerier.

112

113

114

115

”Vores filosofi har altid været, at du ikke skal være bange for at gøre det”, fortæller Birgit Sørensen. Niels og Birgit har sat en dyd i at sige ja til de muligheder, som livet har budt på. De har altid været eventyrlystne og har haft en legende tilgang til livet og til kunsten. I dag er ægteparret fyldt 73 og 74 år. De har slået sig ned fire kilometer nord for Struer på en gård, der rummer 10.000 kvadratmeter park, et bed&breakfast og et orangeri, men allervigtigst et atelier med højt til loftet og plads til kunsten. Kunsten er med til at forme os Kunsten kan give følelsen af, at noget er godt. Som at ligge på gulvet i det Sixtinske kapel, kigge op og fortabe sig i Michelangelos skildring af mødet mellem gud og mennesket – dét er et af Niels og Birgits’ eksempler på, hvad kunst kan. For dem kan kunst være noget guddommeligt. Det kan være noget trygt. Det kan være noget kontroversielt. Det kan være noget fremmed. Men det skal altid være noget ærligt. ”Det er ikke altid vigtigt at vide, hvorfor jeg maler, hvad jeg gør – det skal blot føles rigtigt,” fortæller Niels. Behovet for at male og udtrykke sig kunstnerisk er tilbagevendende for Birgit og Niels. Parret har igennem hele livet fundet

116

penslerne frem igen og igen - og igen. Tiden som kroejere var krævende og intens, og naturligt nok blev der ikke tid til kunsten, men behovet var der stadig. Kunsten vil altid være noget, de finder tilbage til og indretter sig efter. ”Kunsten er med hele tiden, den er med til at forme os,” fortæller Niels. Fantasi og farlige ting Hjemme på gården har Birgit fundet sig til rette i orangeriet. Hun sidder for bordenden med alle remedierne bredt ud foran sig, fordybet med hovedet sænket over det store stykke papir. Motivet er en øgle, der er ved at tage form på papiret, og den bliver belagt i gule og grønne nuancer. I baggrunden spiller P8 Jazz på DAB-radioen, og en kop kvædete bliver hældt op fra en tekande, der har form som en ko. ”At tegne er at se,” siger Birgit, ”det er en samling af erindringer og oplevelser på et stykke papir.” Birgits kunst er baseret på en fantasiverden, hvor dyr og natur er større end mennesket. Birgit har et særlig tilhørsforhold til dyr, som stammer helt fra barnsben, hvilket afspejles i hendes kunst. Niels’ kunstneriske udtryk er ligeledes inspireret af dyr og mennesker, men for Niels handler det også om skønheden

117

118

i det farlige. Niels var som helt lille meget fascineret af atombomben ”Little boy”, og husker tydeligt det leksikon, hans far havde stående på hylden, hvor der på side 346 var det mest fantastiske billede af ”Little boy”. Malerier skabes i kraft af erindringerne ”Når jeg har sat første streg på lærredet, begynder lærredet at tale til mig,” fortæller Niels. Ifølge kunstnerparret er samtalen mellem kunstneren og lærredet essentielt. Det er en konstant afvejning med mavefornemmelse om, hvad næste penselstrøg er. Niels og Birgits arbejde med kunsten har det til fælles, at de taler med maleriet. ”Vi taler dybest set med vores underbevidsthed,” fortæller Birgit og Niels. Det handler om, at de bearbejder en samling af livets begivenheder, som kommer til udtryk i deres malerier, og på den måde ender hvert maleri med at fortælle en personlig historie.

119

Rasmus H. Breum Emilie Toldam Futtrup Signe Sofie Lægsgaard Benjamin Voldum Krog Nichlas Pollier Emil Bay Gregersen Axel Emil Hammerbo Rosaline Benbaruch Lange Martin Thomas Ford Liv Latricia Habel Maria Høy Hansen Rebecca Helene Hoffmann

DMJX 2022

Struer

Articles inside