At være en værdifuld deltager… Af viceforstander Ole Læborg
F
ra august 2013 blev der føjet endnu et kapitel til debatten om vores måde at forvalte skolehverdagen på. Overskriften på denne nye ting er ’Inklusion’. Det har siden skabt en vældig stor debat i både skoleverdenen, blandt forældre og blandt politikere - og det ikke uden grund.
har dog givet udtryk for en alvorlig bekymring for at dette, man vel godt kan betegne som et ædelt ønske, ikke er muligt at efterleve i praksis, fordi hverken skolen som organisation eller de mennesker, der befolker den, er klar til at løse opgaven. Men, for at se lidt mere af det totale billede må man nok også erkende en forbindelse til et aktuelt politisk klima præget af økonomisk recession, så der desværre, som i så mange andre tilfælde med skolepolitikken, også ligger et krav om, at der skal spares penge. Skolen er en dyr maskine at holde vedlige, og det gælder ikke mindst specialundervisningen. Men, når ret skal være, så har vi også set at meget af den specialundervisning, der har været givet, ikke altid har haft den ønskede effekt, måske fordi der var gået automatik i at sende bestemte grupper af børn til specialundervisning.
En mulig forståelse af tanken bag denne lov er et ønske om at udvide det almene skolesystems målgruppe, således, at den tidligere rummelige skole nu også bliver en inkluderende skole. Undervisningsministeren udtrykker det således: ”Inklusion handler om barnets oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab, og det er centralt for at lære noget og for at udvikle sig. Alle børn og unge har brug for at indgå i et fællesskab med pædagoger, lærere og andre børn og unge. Inklusionstankegangen betyder et perspektivskifte fra det enkelte barn til fokus på det fælles”.
At føle sig inkluderet På Hørby har vi dog ikke set inklusionsloven som noget problem, tværtimod. Vi har altid haft den pædagogiske grundopfattelse, at for at kunne lære noget, udvikle og danne sig har nødvendigheden af at føle sig inkluderet i et fællesskab været en klar præmis for alle uanset diagnose eller ej, eller om man ligger højt eller lavt i karakterernes verden. Det handler for os ikke om at kunne vinge noget af og så dermed sige, at man er inkluderet. Det skal komme fra den enkelte elev selv, altså det at kunne svare bekræftende på, at man føler sig inkluderet i den fælles virkelighed, man er sat i.
Udgangspunktet er elevens positive ressourcer Konkret betyder det en minimering af specialpædagogisk støtte uden for stamklassen. Pædagogisk set et vink med en vognstang fra ministerens side om at se mere på elevernes positive ressourcer fremfor den mere fejlfinderagtige holdning og dermed også mulighed for at se det eleverne kommer med som en vej til at forandre praksis. Mange lærere og skoleledere
16
