LEDER
En tikkende bombe AF NINA HØJG A A R D JE NSE N
V
i er startet på endnu et nyt år. Efterslæbet efter Corona – som næsten, omsider(!) er overstået – skal stadig indhentes.
adskillige udfordrende årgange i bla. Bourgogne, hvilket betyder at hovedpinen bliver en migræne – det bliver umuligt at gøre alle glade. Hvem skal skuffes?
Igen i 2021 steg mange vinpriser markant på vine fra de mest eftertragtede områder. Dog eksploderede efterspørgslen også. Det interesseniveau for fine wine markedet, som vi ser i dag, er uhørt! Der er ganske enkelt alt for lidt vin fra bestemte områder og producenter til at stille tørsten. Proportionerne er blevet ekstremt skævvredet. Det trænger restauranterne såvel som importørerne op i en krog: Importører kunne nemt afsætte deres fulde allokationer af diverse vine på det grå marked, til markant højere priser end dem, de kan sælge for til HoReCa, men deres-, og producenternes, integritet og ønske er samtidig, at de skal repræsenteres og drikkes på nogle af de bedste restauranter i verden. Den indre købmand mod de bløde værdier. Til ligningen kan man tilføje
Kunderne hos importøren, og gæsterne på restauranten ved godt, hvad de vil drikke! Det bliver revet væk, samtidig med, at eventyrlysten langsomt tappes ud af forbrugeren efterhånden som denne, slurk for slurk, finder sine drikkepræferencer (korrelerer oftde med kult vine). Dette sker sideløbende med, at naturvinsdiskussionen, heldigvis, i vid udstrækning har nået et sagligt niveau, hvor begge parter er indforstået med, at de gør hinanden rigere, og de kan eksistere side om side på vinkortene. Det er glædeligt, dog kan man også frygte, at naturvinsmarkedet snart vil blive slugt af samme ’monster’. Symptomerne viser sig allerede tiltagende for visse producenter. Den private forbruger har ikke altid en reel forståelse af, hvordan disse strengt allo4
kerede vine lever og fungerer på restauranter. Det bliver en nøje overvejet sag at håndtere sådanne varer – hvordan skal de prissættes, må gæsterne købe ubegrænset af dem, kan vi overhovedet sælge dem med de prisstigninger vi har set de seneste år? Det kommer oveni den strategi, man i forvejen ligger for et vinprogram, som ofte ender i de samme samtaler: Gæsten stiller spørgsmålstegn ved prissætningen af vinkortet (også steder, hvor denne er ekstremt høflig), for de kan jo selv købe vinen billigere, eller til samme pris? ”Hvorfor har I ikke mere fra xx producent?”, eller min yndlings: ”Der er godt nok ikke så meget vin med alder på, hva’?” Den bemærkning rummer mange facetter, men en simpel betragtning er, at vi altså lige må blive enige om, at vine fra 2010 ikke længere er purungt – heller ikke selvom vi måske føler, at tiden går lidt for stærkt. Kombineret med en stor afholdenhed fra at prøve nye vine udenfor komfortzone, bliver sommelierens job sværere.
