[ ARTIKEL ]
TEKST: JI QI LAM, MEDIEVIDENSKAB & CONTEMPORARY COMMUNICATION IN ENGLISH, AU
FANDOM: FÆLLESSKAB PÅ TVÆRS AF LANDEGRÆNSER Det er ikke svært at få kontakt til fremmede gennem digitale medier. Heller ikke fremmede på den anden side af globen. Men hvad får os til at opsøge dem, og hvordan skaber vi en relation til dem? En relation, bygget op udenom det fysiske samvær, som vi har lyst til at holde fast i? Svaret er måske så simpelt som en fælles interesse. Ligesom i den offline verden er fælles interesser og værdier en god basis for venskab. Men ikke alle er så heldige at være omgivet af andre, der deler samme interesse som en selv, og er det tilfældet, er det ikke sikkert, at interessen er lige så stærk. Af netop disse grunde retter mange blikket mod internettet. I denne artikel har jeg snakket med otte personer fra USA, Europa og Asien, og her deler de ud om deres oplevelser i én specifik form for online fællesskab: fandom.
D
er bliver ofte knyttet en vis grad af intensitet til personer, der identificerer sig som fans, og der er mange stereotyper om dem. Karikaturen går fra middelaldrende mænd, der samler på tegneseriefigurer i deres forældres kælder til hormonelle teenagepiger, der bryder i gråd, så snart de får et glimt af deres yndlingssanger. Dog er fans, ligesom alle andre, mere nuancerede end som så. Alligevel kan det være svært at komme udenom fordommene, og derfor er der også mange fans, som tøver med at dele denne bid af deres personlighed med andre. De fleste af de fans, jeg snakker med, fortæller mig, at deres formål med at opsøge online fællesskaber var at finde andre, som havde samme interesser som dem. Ifølge KH (24 år, Ohio) har online fællesskaber givet hende ”en følelse af at høre til, venskaber og trøst.” Imens fortæller KY (27 år, New York): ”At deltage i disse online fællesskaber var en måde for mig at finde andre, der var lige så investeret i de samme ting, som jeg var” og uddyber senere, at hun stadig har svært ved at åbne op om hendes interesser i hendes offline fællesskaber, fordi der ikke findes samme accept der.
[ 28 ]
Globalt netværk Digitale medier skaber rige muligheder for, at fans kan møde ligesindede mennesker fra alle dele af verdenen. Ifølge AS (22 år, Pennsylvanien) er online fællesskaber ”geografisk og kulturelt mangfoldige på en måde, som er umulig for fysiske fællesskaber.” Også AR (26 år, Californien), AW (30 år, Indonesien) og WW (31 år, Californien) mener, at de har fået et udvidet verdensbillede og større kulturel viden gennem deres online fællesskaber. AR uddyber: ”Jeg kan besøge så mange stater eller lande og kende mindst én person i det område. Jeg har kunne få merchandise, rejsetips og lokal hjælp, når jeg har været ude at rejse. Jeg lærer også om livet andre steder, og det er spændende og rart at være i