Ywl o æ Klet 2022

Ywl o æ Kle’t

Ved juletid finder Ywl o æ Kle’t traditionen tro vej til postkasserne i gamle Holmsland Kommune.

Det var Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening, der i 1969 tog initiativ til Ywl o æ Kle’t. Formålet var at skaffe penge ved hjælp af annoncer til Hvide Sandes julebelysning.

Ywl o æ Kle’t er et stykke samtidshistorie. En slags »Året der gik« krydret med historiske tilbageblik fra Holmsland og Klitten.

I år byder vi vores nye serie »Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til« velkommen. En nyhed, hvor vi vil møde en ny familie, der er flyttet til området. For to år siden tilføjede vi serien »Punkt for punkt«, som sidste år fik følgeskab af »De Go' gammel Daw'«, et tilbageblik på Ywl o æ Kle’t for 50 år, 25 år og 10 år siden.

Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2022 54. årgang Ywl o æ Kle’t kan købes i Fiskeriets Hus i Hvide Sande

Redaktion:

Rikke Olesen, Lene Halkjær, Martin Backs, Mette Møller og Dorthe Frydendahl

Annoncering: Jesper Clausen

Har du forslag til artikler, kan du kontakte: Dorthe Frydendahl: d_frydendahl@hotmail.com

Rikke Olesen: olesen_rikke@hotmail.com

Lene Halkjær: lene@haltek.dk Mette Møller: mettem85@gmail.com

Har du forslag til »Billeder fra året«, kan du sende det til: Martin Backs: mbacks@hotmail.com

Hvis du er interesseret i at blive annoncør, kan du kontakte: Jesper Clausen: Jesper-clausen@outlook.dk

Tryk: Strandbygaard

Indholdsfortegnelse

Formanden har ordet 5 Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

Julehilsen 8 Andreas Sahlholdt, sognepræst

Vi bor det FEDESTE sted … 52 Jens Møller

Hvide Sande Vodbinderi – 56 en virksomhed hvor generationer har arbejdet sammen siden 1932 Heidi og Thomas Heide Olesen

Vinterbadning i Hvide Sande 12 Pernille Schmidt

Lyngvig Havn 18 Jens Nicolai Vejlgaard

Min gåtur fra Nr. Lyngvig til Paris 28 Anders Lund Bjerregaard

Omhu – fællesskab og rene strande 34 Tina Julsgaard Mirecki

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til 64 Marianne Møller Iversen og Lars Libak Pedersen

Auktionshuset 70 Marie-Louise Høstbo

Et langt liv på Klitten Mogens Frydendahl – Punkt for punkt 76 Mogens Frydendahl

Anny har fulgt 44 årgange 86 Kloster-børn videre i verden Ole Tang

De Go’ gammel Daw’ 92

Branden på Beach Bowl: 38 Et år, Bjarne Øgendahl sent vil glemme Christian Estrup

Klassebilledet - hvor blev de af? 44 Karen Bollerup Møller

Projekt Lalandia 96 Keld Hansen

Årets konfirmander 120 Billeder fra året 122

Glædelig jul

Kære alle

Det er usikre tider, vi lever i.

For et år siden var Covid -19 og Minkskandale mm på alles læber, men i februar og henover året oplevede vi pludselig en krig af dimensioner, som ikke er set i Europa siden Anden Verdenskrig.

Uden på nogen måde at ville forklejne de langt større lidelser, den påfører Ukraine, må vi sande, at den også vender op og ned på det økonomiske landskab herhjemme.

Inden Covid -19, gik det ellers helt godt, men nu ser vi mange familier og virksomheder hårdt ramt af stigende priser ikke mindst på energi.

Overvældende, hvordan verden og vilkårene for vores liv kan ændre sig på ganske kort tid.

Heldigvis har vi mennesker, som utrætteligt arbejder for at forbedre vilkårene. Som nogle måske husker, tog Henning Davidsen tilbage i 2010 på vegne Holmsland Klit Turistforening initiativ til at placere 3 møller på Nordstranden i Hvide Sande – på Hvide Sande Havns areal.

Holmsland Klit Turistforening tog risikoen fra projekteringen til »go« eller »no go« og lagde grundkapitalen til den erhvervsdrivende fond, som forestod projektet.

Mange gode og fremsynede mennesker var med i processen, og mange hjalp med finansieringen ved at købe andele via køberetsordningen og siden sælge dem igen, da det blev opportunt at lade møllerne overgå til Hvide Sande Fjernvarme.

Hele manøvren endte med, at fjernevarmekunder i Hvide Sande får meget billig

varme, fordi man gennem et større stykke arbejde er lykkedes med at kunne anvende den grønne strøm direkte i Hvide Sande Fjernvarmes forskellige anlæg og sælger resten ud på det almindelige elmarked.

Man kan ovenikøbet bryste sig af at være endog meget langt fremme med den grønne omstilling samt ikke mindst et eksempel til efterfølgelse.

Og sådan blev det alligevel jul i de små hjem i Hvide Sande Fjernvarmes forsyningsområde, og man kan sidde i en god og billig varme og hygge sig og sende tanker – og måske mere end det – til de mennesker omkring os, som er ramt af tidernes ugunst.

Der skal lyde en stor tak til annoncører, skribenter og ikke mindst udvalget bag Ywl o æ Kle’t. Uden dette engagement havde det ikke været muligt igen i år at udsende julehæftet.

Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne ønske alle glædelig jul og godt nytår.

Af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Julehilsen

Af Andreas Sahlholdt, sognepræst

Vi er i adventstiden, og et nyt kirkeår er gået i gang. Det giver en oplagt mulighed for at se tilbage på året. Jeg kan næsten ikke forstå, at det allerede er over 1½ år siden, jeg sammen med min familie flyttede til Hvide Sande, men »tider skal komme, tider skal henrulle« – og rullet, det er de! Jeg er blevet spurgt, om jeg vil dele, hvordan den første tid som præst har været, siden jeg fik embede i maj 2021, og dét vil jeg gerne. For her får jeg lejlighed til at sige tak.

Tak til de mange mennesker, der har budt os velkommen og ydet støtte og omsorg, når vi har haft behov for det. Tak for jeres kontinuerlige forbøn for os og tak for jeres venskab! Vi har mærket, hvordan der er mennesker, der vil os og kirkerne her på Klitten. Mennesker der er interesserede i, at vi falder godt til. Det er et privilegium at blive taget så godt imod, og vi er taknemlige. Vi fik det første bevis for den omsorg, så snart vi landede, for da vi flyttede ind, stod et hold klar til at flytte kasse efter kasse ind – og de tog også lige et nap i haven. Tak!

Mit arbejde som præst handler enormt meget om relationer. Både til sognebørn, der har brug for kirkens støtte, men også relationer til de mange mennesker, der ved, at kirken også har brug for deres støtte. Uden de mennesker, så var vi ikke den kirke, vi er, og det vil jeg gerne prøve at illustrere:

Tilbage i marts var jeg på obligatorisk ny præst-kursus. Her skulle vi tegne vores kirkes »slægtstræ« med cirkler af (frivillige) kræfter i kirken. Hvor mange af de andre præster kunne tegne en lille cirkel rundt om sig selv og få ansatte, kunne jeg tegne cirkel på cirkel af mennesker, der har lyst til at lægge timer i kirkerne på Klitten. Det er en meget stor velsignelse, som jeg ikke tager for givet. Af ansatte er vi præst(er), organist, kordegn,

gravere, havehjælp, oldfrue, rengøringshjælp, kirketjenere og kirkesangere. Meget kan ske med de mennesker på pinden, og en kirke uden præcis de ansatte vil være både trist og kaotisk, for nu bare at være ærlig. Men de kan selvfølgelig heller ikke klare alt, så mange ting lader sig kun gøre, fordi vi også har frivillige.

Jeg vil forsøge at opsummere, men tilgiv mig, hvis jeg har glemt noget eller nogen!

Vi har uundværlige frivillige, der står for: Ulvetime, kirkekaffe, gospelfestival, korarbejde, rytmisk gudstjeneste, søndagsskole, fredagstræf, kirkehøjskole, turistkirke, Grundlovsgudstjeneste, konfirmandlejr, minikonfirmandarbejde, sogneudflugter, tidebønner til faste, koncerter – foruden alt det kirken også står for med gudstjenester, børnearbejde og kirkelige handlinger.

Alle de ting kan jeg godt garantere, vi aldrig kunne klare alene.

Så stor tak til de mange mennesker, der hver uge, måned og år engagerer sig i vores kirker! Den støtte har vi særligt mærket i løbet af det sidste år, hvor mange forandringer er sket. Vi har blandt andet måtte sige farvel til meget trofaste medarbejdere, og selvom vi holder fast i dem med næb og klør, så under vi dem deres otium efter mange års tro tjeneste. Her er andre, nye kræfter trådt til til stor glæde og velsignelse, og indtil de sidste ansættelser løser sig, har frivillige kræfter i menighedsråd og menighed påtaget sig store opgaver. Trods disse forandringer, som har været – og stadig er – overvældende at stå i, består en ting; taknemmeligheden for de mennesker, der hver dag minder mig om, at jeg ikke er – og ej heller bør være – et enmandsorkester herude.

Måske er det, fordi Hvide Sande og omegn er »Danmarks mest religiøse sted«, som en

mand fortalte mig i sommer, da jeg faldt i snak med ham om vores liv (den beskrivelse havde jeg ikke lige tænkt på før, måske fordi jeg ikke har været præst andre steder før). Eller måske er det, fordi frivilligkulturen er noget særligt herude. Uagtet grunden er jeg taknemlig for al den hjælp, for kirken skal ikke drives af en lille stab af mennesker. Vi skal gøre det sammen – i flok og i mængde!

Tak for dette år – jeg ser frem til et nyt med jer alle og glæder mig til at fejre jul med jer, hvor vi skal fejre, at verdens frelser blev født. Som vi synger det i salmen »Kom, alle kristne«:

Kom, alle kristne, lad os sammen ile til barnet i krybben i Betlehem. Frem vil vi træde for Guds Søn med glæde. Kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede i Betlehem!

Glædelig jul

Sognepræst Andreas Sahlholdt. Foto Stefanie Watson.

Vinterbadning i Hvide Sande

Af Pernille Schmidt

»GYS« tænkte jeg, da jeg midt i april 2020 stod i badedragt med tæerne i det 8 grader kolde vand. Ulla Madsen og Sonja Vejlgaard Olsen, som var begyndt et par dage forinden, lå og plaskede rundt 3 meter ude. Vi var på den lille strand mellem molerne på nordsiden. Jeg tog en rask beslutning og løb ud til dem, kom under og løb ind igen. Vi stod alle tre et øjeblik inde på stranden, så var det med at komme ud og under én gang mere. Vi kan godt klare tre gange, sagde de to andre. To var nok for mig den første gang. Heldigvis skinnede solen, og efter turen i vandet føltes luften ikke kold. Det var tværtimod en fantastisk følelse at stå der i solen i våd badedragt og mærke endorfinerne suse rundt i kroppen. En VILD følelse af velvære.

Det var sådan, det begyndte. Jeg var lige flyttet til Hvide Sande igen, igen. Covid19 havde kort tid forinden invaderet Danmark og resten af Europa. Danmark var lukket ned siden 11. marts 2020. Det gjaldt for institutioner, foreningsaktiviteter og arbejdspladser, og man skulle holde afstand. Jeg havde ellers glædet mig til at komme tilbage til byen og deltage i kirkekor, svømning og træning i fitness samt andre løse aktiviteter, men alt var sat på stand by, og det ville nok ikke blive ophævet sådan lige med det samme.

Her i kulden udendørs var så muligheden for at finde sammen med andre, og vinterbadning blev hurtigt min yndlingsaktivitet. Vi fortsatte

med at mødes og bade hver dag, opholdet i vandet blev længere og temperaturen steg. Efterhånden begyndte der at komme et par stykker mere til vores lille gruppe, og det var dejligt at kunne mødes og snakke og grine. Vi fortsatte sommeren igennem og til efteråret, indtil vi i november fik en seddel fra Havnen i bilruden om, at vi ikke kunne bade her mere, da de skulle bruge området til udvidelser.

På søndersiden for enden af Vestergade var der blevet etableret en trappe ned til et lille stykke sandstrand året forinden i forbindelse

med en sauna. Der havde også været udlagt en flydeline, da man ikke skal bevæge sig særlig langt ud i ind- og udsejlingen til havnen. Vi kontaktede Steen Davidsen og spurgte, om det var muligt, vi kunne få lov til at bade her. Det kunne vi heldigvis, og der blev igen lagt en flydeline ud. Vi kunne nu fortsætte med vinterbadningen. Vi ankom iført badetøj under det tøj, vi havde på, og det var let at få lagt tøjet i bilen og komme i vandet. Efter badning var vi nødt til at tage badedragten af, frottere kroppen og klæde os på i ly af bildøren. Vi stod temmelig meget til skue, og det var ikke altid lige let at skifte, når det blæste og regnede. Ifølge et borgermøde om udviklingen i Hvide Sande den 4. februar 2020 blev der bl.a. skitseret mulighed for et »Havbad« for både lokale og turister netop her, så vi skrev en ansøgning den 26. november 2020 til Steen Davidsen (Havnen), Hanne Jensen (Klittens Borgerforening) og Lei Raunow (Hvide Sande Turistforening), hvor vi anmodede om en

Når vejret er stille og godt, foregår badningen ofte mellem de to moler.

Hyggesnak mens vi venter på at klokken slår 9, så alle når at komme med.

mulighed for omklædning i nærheden af trappen. På et møde, som jeg deltog i den 27. januar 2021, blev det besluttet at etablere et åbent skur samt indskærpet, at badning kun må foregå herfra i vintersæsonen, når flydelinen er opsat.

Vi fulgte arbejdet med bygningen af skuret i marts måned, og fredag den 2. april holdt vi så en lille uformel indvielse med klipning af snor, bobler og kransekage. Vores skur er naturligvis bygget i havnestil af gamle kajbjælker, og der er bænke og spiger indenfor til tøj og håndklæder. Det er lige sådan, det skal være, og vi er meget glade for det.

I mellemtiden er der mange over hele landet, der er kommet i gang med vinterbadning også her i Hvide Sande. Vi har ikke etableret en klub, som man har så mange andre steder, men vi er en gruppe nu på 27 kvinder, hvoraf de fleste bader næsten dagligt. Ofte er vi 12-14 kvinder, som bader samtidig, og det er der jo god plads til på stranden i sommertiden. Vi kan være 5 i badeskuret ad gangen, så pladsen er trang, men vi får det

til at fungere her i vinterperioden. Sidste år blev saunaen sat op ved siden af badeskuret, og det er hyggeligt ind imellem at tænde op og hoppe i det kolde vand. Det er ikke kun os, der bruger badeskuret og saunaen, også en del andre lokale og turister er glade for at kunne vinterbade og gå i sauna.

Jeg har altid været meget glad for at svømme i svømmehal året rundt og bade i havet om sommeren, hvilket jeg har praktiseret næsten hele mit liv, men jeg havde aldrig før prøvet at bade i vinterhalvåret. Mon det virkelig er noget for mig? tænkte jeg den første gang. Og ja, det var det. Dagen, kroppen og psyken er først rigtig i balance, når gyset og hyggen ved at samles til et »God Morgen« bad er overstået. Det er bare en fantastisk start på dagen, og den ser nu meget lysere ud.

Skulle DU kære læser have lyst til at prøve, så mød op! Tidspunktet, vi bader på, står på vores Facebook side HAVFRUERNE. Du kan også kontakte undertegnede. Men pas på! Det kan være, du bliver afhængig lige som vi andre.

(Nisse-) hue og handsker er nødvendigt, når vandtemperaturen er lav.

Glædelig jul

Nordhavnskaj 12 · 6960 Hvide Sande Tlf. 9731 3322 www.vestvaerftet.dk

Søndervig Apotek, Badevej 1 Hvide Sande Apoteksudsalg, Metheasvej 1

Glædelig jul fra dit lokale apotek på nettet www.apovest.dk

Lyngvig Havn

Af Jens Nicolai Vejlgaard

Langs mange af de jyske fjorde ligger der en række små fjordhavne. De er små perler, som ofte ånder fred og idyl, og frem for alt en originalitet, som man ikke ser ret mange steder i vores samfund i dag. De er fine steder, som er åndehuller for både turister og lokale.

En af Ringkøbing Fjords perler er Lyngvig Havn. Havnen, som ligger midt imellem Hvide Sande og Søndervig, har på sin egen helt specielle måde bidraget til Klittens historie igennem mere end 100 år.

Historien om Lyngvig havn startede den 31. januar 1903. Her strandede det norske skib Avona ved Bjerghuse, syd for Thorsminde. Skibet var på vej fra New Orleans til Århus med en last af frøkager. Kaptajnen døde på turen over Atlanten, og styrmanden tog over, og det gik galt. Besætningen som var på 24 mand valgte for øvrigt den helt forkerte taktik, de gik i redningsbådene,

og druknede alle. Var de blevet ombord på båden, var de nok alle blevet reddet. Forliset fik den norske regering og det norske sømandsforbund til at anmode de danske myndigheder om at rejse et fyrtårn på den Jyske Vestkyst. Resultatet blev Lyngvig Fyr, som ligger mellem Blåvandshuk og Bovbjerg fyr.

Til bygning af fyret skulle der bruges en del materialer. Den nemmeste måde at få disse materialer til Klitten på, var af vandvejen over Ringkøbing Fjord. Derfor anlagde vandbygningsvæsnet en lille havn i Lyngvig til formålet. Ved Ringkøbing Havn blev der ligeledes lavet kaj. Før havde der nemlig ikke været et reelt kajanlæg i Ringkøbing. Byggeriet af Ringkøbing Havn blev udbudt i licitation i december 1904. Opgaven blev vundet af S. Abrahamsen, Esbjerg. Den 17. november 1905 stod havnen i Ringkøbing klar til brug.

Det norske skib Avona som indirekte var årsagen til at Nr. Lyngvig Havn blev etableret. (Foto Ringkøbing-Skjern Museum).

Alt dette førte til at fyret kunne tændes den 6. november 1906. Fyret blev det sidste af de store flotte fyr som blev bygget på Vestkysten. Man kan godt tænke lidt over, hvordan det har været at være på Klitten den aften, hvor fyret blev tændt første gang. Mon folk har været samlet ved fyret? Fyret fik stor betydning for sikkerheden for søens folk. Men også på land gjorde den en forskel. Men det var ikke kun på havet, at man bemærkede lyset fra fyret, det gjorde man også på land. Fyret blev et tilløbsstykke for turister, og har været det lige siden.

Familiejournalen skrev den 30. november 1906 følgende om fyret: I Begyndelsen af November tændtes et nyt, stolt Fyr paa Vestkysten, det mægtige Blinkfyr ved Nørre Lyngvig paa Holmslands Klit, kun en Mils Vej fra Ringkøbing. Fyret, der er indrettet efter de nyeste og mest moderne Principper, viser hvert 20. Sekund 4 kraftige Blink ud over Havet. Helt nede ved Esbjerg kan man i klare Nætter se »Nørre Lyngvig« blinke sit hastige »Giv Agt!«, og i Ringkøbing By mærkes Blinkene som »kraftige Lyn«.

Ved Lyngvig havn brugte de lokale fiskere havnen til deres fjordfiskeri. Flere fik bygget skibe i Struer, som så blev transporteret på jernbanen til Ringkøbing. Her blev skibene så sat i havnen, for derefter at få hjemhavn i Lyngvig. Flere brugte også havnen som landingsplads for lidt større skibe. Og faktisk kunne der trækkes flere skibe på »bedding« samtidig ved Lyngvig havn. Under åbningen af den første Hvide Sande Kanal i 1910-1915 holdt flere skibe også til i Nr. Lyngvig.

I 1910 begyndte turismen omkring Lyngvig Havn at tage fart. Urmager L.C. Andersen i Ringkøbing købte skibet Nordsee. Det var bygget i Kiel, og man omdøbte det til Prins Hamlet. Det blev en enorm succes. I 1911 tog mere en 16000 mennesker turen over fjorden, fra Ringkøbing til Lyngvig Havn, for herefter at gå til fyret og til havet. Tallet er enormt, og denne spirende turisme må have forandret Nr. Lyngvig totalt. Turisthotellet kom til, og flere af »de fine« Ringkøbingfolk fik bygget små skurrer hos de lokale, hvor man så kunne opholde sig, når man var i Lyngvig. Det gælder fx karetmager Bilt, som havde et lille skur ved Vejlgaard.

Nr. Lyngvig Fyr som hurtig blev en stor turistattraktion. (Foto Ringkøbing-Skjern Museum).

I et lille hæfte fra 1914 kan man læse følgende: Rejs til Vesterhavet med Dampskibet »Prins Hamlet«.

Dampskibet »Prins Hamlet« går i regelmæssig rutefart fra 17. maj til 26. september med tilslutning til togene. »Prins Hamlet« sejler fra Ringkøbing til Nr. Lyngvig Havn, hvorfra der kun er et par minutters gang til Turisthotellet, som modtager såvel badegæster som tilrejsende og større selskaber. Ved damperens ankomst fire gange daglig forefindes dækket kaffebord. Fiskeretter er særlig at anbefale. Statstelefon.

Badeliv på stranden: Kun få steder er der så let adgang til vesterhavsbad som ved Nr. Lyngvig, idet man her daglig, ja, fire gange om dagen kan tage med damperen »Prins Hamlet« dertil. Denne damper befordrede sidste sommer ca. 25.000 personer til klitten, hvilket turde være et bevis på, at turiststrømmen er stærk ad denne rute.

Prins Hamlet kunne tage 350 pasagere. Kneb det lidt med pladsen, spændte man en tømmerflåde bagpå -det var næppe gået i dagens Danmark. Turisterne kom til Ringkøbing med jernbanen, gik til havnen, sejlede over fjorden, måske drak man kaffe på hotellet (som lå lige bag stedet hvor de 3 shelters i dag ligger). Man gik til havet og badede, og gik en tur op i fyret. I fyret skulle man ledsages af en ansat ved fyret, af hensyn til fyrets installationer. På sejlturen var man tit en tur nede ved Hvide Sande, hvor den nye kanal var blevet åbnet i 1910. Kanalen var det store samtaleemne. Den havde karakter af en katastrofe, da hullet blev større og større, og man frygtede en helt stor storm, som skulle medføre store oversvømmelser på den anden side af fjorden.

Vinterlærer Steffen Steffensen, som var lærer på Klitten omkring år 1918-1920 skriver i sin bog »Klitboer« følgende om Lyngvig og havnen: »Nr. Lyngvig, nabobyen mod syd var vidt forskellig fra Klegod. Den havde havnen og en damper med regelmæssig forbindelse med den store verden, både

med

Prins Hamlet ved Lyngvig Havn, historien vil, at når der var solgt for mange billetter, satte man resten på en tømreflåde bag ved skibet. (Foto Ringkøbing-Skjern Museum).

Ringkøbing og »æ Sønderklet« – Ved havnen var der bygget et hotel og livet der satte især i sommertiden sit præg på befolkningen. Denne var mere bypræget, mere livlig og, – vil flere i Klegod føje til – mere verdslig«.

Kulturen og verden kom dermed til Nr. Lyngvig og folk her, blev dermed lidt mere oplyst end resten af Klitten. Denne tendens har nok forsat op til vores tid …

Efterhånden som vejene til Klitten blev bedre overtog rutebilerne turen til Klitten, og livet på havnen fandt en mere normal gænge. Sejladsen med Prins Hamlet blev ved frem til 1924, hvor skibet blev hugget op.

Fiskeriet ved Lyngvig Havn fortsatte som det altid havde gjort, og i 1939 formaliserede man det hele i et interessentselskab som bestod af lokale lodsejere. Det skete med baggrund i at Frich og Hans Muff havde skænket jorden til havnen. Her lavede man også de første vedtægter, et sæt vedtægter som man langt hen af vejen følger i dag. I vedtægterne står der følgende fantastiske paragraf:

»I alle havnen vedrørende anliggender er interessenterne pligtige til uvægerligt at efterkomme bestyrelsens anordninger og pålæg, også med det at have nogen orden ved havnen, i havnen og på land og ikke blive ved med den grimme skik at kaste den døde fisk ud i havnen«.

Havnen overgik langsom til privat drift, og vandbygningsvæsnet trak sig stille og roligt tilbage. Det betød øgede udgifter for havnen til fx oppumpning mm., det var en dyr omgang som skulle udføres ca. hvert 10 år. Til sidst blev det så dyr en omgang, at man overvejede om havnen skulle være kommunalt. Man blev i bestyrelsen enige om, at det var bedst hvis man blev ved med at være sig selv. Man overvejede også om man skulle købe jorden som lå nabo til havnen. Men havnens formand, Ernst Frich, sagde NEJ! Priserne på jord var for høje, og det var han sikker på ikke ville blive ved. Man skulle vente til priserne faldt, det sket så desværre aldrig.

Først i 1980’erne var det store samtaleemne, om man skulle have windsurfere ved havnen.

Turisthotellet ved Lyngvig Havn. (Foto Ringkøbing-Skjern Museum).

Man valgte efter et medlemsmøde at sige nej tak. Surferne kunne man beholde ved Hvide Sande, og sådan er det stadigvæk.

Havnen er løbende blevet moderniseret op igennem årene. Men den store modernisering skete i 2016, hvor man fik FLAG midler. Disse midler blev brugt til forskellige ting, blandt andet på renovering af molen, renovering af kajanlæg, ny læhegn, og en opdatering af el.

Igennem de senere år har man ligeledes ved gode sponsorers hjælp får opsat hjertestarter, fået legeredskaber og fodboldmål, samt et fint anker, som nu tjener som et af havnens vartegn.

Kommunen opsatte ligeledes for en del år siden 3 shelters, som flittigt benyttes af både lokale og fastboende.

For en del år siden blev der ligeledes etableret et bad og toilethus, som både de lokale folk ved havnen, og områdets mange turister benytter. Initiativet til huset blev taget af havnens venneforening.

Havnens venneforening er en selvstændig støtteforeningen til havnen, med Ole Bornholmer og Allan og Lene Jørgensen i spidsen. Foreningen hjælper med afholdelse af den årlige oprydningsdag, Skt. Hans fest, og andre ting i årets løb.

Ved Lyngvig havn hersker en særlig form for demokrati, som ikke er kendt ret mange steder, nemlig »Frich demokrati«. Demokratiet er opkaldt efter »æ små Fricher«, som var og er en bærende og vigtig del af Lyngvig Havn. Denne form for demokrati er ret enkelt og består i, at når beslutningerne skal tages, ja så er det den som råber højest der har ret. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok også forsat være. Som formand elsker jeg denne form for demokrati, og deltager gerne på lige fod med alle de andre bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen består i dag af Nancy Frich, Klaus Frich, Mads Frich, Jens Rindum, Kaj Møller Andersen, Gunner Andersen, Jens Nicolai Vejlgaard, samt Ole Bornholmer fra venneforeningen.

Nr Lyngvig Fyr med en ko i forgrunden, bemærk porten ved fyret. (Foto Ringkøbing-Skjern Museum).

Formandsskifte er ikke noget der sker hver dag, og undertegnede er faktisk kun den 6. formand siden 1905. Jo i Lyngvig løber man ikke sådan fra sine poster. Førhen var en generalforsamling i Lyngvig Havn en stor oplevelse. Den blev ikke ligefremt afholdt hvert år. Faktisk kunne der nemt gå mellem 5 og 10 år imellem generalforsamlingerne. Det betød at en generalforsamling blev indledt med ordene: »Skal vi ikke rejse os og mindes dem der er døde siden sidste generalforsamling -hvem det er kan vi ikke lige huske«. Når man så kom til valg til bestyrelsen, og nogen fra salen bad om skriftlig forslag lød ordene: »Aaahhh behøver vi det, kan vi æt bare vent til næste gang« (altså om en 5-10 år. I dag er det hele dog blevet lidt mere formaliseret, og der afholdes hvert år i marts måned generalforsamling i menighedshuset, fuldstændig efter bogen.

Oprensningen er i dag væsentlig billigere end førhen hvor sejlrenden skulle pumpes op, nu er det nok hvis man ca. hvert 2. år får slæbt sejlrenden fri. Det tager en dags tid, og kan gøres effektiv af de lokale folk på Hvide Sande Shipyard.

Hvert forår er der blevet tradition for, at man afholder arbejdsdag ved havnen. Det sker inden sommeren for alvor går i gang. Her bliver der lavet mange forskellige ting, man får ryddet op, repareret kajanlæg, osv. Det er rigtig dejligt at sådanne ting bliver gjort, men lige så vigtig er det, at sammenholdet om at værne om Lyngvig Havn bliver plejet og styrket.

Havnen har i dag en sund økonomi. Prisen for at have en båd liggende ved Lyngvig Havn svarer i dag til hvad det koster at have en båd i Hvide Sande. Dvs. at det koster ca. 2200kr for et år. Det er dog lidt billigere hvis man er medlem.

Lyngvig Havn 2022 (Foto Thorbjørn B. Sund).

Der har ikke været optaget nye medlemmer af havnen i en del år, så pt er medlemskredsen (og dermed ejerkredsen) på knap 40 mand. Førhen skulle man være født i Sdr Lyngvig, Nr. Lyngvig, Klegod eller Søndervig for at være medlem. I dag arbejder bestyrelsen med, hvordan man i fremtiden skal optage nye medlemmer.

Havnen fremstår i dag som en blanding af en god gammeldags fjordhavn, hvor der stadigt er en smule fjordfiskeri, en lystbådehavn hvor folk kan have deres små lystbåde liggende, og sidst men ikke mindst besøges havnen af masser af turister som nyder deres eftermiddagskaffe, mens børnene spiller fodbold, eller gynger. Havnen har i dag 10-15 bord/bænkesæt som besøgende kan benytte når vejret arter sig.

Mange nyder havnen, om det er lige så mange som i 1905 er svært at sige, men havnen er og bliver Lyngvigs stolthed som det står skrevet i Lyngvig sangen som synges hvert år til Skr Hans ved havnen:

Glædelig jul et godt nytår

Der er dejligt ved Lyngvig, når solen går ned der er stille når morgenen gryr, så man glemmer de dage hvor hjemme man sled når man ser på de drivende sky ’rover vand – over siv her ved fjordens skønne bred med en vuggende båd ved en pæl er for verden derude den herligste fred her er lisen for legeme og sjæl

Lyngvig Havn Skt Hans 2022 (Foto Thorbjørn B. Sund).

Jesper Clausen Revisor

Min gåtur fra Nr. Lyngvig til Paris

Af Anders Lund Bjerregaard

Jeg tror, at jeg altid har været en fyr, der godt har kunnet lide at lave ting, som andre finder skørt eller anderledes. Når folk spørger mig, hvorfor jeg valgte at gå fra mit hjem i Nr. Lyngvig til den franske hovedstad, ved jeg aldrig rigtigt helt, hvad jeg skal svare, andet end at jeg godt kan lide sådan nogle ting. Jeg kan godt lide naturen, oplevelser og havregryn.

Jeg har altid godt kunne lide at gå en tur, men det er ikke noget, jeg gør mig i hver dag –overhovedet. Alligevel lød en 3 måneders gåtur ovenpå 13 års skolegang helt vildt interessant og lokkende. Så efter en god sommer som student, pakkede jeg i august måned min taske og gik afsted ud ad indkørslen.

Jeg havde selvfølgelig gjort mig en masse tanker, inden jeg tog afsted, for »hvad nu hvis det regner konstant i en uge«, »hvad nu hvis jeg får en

skade« eller »hvad nu hvis mit telt går i stykker«. Men ligesom starten på alle mine 100 spørgsmål lød også: Hvad nu hvis … jeg er ovenud glad, når jeg ser tilbage, at alt der potentielt kunne have være gået galt, ikke stoppede mig fra at tage af sted på den fedeste tur, jeg har været på. For i sidste ende, hvad var det værste, der kunne ske?

Paris og Eiffeltårnet kom ind i mine tanker, da Europa begyndte at åbne mere og mere op i løbet af 2021. Jeg syntes, det var rart at have et fysisk symbol in mente hjemmefra. Lidt ligesom et »sidste stop«, som jeg kunne fortælle om til folk, der spurgte. Så regnede jeg lidt på det, og 1500 km. ville jeg muligvis godt kunne nå at tilbagelægge, inden det for alvor ville blive efterår.

Selvom jeg havde Paris i tankerne, da jeg gik hjemme fra indkørslen, så var det aldrig det overordnede mål. Først ville jeg til Flensborg,

En lækker hjemmebrygget portion pasta og frikadeller –der var også nok til madpakken næste dag;))

Hollandsk morgenmadsspecialitet i form af Hagelslag, nydes bedst på havnen!!

for der ville jeg kunne komme til uanset vejr og forhold, og så havde jeg givet min ide et skud, og kunne tage hjem, hvis det ikke var lige så fedt, som jeg havde forestillet mig. Det viste sig at være federe end forestillet, og alle mine »hvad nu hvis«-spørgsmål var ikke længere i mine tanker. Det var uden tøven, at jeg fortsatte min tur mod Europas 8. største by, Hamburg. Det var meget spøjst, at kassedamen og vejskiltene nu var på et andet sprog end derhjemme, det plejede ikke at undre mig, når jeg tidligere har været i udlandet. Således fortsatte min tur ellers med »delmål« der lød: Holland, Amsterdam, Belgien, Bruxelles, Frankrig og sidst Paris. På den måde var der aldrig længere end et par 100 km. til næste destination.

Hver dag begyndte med at få planlagt dagens rute. Jeg tog temperaturen på, hvor langt der var til nærmeste overnatningssted, og hvilken kompasretning der passede nogenlunde med min næste »destination«. Kun en enkelt gang på turen, prøvede jeg at planlægge overnatningsmuligheder hele tre dage ud i fremtiden, men ironisk nok endte jeg med at sove tre helt andre steder.

Jeg kom via. navigationsappen Komoot igennem en masse fede skove, nationalparker og stier, meget gode alternativer til en trafikeret asfaltvej.

Min 1.511 km. rute fra indkørslen ned til Eiffeltårnet.

Mange er imponerede over, at jeg har gået så lang en tur, men flere stiller spørgsmålstegn ved, at jeg valgte at gøre det på egen hånd. Det havde uden tvivl været enormt hyggeligt at dele turen og alle minderne med en anden, men det var bare rart ikke at skulle tage

En 28° septemberdag i Tyskland ledte til en vaskedag på campingpladsen. Mit telt er slået op i baggrunden og min Trangia er godt igang med at stege frokost i forgrunden.

hensyn til andre end mig selv. Det kan måske lyde lidt egoistisk – og det er det nok egentligt også, men det har gjort mig endnu mere selvstændig og komfortabel på egne evner. Jeg gad heller ikke at skulle »overbevise« nogen om, hvor røvfed en ide, jeg selv synes, jeg havde fået, med at trække stikket fra samfundet i tre måneder, så derfor tog jeg simpelthen bare afsted med min rygsæk og mit eget selskab.

Der er flere som har spurgt mig, hvordan det kan være, at jeg ikke gik derned via den kortest mulige rute, for havde jeg forsat igennem Tyskland, ville turen have været knap 400 km. kortere. Nogle af tankerne bag turen var et ønske om at møde en masse nye, spændende personligheder, se en masse natur og opleve noget forskelligt kultur. Det må man sige jeg gjorde, for hver gang jeg krydsede en landegrænse, ja næsten et byskilt var husene bygget anderledes og folk udviste en anden adfærd – vildt spændende!

Næsten hver eneste dag i tre måneder vågnede jeg op et helt andet sted, end jeg gjorde dagen forinden. Jeg mødte derfor også nye mennesker hver dag, som hver især lever deres eget liv i deres egen by med deres egen omgangskreds. Jeg har hørt mange historier,

Hanna havde budt på logi natten over. Spørgsmålet er, om det er rollo eller min solcelle som suger mest energi fra solen?

men ved at der stadig er mange historier, jeg ikke har fået hørt – endnu. For det er helt vildt så mange mennesker, der findes derude, som vil gøre meget for at hjælpe folk med rygsæk og et smil på læben. Det var alt fra at give en kop kaffe og en sludder til at tilbyde aftensmad og logi natten over.

Selvom dagens eneste gøremål var, at jeg skulle gå, så kunne der godt opstå nogle problemer undervejs. For hvad gør man, hvis dagens planlagte rute pludselig er spærret? Eller hvis en minifærge man skulle have været med, kun sejler tirs- og torsdag, når man er uden for sæson? Eller man kommer til Belgien og Frankrig, hvor størstedelen af de folk man møder udelukkende taler fransk? Det viste sig, at alting sørme endte med at gå i sidste ende, og det er noget, jeg har taget med mig.

Tiderne i byen var faktisk, underligt nok, de eneste tidspunkter, hvor jeg følte mig alene. Ikke ligefrem ensom, men bare følelsen af at være alene. Ironisk nok at sådan en følelse først rammer en, når man går rundt i byer som Hamburg og Bruxelles med befolkningstal på over 1 mio. mennesker. Jeg tror det kom af, at jeg var nået at blive vant til næsten at hilse på hvert menneske,

Mit telt behøvede ikke blive sat op denne dag, da der var plads i Ankes lade. Lækker flødeis fra deres køer ventede mig til morgenmad den efterfølgende morgen.

jeg mødte på min vej, og så i storbyerne hilser ingen på hinanden længere.

Helt generelt så følte jeg mig i gang med et formål og i gang alle døgnets timer, hvilket jeg synes var helt fantastisk. Jeg foretog mig jo ikke andet end at gå og nyde tilstedeværelsen og omgivelserne, men alligevel har det været de 3 mest produktive måneder i mit liv.

Normalt når jeg gør ting, og når andre gør ting, så handler det om at vinde, opnå den hurtigste tid eller samle det højeste beløb ind til en god gerning. Normalt hvis jeg sætter mig noget for, så vil jeg meget gerne nå det mål, som jeg har sat mig – sådan skulle denne tur bare ikke være, så derfor satte jeg mig ikke noget endeligt mål eller nogen slutdato. Der er nemlig en stor forskel på at være på tur og at være i konkurrence for mig – der er bestemt gode ting ved begge.

Jeg endte med at være afsted i 89 dage, fra jeg tog hjemmefra d. 9. august til jeg var hjemme igen 4. november. Jeg havde ikke troet det, men efter lige knap 3 måneder med vindstille dage 90% af tiden, så var det skønt at komme hjem og blive blæst ordentligt igennem igen. Det var dejligt at have vand til begge sider

Der var meldt regn til hele dagen – men jeg fik ikke en dråbe. Jeg blev oveni forkælet med denne solnedgang direkte ned til den tyske flod Eideren.

En tidlig efterårsaften hvor vejret endnu en gang var helt fantastisk, lige strækninger som denne jeg tog afsted for!

igen, efter mange dage væk fra kysten. Det var dejligt at se de samme skønne mennesker igen hver dag, og det var dejligt at komme hjem til god varm mad hver dag kl. 18 og til sin egen bløde seng. Ting som jeg måske ikke værdsatte højt nok, inden jeg tog afsted.

Jeg tror ikke det svære ved det, jeg har gjort, ligger i at gå de 22 km. om dagen i 3 måneder. Jeg tror ikke det sværeste ved at gå til Paris, er at gå til Paris, men derimod at beslutte sig for, at man vil gøre det.

Jeg vidste ikke, om sådan en tur ville give mig et helt nyt syn på, hvem jeg er eller verdenssituationen, men ironisk nok viser det sig, at det jeg lærte, var noget jeg allerede vidste, nemlig at jeg godt kan lide naturen, oplevelser og havregryn.

Jeg fik besøg af venner og familie som kørte og fløj ned for at besøge mig forskellige steder på turen. Her har jeg for første gang besøg af min kammerat Mogens.

Omhu – fællesskab og rene strande

Af Tina Julsgaard Mirecki

Virksomheden Omhu har siden opstarten for to år siden samlet og fjernet næsten 18 tons affald fra strandene på strækningen mellem Vedersø og Nymindegab – med afstikkere til strandene ved bl.a. Blåvand, Henne, Vejers og Thyborøn.

Havplast får nyt liv

Bag Omhu står Katrine Kock Frandsen og Daniel Mirecki. De har sammen skabt værk-

stedsbutikken på Metheasvej i Hvide Sande, hvorfra de organiserer strandrensninger, skoleprojekter og virksomhedsarrangementer – og fredagsbarer med livemusik.

Det er også her, de omdanner noget af den indsamlede havplast fra strandene til nye produkter som nøgleringe, surf-finner, smykker og julepynt. Produkterne sælges i butikken, hvor man også kan købe en kop kaffe og en varm trøje eller hue til strandturen. Og her er altid tid til en snak om projektet.

Strandrensning er for alle. Virksomheder og skoler kommer ofte ud og tager imod tilbuddet om at gøre stranden til et bedre sted. (Foto: Omhu).

– Vi startede i juli 2020, og her godt to år efter har vi afholdt 166 strandrensninger og samlet 17.847 kg affald, fortæller Daniel.

Fællesskab ved havet

For Katrine og Daniel har det været vigtigt at skabe en virksomhed, som gør en positiv forskel for Hvide Sande, Holmsland Klit og hele Vestkysten.

De surfer begge to, Katrine står med sin anden virksomhed Virkekraft bag Skandinaviens største vandsportsfestival Waterz, som afholdes i Hvide Sande hvert år, og Daniel er frivillig redningsmand ved Hvide Sande Redningsstation. Så havet og fjorden er omdrejningspunkt for hele deres liv.

– For os er havet lig med fællesskab. Vi har allesammen både brug for det og glæde af det. Så at skabe et meningsfuldt arbejdsliv med en virksomhed, der samler lokale og turister, børn og voksne og sportsudøvere og naturelskere om at passe på havet og vores strande, er vores største motivation, siger Katrine.

Elsk din kyst

Sidste vinter var ca. 800 skoleelever med på stranden som en del af projektet »Elsk din kyst«.

Med støtte fra Miljøstyrelsens strandoprydningspulje og i samarbejde med RingkøbingSkjern Kommune og Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO).

inviterer Omhu skoleklasser til strandrensning, strandbingo, krabbesuppe i udekøkkenet og en snak om livet i havene.

En halv times strandrensning pr. klasse fjernede sidste vinter over 1,8 ton affald fra strandene i Houvig, Søndervig, Lyngvig og Hvide Sande.

Projektet gentages denne vinter, og målet er at få dobbelt så mange skoleelever med på stranden.

Man kan blive overrasket over, hvad Vesterhavet skyller op af strandaffald. (Foto: Omhu).

Strandrensning i alt slags vejr I sommermånederne arrangerer Omhu ugentlige strandrensninger i samarbejde med Esmark. Også om vinteren samler Omhu masser af affald på strandene, og særligt efter storm og kraftig blæst er der noget at komme efter.

– På godt to år har vi indtil nu haft ca 3.900 gæster med på stranden. Vi forbavses og glædes konstant over den store opbakning både fra turister og besøgende og ikke mindst fra de andre erhvervsdrivende i Hvide Sande og fra alle i lokalområdet, siger Daniel – og han fortsætter: – Selv vejret er med os. På vores skoleture fører vi statistik, og vi har kun haft én enkelt skoletur i dårligt vejr. Ellers plejer solen at være med os. Strandrensning om vinteren kan dog være en våd og kold omgang. Men fællesskabet og naturen sørger alligevel for den gode oplevelse – hver gang.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Branden på Beach Bowl: Et år, Bjarne Øgendahl sent vil glemme

Af Christian Estrup

Det er med høj puls, Bjarne Øgendahl sent om aftenen den 2. marts 2022 forlader hjemmet på Østergade i Hvide Sande og racer afsted nordpå mod Søndervig. Få minutter forinden er han 22.40 blevet vækket af først én alarm og 20 sekunder senere én til. Da overvågningskameraerne samtidig er faldet ud, er han ikke i tvivl om, at noget er rivende galt.

Det nærmer sig 20 år, siden Bjarne stod ude på værkstedet bag bowlingbanerne og svejsede partisansøm, da Søndervig en

overgang var slemt plaget af natlige røverier. Siden da har der, som han grinende fortæller, faktisk ikke været alarmopkald af betydning … Mestendels sporadisk, når Beach Bowls unge ansatte indimellem har holdt »natlige, mere eller mindre officielle« personalefester.

Den her onsdag aften viser det sig desværre at være alvor. Da Bjarne nærmer sig Søndervig, og han kan se det rødlige skær på himlen, er han ikke i tvivl om, at en voldsom brand er ved at rasere Beach Bowl.

Branden tog voldsom fart og raserede bowling- og fitnesscenteret.

Få minutter senere forsøger han desperat at bjærge, hvad bjærges kan. Hvad som helst. Sammen med en af sine ansatte, der er dukket op for at hjælpe, får han reddet en række segways ud fra vareindleveringen. Da det er for varmt længere inde i bygningen, og brandfolkene meget klare i spyttet jager Bjarne ud, er der til sidst kun termokedeldragterne tilbage at bruge energien på. Nøglerne til hustruens Toyota kommer han i tanke om senere. På det tidspunkt koger grebet på døren ind til baggangen, og han må se i øjnene, at slaget er tabt.

Da solen står op torsdag morgen, ligger en stor del af Beach Bowls knap 3.400 kvadratmeter i rygende ruiner. Kun det store selskabslokale, der er adskilt fra resten af centeret med en brandmur, står uskadt tilbage.

Praktiker som han er, går Bjarne i løbet af formiddagen sammen med de ansatte, der ellers skulle være mødt ind til en normal arbejdsdag i forlystelsescenteret, i gang med både rengøring og oprydning. Det er også Bjarne, der dagen efter branden begynder at ringe rundt til sine gode bekendte blandt de forretningsdrivende og forsøger at afsætte de medarbejdere, der nu pludselig står uden beskæftigelse.

»Gennem sin empatiske coaching, og med sin hjertelige tilgang, har Bjarne Øgendahl æren for, at mange af os er lykkedes«

Brian Madsen, Feriepartner Hvide Sande Ansat på Beach Bowl 2002-2014

Adskillige uger efter branden har ingen endnu været i stand til at træffe en beslutning og sætte gang i bjærgningen af de 400 kilo kød, der ligger og rådner i det ødelagte kølerum. Til sidst bliver det for meget for Bjarne, der selv rekvirerer Kim Skadborgs kranvogn og får fjernet køkkenets sammenstyrtede tag. Som han hovedrystende siger, duer det bare ikke at det »pludselig vrimler med fluer og skadedyr af den helt slemme slags …« Nogen er nødt til at tage action.

Fra menig smed til medejer og leder

For de, der kender og har arbejdet under Bjarne Øgendahl, er det næppe nogen stor overraskelse, at han selv trækker i arbejdstøjet og sammen med sine ansatte begynder at organisere oprydningen på tomten.

Fremfor at afvente lange papirgange har Bjarne altid haft det bedst med at kaste sig hovedkulds ud i løsningernes praktik. I svære situationer er den tilgang måske lige så meget en form for terapi; »bedre end en psykolog –og nok også billigere …« som han selv siger.

Egentlig er Bjarne uddannet smed, og det var som sådan, han i 1997 blev rekrutteret af den daværende centerleder, Jens Bøndergaard, der manglede en pedel med hænderne skruet rigtigt på. Beach Bowl havde en udfordring med at få de dengang bare 3 år gamle bowlingbaner til at køre uden driftstop, og jobbet skulle vise sig at være et rigtig godt match for Bjarne.

Bjarnes tilgang til tingene er i den grad hands-on, og han endte da også med at have fingrene i rigtigt meget andet end bare det

Bjarne Øgendahl foran en tilsodet flisevæg, Beach Bowl, oktober 2022.

tekniske rundt i centeret. Det var således nærliggende for Beach Bowls ejere at sætte Bjarne i spidsen for virksomheden, da Jens Bøndergaard takkede af i 2001.

Få år senere begyndte planlægningen af Søndervig Fitness, og i 2008 blev Bjarne Øgendahl en del af ejerkredsen på lige fod med Søren Malgård Lauritsen, Jørgen Jensen og Keld Hansen.

Glæden ved at få andre til at skinne

Der findes som nævnt næppe en opgave på Beach Bowl, Bjarne Øgendahl ikke over årene selv har haft fingrene i. Men omvendt har han heller aldrig været bleg for at lade sine ansatte tage over og tage initiativ. Mange (af os) er gennem årene blevet opdraget og rettet af i den øgendahlske ånd, og har lært at skatte Bjarnes måde at organisere tingene på.

»Bjarne har«, som ejendomsmægler Mikael Skaaning Sørensen, der selv har en fortid på Beach Bowl, formulerer det, »formået at gøre sBeach Bowl til en god blanding af en opdragelsesanstalt, en talentfabrik, og en rigtig god arbejdsplads for alle«.

Bjarne Øgendahl, oktober 2022.

Netop sammenholdet blandt de ansatte, og det, at Beach Bowl er et sted hvor folk kommer, når de hygger sig og holder fri, har altid gjort stedet eftertragtet for ungarbejdere. Da Bjarne Øgendahl i sin tid blev ansat, fulgte sønnen, Jesper, og en del af Jespers fodboldhold med til Søndervig som opvaskere. Siden kom også datteren, Sine, og en del af hendes jævnaldrende omgangskreds på vagtplanen.

Det værste ved branden er således heller ikke så meget, at ting er gået i stykker og skal genopbygges, men snarere, at den giver et afbræk i den fødekæde af nye ansigter, der gennem årene kontinuerligt er sluset ind på Beach Bowl. »Det vil slet ikke blive så nemt at starte op igen«, som Bjarne nøgternt konstaterer.

Direkte adspurgt er han ikke i tvivl om, hvorfor han efter 25 år stadig elsker sit virke på Beach Bowl. Bjarnes helt store tilfredshed er at kunne hjælpe andre i gang; unge, der kan præges og lære at tage ansvar og træffe beslutninger, og ikke mindst mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der i trygge rammer og med den rigtige hjælp og forståelse kan blomstre op, skinne, og lære at begå sig.

»Jeg er faktisk i tvivl, om Bjarne selv ved, hvor dygtig en motivator og leder han er. Han har ikke lært det fra en ledelsesbog – det er en særlig egenskab, han har«

Mikael Skaaning Sørensen, Lokalbolig Ringkøbing Ansat på Beach Bowl 2001-2007

Bjarne Øgendahls tidligere højre hånd, Brian Madsen, der i dag er direktør på Feriepartner Hvide Sande, rammer det præcist, når han drillende beskriver sin gamle mentor som »lige dele Don Ø, lige dele Mother Theresa; altid med forretningssansen skærpet og et øje for talentudvikling, men samtidig fuld af medfølelse og hjertevarme …«

Den nedbrændte del af Beach Bowl bliver ryddet midt sommer.

Selv fremhæver Bjarne Øgendahl gerne samarbejdet med Ringkøbing-Skjern Kommune, der gennem årene har sendt adskillige »kandidater« i jobprøvning og ressourceforløb. Altid med den klare forståelse, at Bjarne klarer det praktiske og sørger for at organisere arbejdet og rammerne omkring det – hvis bare den kommunale administration lader ham slippe for det tunge, omstændelige papirarbejde.

Bare én weekend hver måned Ser vi fremad, er der i skrivende stund ikke truffet beslutning om, hvorvidt Beach Bowl skal genopbygges i den ene eller den anden form. Selskabslokalet er som nævnt uskadt, men da bygningsmassen som sådan er voldsomt skadet, er en komplet nedrivning endnu i spil.

Løsningen for sommeren 2022 blev en rigtig Øgendahl: At holde gang i aktiviteterne omkring Beach Bowl med blandt andet street food, segwayture, minigolf, padel, og et stort, tilpasset udendørs legeområde. Selskabslokalet har også været brugt flittigt til både automater og mindre, lukkede selskaber, og det er faktisk endnu muligt

at leje lokalet hen over vinteren, med det forbehold, at det med få ugers varsel kan ende med at bygningen skal rives ned.

Ender det med den helt store nedrivning og genopbygning, kan der ifølge Bjarne Øgendahl nemt gå et par år, inden stedet igen er tilbage i normal drift. Og som han siger, vil han til den tid være tæt på pensionsmoden.

Det er dog ikke givet, at Bjarne giver sig selv pensioniststatus foreløbig.

Beach Bowl har været synonymt med Bjarne Øgendahl i mere end 20 år, og de fleste, der kender ham, vil nok også have svært ved at forestille sig en genopbygning af stedet uden Bjarnes fingeraftryk på hver eneste praktiske detalje og indretning.

»Du får ingen til at arbejde på den her måde i dag«, siger han selv og antyder dermed, at det for ham er mere en livsstil end et egentligt job. Med begge sine børn og i alt 6 børnebørn i Aarhus har Bjarne dog alligevel de senere år formået at holde mere fri end tidligere. Han afviser således heller ikke fuldstændig tanken om på et tidspunkt at arbejde »bare én weekend hver måned …«

Glædelig jul og godt nytår. På gensyn i

Vi er en bank der er tæt på dig. Dit hjem. Dit arbejde. Din sportsklub. Det er det, som gør os til din lokale bank. Danmarks stærkeste lokalbank.

vestjyskbank.dk/hvidesande

Hvide Sande – en lille by på den sidste klitrække

Af Karen Bollerup

Det er her, jeg kommer fra. Det smukkeste sted med Vesterhavets barske bølger, Hvide Sandes gader med huse, hvor man kender hvem, der bor hvor og ikke mindst fjordens klare blik mod resten af Jylland.

Det lyder jo meget romantisk, men for mig har det været en faktor, at jeg aldrig har følt mig helt som en del af det. Jo, det er min barndomsby, min familie bor der, byens fantastiske placering og folk er venlige og imødekommende, men jeg har aldrig følt mig hjemme.

Folkeskolen var en kamp med undervisning som ordblind. Der var meget, jeg bare ikke forstod. Her blev efterskolen en flugt – to år på Kragelund Efterskole udelukkende med undervisning for ordblinde unge mennesker. Her var dygtige og passionerede speciallærere, der viste mig, at det var normalt at være ordblind, og at der hjælp at hente! Men her var savnet til familie og den hjemlige kyst altid i baghovedet på mig.

Efter to år på efterskolen var jeg dog ikke helt klar til at skulle konfrontere klitten og

6. A 2013-2014. Karen Bollerup står på bageste række, nummer syv fra venstre.

tog tre måneder til Rheingau i Tyskland. Her arbejdede jeg som au pair-pige og lærte meget fra min au pair-familie, som driver hotel Zwei Mohren Rhengau, og de gav mig en indsigt i livet med gastronomi.

Heldigvis havde jeg planen om at tage tjeneruddannelsen herhjemme på Hotel Fjordgaarden, hvor jeg fik en elevplads, så efter de tre måneder gik turen fra Tyskland mod vestkysten.

Her fandt jeg så et sted, hvor jeg kunne sige, at jeg hørte til. Min læretid var interessant, og jeg oplevede, at mine erfarne kolleger så min spirende interesse for vin og udfordrede mig fagligt. For mig var interessen for vin en ny verden, der skulle opdages – ikke for at drikke en skid på – nej, der er så meget viden og interessant historie i vin. Ikke mindst hvad vin og mad sammen kan give af smagsoplevelser.

Jeg startede med at lære om vin, jeg lærte mere og mere, og til sidst kunne jeg ikke få nok. For mig var det ikke bare et arbejde at

Udsigt fra taget af vores hus mod kontoret og selve vingården.

Med vores pop-up vinbar er vi med til vinfestivaler, billedet her er fra en lørdag aften med fuldt hus!

sammensætte en vinmenu og servere retter med vin i restauranten. Det blev til en passioneret livsstil for mig, og jeg elskede det!

Men min læretid fik ende midt i Coronapandemien og intet var, som det plejede.

»Døren til Rheingau« står der på skiltet, efter en vandretur på Rheinsteig, en smuk lang vandresti, som fører igennem vinområdet Rheingau – kan kun anbefales, du føreres igennem skov, bjerg og vinmarker med udsigtspunktertil floden Rhein.

Skoleopholdene var ikke som de plejede, restaurationerne lukkede ned og jeg indså, at måske skulle jeg prøve noget andet efter min svendeprøve. Trods alt dette var jeg optaget af at afslutte min læretid ordentligt. Jeg kom for første gang ud af et skoleforløb med et 12 tal og en sølvmedalje! Jeg tror aldrig, jeg har været så glad og tilfreds med mig selv, som da jeg afsluttede min læretid med en stor støtte fra min lærerplads. Jeg blev tildelt et rejselegat af Nymindegab Kro for min indsats i tjenerfaget.

Med et rejselegat og en sølvmedalje gik rejsen videre for mig. Jeg fik ideen til et sabbatår, men fx at skulle rejse backpacker i Bali eller andre eksotiske steder bliver aldrig mig. Nej, jeg ville til New Zealand og være praktikant på en vingård! Men Coronapandemien satte ret hurtig en stopper for mine rejseplaner. Så var det, at mine forældre foreslog, at jeg rejste til Rheingau igen. Efter lidt betænkningstid blev jeg enig med mig selv om, at det kunne være et godt sted for mig at starte mit sabbatår. Jeg kunne jo altid rejse videre, tænkte jeg.

Jeg fik kontakt til en vingård med et ungt passioneret team, pakkede bilen og kørte afsted mod Sydtyskland. Her mødte jeg vinproducenten Philipp König – en ung fyr på 24 år. Han havde overtaget og driver gården efter sin fars død i 2016. Han tog godt imod en ung vestjyde som mig, og aftalen var et praktikophold på 8 måneder.

Jeg var fuldt koncentreret om at lære alt, hvad jeg kunne, og da jeg begyndte at bruge mere fritid sammen med kollegaerne og lære deres vennekreds at kende, gik det lige så stille op for mig, at der er mange andre unge mennesker, der har samme interesse som jeg.

Tiden gik stærkt og sammen med Philipp var vi begge to passioneret omkring vin og mad, og hvad det her vinområde som Rheingau har at byde på, Stedet er et unikt univers af oplevelser med de venligste mennesker, nogle af de bedste madopleverser i alle prisniveauer og vin i den bedste kvalitet.

Philip og jeg begynder at tilbringe mere og mere tid sammen og midt i sommeren

Jeg har indført dansk fødselsdag med flag, kage og hygge på vingården. Mig efter arbjedsdag i kælderen.

2021 blev vi enige om, at vi passede meget godt sammen, så vi startede med at bygge en hverdag op sammen. Jeg, som stadig hjalp til på vingården og samtidigt prøvede at passe mit studiet i Geisenheim, hvor jeg var startet med at læse International Wine Business. Philip, som selvstændig vinbonde med 9 ha. Efter et år frem og tilbage mellem universitet og vingården blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg skulle bestå min Bachelor skulle jeg give det min fulde opmærksomhed. Efter nogle lange samtaler blev Philip og jeg enige om, at vingården var fremtiden for os begge to, og jeg er nu fuldtidsansat på gården og arbejder med, hvad jeg elsker og er passioneret omkring.

Min arbejdsdag er med lidt af hvert. Nogle dage er jeg selv med ude i vinmarken. Det særlige ved vores vinmarker er, at de ligger i nogle meget stejle områder, så vi høster det hele med håndkraft. Størstedelen af det daglige arbejde foregår også næsten uden maskiner. Højsæsonen for høst af druerne er fra slutningen af august og seks uger frem. Derefter kommer arbejdet med vinen

Sommer dag i vores restaurant som har åbent i udvalgte weekender i foråret og efteråret.

i vinkælderen, hvor saften skal gennem flere processer, som kræver erfaring og pasning. Gennem hele året skal markerne dog passes, så om vinteren klippes vinstokkene ned og om foråret bindes vinstokkene op og holdes ved lige med klipning frem til høsten.

Vinoteket, hvor vi har vinsmagning og salg, er åbnet de fleste dage i ugen. Her sidder jeg på kontoret og er i gang med at planlægge de næste vinfestivaler og vinsmagninger, ligesom jeg også selv afholder vinsmagning for vores gæster.

Yderligere er jeg blevet vinprinsesse af Assmannshausen. Som vinprinsesse er jeg ambassadør for vingårdene i vores lille by og har mulighed for at formidle, hvad vi står for. Det er en stor ære for mig. Vinprinsesser er normalt i de områder, hvor man laver vin. I gamle dage var det oftest vinbøndernes døtre, som fik æren, men nu er det også muligt for andre piger med interesse og kendskab til vin at blive ambassadør.

Vinterdag i vinmarken, hvor vi binder »fruchtrute«, den gren, der producerer vindruer, til stålkabler, så skuddene fra vinstokkens gren vokser den rigtige vej.

Jeg er spændt på, hvad fremtiden har at bringe, men jeg er i mit es nu. Naturen her i vinmarkerne/bjergene er unikke. Jeg deler min interesse med mine venner og føler mig hjemme i denne lille vinlandsby, som er del af et vinområde med hjerterum. Ikke mindst har jeg fundet den person, jeg ønsker at dele det hele med og som jeg også håber at dele min fremtid med. Så vi sammen kan bygge vores fremtid op på vores vingård.

Jeg vil altid være en Hvide Sande pige og have en stærk tilknytning til den del af vestkysten, men nu har jeg fundet det sted, hvor jeg kan dele det, jeg elsker med så mange andre.

Og hvis nogen skulle mangle planer for sommerferien eller en forlænget weekend, vil jeg helt klart anbefale området hernede. Som sagt har stedet så meget at byde på både kulinarisk og i naturen – det har sin helt egen charme. Håber vi ses til en vinsmagning!

Udsigten fra nogen af vores vinmarker. Rødvinsdruer efter gæring og presning.

Philipp og jeg lige efter jeg var blevet »kronet« til vinprinsesse med vores pop-up vinbar i baggrunden.

Vi takker hjertelig for 2021, og ønsker alle en glædelig jul og held og lykke i 2022

Patricia villa

Vi bor det FEDESTE sted …

Af Jens Møller

Bølgerne ruller, og interessen for vandsporten vokser både hos lokale og i turisme-regi. Det er vi i WestWind Watersport meget begejstrede for.

Hvor vandsport før var en sportsgren for ét specielt folkefærd, så er både lokale, hr og fru Danmark og tusindvis af turister ved at få øjnene op for de forskellige aktiviteter, man kan lave i både hav og fjord. Og aktiviteterne kan laves individuelt, med familien og med kollegaerne til et firmaarrangement.

Og det kan godt være, at vi skal finde noget af forklaringen i Corona-restriktioner og rastløshed over den manglende udlandsferie i 2021 for mange danske familier. Pyt med årsagen. Det vigtigste er, at vi ser glæden i det nærområde, som turister rejser hundredvis af kilometer for at få del i. At vi kan tilbyde surfing, stand up paddling, wakeboarding, windsurfing, kitesurfing eller at hoppe på den nyeste vandsport, wingfoil, på én og samme lokation – det er altså ret unikt! Faktisk mener vi i WestWind-regi, at vi har en af Danmarks bedste lokationer lige her på den vestjyske tange imellem hav og fjord. Der er potentiale og grundlag for at skabe et kæmpe vandsportsmekka.

Fabrikken

Vi har på baggrund af den stigende interesse, kreative og idérige hoveder, en skabertrang og en pæn portion gåpåmod investeret i den gamle fiskefabrik på Rødspættevej 5. På matriklen drømmer vi om at skabe liv i de nedlagte fabriksbygninger og være medvirkende til at gøre Hvide Sande til en helårs-vandsportsdestination med ideforslag som campus, kontorfælleskab, større surfbutik, en citywave aka kunstig bølge, konference- og erhvervslokaler og et guesthouse centralt beliggende i byen. Det er ideer, og vi elsker at fortælle om dem, så kig endelig ned på adressen og få et indblik og kom med indspark.

Faktisk købte vi allerede bygningerne i 2021, men 2022 blev året, hvor WestWind 3.0 blev søsat og her bliver det MEGET spændende at se, hvor projektet bærer os hen.

At mange lokale har minder fra en tid med Thorfisk på adressen, tager vi meget seriøst. Og alle renoveringsforslag bærer præg af, at historien om bygningernes fortidige levn som forarbejdningsfabrik og en stor lokal arbejdsplads skal tages med i de nye ideer. Derfor har det også været os meget

På Ringkøbing Fjord kan du dyrke alt lige fra stand up paddling, windsurfing, kitesurfing til wingfoiling og wingsurfing. (Foto: Gjerluff Photography).

magtpåliggende at hyre et professionelt arkitektselskab til at binde den historie ind i fremtidsplanerne. I daglig tale siger vi også »Fabrikken« om vores nyinvesterede lokaler.

Det har været en stor oplevelse, når lokale har kigget forbi og begejstret anerkendt projektet og fortalt deres historiske indblik i, hvad de før har lavet i hallerne. Kig endelig forbi. Vi er næsten kommet »duften« af fisk i lagerhallerne til livs.

Ligesom mange andre aktører i Hvide Sande ønsker vi også at tage del i helhedsplanerne for vores by. Vi ser netop vandet på begge sider

som et af de allerstørste aktiver og unikke faktorer for Hvide Sande. Så vi går ind i 2023 med håb om, at alle interessenter i området sammen kan finde løsninger, som tilgodeser flere forskellige erhverv på én gang. Vesterhavet kalder og drager Og 2022 er endnu et år, hvor flere familier har taget rykket fra storbyerne og søgt herud, hvor der er mere plads til familielivet. Mange af de nye lokale har haft vandet, naturen

Hvert år kommer flere sæsonarbejdere til WestWind Surfshops lokationer ved hav og fjord i Hvide Sande og Bork Havn. De ansatte kommer fra hele landet og andre helt fra Norge og Tyskland. (Foto: Martin Backs).

På havsiden tilbyder WestWind surfkurser og fede oplevelser nede ved sydmolen. Det er altid en sejr, når kursister knækker koden og stiller sig op på boardet og rider deres første bølge. (Foto: Gjerluff Photography).

og vandsporten som centrale argumenter for deres nye valg af bopæl. Faktisk er vi i kontakt med flere danske og tyske familier, som er meget interesseret i at følge trop. Senest var et tysk par, som i første omgang forlængede deres ophold i Danmark med 2 uger for at tage tilbage til Tyskland og lægge nye fremtidsplaner. Begge har de været til jobsamtale i Danmark i skrivende stund, og vi krydser fingre for, at det lykkes dem at få arbejde og tage del i glæderne.

Den anden dag faldt jeg over en avisoverskrift, om at børn, som havde tilbragt en stor del af deres barndom ved havet, kunne have en tendens til at være mere lykkelige i deres voksenliv. Artiklen læste jeg ikke, men jeg kan nikke anerkendende til tesen, at et liv ved vandet kan noget helt specielt for mig og hele familien.

Jo, vi bor det fedeste sted – og vi er ved at lære den vestjyske sindighed, så jeg slutter skrivet af med: Det er slet æ’ så ring’ endda.

Kirkerne på Klitten

ønsker alle en god jul og et velsignet nytår.

Stor tak til alle de mange frivillige, som har hjulpet i alle kirkens arbejdsgrene i det forgangne år.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

De tre menighedsråd ved Kirkerne på Klitten esmark.dk

Hvide Sande, Havnen, Søndervig, Ringkøbing, Lemvig Tlf. 9731 1114 Mail: info@ejvinds.dk

Hvide Sande Vodbinderi

– en virksomhed hvor generationer har arbejdet sammen siden 1932

Af Heidi Marie Bank Olesen

Hvide Sande Vodbinderi blev grundlagt omtrent samtidig med Hvide Sande havn. Virksomhedens grundlægger, Iver Iversen, om-førte som det første et vod for Søren Thuesen, som skulle starte fiskeri fra Hvide Sande i foråret 1932.

Vodbinderiets første bygning skulle være taget i brug 1. marts 1932. En forårsstorm – et velkendt fænomen i Hvide Sande – udsatte dog ibrugtagningen, da skibet, som skulle levere tagplader til bygningen, ikke kunne komme fra Aalborg til Ringkøbing.

Det første værksted ses for enden af Metheasvej. Til højre ligger Sømandshjemmet og Augustinus' manufaktur-

Det nye værksted på Metheasvej i 1962, som i dag huser »Maritta Sko«.

2. og 3. generation hhv. John Heide Iversen og Heide Iversen ved firmaets 50 års jubilæum. I år tælles 90 år.

Iver Iversen og sønnen Heide Iversen, der som 15-årig startede i firmaet, måtte dog sande, at det ikke var så let at starte et firma op fra grunden.

Med arbejde var det sparsomt og Ivar Iversen valgte at sælge sit barndomshjem »Strand gaard« i 1933 og flytte ned til Hvide Sande, der nu så ud til at udvikle sig til en by. Forholdene her var dog stadig meget primitive. Blandt andet kunne man ikke få vand nogen steder. Vandbygningsvæsnet havde boret, da de skulle bruge vand til støbning af cement, men Iver Iversen lavede selv en brøndboring, som snart fungerede

som vandforsyning for hele byen. Der var heller ikke elektricitet, bortset fra det som Vandsyningsvæsnet lavede il sluseportene og den sparsomme havnebelysning. Beboerne, som var interesserede i at få el i en fart, søgte kommunen om en garanti, så man kunne optage et lån. Det ville kommunen imidlertid ikke give, så de gæve klitboere var derfor henvist til at benytte sig af »optimus« petroleumslamper. Redningen blev installatør Kaalund, som flyttede til byen. Han stillede to dieselmotorer op, og derfor blev han i en årrække leverandør af strøm til byen. Iver Iversen fik indlagt el i julen 1938. Det var en kærkommen julegave.

Det nyeste værksted blev, som det første, placeret på sandstranden på Nordhavnen - noget udsat for vind og vejr. Værkstedet stod færdigt i 1975.

Store garn kræver store haller.

Der arbejdes med at påmontere over- og undertæller til et rejetrawl til Grønland.

Da Iver Iversen drog udenlands, kom Jens Knudsen med i virksomheden med 50% sammen med sønnen Heide Iversen, ligeledes med 50%.

Investeringen for det to unge vodbindere var stor, og de gik en træg tid i møde, hvor fiskeriet ikke var særlig godt. Rødspætterne var få, så i stedet gik fiskerne ind i fjorden for at fiske efter skrubber. I sommertiden foregik fiskeriet med vod, som blev lavet af bomuldsgarn. Som tov brugte man manilla, der blev tjæret for at undgå forrådnelse. Om foråret fiskede man med bomuldsnet efter tunger, og denne vekselvirkning betød, at vodbinderen om foråret klargjorde snurre vodene til sommerens brug. Om sommeren skar man så kork og skød bomuldsnet.

Da Ivar Iversen kom hjem fra sin rejse i 1937 arbejdede Iver Iversen nogle år i firmaet som

arbejdsmand. Han lod de 2 kompagnoner stå for videreførelsen af virksomheden.

Efter krigen voksede byen sig større, og der blev således plads til to vodbindere i Hvide Sande. I 1950 Købte Heide Iversen Jens Knudsens halvpart. Heide Iversen lod nye lokaler bygge på Metheasvej – det nuværende »Maritta Sko«, indeholdende lager i kælderen, kontor og arbejdslokaler ovenpå.

I 1959 begyndte så 3. generation John Heide Iversen i virksomheden som lærling. Efter 9 år købte John Heide Iversen sig ind. De oparbejdede virksomheden sammen, og medarbejderstaben voksede sig større.

I 1973 ansøgte man om, der kunne anvises en industrigrund på Sydhavnen i Hvide Sande, men dette var ikke muligt. Der var kun mulighed for industrigrund på

Nordhavnen, hvor virksomheden ligger i dag.

Man påbegyndte byggeriet på Nordhavnen i 1974. Siden er der sket flere udvidelser gennem tiden, senest i 2019 hvor et nyt kontor og mødelokaler er blev taget i brug.

Heide Iversen og John Heide Iversen arbejdede tæt sammen gennem mange år. Heide passede kontoret og John arbejdede i produktionen. Efter Heide Iversen valgte at drosle ned, arbejdede John Heide Iversen videre i produktionen og hjalp også til på kontoret, hvor der nu også var blevet ansat en bogholder/kontormedarbejder.

I 1999 blev 4. generation ansat i virksomheden, da Johns datter Heidi Marie Heide Olesen, blev ansat som kontormedarbejder i virksomheden. I 2001 blev Thomas Bank

Olesen ansat i virksomheden, først på kontoret og senere i produktionen.

I den mellemliggende periode er der stødt flere grene til i virksomheden, som alle har rødder i vodbinderfaget og i det maritime erhverv.

I 2016 blev 5. generation ansat i virksomheden, da Jeppe Heide Bank Olesen kom til som arbejdsmand med henblik på at lære vodbinderfaget at kende. I 2018 blev der atter en fra 5. generation ansat i virksomheden, da Tobias Heide Bank Olesen begyndte som arbejdsmand.

Så vodbinderiet i Hvide Sande har gennem flere perioder været en virksomhed, hvor 3. generationer har arbejdet sammen i vodbinder-faget på samme tid.

Vi ønsker alle en glædelig jul.

Glædelig Jul og godt Nytår

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til

Af Marianne Møller Iversen og Lars Libak Pedersen

Familieantal: 4

Navne og aldre: Marianne 34 år, Lars 35 år, Marie & Freja 2 år

Beskæftigelse og institution:

Lars er udvikler af »Min El« Android appen. Marianne er medstifter af Vesterhavs Yoga. Pigerne går i dagpleje.

Hvor kommer I fra?

Marianne er født og opvokset i Silkeborg, Lars i Frederikshavn. Vores veje mødtes i København, som kort førte os omkring Aalborg sammen og i december 2020 til Hvide Sande.

Hvad var de første indtryk af byen og Vestjylland?

Det allerførste indtryk var stilheden og mørket, da vi flyttede hertil midt i december måned. Det var også noget mange af vores første gæster kommenterede på. Denne stilhed og lyden af havet, når vi åbner vinduerne, elsker vi.

Dernæst blev vi mødt af en hjælpsomhed, opmærksomhed og nysgerrighed, som virker ret unikt i et lille samfund som her.

Man gør det selv her på egnen, og gør man det ikke selv, så kender man helt sikkert en som kan hjælpe og vejlede.

Lars og Marianne elsker at bo så tæt på vandet, og det er næsten dagligt, at klittoppen bliver brugt som udkigsspot for potentielle bølger til surfing eller kitesurfing. (Foto: Martin Backs).

Hvorfor flyttede I til Hvide Sande?

Frihed er det korte svar. I form af Vesterhavet i forhaven, naturen helt tæt på og økonomisk frihed (pga. de billige boliger). Desuden elsker vi vandsport (kitesurf, bølgesurf, kajak, vinterbadning mm.) og Hvide Sande er paradis for vandsportsentusiaster som os. Vi opsagde i 2019 vores fuldtidsstillinger i København, købte en pensioneret tømmervogn og byggede den om til vores egen lille surfer-camper. I den rejste vi Spanien og Portugal rundt og drømte om en hverdag, som kunne indeholde elementer fra denne rejse – og dét synes vi at have ramt ret godt ved at bosætte os her i Hvide Sande.

Hvor bor I?

På søndersiden – Stormgade.

Hvad er det allerbedste ved Hvide Sande?

• Den vilde natur helt tæt på.

• Dårligt vejr gør ikke spor, da der er plads til den her. I storbyen er blæsevejr og regn bare i vejen.

• Miljøet og vores nye venskaber.

• Ro og fordybelsestid i vinteren – højt tempo og »feriestemning« i sommerhalvåret.

Hvad er det værste/mest udfordrende ved Hvide Sande?

Når du kommer fra storbyen, bliver du hurtigt vant til at have alting tæt på i form af take away, butikker, offentlig transport osv.. Her på tangen lever vi lidt mere isoleret, og nogle ting gør/besøger man ikke bare lige.

»Betty« er Lars og Mariannes hjemmelavede autocamper døbt. Den står stadig hjemme ved huset på Stormgade, men nu går turene dog ikke helt til Portugal og Spanien. Med to små piger bliver det i stedet til mindre ture rundt om i Danmark. (Foto: Privat).

bedsteforældre som ledere af forældre/ barn holdet i HVAK. Når det blæser og/eller er der bølger, er vi til at finde på havet.

Hvad beskæftiger I jer med til dagligt?

Lars er uddannet softwareingeniør og arbejder som freelancer, hvor han hjælper virksomheder med diverse frontend og backend opgaver.

Lars har bl.a. udviklet Android appen »Min El«, der viser dagens elpriser og som kan downloades på Google Play.

Hvor kan vi finde jer i byen – Har I et ynglingsspot eller sted?

Nyder gerne en god kaffe på Twenty Twenty, og så springer vi rundt med vores egne og andres børn og deres forældre/

Marianne har en kandidat i Logistics & Supply Chain Management, men Hvide Sande har givet Marianne lyst til at ændre karrierevejen til at omhandle bevægelsesglæde. I sommers

Under 100 meter fra hoveddøren ligger sidste klitrække, og kun en enkelt klittop skal bestiges, så er der havudsigt.

startede Marianne »Vesterhavs Yoga« sammen med Freja Corell – hvor fokus var bevægelse på stranden med havet eller fjorden som soundtrack til 45 minutters yoga i sandet.

Bor I i Hvide Sande om 10 år? Højest sandsynlig – vi kommer i hvert fald aldrig til at slippe Hvide Sande 100% –om det er i form af fast bolig eller sommerhus vil vise sig.

Der er lidt mere plads til Marie og Freja og leg udenfor huset på Stormgade end i en gårdhave i både Ålborg eller København. Og skulle pladsen blive for trang, så rykker familien Libak blot legen 100 meter vest på til Nordeuropas største legeplads: Stranden.

Auktionshuset

Af Marie-Louise Høstbo

På trods af sin unge alder findes der i Hvide Sande skønne fortællinger om de bygninger, der har været med til at forme byen og de mennesker, der har boet og opholdt sig i og omkring den gennem de sidste 90 år. Min families historie kan fortælles ud fra nogle af de bygninger, der fortsat er at finde i Hvide Sande. Familieanekdoter tager ofte udgangspunkt i fysiske steder, og jeg går ikke forbi Nørregade 41 uden at tænke på min far. For det var netop her, at han voksede op med sine forældre og mine tre fastre, der alle var noget ældre end min far, lillebroren. Jeg husker stadig, hvordan min far fortalte om et rum, han legede i som barn. Det var garderoben ved siden af entréen. Morsom blev historien, da min kusine købte et lignende hus, og min far skuffet kiggede ind i det, der i hans barndom havde været at sammenligne med Narnia og nu kun kunne rumme en families overtøj og måske et par tasker … Skalaen skifter og opfattes anderledes, når vi som voksne genbesøger barndommens land.

På den anden side af Nørregade ligger et andet hus, dette har ændret udseende, der er blevet bygget om og til, her bor min fars fætter i dag – haven den fortsætter stadig hele vejen ned til fjorden. Tænk at jeg som barn havde fornemmelsen af en hel rejse, når min søster og jeg fik lov af Tante Minna og Onkel Otto, der dengang boede i huset, de havde fået bygget, og hvor min fars fætters familie nu samles, til at gå ned til vandet. Tante og Onkel var betegnelser for Minna og Otto, som vi havde overtaget fra min far. De to slægtninge fik ikke selv børn, men tog min far til sig, da han mistede sine forældre i en ung alder. I gårdhaven hos Minna og Otto husker jeg især lange sommereftermiddage på en bænk med et fyldt glas rabarbersaft foran mig. Henover sommeren besøgte slægtninge fra nær og fjern de to gæstfrie mennesker – og historier blev fortalt og genfortalt i en god atmosfære, der har haft betydning i forbindelse med, hvor skønt rabarbersaft stadig smager mig.

Orlas barndomshjem Nørregade 41.

»Fjordblink« på

Nørregade er opført af mine oldeforældre Andreas og Marie.

Da jeg var barn, talte de ældre familiemedlemmer ofte om min oldefars kutter, den første der sejlede gennem slusen, og dengang henslæbte en trist alderdom under en presenning, overset af Nationalmuseets ansatte, på Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. Anekdoterne var mange, kutteren var efter at have udtjent sin pligt som fiskefartøj i moderne forstand blevet transformeret og brugt som tag på skuret i min oldefars have. Her blev der renset net og holdt pauser. Der hang et oliemaleri af dette skur på væggen i stuen i mit barndomshjem – på en af de veje, der er opkaldt efter skibe, der forliste langs Vestkysten. Ved siden af maleriet af skuret med det genanvendte tag hang et andet maleri. Dette forestillede de første redskabsskure ved havnen – et af dem havde været min farfars, hans kutter blev aldrig genanvendt, da min farfar gik ned med den på havet. Han var på arbejde sammen med sin bror, og de omkom begge ved forliset. De to brødre var ud af en større søskendeflok. Min oldemor fødte 17 børn, og familien er stadig stor, som dens sammenhængskraft. De to brødre fiskede sammen, Otto blev auktionsmester, og Klaus flyttede til Esbjerg. I dag er havjollen hjemme igen og et fast stop ved besøg på Fiskeriets Hus.

Ofte findes der i arkitekturen maritime referencer – i Hvide Sande helt konkret i

jollen, der blev til et tag. Men redskabsskure og udhuse var også en væsentlig del af arbejdet på havet. Her opbevarede fiskerne deres net, som kvinder og børn ofte rensede. Og i auktionshallen blev fangsten solgt til opkøbere, der videreformidlede fisken til resten af landet og senere ud i hele verden.

Arkitektur og design har været en væsentlig del af mit private og professionelle liv, så længe jeg kan huske. Mine første minder er hængt op på kroge i og omkring de bygninger, hvor min barndom har udspillet sig. Et af mine første minder er oplevelsen af at køre op

Marie-Louise Jensen Høstbo er arkitekt og forfatter til to bøger om arkitektur, til daglig er hun Creative Design Director hos møbelbrandet Fritz Hansen.

Hun er datter af Lone og Orla Jensen, Orla var yngste søn i Ellen Margrethe og Enevold Jensens søskendeflok på fire. Enevold var ét af de 17 børn, byens første auktionsmester Jens Andreas og hans hustru Marie Jensen fik. Heraf blev 12 voksne, og familien er fortsat forankret i og omkring Hvide Sande.

Minna og Ottos hus. Det købte min fars fætter af dem.

foran min fasters rækkehus i København (nu ældre og klogere ved jeg, at Værløse ikke er København…) og komme ind i den skønneste atmosfære. Hos min faster duftede der godt, hendes mad var virkelig god, og min far og hun fortsatte den samtale, de må have startet i deres allertidligste barndom. Jeg følte mig omfavnet, og denne følelse blev forstærket, når jeg satte mig i min fasters sofa. Puderne må hun have banket op, inden vi kom, jeg svævede ned gennem de luftige dun og landede trygt og godt i min families selskab.

Denne erindring danner sammen med dem fra mit barndomshjem og dem om det lille grønne hus, Marie Dres, en art arkitektonisk fundament i mig. Hos min anden faster og hendes mand kom jeg ofte, når de tilbragte, hvad der i min erindring var hele somre, i Hvide Sande, men givetvis kun har været et par uger. Huset ligger stadig på parallelvejen til vejen, hvor huset, min mor stadig bor i, ligger. Marie Dres ligger i læ fra vestenvinden oppe i den første klitrække, og fra stuens store vindue kan man hen over byens villatage se fjorden. Lyset over fjorden skifter konstant, både i løbet af dagen, men i særdeleshed også i løbet af året. Og når der er nogen i huset, står døren åben, som en imødekom-

mende gestus. Familieanekdoten vil, at min families hund vidste, hvornår min faster og onkel var ankommet, og selv løb de få hundrede meter op til dem og fik den første af mange serveringer udi alskens lækkerier, den ALDRIG fik hjemme, hvor reglerne omkring hundefoder var helt anderledes.

Således blev vi mennesker som besøgende også forkælet udi snacks og andet godt. Min onkel, der stammer fra Østrig, havde ikke sjældent en hjemmespeget pølse med, som blev fortæret i tynde skiver. Således er arkitektur og mad endnu engang forenet i mine barndomserindringer. Jeg kan også huske indretningen af skabene i køkkenet og stuen. De skønne glas, som på et tidspunkt må være blevet flyttet fra Nørregade til Floravej, stod side om side med fine tallerkner fra Bing & Grøndal, og duge, der som jeg husker det sjældent var i brug, lå sirligt sammenfoldede klar til at tage imod fortællinger fra nær og fjern. Inde som ude var stemningen god, ukompliceret og afslappet – ganske som det bør være i et sommerhus. Det lille hus havde kun koldt vand og et rigtigt træk og slip indtil engang i mine teenageår. Det lavpraktiske gjorde sommeren ukompliceret, og nysgerrigheden fik friere spil. I dag forundres mine egne døtre over indretningen

af det lille hus, for selvom der er blevet bygget et badeværelse til, er køkkenet stadig for lille til at rumme køleskabet. Dét står i stuen, og dets brummen fortæller som den åbne dør, om der er beboere i huset, eller om der er slukket for strømmen og tomt. For nyligt boede jeg i et hus, Jørn Utzon har tegnet til sig og sin familie på Mallorca – stor var min (arkitektoniske) glæde, da jeg opdagede, at her var køleskabet også placeret i et andet rum end køkkenet på grund af pladsmangel. Utzons far var skibsingeniør – og den fantastiske arkitekt tegnede ofte meget små køkkener, som et skibs kabys.

Heldigvis er huset i klitterne ikke ændret meget gennem tiden, hvis noget skal ændres, er det måske facadefarven, der kan finde tilbage til den turkisblå, som står tydeligere i min erindring end de gulnede fotografier af de mange familiemedlemmer og venner, der gennem årerne har besøgt huset – og tilføjelsen af en udebruser. Et nyligt besøg hos en industriel designer gjorde mig særligt opmærksom på det skønne ved at udvide huset på denne vis – men, tænker jeg straks, hvad så med hugormene …

Min yngste datter går omkring i klitterne og håber på at se et af disse, ikke længere

helt så sjældne, dyr – der i min barndom var yderst få. Nu finder de vej til min mors terrasse – jeg håber ikke, at de finder ind i det lille grønne hus, på trods af at trappestenens grove betontrin bliver varme, når solen står på. For edderkopper og myrer er velkomne, men hugormene, de må gerne blive ude i den omkringliggende natur – for grunden, den skal som huset have lov til at være, så finder vi forsigtigt ned af trappen eller stien, når turen går til min mor eller Fiskeriets Hus for at se på jollen, der blev til et praktisk tag over udhuset hos min oldefar, der for øvrigt var nabo til Onkel Ottos hus, overfor min fars fødehjem …

Som byen Hvide Sande voksende til og fiskerierhvervet det samme, blev det lille grønne hus i klitterne anvendt til fiskeauktion. Dengang stod det på havnen, og auktionarius var min fars Onkel Otto. Senere flyttede fiskeriauktionen til større bygninger, og det lille træhus blev en iskiosk – da turismen også voksende til som et af byens vigtige erhverv. Iskioskerne voksede, som auktionshuset, og det lille træhus blev flyttet op i klitterne og fungerede derefter som sommerhus – det er denne historie, min familie og jeg er en del af, når vi er i huset, som huset er en del af stedet, dér i klitterne midt i den unge by.

Det lille grønne hus, Marie Dres. Det blev i sine »unge dage« brugt som auktionshus på havnen i Hvide Sande.

Vi ønsker alle en glædelig jul

Vi ønsker alle en glædelig jul

Vi ønsker alle en glædelig jul

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2021 og på gensyn i 2022.

Vi ønsker alle en glædelig jul

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2021 og på gensyn i 2022.

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2021 og på gensyn i 2022.

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2021 og på gensyn i 2022.

Møller 7624 9565

Lene Dybdahl Møller 7624 9565

Hvingel 7624 9568 Backs 7624 9574

Lene Dybdahl Møller 7624 9565

Hvide Sande

Hvide Sande

Kirsten Backs 7624 9574

Kirsten Backs 7624 9574

Anita Hvingel 7624 9568

Møller 7624 9565 Hvingel 7624 9568 Backs 7624 9574

Anita Hvingel 7624 9568

Bank 7624 9573

Bank 7624 9573

Bitte Houmark Bank 7624 9573

Bitte Houmark Bank 7624 9573

Hvide Sande

Tlf. 9731 1500 · landbobanken.dk

Tlf. 9731 1500 · landbobanken.dk

Tlf. 9731 1500 · landbobanken.dk

Hvide Sande

Tlf. 9731 1500 · landbobanken.dk

Et langt liv på Klitten Mogens Frydendahl PUNKT FOR PUNKT

Familiebaggrund

Jeg er født i Hvide Sande. Min far var Thomas Frydendahl Pedersen, og han stammede fra Brørup, hvor mine bedsteforældre boede, da jeg var dreng. Min mor var Andrea Frydendahl, født Jensen. Hun var født i Hvide Sande. Hun kom fra en stor familie, hvor hun var den yngste af en børneflok på 17. Jeg er selv den ældste ud af en børnefolk på tre. Jens, Lars og jeg.

Min far var købmand. Butikken var blevet bygget nede ved havnen – Stormgade 2. Den del af bygningen, som min far

opførte i 1944, er en integreret del af bygningen, hvor SPAR har til huse i dag.

Mine første minder Når jeg tænker tilbage på mine første leveår, husker jeg min barndom med stor glæde. Der var mange børn i nabolaget, og vi betragtede området som én stor legeplads.

Lige ved siden af, hvor vi boede, lå der et slæbested, hvor man trak hyttefade på land. Slæbestedet var belagt med træplanker, og disse

Min far, to yngre brøde og mig bagerst fotograferet i vores barndomshjem.

Min mor Andrea, to brødre og mig fotograferet i anledningen af min mellemste brors bryllup i 1971.

var i sagens natur bevokset med grønne alger. Det var en farlig legeplads, og jeg kan huske 4-5 gange, hvor jeg faldt i havnen og måtte reddes op af de voksne, der var i nærheden.

Når man kom hjem efter en sådan omgang, blev der stort postyr. En gang græd min mor, hvilket gjorde stort indtryk på mig, og andre gange mødte jeg min far, og han var vred. Disse var de få gange, hvor jeg fik en endefuld. Éngang brækkede bøjlen under afstraffelsen. På trods af disse situationer havde jeg en god og tryg opvækst.

I skolen klarede jeg mig ikke bedre end gennemsnittet. Da vi i 5. klasse skulle op til optagelsesprøve for at komme i realen, dumpede jeg.

Jeg meddelte min mor og far, at det var jeg ligeglad med, for nu ville jeg have en hyre og ud at fiske. Min skolekammerat, John Høj, dumpede også til optagelsesprøven, og han fik hyre hos sin far. Han tjente forrygende.

Det var min far ligeglad med, han meddelte, at jeg skulle vente til næste år og så gå op igen. Det gjorde jeg så.

En skelsættende tid i mit liv Min far døde uventet, da jeg var 15 år. Dette blev en skelsættende tid, hvor der skete store forandringer i mit liv.

Min fars venner hjalp min mor, således at hun kunne fortsætte forretningen, og jeg blev med mine kun 15 år involveret i disse planer. Efter nogen tid blev Christian Knudsen ansat som bestyrer i firmaet med den aftale, at når jeg blev 25 år, så

Navn: Mogens Frydendahl Pedersen

Alder: 77 år (årgang 1945)

Job: Købmand

skulle jeg hjem og overtage forretningen. Firmaet skulle til den tid medvirke til at Chr. Knudsen fik sin egen virksomhed.

Sådan gik det også. Knudsen kontaktede mig efter 9 år og meddelte, at han havde planer om at starte sit eget regnskabskontor i Hvide Sande, fordi der var blevet indført ATP, kildeskat og moms i samfundet.

tog jeg til London, hvor jeg var optaget på Niels Brocks købmandsskole. Dette hjalp godt på mine engelsk kundskaber.

Næste år – 1967 – fik jeg job hos Selfridges på Oxford Street i London. Et stormagasin som havde ca. 4.000 medarbejdere.

Det blev en fantastisk tid i mit liv, hvor jeg delte lejlighed med 3 jævnaldrende, som jeg havde mødt på købmandsskolen. Dem har jeg stadig kontakt til og vi ses hvert år.

Fikspunkt – en særlig periode i mit liv I disse 9 år havde jeg travlt med at uddanne mig.

Først kom jeg i lære i et skibsprovianteringsfirma i Esbjerg i 2 år – Kvorning og Kristensen.

Dernæst var jeg mit tredje læreår hos Spangs Efterfølger i Vejle, en velrenommeret delikatessebutik midt i byen.

Efter endt uddannelse gik jeg på dekoratørskole i København i 3 måneder.

Herefter fik jeg job i en købmandsbutik i Hamborg i 7 måneder, bl.a. for at få forbedret mine tyskkundskaber. Senere samme år

Mens jeg var i London, fik jeg et uventet brev. Det var fra min morbror Anders Dres, som havde etableret Beltana Camping i Årgab som i dag hedder Hvide Sande Camping.

Først i brevet berettede han om sine meritter, da han fiskede fra Grimsby i sine unge år, hvorefter han sluttede brevet med at skrive »Så regner jeg med, at du kommer hjem til sæsonen og passer campingpladsen«.

Sådan blev det. Sammen med mine 2 brødre, Jens og Lars, mest Lars, passede jeg campingpladsen i 3 år, mens jeg tog højere handelseksamen i Esbjerg.

Fire unge købmænd foran butikken på havnen i 1970´erne. Fra venstre Jens, Lars og Mogens Frydendahl Pedersen samt deres kompagnon Vagn Kristensen.

Den 1. november 1969 stoppede Chr. Knudsen i firmaet og startede Chr. Knudsen Regnskabskontor, og Jens, Lars og jeg begyndte i butikken.

I 1970 blev Vagn Kristensen kompagnon, og han havde ansvaret for denne afdeling, og det gik rigtig godt for os.

Lyspunkter

Holdepunkt

Vi arbejdede sammen med min mor. De første par år boede vi alle 3 oven på butikken i vores gamle børneværelser.

Hver morgen kl. 09.00 afholdt vi postmøde/ morgenkaffe hos min mor, og det fortsatte vi med, indtil hun døde.

Den tid husker jeg tilbage på med stor glæde. Så fulgte mange travle år, hvor vi udviklede forretningen.

Bl.a. så fortsatte vi med at handle med fiskenet, som min far også havde gjort.

Inger og jeg på en feriedag.

Min interesse for fiskeriet har altid være stor. Som ung ville jeg gerne have været fisker og pludselig var muligheden der.

En af vore kunder, Erik Hansen, også kaldet »Varde Hansen«, fik bygget en ny kutter på Nordsøværftet sammen med Aksel Høj. Kutteren hed RI 438 Melissa Høj. De var begge mine gode venner, og de havde en plan om, at de gerne ville forsøge sig med garnfiskeri efter torsk på Pappa Bank nord for Skotland.

Sammen fik vi ansøgt om tilskud til forsøgsfiskeri i Fiskeriministeriet. Samtidig med at vi ansøgte om tilskud til forsøgsfiskeriet,

søgte vi også om tilskud til udvikling af en selvhaler (garnoptager). Vi fik tildelt det ansøgte tilskud, og jeg deltog selv i projektet. Kutteren var væk i 3 uger, og jeg fløj hjem efter 2 uger. Det var en forrygende oplevelse for mig. Vi fiskede godt, og jeg befandt mig særdeles godt om bord. Med på turen var også Thyge »Mælkemand« Thygesen.

I forbindelse med at vi byggede et supermarked i Nr. Nebel lærte jeg Arne Pedersen, også kaldet »Røde Arne«, at kende.

Arne boede i Nr. Nebel, og han havde bygget et hotel på Bahamas. Her havde

han købt sig en kutter, hvor han havde en indfødt bahameser som skipper.

Vi aftalte, at Aksel Høj, Gunnar Thygesen og jeg selv skulle rejse til Bahamas og forsøge os med noget forsøgsfiskeri med garn.

Som sagt, så gjort. Vi fik sendt en del fiskenet til Bahamas og rejste derover alle 3.

Vi havde fantastiske 14 dage.

Vi fiskede hummere, og der var mange af dem. På et tidspunkt havde vi 30-40 stk. på køkkenbordet. Vi blev vist rundt på øen af skipperen på båden, både til lands og på

Forsøgsfiskeri med garn på Bahamas. Aksel Høj giver instrukser til en af de lokale.

Gunnar Thygesen, Arne

Pedersen, kaldet »Røde Arne«, Aksel Høj og mig på Bahamas først i 1980'erne.

Fire seniorer til vores 75 års jubilæum i 2019.

farvandet rundt om øen. På et tidspunkt sprang båden læk, og vi sejlede direkte ind til den nærmeste strand med regulatoren i bund.

Turen til Bahamas var en stor oplevelse.

Midtpunkt

På et tidspunkt, hvor vi havde 5 supermarkeder omkring fjorden, valgte vi at sælge disse og koncentrere os om vores fiskeriafdeling, hvor vi havde etableret produktionsafdelinger i både Estland og Malaysia.

Fiskeriafdelingen blev solgt til Egersund Group, Norge, i år.

I hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet sammen med mine 3 kompagnoner, Jens og Lars Frydendahl samt Vagn Kristensen. Jens og Vagn er gået på pension og er stadig medejere af firmaet.

Tilbage har vi vort gamle moderfirma Th. Frydendahl Pedersen A/S, hvor jeg sammen med min bror, Lars, stadig møder på arbejde hver dag. Vi beskæftiger os med udlejning af lejemål, vores butik Kop & Kande samt Hvide Sande Camping. Ingen af os har planer om at gå på pension så længe helbredet holder. For at fremtidssikre firmaet er vi nu i gang med at generationssikre firmaet.

Blødt punkt

I dag bor jeg alene. I 1974 blev jeg gift med Ane Marie. Vi blev skilt i 1978 og er stadig på venskabelig fod.

I 1978 mødte jeg Inger på en vintur i Spanien. Vi blev gift i 1983. Sammen havde vi et rigt familieliv, hvor vi rejste meget sammen.

Sammen med Inger har jeg Alexander og Marie Dres. Alexander bor i Kibæk og arbejder hos Frydendahl Fiskenet i Hvide Sande. Marie Dres er kunstfotograf og skoleleder på Fotoskolen Fatamorgana i København.

Inger havde også tre børn af første ægteskab, Claus, Liselotte og Carsten.

Brændpunkter

Desværre døde Inger alt for tidligt efter en længerevarende kræftsygdom i 2008. Forinden var Ingers søn Claus død i en alder af 24 år, og Henriette døde i en alder af 31 år. Henriette efterlod sig sin mand John og 2 drenge – Andreas og Mads.

Liselotte har to børn Pernille og Casper og Carsten har tre børn Cristina, Magnus og Carla. Begge familier har jeg megen omgang med.

Midtpunkt

I min alder af 77 år glæder jeg mig over at tilbringe megen tid med mine venner og min store familie. Når vi tager på ferie alle sammen med koner og kærester, så er vi 25, og det forsøger jeg at arrangere en gang imellem.

Fem

ting jeg sætter pris på Familie og venner.

Min store passion er madlavning. Jeg var med på det første aftenhold under Hanne Simmelkjær. Det er snart 50 år siden. Jeg trives allerbedst i mit køkken en efterårsdag, når det er regn og rusk udenfor, og jeg laver mad sammen med et af mine børnebørn.

Jeg er privilegeret med at have hjælp til både rengøring og haven. At rejse.

Min store familie på besøg hos en bananplantage, Gran Canaria 2022.

Alle ønskes glædelig jul samt godt nytår

Anny har fulgt 44 årgange

Kloster-børn videre i verden

Af Ole Tang. Gennem 31 år journalist på Skive Folkeblad. Født på Holmsland 1956. Nu daglejer.

Er der en person i Kloster, der kender de seneste 44 årgange af børn og forældre, så er det 66-årige Anny Pedersen, bosat på Frederiksberg i Kloster.

Som helt ung og nyuddannet pædagog kom hun frisk fra seminariet i Esbjerg og søgte job ved at ringe til daværende borgmester Kristian Enevoldsen.

Han lyttede til den unge kvinde, ville ringe tilbage med godt tilbud, men de to kunne ikke finde hinanden (det var før mobilens tid).

– Han ringede på min fastnet – og jeg var travlt beskæftiget med at hakke min fars

roer i Bork, så jeg var svær at få fat i, siger Anny – med et af de karakteristiske grin, som hun har så let ved at finde frem.

– Da vi endelig fangede hinanden på telefonen, så anbefalede Enevoldsen, at jeg skulle køre en tur til Kloster og få en snak med den daværende leder, Esther Nielsen, og pædagog, Anni Nielsen. Det gjorde jeg, og på vejen ud sagde Anni ordret: – Nej, hvor jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med dig. Nogen formel ansøgning fik jeg aldrig skrevet.

– Annis ord var mit ansættelsesbrev. Der blev aldrig lavet et stykke papir, og senere er jeg blevet spurgt af forvaltningen, om jeg ikke

På en skøn sommerdag i 2018 fejrede Anny sit 40-års jubilæum i Kloster Børnehave, og hun kunne glæde sig over masser af fremmødte, herunder hendes »gamle børn« i flere generationer.

Anny Pedersen havde en god ven i socialchef Poul Carlson – der dog fik sig en overraskelse, da han opdagede, at børnehavelederen ikke havde en ansættelseskontrakt. Her hilser de to venner på hinanden til hendes 40-års jubilæums-reception.

havde en kontrakt. Det har jeg ikke, og det har der heller ikke været brug for. Vi stolede på hinanden, og jeg har over hele perioden følt mig godt behandlet af først Holmsland Kommune, og senere Ringkøbing-Skjern.

– Det skal dog siges, at da det hele skiftede over til storkommunen, da fik jeg et stykke papir, men det væsentlige er, at politikerne og forvaltningen har villet børnehaven i Kloster, og det er jeg evigt taknemlig for, siger Anny Pedersen.

Ingen dans på roser

Da hun stoppede sit daglige virke i børnehaven i november 2021, var det dels en lettelse, dels med blødende hjerte.

– Jeg har aldrig været ked af at møde på jobbet, tværtimod. Det har været en velsignelse, og det har været vigtigt for mig, at medarbejderne skulle føle det på samme måde – og naturligvis også børnene. Men jeg var slidt, og allerede som 56-årig, for 10 år siden, fik jeg de første meldinger om et sarkom, en sjældent forekommende kræftknude, i min ene arm. Det har jeg kæmpet med siden – endeløse behandlinger, endeløse kontroller, adskillige operationer, alt sammen nok til at slide på humøret og helbredet.

– Jeg er glad for den behandling, jeg har fået tilbudt og modtaget, men det er ikke lykkedes at kurere mig, og det er naturligvis en belastning, siger Anny Pedersen, der gennem hele perioden har været aktiv i den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse og fortsat er det.

Ligeledes meldte hun sig straks ved efterlønsordningen som frivillig hjælper i børnehaven, hvor hun en gang ugentligt er omkring de ældste af børnehavens børn – og fortsat nyder samværet på ture og udflugter.

Navn: Anny Pedersen

Født i Bork, pædagoguddannet i Esbjerg.

Alder: 66 år

Job: Fra 1978 til 2021 ansat i Kloster Børnehave – heraf de 42 år som leder.

Privat: Mor til 39-årige Jeppe og 36-årige Mathilde – og bedstemor til fem børnebørn.

Bosat Frederiksberg i Kloster.

Nu frivillig i Kloster Børnehave og aktiv i støtteforeningen for Anker Fjord Hospice samt i lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse.

– Vi skal ikke gøre det ud for eller erstatte de ansatte, men vi skal bakke op og være med til at sikre, at børn og forældre har så gode dage som muligt.

Generation efter generation

Mere end 40 år i samme daginstitution betyder, at hun omtrent nåede at have tre generationer gennem huset.

– Det mener jeg nu ikke, jeg nåede. Men vi havde masser af børn, hvis forældre havde gået i huset som små, og det var da en oplevelse, når gamle »børn« kom med de nye årgange. Det har været herlige år, som jeg har nydt, og med tusindvis af minder, men der har da også været stunder, man helst havde været foruden, f.eks. når børnetallet har været faldende, og jeg har måttet sige personale op. Nednormering er ikke sjovt, men helt generelt har jeg haft fantastisk personale, husets vigtigste ressource. Jeg har taget det som en selvfølge, at folk har passet deres møde- og arbejdstid, og at man er mødt frisk og engageret – og det har alle levet op til, slår hun fast.

En kort periode i sit arbejdsliv var Anny Pedersen udlånt til den kommunale dagpleje, men det blev et intermezzo – hjertet har altid været i børnehu-

set i Kloster, hvor der både er blevet bygget om og udvidet, har været ramt af vandskade – og nu er flyttet op til skolen for de ældste børns vedkommende, mens vuggestuebørnene er i »det gamle«.

Nye vilkår

I 1979 flyttede Anny og hendes daværende mand fra Hvide Sande og til Holmsland, men ægteskabet gik små 20 år senere i opløsning – da var hun flyttet fra Sønderby til Frederiksberg i Kloster.

– Ved siden af børnehaven havde jeg mine egne børn, og skilsmissen var ikke det sjoveste, men jeg synes, det lykkedes at få passet jobbet. Jeg synes, jeg kan sige, at vi i børnehaven er lykkedes med at give børnene vigtig ballast med i barndommens rygsæk, samt at se hvert barn som noget helt unikt, også selvom opgaven med årene ikke blev nemmere. Kravet til det skriftlige, dokumentationen, har været konstant stigende, og det tager af ressourcerne fra børnenes tid, siger hun.

Anny Pedersen slår fast, at hendes erfaring siger hende, at børnene fra dengang og nu ikke har forandret sig – men det har verden omkring dem til gengæld.

Anny Pedersen har gennem årene hygget sig i tusindvis af timer med strikketøjet, men nu begynder sygdommen at sætte en stopper for den livslange hobby.

– Og ikke nødvendigvis til det bedre. Folk har så travlt, folk skal nå så meget, og det levner ikke altid ro og samvær med børnene, der er i en alder, hvor de skal lære meget – og også finde ud af, hvem de selv er. Men de har stadigvæk altid brug for en varm hånd og et knæ at sidde på. Jeg forstår udmærket, også fra mine egne børn, at de har meget, de skal tage stilling til – men jeg konstaterer, at folk/forældre dengang var lidt mere lokalt forankrede – at i alt fald den ene havde en lokal baggrund. Det giver en god ballast – og det er der et voksende antal, der ikke har i dag, siger hun.

– Det er vigtigt, at børnefamilier har et lokalt netværk, de kan trække på – venner, familie eller naboer.

Strikker meget

Nu, hvor tiden er blevet lidt mere rundelig tildelt, går rigtig mange timer med strikketøjet i hænderne – også selv om det er sjældent, at arme og skuldre ikke smerter.

– Jeg prøver at holde finmotorikken i orden. Jeg har konstante smerter i den venstre arm og skulder, men skal jo leve med det, og jeg holder også forbruget af medicin nede. Jeg er tidligere blevet truet med, at jeg ville ende med at få en såkaldt drop-arm, og jeg har måttet skippe at strikke. Til gengæld glæder jeg mig over, at jeg er i live, at jeg bor i et dejligt og trygt nabolag, at jeg kan bakke op om hospice og Kræftens Bekæmpelse. Jeg glæder mig over, at jeg har to dejlige børn, søde svigerbørn og fem dejlige børnebørn – og at vi er så rige med skøn natur lige uden for døren.

– Livet er livet værd trods modgang og besvær. Det citat kan jeg godt li’.

Det positive

– Jeg arbejder bevidst med at prøve på at gøre dagene gode, at bevare et positivt sind og at have døren åben – Jeg VIL undgå, at det negative får overtaget. Luk øjnene op – der er altid noget godt indenfor synsvidde. Der

Teksten på stenen kunne være et af Anny Pedersens livsmottoer. Hun forsøger altid at søge den positive vej ud af problemerne.

er så mange mennesker, der kommer forbi for at få en snak og en kop kaffe – og jeg nyder hvert eneste besøg, slår hun fast.

Om det frivillige engagement siger hun, at hun fortsat gerne vil gøre en forskel.

– Og se – til vores »støt-brysterne« kampagne i oktober bakkede folk flot op, og vi lavede vel små 125.000 kr. i overskud, som skal bruges til forskning og behandling i Kræftens Bekæmpelse. Det er da mange penge, og det bliver man da både glad og stolt over at have medvirket til.

– Jeg ved alt om, at intet varer evigt, og at jeg pludselig kan få den grimme besked. Men jeg prøver at leve fornuftigt, få nogle oplevelser, og nyde de år, jeg får. I sommer var jeg ude at sejle i det sydfynske med »Grønne Erna«, og nu sidder jeg og får gjort lidt private skriverier – prøver at lave min »livshistorie«.

– Det er også en slags terapi – siger hun, og igen blev der plads til et bredt smil …

Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår

Metheasvej 11 – 6960 Hvide Sande Tlf. 2858 7505 – info@nordsofisk.dk

Herningvej

De Go’ gammel Daw’

siden

Indholdsfortegnelse 1972

Julen 1972 1 Pastor A. C. Huus

Scan koden og se hele bladet

Scan

Scan koden og se hele bladet

Fra kommunens skrivebord 5 og tegnebræt Borgmester Kr. Enevoldsen

Hvide sande før, nu og fremover 13 Røikjær Frich

I min barndom var der ikke 21 råd til julegaver Jens Sørensen Christensen

Julelotteriet 35

Fræ mi båendomsdaw 39 Erna Timmer

Indholdsfortegnelse 1997

Forord 3

Formand for Handels- og Håndværkerforeningen, Merrild Borggaard

Fra kommunens skrivebord 7 Borgmester Hans Thomsen

En dag hørte vi ... 11 Sognepræst Thomas Kristensen

Docent N.J. Fjord 15 Røikjær Frich

Der var engang et søndervig 21 Rigmor Kryger

Han satte kulør på klitboernes hjem 33 Bitten Kambskard

AL DE »TE’NAVN« HER O Æ KLET 37 Erna Timmer

Fra klitten i gamle dage 43 Kr. Mose Sørensen

Akvarieudvidelsen i Fiskeriets Hus 51 Jonna Juul Larsen

KFUM’s idræts ungdomsklub 57 Carsten Christensen

Forretningslivet på 67 »havnen« før og nu Erik Brink Andersen

Indholdsfortegnelse 2012

Kære alle 5

Formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening Jørgen Iversen

Julen overgår vore forventninger 7 Sognepræst Thomas Kristensen

Det at være fisker i dag 11 Fiskeskipper Kurt Adsersen

Håndbolde og fisk i nettet 19 Fhv. Skoleinspektør og Håndboldtræner Viktor Degn

Holmsland-ogginaler IV 29

Journalist på Skive Folkeblad Ole Tang

Sommerhus i søndervig gennem 40 år 47 Sommerhusejer Jens Peter Boes

Havneudvidelse 2011-2013 59

Havnechef Hvide Sande Havn Steen Davidsen

Billeder fra året 72

Viktor Degn

Fhv. skoleinspektør og håndboldtræner

Jens Sørensen Christensen

Glædelig jul, og et rigtig godt nytår!

... ønskes I af Feriepartner Hvide Sande og Holmsland Klit Turistforening.

Feriepartner Hvide Sande er et selvstændigt, lokalt sommerhusbureau, ejet 100% af Holmsland Klit Turistforening. Det giver os mulighed for at geninvestere hele vores driftoverskud i initiativer og turismeudvikling på klitten; et positivt feedback-loop, hvor de mange aktiviteter tiltrækker flere feriegæster og skaber mere omsætning.

Vi har blandt andet støttet:

Kunst i Slusen, Sildefestival, Hvide Sande Sportsfisker Center, Skonnerten Maja, Kunstnerbolig ART 56, Kabelpark, Hvide Sande Masterclass, Foreningen Havnen live musik, Teatret OM, Søndervig Vinterbadefestival, Late Summer Festival ..og meget meget mere.

www.hkt.dk www.feriepartner.dk/hvide-sande

Projekt Lalandia

Af Keld Hansen

1.

En »feriepark« i Søndervig – fra ide til virkelighed

I 2006 opstod den første ide til udvikling af et større feriecenter i Søndervig i det samme område, som senere blev til Lalandia-projektet.

Med inspiration fra flere fik jeg ideen til et »feriekompleks med badeland og 300 lejligheder« på 30 ha jord nord for Søndervig Landevej og øst for Houvig Klitvej.

Den 23. juni købte jeg det meste af landbrugsjorden på den sydlige del af det senere Lalandia projektområde, dvs. arealet syd for golfbanen og ned mod Søndervig Landevej.

Omkring anvendelsen af landbrugsarealet mødtes jeg herefter med det daværende Ringkøbing Amt. Inspirationen kom også fra det faktum, at Lalandia i samme periode var ved at forberede og bygge deres andet feriecenter i DK i Billund, som åbnede i 2009 (det første var i Rødby i 1988).

Feriecenterforslaget etableredes med hjælp fra et arkitektfirma, landinspektører m.fl., og kommunen blev inddraget. Kommunen var fra starten positivt indstillet, da de så projektet som en mulighed for at give området og kommunen et udviklingsmæssigt løft.

I dette arbejde og i forsøget på at sammensætte den første forretningsmodel for projektet blev det hurtigt klart, at en etablering af feriecenter og ferieboliger i området måtte ske under hotelog restaurationslovgivningens regler. Dvs. at der skulle medregnes en moms på 25% til staten for al drift, herunder udlejning af ferieboliger. Udlejning af sommerhuse fra private ejere var til gengæld momsfrit, men det var jf. Planloven og regionplanen ikke muligt at bygge sommerhuse på arealet. Med andre ord var der fra start en opfattelse af en skæv konkurrencesituation mellem ferieboliger og sommerhuse.

Arbejdet fortsatte dog ufortrødent, og der blev derfor lavet en »Lokalplan nr. 200 – For et område til ferie- og fritidsformål ved Houvig Klitvej, Søndervig« under den nydannede Ringkøbing-Skjern Kommune. Lokalplanen blev vedtaget 20. maj 2008.

Lokalplanen udtrykte et behov for helårsturisme i Søndervigområdet for at sprede udnyttelsen af områdets faciliteter og mindske områdets store variationer i beskæftigelse hen over året. Søndervig var også udpeget som én af flere nøglebyer for helårsturisme i den nye kommunes (nydannet kommune pr. 1/1 2007) planstrategi. Dertil var kommunen blevet valgt som udviklingspartner i Visit-Denmarks super-helårsdestinationsprojekt. I dette projekt var det bl.a. opgaven at udvikle en række delprojekter, der skulle bidrage til at udvikle nye store oplevelsesorienterede attraktioner med udgangspunkt i det potentiale og de styrker, området havde som helhed.

Samtidig skulle projektet bidrage til at udvikle de forskellige profiler, de respektive byer omkring Ringkøbing Fjord skulle have i turistmæssig sammenhæng samt etablering af ferieboliger til helårsbrug.

I lokalplanen blev beskrevet, at Søndervig Feriepark skulle bidrage til en profil for Søndervig med relation til »Børn og Sjov«, det vil sige fokus mod børnefamilier, og bidrage til udbygning af overnatningsfaciliteterne hele året. Centerdelen skulle bl.a. indeholde badeland og wellness-faciliteter. Det blev også i lokalplanen gjort »klart, at alle boliger skal stå til rådighed for udlejning i overensstemmelse med de gældende regler i hotel- og restaurationslovgivningen«.

I forbindelse med udarbejdelse af forslaget til feriecentret havde jeg desuden nedsat en lokal arbejdsgruppe med bl.a. Danmarks Natur-

fredningsforenings (DN) lokalformand og ornitologer for at inkludere deres synspunkter i planlægningen af området. Hensigten var at få »flest muligt« forskellige interesser med i starten af processen ud fra det rationale, at man skulle føle, at man havde været med i beslutningsprocessen og havde fået nogle af sine synspunkter igennem, og at det derved også ville blive lettere at gennemføre projektet. Det blev f.eks. sammen med DN besluttet, at der skulle anvendes bølgende klitformede tage med – for området – naturlig beplantning på. Denne tidlige interesseafstemning skulle vise sig også at få betydning mange år senere.

Kommunen og jeg forsøgte i forbindelse med planprocessen at få lagt centerområdet og forslaget og Søndervig by i byzone (Søndervig var ikke i byzone) for bl.a. at lette mulighederne for at kunne imødegå vanskelighederne med forretningsmodellen. Men Naturstyrelsen sagde »klokkeklart nej« hertil.

Trods den igangværende planlægning lagde jeg allerede i marts 2008 de store projektplaner tilbage i skuffen pga. den store usikkerhed, der var opstået i forbindelse med finanskrisen.

Keld ved marken før byggeri.

2. Nye turistpolitiske strømninger og feriepark projektet i Søndervig genoplives kortvarigt

Mens finanskrisen dæmpede investeringslysten i en periode efter 2008, så var der i 2000-årene samtidig opstået politiske strømninger både nationalt, regionalt og kommunalt, som italesatte ønsker om »udvikling i hele landet« og »et Danmark i bedre balance«. Dette medførte bl.a. et øget fokus på kystturisme og på ønsker om lidt friere rammer for planlægning i kystnærhedszonen. Konkret udløste det et brud med det forbud mod sommerhusudbygning i kystområder, som havde eksisteret i 25 år, således at staten via flere landsplandirektiver i perioden 2005-2010 gav kommunerne lov til udlæg af i alt op mod 8.000 nye sommerhusgrunde. Ingen af disse udlæg kom feriepark arealet i Søndervig til gode, men kommunen fik udlæg på andre lokaliteter i kommunen.

I 2010 styrkedes den nationale vækstorienterede dagsorden yderligere ved, at der i regeringen kom yderligere fokus på Planloven »som en barriere for lokal udvikling«, særligt i yderområder og på kystturisme. Der blev bl.a.

Byggeri med søer.

nedsat et Dialogforum om turismeplanlægning, idet turismen ikke udviklede sig som ønsket i disse år. Særligt var der konstateret et fald i udenlandske overnatninger, trods det faktum at mange andre lande oplevede en stigning. Man ønskede, at Danmark skulle stå sig bedre i det internationale turismemarked. I 2011 fremkom dette forum med en afrapportering, hvori det bl.a. blev konstateret, at »Dialogforum finder også, at der gennem drøftelserne er sat fokus på nogle af de begrænsninger, planlovgivningen giver for en udvikling af turismeerhvervet, herunder for en forlængelse af sæsonen«.

Samme år, i juni 2011, udgav den daværende regering udspillet »fornyelse og vækst i dansk turisme«, hvori etableringen af et Videncenter for Kystturisme (CKT) indgik som et centralt element. CKT kom på Finansloven fra 2011 og blev sammensat i samarbejde med fire regioner, Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Sjælland, samt Ringkøbing-Skjern Kommune »med henblik på at sikre sammenhæng med øvrige initiativer inden for turismen«. Dertil indgik turismeorganisationer og en række andre parter i det konkrete arbejde. CKT

gennemførte en række projekter omkring »oplevelsesbaseret kystturisme«, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune og Søndervig området flere gange blev fremhævet, dels som et nationalt »demonstrationsprojekt«, og dels udvalgt som et af »20 særlige feriesteder« i Danmark.

Søndervig blev valgt i dette arbejde som en grundpille i DK i »overnatningsbaseret destination«, og fordi området blev anset som et af de »store feriesteder beliggende i kommuner inden for de to største kritiskmasse kategorier«. Dette førte frem til udarbejdelse af en »turismepotentialeplan for Hvide Sande & Søndervig« i august 2014.

Søndervig feriepark projektet genoplives – men PARKEN sagde nej Lokalt i Søndervig kom ideen og planerne om en feriepark igen i spil i løbet af 2012. Direktøren i et badeland i Nymindegab henvendte sig i sommeren for at foreslå, at vi sammen tog ideen op igen. Vi havde ikke selv økonomi til et projekt af den størrelse, og jeg kontaktede derfor PARKEN Sport & Entertainment A/S.

Jeg argumenterede bl.a., at der i forvejen var 9.500 sommerhuse i kommunen, og at folk herfra ville søge mod et indendørs badeland på de mange regnvejrsdage. Den samme dynamik kendte man ikke fra Lalandia Billund, hvorfor man fra PARKEN’s side var usikker på effekten af de mange sommerhuse i Ringkøbing-Skjern Kommune på brugen af et eventuelt badeland og feriecenterfaciliteter i Søndervig. PARKEN valgte derfor at sige nej i 2012.

Der blev dog arbejdet videre med feriepark projektet. Der var interesse fra investorer i både Holland, Tyskland og England, »hvis projektet blev stort nok«. Bremseklodsen var dog fortsat spørgsmålet om ferieboliger versus en mulighed for sommerhusområde. Som ferieboliger var det store projekt ikke konkurrencedygtigt, men det ville være det som sommerhusområde. Som sommerhusområde ville projektet kunne spare 25% i moms ved udlejning, hvilket ville påvirke hele værdisætningen. Det var planen, at et tidligt salg af ferieboliger skulle finansiere center- og badelandsfaciliteter. Det betød fortsat, at det var meget svært at få investorer.

Jeg oplevede denne periode som svær, da især arealreguleringen i kystnærhedszonen og i.f.t. strandbeskyttelseslinjen viste sig at være vanskelig at håndtere. Det blev klart, at det reelt krævede en ændring i Planlovgivningen angående sommerhusområder for at kunne gennemføre det store projekt.

Igen blev projektet lagt »i skuffen«, jeg koncentrerede mig i stedet om det, der i det oprindelige feriepark projekt og i lokalplanen 2008 var betegnet som fase 1, opførelse af en række ferieboliger i den nordlige ende af 2008-projektområdet.

Det lykkedes i løbet af sommeren at få tilladelse til at bygge 43 feriehuse. Ønsket var i udgangspunktet 64 enheder, med 63 ferieboliger og hvor nummer 64 skulle rumme mulighed for, at beboerne i ferieboligerne kunne få morgenmad (hvilket ville opfylde krav via hotellovgivningen). Der blev i stedet tale om færre boliger, af økonomiske årsager, og dertil blev lavet en formel aftale med Beach Bowl om benyttelse af deres restaurant til morgenmad.

Fra venstre Thomas, Keld og Morten Hansen.

De 43 feriehuse blev opført i løbet af 20132014. Ganske få af dem blev solgt fra start. Ingen beboere i feriehusene benyttede sig af muligheden for morgenmad på Beach Bowl – feriehusene havde jo eget køkken.

Trods udfordringerne med at få solgt boligerne i begyndelsen medvirkede realiseringen til, at jeg fik en fornemmelse af, at det store projekt ikke behøvede at være umuligt at gennemføre.

dog efterhånden et betydeligt pres på planpolitikken med henblik på at få gennemført en liberalisering af kysternes arealregulering og -planlægning.

3. Det planpolitiske klima skifter –Søndervig Feriepark som forsøgsprojekt Selv om både den nationale, regionale og kommunale turistpolitiske dagsorden havde ændret sig igennem en årrække, så var der i planlovgivningen fortsat et fokus på, at der principielt ikke kunne udbygges med sommerhuse i kystnærhedszonen. De 8.000 ekstra sommerhusgrunde i 2005-2010 blev anset som en èngangsordning, ikke en ny standard for fremtidig udvikling, og de nye udlæg var alligevel ikke kommet Søndervig til gavn.

Den stærke turismepolitiske dagsorden, særligt vedrørende kystturisme, medførte

Byggeriet set fra nord.

Efter i flere år at have diskuteret dette på tværs i Folketinget mellem skiftende regeringer, blev der i juni 2014 sammensat en bred politisk »Aftale om vækstplan for dansk turisme« mellem regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Aftalen byggede bl.a. på en regeringsrapport fra januar 2014: »Danmark i arbejde – Vækstplan for dansk turisme«. Aftalen medførte, at der »i regi Dansk Kyst- og Naturturisme etableres et partnerskab sammen med de 11 vestkystkommuner fra Tønder i syd og Frederikshavn i nord, de tre jyske regioner, relevante ministerier, fonde og VisitDenmark, der i samarbejde skal skabe en vækst- og udviklingsplan for turismen på vestkysten«.

Dertil var forligspartierne enige om, »at der igangsættes en forsøgsordning, der for udvalgte destinationer skal give mulighed for etablering af perspektivrige og bæredygtige fysiske turismeprojekter til fremme af dansk kyst- og naturturisme«. Lovhjemmel til

dette skulle sikres i Planloven, og kriterierne for at blive forsøgsprojekt var følgende:

• »Der skal være et potentiale for udvikling af kyst- og naturturismen, for øget tiltrækning af udenlandske turister, samt mulighed for at forløse dette potentiale med etableringen af forsøget.

• Etableringen af konkrete fysiske projekter skal ske i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter for at sikre størst mulig synergi og samspil med de sammenhængende turistpolitiske overvejelser i kommunens planlægning for turisme for at understøtte en samlet udvikling i området.

• De fysiske projekter skal være bæredygtige, arkitektonisk indpasset og opført under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og landskabet«.

Det planpolitiske klima ændrede sig således væsentligt på dette tidspunkt, og der taltes åbent i Folketinget om planlovsændringer og om skabelse af nye muligheder for udvikling i land- og kystområder. Forsøgsprojek-

terne skulle gennem »forsøgstilladelse« give mulighed for at dispensere i.f.t. Planlovens regler for kystnærhedszonen og Naturbeskyttelseslovens regler for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen.

Søndervig Feriepark bliver Forsøgsprojekt I Ringkøbing-Skjern Kommune og i Søndervig havde vi let ved at se os selv leve op til kriterierne og blive kandidat til at blive forsøgsprojekt. Feriepark projektet kom nu for 3. gang i spil og blev nu for alvor del af en større politisk proces, hvor både kommunale og nationale politikere blev aktiveret med henblik på at realisere ny udvikling i Søndervig området. Et enigt byråd stod dertil bag projektet.

Den 9. januar 2015 indsendte RingkøbingSkjern Kommune en ansøgning for »forsøgsprojektet Søndervig Feriepark«. I ansøgningen anførte man:

»Søndervig Feriepark indgår som en del af den kommunale planlægning, via de sammenfattende turistpolitiske overvejelser for kystturismen i Ringkøbing-Skjern

Hovedbygning under opførelse.

Kommune. Derudover er minidestination Søndervig udpeget som et særligt feriested af Videncenter for Kystturisme, og har siden 2007 været udpeget af RingkøbingSkjern Kommune som minidestination.

I 2012 blev Destination Ringkøbing Fjord udpeget som Stærke Feriesteder Vest af Region Midtjylland. En destination med særligt vækstpotentiale for ferieturismen. I løbet af 2012-2014 har Ringkøbing-Skjern Kommune gennemført et større udviklingsprojekt og turismeplanlægning for Søndervig, hvori ferieparken indgår«.

I efteråret 2015 meddelte Erhvervsministeriet (som i mellemtiden havde overtaget planlovgivningen og behandlingen af ansøgninger fra Naturstyrelsen) accept. Søndervig Feriepark skulle være én af 10 forsøgstilladelser til nye turismefaciliteter i kystområderne. Regeringen gav grønt lys til forsøgsprojekt Søndervig Feriepark ud fra bl.a. det stærke turismepolitiske ophæng, som ansøgningen var argumenteret ud fra (inkl. at Søndervig var et af 20 særlige kystturisme steder i Danmark). Dertil blev projektets tilpasning til

det eksisterende landskab, med de »bølgende tage«, vurderet som positivt. Konkret indebar tilladelsen en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i områdets sydøstlige hjørne.

4. Lalandia kommer med i

feriepark projektet

Selv om Søndervig Feriepark nu for alvor var blevet en del af en national dagsorden både turismepolitisk og planpolitisk, var projektet ikke endeligt på plads vedrørende finansieringen. Det store antal ferieboliger i forsøgsprojekt-ansøgningen dækkede over, at jeg med/og flere var klar over, at et badeland i sig selv var en dårlig forretning, og at det krævede salg eller udlejning af mange ferieboliger som indsprøjtning til finansiering af sådanne centerfaciliteter. Det krævede desuden en stærk og erfaren medinvestor i udgangspunktet, og jeg kontaktede i løbet af 2015 derfor igen PARKEN og Lalandia. I samarbejde med ledelsen i Lalandia (som ejes af Parken Sport & Entertainment) og bestyrelsen for PARKEN gennemførte vi en

Hovedbygning under opførelse – stor kran.

feasibility analyse af området med henblik på at identificere et marked for projektet.

Samarbejdet førte til en forhåndsaftale mellem Lalandia og mig, hvor Lalandia satte en række krav for at kunne gå med som investor i projektet. De væsentligste krav var, at man skulle op på en vis volumen af ferieboliger, før der kunne skabet bæredygtig økonomi i det samlede projekt. Dvs. ca. 500 enheder. Dertil skulle man have de nødvendige tilladelser på plads, så ferieboligerne kunne fungere under sommerhuslovgivning og ikke som del af hotellovgivningen. Bestyrelsen i PARKEN sagde ja til projektet under disse betingelser, og der blev herefter dannet et særskilt selskab, Lalandia Søndervig A/S, med ejerskab fordelt på 75% hos PARKEN og 25% hos et af vores selskaber.

Disse aftalevilkår betød reelt, at Lalandia kun ville være medinvestor, hvis Søndervig Feriepark projektet kunne realiseres som sommerhuse, altså via et udlæg til sommerhusområde, jf. Planloven. Det betød også, at tilladelsen som forsøgsprojekt ikke var tilstrækkelig, da

tilladelsen netop ikke rummede mulighed for sommerhusudlæg, men kun dannede basis for et projekt som ferieboliger under hotellovgivningen. Projektet og aftalen krævede med andre ord, at Planlovgivningen blev ændret.

5. Fra forsøgsprojekter og feriehuse til planlovsændringer og

nye sommerhusudlæg

I juni 2015 skiftede regeringsmagten i Danmark fra en Socialdemokratisk ledet regering til en Venstre regering (borgerlig-liberal). Den nye regering var bl.a. gået til valg på, at der skulle gives yderligere hjælp og frihedsgrader til udvikling i yderområderne og ved kysterne i Danmark. Forsøgsprojekt-ordningen blev fastholdt og videreført af den nye regering, men det blev ikke anset som tilstrækkeligt. Regeringen talte i sit regeringsgrundlag »Vækst og udvikling i hele Danmark« fra november 2015 direkte om nødvendigheden af en »liberalisering af Planloven«, og at »Planloven mv. spænder ben for udviklingen lokalt«. Under valgkampen havde Venstre og den kommende statsminister, Lars Løkke

Lars Sejr og Jan Harrit.

Facade åbningsdag.

Rasmussen, endda været på besøg i Søndervig og brugt Søndervig Feriepark som eksempel på et projekt, der burde kunne realiseres uden at skulle være i konflikt med Planloven.

I løbet af 2015 havde Kommunernes Landsforening (KL) også forsøgt at påvirke den politiske dagsorden nationalt ved i marts at udgive rapporten »Danmark i vækst og balance – 32 konkrete løsningsforslag for den fysiske planlægning«. Heri relaterede de fire sidste punkter til opfordringer til at give bedre muligheder for udvikling ved kysterne. DN var på den anden side principielt imod sådanne lempelser, da man frygtede uoprettelig skade på kysterne og landskabet. Periode 2015-2016 var derfor præget af stærke diskussioner både politisk, i medierne og blandt fagfolk, imellem beskyttelse- og benyttelseshensyn. Søndervig Feriepark indgik igen i februar 2016 som et eksempel i denne nationale diskussion, hvor Danmarks Radio TV-programmet »Langt fra Borgen« var på besøg, og to folketingspolitikere, Eva Kjær Hansen (Venstre) og Maria Reumert Gjerding (Enhedslisten, og senere formand for DN) diskuterede projektet. DN havde hele tiden talt for, at der

skulle være en nord-syd gående biologisk korridor bag klitterne, fra Ringkøbing Fjord og nordpå til Stadil Fjord, og dermed også på feriepark projektarealet. (Området er gammel fjordbund, og der er desuden en kanal fra Stadil Fjord til Ringkøbing Fjord, med en pumpestation.) Men arealerne bar ikke længere præg af deres fortid, men i stedet af at være drænede ensformige landbrugsarealer.

Det var derfor i det hele tage vanskeligt at argumentere for naturværdier, som ikke længere var til stede i området. Samtidig kunne fortalere for ferieparkprojektet argumentere, at projektet – på en mark bag byen, uden udsigt til havet eller fra kysten og ind til området – allerede var forsøgt tilpasset landskabet med hjælp fra den lokale DN-afdeling, og dertil rummede muligheder for forbedringer i naturmiljøet.

Ved regeringsdannelsen i 2015 blev ansvaret for Planloven, landsplanredegørelser og landsplandirektiver mv. desuden flyttet fra Naturstyrelsen til Erhvervsstyrelsen. Dette blev af mange parter, herunder kommunen, Lalandia og mig betragtet som en åbning til i højere grad at kunne diskutere ønsker

til ændringer i planlovgivningen, der kunne muliggøre et Feriepark Søndervig projekt som et »Lalandia projekt« med sommerhusudlæg.

Både Lalandia, kommunen (byrådspolitikere såvel som planlæggere) og jeg var derfor særdeles aktive i perioden. Lalandia havde allerede inden regeringsskiftet været med til møder i Naturstyrelsen i forbindelse med diskussion af forsøgsordningerne, men uden at komme igennem med deres synspunkter, idet Naturstyrelsen, ifølge Lalandia, »ikke så på dette med samfundsøkonomiske øjne«. Lalandia pegede i denne periode på, først i Naturstyrelsen og efter 2015-valget videre i Erhvervsministeriet, at det ikke var mangel på investorer, men mangel på forretningsbetingelser, som var afgørende.

Udpegningen af de 10 forsøgsprojekter blev af mange involverede kommuner, Lalandia og andre udviklingsaktører kritiseret for ikke i sig selv at være nok, fordi de lagde op til hoteldrift. Det gav ikke et tilstrækkeligt konkurrencedygtigt grundlag. Og da forsøgsordningen gav ikke mulighed for sommerhusområder, som kunne skabe den projektøkonomi, der skulle til, så appellerede disse parter til, at politikerne lavede ordningerne og planlovgivningen om.

Det viste sig også hen ad vejen, at forsøgsprojekterne for det meste slet ikke kom i gang. Tilladelserne og dispensationerne var ikke tilstrækkeligt værdifulde for investorerne. Investorerne mente ikke, at politikerne havde forstået, hvad der skulle bære sådanne projekter igennem. Det skulle være på sommerhusvilkår for at kunne fungere.

»Danmark i bedre balance« – ny politisk aftale i juni 2016

På baggrund af de efterhånden mange års diskussioner om behov for yderligere muligheder for kystturisme, pres fra mange kommuner og udviklingsaktører, samt pres fra det socialdemokratiske bagland i yderområder, besluttede Socialdemokraterne i Folketinget, at man nu måtte gå skridtet

videre. Sommerhusudlæg og andre nye frihedsgrader i reguleringen i kystnærhedszonen måtte bringes i spil. Det førte i juni 2016 til en ny politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om et »Danmark i bedre balance – bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet«.

I modsætning til aftalen i 2014 om en vækstplan for turisme var Radikale Vestre, SF og Enhedslisten ikke med i denne aftale, bl.a. fordi de ikke ville gå med til yderligere lempelser i kystnærhedszonen af hensyn til beskyttelse af kysterne som åbne og så vidt muligt uden bebyggelse. Socialdemokraterne havde således skiftet spor og gik nu med til den dagsorden, som den nye regering

Kagemand til åbningen.

fremførte, og som de borgerlige partier bredt havde fremført igennem mange år.

Aftalen skulle bl.a. styrke muligheder for vækst og udvikling i kystområderne ved at give Erhvervsministeren til opgave at udfærdige konkrete forslag til ændringer i Planloven. Aftalen præciserede, at Planloven fremover skulle give mulighed for »udlæg og omplacering af kystnære sommerhusområder« og for udpegning af »udviklingsområder« i kystnærhedszonen. Det førte i 2017 til vedtagelse af ændringer i Planloven vedrørende disse forhold.

Kunne aftalen rumme Lalandia-projektet?

I Søndervig, hos kommunen, hos Lalandia og hos mig var det særligt den i aftalen lovede »bytteordning«, hvor kommunerne til sammen kunne få udlæg til 6.000 nye sommerhusgrunde mod selv at aflevere mindst 5.000 uudnyttede grunde, som havde relevans. Det betød, at man nu fik den mulighed, som man lokalt havde været på udkig efter, til, hvad man nu for alvor kaldte, Lalandia-projektet.

Men sejren var kun halvt i hus. Udpegningen af nye sommerhusgrunde skulle ske via et landsplandirektiv på baggrund af forudgående ansøgninger fra kommunerne. Det handlede derfor om at få lalandia-projektet i Søndervig med i direktivet, ellers ville den hidtidige indsats have været forgæves.

Der var flere udfordringer i denne proces, som krævede opmærksomhed og håndtering fra mig, Lalandia og kommunen, samt naturligvis fra staten. Lalandia-projektet var meget stort og ville derfor kræve en stor portion af den nationale sommerhuspulje. Dertil skulle kommunerne afgive uudnyttede sommerhusgrunde, og der var ikke nødvendigvis nogen garanti for, at den enkelte kommune også fik noget igen, idet bytteordningen kun skulle gælde 1:1 »i de kommuner hvor det er muligt«. Trods en angivelse af flere generelle kriterier i aftalen, så ville det i det hele taget blive særdeles vanskeligt at finde objektive og mere

specifikke kriterier for en fælles fordelingsnøgle, da situationerne i kommunerne var meget forskellige og særegne, dvs. i princippet ofte usammenlignelige. Det krævede derfor også en form for politisk forståelse og enighed – kommunerne imellem – at fordelingen af både afgivne og medtagne grunde i realiteten ikke kunne blive 100% ligeligt fordelt.

KL var en oplagt partner til afklaring af dette. KL havde derfor været med i de nationale forhandlinger op til den politiske aftale i juni 2016, og de skulle ifølge aftalen også medvirke til at implementere denne. I forberedelsen af aftalen havde staten først lagt til en »5.000 for 5.000« ordning, altså en 1:1 bytteordning internt mellem kommunerne. KL prøvede at argumentere for en sådan mulig ordning overfor det kommunale bagland, men det lykkedes ikke at opnå enighed. Kommunerne var ganske enkelt utilbøjelige til at »afgive grunde til en national pulje« uden at få sikkerhed for at få noget tilbage.

Samtidig kunne Lalandia og jeg udmærket se, at vi med et projekt med op til 500 sommerhusgrunde let kunne risikere at komme i klemme i dette politiske spil kommunerne imellem. Der skulle faktuelt afgives grunde fra mange andre kommuner, for at Lalandiaprojektet kunne realiseres igennem sådan en ordning, uden at disse andre kommuner fik noget igen. Ringkøbing-Skjern Kommune havde slet ikke tilstrækkeligt med uudnyttede sommerhusgrunde, som de kunne byde ind med til bytteordningen for at opnå en intern balance. Det betød – med andre ord – at andre kommuner skulle afgive udviklingsmuligheder, så Ringkøbing-Skjern Kommune kunne øge deres udviklingsmuligheder.

Lalandias ledelse var meget opmærksom på dette. Samtidig havde Lalandia kendskab til planer om et andet stort turismeudviklingsprojekt (varetaget af Danfoss familien) på Als, som indebar et behov for et større udlæg af flere hundrede sommerhusgrunde. Der var således på det tidspunkt, i 2015-2016, to store feriecenter/sommerhusområde projekter i spil i Danmark, som tilsammen ville betyde

et behov for op mod 1.000 nye sommerhusgrunde. Og da kommunerne i forvejen havde svært ved at blive enige internt om at »bytte rundt« imellem dem, så var perspektiverne ikke gode for disse to store projekter.

Lalandia og Danfoss familien foreslog derfor, at der kom ekstra 1.000 sommerhusgrunde med i bytteordningen, uden at der skulle afgives tilsvarende antal grunde. Altså en »6.000 for 5.000« ordning. Lalandia måtte i den forbindelse igen argumentere over for staten, at der skulle et vist volumen af salg/ udlejning af sommerhuse til, før det kunne betale sig at investere i denne type projekter. Projekterne kunne derfor ikke reduceres i omfang for eventuelt at forsøge at tilpasse sig den først foreslåede ordning. Forligspartierne i Folketinget accepterede denne løsning.

Da den egentlige bytteordning skulle forhandles på plads i detaljer, efter den politiske aftale var indgået i juni 2016, stod Lalandia-projektet således allerede med relativt gode kort på hånden. Det var lykkedes Lalandia-projektet, med henvisning til eget eksempel, at påvirke rammerne og råderummet i den politiske aftale i en ønsket retning.

Tag og rutschebaner.

På vej mod den endelige udpegning – en tværkommunal politisk konkurrence

Men den konkrete og endelige udpegning af Lalandia-området i det kommende landsplandirektiv skulle fortsat sikres. Erhvervsministeriet og Erhvervsstyrelsen gik nu videre med arbejdet, og i forbindelse med vedtagelse af Planlovsændringen i 2017, som gav lovhjemmel til udfærdigelse af de nye landsplandirektiver, udgav Erhvervsstyrelsen også en vejledning til kommunerne om »Omplacering og udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen«. Af vejledningen kunne Ringkøbing-Skjern Kommune, Lalandia og jeg se, at der blev illustreret flere eksempler på bytning af arealer internt i kommuner, og ikke mellem kommuner. I vejledningen stod dog den formulering, som for parterne var helt afgørende:

»Kommunen kan også vælge at tilbageføre uudnyttede sommerhusområder, uden at antallet af sommerhusgrunde omplaceres i egen kommune, hvilket vil gøre det muligt for andre kommuner at søge om udlæg af nye sommerhusområder. Kommuneplanstrategien kan endvidere være baseret på, at en kommune får

andel i de overskydende sommerhusgrunde inden for de 6.000 sommerhusgrunde, som i alt kan udlægges«:

Det var anvendelse af denne specifikke løsning, især de »overskydende sommerhusgrunde«, som skulle muliggøre Lalandiaprojektet. Men det krævede en fortsat bearbejdning af de politiske kræfter, som stod bag juni 2016 aftalen. Kriterierne i aftalen og vejledningen var en hjælp til sikring af, at der i kommunernes ansøgninger forelå et vist minimum af »teknisk« planfaglig argumentation. Det var et planlægningsmæssigt greb at bytte rundt med arealreservationer – og noget som kommunerne godt kunne se fornuft i, især i forhold til arealer der ikke blev brugt. Men selve udpegningen var i realiteten en politisk vurdering, især hvis der, som formodet, kom flere velbegrundede ønsker om udlæg rundt om i landet, end der var rummelighed til i aftalen. Parterne omkring Lalandia-projektet opfattede derfor selv, at vi var i en form for tværkommunal politisk

konkurrencesituation, og at vi alle skulle bidrage med løsninger og politisk påvirkede aktiviteter, hvis projektet skulle gå igennem.

Ringkøbing-Skjern Kommune fandt derfor frem til i alt 177 sommerhusgrunde på tre andre lokaliteter i kommunen, som ikke var udnyttet. Kommunen besluttede, på trods af lokal modstand, at lægge disse i den samlede nationale sommerhuspulje, fordi de hellere ville prioritere Lalandia-projektet, idet dette vurderedes at kunne få langt større økonomisk og beskæftigelsesmæssig effekt for kommunen.

I Søndervig fornemmede jeg gennem min kontakt til flere Folketingsmedlemmer, at det ville blive opfattet som uretfærdigt, hvis vores kommune fik så mange sommerhusgrunde mod i sidste ende kun selv at levere 177 til den nationale pulje. Jeg var derfor, og særligt i perioden 2016-2018, i kontakt med et betydeligt antal Folketingspolitikere, for at forsøge at »få dem til at se det store billede«, og anerkende den betydelige

Kirsten Hansen, Lars Sejr, Erik Skærbæk og hustru.

effekt som ikke bare Lalandia og jeg, men også kommunen vurderede, at projektet ville få i et stort område af Vestjylland.

F.eks. var Landdistrikternes Fællesråd på besøg i Søndervig den 26. september 2016 sammen med et hold af Folketingspolitikere fra 5-6 partier. På et Nyhedsbrev på Fællesrådet Internetside kunne man læse: »7 folketingsmedlemmer, Region Midtjylland og Landdistrikternes Fællesråd tager mandag på studietur til Ringkøbing-Skjern Kommune. Det sker i forbindelse med, at Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer har organiseret en studietur for at se nærmere på rammevilkårene for erhvervsudvikling i landdistrikterne. Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer skal blandt andet besøge Søndervig Feriepark, som er et af de ti forsøgsprojekter langs kysterne, der er givet tilladelse til«. Jeg deltog aktivt i dette møde og fik en time med deltagerne, med oplæg og diskussion. Derefter blev selve projektområdet besøgt.

Dette var med til at bryde den politiske modmarkedsføring, som nogle politiske partier havde stået for – hvor der var blevet lavet videoer af stranden og selve kysten, med

en stemmeføring/»voice-over« som fortalte, at »her skal være et badeland« (helt ude på kysten). Altså en negativ markedsføring med det mål at tale imod sagen. Af de lokale blev dette opfattet som værende i modstrid med sandheden, da badelandet jo ikke skulle ligge ude på kysten, men ligge bag ved både klitterne og byen. De besøgende politikere ændrede tilsyneladende holdning, da de så arealet og projektplanerne. De havde svært ved at fastholde argumenter om projektet som et egentligt »kystprojekt« trods beliggenheden i kystnærhedszonen, hvilket var lettere at sælge til vælgerne og internt politisk i de enkelte partier, og de kunne nu i stedet vælge, retorisk, at se det som et »landdistrikt udviklingsprojekt«, hvilket var lettere at sælge til vælgerne og internt politisk i de enkelte partier. Med andre ord medvirkede sådan et arrangement til at placere projektet på lidt større afstand af den meget sensitive diskussion om »kystens uberørte miljø – benyttelse eller beskyttelse?« og tættere på de lidt mere populære diskussioner om »udvikling i landområder« og »lokaludvikling og vækst i hele Danmark«.

Vores egne kommunalpolitikere gennemførte desuden mange besøg til København og Folketinget for at argumentere for projektet og

Lalandia Aquadome.

Rutschebane i brug indeni.

dets turismepolitiske indlejring. Dertil var der løbende henvendelser til beslutningstagere og læserbreve i medierne. Også planlæggerne i kommune var i kontakt med Erhvervsstyrelsen for at søge yderligere vejledning og afklare tvivlsspørgsmål omkring ansøgningen.

Det blev efterhånden klart, at udpegningen ville ske som en ny politisk aftale før udarbejdelsen af det nødvendige landsplandirektiv. Det vil sige som en specifik politisk aftale, der skulle følge op på aftalen fra juni 2016 og meddele kommunerne præcist, hvor mange sommerhusgrunde den enkelte kommune ville få. Det var altså det helt afgørende moment for Lalandia-projektet, som nu ventede.

Mens alle ventede, udkom Partnerskab for Vestkystturisme (der, som tidligere nævnt, blev etableret i juni 2014 i den politiske »*Aftale om vækstplan for dansk turisme«) i juni 2018 med sin endelige rapport »Udviklingsplan for Vestkysten – en fælles ambition for turismen frem mod 2025«. I rapporten var Søndervig udpeget, denne gang som et af »18 stærke

feriesteder« på vestkysten. Rapporten pegede dertil på, at der i Søndervig var potentiale i at styrke »den bynære overnatningskapacitet som del af en stærk destination«. Altså en indikation af behovet for Lalandia-projektet. Tiden op til afgørelsen om udpegelsen af sommerhusgrundenes fordeling rundt i landet var presset. Mange stod med mulige projekter rundt om i landet. Lalandia og jeg aftalte, at hvis ikke der forelå en afgørelse inden Jul 2018, så ville vi droppe Søndervig projektet.

Sikring af større areal til Lalandia-projektet For at sikre nok plads til de mange nye sommerhuse havde Lalandia og jeg allerede lavet en betinget aftale om inddragelse og overtagelse af en del af golfbanearealerne nord for det oprindelige feriepark område. Der var konkret lavet en aftale, som gav Lalandia Søndervig A/S en option på at kunne købe golfbanen, betinget af at sommerhus-udpegningen i et landsplandirektiv og tilladelserne gik igennem.

6. Politisk afgørelse og igangsætning af planlægning

I kommunen var man opmærksom på, at Lalandiaprojektet ville medføre store trafikale udfordringer i Søndervig området. Det var ikke nyt for kommunen, idet det tidligere Søndervig Ferieparkprojekt ved en realisering også ville have medført de samme udfordringer. Men nu hvor Lalandiaprojektet så ud til at få en væsentlig bedre chance for realisering, så blev det også klart for kommunen, at de måtte begynde at se nærmere på, hvad der konkret kunne gøres ved trafikforholdene i Søndervig området.

Dertil var trafikproblemerne i sommermånederne i Søndervig i forvejen vokset til et omfang, som havde medført en del lokale protester og appeller til kommunen om, at der uanset hvad måtte gøres noget ved problemerne. Det drejede sig særligt om trafikafviklingen ved krydset Søndervig Landevej-Houvig Klitvej, dvs. hvor trafikken til og fra Søndervig mødte den nord-sydgående trafik langs kysten internt i turistområdet. Eller som kommunen selv formulerede det: »… når sand og vand trækker i både turister og lokale, har det tæret på manges tålmodighed, at trafikken snegler sig afsted på hovedvejene ind mod byen og omkring Søndervigs centrale kryds, hvor nordog sydgående trafik møder trafikken fra øst«.

Kommunen havde derfor i sensommeren 2017 iværksat et analysearbejde for at finde mulige løsninger på de trafikale udfordringer i Søndervig. Den 6. marts 2018 gennemførtes et borgermøde, hvor kommunen præsenterede en række mulige løsninger, fra et løsningskatalog på 150 sider, med henblik på at diskutere dette med borgerne. I invitationen til mødet skrev kommunen desuden:

»Ud over de geografiske begrænsninger og andre faktorer, der allerede gør Søndervig til et trafikalt knudepunkt, ventes Søndervig Feriepark med badeland og 500 nye ferieboliger om få år at tiltrække 250.000 besøgende årligt, samtidig med, at 200.000 mennesker ventes at besøge Naturkraft hvert år, når det åbner i udkanten af *Ringkøbing i 2020«.

Kommunen var således begyndt offentligt også at foruddiskontere en udvikling med feriecentret og et stort antal »ferieboliger«. Man turde dog endnu ikke italesætte den mulige udpegning som »sommerhusområde«. Men dette førte igennem 2018 til igangsætning af konkret planlægning og projektering af de nødvendige trafikale løsninger for området.

Den politiske »Aftale om udlæg af sommerhusområder og styrket naturhensyn« i december 2018 – Søndervig får sit sommerudlæg

Den 19. december 2018 kom den afgørelse, som jeg, Lalandia og kommunen havde arbejde for i årevis. I politisk »Aftale om udlæg af sommerhusområder og styrket naturhensyn« fik Ringkøbing-Skjern Kommune tildelt et antal på 483 »sommerhusgrunde der vil kunne udlægges«. Aftalen formuleredes som en »forlængelse af aftalen« fra juni 2016 og var en aftale mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Dette var således et politisk aftalepapir, som konkret fordelte et specifikt antal sommerhusgrunde til specifikt angivne kommuner. I aftalen præciseres det nærmere, at:

»Efter planloven kan der udlægges i alt 1.000 ekstra sommerhusgrunde uden modgående tilbageførsel. Aftaleparterne er enige om at udmønte 750 af disse ekstra sommerhusgrunde. Dertil kommer, at 4 kommuner har ønsket at tilbageføre i alt 264 ubebyggede sommerhusgrunde mere, end de ønsker at udlægge, hvorfor disse 264 grunde kan fordeles blandt de øvrige kommuner. Ansøgninger om i alt 1.014 sommerhusgrunde kan således imødekommes foruden de grunde, der omplaceres 1:1 i samme kommune. Aftalepartnerne er enige om at samle kapaciteten af sommerhuse, hvor turismepotentialer er størst, og hvor udlægget understøtter vækst og udvikling lokalt, men samtidig sikre en vis spredning af sommerhusgrundene på tværs af kommunerne«.

Disse aftaleelementer motiverede, at Ringkøbing-Skjern Kommune fik 483 ud af denne første rundes tildeling på i alt 2.187 grunde i hele landet. Dels ville man bruge af den ekstra pulje, og dels havde det vist sig, at der (givetvis lidt uventet) var kommuner, der tilbageførte mere, end de ønskede at udlægge. Endeligt spillede turismepolitiske overvejelser ind.

I Ringkøbing-Skjern Kommune og i Søndervig var vi særdeles tilfredse. Kommunen var allerede dagen før, at aftalen blev officiel, ude med et Nyhedsbrev, som fejrede den gode nyhed. Ministeren havde været på lynvisit i Søndervig, og dagen efter havde man lokalt modtaget nyheden.

Med hensyn til den videre proces blev det præciseret, at »Erhvervsministeren forestår udlæg af de 2.187 sommerhusgrunde i et landsplansdirektiv, der udstedes i foråret 2019«.

Planlægning, planlægning, planlægning – samtidighed og parallelle forløb Ringkøbing- Skjern Kommune, Lalandia og vi kunne således fra december 2018 regne med, at det kommende landsplandirektiv om udlæg af sommerhusområder ville indeholde en specifik udpegning af Lalandia-området. Det betød, at selvom det planretlige grundlag endnu ikke var endeligt på plads, så kunne vi begynde at forberede os på en realisering af Lanadia-projektet. For kommunens vedkommende var planlægningsarbejdet med en omlægning af Søndervig områdets trafikinfrastrukturer allerede sat i gang. Nu kunne man også begynde at forberede de forandringer, der nødvendigvis skulle ske i kommune- og lokalplanlægningen.

Det blev stillet i udsigt, at der kunne forventes endelig vedtaget landsplandirektiv i sommeren eller først på efteråret i 2019. Kommunen havde derved allerede et grundlag for den kommende nye planlægning, dvs. fra statens vejledninger, forslaget til landsplandirektivet for udlæg og omplacering af sommerhusområder, kommunens eget forarbejde med ansøgningen til landsplandirektivet og fra

de krav, som var indeholdt i de politiske aftaler (særligt den i 2018). Kommunen valgte derfor at påbegynde arbejdet med ændringer i kommune- og lokalplanlægningen.

Dette skete konkret den 9. april 2019, hvor kommunens Teknik- og Miljøudvalg godkendte (og videresendte til Økonomiudvalget) administrationens anmodning om igangsættelse af plangrundlag for Lalandia (»for ansøgers regning og risiko«). I beslutningsreferatet fremgår:

»En forudsætning for, at plangrundlaget for Lalandia Søndervig kan vedtages er, at staten udsteder et landsplandirektiv, som udlægger projektområdet til sommerhusformål. … Med landsplandirektivet følger følgende vilkår for at kunne planlægge for et sommerhusområde;

– at der udlægges et areal på mindst 4% af det udlagte sommerhusområde som et eller flere offentligt tilgængelige arealer med rekreative og naturmæssige værdier.

– at der skal udlægges en offentlig tilgængelig grøn sti gennem sommerhusområdet«.

Det blev således gjort klart, at der var tale om igangsætning af et »betinget« planarbejde, hvor succesen af både kommunens og Lalandias indsats ville være afhængig af, at landsplandirektivet gik igennem. Det indikerede dels en ganske omfattende tillid til det politiske aftalesystem, som lå bag direktivet, dvs. i form af en politisk kultur (at landspolitikerne ville stemme, som de sagde, de ville), snarere end en lovfæstet procedure. Og dels indikerede det en rettidig omhu hos kommunen, hvor man samtidig med den endelige afklaring af det planretlige grundlag på højere niveau (i landsplandirektivet) så det formålstjenstligt at sikre så hurtig en proces som muligt for de berørte parter i Lalandia-projektet.

Ud fra samme forventning besluttede kommunens økonomiudvalg den 30.april 2019 at igangsætte planlægningen for Lalandia i Søndervig, dvs. et tillæg til

kommuneplanen og en lokalplan. Dette indebar desuden igangsætningen af udarbejdelse af en miljøkonsekvensvurdering og miljørapport på Lalandias regning.

Nu gik det stærkt. Der skulle, jf. Planloven, iværksættes en for-offentlighedsfase, og denne blev gennemført som en debatperiode 6. maj til 27. maj 2019. Til brug for dette udsendte kommunen et »debatoplæg for Lalandia i Søndervig«. Samtidig blev indkaldt til et Borgermøde den 20. maj 2019, hvor projektet skulle præsenteres, og hvor borgerne kunne stille spørgsmål og komme med bemærkninger til projektet.

Udover en debatfolder fra kommunen med beskrivelse af projektet og planprocessen, indeholdt debatoplægget afgrænsningsrapporten, så denne også kunne blive genstand for debat.

I debatoplægget motiverede kommunen planlægningen således: »Lalandia i Søndervig bliver et nyt feriecenter, som vil styrke områdets oplevelsesudbud, udvikle kyst- og naturturismen på vestkysten, forlænge turistsæsonen på vestkysten og medvirke

til at øge tiltrækningen af både danske og udenlandske turister«. Kommunen lagde ikke skjul på, at projektet skulle ses i en større kystturismepolitisk og vækstpolitisk sammenhæng og henviste i den sammenhæng til kommunens tillæg til Planstrategi 2015 »Nye muligheder for fritid og turisme«, som indeholdt den langsigtede tilgang til kommunens udvikling på turisme- og fritidsområdet. Dette ville også medvirke til at argumentere for den særlige planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse, som var påkrævet i kystnærhedszonen. Det blev præciseret i debatoplægget, at det var kommunens politik: »at udviklingen af turismen skal fokuseres i områder, hvor der allerede er høj koncentration af turismeudbud, hvorved der skabes mulighed for permanente faciliteter af høj kvalitet og et højt serviceniveau. Ved at koncentrere turismen og styrke minidestinationerne øges mulighederne for at skabe helårsturisme, lokal vækst og udvikling…. Konceptet i Lalandia i Søndervig tager udgangspunkt i et ønske om at styrke og videreudvikle turismen i området, i overensstemmelse med de turistpolitiske målsætninger og strategier.

Lalandia Aquadome.

Vestkystens strande og naturmiljøet ved Ringkøbing Fjord er helt centrale for turismen i området og derved også for lokaliseringen af Lalandia i Søndervig«.

Linjen fra kommunen og kommunalpolitikerne var således klar. I oplægget motiveredes det desuden, at Søndervig og projektområdet også stod på skuldrene af de »20 særlige feriesteder« udpegningen, samt at den sydlige del af området var udpeget som nationalt forsøgsprojekt i 2015. Endelig blev der henvist til det nylige tilsagn i december 2018 om, at området ville få tildelt i alt 483 sommerhusgrunde i det kommende landsplandirektiv.

Debatoplægget inviterede generelt til forslag, ideer og bemærkninger til planlægningen af området, og til om borgerne havde indspil til øvrige emner, der burde inddrages i miljøvurderingen. Dertil blev specifikt opfordret til ideer til, hvordan naturmæssige kvaliteter og rekreative værdier i området kunne styrkes, beskyttes og benyttes. Endelig præciserede debatoplægget også, hvilke konkrete trafikale løsninger byrådet i marts 2019 på forhånd havde taget stilling til og udvalgt, så disse nye tiltag kunne indgå som forudsætning i debatten.

Ved debatperiodens afslutning 27. maj 2019 var der indkommet 30 høringssvar, fordelt

på 3 fra myndigheder og 27 fra borgere og foreninger. Derudover havde Erhversstyrelsen telefonisk oplyst, at man gerne ville i dialog om projektet, når folketingsvalget 5. juni 2019 var afholdt. Borgermødet den 20. maj 2019 havde desuden haft deltagelse af 250 personer.

På byrådsmødet den 10. oktober havde man følgende dokumenter til behandling:

• Forslag til kommuneplantillæg nr. 33

• Forslag til Lokalplan nr. 451

• Miljøvurdering af planerne

• Miljøkonsekvensvurdering af Lalandia Søndervig

• Udkast til projekttilladelse for Lalandia Søndervig, og dertil

• Fire skitser med forslag til vejudformning, stiprincipper og en ideplan Byrådet vedtog på mødet de to planforslag og godkendte dertil miljørapport, miljøkonsekvensrapport og udkast til projekttilladelse med henblik på at sende alle disse dokumenter i 8 ugers høring hos borgerne fra den 11. oktober til den 9. december 2019. Dertil skulle gennemføres et borgermøde 6. november 2019.

Høringsperioden forløb som planlagt, og på borgermødet deltog ca. 350 borgere. Der var indkommet i alt 13 bemærkninger, fra 4

De første skitser Søndervig Feriepark.

myndigheder, 5 borgere og 4 foreninger. Dette var betydeligt færre bemærkninger end ved debatfasen, og mange af disse var af en karakter, som kunne håndteres via mindre justeringer, eller som ikke vedrørte planerne for området. Bemærkningerne omhandlede bl.a. trafikale forhold som følge af merturisme, manglende parkeringsmuligheder, stiforbindelser til havet og slitage på klitter. Trods det forhold, at disse punkter for det meste vedrørte aspekter uden for lokalplanområdet, havde kommunen valgt at lave justeringer i stiprincipperne for hele Søndervig området. Dertil var foretaget mindre ændringer i planmaterialet for selve projektområdet.

I det hele taget havde kommunen igennem hele planprocessen været villige til løbende at igangsætte supplerende planlægnings- og projektaktiviteter (dvs. ud over Lalandia arealets planlægning) for at imødegå de konsekvenser, som en udbygning af Lalandia-området ville medføre.

Den 18. februar 2020 kunne byrådet derfor endeligt vedtage både kommuneplantillægget og lokalplanen, samt meddele projekttilladelse med en række vilkår til projektet Lalandia i Søndervig. Dertil besluttede byrådet at godkende den sammenfattende redegørelse for miljøvurderingen af planerne samt notat med behandling af bemærkninger og indsigelser fra den offentlige høring.

7. Realisering

Efter modtagelse af projekttilladelsen kunne Lalandia Søndervig A/S i foråret 2020 sætte arbejdet i gang med at forberede og igangsætte selve byggeriet, dvs. endeligt gennemføre aftaler med diverse underleverandører, søge diverse byggetilladelser, mv.

I maj 2020 gik byggeriet i gang.

Forud for igangsætning af byggeriet havde kommunen givet tilladelse til opførelse af et antal prøvehuse omfattende alle modeller/ typer, som Lalandia ønskede at opføre.

Opførelsen af prøvehusene kunne realiseres i det område, hvor der allerede var bygget 43 huse, som var omfattet af lokalplan nr. 200.

Byggeriet af de nye hustyper gik hurtigt, og allerede i april 2019 var der rejsegilde, og i pinsen 2019 gik vi i forsalg med husene. Èt af kravene fra Lalandias side for at starte hele projektet op, var, at vi minimum solgte 250 huse i forsalg.

Salget gik forrygende, og der blev solgt 330 huse pinsedag og 2. pinsedag, og efter 3 uger var der næsten udsolgt af de 440 huse.

Selv om projektet i sin levetid både havde gennemlevet en finanskrise og efterfølgende meget vanskelige politiske forhandlinger, viste det sig til sidst, at timingen for salget af huse var perfekt. Aldrig havde der været så billig en rente, og det var i høj grad medvirkende til, at det var særdeles attraktivt at investere i sommerhus med adgang til de faciliteter, der skulle være i badelandet. Og den korte afstand til Vesterhavet tiltrak også købere fra hele landet.

De første huse var klar til aflevering i efteråret 2020, mens de sidste som planlagt blev afleveret i december 2021.

Opførelsen af centerbygningen (badelandet m.m.) blev påbegyndt i april 2020 og stod klar til ibrugtagning og indvielse den 9. juni 2022 – 16 år efter det allerførste møde med Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing Amt.

En lang beretning, men også et langt og sejt træk, som har beslaglagt i tusindvis af timer for både Kirsten og mig.

Selv om vi indimellem nok havde mest lyst til at opgive planerne, må vi nok indrømme, at vi er både glade for og stolte over, at det til sidst lykkedes.

Vi ønsker alle læserne en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Tegn medlemskab af Klittens Borgerforening fordi:

Vi støtter økonomisk og aktivt private og foreningslivets initiativer til arrangementer som: sportsbegivenheder, koncerter, udstillinger, udflugter spis sammen m.fl. – hvor vi har et fantastisk samarbejde med foreningslivet. Økonomisk tilskud op til kr. 10.000,-

Vi er borgernes talerør overfor kommunen, eksempelvis i forbindelse med etablering af legepladser, cykelstier og bosætning.

Vi er repræsenteret i forhold til planlægning af udvikling af byen – bosætning, turistmæssig og renovering af grønne områder.

Vi er bindeled i forbindelse med »Flyt mod Vest«. Besøger tilflyttere og informerer om foreningstilbud mm. Tilbyder hjælp med det praktiske, hvis det ønskes.

Borgerforeningens største aktiv er Fiskeauktion for gæster og lokale. Auktionarius leder en fiskeauktion med humor og sans for publikum, hvor der sælges frisk fisk i familievenlige portioner. Disse auktioner med fiskekøkken, hvor der bliver stegt fiskefrikadeller og fiskefileter, finder sted henover sommeren og efteråret, hver søndag fra kl. 11.

Det er bl.a. overskuddet fra disse fiskeauktioner, vi bevilliger til forskellige arrangementer og events.

Foreningens formål er at fremme og varetage medlemmernes interesser i lokalområdet. Vi udnævner, hvert år »Årets initiativ/ildsjælepris« som består af et diplom og kr. 5.000,-. Den bliver givet til en eller flere personer, som gør et stykke frivilligt og ulønnet arbejde i foreningslivet og som gør en forskel til glæde og gavn for lokalbefolkningen og vore gæster i området.

Borgerforeningen har på nuværende et medlemstal der tæller ca. 300, MEN … der er plads til mange flere!

Medlemsskabet kan tegnes på www.klittensborgerforening.dk

Årets konfirmander

Store Bededag fredag den 13. maj kl. 10.00 i Gammel Sogn kirke

Mie Kristine Hankelbjerg, Kloster Nikoline Strandbygaard Bjerregaard, Holmsland Daniel Bækkegaard Munkholm, Ringkøbing

Lørdag den 14. maj kl. 10.00 i Ny Sogn kirke

Laura Juul Korsholm, Ringkøbing

Lærke Skovgaard DybdahlKumlin, Ringkøbing

Matilde Søe Axelsen, Ringkøbing

Mathilde Godthaab Lykke Hansen, Ringkøbing

Mathilde Søgaard Jørgensen, Kloster

Mikkel Melchior Dalgaard, Ringkøbing

Morten Vestergaard Grell, Holmsland

Sally Strøe Larsen, Kloster

Sofus Thorup, Kloster

Stephanie Lystbæk Pedersen, Kloster

7. a fra Hvide Sande

Bagerste række fra venstre: Filip Westerberg Hansen, Carl Emil Thuesen Steffensen, Markus Muff Stenholt, Marcus Dahl Thomsen.

Midterste række fra venstre: Præsten, Elliot Sano Mirecki, Kevin Sandvang Vilhelmsen, Christian Byg Mose Sørensen, William From Hvas, Bertram Ansbjerg Graversen, Rebekka Platz Glibstrup, Pi Borgaard Reffs, Theresa Barbarudottir Stouby Strøm, Cilke Opstrup Leegaard Andersen, Thea Sonne Porsmose, Eliza Marija Nadjaka.

Forreste række fra venstre: Maiken Juul Moustesgaard, Simone Yde Jensen, Lykke-Nanna Lymann Hansen, Tinne Muff Ottosen.

Fotograf: Johannes Tarp

7. b fra Hvide Sande

Bagerste række fra venstre: Emil Høj Jensen, Mathilde Stouby Kristensen, Cirkeline Green Pedersen, Mads Bank Hansen.

Midterste række fra venstre: Præsten, Anna Liva Olesen, Kamilla Marie Kamstrup Vejlgaard, Alberte Langer Nielsen, Clara Hyldgaard Tarbensen, Anna Vad Mørk, Emma Andersen, Karla Vrist Lauridsen, Olivia Lauridsen Pirchert, Nanna Holm Bjerregaard.

Forreste række fra venstre: Micas Andreas Jakobsen, Claes Lodberg Madsen, Marc Kræbus Henningsen.

Fotograf: Johannes Tarp

Billeder fra året

En kæmpestor hvalros gæstede Hvide Sande Havn i 2022. Den vakte stor begejstring og trak mange besøgende til byen Fotograf: Finn Diercks

Waterz i september 2022

Fotograf: John Carter Photography

Holstebro Dansekompagni på stranden i Hvide Sande Fotograf: Pernille Schmidt

SUP EM ved Sydmolen Fotograf: John Carter Photography

Baggers Dæmning

Fotograf:

Kunst,

Fotograf: Gjerluff Photography

skibssignal og kendetegn

Andreas Maciej Pedersen/Esmark

Hvide Sande By Night

Fotograf: Thorbjørn Brunander Sund

Nordsøen – Nybygning nr. 147 ved Hvide Sande Shipyard

Fotograf: Thorbjørn Brunander Sund/Hvide Sande Shipyard

Tidlig

Fotograf: Christian Estrup

Indvielse af Forsamlingshuset i September

Fotograf: Pernille Schmidt

morgen på Ringkøbing Fjord

Fotograf:

Fotograf:

Nordsø Cup ved Haurvig strand i november

Martin Backs

Skt. Hans på Lyngvig Havn

Johannes Tarp

Søndervig og Lalandia

Fotograf: Thorbjørn Brunander Sund

Søndervig og Holmsland Fotograf: Thorbjørn Brunander Sund

Fyr

Rejetrawler i solnedgang Fotograf: Thorbjørn Brunander Sund

Lyngvig

Fotograf: Thorbjørn Brunander Sund

Minen har fundet sin nye plads ved Ruth og Co. Fotograf: Martin Backs

De nye feriehuse på Tyskerhavnen Fotograf: Feriepartner, Hvide Sande

Æ Tyskerhavn

Fotograf: Andreas Maciej Pedersen/Esmark

Udsigten fra Troldebjerget Fotograf: Andreas Maciej Pedersen/Esmark