Ældre Sagen AKTIV juni 2022

HVORDAN BLIVER

VI RELEVANTE FOR FLERE?

AKTIV

Hvem bestemmer over vores fællesskab?

Nogle rammer ændrer sig, uden at vi rigtig taler om det –uden at vi beslutter os for, at det er dét, vi gør. Jeg tænker på en helt specifik og egentlig udemokratisk udvikling. Og nok lidt pudsigt stod det lysende klart for mig, da jeg tømte min sparegris.

Min sparegris er faktisk en spareko, som jeg bruger, når jeg tømmer mine lommer for mønter. Jeg havde samlet 900 kr., som jeg gik ned med i min bank for at sætte dem ind på min konto – men det kunne man ikke længere. ”Skal jeg så smide dem ud?” spurgte jeg min bankmand. Han grinede ad mig. Hans løsning var i stedet at bruge dem på fx tankstationer. ”Hvor du kan betale i tragten ved kassen,” som han sagde. Mine 900 kr. er endnu ikke brugt.

Det kontantløse samfund er ødelæggende for en generation af mennesker. Økonomi binder os nemlig sammen, og mønterne er en del af vores fælles kultur. Selvfølgelig er det ikke decideret ødelæggende for mig og mine 900 kr., men det gik op for mig i banken, at de, der ikke er med på noderne her, de, der holder fast i noget fra fortiden, tabes. Og det er jeg oprigtig ked af.

Det er ellers blevet moderne i Danmark at tale om inklusion – både ift. køn, seksualitet og etnicitet. Jeg er jo gammel skolemand, og vi har i årtier haft inklusion i fællesskabet på skoleskemaet. Debatten har altså foregået længe, så længe, at det er på tide, at ældre mennesker også inkluderes i den.

At pengene forandrer form, er jo gennemgribende for vores kultur og måden, vi er sammen om dem på. Og så er det som sagt ikke en forandring, vi har aftalt. Derfor kalder jeg det udemokratisk.

Hvis bankerne havde været inspireret af Ældre Sagens fællesskaber, havde de lagt op til det vigtige spørgsmål, vi søger at stille hver en ny frivillig: Hvad kunne du godt tænke dig? Lad os blive ved med at være nysgerrige på hinanden – sådan inkluderer vi. Sådan får vi alle med.

Landsformand

ps.lb@aeldresagen.dk

Snorresgade 17-19

2300 Kbh. S

Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk

Ansvarshavende

Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

04 Sådan giver du stafetten videre Yvonne er kørt i stilling som højrehånd og er klar til at overtage styringen, når Inge en dag slipper.

08 Alle skal smøge ærmerne op For sådan fungerer en bestyrelse bedst, mener formand Birgit i Herning.

10 Hvordan bliver vi relevante for Poul og Torben?

Hvad skal der til for, at (flere) mænd finder selskab ved at slå vej omkring vores aktiviteter?

14 Ældretelefonen virker lokalt

Venskab over telefonen kan være et godt supplement til lokale tilbud.

16 Dorte vil hjælpe de mest ensomme

Men hvordan gør vi det bedst? Læs ensomhedseksperternes bud.

20 Her bliver mænd holdt til ilden Godt håndværk og en snak. Det får mænd i Kerteminde til at troppe talstærkt op.

24 Sorgen bliver til at leve med

Ofte ender smil med at afløse tårer hos deltagerne i sorg- og livsmodsgrupper i Mariagerfjord.

26 Flyt stemmer

Hvis du vil påvirke ældrepolitikken inden næste valg, så gør som Susanne i Hirtshals.

Redaktør Tea Sletved tsl@aeldresagen.dk

Oplag 20.000

Udsendes 4 gange årligt

Design og tryk vahle+nikolaisen

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven.

Her er vi to om tjansen

Tjansen som aktivitetsleder blev for omfattende, og derfor har Inge fået Yvonne med ombord. Hermed har Inges hjertebarn også fået en arvtager, så projektet kan køre videre den dag, hun stopper.

Hun blev simpelthen godt gammeldags shanghajet. Og nu er hun kommet med på sidelinjen som føl hos den næsten 20 år ældre aktivitetsleder af det succesfulde tanteprojekt i Vallensbæk lokalforening.

Yvonne Stjernholm griner, da hun fortæller det. For det er Inge Mauritzen, som aktivitetslederen hedder, rigtig god til. Hun shanghajer tanter til sit projekt alle steder, på åben gade og over frysedisken i supermarkedet.

”SÅ udadvendt og fremme i skoene er jeg ikke, men jeg er god til mennesker. Fra mit arbejdsliv er jeg ret struktureret og skarp på det organisatoriske – og vild med Excel-ark. Og så er der aldersforskellen. Med mine 61 år er jeg en af de yngste børnehavetanter,” siger hun.

Netop alderen var det, der i første omgang fik Yvonne i kikkerten hos Inge til på sigt at kunne overtage dirigentstokken i tanteprojektet. Tanterne giver kvalitetstid til børnehavebørn, læser for skolebørn eller øver sprog med dem, som har brug for at skærpe det danske sprog. Under corona gik det op for den 78-årige aktivitetsleder, at det ikke kun var alder, som kunne gøre hendes dage i rollen talte, men også pludselig sygdom – eller en sten i hovedet, som hun siger. Og hvis der bliver slukket for det hoved, så er der meget viden om projektet, som går tabt.

Et ja forpligter

Så sidste sommer blev Yvonne altså prikket, hvilket sendte hende lidt i tænkeboks, som hun siger, for der var flere ting, hun var nødt til at overveje.

”Jeg var nødt til at gøre op med mig selv, at det her ikke bare er noget, jeg gør to-tre år. Det kan godt være, jeg ikke

bliver ved, til jeg har samme alder som Inge, men hvis jeg siger ja, så er jeg committed i mange år. Men det passede godt ind i mit arbejdsliv som selvstændig. Mit firma har som så mange andre været lagt ned af corona, så jeg havde tiden – også selvom jeg forhåbentlig får mere at lave igen.”

I dag er Yvonne stille og roligt ved at blive sat ind i, hvordan det hele fungerer for Inge. Yvonne får alle mails, som Inge sender ud, og er med inde over, hvad der ligesom opstår hen ad vejen.

”Inge har også bedt mig overtage nogle møder med fx institutionsledere, så jeg får selvstændige opgaver, jeg kan køre med. Det er godt. For jeg er ikke sådan en, der bare logrer med halen, hvis jeg i to-tre år bare skulle læse mails og pippe lidt til møder. Det ville blive kedeligt og ikke være noget for mig.”

Tjansen blev et fuldtidsjob

Som Yvonne ser det, så er hendes indstilling og kompetencer en ret god kombi med Inge. Yvonne har godt tag på det digitale. Hun synes, det er sjovt, og har altid fulgt med, og så er hun god til at sætte ting i system – på computeren i Dropbox og Excel – ikke kun på papir og i fysiske mapper, som Inge gør nu.

”Jeg er jo den elektroniske generation,” som Yvonne siger.

Og alt det – fagligt såvel som menneskeligt – gør, at Inge ser Yvonne som en god arvtager til hendes post, når den tid kommer.

”Vi er slet ikke ens, men det er bare godt, at hun kan noget, jeg ikke kan. Men næsten allervigtigst, så er hun også sådan en, der er rigtig god med mennesker, og

som andre godt kan lide. Det er virkelig vigtigt for mig. For alt handler om mennesker i det her job.”

Tanken om at finde en afløser havde strejfet Inge for nogle år siden, men under corona gik det for alvor op for hende, hvor sårbart det er, når det hele hviler på én person. Det var dog ikke den eneste grund til, at hun rykkede på at finde ”et føl”, som hun kalder det. For tjansen som aktivitetsleder var efterhånden blevet et fuldtidsjob.

Brug for hjælp i det daglige ”Jeg synes nærmest ikke, jeg har tid til nogen af mine andre interesser, og jeg føler, at jeg arbejder mere, end da jeg havde et arbejdsliv,” siger Inge.

Og det, selvom hun faktisk har Jerry Nielsen. Han begyndte som læseonkel, men KOL gjorde stemmen slidt, så i dag er det ham, der laver skemaer for, hvilke tanter der skal være hvor og hvornår, ligesom han sørger for bogkasser med de rigtige bøger til årstiden ude på skolerne.

”Det, han laver, kan jeg virkelig ikke finde ud af. Så når nogen ringer med spørgsmål til det, siger jeg bare: Ring til Jerry. Han er lige så gammel som mig, så han kan ikke overtage efter mig. Men jeg har sagt til ham, at han ikke må stoppe før mig.”

Det er stadig Inges butik

Så det, hun har brug for nu, er en, der kan overtage noget af det, hun sidder med i det daglige. Samtaler og møder med institutionsledere, skoleledere, kommunen, tanterne, sekretariatet. Koordinering. Indkøring af nye tanter, møder for alle tanter, årsrapporter, og hvad har vi.

Med det sagt – og selvom hun sætter pris på, at Yvonne har sine egne meninger og kommer med forslag –så skal der ikke ændres overordnet på, hvordan Inge kører butikken, så længe hun er her.

”Det kan Yvonne gøre, når jeg er væk. Men jeg vil gerne se på forslag til ting, vi kan gøre smartere. Hun har foreslået noget med at køre nogle

mails ind i noget Excel-ark. Jeg forstår det ikke helt, men Jerry siger juhuu.”

Det er Yvonne meget opmærksom på.

”Selvfølgelig skal der være en for, at der er en ramme. Inge har sat alt det her i system, og så skal jeg lære at få dialogen til at fungere med alle samarbejdspartnerne. Men bidrager jeg også – fx til, hvordan vi bedst kommunikerer og deler ting digitalt imellem tre mennesker.”

På den måde føler Yvonne, at hun kan blive ved med at holde sine kompetencer ved lige, og at hun er til nytte.

”Det er jo helt elementært også det, det her handler om for mig. At jeg jeg kan bruges.” ■

3 gode grunde til at deles om jobbet

– Fordi du sidder med en masse viden Og den forsvinder den dag, du stopper. Det er jo ikke nødvendigvis bare viden, man kan slå op, fx navnene på de frivillige, kontaktperson. Ofte er det også den mere slags: ”Det er bare bedst at ringe til dem om fredagen” eller ”Hanne vil altid gerne hjælpe” og den slags.

– Måske vil ingen tage over, når du forsvinder Det er ikke sikkert, der automatisk sidder en i bestyrelsen, som lige kan tage over/har lyst til det. De er jo også frivillige. Så selvom bestyrelsen føler ansvar for det, så har alle jo meget på deres egen tallerken i forvejen.

åbenlys. Aktiviteten, som du måske har arbejdet rigtig meget med og lagt mange timer i, og som mange (både frivillige, samarbejdspartnere og dem, som bruger projektet) er afhængige af og glade for, kan lukke og slukke med dig, hvis der ikke er lavet en form for overlevering/vidensdeling og tydelighed om ansvaret for området fremadrettet. Og det er jo ærgerligt for alle.

Kilde: Katrine Sølyst Heinild, frivilligkonsulent, Ældre Sagen

Yvonne

På det lavpraktiske plan handler det om at være velforberedt til møderne, så alle deltagere er aktive. Man skal være aktiv.

En bestyrelse MED GANG I

Birgit Jonassen var ingen vårhare i bestyrelsesarbejde, da hun for to år siden blev valgt som formand for lokalafdelingen i Herning. Derfor var der særligt én ting, som var afgørende for, at hun ville lede bestyrelsens arbejde.

”Når man har siddet i mange forskellige bestyrelser, fider man ud af, hvad man vil være med til. Jeg tog folk i ed og sagde: ’Hvis jeg skal være formand, så skal alle med. Ikke kun en lille flig.’ Bestyrelsen skal være en helhed,” siger Birgit.

Det er nemlig hendes erfaring gennem en lang karriere som politisk aktiv og frivillig i blandt andet Handicaprådet og Gigtforeningen, at sådan fungerer en bestyrelse bedst. Hun mener, at det er vigtigt, at alle i bestyrelsen har nogle kerneområder, de har ansvar for og tager sig af, men at man samtidig dækker hinandens arbejde og er klar på at hjælpe, hvor der er brug for det. Det dur ikke kun at sidde på sit eget.

”Det er afgørende med en interesse for Ældre Sagen som helhed. Bestyrelsesmedlemmer skal rumme det hele. De er ikke bare ansvarlige for besøgsvenner eller rejser,” forklarer hun.

Og det er den retning på bestyrelsesarbejdet, bestyrelsesmedlemmerne nu sætter kursen efter.

Aktiv søgning

Mange nye medlemmer af bestyrelsen har baggrund internt blandt frivillige, men nogle kommer også udefra. Gennem annoncering i lokalavisen har Birgit forsøgt at åbne Ældre Sagen endnu mere op for interesserede. Det har ikke været afgørende, at de har brugt mange år i Ældre Sagens regi – men erfaring med frivilligt arbejde er generelt en fordel i bestyrelsesarbejdet, mener hun.

”Rent praktisk tager næstformanden og jeg en snak med dem, der udviser interesse. Det er vigtigt, at de har lyst og vilje til at engagere sig. Vi spørger ind til deres interesser og til, hvad de tidligere har lavet af frivilligt arbejde, ligesom vi fortæller, hvordan vi er strikket sammen.”

Det har også været en prioritet for Birgit at få en bestyrelse, som fordeler sig nogenlunde ligeligt kønsmæssigt, ligesom man i bestyrelsen gerne vil have lidt yngre kræfter ind. Et af de nye bestyrelsesmedlemmer kommer fra en af Hernings større omegnsbyer, der traditionelt ikke har været så engageret i Ældre Sagen. Med ham håber Birgit at styrke samarbejdet med yderområdet i lokalforeningen.

Lyst til det frivillige

Med sit solide fodarbejde havde Birgit således været med til at sørge for et godt lineup til valget til bestyrelsen, og så var resten ellers op til lokalafdelingens medlemmer. Den 8. marts var der årsmøde i Herning, hvor foreningskonsulent for Ældre Sagen Torben Færk var dirigent. Han interviewede alle opstillede, så de fremmødte kunne vurdere, hvem de ville stemme på, og bestyrelsen blev udvidet fra syv til ni medlemmer.

Birgits forventning til de nye i bestyrelsen er, at de er friske på at samarbejde.

”Vi har spurgt dem til, hvor de har lyst til at lægge deres kræfter, for vi vil ikke dræbe nogens lyst til at lave frivilligt arbejde. Derfor siger vi heller ikke ’Det kan du ikke komme til at arbejde med, fordi der allerede er nogle, der beskæftiger sig med det’. Vi har brug for alle ledige hænder.”

Og så bliver der stillet krav til medlemmerne til bestyrelsesmøderne – det er slet ikke nok bare at møde op.

”På det lavpraktiske plan handler det om at være velforberedt til møderne, så alle deltagere er aktive. Man skal være aktiv. Der er forståelse for, at der altid vil være sjove ting og mindre sjove ting. Og bestyrelsen skal deltage i begge dele. Vi forventer, at man lytter til alle input til møderne og ikke kun går op i sit eget. Og så slutter vi altid af med at spørge bordet rundt, om de har en sidste bemærkning, så alle kommer til orde.”

I Herning står Birgit altså nu i spidsen for en bestyrelse, hvor der er plads til, at det er forskelligt, hvad man har at byde ind med, men hvor det skal være lysten, der driver værket. Og det er hun ret godt tilfreds med. ■

Da Birgit Jonassen blev formand for lokalafdelingen i Herning, stillede hun et krav: en aktiv bestyrelse. Og det afspejler bestyrelsen i dag.

TEMA SÅDANFÅRVITORBENOGPOUL MEDPÅVOGNEN

Aktiv har talt med to mænd, der måske, måske ikke vil være en del af

Ældre Sagen lokalt – så hvad skal der mon til for at være attraktiv i deres øjne?

Med kærlighed kan du ramme en som Torben

Torben Hansen er 81 år, bor alene i en ældrebolig og savner især kvindeligt selskab. Lige nu bruger han stort set kun Ældre Sagen til IT-hjælp, men han kunne godt tænke sig noget for singler – måske noget, hvor man kunne date.

Kan du nævne nogle aktiviteter, du gerne ville deltage i, hvis de blev udbudt til dig?

Jeg kunne godt tænke mig noget mere selskab – kvindeligt selskab først og fremmest. Jeg vil gerne foreslå, at Ældre Sagen laver en form for dating, og jeg har talt med andre, som ønsker noget i den retning. Jeg bor i en ældrebolig, og langt de fleste, der bor her, er enten demente eller sengeliggende, så det er ikke blandt dem, jeg kan finde det selskab, jeg efterlyser.

På de datingsider, der findes, handler det alt sammen om sex, og det er jo ikke lige det, en 80-årig som jeg går efter. Jeg savner nogle at dele mine tanker, min historie og mine følelser med. Når jeg taler med mænd, er det ofte andre i samme situation som mig, og samtalen kommer hurtigt til at handle om utilfredshed med tilværelsen og vilkårene som gammel. Man vælger naturligvis selv, hvad man vil snakke om, men jeg tror, at hvis en mand mødes med en kvinde, vil begge parter gøre sig lidt mere umage for at vise sig attraktivt frem og dermed ikke fokusere på det negative. Jeg er i gang med at køre mit sidste heat, og det kunne være dejligt at runde af på en rar måde.

Hvornår deler du dine tanker og idéer med andre mennesker?

Det ville jeg gerne gøre meget, meget mere. Når jeg underviser, deler jeg ikke mine tanker. Her handler det om det danske sprog. Jeg er med i en klub for ældre mænd, hvor vi hører foredrag og livshistorier, og dem lytter jeg med stor glæde til. Men det er ikke her, jeg kaster mig ud i de store, dybe samtaler. Du skal tænke på, at når man er 81, så er de fleste venner stået af på en måde eller døde, så vi skal bruge meget energi på at skabe nye kontakter. Det kan man se, når man møder en gammel ven: Så går snakken for alvor.

Når du gør noget i din fritid, gør du det så for din egen skyld, eller tænker du også, at du – med din medvirken – gør noget godt for andre?

Det er en kombination. Jeg underviser udlændinge i dansk og har meget glæde af at være sammen med dem, ligesom de siger, de har af mig. Det er vigtigt. Var det udelukkende for min egen skyld, ville jeg nok finde noget andet at give mig til. Men jeg får et lille pift ved min danskundervisning. Jeg glæder mig til det næste møde, og det gør mine elever også. Jeg taster det ind i kalenderen, og jeg overholder alle mine aftaler, og det har jeg det rart med. Mine talegaver er snart det eneste aktiv, jeg har tilbage, og dem må jeg så bruge.

SÅDANFÅRVITORBENOGPOUL MEDPÅVOGNEN

Poul mangler krøllede

Poul Gjøl er 80 år og bor med sin kone i et rækkehus. Han er medlem af Ældre Sagen og er glad for den telefonrådgivning, han kan trække på. Men han oplever ikke lokale aktiviteter som relevante. ”Det er godt, at Ældre Sagen påvirker regeringen og hjælper ældre, men jeg har selv en kone, der holder røven oppe på mig.” Så hvad skulle der så til for at fange en som Poul – andre krøllede hjerner måske?

Hvornår deler du dine tanker og idéer med andre mennesker?

Jeg er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet med socialt udsatte grupper i mange år. I kraft af det, og fordi jeg har en baggrund som hippie, har jeg bekendte med krøllede hoveder. Der kan jeg godt møde nogle udsagn, som jeg kan gå og tænke lidt over, og jeg læser også en masse bøger. Tanker deler jeg også med min kone og vores to store piger, når de kommer på besøg. Vi kan filosofere over alle mulige ting sammen med dem, men det er kun, når jeg er sammen med min familie, at jeg kaster mig ud i den slags dybere samtaler. Det ville i høj grad være relevant at lave arrangementer i Ældre Sagen, hvor man kan filosofere lidt over livet. Det ville jeg gerne deltage i. De ting, du render rundt med oppe i hovedet, de skal egentlig have lov til at komme ud.

Kan du nævne nogle andre Ældre Sagen-aktiviteter, du ville deltage i?

For mig er Ældre Sagen relevant, hvis jeg har et fysisk problem. Jeg har diabetes, og jeg har dårlige ben, og den slags kan jeg få rådgivning til. Ellers er ”aktiviteter” ikke noget, jeg har brugt. Jeg bor med min kone i en slags rækkehus, og vi finder selv ud af at komme til fællesspisning og andre arrangementer. Vi glæder os til, at vi kan begynde at gå til udstillinger igen oven på corona. Der er mange tilbud her i Køge.

Når du gør noget i din fritid, gør du det så for din egen skyld, eller tænker du også, at du – med din medvirken – gør noget godt for andre?

Jeg synes, der er stor forskel på at gøre noget for sig selv og så at lære andre noget. Jeg har arbejdet meget med EDB og tænker, at jeg egentlig godt kunne hjælpe andre med det, selvom det også begynder at blive svært for mig. Programmerne bliver jo mere og mere avancerede, selvom min hjerne følger fint nok med, men jeg tænker nu også, at bare de nu ikke tænker ”Er det bare ham, det gamle fjols,

der skal undervise?”. Med alderen mister mange troen på, at det, de gør, er i orden – ikke kun i forbindelse med den teknologiske udvikling, men i det hele taget. ■­­­­

Det interesserer mændene

Ældre Sagen har sammen med analyseinstituttet Voxmeter undersøgt mænds interesser ift. lokalafdelingernes aktiviteter.

Ikke overraskende viser undersøgelsen, at de interviewede er meget forskellige, men noget går igen: Pensionistlivet betyder ofte, at omgangskredsen bliver mindre, og samtidig er det svært for mange at tage del i aktiviteter, især hvis de lever alene.

Derfor anbefales det, at aktiviteter til denne gruppe har et socialt sigte. Mændene efterspørger bl.a. fællesspisning og dating, og derfor anbefales der i rapporten aktiviteter, der henvender sig til både kvinder og mænd. Der findes dog en mindre del af målgruppen, der foretrækker, at nogle aktiviteter, fx teknik værksteder, er forbeholdt mænd.

Glæden af at være til gavn for andre er også et tema, som rapportens mænd nævner flere gange. Således er det attraktivt og til fælles glæde at kunne hjælpe andre og derfor fremhæves også ønsket om og meningsfuldheden i at gøre noget godt for andre.

hjerner

Den landsdækkende Ældretelefon hjælper også lokalt

Flere lokalafdelinger bruger Ældretelefonen for at supplere egne tilbud og når herved flere af dem, som ellers kan være svære at hjælpe for frivillige.

ldretelefonen kan være med til at skabe stor glæde. For et telefonopkald fra tid til anden fra en, der har god tid til at snakke, er nogle gange lige det, der skal til for at føle sig mere i kontakt med andre mennesker. Og så betyder det ikke så meget, hvor i landet der bliver ringet fra.

Det mener Ann Larsen, der er frivillig i Ølstykke Lokalafdeling. Hun er også frivillig på Ældretelefonen, hvor hun matcher frivillige med ældre, der ønsker en telefonven på den landsdækkende Ældretelefon. For hende har det været helt naturligt at implementere Ældretelefonen lokalt i Ølstykke, hvor hun ser, den kan hjælpe.

”Jeg oplever, hvor glade telefonvennerne bliver for deres samtaler, så jeg har sørget for at gøre opmærksom på den her mulighed lokalt, fx gennem flyers i kirken og kulturhuset og i vores sundhedscenter og genoptræningscenter. Og jeg må konstatere, at de forsvinder,” siger Ann.

Kommunen skal kende ordningen

Desuden er hun i gang med at udbrede viden om Ældretelefonen til de kommunalt ansatte, som har med kommunens ældre borgere at gøre. Hun vil bl.a. besøge den kommunale visitation, så de også får kendskab til muligheden for telefonvenner. Herved kan de nemlig hjælpe ældre med at få selskab via telefonen, når de møder en, som de vurderer har behov for mere kontakt, men som måske ikke har lyst til eller mulighed for at komme ud eller få en besøgsven. Netop derfor er Ældretelefonen særligt god til mennesker, som ellers kan være svære at komme i kontakt med for Ældre Sagens frivillige, der jo ikke på samme måde

har mulighed for at opsøge dem, som ikke selv rækker ud. Ældretelefonen indgår også som et vigtigt supplement i Aalborg Lokalafdeling. Her har man digitaliseret den lokale Tryghedstjeneste, og den nye, digitale version fungerer nu som en app til mobiltelefonen, som lokalafdelingen selv har stået for at udvikle. I ’Tryk dig tryg’-appen registrerer den ældre sig hver morgen, og her bliver Ældretelefonen også sat i spil, fordi den kan dække nogle andre behov end blot et kort opkald.

Til dem, som vil snakke mere Tryghedstjenesten handler nemlig også om at hjælpe med telefonopkald til mennesker, som har brug for mere kontakt, forklarer Leif Fuglsang, projektleder i Aalborg Lokalafdeling:

”Vi henviser til Ældretelefonen, hvis vi vurderer, at den ældre faktisk har lyst til at have en længere samtale end den, vi kan tilbyde med et tryghedsopkald, for det er jo et kort kald, hvor der ikke er tid til meget snak.”

At Ældretelefonen dækker et særligt behov, er Marianne Hallin, aktivitetsleder på Ældretelefonen og besøgsven i Greve Lokalafdeling, også bevidst om. Hun oplever også, at telefonvensordningen henvender sig til mennesker, som det kan være svært at få fat på gennem fx besøgsvensordninger:

”Ældretelefonen kan hjælpe ensomme og ressourcesvage ældre. Vi glemmer nogle gange, at der sidder mennesker hjemme/på plejehjem, hvis fysiske og psykiske udfordringer gør, at de ikke ønsker besøg. De har simpelthen ikke lyst til at lukke nogen ind i hjemmet.” ■

”Vi henviser til Ældretelefonen, hvis vi vurderer, at den ældre faktisk har lyst til at have en længere samtale.

Vil du også sætte Ældretelefonen i spil lokalt, så I kan hjælpe flere? Så læs mere på: www.aeldresagen.dk/aeldretelefonen

Du kan også henvende dig til Caroline Stephansen på tlf. 21 76 95 07 eller cast@aeldresagen.dk, hvis du vil have materiale om Ældretelefonen sendt til din lokalafdeling.

Dortes mand er flyttet på plejehjem, og hun deler tiden mellem ham og sit store frivillige engagement i Ældre Sagen.

Hvordan hjælper vi bedst de mest ensomme?

I Skive går Dorte rundt og spekulerer som en gal på, hvordan vi knækker koden til at hjælpe flere ud af ensomhed – for der er nogle, vi som frivillige ikke møder. Aktiv sender spørgsmålet videre til ensomhedseksperterne i sekretariatet og får deres bud på veje at gå.

Det piner hende, fortæller hun. Piner hende, at hun ved, at der i hendes by og omegn sidder mennesker mutters alene med brug for hjælp til at komme med i fællesskabet, men at hun simpelthen ikke aner, hvordan hun skal få fat på dem.

Dorte Houmøller, som bl.a. er aktivitetsleder for Ledsagerordningen, Besøgsvenner og En at følges med i Skive-Spøttrup-Sundsøre, har ellers brugt timevis af tankevirksomhed på at finde en løsning på, hvordan hun og lokalforeningen kan hjælpe de mest ensomme med at få en fod ind i fællesskabet. Og hun har efterhånden også afprøvet en del.

”Det store problem er jo, at vi simpelthen ikke kan få fat på dem, som kunne have allermest brug for os. Det kan af mange mulige grunde være rigtig svært for mennesker at række ud efter hjælp, og vi kan jo ikke gå rundt og stemme dørklokker for at finde dem,” siger hun.

En generel udfordring

Den udfordring er der mange andre lokalforeninger og organisationer, der har det svært med, har Dorte erfaret, og hun har derfor søgt inspiration hos lokale organisationer, som på samme måde arbejder med ensomhed – uden at det har resulteret i de vises sten.

”Jeg har også forsøgt at gå gennem kommunen, for modsat os kommer de jo ude i hjemmene hos folk. Fx har hjemmeplejen fået et hæfte med ud med oplysninger om Ældre Sagens tilbud i Skive og alle vores telefonnumre. Men det er jo ikke nok at lægge en folder. Der skal være tid til at hjælpe folk videre, og det har de stakkels mennesker i de jobs ikke. Jeg har set, hvor travlt de har.” ➤

Dortes telefonnummer er også at finde både i lokalavisen og på lokalforeningens hjemmeside, ligesom hun altid har en ledig arm til at følge nogen ud i verden. Det sker dog sjældnere og sjældnere, at nogen griber den. Dorte har prøvet det meste, synes hun, men ved også godt, at der er nogle hindringer, som er svære at komme omkring.

”Vi kunne godt ønske os en stor bus, som kunne hente alle, der har brug for det. Transport er jo et reelt problem, som spænder ben for mange i forhold til at komme ud ad døren. Derfor giver de op på forhånd og henvender sig ikke,” siger hun og fortæller, at hendes nyeste idé er at tage fat i boligforeningerne.

”De ved måske mere om, om nogle af deres beboere er ensomme. Men

det er jo stadig ikke nok, så hvad gør vi?” spørger hun – vel vidende, at det ikke er alle, hun kan og skal hjælpe.

Ensomhed ikke eneste problem

Det spørgsmål kan David Vincent Nielsen, som er ensomhedskonsulent i Frivilligafdelingen, godt forstå, hun stiller. Ifølge ham er det vigtigt at huske, at der netop er grænser for, hvem man i Ældre Sagen med sit korps af frivillige kan hjælpe. Fx er der ifølge ham mange med svær ensomhed, som også bøvler med andre ting. Ensomhed kan være det primære problem, som så får konsekvenser, men der kan også være andet, som forårsager ensomhed.

”Vi ved, at mennesker med flere kroniske sygdomme eller en psykisk lidelse er i størst risiko for at blive

Fra folderen om ensomhed og sårbarhed, som netop er kommet på gaden med gode råd til at finde og hjælpe de mest sårbare og ensomme ældre. Idéer og forslag er baseret på erfaringer og aktiviteter fra Ældre Sagens lokalafdelinger, som har haft succes med at få ensomme og sårbare med til arrangementer.

Find den her, og læs mere om, hvad I kan gøre lokalt for at hjælpe flere: www.aeldresagen.dk/fpa

ensomme. Derfor må man gøre sig klart, når man vil hjælpe, at der måske er nogle andre ting, der skal tages sig af først,” siger han.

Hvis det fx er mennesker med angst eller depression, så er det i første omgang en psykolog, de har brug for:

”Og det kan vi som forening ikke tilbyde. Men når det primære problem er løst, kan vi være der med en hånd, der hjælper ind i fællesskabet. Hjælp til mennesker i svær ensomhed skal ofte være meget individualiseret og tage udgangspunkt i det enkelte menneske og dets problemer,” siger David.

Men betyder det så, at Dorte ikke skal tage initiativ og afprøve nye veje? Slet ikke – og som hun selv siger, så skal det nok lykkes hende at få fat på flere:

”Vi er jo rigtig gode, når vi først har en kontakt. Og lige nu taler jeg med en kvinde fra Røde Kors, som virkelig har gang i nogle spændende ting. Noget mere samarbejde på den måde kunne godt være en vej at prøve.”

Hvem risikerer ensomhed?

Ifølge David er de store hovedrisikogrupper, når vi taler ensomhed, mennesker med funktionstab. Det kan fx være mennesker med høre- eller synsnedsættelse, og dem kan man

måske forsøge at nå igennem Høreforeningen eller Dansk Blindesamfund. I den forbindelse giver det også god mening at involvere medarbejdere i positioner, som har med risikogrupper at gøre, påpeger han, fordi de netop møder dem, som savner selskab eller at komme mere ud. Det kan være fodterapeuter, apotekere og frisører. Mest oplagt er dog praktiserende læger, som ofte møder mennesker, hvis reelle problem nærmere er ensomhed og manglen på nogen at tale med end somatisk sygdom.

Men David minder om, at for nogle er hjælp til at komme mere ud ikke den rigtige vej at gå.

”Fx for mennesker med inkontinens kan det være mere relevant med et tilbud i hjemmet. Det er et kæmpe socialt handicap, og frivillige kan jo ikke hjælpe folk på toilettet. I sådan en situation skal man lige huske på, at hvis der bliver sagt nej, så handler det måske i virkeligheden om, at de skal have et andet tilbud.”

Spørg en ekstra gang – og så én til Netop det med tilbud, som er skruet anderledes sammen, så de hjælper især mænd med ensomhedsproblematikker, har Lars Berg Schovsbo fokus på. Han er konsulent i ensomhed og mandefællesskaber i Frivilligafdelingen og mener, at man nogle gange er nødt til at være vedholdende.

”Måske får du nej to-tre gange, og det kan virke grænseoverskridende at gå ind i folks intimsfære og blive ved at spørge til noget, de ikke har lyst til –men det virker.”

Han opfordrer til, at lokalforeningerne bruger de aktiviteter, hvor der i forvejen er ressourcer, til at skubbe på for mere fællesskab. Det kan være, at besøgsvennen eller tryghedsopkalderen skal foreslå at gå med værten ud til en aktivitet, ligesom man kan foreslå at tage til et arrangement sammen, hvis man som telefonvenner ikke bor så langt fra hinanden.

”Som ensom kan det virke meget grænseoverskridende at tage afsted til noget alene. Derfor kan det blive nemmere at sige ja tak, hvis man på forhånd arbejder på at fjerne nogle af de barrierer, der kan være.”

FORSLAG TIL SAMARBEJDER

Dem kan I samarbejde med i kommunen

• Demenskonsulenter eller medarbejdere fra visitationen, som kommer i folks hjem, kan have flyers og foldere med

• Madudbringningen kan lægge flyers og foldere ved maden

• Rehabiliteringen og hjemmeplejen

Andre indgange til samarbejde

• Forebyggelseskonsulenter/ forebyggende hjemmebesøg

• Praktiserende læger

• Apotekere

• Frisører

• Fodterapeuter

• Afdelingsbestyrelser og sociale viceværter i almene boligforeninger

• Biblioteker

Mennesker kan opleve ensomhed og sårbarhed i forbindelse med:

• Funktionstab – bevægeapparat, hørelse, syn, demens

• Livskriser/livsændringer ( flytning, skilsmisse, langvarig alvorlig sygdom eller pårørende til alvorligt syg)

• Enlige, enker, enkemænd

• Selvoplevet dårligt helbred

• Selvoplevet dårlig økonomi

• Langvarig psykisk lidelse

• Ældste ældre

• Anden etnisk baggrund end dansk

• Problemer med transport

Desuden er det vigtigt aldrig at bruge ordet ensomhed, når du vil hjælpe, understreger Lars:

”Ingen har lyst til at føle sig sat i en bås som ensom. Derfor er det også vigtigt at vende kommunikationen om, når du vil invitere et menneske med ind i fællesskabet til et arrangement. I stedet for at spørge: Ville det ikke være noget for dig? Så vend det rundt, og sig: ’Ej, hvor ville jeg blive glad for, hvis du ville komme med på mandag.’ Alle vil gerne gøre noget for andre og på den måde føler pågældende et ansvar for at komme.”

En støttende arm

Tine Schiller er også frivilligkonsulent i Ældre Sagen. Hun har ligeledes et tip, for nok er det vigtigt at være opmærksom på sociale barrierer i forhold til ensomhed, men den slags kan faktisk også blive mindre. En kvinde, der ikke havde kunnet tage til banko før, fik en gå med-ven – det var benene, den var gal med. Men da vennen så skulle på ferie, var benene pludselig ikke en barriere længere.

”Det var jo ikke benet, der var problemet. Det var de sociale barrierer. Men det var nemmere at sige, at det var benet. Nu havde hun været derhenne og havde set nogle i øjnene, og så blev det nemmere at møde op selv. Det synes jeg er sådan et fint billede på, at en støttende arm vitterlig kan være en støttende arm ind i noget andet og ende med en tro på, at man selv kan blive en del af et fællesskab.”

Det er også Dortes erfaring. Men det kræver også en opmærksomhed fra frivilliges side på netop den barriere, som findes i folks egne hoveder, mener hun, og hun opfordrer frivillige til at have øje for dem, der føler sig alene. Selv har hun altid et særligt blik for dem, som står i døren og ikke tør komme ind.

Fra folderen: www.aeldresagen.dk/fpa

”Jeg siger altid: Kom og sæt dig ved siden af mig. Eller hvis nogen spørger, så siger jeg altid: Nej, den stol er ikke taget. Og jeg er glad for, at du sætter dig ved siden af mig. Det forsøger jeg også at udbrede – at der altid skal være en ledig stol til dem, der kommer og spørger. Den er aldrig optaget. Heldigvis lykkes det ofte, at de, som er usikre, ender med at tro på, at der også er en plads til dem.” ■

Kammeratskab i kanvastøj

På det nordlige Fyn skaber mænd ting i træ og jern, mens de sammen bekæmper ensomhed med kammeratskab og værkstedshumor.

”Vi skal sætte ild i det igen,” siger Paul Kingo Petersen, og i løbet af et øjeblik har han fået flammer i gang midt i smedjen. Bag ’Kingo’, som han kaldes af kammeraterne på værkstedet, fyger gnisterne fra en svejsemaskine. En vejrhane i jern, som er blevet indleveret af en borger i lokalområdet, skal repareres, og over ilden bliver jernet rødglødende. Kingo og kammeraterne har været i gang siden kl. 8 denne torsdag morgen. De smeder i bogstavelig forstand, mens jernet er varmt, og tonen er som på ethvert andet værksted: kollegial, kammeratlig og nå, ja, temmelig bramfri.

Kl. 9.30 ringer en stor klokke i maskinværkstedet ved siden af. Det betyder samling omkring et værkstedsbord, og over en pilsner vender de cirka 20 fremmødte på værkstedet stort som småt.

”Her er en ligefrem tone, og vi er gode til både at hjælpe og lave sjov med hinanden. Mange af os har haft en praktisk læretid som helt unge, og det er godt at kunne sætte ild i det igen og bruge alt det, vi har lært,” siger Kingo.

Han er 81 år og har ligesom kammeraten Leif på 88 år været med i ’Ensomme gamle mænd’, siden fællesskabet begyndte for over 14 år siden i mindre lokaler på en nedlagt højskole. For en årrække siden blev en helt ny smedje bygget op til lokalafdelingen for forskellige fondsmidler. Den ligger lige ved byens frivilligcenter, og selvom de officielt kun mødes et par gange om ugen, kommer Kingo alligevel lige forbi i ugens løb og tjekker, at alt er, som det skal være.

Værksted er samlingspunktet Kingo har fra barnsben været vant til at færdes i et værksted. Hans far var smedemester, og efter et langt arbejdsliv som teknisk ingeniør, hvor han

HVORFOR NAVNET ’ENSOMME GAMLE MÆND’?

’Ensomme gamle mænd’ er blevet et fænomen, der er kendt i lokalområdet. Navnet blev til, da der for cirka 14 år siden blev bevilget penge for første gang fra det, der dengang hed Ældreministeriet, fortæller aktivitetsleder Finn Lindekilde. Formålet med puljen var at skabe en aktivitet for ensomme mænd for at forebygge ensomhed. Og i dag peger flere undersøgelser fortsat på, at det i højere grad er ældre mænd, der bliver ramt af ensomhed og har svært ved at komme ud til sociale aktiviteter.

I træværkstedet er der cirka 45 tilmeldte, og i smedjen cirka 25 tilmeldte. Antallet af deltagere skifter fra gang til gang.

NYE DELTAGERE? SÅDAN!

Ifølge aktivitetsleder Finn Lindekilde bliver nye deltagere bedst hvervet på to måder:

1. Hånd i hånd-metoden: Tag en ven eller bekendt ved hånden. Så er det unægtelig lettere at være ny deltager for første gang. ’Ensomme gamle mænd’ har fået allerflest nye deltagere, ved at de første gang har fulgtes med en, de kendte. Det kan være en ven, en bekendt eller en nabo eller genbo, som en af deltagerne tager med.

2. Reparation? Lav det selv: I Kerteminde og omegn er det alment kendt, at ’Ensomme gamle mænd’ kan hjælpe med at reparere ting i jern og træ. Når nogen møder op, bliver de ofte spurgt, om de ikke bare selv vil bruge værkstedet til at reparere. Det gør, at mange bliver hængende efterfølgende.

blandt andet har arbejdet med landbrugsmaskiner i industrien, er det rart at kunne fortsætte med at bruge sine hænder.

”Mange af os, der kommer her, har arbejdet på de omkringliggende fabrikker. Når man bliver pensioneret, kan man ikke længere bruge alt det, man har lært gennem et helt arbejdsliv – det kræver et værksted at kunne lave de her ting, og det har vi her,” siger Kingo.

Samværet og muligheden for at bruge sine hænder gør, at han hverken føler sig gammel eller ensom blandt kammeraterne i kanvastøj.

”Og det er netop det, et værksted kan. Når man laver noget sammen, falder snakken helt naturligt, og det kan være nemmere for mænd at have noget konkret at mødes om,” fortæller Finn Lindekilde, der er aktivitetsleder. Han oplever, at de, der kommer i værkstederne, ikke er ensomme, når de er der – for de input, de får ved at mødes, bekæmper netop ensomhed.

Sammen høj som lav

Et par hundrede meter derfra er der gang i drejebænke og slibemaskiner på træværkstedet. Her er Holger

Christensen på 71 år i gang med at dreje nogle ægge-

bægre i træ. For nogle år siden kom han forbi træværkstedet, fordi han ville høre, om han kunne få hjælp til at få fikset en stok, og så endte han med selv at blive en del af fællesskabet.

”Jeg synes, at det er sjovt at kunne være kreativ hernede, og så kan jeg godt lide, at vi er sammen høj som lav. Her er både en tidligere læge, en ingeniør og en tidligere snedker, og vi mødes bare som dem, vi er. Her er en sjov tone, og vi driller hinanden. Det kan jeg godt lide”, siger Holger.

Efter et arbejdsliv som smed nyder han at arbejde i træ. Det samme gør Peter Zuidjderdorp, der startede med at komme, fordi en ven spurgte, om han ville med. Peter har arbejdet som klejnsmed, men gider ikke længere blive beskidt og lugte af at være i smedjen.

Passer godt på hinanden

Niels Ove Jensen er kommet i træværkstedet i fem år. Det var hans ven, der tog ham med herned. For to år siden døde Niels Oves kone pludseligt, og selvom han ikke vil kalde sig selv ensom, så har fællesskabet på værkstedet været særlig godt for ham i perioden efter.

”Når mænd er i sorg, så har de tilbøjelighed til at sætte sig i en stol og synes, at det er synd for dem. I

’Ensomme gamle mænd’ laver vi noget sammen og passer godt på hinanden. Hvis du en torsdag ikke kommer, så bliver der spurgt efter dig”, siger Niels Ove Jensen.

Han har selv fået et par stykker med ned i værkstedet.

Ulla har også bukserne på

Ulla Due er i gang med at samle et plankebord, som hun har lavet af lærketræ, der er fældet ved en gammel skole. Selvom hun hverken er ensom eller en gammel mand, så er hun kommet i træværkstedet, siden hun læste en annonce om dem i lokalavisen. Hun er nemlig med egne ord vokset op i en sløjdsal og elsker at arbejde med træ.

”Jeg blev så glad, da jeg læste annoncen, og så besluttede jeg mig for, at hvis jeg tog et par bukser på, så kunne jeg nok godt få lov at være med. Min mand er glad for sport, men er virkelig ikke nogen handyman, så han kommer her ikke. Det gør jeg til gengæld. Nu kan jeg slet ikke undvære at komme her, og der er så mange dygtige folk, der kan vejlede,” siger Ulla.

Sammen med en anden kvinde kommer hun fast i træværkstedet, og alle deltagerne drager fordel af

hendes fortid som køkkenleder. De fremmødte betaler et beskedent beløb, og hver torsdag sørger hun til gengæld for at lave frokost. At spise sammen er nemlig en god måde at runde dagen i træværkstedet af på. Men opvasken får deltagerne selv lov at tage. ”Opvaskemaskinen er der til det samme,” griner hun. ■

FUN FACTS OM SMEDJEN

Følgende er skabt af ’Ensomme gamle mænd’:

•Grillvogn på trailer – som flere lokalafdelinger i Ældre Sagen i dag har glæde af

•9-armet lysestage på over 2 meter, der står ud for Dansk Jødisk Museum i København

• Kube til lys i den lokale kirke i Kerteminde.

Når vi deler vores sorg

kan vi bedre hele

At skabe rum til andres heling er en drivkraft for tre frivillige, der samarbejder om et vedvarende fællesskab for mennesker i sorg i fire lokalafdelinger.

”Vores sorg- og livsmodsgrupper er for alle ældre, som har mistet. Alle er velkomne, uanset hvor de er i deres sorgproces, fordi vores udgangspunkt er, at sorg heles ved at deles,” fortæller Elly Bjerring.

Hun er sammen med Dorte Bang aktivitetsleder for og initiativtager til sorg- og livsmodsgrupperne i Ældre Sagen Mariagerfjords fire lokalafdelinger i Arden, Mariager, Hadsund og Hobro. Heldigvis har Dorte og Elly fået andre frivillige til at hjælpe med sorg- og livsmodsgrupperne, for grupperne er søgte. Over 50 mennesker har haft glæde af at bearbejde deres sorg i fællesskab siden 2019, hvor den første gruppe blev dannet i Hobro.

Fra gråd til smil Ud over de to aktivitetsledere ledes sorg- og livsmodsgrupperne altid af to frivillige, der har været på kursus i Ældre Sagen i at lede sorggrupper.

Lilli Nielsen fra Hobro er en af de frivillige, som Dorte og Elly sendte på kurset ’Når to bliver til en’, som netop er det kursus, der i sin tid inspirerede dem til at skabe sorggrupperne lokalt. Siden har Lilli været med til at lede flre sorg- og livsmodsgrupper i lokalafdelingerne i både Hobro og Hadsund.

”Ved sidste evalueringsmøde sagde en af deltagerne, at til vores første møde græd vi sammen, og her til vores sidste møde kunne vi grine sammen. Det motiverer mig til at lede en gruppe igen,” siger Lilli.

Hun påpeger, at de frivillige kan noget særligt sammen indbyrdes:

”Jeg kan altid gå til en af aktivitetslederne, hvis der er noget, jeg vil vende. Vi har et godt fællesskab og dermed fie rammer, og som frivillig motiverer det mig at være med til at udfylde de rammer.”

Det kan Dorte, der er aktivitetsleder for de frivillige, genkende.

”Vi er nysgerrige på hinanden og rummelige over for frivillige såvel som deltagere,” siger hun.

Det kan der være brug for, når fællesskabet drejer sig om noget så

svært og kompliceret som følelserne omkring sorg og tab. For sorg kan ikke måles og sammenlignes. Enhver sorg er sin egen og har forskellige udtryk. Der er mange måder at sørge på.

Respekt og godt samarbejde I foråret blev der sat gang i nye sorgog livsmodsgrupper i Hobro og i Hadsund, for de frivillige fra Mariagerfjord bliver ved. Det gør grupperne også, selvom de egentlig i deres form har en bagkant. Efter ti uger er det meningen, at forløbet skal afsluttes. Men mange af deltagerne ses i dag privat – også efter at et forløb er afsluttet.

Nogle rejser sammen, mens andre ses i forskellige sociale sammenhænge, og netop det betegner de frivillige i sorg- og livsmodsgrupperne som en stor succes. Den positive udvikling tilskriver de blandt andet det gode samarbejde internt.

”Vi kan sagtens mærke, at vi kommer fra forskellige verdener, men det er megasundt at skulle snakke sig frem til løsninger. Det er så givende, for hvis man har respekt for hinanden, så giver det virkelig meget

I Mariagerfjord mødes mennesker i sorg og hjælper hinanden med at dele og hele, takket være en gruppe dedikerede frivillige.

mening med lidt modspil,” fastslår Elly.

Der opstår nemlig mange etiske spørgsmål og overvejelser undervejs, når man har at gøre med mennesker i sorg: alt fra, hvordan nye forløb skal skræddersyes, og effektiv PR for at nå ud til alle ældre, der har mistet, til, hvornår man må afvise en deltager, fordi vedkommende simpelthen har det for svært og har brug for professionel hjælp. Heldigvis er de i frivilliggruppen lydhøre og prioriterer at være i dialog med hinanden løbende, ligesom de også er gode til at træde til og hjælpe hinanden, når behovet opstår.

”Det gør et eller andet godt, at vi er sammen om det. Vi har alle en grundlæggende interesse for mennesker, så sammen kan vi også flytte noget,” siger Dorte om deres fælles indsats.

Det gode samarbejde mellem de tre er styrket over tid, og netop fordi de er flere sammen, skaber det et stabilt rum for mennesker, der har mistet, til at bearbejde sorgen og genfide livsmodet – for har man mistet i Mariagerfjord, så kan man dele og hele. ■

Lilli

Elly Dorte

FLYT STEMMER

– inden valgtrommerne har fundet takten

Måske vil du også rykke holdninger, inden kalenderen siger folketingsvalg? I Hirtshals flyttede Susanne vælgere ved sidste kommunalvalg med hjælp fra sekretariatet.

Det hele begyndte med utilfredshed over bl.a. en uberettiget udsætning af beboere, da kommunen ville lukke et populært plejehjem. Og det endte med en succesfuld mobilisering af ældrepolitiske kræfter i Hjørring Kommune.

Det var ikke, fordi det lå i kortene, at Susanne Krohn Djurhuus, formand for Ældre Sagens lokalafdeling i Hirtshals, skulle stå i spidsen for vrede, ældre beboere i Hjørring, da borgmesteren besluttede sig for lukningen af et godt og veldrevet plejehjem i Hirtshals.

”Jeg har godt nok tidligere siddet i Hirtshals Byråd i 80’erne, og så har jeg undervist i økonomi og samfundsfag på lærerseminariet. Men efter at Hjørring blev den store kommune i området, har jeg ikke beskæftiget mig med politik,” siger hun.

Men hvad hun manglende af politisk og kommunalt netværk, fandt hun et andet sted – nemlig i Ældre Sagens sekretariat. Her fik hun modargumenter til politikerne og hjælp til dét lokale valgmøde, hvor borgerne satte dagsordenen og fik sat en gevaldig streg under, at nok var nok.

Susanne gik i gang, før der gik valgkamp i løfterne, så hun kunne nå at påvirke vælgerne, inden de stod i stemmeboksen.

”Det hele begyndte som sagt med den ulovlige flytning af beboere i forbindelse med lukning af plejehjemmet Havbakken,” siger hun.

Trætte af ikke at blive hørt Susanne fornemmede en stigende vrede og utilfredshed blandt ældre i området efter den manøvre. De var simpelthen trætte af ikke at føle

sig hørt eller taget seriøst. Så da kommunalvalget nærmede sig i 2021, søgte hun sammen med de tre andre lokalafdelinger i Hjørring Kommune – Sindal, Hjørring og Løkken-Vrå –penge til at stable et ældrepolitisk vælgermøde på benene. Og det blev kort sagt en kæmpe succes.

”Vi var 140 deltagere. Folk ventede udenfor i håb om at få en plads,” siger Susanne.

Utraditionelt vælgermøde

Det lykkedes heldigvis at få alle med, og vælgermødet blev opbygget anderledes end det traditionelle vælgermøde, hvor alle politikere starter med en elevatortale:

”Vi gik i gang med planlægningen et stykke tid inden selve mødet, hvor vi havde flere samtaler med Tina Hosbond, ældrepolitisk konsulent i

Ældre Sagen, om, hvordan vi kunne gøre mødet mere dynamisk. Vi kom frem til, at det ikke var politikerne, der skulle diktere, hvad mødet skulle omhandle – det skulle de fremmødte deltagere.”

Altså de kommende vælgere. Og derfor startede mødet med, at dirigent Niels Ole Tikjøb, tidligere socialdirektør i Aalborg Kommune og nu frivillig i Ældre Sagen, spurgte deltagerne, hvad de ønskede at få svar på.

Fokus på borgernes ønsker Ikke overraskende var etableringen af et friplejehjem højt prioriteret blandt deltagerne – for det ønske havde nemlig mødt modstand fra politisk hold. Ligeledes på ønskelisten var emnerne hjemmepleje, antallet af plejehjemspladser, ventetider i sundhedsvæsenet samt lange afstande til sygehusene.

Mødets fokus blev altså bestemt af borgerne, og derved kom det til at handle om det, der interesserede borgerne, i stedet for at blive bestemt af indholdet i politikernes talepapirer. Og politikerne blev bedt om at tage stilling til emnerne undervejs på mødet.

Vælgermødet blev afholdt på Hotel Hirtshals, og midtvejs blev der serveret mad. Det gav fornyet energi og et velfortjent afbræk i mødet. Politikerne mødte talstærkt op, og mødet blev en stor succes for de utilfredse ældre borgere.

Om det var den uretmæssige lukning af plejehjemmet, forsøget på at forhindre etableringen af et nyt eller

noget tredje, er ikke til at sige, men faktum er, at den politiske magtfordeling havde ændret sig, da stemmerne til kommunalvalget blev talt op. Og som Susanne siger:

”Det ældrepolitiske arbejde starter hos folket, for det er os, som bestemmer i stemmeboksen. Det er muligt at slå tilbage, når der sker uretfærdigheder.” ■

ÆLDREPOLITIK PÅ NYE MÅDER

• Har I brug for inspiration eller hjælp til ældrepolitikken i jeres lokalafdeling, så vil vi altid gerne hjælpe jer med idéer, gode råd og sparring – herunder input om den igangværende proces om ny ældrelov og organiseringen af det nære sundhedsvæsen

Tag fat i ældrepolitisk konsulent Tina Hosbond ved at skrive en mail th@aeldresagen.dk eller Steen Kabel sk@aeldresagen.dk.

Lav mad med dit barnebarn og alle de andre børn

Hvis du synes, det er skønt at lave mad med dit barnebarn og i det hele taget være sammen med børn over madlavning, så bliv frivillig på madskolerne. Vi har stadig plads til frivillige, som vil instruere børn i madlavning, sundhed og ernæring på en uges madskole. Det løber af stablen i skolernes sommer- og efterårsferie, og er der plads, så tag endelig barnebarnet med til en hyggelig uge. Læs mere om madskoler og tilmeld dig på www.aeldresagen.dk/madskoler

Har du spørgsmål, så kontakt Katrine Sølyst Heinild fra Ældre Sagen på ksh@aeldresagen.dk/tlf. 51 33 56 47.

Lad os få flere generationsmøder!

Aktiviteter med børn, fx skolevenner, læsetanter og børnehavevenner, er en populær aktivitet blandt mange frivillige. Her kommer du som frivillig i den lokale skole eller børnehave og laver aktiviteter med børnene, fx læser højt, yder lettere lektiehjælp, spiller spil og tager med på ture i lokalområdet.

Hvis I endnu ikke har generationsmødeaktiviteter hos jer og gerne vil vide mere om opstart eller indhold, så kommer Katrine gerne ud og fortæller mere.

Send en mail eller ring til Katrine Sølyst Heinild fra Ældre Sagen på ksh@aeldresagen.dk, tlf. 51 33 56 47.

I kan også læse om generationsmødeaktiviteter på frivilligportalen.

med til at gøre vågetjenesten landsdækkende

Ældre Sagens vågere giver døende og deres pårørende støtte og omsorg i den sidste tid. De frivillige vågere sidder ved den døendes side og giver medmenneskeligt nærvær og tryghed til det sidste.

Behovet for hjælp fra vågetjenesten vokser i disse år. Ældre Sagen arbejder for, at vågetjenesten når ud til alle,

der har behov, uanset hvor i landet de bor. Det gør vi i samarbejde med Røde Kors.

Der er brug for flere frivillige i mange af vores vågetjenester. Flere steder i landet er der behov for at starte en vågetjeneste, fordi der ikke er et tilbud, eller det tilbud, som findes, kun dækker dele af lokalområdet.

Lyt dig klogere på demens

Hvis du som frivillig laver aktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende, så ved du sikkert, hvor meget sygdommen forandrer det hverdagsliv, de involverede kender. Nu kan du blive klædt endnu bedre på til at kunne hjælpe ved at lytte dig til viden om livet med og omkring demens. Podcastserien ’Demensguiden’ giver nemlig råd og vejledning til det bedst mulige liv trods den nye livssituation.

I fem programmer deler eksperter deres viden om stadier af demens, og pårørende fortæller om livet med en nær, der er ramt af sygdommen.

Lyt til Demensguiden på din foretrukne podcastplatform eller på Ældre Sagens hjemmeside: www.aeldresagen.dk/demensguiden

Vil du læse mere om at våge, og hvordan du tilmelder dig, så gå ind på Ældre Sagens hjemmeside: www.aeldresagen.dk/ vaagetjeneste

Kom på kursus hjemme i stuen

Vil du lære, hvordan du bliver en god instruktør i stolemotion, eller hvordan du styrker din besøgstjeneste, eller trænger du til at få pudset IT-færdighederne lidt af? Så har du muligheden for det eller et væld af andre kurser på vores webakademi i efteråret. For at deltage i vores online kurser skal du have en computer eller tablet med

Scan QR-koden med kameraet på mobilen.

kamera og mikrofon, så vi kan se hinanden og tale sammen og blive klogere sammen hver for sig.

Læs mere om webakademiet og kurser fra 1. august 2022, hvor efterårets program bliver lagt op her: www.aeldresagen.dk/webakademi

Vær

GERNERS KLUMME

Ældrepolitik angår os alle

Gennem mine nu snart otte år som formand for lokalafdelingen i Rudersdal har jeg efter tre kommunalvalg og trods mange udskiftninger lært stort set alle vores kommunalpolitikere at kende. Og det er min klare oplevelse, at uanset forskellige politiske standpunkter drives de alle af en grundlæggende fælles interesse for at gøre det bedst mulige for kommunens borgere med de midler, de nu engang råder over.

Præcis på samme måde, som vi gør det i Ældre Sagen.

Denne fælles interesse er i vores lokalafdeling grundlaget for et tæt samarbejde med såvel politikerne som forvaltningen. Det betyder, at vi ikke som det første skridt ’åbner en diskussion’ i lokalavisen, hvis vi hører, at nogen ikke får den hjælp, de har brug. I stedet sætter vi os sammen og taler fornuftigt om tingene, og så kan begge parter bringe viden og løsninger til bordet. Lokalt får vi god støtte og masser af detaljeret viden fra sekretariatets frivilligkonsulenter og fagpersoner i Ældres Sagens Samfundsanalyse – og normalt lærer vi faktisk noget af hinanden. Virkeligheden er nemlig forskellig, alt efter om man sidder i Snorresgade eller på Rudersdal Rådhus.

Selv regner jeg ikke med nogensinde at skulle forlade Rudersdal, så jeg drives af drømmen om at være med til at gøre MIN kommune til en drømmekommune, hvor man ikke behøver at bekymre sig over at blive ældre.

Umiddelbart ser fremtiden ’lys’ ud, men lige foran os ligger en kæmpe udfordring, for uden hænder er der ingen velfærd. Vi mangler allerede mange tusind medarbejdere på ældreområdet, og problemet bliver kun større, så vi skal tale (positivt) om rekruttering, opkvalificering og fastholdelse af medarbejdere. På samme måde er det absolut nødvendigt at tænke kreativt over, om det, vi gør, er det rigtige, og om der findes andre måder at gøre det på. Fx sagde statsministeren i sin nytårstale, at 75 % af bureaukratiet var noget, kommunerne selv havde ”opfundet”. Er det rigtigt, så bør vi se at få gjort noget ved det, ligesom et grundigt kig på og en modernisering af ældreloven er nødvendig.

Hver eneste dag bliver vi alle ældre – og ældrepolitik angår derfor med andre ord os alle. ■

Gerner Nielsen er en ældrepolitisk ildsjæl og formand i Rudersdal lokalafdeling.

ÆRESBEVIS

ANNA WALDSTRØM

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke: Besøgsven siden 2007 og leder af den socialhumanitære afdeling frem til 2011. For i over ti år at sørge for, at lokalafdelingens medlemmer er kommet på ture og rejser til rimelige priser – og for at være en velinformeret turleder og underholde på turene til alles glæde. For at yde en stor indsats i lokalafdelingens bestyrelse og på samme tid være kontorfrivillig.

En indsats helt ud over det sædvanlige.

EGON DALL

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke, hvor mange forskellige poster i det lokale arbejde er blevet udfyldt. For at være en samvittighedsfuld kasserer, dygtig webmaster og loyal leder af datastue, IT-undervisning med mere. Alt sammen af stor betydning for lokalbestyrelsen og medlemmerne – der alle sætter pris på den lune og varme, opgaverne bliver løst med.

En indsats helt ud over det sædvanlige.

GERDA TOFTELUND JENSEN

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke. Både i lokalbestyrelsen og som dygtig kasserer, hvor alle opgaver blev løst med sikker hånd. Også som frivillig i datastuen og ved den lokale indkøbsordning er der blevet ydet en kæmpe indsats – til stor gavn for lokalbestyrelse og medlemmer.

En indsats helt ud over det sædvanlige.

ANNIE LADEGAARD

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke. For en utrættelig og uvurderlig indsats i social-humanitære aktiviteter og mange andre foreningsarrangementer, både som områdeansvarlig og som næstformand i lokalbestyrelsen, hvor engagementet har været højt, og opgaven er udført med stor ansvarlighed.

En indsats helt ud over det sædvanlige.

HANS RAHBEK

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke som dygtig kasserer, hvor alle opgaver blev løst med sikker hånd. Har ydet en uvurderlig støtte til lokalbestyrelsen med sit rolige og venlige væsen og har altid givet prompte svar på spørgsmål.

En indsats helt ud over det sædvanlige, der vil blive savnet.

Tildeles frivillige, der har ydet en særlig indsats

Hvordan bliver vi relevante for flere mænd?

Få musikken hjem i stuen

Glæd din besøgsvært (og dig selv) med en musikalsk oplevelse hjemme hos din besøgsvært. Gennem musikforeningen ROSA kan I nemlig få en professionel musiker til at komme ud til en times intimkoncert.

I skal dog være afklaret om, hvorvidt besøgsværten er i stand til at få en god oplevelse ud af koncerten. Det kræver ikke det samme som at gå ud til en koncert, men det kræver noget af både besøgsven og -vært.

Musikerne kommer med egne sange, og ikke alle er bredt kendte. Besøgsværten skal have lyst til at opleve musik, som vedkommende ikke nødvendigvis kender på forhånd.

Vil du gerne høre mere om musikalske besøgsvenner, så kontakt din lokalforening eller musikforeningen ROSA, som står for koordinationen. Det foregår efter først til mølle, og i 2021 blev alle de 100 planlagte koncerter fordelt. 100 flere er på vej i 2022.

ROSA kan kontaktes på: per@rosa.org eller 40 31 19 79