Dialogisk undervisning – traditioner, teorier og metoder til praksis

de to første traditioner, den grundtvigianske og den russisk inspirerede, som Neergaard har lånt af Per Fibæk Laursen (2017), haft den største indflydelse på undervisningen i den danske skole. Det har manifesteret sig gennem både folkehøjskolens og de frie skolers almen dannende pædagogik og i vægten på ligeværdige relationer og aktiv elevdeltagelse inden for det traditionelle skolesystem. I bogen tilføjer Neergaard en tredje ikke lige så fremtrædende, men stadig relevant tradition, nemlig en amerikansk tradition. Denne tradition udspringer af psykologien og er inspireret af både pragmatismen og kultur- eller folkepsykologien. En gennemgående opmærksomhed i denne tradition er, at dialogen er et medierende led mellem mennesker, deres tanker og handlinger i den virkelige verden og mellem de kulturer, mennesker repræsenterer og medvirker til at opretholde gennem sproget.

For det andet inkluderer bogen flere teoretiske nyskabelser inden for dialogisk undervisning. Eksempelvis introducerer Neergaard den teoretiske konstruktion responsiv pædagogik, som betegner den rekursive (tilbagevendende) dialog mellem den lærendes indre feedback og ydre feedback fra signifikante andre (Smith, Gamlem, Sandal, & Engelsen, 2016). Med dette teoretiske perspektiv vendes opmærksomheden på feedback til eleverne, og herigennem åbnes et større potentiale for dialogisk undervisning.

Marie Neergaard uddyber dette perspektiv ved især at rette opmærksomheden mod det skifte, der er sket i feedbackforskningen i retning mod en dialogisk forståelse, som omtales som det nye feedbackparadigme. I den dialogiske forståelse af feedback er feedback ikke noget, der gives eller modtages. For Neergaard betyder det, at langt flere situationer i undervisningen potentielt kan identificeres som og udgøre feedback. Derfor bliver nye begreber interessante til at begribe det dialogiske. Her er Neergaard blandt andet inspireret af professor Siv M. Gamlem, der anvender begrebet ”tilbagemeldingsinteraktioner”. Med dette markeres feedback som dialogisk. Ifølge Neergaard medvirker opmærksomheden på de dialogiske dimensioner af feedback til at forskyde feedbackens formål fra at forbedre elevernes produkter og præstationer til at udvikle elevernes selvregulerende læring, autonomi og analytiske dømmekraft.

I bogen uddybes endvidere et vigtigt, men ofte overset perspektiv ved dialogisk undervisning, nemlig potentialet i de uenigheder eller modstridende perspektiver, der kan ligge i dialogen. Gennem en uddybning af Mikhail Bakhtins forskning skrives det frem, at dialogen må tage sigte på at udvikle viljen til at håndtere modsætninger. I dialogisk undervisning er formålet således at forstå andres virkelighedsforståelser snarere end at overbevise andre om rigtigheden af sin egen. Hos Bakhtin er kernen i dialogen netop polyfonien – sameksistensen af en mangfoldighed af stemmer. Han ser denne som en kreativ ressource, ikke et problem.

10