ner over, hvilke antagelser der ligger til grund for den kommunikation, værktøjet indgår i. Ellers bliver ændringerne let kosmetiske. Omvendt kommer vi sjældent nogen vegne uden konkrete idéer til undervisningen. Det er en lærers grundkompetence at kunne vekselvirke mellem teori og praksis. Derfor vil bogen forbinde historie, teori og forskning med en lang række forslag til konkrete pædagogiske og didaktiske tiltag og metoder. Derigennem bidrager den både til en dybere forståelse af begrebet dialogisk undervisning og til at udvide lærerens repertoire i undervisningen.
Traditionen for dialog i skolen I Danmark har vi en lang tradition for dialog i skolen. Det er et uomgængeligt princip, som er rodfæstet i skolernes formålsparagraffer, at eleverne kan komme til orde i undervisningen, og at de kan udveksle forståelser og meninger både med klassekammeraterne og med skolens voksne. Det er også kvaliteter, det danske skolesystem er kendt for ude i verden, og som vi bryster os af. Traditionen for udvekslinger af talte ord går tilbage til oldtidens filosoffer med Sokrates og Platon som centrale skikkelser. Sokrates skrev ikke selv, men har ikke desto mindre, navnlig gennem Platons skildringer, haft en overvældende indflydelse på senere vestlig tænkning og også på dansk pædagogik. Herfra, og noget senere, kan den pædagogiske tradition for dialog i skolen skitseres som tre traditioner1. For det første en grundtvigiansk tradition, der knytter dialogbegrebet til en demokratibestræbelse, hvor dialogen skal bidrage til livsog folkeoplysning. Denne tænkning er stadig dybt grundfæstet i den danske pædagogiske tænkning og er meget tydelig i folkeskolens formålsparagraf. For det andet en russisk inspireret tradition, der forstår dialogbegrebet i relation til det samspil, der sker i kommunikation og læringsprocesser, og som med tiden konkretiserer, hvordan dialogiske kvaliteter kan se ud i undervisningen. Og for det tredje en amerikansk tradition, der udspringer af en helhedsorienteret psykologi, der er optaget af at forstå, hvordan menneskets mentale liv er knyttet uadskilleligt til livets andre aktiviteter, erfaringer og handlinger. Denne flerstrengede pædagogiske tradition konvergerer i nyere tid med empirisk uddannelsesforskning (Laursen, 2017), som også udpeger dialogen som central i forståelsen af god undervisning (se fx Alexander, 2017; Mercer & Littleton, 2007). I denne bog møder en lang pædagogisk tradition således empirisk forskning i, hvad der virker i undervisningen.
1 Laursen (2017) opererer med to linjer: en grundtvigiansk og en russisk inspireret. Hertil har jeg tilføjet en tredje, nemlig en amerikansk.
14
