debatteret
Arbejdstiden
– knasten i lærernes overenskomstforhandlinger Lærerne har aldrig været i en større arbejdskonflikt, men i år er ikke første gang, Forligsinstitutionen er involveret i deres overenskomstforhandlinger. Det skete også i 1995 og i 1999, hvor problemet ligeledes var uenighed om arbejdstid. Forligsinstitutionen bilagde da uenighederne midlertidigt. Det kan stadig nå at ske denne gang, så lockouten undgås. kronik Mikkel Mailand lektor
Nana Wesley Hansen ph.d.-stipendiat
Det kan godt være, at lærerformand Anders Bondo Christensen i medierne fremstår som noget af en stridsmand i øjeblikket, men kikker man ned igennem historien, glimrer lærerne med deres fravær på listen over grupper af offentligt ansatte, der har været i konflikt. På listen findes ellers både akademikere, socialrådgivere, sygeplejersker, laboranter og social- og sundhedsassistenter. Men lærerne har været tæt på et par gange, og arbejdstidsspørgsmålet har også ved de lejligheder været stridens kerne. I 1993 overgik lærerne fra det statslige til det kommunale overenskomstområde. Herefter skulle nyansatte lærere overenskomst- og ikke tjenestemandsansættes, hvilket blandt andet gav dem ret til at strejke. Det var også ved denne lejlighed, at man indførte registre30 /
ring af alle opgaver opdelt på undervisning, forberedelse og øvrig tid.
Overenskomsterne i 1995 og 1999 Der var fra starten utilfredshed med arbejdstidsreglerne. De blev opfattet som et optællingstyranni, der vanskeliggjorde det professionelle arbejde.
Ved Overenskomst 1995 indgik KL og DLF derfor en aftale om regelforenkling. I dele af DLF var man dog ikke tilfreds. En del fandt stadig reglerne for bureaukratiske og mente ikke, at de gav lærerne den fornødne tid, som de selv kunne disponere over i deres pædagogiske arbejde. Forliget blev derfor stemt ned, men et nyt kompromis, som gav bedre mulighed for at indgå aftaler om øvrig tid på den enkelte skole, blev efterfølgende fundet i Forligsinstitutionen. Tilfredsheden med aftalen fra 1995 var dog ikke større, end at parterne i 1999 igen ændrede den. Der blev nu givet endnu bedre muligheder for lokale løsninger og gjort endnu et forsøg på at aflive optælleriet. Men igen stemte DLF-medlemmerne forliget ned, omend kun med et snævert flertal. Forligsinstitutionen måtte derfor nok en gang på banen. Med forligsmandens hjælp enedes parterne
om enkelte justeringer, der efterfølgende blev stemt hjem ved urafstemningen. Strejkeretten kom altså heller ikke i anvendelse denne gang. De to overenskomstfornyelser viser to ting: Den ene er, at arbejdstidsspørgsmålet længe har været en øm tå. Der har været uenighed mellem DLF og KL om balancen mellem ledelsesret og medbestemmelse, og internt i DLF har man skullet balancere mellem faste rammer om arbejdstiden, blandt andet for at undgå ulønnet arbejdstid, og rum til at gennemføre det pædagogiske arbejde professionelt. Det er en udfordring, som vores kollegaer Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har formuleret som at skulle »gå på to ben«, et fagforeningspolitisk og et pædagogisk.
Forligsinstitutionens rolle For det andet viser forløbene fra halvfemserne, at der ikke er noget nyt i, at Forligsinstitutionen er involveret i at løse overenskomstknaster på lærerområdet. Det nye er, at Forligsinstitutionen er involveret på baggrund af et lockoutvarsel. Endvidere er det værd at bemærke, at »Forligsen« faktisk gjorde en forskel i de to forløb. Det kan den også nå at gøre i det aktuelle forløb, hvor KL og DLF nu har mødtes
folkeskolen / 06 / 2013
139302_p30-31_FS0613_Kronik.indd 30
18/03/13 13.32
