SVØMNING
K ADAVER OG BESTSELLER FOR DIF OG TEAM DANMARK
CHRISTIAN MOHR BOISEN
GULD VINDEREN Trods en ”dugget corona-hjerne” og en brækket hånd har den forsvarende OL-guldvinder i svømning Pernille Blume en god mavefornemmelse før OL. Her fortæller hun om at lære at føle ro under maksimalt pres, om at være hvermandseje, når man er et privat menneske, og om at være den fødte optimist.
E
n sommeraften for fem år siden ændrede Pernille Blumes liv sig radikalt. På 24,07 sekunder. Så kort tid tog det, før Pernille Blume som den første slog hånden ind i enden af det olympiske bassin i finalen ved OL’s korteste svømmedisciplin – 50 meter fri. Dermed blev hun Danmarks første guldmedaljevinder i svømning ved et OL siden 1948. Du blev superstjerne på lidt over 20 sekunder. Hvordan var det - og hvordan er det? ”Det var ret vildt, for at være ærlig. Og det er det nok stadig. Det er lidt svært for mig at huske, hvordan tingene var før. Det hele skete så pludseligt og uden overgang, og det var ret hårdt at være i for mig bagefter –
38
IDRÆTSLIV JULI 2021
blandt andet at skulle tackle medierne. Jeg havde ikke redskaberne til at stå i sådan en situation, hvor jeg pludselig var allemandseje. Efterfølgende fik jeg hjælp til at navigere i det, og det har virkelig gjort en stor forskel i forhold til at kunne være i det, for jeg er egentlig et meget privat menneske.” Ingen havde nok regnet med, at du skulle vinde guld i Rio. Havde du selv det? Nej! Nej, slet ikke, det var en meget, meget stor overraskelse, som jeg ikke havde set komme på nogen måde. Jeg havde lidt håbet på en finale og tænkte også, at det var realistisk. Før OL 2016 havde jeg aldrig været god til at performe internationalt. Det var altid sådan, at jeg performede nationalt, men
ved internationale stævner svømmede jeg ikke ret godt.” Der er nogle andre forventninger til dig denne gang. Hvordan har du det med dét? ”Egentlig fint nok. Jeg er ret afslappet omkring forventninger. I sidste ende er det ikke forventninger, jeg kommer til at stå og tænke over, når jeg skal hoppe i vandet. Der tænker jeg kun på mig selv, og hvad jeg skal gøre. Det er mere tiden op til. Men jeg oplever oftest, at når jeg lige får snakket med nogle mennesker omkring mig om det og får sat det i perspektiv, så finder jeg ud af, at forventninger jo egentlig bare er en ting, der foregår inde i ens hoved.”
