14 | Efterårsbøger | Dansk litteratur
Kristeligt Dagblad Lørdag 30. oktober 2021
Det er aldrig for sent at genopfinde sig selv Livet stopper ikke, fordi man har rundet 40 eller 60 år, mener den romanaktuelle forfatter Christian Jungersen, som betragter midaldrende mænd i cykelshorts og modne kvinder med røde briller som helte, fordi de i det mindste forsøger at forny sig
interview DANIEL ØHRSTRØM
ohrstrom@k.dk
Johannes Møllehave sagde engang, at der findes to sætninger, der kan ødelægge livet: ”Det er for tidligt”, og ”det er for sent”. ”Det er virkelig godt sagt. Jeg ville faktisk ønske, at det var mig, der havde sagt det,” siger Christian Jungersen og slår en stor smittende latter op med sin dybe, rungende forfatterstemme, for Møllehaves gamle pointe passer perfekt ind i Jungersens nye roman ”Du kan alt” om en midaldrende mand, der erfarer, at det netop aldrig er for sent at genopfinde sig selv, så man i virkeligheden bør omfavne hver livsfase med samme appetit som en eventyrlysten teenager. For øjeblikket er – på tværs af alder – til for alle dem, der lever lige nu. Christian Jungersens nye værk har til gengæld været ventet længe. Allerede debutromanen ”Krat” (1999) blev rost og prisbelønnet, og han fik kæmpesucces med de senere filmatiserede bestsellerromaner ”Undtagelsen” (2004) og ”Du forsvinder” (2012), inden han så selv forsvandt mere eller mindre fra offentlighedens søgelys herhjemme, da han flyttede til Malta for nu snart ti år siden. I mellemtiden har han for researchens skyld blandt andet taget en hypnotisør-terapeutuddannelse og flere voldsbekæmpelseskurser, der ellers var målrettet kriminelle. Men nu er han efter syv års researcharbejde og gennemskrivninger aktuel med sin nye store roman, der er udkommet i to bind. I første bind møder vi først hovedpersonen Per Berg i en form for midtvejskrise. Sønnen Silas er lige flyttet hjemmefra, og nu kan Per kun bruges som gratis håndværker for sønnen, mens sønnen har travlt med at hjælpe andre, være på Tinder og drikke smart cafékaffe. Pers kone Astrid er allerede på vej væk – i første omgang på en egotripmeditationsferie på Bali, der ”des-
0 ”Jeg mener, at det er muligt at få flere mentale liv efter hinanden i et biologisk liv. Det er et frihedsbudskab, som jeg gerne har villet udtrykke med denne bog,” siger Christian Jungersen om sin nye tobindsroman ”Du kan alt”. – Foto: Leif Tuxen.
værre” bliver ødelagt, hvis hun skyper for meget med ham. Men da de bliver skilt, siger han sit kommunale topjob op og ender selv med at blive meditationscoach – blandt andet for indsatte i landets fængsler, og i stedet for at forblive forstadsvillaejer bliver han nu bofælle med den unge, kriminelle fyr, Michael (”Nosse”), som fører ham ind i et miljø, som mildt sagt sætter hans moralske kompas ud af kurs. I andet bind kommer Per bogstaveligt talt vidt omkring, mens han selv får succes som bestsellerforfatter og lykke-coach, der – selvfølgelig – bliver kaldt Lykke-Per i medierne, efter at et ellers mislykket interview i ”Go’ morgen Danmark” giver ham det store mediegennembrud som midtvejskriseekspert. Drama mangler der heller ikke, for der er også plads til mord, brand, tortur og rockerforbin-
delser i plottet, så Jungersens tobinds-roman kan godt læses som et slags eksplosivt møde mellem Netflix-serien ”Breaking Bad” (som begynder ved gymnasielæreren Walter Whites 50-årsfødselsdag, inden han mildt sagt bliver en anden) og Henrik Pon-toppidans ”LykkePer”. Og det heller ikke helt ved siden af, siger Christian Jungersen, som netop kaldte sin hovedperson Per som en lille hilsen til Pontoppidan. ”Der er også nogle paralleller til romanen ’Lykke-Per’ med forsøgene på at erobre verden og starte sin egen virksomhed med store ambitioner. Den store forskel er, at kerneårene ikke er i ungdommen i min roman, men i årene fra Per er 50 år, til han kommer i 60’erne. Når man er 18 år, kan alting ske. Man behøver ikke længere være i en kernefamilie. Mange unge mennesker bliver også kede af det og bange, men det kan man også blive, når
ens børn flytter hjemmefra, hvor man også bliver sat fri. Det er derfor, Per siger, at 50 år ikke er de nye 40’ere, men det nye 18 år,” siger Christian Jungersen. I romanen befinder Per sig selv i det, han som coach kalder ”den toenhalvte alder”. Det er dér, hvor man som 40-50-årig endnu ikke er kommet i den tredje alder og med sundhedsvidenskabens nye muligheder måske har 30 gode år til at genopfinde sig selv, inden man når alderdommen for alvor. Man kan alt, men mens alt er tilladt, er alt jo ikke gavnligt, som Paulus engang skrev. Romanens titel ”Du kan alt” refererer på den måde til et af Pers mindfulnesscitater, som sikkert straks også ville få Svend Brinkmann til at tage nej-hatten på, men titlen spiller også på en mørkere og kritisk side, da Per for eksempel prøver at træne sin evne til at slå empatien fra.
”
Når man er 18 år, kan alting ske. Man behøver ikke længere være i en kernefamilie. Mange unge mennesker bliver også kede af det og bange, men det kan man også blive, når ens børn flytter hjemmefra, hvor man også bliver sat fri.
CHRISTIAN JUNGERSEN, FORFATTER
fortsætter side 16