22 | Jul&Advent2021
Kristeligt Dagblad Lørdag 4. december 2021
Traditioner | I de fleste danske hjem fejres julen med dans om juletræet, flæskesteg, brune
kartofler og salmesang – men også med familiens helt egne traditioner. Kristeligt Dagblad har spurgt fire fremtrædende danskere om, hvilke særlige, sjove og hyggelige juletraditioner de har i deres familie
De juletraditioner, vi selv skaber Alle byder ind
Syriske kager på bordet
Anne Hjernøe, journalist, tv-vært og kok. Vi ”uddelegerer julen” og får hver vores egen ret at sysle med derhjemme. Kirsebærrene bliver plukket, når de er i højsæson i juli, rødkålen bliver lavet den 22. december, og risalamanden og anden bliver lavet og parteret dagen før. Ingen af os gider at sidde til jul og være kørt ud over gulvet af træthed, fordi man har stået i køkkenet hele dagen. Vi gør det lettest muligt for os selv, så vi kan få det meste ud af dagen. Og så har vi tid til bare at hygge, sætte os og se ”Disneys Juleshow” med vores piger og gå ture. En af vores venner kommer forbi med hjemmelavede marinerede sild, og han får friskbagt panforte, og så skåler vi i julesnaps. Jeg laver snaps i vildskab op til jul, og nogle gange gør vi det sammen. Vi har også en konfektdag i familien, hvor alle har pynt, marcipan eller nougat med, og nogle har lagt rosiner i rom eller kandiseret appelsinskræller. Alle byder ind med noget. Vi hjælpes ad om det hele, og det gør både ens eget liv lettere, og alle føler, at de har taget ejerskab over det. Heldigvis er alle i min familie virkelig dygtige til at lave mad. Det er enormt befriende, for så ved man altid, at det, folk kommer med, er mindst lige så godt som det, man selv kunne have lavet. Ellers fik de heller ikke lov.
F OTO : L E I F T U X E N
Bygger en modeltogbane Jens Rohde, folketingspolitiker for Kristendemokraterne. Jeg er totalt julefreak, altså jeg elsker jul. Jeg propper mig med jul og kan simpelthen ikke få nok. Så snart vi er ude af uge 42, er jeg i julestemning. Når det begynder at blive mørkt udenfor, laver jeg varm kakao til mine børn hver morgen. Alt, jeg kan få fat i af julekalendere, køber jeg og stiller – til min kones store fortrydelse – op på række i vindueskarmen. Og så bygger jeg en modeltogbane. Officielt er det for mine børn, men de er sådan set ret ligeglade. Det er et meget ambitiøst projekt. Togbanen er i to etager, og der er både signaler, røg op af skorstenen og masser af bjerge og sne. Jeg bruger tre weekender på det typisk, og jeg har det pragtfuldt imens. Det er meget kompliceret og teknisk vanskeligt, så det er lige så frustrerende, som det er dejligt. Min morfar var vild med toge – jeg har det fra ham. Jeg arvede en del fra ham, og så har jeg købt mere, nu hvor det er digitalt. Der er mange minder i det. Jul handler netop om traditioner og om at værdsætte alt det, der har været i fortiden, og som livet har givet én. Med bekendte dufte, lyde og farver bliver alle ens sanser fyldt med følelsesmæssig umami, og i et splitsekund kommer jeg tilbage.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter og venligbo. Vi holder en ret åben jul. Vores syriske reservesøn er med, og der kommer ofte syriske og somaliske flygtninge, som har lyst til at prøve at holde dansk jul. Jeg kender mange flygtninge gennem mit frivillige arbejde, og nogle gange tager de også venner med. Jeg har selv fire børn, og så kommer der op til fire-fem personer udefra. De spiser ikke flæskesteg, men så spiser vi and og alt det andet sædvanlige. Vores syriske søn tager nogle syriske konfektagtige kager med, som vi spiser efter aftensmaden. Det er blevet en tradition, så hvis ikke han kan komme, bliver vi nødt til at købe dem hos den syriske bager. Da jeg var barn holdt vi altid jul med min farfars etiopiske venner, så det falder meget naturligt. Familien føles større, og min datter opfatter de syriske mænd som sine onkler. Vi bliver også inviteret med til eid, så traditionerne er blevet mangfoldige. For de mennesker, der ikke har holdt dansk jul før, er det sjovt at forklare, hvorfor vi synger salmer og danser rundt om juletræet. Det ser mærkeligt ud udefra, og der kommer altid mange grin ud af det. Vi har fundet ud af, at risalamande minder meget om en syrisk ret, som hedder ris med mælk på arabisk. Det er altid skægt at tænke over traditionerne, og så sker der en udvikling over årene, når de samme gæster kommer igen.
F OTO : L E I F T U X E N
Så falder roen på
F OTO : F R A N K C I L I U S / R I T Z AU S C A N P I X
Fortalt til Rebecca Allouche allouche@k.dk
Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift. Siden vi kom til Viborg for syv år siden, har vi haft en fast årlig tradition. Få dage før juleaften tager vi ud og køber et juletræ på en gård, som ligger i udkanten af Søndersø. Og så bærer vi det sammen hjem hele vejen rundt om søen. Som regel er det min hustru, Karen, mig og to eller tre ud af vores fire børn, afhængigt af hvem der er kommet hjem til jul endnu, som tager med. Det er en tur på fem kilometer, og træet er kæmpestort, for vi har meget højt til loftet, og det skal jo nå loftet, så vi skal være nogle stykker, der kan hjælpe hinanden. Man kunne jo også hente det på en trailer, men når man går sådan fire mennesker sammen, er det en god måde at komme helt ned i tempo på. Og der er en god forståelse af, at vi skal samarbejde og hjælpe hinanden med at bære træet, for ellers kommer det aldrig hjem. Nogle gange tager vi varm kakao med, som vi kan drikke, mens vi sidder og hviler os lidt. Ligesom hos så mange andre familier er der meget, der skal ordnes op til jul, så det med at lade roen falde på er virkelig rart. Den 23. december pynter vi træet. Juleaften tænder jeg lysene, og så får alle de andre lov til at komme ind, når træet er helt opJ tændt.
F OTO : L E I F T U X E N
