Golden Gate-broen i San Francisco er blot én af talrige ikoniske seværdigheder i Californien. Den store delstat ved Stillehavet er som en mini-udgave af USA og har alt, hvad selv den mest kræsne turist måtte begære. Side 16
Drømmer du om nye kulturindtryk og store naturoplevelser? Og kunne du tænke dig at have en dygtig dansk rejseleder med på rejsen, så tag et kig på vores veltilrettelagte, oversøiske rundrejser.
Vi rejser mod både øst og vest, så det er blot op til dig, hvor og hvordan dit næste eventyr skal udleves!
Vil du sejle på Halongbugtens smaragdgrønne vand, vandre langs Balis symmetriske risterrasser eller møde det mytiske himbafolk i Namibia? Rejs med Stjernegaard og udlev rejsedrømmen.
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
13 DAGE FRA KR. 18.990
Templer, te og safari
Sri Lanka er en perle i Det Indiske Ocean og rummer, udover usædvanligt imødekommende mennesker, 2.000 års spændende historie med prægtige ruiner fra fortidens kongeriger og fra Buddhas liv på øen. UNESCO har udpeget verdensarv til højre og venstre på denne lille ø. Vi tager på safari og besøger højlandet med teplantager og den skønne by Kandy med Temple of the Tooth. Afslutning på en dejlig strand og mulighed for forlængelse.
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
17 DAGE FRA KR. 45.900
En rejse i forunderlig skønhed Namibias gigantiske ørkener og øde landskaber er omdrejningspunktet for denne rejse. Vi bevæger os gennem Kalahari- og Namibørkenerne til lersletterne i Sossusvlei og Erongo Mountains, hvor vi besøger san-buskmænd, der har rødder 80.000 år tilbage i tiden. Vi møder det mytiske himbafolk, og i Etosha National Park skal vi på safari for at se elefanter, næsehorn og andre dyr.
Vi rejser i små grupper med kun 10-20 deltagere.
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
14 DAGE FRA KR. 32.990
Eventyrrejse til myternes ø
En helt unik rejse til det geografisk set isolerede Madagaskar med en enestående flora og fauna. 80% af øens pattedyr lever kun her. Vi møder bl.a. mange arter af de sjove lemurer, kamæleoner og farvestrålende fugle.
Langs vejen ser vi kæmpe baobabtræer med tykke “maver” fyldt med vand, så de kan modstå tørke. Befolkningen er unik - en interessant blanding af indonesisk, arabisk, fransk og afrikansk. Vi besøger smukke og meget varierede nationalparker og slutter ved Det Indiske Ocean.
Vi begynder ved Agungvulkanen og kører ad snoede veje forbi kunstfærdige risterrasser.
I Lovina oplever vi delfiner i solopgangen, og i Munduk besøger vi markedspladser, der eksploderer i dufte og farver. I Ubud møder vi måske en procession af yndige kvinder med meterhøje opsatser af smukt arrangerede offergaver.
17 DAGE FRA KR. 33.900
Toppen af Peru
En fantastisk rundrejse til seværdigheder i verdensklasse. Vi oplever den hvide by Arequipa, inkaernes hovedstad Cusco og Den Hellige Dal. Vi bor ved foden af mytiske Machu Picchu og kører en hel dag med PeruRail-toget over højsletten.
Vi ser de mystiske nazcalinjer og et rigt dyreliv langs Stillehavskysten og på Ballestasøerne (miniGalápagos). Vi har fokus på det kulinariske Peru og rejser i et roligt tempo, så vi vænner os til højderne.
2023: MAR, APR, JUL, SEP, OKT
Kirsebærtræer eller efterårsfarver
Solgudens ø-rige
Vi bor i den gamle kejserby Kyoto og hovedstaden
Tokyo på denne rundrejse fyldt med oplevelser - et sandt overflødighedshorn af fine templer og helligdomme, smukke zenhaver og en spændende kultur med geishaer og te-ceremonier.
Mellem de to byer rejser vi med Shinkansen - en oplevelse i sig selv. Vi bevæges ved et besøg i Hiroshima og snapper efter vejret foran den hellige vulkan, Mount Fuji.
Afrejse på de bedste årstider, forår og efterår.
Små grupper – kun 10-25 deltagere
Det giver god harmoni i gruppen og mulighed for at besøge helt særlige steder.
Fremragende 4,8 ud af 5 1715 anmeldelser
RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER
16 DAGE FRA KR. 19.990
Fra Halong til Mekong
Denne rundrejse går fra fascinerende Hanoi og den eventyrlige Halongbugt i nord til det frodige Mekongdelta og pulserende Ho Chi Minh City i syd.
Undervejs besøger vi smukke Ninh Binh - kendt som Halongbugten på land, kongebyen Hué, og den historiske handelsby Hoi An - Vietnams hyggeligste by.
Hele vejen fortæller vores kyndige danske rejseleder om Vietnam i går, i dag og i morgen.
Tokyo Hakone Mt. Fuji Nara
NOV 2023: MAR, APR, JUL, SEP ILLINOIS Atlanta Nashville Manchester Cherokee Smoky Mountains MissisippiflodenMemphis Vicksburg New Orleans Houma St. Francisville Lafayette USA RUNDREJSE MED DANSK REJSELEDER 15 DAGE FRA KR. 33.900 På eventyr i det sydlige USA Denne rejse begynder i Atlanta og bringer os gennem Smoky Mountains, USA’s mest besøgte nationalpark, til musikbyerne Nashville og Memphis og langs Mississippifloden til de spændende mangroveområder i Louisiana. Vi slutter i charmerende New Orleans og spares dermed for en lang køretur tilbage til udgangspunktet.
APR, OKT
Maskerne er faldet, og verden står atter åben efter et år, hvor lande kloden over ophævede de coronarelaterede restriktioner for rejsende. Nu er de eneste begrænsninger den enkeltes eventyrlyst og økonomi. Men hvor skal turen gå hen? Her er der inspiration at hente i tillægget Rejser 2023, hvor redaktionen har samlet en række tidligere bragte artikler samt enkelte nye fra både nære og fjernere destinationer. God læse- og rejselyst!
Thomas Andreasen, rejseredaktør
6 Portugal Azorerne byder på meget mere end vandrende højtryk
8 Sri Lanka Flot togtur med udsigt til temarker
10 Søhøjlandet I Himmelbjergmalernes fodspor
12 Canada Indbyggerne i Vancouver er blandt verdens lykkeligste. Med god grund
14 Norge Det er koldt. Det er mørkt. Det er magisk. Oplev Tromsø om vinteren
16 USA Som førstegangsbesøgende i USA er det oplagt at tage til Californien
17 Biltog gennem Europa Stigende benzinpriser og forurenende fly. Er biltog fremtidens rejseform?
18 Skælskør Solskinsbyen er blevet en keramikby
20 Senegal Et besøg i SaintLouis er som at rejse tilbage i tiden
22 Tyskland Treptower Park i Berlin byder på dystre minder om fortiden og nye kulturelle initiativer
26 Sverige Den røde by Strängnäs har spillet en stor rolle i svensk historie
27 Spanien Hvilken hvid landsby er den flotteste?
30 Sønderjysk
rundtur Hvad har Christiansfeld, Augustenborg, Nordborg, Løgum kloster og Højer til fælles?
32 Grækenland
Bjerglandsby har eget sprog – og skiløjpe
36 Italien
Mode, maleri, marmor. Milano ejer en selvfølelse, som mange andre storbyer i Italien misunder
38 Tyrkiet Gå i Abrahams fodspor, bliv væk i basaren og nyd et gadekøkken i verdensklasse
40 Polen Warszawa har EU’s højeste bygning og ver dens yngste gamle by
42 Bogense Byen markedsføres som Danmarks mest charmerende købstad. Der er noget om snakken
44 England Liverpool er me get mere end The Beatles
46 Belgien Verdens længste sporvognslinje ved en af Europas korteste kyststrækninger
Azorerne byder på meget andet end vandrende højtryk. Fælles for alle ni øer er en egenartet skønhed. Besøg på dem alle kræver en del tid, men besøg på de tre øer Faial, Sao Jorge og Pico kan nemt forenes
Jens Henrik Nybo rejser@k.dkAtlanten er evig og altid nærværende på Azorerne. Golfstrømmen og evigt vandrende højtryk over øerne har givet basis for et utal af nuancer af farven grøn. Det uforudsigelige vejrlig tilfører Azorerne yderligere mystik. Her langt ude i Atlanterhavet – 1600 kilometer fra Europa og 4000 kilometer fra Nordamerika – ligger ni øer drysset ud over et område på 600 kilometer.
Azorerne er omgærdet af sagn og myter. Gåden om Atlantis er nært forbundet med øerne, idet man i middelalderen udspredte rygtet om, at de var resterne af et kontinent, som på et døgn forsvandt i havets dyb. Skrøne eller ej; øernes tilblivelse har været præget af dramatik. De vulkanske kræfter har sat sit præg på øerne, også i nyere tid.
Hovedøen Sao Miguel er den mest besøgte af de ni øer. Mange turister vælger kun at opholde sig her, og der er bestemt også nok af seværdigheder og aktiviteter til at fylde en uge eller længere. Men besøg på andre af øerne giver selvsagt yderligere dimensioner til et ophold på Azorerne.
En god idé kan være at besøge de tre øer Faial, Sao Jorge og Pico, dels fordi de ligger i nær afstand af hinanden, dels fordi de har hver deres særpræg. Fælles for dem er dog naturens uforlignelige skønhed og smukke historiske bygninger og kirker. Den grønne dominerende farve i landskabet er en lise for øjet, men har selvfølgelig sin baggrund i nedbøren.
Regn må man forvente forholdsvist hyppigt, men da der er tale om et ø-klima, er bygerne ofte kortvarige. Stående på et højt sted på øerne er det typisk at se en skybanke drive ind fra havet og forudsigeligt åbne for sluserne over én, men efter nogle minutter er det overstået, og solen erobrer magten tilbage. Det bliver sjældent hverken rigtigt varmt eller koldt på Azorerne, faktisk er gennemsnitstemperaturen om vinteren mellem 12 og 17 grader og mellem 20 og 26 grader mellem maj og oktober.
Azorerne hører til Portugal, men har i lighed med Madeira længere mod sydøst selvstyre. Befolkningen, der tæller en kvart million, har aner tilbage til første halvdel af 1400-tallet, da koloniseringen af de dengang ubeboede øer indledtes, anført af Henrik Søfareren.
Hvalfangst og fiskeri var indtægtskilden i århundreder, og fiskeriet er det fortsat.
Beboerne på Azorerne er yderst katolske. Det giver sig udtryk ved de mange religiøse ceremonier og processioner, som de praktiserer i
stort omfang på alle tider af året, men flest i sommerhalvåret. Nogle af processionerne har udover det spirituelle indhold også et mere verdsligt islæt og kan nogle gange udvikle sig til regulære gadefester.
Faials hovedby, Horta, er indbegrebet af en azorisk provinsiel storstad, skønt her kun bor lige under 7000 sjæle.
Byen er tillige et populært stop for sejlere, der enten på vej til eller fra Amerika lægger til i marinaen, hvis moler er bemalede med tusinder af individuelle sejlskibes logoer, hvor man da også støder på enkelte danske. Noget af det første, sejlerne gør efter at have lagt til, er at besøge Peter Café Sport, Azorernes nok mest kendte café. Her er stemningen høj, når den første fadøl i ugevis nydes sammen med andre sejlere. Så bliver der udvekslet erfaringer om den lang færd.
Horta har flere hyggelige stræder med smukke kirker og borgerhuse. Flere af de ældste kirker er i fornem barok- og renæssancestil. En af de smukkeste bygninger er Pousada de Santa Cruz, der nu fungerer som hotel indrettet i et fort fra 1500-tallet.
De mange vulkanudbrud har tillige skabt caldeiras – gigantiske udslukte kratere, som her på Faial måler to kilometer på tværs og er 500 meter dybe, omkranset af lodrette vægge, som i sommermånederne er dækket af blomstrende hortensiaer.
Netop hortensiaerne er for mange en vigtig grund til at besøge Azorerne, for efter sigende findes der intet sted på kloden så mange vildtvoksende hortensiaer. For det meste bruger bønderne hortensiabuskene som levende hegn på markerne, og det giver de i forvejen betagende landskaber yderligere et boost af skønhed.
Det mest særegne område på Faial ligger helt ude mod vest. Capalinhos er egentlig en ny landvinding til Faial. Det skete i 1957, da et vulkanudbrud tilførte et par ekstra kvadratkilometer land til øen. Herude føles det som at gå i et månelandskab, og fra fyrtårnet er der panoramaudsigt over den okkergyldne lava. Her som så mange andre steder på Azorerne er der naturlige
pools, som er afsnit af kysterne, hvor lavaen har dannet et indelukke, så man trygt kan bade i poolens naturligt lune vand.
Dramatisk kyststrækning Øen Sao Jorge har form som en lidt buttet gulerod og er en af de mindre besøgte af øerne. Der er dog mindst fire gode grunde til at besøge den:
Øens hovedby, Velas, med sine kønne bygninger. En af klodens flotteste kyststrækninger. Solide oste. Og så er det fra Sao Jorge, man får det mest imponerende blik til Pico-vulkanen.
Velas er forførende, især når man står ved resterne af det gamle fort fra 1600-tallet, som omslutter byen med dens gamle huse, barokkirkerne og kirkepladsen, Matriz de Sao Jorge. Gågaden tæt på er udsmykket med smukke sten, og hen under aften slår folk sig ned ved en af gadecaféerne. De traditionelle seværdigheder er til at overskue, men stemningen er rar.
På den nordlige del af Sao Jorge er det derimod helt rimeligt at kalde kystlinjen ved Faja do Ouvidor for en af verdens smukkeste og mest dramatiske. De sorte lavastrømme, fajas, flyder ud i havet flere steder på øens kyster, men
Bravo Tours har en ugentlig charterflyvning fra København og Billund til hovedøen Sao Miguel fra sidst i april til begyndelsen af oktober. Hele året kan man flyve med ruteselskaber, herunder portugisiske TAP, via Lissabon og videre til Azorerne. Det lokale flyselskab Sata flyver til alle øerne. Rederiet Atlantico Line sejler mellem øerne.
Azorerne kan besøges året rundt. Klimaet er mildt, og temperaturen når sjældent under 12 grader om vinteren og ligger omkring 25 grader om sommeren.
Et turistklassehotel koster cirka 700 kroner pr. nat for et dobbeltværelse. Restaurantpriserne er markant lavere end i Danmark.
især denne strækning er i særklasse.
På Sao Jorges centrale dele findes flere vandrestier, hvor man kan nyde såvel synet af selve kysterne som udsigten til Pico-vulkanen, Portugals højeste tinde, på naboøen af samme navn.
Picos natur er nok den vildeste på Azorerne og er domineret af Pico Pequeno, som rejser sig i 2351 meters højde. Vulkanens øverste del er dækket af sne flere måneder om året. Mange vælger at gå op til toppen, men det er en barsk tur, som man ikke skal undervurdere. Fra udgangspunktet i 1230 meters højde skal man regne med op til ni timers vandring op og tilbage. J
Sri Lanka er et land med en lang kolonihistorie, som blandt andet kommer til udtryk på den smukke togtur fra Kandy til Ella i det srilankanske højland
dahl-hansen@k.dk
Temarker og teplukkere, kløfter og gamle togstationer, køer og vilde påfugle er blandt oplevelserne på den omkring syv timer lange togtur, der strækker sig fra Sri Lankas andenstørste og meget hektiske by, Kandy, til den turistede, men dog charmerende bjergby Ella.
Landet i Sydasien, som indtil 1972 hed Ceylon, har ligesom storebroderen Indien været på britiske hænder. Og inden briterne var det først portugiserne og dernæst hollænderne, som havde koloniseret øen. Den lange kolonihistorie er både til at mærke, høre og se. Som turist kan man drage nytte af, at de fleste skilte står på engelsk, og at sproget er på skoleskemaet, resulterende i at flere af især de yngre, og de, der begår sig inden for turismen, er ganske stærke i sproget. Og så er der jernbanen, etableret af briterne i midten af 1800-tallet til at transportere te oppe fra bjergene til havnebyen Colombo. Den dag i dag er den stadig en central del af landets hårdtprøvede infrastruktur, men bruges nu mere som transport for de lokale end som fragt af gods. Og så er den blevet et trækplaster for turisterne, som især tiltrækkes af bjergstrækningen fra Kandy til Ella.
At få sig en siddeplads på toget er dog ikke så ligetil og velorganiseret, som vi kender det fra Danmark. Til gengæld adskiller prisen sig også markant fra danske standarder ved blot at være 600 srilankanske rupees, svarende til knap 20 danske kroner for en voksen person på anden klasse (dog er inflationen i landet enormt høj, så prisen kan hurtigt ændre sig).
Toget har tre klasser. Første klasse har, i modsætning til de to andre, air condition, men her har man ikke de åbne døre og vinduer, som er et af togets varemærker, så det anbefales at købe billet til enten anden eller tredje klasse. Man behøver alligevel ikke at være bange for at smelte væk, for temperaturerne i højderne er markant lavere end i lavlandet.
Det er muligt at købe billetter på
Kandy Station på dagen for afgang, men her skal man være opmærksom på, at siddepladserne ofte er udsolgt. Har man stærke ben og er klar på at stå op et par timer om nødvendigt, kan man såmænd klare sig fint uden.
Mens man venter på toget og forbereder sig på ”kampen om pladserne”, går lokale drenge op og ned ad perronen, henvender sig til de spændte og en smule nervøse turister og tilbyder dem at kapre en siddeplads i toget mod et beløb, der er flere gange højere end billetprisen. Takker man nej, og har man ikke en pladsbillet, så er man næsten sikker på at ende med en ståplads. Men der er håb, for både lokale og turister står i flok af og på på de større stationer undervejs, så man skal nok få sig en plads før eller siden.
Er man af den mindre spontane rejsestøbning, og har man hjemmefra planlagt, hvor og hvornår man skal med toget, så kan man med fordel kontakte et rejsebureau og booke billetter og siddepladser derigennem. Uanset hvordan man ender i sædet, er det bare med at læne sig tilbage og nyde den storslåede udsigt, mens toget snegler sig afsted i slow motion med den friske vind ind gennem de åbne døre og vinduer og til lyden af et gammelt lokomotivs hjul mod skinnerne. Og det er ikke kun ude, at der er ting at kigge på. Inde i kupéen og særligt på tredje klasse kan man være heldig at opleve en gruppe unge i det rytmiske hjørne, og man kan være sikker på at se de lokale mose sig frem for at sælge alt, hvad man kan forestille sig af lokal mad pakket ind i gamle aviser og naturligvis indtaget med hænderne.
Broen med de ni buer Når man efter den lange rejse, som på en god dag tilbagelægges på seks-syv timer, og andre dage kan være præget af flere timers forsinkelse, ankommer til Ella, bliver man mødt af en gammel stationsbygning i fine omgivelser.
Da stort set alle turister står af her, opstår der hurtigt trængsel, og det kan være svært rent faktisk at se den smukke station. Her kan det anbefales at vende tilbage senere, hvor man med stor sandsynlighed kan have den helt for sig selv, eftersom togene kun afgår få gange om dagen. Og når man først lige er landet i den meget turistede bjergby, der dog også byder på charme med fantastisk natur, kan man fortsætte med at udforske jernbanen.
Man må ikke snyde sig selv for at gå en tur på skinnerne og tage til den imponerende Nine Arch Bridge, der med sine buer krydser en dyb kløft. Hvis man ligefrem kan time det, således at man er der samtidig med, at toget kører over, er oplevelsen fuldendt. J
Rejsen til Sri Lanka kan klares på omkring 14-16 timer. Man kan flyve den omkring syv timer lange tur til Doha eller Dubai med flyselskaberne Qatar Airways eller Emirates, og herefter er der cirka fem timer til den internationale lufthavn i Sri Lanka, som ligger en lille time nord for hovedstaden, Colombo. Korte ture på øen på under seks til otte kilometer klares fint med tuk tuk. Regn med at betale omkring 100-200 rupees pr. kilometer, alt afhængig af om du er i et mere eller mindre turistet område. Længere ture rundt i landet tager mange med en privatchauffør, da den offentlige transport med busser og tog er meget langsom og varm. Den private chauffør kan bookes gennem et dansk eller lokalt rejsebureau eller findes ved andre rejsendes anbefalinger i Facebook-gruppen ”Sri Lanka Rejsefællesskab”.
Man kan planlægge rejsen gennem et rejsebureau eller gøre det selv, men fælles for begge modeller er, at der er en overordnet rute, som de fleste turister i landet følger.
Man lander på vestkysten lidt nord for hovedstaden, Colombo. Følger man ruten med uret tager man herfra til Sigiriya og Dambulla for at opleve Lion Rock og huletempler, herefter bevæger man sig mod Kandy for at tage toget til Ella, hvorefter man kan se elefanter på safari i Udawalawe eller Yala Nationalpark for til sidst at slutte af med afslapning på sydkysten om vinteren (december til april) eller på østkysten om sommeren (juni-juli).
Vilhelm Kyhn var i slutningen af 1800tallet centrum for en af landets mere ukendte kunstnerkolonier.
På en rundtur i Søhøjlandet kan man finde de steder, hvor kunstnerne i sin tid fandt inspiration og motiver
Laura Kjestrup Nielsen rejser@k.dk
Ry ligger lige i smørhullet i Søhøjlandet, der er et af Danmarks skønneste naturområder. Her er store skove, talrige søer og ikke mindst masser af bakker med Himmelbjerget som den mest kendte top.
I dag har turister for længst fået øjnene op for landskabets skønhed. Men i sin tid var det især kunstnere, der var medvirkende til, at Søhøjlandet blev kendt uden for lokalområdets grænser.
En af de mest markante skikkelser i den forbindelse var landskabsmaleren Vilhelm Kyhn (1819-1903), der gennem årtier forevigede Himmelbjerg-egnen med pensler og farver.
Netop Vilhelm Kyhn stifter man bekendtskab med, hvis man går lidt på opdagelse i Ry. I stedet for at følge strømmen mod iskiosken ved havnen skal man nemlig sætte kursen ud ad Skanderborgvej væk fra bymidten. Et par hundrede meter efter kirken dukker et skovklædt bakkedrag op på den modsatte side af vejen. Her fører stejle stier op til udsigtspunktet Kyhnsminde med en stor mindesten for den kendte landskabsmaler.
Mens man puster ud, kan man nyde udsigten, der dog nok er knapt så panoramisk, som da Kyhn malede den. Høje træer og Rys bymæssige udvikling har sneget sig ind på motivet, men man kan sagtens fornemme landskabets storhed.
Vilhelm Kyhn var blandt de første
malere, der drog mod det ukendte Jylland i 1830’erne og 1840’erne sammen med navne som Dankvart Dreyer og Louis Gurlitt. Helt ukendt var Jylland selvfølgelig ikke, men i tiden før togskinnerne satte nye streger på danmarkskortet, var det bestemt ikke alle og enhver, der havde tid, lyst eller råd til en rejse til landets mere ukendte hjørner og kanter.
På den tid malede Kyhn eksempelvis ”Bakket landskab med søer og skove nær Silkeborg” (1845), der er udstillet på Statens Museum for Kunst.
Fast gæst på stationen Ry Station blev indviet i 1871. Det betød både, at der opstod en reel stationsby, men det medførte også, at kunstnere og andre udefrakommende fik nemmere ved at komme på besøg. Og det må man sige, at Vilhelm Kyhn gjorde.
Fra 1873 og frem til sin død 30 år senere tilbragte han nemlig alle sine somre i Ry. Han ankom med toget og spadserede den korte tur til gæstgiveriet – i dag Hotel Ry – hvor han havde sit faste værelse. Som landskabsmaler var Kyhn mest af alt betaget af egnens storslåede natur, men han malede også udvalgte lokale bygninger som eksempelvis møllen i Gl. Rye. Her kan man i dag kigge forbi og nyde synet af den velbevarede mølle, der rummer et sæsonåbent museum.
Gl. Rye var hovedbyen i området, før den nye Ry – stationsbyen –groede frem, og her er også en seværdig kirke samt et malerisk naturområde med fredede lyngbakker.
Vilhelm Kyhn var naturromantiker og forholdt sig konservativt til nye strømninger i kunsten. Men han var også forbillede og underviser for en række yngre kunstnere. For eksempel drev han i en årrække tegne- og maleskole for kvinder i København i en tid, hvor Kunstakademiet stadig var lukket land for kvinder.
En af Kyhns elever var Anna Ancher – den sidenhen berømte Skagensmaler – mens en anden var Pauline Thomsen, der var en af de kunstnere, der drog i kølvandet på Kyhn på sommerophold i Ry. Efterhånden udviklede det sig til en hel lille kunstnerkoloni, der også talte navne som eksempelvis Harald Foss, Godfred Christensen og Jo-
hannes Boesen. En flok, der i eftertiden blev omtalt som Himmelbjergmalerne.
Kunstnerne fandt ofte frem til de i bogstavelig forstand mest maleriske pletter i landskabet, så det kan godt betale sig at gå i deres fodspor den dag i dag. Tag for eksempel på bjergbestigning på Sukkertoppen, der ligger ved Klostermølle syd for Gl. Rye. Her fandt Johannes Boesen sit motiv til ”Sukkertoppen mod Ry” (1893), og udsigten fra højdedraget er stadig billedskøn.
Et andet udsigtspunkt, der er værd at finde frem til, er Skriverkol tæt på Himmelbjerget. Her har
Kyhn og hans samtidige måske også været forbi, men i hvert fald har den tyske kunstmaler Georg Glaubig foreviget udsigten på lærred. Georg Glaubig havde dog intet med kunstnerkolonien i Ry at gøre. Han var nemlig flygtning fra Østpreussen og opholdt sig i en stor flygtningelejr ved Gl. Rye i perioden 1945-1948.
Tårnet skjult bag træer Fra Skriverkol er der blot en kort gåtur til Himmelbjerget, der uden tvivl er det mest kendte af Søhøjlandets mange fine udsigtspunkter.
Himmelbjerget blev et kendt
4 Den bedste udsigt til tårnet på toppen af Himmelbjerget får man fra udsigtspunktet Skriverkol. Her malede den tyske flygtning og kunstner Georg Glaubig udsigten.
– Foto: Laura Kjestrup Nielsen.
Ry har knap 7000 indbyggere og ligger cirka 12 kilometer nordvest for Skanderborg i Østjylland.
Der er jævnlige togafgange til og fra Ry, der ligger på Arrivas regionaltogsrute mellem Skanderborg og Silkeborg.
En del af Himmelbjergmalernes billeder befinder sig i Museum Skanderborgs magasiner. Vilhelm Kyhns landskabsmalerier kan ses på mange museer – for eksempel på Statens Museum for Kunst i København. Henrik Bredmose Simonsens bog ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet” viser mange af Himmelbjergmalernes billeder i stort format.
samlingspunkt med digterpræsten Steen Steensen Blichers folkemøder i 1839-1844, der var med til at bane vejen for Grundloven og folkestyret.
Vilhelm Kyhn var glad for at male Himmelbjerget, men han var bestemt ikke glad for det tårn, der blev rejst på toppen i 1875. Derfor sørgede han for at skjule det naturligt på sine malerier som eksempelvis ”Udsigt mod Himmelbjerget fra Ry Station” (1891), hvor træerne smart nok spærrer for tårnet.
Himmelbjerget er selvfølgelig et besøg værd, når man er på en malerisk rundtur på Ry-egnen. Og man behøver bestemt ikke være kunstner for at se potentialet i det motiv, der udfolder sig, når man står enten i toppen eller for foden af tårnet og skuer ud over Søhøjlandets palet af søer og skove. Det er simpelthen billedskønt. J
Læs mere: ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet” af Henrik Bredmose Simonsen (2020) og ”Kunsten at bestige Himmelbjerget” af Roger Pihl (2020).
Vancouver er et stort tag selv-bord af alt det bedste, Canada rummer. Ifølge flere undersøgelser er byens indbyggere blandt verdens lykkeligste – trods rigelige mængder nedbør
Jens Henrik Nybo rejser@k.dkDa den britiske kaptajn George Vancouver gik i land på et øde sted i det vestlige Canada i 1792, kunne han næppe forestille sig, at lokaliteten et par hundrede år senere ville være et storbyområde med næsten tre millioner sjæle.
Kaptajnen med de hollandske aner havde for den britiske flåde kortlagt store dele af den nordamerikanske stillehavskyst, og til ære for denne bedrift, blev det dengang lille bosted opkaldt efter ham. Små hundrede år senere, i 1886, opnåede bostedet status som by, og det var også omkring det tidspunkt, at den fik jernbaneforbindelse med det øvrige Canada. I dag er Vancouver en sprudlende metropol i delstaten British Columbia, beliggende lige nord for USA, og er et økonomisk kraftcenter med Stillehavet lige ved døren. Sådan da, for den store ø, Vancouver Island, ligger lidt og spærrer for oceanet.
Vancouver er et stort tag selv-bord af alt det bedste, Canada rummer. Byens borgere ligger ofte i top i de tests, der påstår at kunne udpege de lykkeligste i en by, region eller et helt land. Men det er ikke kun tør statistik. Man mærker det ligefrem, når man går rundt i gaderne i byen og omegnen. Smil, åbenhed og rummelighed er velkendte træk hos ”vancouverites”. De har da også god grund til at være tilfredse. Byen er velstående, her er rent i gaderne, minimal forurening; klimaet er rimeligt mildt, om end langtfra et af de tørreste steder på kloden. Og så er der beliggenheden. Den er uimodståelig. Vildmarken, bjergene og masser af vand ligger lige om
hjørnet – helt bogstaveligt talt. Om det er nærheden til den rene, flotte natur, som gør, at mange vælger at spise økologisk, er nemt at antage. På byens markeder og i forretningerne er der et overtal af skilte, som siger ”organic”.
Nok regnes Vancouvers historiske grundlæggelse for at være i 1792, da George Vancouver gik i land. Men reelt rækker historien langt, langt længere tilbage, idet indianske samfund har levet her i et ukendt antal tusinder af år. Sikkert er det imidlertid, at konkrete arkæologiske fund fortæller, at forskellige folkeslag som blandt andet musqueamog squamish-stammerne levede her allerede omkring 10.000 år f.Kr. De oprindelige folks ur-lange tilstedeværelse vægtes højt i nutiden, hvilket flere steder i byen og dens omegn bærer tydelige vidnesbyrd om. I hjertet af byen i Stanley Park står for eksempel en parade af høje, imponerende totempæle.
De fleste af byens attraktioner ligger inden for gåafstand eller en kort tur med de små vandbusser, som tøffer i pendulfart over strædet til de populære bydele, Granville Island og North Vancouver. Om dem mere senere. Også vandbussernes fremdrift kommer fra miljøvenlige motorer, ligesom det gælder byens øvrige offentlige transport. Centrum af Vancouvers downtown er Granville Street og Robson Street, hvor de mange shoppingcentre ligger. Gastown og Yaletown er to populære bydele, som begge ligger ikke så mange minutters gang på hver sin side af Robson Street. Det er i Gastown,
man finder en af byens store ikoner: Dampuret, som hvert kvarter spyr damp ud fra fem små skorstene, og det er dampen, som genererer fløjtelyden fremfor klokkespil. Dampuret ser gammelt ud, men er først kommet til i bybilledet i 1977. Bydelen derimod har en længere forhistorie og er navngivet efter ”Gassy” Jack Deighton, en engelsk sømand, der gik i land i 1867 og åbnede en bar. Som årene gik, skød en landsby op omkring saloonen, og området blev kendt som Gassy’s Town – nu altså Gastown. Det er også i denne bydel, at en masse små nichebutikker er åbnet de seneste år.
I Gastowns nabo-bydel, Yaletown, er der lige et par stænk mere sofistikation. Bydelen er et hundedyrt sted at bo, og de høje boligpriser følges da også af dyre gourmet-restauranter, anerkendte kunstgallerier og et utal af designerbutikker med vildt dyrt tøj.
Et interessant besøg får man i Yaletown Brewing Company. Det er et mikrobryggeri, som fremstiller udsøgt og prisbelønnet øl. Lokalerne er store og smagfuldt indrettede med både restaurant og bar, men det er udenfor, de fleste vælger at bænke sig. Her kan man nyde det spraglede folkeliv, som passerer forbi til et fortræffeligt glas øl.
Vancouvers vandbusser sejler over til Granville Island på under 10 minutter, og turen i sig selv er en fornøjelse, når man når længere ud i strædet, hvor downtowns skyline folder sig ud i al sin vælde.
Bussen lægger til ved en mindre anløbsbro, og forude venter Granville, som er endnu en populær bydel, sikkert også hjulpet af dens status som ø. Nok fører en af de store broer herover, men bydelen har stædigt fastholdt sin ø-identitet.
som har til huse i nogle af de gamle bygninger, som heldigvis har fået lov at blive stående. Granville Island har selvfølgelig også sit eget mikrobryggeri, Granville Island Brewing. Ude på en stor terrasse kan man sidde og nyde den fabelagtige udsigt til downtown på den anden side af vandet.
Vancouver rummer desuden Canadas største og en af Nordamerikas største chinatowns, som nogle af byens næsten 500.000 indbyggere af kinesisk afstamning bor i.
Det er en spændende og overraskende bydel, hvor timerne nemt går med opdagelser. Dr. Sun Yat-Sen Classical Garden er en skøn oase midt i bydelen. Haven er ikke voldsomt stor, men yndefuld med sine vandløb og små pavilloner, hvor smalle stier flankeret af spinkle hængepile fører de besøgende rundt. Haven er den eneste uden for Kina, som er bygget i den stil, som Ming-dynastiet anvendte.
0 Næsten overalt i Vancouver er der – som på det store billede øverst – udsigt til vand. Lystsejlads er derfor ikke underligt en populær fritidsaktivitet. Det mindre foto stammer fra det store madmarked på Granville Island, der ligger en 10 minutters færgetur fra centrum af Vancouver. – Begge fotos: Jens Henrik Nybo.
Mange søger herover alene på grund af det velassorterede kæmpemarked, som holder til i en arkitektonisk perle af en bygning. Her er velnærede tomater, irgrønne agurker, svulmende druer, fisk i alle former og farver. Og så er her et væld af gallerier og kunstnerværksteder,
Det var kinesiske emigranter, beskæftiget med anlæggelse af jernbaner, som i slutningen af 1800-tallet klumpede sig sammen i den østlige ende af den halvø, som i dag huser Chinatown. Igennem store dele af 1900-tallet voksede bydelen, og selvom en stor del af beboerne i dag er flyttet til bydelen Richmond, så er Chinatown fortsat et hit blandt turisterne i Vancouver.
Tromsø er altid et besøg værd,¤men i særlig grad ved vintertide for at opleve det magiske nordlys. Men også for at besøge polarmuseet og en ganske særlig kirkebygning
Heiner Lützen Ank rejser@k.dk
Spørgsmålet er både oplagt og uundgåeligt: Hvorfor skal man tage til Tromsø i det nordligste Norge i de mørkeste måneder af året? Burde man ikke i stedet søge mod syd, mod lyset og varmen? Men faktisk er svaret lige så indlysende og logisk: Netop fordi det er mørkt langt de fleste timer af døgnet, og man derfor, hvis man er heldig, kan opleve det fantastiske naturfænomen nordlys. Og i tilgift nyde et par kulturelle perler.
Den største del af Tromsø ligger på øen Tromsøya. Men da dele af byen har spredt sig mod vest til øen Kvaløya og mod øst til fastlandet, bor de cirka 80.000 indbyggere i en by, hvor vandet og havnen spiller en væsentlig rolle. Det kan man få et fantastisk indtryk af ved at tage svævebanen op til udkigsposten Storsteinen.
Arktisk Råd har hovedsæde i Tromsø, hvorfor byen også bliver kaldt Arktis’ hovedstad. Og netop Arktis og Nordpolen får man et godt indtryk af ved at besøge Polarmuseet. Udefra ser de små, røde bygninger ved havnen ikke ud af meget. Men indenfor er historien om et par af de helt store nordmænd og polarforskere, Fridtjof Nansen (1861-1930) og Roald Amundsen (1872-1928), både levende og nærværende.
Fra 1893 og tre år frem stod Fridtjof Nansen i spidsen for en ekspedition til Nordpolen med skibet ”Fram”. En historie, museet giver en fængende indføring i. Ligeledes kan man dykke ned i fortællingen om, hvordan Roald Amundsen, der blandt andet er kendt for sin ekspedition til Sydpolen, drog ud på sin sidste rejse fra Tromsø. I forsøget på at komme en nødstedt italiensk polarforsker til undsætning havarerede hans fly, hvorved den store polarforsker omkom på mystisk og endnu uopklaret vis.
Tromsø er ikke en stor by, og efter en kort vandretur fra Polarmuseet langs havnefronten kommer man til Nordnorsk Kunstmuseum. Igen et lille museum med en stor og kraftfuld historie at fortælle. Museet har således en fin blanding af stor, international kunst, to malerier af Edvard Munch og kraftfulde og interessante eksempler på den lokale, samiske kunst. Et besøg på det fine museum er således en oplagt mulighed for at se spændvidden i kunstens ver-
I den nordiske mytologi har man opfattet nordlys som et hegn, der skulle holde jætterne ude af Midgård. Men forklaringen på det enestående naturfænomen er helt naturvidenskabelig og derfor på én og samme tid lettere og vanskeligere at forstå.
Den meget forenklede forklaring på, hvad nordlys er, er, at der under store solareksplosioner kastes voldsomme mængder elektrisk ladede partikler ud fra Solen og ud i rummet. Når partiklerne kolliderer med Jordens magnetfelt, føres de imod en cirkel omkring den magnetiske nordpol, hvor de kolliderer med atmosfærens øverste lag. Energien, der frigives, danner nordlys.
Dette sker mellem 90 og 400 kilometer over Jordens overflade, og selve kraften i kollisionen er årsagen til, at man så tydeligt kan se fænomenet, godt hjulpet på vej af et mylder af atomer og molekyler.
Da nordlys er et naturfænomen, er
der i sagens natur ingen garanti for, at man kan se det. Ud over vejret, skydækket og årstiden er solaraktiviteten en afgørende faktor.
Nordlys opleves oftest som et grønt lys, men kan også forekomme i røde og violette nuancer. Det afhænger af højden, hvor kollisionen med atmosfæren sker.
Nordlys ses lettest i mørke, og derfor er områder som Nordnorge, Island, Grønland og Canada i de mørke vintermåneder oplagte steder at rejse hen for at se fænomenet. Nordlys kan dog også under særlige omstændigheder opleves i sydligere egne, således også af og til i Danmark.
Endelig er det værd at bemærke, at nordlys reelt set ikke er det mest nøjagtige navn for dette specielle naturfænomen, men derimod polarlys, da der ligesom nordlys findes et tilsvarende fænomen, der hedder sydlys, der kan ses over den sydlige halvkugle. J
den, når der både skal være plads til et internationalt og lokalt udblik.
På en videre rundtur til Tromsøs seværdigheder er det oplagt at gå over Tromsøbroen fra Tromsøya til fastlandet. Her ligger nemlig Ishavskatedralen, der med sin karakteristiske spidse, hvide kirkebygning både indefra og udefra er en stærk arkitektonisk og kulturel oplevelse. Katedralen er opført i 1965 af den norske arkitekt Jan Inge Hovig, og uanset om man befinder sig i byen, på vandet eller i luften over Tromsø, rager kirken op som et pejlingsmærke. Indgangen er i den vestlige ende af kirken og er kendetegnet ved et stort, hvidt kors. I den østlige ende af kirken har kunstneren Victor Sparre skabt en kraftfuld glasmosaik, der efterlader en meget stærk stemning i kirkerummet.
Tager man til Tromsø i de mørke vintermåneder, er solen gået ned igen efter en rundtur til disse tre kultursteder.
Dermed er tiden kommet til at gøre klar til og håbe på, at dagen kan afsluttes med at nyde nordlyset. For at det kan ske, skal de rette omstændigheder dog være til stede. Det er først og fremmest mørke, men hertil kommer så lille et skydække som muligt samt den nødvendige solaraktivitet. Men går disse elementer op i en højere enhed, kan man faktisk se det grønne bølgende tæppe lige deroppe over hovedet.
Når nordlyset er kraftigst, kan man se det, selvom man befinder sig i lysforureningen i Tromsøs midtby. Eller man kan søge op på Storsteinen og nyde kombinationen af byens lys og det dansende lystæppe.
Men man kan også – og bør sådan set også – tage ud af byen og ud i mørket. For her, på afstand fra byens forstyrrende lys, bliver selv små og korte glimt af det grønne lys til den store naturoplevelse, nordlyset vitterlig er. J
Der er dagligt flyvninger mellem København og Tromsø via Oslo, mens en køretur i bil til Tromsø uden stop tager cirka et døgn.
Besøger man Tromsø i sommermånederne, vil man kunne opleve et andet specielt naturfænomen, nemlig midnatssol, altså lyse timer døgnet rundt.
Tromsø har hoteller og restauranter i alle prisklasser. Der er i Tromsø rig mulighed for at komme med på arrangerede ture, hvor man kan se nordlys. Både korte ture og ture over flere dage.
4 Da nordlys er et naturfænomen, er der ingen garanti for, at man får det at se. Og da slet ikke i en så flot version som her fra Ersfjorden ved Tromsø. – Foto: Rainer Linke/Masterfile/Ritzau Scanpix.
USA’s folkerigeste delstat er det perfekte sted at holde ferie, hvis man ønsker at opleve alle facetter af det store land
Jesper Møller rejser@k.dk
USA er et af klodens mest interessante og mangfoldige rejsemål, og det kan være svært at vælge mellem de mange spændende lokaliteter, hvis man vil dertil.
Har man ikke været i USA før, og ønsker man at få et dækkende billede af det store land, er Californien det oplagte sted at tage hen. Delstaten ved Stillehavet er nemlig som en mini-udgave af USA, og den har alt, hvad selv den mest kræsne turist måtte begære.
Californien råder således over skønne strande, formidabel natur, spændende storbyer, rige underholdningsmuligheder samt et herligt klima. Læg dertil masser af kulinariske tilbud, venlige mennesker og en spændende arkitektur.
Grunden til vor tids Californien blev lagt i 1849, da titusindvis af håbefulde lykkejægere strømmede til efter et stort guldfund. På under 175 år har Californien udviklet sig med raketfart – ikke bare til USA’s folkerigeste delstat med knap 40 millioner indbyggere, men også til landets økonomiske omdrejningspunkt. Såfremt Californien var en selvstændig nation, ville den have en af verdens 10 største økonomier.
USA kaldes ofte for ”The Land of Opportunities” (mulighedernes land), og ingen amerikansk delstat har som Californien modtaget millioner af udenlandske immigranter, der håbede at finde lykken og velfærden. Selvom hakke og skovl for længst er lagt på hylden, bebos delstaten af masser af moderne guldgravere. Dette er også en af grundene til, at Californien har tilnavnet ”den gyldne stat”. To andre årsager til tilnavnet er det såkaldte ”Gold Rush” i midten af 1800-tallet, samt at guldvalmuen er den officielle statsblomst.
Intet sted i USA finder man så
mange asiatere og mexicanere, og som det er tilfældet i ganske få delstater i landet, udgør hvide under halvdelen af indbyggerne. Denne kulturelle smeltedigel gør også, at man som turist ud over at opleve den rendyrkede ”American Way of Life” også støder på mange andre og eksotiske kulturer – ikke mindst i storbyerne. Og netop storbyer som Los Angeles og San Francisco er i første omgang det, de fleste udlændinge forbinder med Californien.
Disse to metropoler er da også absolutte musts på en rejse til den gyldne stat.
At alting er stort i USA, får man i den grad vidnesbyrd om i Los Angeles – eller LA, som de forkortelsesglade amerikanere kalder den. Selve byen har omkring fire millioner indbyggere, men tæller man de mange forstæder med, er byen næsten lige så stor som Sjælland, og i området bor der over 10 millioner mennesker.
Hollywood og filmindustrien er LA’s bedst kendte varemærke. For år tilbage var bydelen centrum for den moderne filmindustri, men i dag er de fleste af de store filmsel-
Californien kan besøges året rundt, om end de fleste nok vil foretrække forår, sommer eller efterår. Om vinteren kan den nordlige del af den amerikanske delstat være ganske kølig, ligesom bjergene er fulde af sne.
Den sydlige del af Californien har et behageligt klima året rundt.
USA er om noget bilisternes land, og tog- og busforbindelser er ikke imponerende. Så lej endelig en bil, hvilket sammenlignet med de fleste lande i Europa er ganske billigt.
Med hensyn til overnatning er udbuddet enormt lige fra ydmyge pensionater til de mest overdådige luksushoteller. Mange steder finder man moteller med udmærket overnatning til en rimelig pris.
Husk at tegne en rejseforsikring hjemmefra, da det gule sygesikringskort ikke gælder i USA, hvor hospitalsophold kan være rasende dyre.
skaber flyttet til forstæder lidt længere væk fra centrum. I Hollywood finder man dog stadig spændende filmseværdigheder som Grauman’s Chinese Theatre (tidligere Mann’s Chinese Theatre), hvor over 200 filmstjerner har lavet deres aftryk i cementen, samt Walk of Fame, hvor over 2700 stjerner har fået deres navne indgraveret i en bronzestjerne. Dertil kommer det store hvide Hollywood-skilt, der står på en bakke i bydelens udkant.
Mange filmstjerner samt andre berømtheder bor i nabobydelene Beverly Hills, Bel Air og Malibu, og det er muligt at komme på en guidet tur, hvor man kører forbi en række af filmstjernernes pragtpalæer. Er man heldig, ser man tilmed en enkelt eller to af de kendte skuespillere.
LA er også kendt for sine enorme og imponerende forlystelsesparker, der blandt andet tæller klassikere som Disneyland og Universal Studios. Langs stillehavskysten lokker Venice Beach med sit brogede folkeliv samt Santa Monica, hvis mole er et af LA’s bedst kendte vartegn.
San Francisco – eller ”Frisco” som byen kaldes i folkemunde – er væ-
sentlig mindre end LA, men bestemt ikke mindre behagelig eller stemningsfuld.
Antallet af seværdigheder er også her i top. I flæng kan nævnes Chinatown, Golden Gate-broen og udkigspunktet Twin Peaks, hvorfra man kan se alle skyskraberne i Downtown.
Et andet ”must see” er fængselsøen Alcatraz, der i sin tid husede kendte forbrydere som Al Capone og ”Machine Gun” Kelly. Alcatraz er i dag museum, og en rundtur giver et glimrende indblik i de kummerlige forhold, fangerne i sin tid levede under.
Endelig må man heller ikke snyde sig selv for en tur i en af de sporvogne, der slider sig op og ned ad byens mange stejle gader.
I skyggen af Los Angeles og San Francisco finder man storbyen San Diego, der ligger længst mod syd tæt på grænsen til Mexico. Såfremt tiden tillader det, er San Diego bestemt også et besøg værd; her findes blandt andet verdens første Sea World-forlystelsespark med fokus på livet i havet.
Et besøg i San Diego kan passende kombineres med en udflugt til Mexico, der ligger blot 50 kilometer længere mod syd.
Californien er meget mere end spændende storbyer, og den amerikanske delstat råder også over en formidabel flot natur. De mest spektakulære eksempler er samlet i ni nationalparker, der suppleres af et væld af statsparker.
Ligesom de californiske storbyer er spækket med skyskrabere, finder man masser af himmelstræbere i naturen. Det drejer sig blandt andet om sequoia-træerne, der også er kendte som redwoods. De kan blive op til 100 meter høje – eller hvad der svarer til at stable Rundetaarn i København tre gange oven på hinanden – og op til 30 meter i omkreds. Nogle steder har man ligefrem skåret en firkant ud i bunden, så biler kan køre midt gennem træet.
Trækolosserne finder man ikke mindst i nationalparkerne Redwood, Kings Canyon, Sequoia og Yosemite. Sidstnævnte er uden tvivl den smukkeste, idet man her også finder monumentale klipper, fossende vandfald, spejlblanke søer samt et righoldigt dyreliv med blandt andet bjørne.
Den diametrale modsætning til Yosemites frodighed er den golde natur i nationalparken Death Valley. Den ørkenagtige park byder på en stribe unikke geologiske fæno-
mener som for eksempel den store udtørrede saltsø Badwater, der er USA’s laveste punkt, beliggende 86 meter under havoverfladen.
Navnet Death Valley har parken fået på grund af de ekstreme klimatiske forhold, der gennem tiderne har kostet mange menneskeliv. Om sommeren er parken det varmeste sted i USA med en gennemsnitstemperatur i dagtimerne i juli på 47 grader.
Helt anderledes koldt er der i Californiens bjerge om vinteren. I den nordlige del af delstaten finder man således flere skisportssteder, så også skiløb kan nydes her.
Så alt i alt er der masser at grunde til at drage til Californien. Og har man ikke nok i delstatens mange tilbud, ligger der flere lækkerbiskener i nabostaterne. I Arizona lokker USA’s mest berømte nationalpark, Grand Canyon, mens man i Nevada kan slippe spilledjævelen løs i Las Vegas.
Ønsker man at opleve skøn natur kombineret med hyggelige mindre byer, kan vejstrækningen Highway 1 mellem Los Angeles og San Francisco anbefales. Det er ikke den hurtigste og korteste rute mellem de to metropoler, men til gengæld er kystvejen forrygende flot. J
Kør selv-ferien til sydens sol kan få færre timer på den tyske motorvej, hvis man hopper om bord på et biltog i Hamborg
Stina Ørregaard Andersen andersen@k.dk
Der bliver sendt let irriterede blikke fra det gående folk, da en stime biler, der længe har holdt ude foran togstationen Altona i Hamborg, pludselig drejer ind på selve banegården og kører ad det stenbelagte gulv, som indtil nu har været forbeholdt et mylder af fodgængere på vej mod rulletrapper, perroner og togafgange.
Bilerne har ikke kurs mod rulletrapper, men ligesom det gående folk skal de danske, tyske og østrigske nummerplader om bord på et af de tog, der har afgang fra den nordtyske station.
Hver eneste aften, klokken 20.12, kører et tog med Innsbruck i Østrig som destination – og flere lag biler som gods – fra stationen i Hamborg, hvorfra der også hen over sommeren jævnligt kører biltog til Lörrach, München, Villach og Verona.
Bilerne guides af personale i orange kedeldragter op på rampen til toget, og når de er på plads, trækkes håndbremsen godt og grundigt, og de orange kedeldragter sikrer, at dækkene ikke rører sig ud af stedet i løbet af den 13 timer lange togtur gennem Europa, som venter forude.
På perronen står ægtefæller og børnefamilier, der tidligere var bilpassagerer, og venter med håndbagage og bamser i armene. Nu skal rejsen fortsætte på skinner.
Der er flere togselskaber, der udbyder biltogsrejser gennem Europa. Tyske UrlaubsExpress er ét. Østrigske OBB, som står for denne rejse fra Hamborg til Innsbruck med deres såkaldte ”Nightjet”-tog, er et andet. Den danske rejsearrangør togrejse.dk formidler billetter til biltogsrejser med begge.
Der kører dagligt biltog fra Hamborg i Tyskland til Innsbruck i Østrig – og fra Innsbruck til Hamborg. Derudover kører der i sommerperioden biltog fra Hamborg til Verona i Italien, München i Tyskland, Villach i Østrig og Lörrach i Tyskland (tæt på grænsen til Schweiz og Frankrig).
Det tyske togselskab Urlaubs-Express har en del biltogsrejser og -destinationer. Østrigske ÖBB har færre. Man kan købe billetter via hjemmesiderne urlaubs-express.de og oebb.at. Man kan også købe billetter gennem togrejse. dk, der udbyder billetter fra begge selskaber.
man booket et ophold på et spahotel. Men derudover er der ikke meget spa- eller hotelfølelse over den lille vogn med håndvask og udsigt til fællestoilet længere nede ad gangen. Men når man kommer fra et bil-bagsæde, føles den nye mulighed for fri bevægelighed, mens man lægger vigtige kilometer bag sig, alligevel som luksus.
Derfor er det også let at forstå, at biltogene tidligere har været en meget populær rejseform. At de siden er gået lidt i glemmebogen, kan måske skyldes det faktum, at et fly i dag ikke bare er hurtigere, men også billigere (denne tur fra Hamborg til Innsbruck og retur igen nogle uger senere har for to voksne og en baby kostet lidt under 7000 kroner). Men i en tid, hvor flyrejsen set med klimabriller har fået et dårligt ry, og flere ønsker at rejse mere bæredygtigt, kan biltoget stå over for en renæssance.
Napa Valley. USA’s bedst kendte vinregion Palm Springs. En skøn oase i ørkenen fyldt med palmer, hoteller, golfbaner med mere Hearst Castle. Et enormt slot med en fantastisk udsigt over Stillehavet Solvang. Et lille stykke Danmark i Californien Carmel-by-the-Sea. Charmerende kunstnerby langs Highway 1.
Nightjet-personalet står klar i togets døre, hvor hjemme-printede billetter med sovevognsnumre vises. Personalet står også klar, når et bord er i vejen for en kravlende baby og derfor skal fjernes, når en telefon forsvinder bag et togsæde og et øjeblik formodes mistet for altid, og når siddekupéen skal laves om til en sovevogn med senge, dyner og puder.
I de små sovevogne, som man har helt for sig selv, modsat liggevognene, hvor man blot køber billet til en af vognens i alt seks senge, står papirsposer med tøfler, vandflasker, nødder og en morgenmadsmenu med afkrydsningsmuligheder og venter, som havde
Her kombineres det bedste fra kør-selv-ferien og togrejsen. Man kan proppe bilen med al den bagage, man drømmer om, men hvis tanken om 20 timer bag rattet i sikkerhedssele og med børn på bagsædet afholder en fra kør-selv-ferien, så er liftet med toget en stor lise. Et ekstra argument, der taler til biltogets fordel, er den mængde benzin, man sparer ved ikke selv at køre bilen ned gennem Tyskland. En ikke helt undseelig fordel med tanke på tidens høje benzinpriser.
Efter en nats søvn i en særdeles smal seng, der føles som det, den er (noget, der engang var et togsæde), kan man rulle gardinet i den lille sovevogn op og nyde udsigten til både grønne marker og golde bjerge, og så får man et kort øjeblik alligevel fornemmelsen af at være tjekket ind på et spahotel. Den fornemmelse varer dog kun, til den bestilte morgenmad lander, og sengen igen bliver til et togsæde. Men det er også helt okay, for om et par timer, klokken 9.14 helt præcist, stopper toget på hovedbanegården i Innsbruck, og så kan bilrejsen fortsætte, lige derhen man ønsker. Denne gang hedder endestationen Firenze, og gps’en siger fem timer på asfalt. J
Skælskør ligger smukt i det sydvestlige hjørne af Sjælland og byder blandt andet på et hyggeligt bymiljø, et internationalt keramisk center og en af Nordens største samlinger af busser
Thomas Andreasen andreasen@k.dkDet er en god idé at kigge godt efter, hvor man sætter fødderne, når man går rundt i centrum af Skælskør.
Det skyldes nu hverken manglende eller skæve fortovsfliser, men at en række af de små chaussesten mellem fliserne er keramisk udsmykket i oftest festlige farver, og detaljen med de udsmykkede sten er én af de måder, hvorpå den sydvestsjællandske by får fremhævet, at keramik spiller en stor rolle i byen i nutiden.
Ikke at man er i tvivl om det på en rundtur. For der er keramik (og andet kunst) til salg i en lang række gallerier og atelierer rundt om i Skælskørs hyggelige bymidte med den største koncentration på byens hovedgade, Algade. Det er også her, at man finder den lokale turistinformation, Skælskør Bykontor, der såmænd deler lokaler med Købmandsgården, som er et galleri og udsalgssted for kunsthåndværk.
Den i keramisk henseende helt særlige seværdighed i byen skal man dog en god halv kilometer mod øst i et villakvarter for at se nærmere på. Guldagergaard har siden 1997 været et internationalt keramisk center med fokus på udviklingen af keramisk kunst, håndværk og design. Centret, der er et af kun otte centre af den slags i verden, har altid besøg af kunstnere fra hele verden på månedslange arbejdsophold. Der er ikke offentlig adgang til selve værkstederne, men resultatet af kunstnernes ophold vil ofte kunne ses på det stedlige galleri, Galleri Æblehuset. Guldagergaard afholder desuden en række seminarer, workshops og foredrag, ligesom det er muligt at booke en guidet rundvisning på stedet.
Man kan også nøjes med at gå rundt i Guldagergaards have, der er en del af Skælskør Bypark. Her er en række keramiske kunstværker permanent udstillet. Blandt andet Bjørn Nørgaards ”Spørger Jørgen stadig?”, britiske Paul Scotts fem meter høje ”Porcelæntræ” og newzealandske Jim Coopers farvestrålende keramikguirlander.
Fra parken kan man i øvrigt tage endnu en afstikker mod øst for en helt anden oplevelse. For godt en kilometer fra Guldagergaard ligger Danmarks Busmuseum, der har en af Nordens største samlinger af busser. Med 85 busser fra perioden fra 1925 til 2000 er der noget at se på for alle generationer.
Men tilbage til parken, hvor Guldagergaard ligger. Parken er en tidligere frugtplantage, og frugt er en anden ting, som Skælskør historisk er kendt for. Ja, varemærket ”Skælskør Frugtplantage”, der blandt producerer æble- og jord-
Skælskør, der har små 7000 indbyggere, ligger på Sydvestsjælland. Byen er nævnt første gang på skrift i 1231 i ”Kong Valdemars Jordebog” som Skælfiskør – ”byen ved muslingestrandbredden”.
Der er 114 kilometer til Skælskør fra København, mens afstanden fra Aarhus er 214 kilometer.
Der er ikke togdrift til Skælskør, men busser kører de henholdsvis 17, 23 og 32 kilometer fra togstationerne i Korsør, Slagelse og Næstved.
bærgrød, findes skam endnu, men har ikke længere en direkte tilknytning til byen. Det ændrer ikke på den oprindelige årsag til, at frugtplantagerne lå tæt i området. Skælskør er nemlig qua sin beliggenhed en af de byer, der får mest solskin i Danmark og bliver derfor ofte refereret til som ”solskinsbyen”.
I nutiden er byens mest kendte og absolut største arbejdsplads bryggeriet Harboe, der optager en stor del af pladsen ved havneområdet. Dog tilpas tilbagetrukket til at det ikke skæmmer det lille centrale havneområde, der modsat andre byer i Danmark har undgået byggeri af nye boligblokke helt ud til van-
det. Derfor er der stadig en vis stemning ved vandet med både spisesteder, lystbådehavn og et fiskeudsalg.
Lidt tilbagetrukket fra havnen i begyndelsen af Algade ligger Skælskør Bymuseum i en fredet renæssancebygning fra 1500-tallet, mens Skælskør Dampmølle, en flot gul bygning, dominerer udsynet lige på den anden side af den lille bro over udløbet fra Skælskør Nor, hvor brostenene i Algade viger til fordel for asfalten på Vestergade.
Så skulle man jo tro, at den gamle by også mere eller mindre stoppede der. Men faktisk er det på den vestlige side af vandet, at det helt gamle Skælskør befinder sig, og Vestergade ændrer da også hurtigt navn til Gammelgade. Ved Gammeltorv findes således to tidligere rådhuse og byens kirke, Sankt Nicolai Kirke, fra begyndelsen af 1200-tallet. Det er også herfra ved den sten, der står til minde om Be-
frielsen i 1945, at man har den bedste udsigt over havnen, byen og området.
For Skælskør er også kendt for at ligge smukt. Mod nord kan man på en afmærket sti gå hele vejen rundt om Skælskør Nor. Det er en godt syv kilometer lang tur, der dog føles noget længere, fordi ruten sine steder er ganske kuperet. Husk godt fodtøj, da der kan være fugtigt flere steder langs stien.
Mod syd fører vandvejen til Storebælt – og den tur kan man blandt andet opleve om bord på turbåden ”Skjelskør V”, der har fast kajplads ved Skælskør Dampmølle. Og så er det i øvrigt lige i nærheden, ved det lokale bibliotek, at man finder forklaringen på de farvestrålende sten i fortovsbelægningen.
Hvert år i juli holdes her nemlig en keramikfestival, hvor man som besøgende blandt andet kan udsmykke chaussesten. I 2023 finder festivalen sted den 12. juli.
4 Île de Gorée tager sig idyllisk ud, når man ankommer med båd fra Senegals hovedstad, Dakar. Øens fortid er dog alt andet end idyllisk.
– Alle fotos: Gerd Kieffer-Døssing.
20 minutters sejltur fra havnen i Dakar, hovedstaden i Senegal, ligger en af landets mest populære turistdestinationer. Île de Gorée måler blot 1000 gange 800 meter. Den er hjem for omkring 1800 indbyggere, har sin egen borgmester og huser en elitekostskole for piger. Motorkøretøjer er bandlyst på øen, hvilket skaber et lyksaligt frirum fra Dakars overlæssede og tilosede gader. I samme øjeblik færgen læg-
ger til, sænker ens skuldre sig – her er bare … fredfyldt.
Idyllen følger en, som man går på opdagelse i øens brostensgader mellem træer, planter og legende børn. Gorée blev grundlagt af europæerne, og selv i dag er det stadig et krav, at nye huse skal holde den koloniale stil: Ensfarvede mure, trævinduer og -skodder i kontrastfarver og romantiske svalegange.
Men øens historie er knap så idyl-
I Senegals tidligere hovedstad, SaintLouis, bærer byen og dens koloniale arkitektur vidnesbyrd om en anden tid og et helt lands historie
Gerd KiefferDøssing kieffer@k.dkSaint-Louis er ikke bare tidligere hovedstad i Senegal, men også for hele den franske kolonisering af Vestafrika. Forinden var byen et handelsmekka for hele regionen med sin placering lige syd for grænsen til Mauretanien på en lang, smal ø lige ud for fastlandet, hvor Senegalfloden udmunder.
Byen, der var den første i Vestafrika til at blive grundlagt af europæerne i 1659, er nøje planlagt efter en pertentlig fransk lineal og er kendetegnet ved sin karakteristiske koloniale arkitektur. Saint-Louis’ unikke placering og udformning bevirkede, at den i 2000 kom på FN-organisationen Unescos liste over verdenskulturarv.
Med sine historiske bygninger og charmerende originale huse i kolonistil udgør øen – 400 meter bred og 2,5 kilometer lang – Saint-Louis’ gamle centrum. På turistkontoret kan man købe et kort og følge en planlagt rute til de vigtigere bygninger, der hver har en lille planche, der giver basal baggrundsinformation. Man kan også hyre en guide til en tre timers rundtur til fods eller hvile benene og tage en kortere rundtur i hestevogn.
Med eller uden guide er SaintLouis’ primære attraktion arkitek-
turen. Huse i rolige røde, gule og sandfarvede nuancer med vinduer og træskodder i kontrastfarver ligger tæt i de vinkelrette gader, hvor tunge bougainvillea-planter (der på dansk også er kendt som trillingeranke) her og der vælter ud over murene og fuldender udtrykket. Mange huse har svalegange i træ langs andet fag med snoede jernbalustrader og små udhæng foroven. Det var heroppe, hævet over gadeniveau, at europæerne boede, mens stueetagen agerede butik i Saint-Louis’ storhedstid, hvor der blandt andet blev solgt arabisk gummi, guld og dyrehuder.
Midt på øen ligger det gamle kolonifort, der i dag huser SaintLouis-regionens administrative kontor. Lige ved siden af, mod syd, ligger Saint-Louis’ katedral, der blev bygget i 1828 og er Vestafrikas ældste. Øen rummer også flere små moskéer – 95 procent af senegaleserne er muslimer – hvorfra man kan høre elever synge koranvers.
Når frokostsulten bider, kan et besøg på Restaurant la Linguère anbefales. Her spiser man ved enkle borde med rødternede duge dækket af gennemsigtigt plastic. La Linguère serverer solide portioner af lokale retter som for eksempel nationalretten thiéboudieune: ris med fisk og forskellige grøntsager til den nette sum af 30 kroner.
Parallelt med øen løber en landtange, som også var del af den gamle Saint-Louis – krydser man broen hertil, kommer man til en helt anden verden.
Her lever 25.000 mennesker stuvet sammen i det traditionelle fiskersamfund Guet N’dar, der byder på et hektisk liv i sine sandede gader mellem de små huse, hvor storfamilier lever på få kvadratmeter. Folk her snakker sjældent fransk, da skolegang er udskiftet med fi-
lisk. Fra Maison des Esclaves –”slavehuset” – et rødt stenhus i to etager, der ligger direkte ud til kysten, blev tusinder af afrikanere holdt fanget og udskibet som led i den 300 år lange transatlantiske slavehandel. Selvom der blandt forskere er uenighed om, præcis hvor stor en rolle Gorée reelt spillede – nogle mener, at 20 millioner afrikanere blev udskibet fra Maison des Esclaves; andre siger, tallet
ikke kan have været over 30.000 – er øen blevet et symbol på og et mindesmærke over slavehandlen.
Allerede i 1978 blev Gorée klassificeret som verdenskulturarv af FNorganisationen Unesco, og både afroamerikanere og folk fra den afrikanske diaspora i hele verden kommer hertil som led i at anerkende og huske fortiden.
Mod en entré på seks kroner kan man besøge Maison des Esclaves,
og selvom det er århundreder siden, slavehandlen stoppede, sender det stadig kuldegys ned ad ryggen, når man står i den trange underetage, hvor afrikanere ventede på at blive smidt om bord på både og fragtet til et liv i lænker på den anden side af Atlanterhavet.
Færgeoverfarten koster omkring 65 kroner for udlændinge – husk dit pas, ellers får du ikke lov at købe billet. J
Air France flyver til Dakar fra København over Paris. Billetprisen ligger typisk mellem 4000 og 6000 kroner. Den nye Blaise Diagnelufthavn ligger cirka 50 kilometer fra Dakar, og hoteller vil normalt tilbyde eller sørge for transport til byen –ellers koster en taxi cirka 300 kroner.
skenet. Ved havnen ligger hundredvis af bydelens op mod 7000 traditionelle pirogger, der alle er malet i klare farver. Kigger man forbi sidst på eftermiddagen, hvor dagens fangst losses, summer her endnu mere af liv og fluer end ellers. Fiskeri er stadig hovedindtægtskilde for Saint-Louis, og Guet N’dar leverer fisk til store dele af Senegal.
Også for de kulturinteresserede har Saint-Louis meget at byde på.
I 2017 slog byen dørene op for Senegals eneste fotografimuseum. Til en entré på beskedne 12,50 kroner skildrer det lille museum fotografiets introduktion i Senegal og har også en sektion med værker af nutidige afrikanske kunstfotografer.
Foruden en årlig dokumentarfilmsfestival, Stlouis’Docs, lægger Saint-Louis også hvert år kulisse til en berømt og velbesøgt jazzfestival. Jazzen kom til byen med amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, hvor mange tusinde senegalesere i øvrigt kæmpede for Frankrig.
Selvom et ophold i Saint-Louis ikke føles trangt, kan man overveje at have base i en af de lodges, der ligger ud til et indhav 20 minutter syd for Saint-Louis. Her kan man med fødderne i vandet nyde freden og kigge på nogle af de mange fugle, der overvintrer i området.
0 Fiskernes traditionelle, farverige pirogger fylder havnen i Guet N’dar. De navngives aldrig efter ejermanden, men efter en, han har kær.4 Husene i Saint-Louis er bygget af røde mursten, der i sin tid blev transporteret til Vestafrikas kyst fra franske Toulouse.
En gåtur i området ved Treptower Park byder på både dystre minder om fortiden og talrige nye kulturelle initiativer
Bente Rosenbeck rejser@k.dk
En gå- eller cykeltur gennem Treptower Park i Berlin var en populær fritidsaktivitet i DDR-tiden. Nu er det kommunistiske Østtyskland fortid, men parken lever stadig og har det godt – og så snart vejret tillader det, er det grønne åndehul, der med et areal på 84 hektar er den tyske hovedstads næststørste park, fyldt med mennesker i alle aldre.
En nutidig gåtur i parken og dens omgivelser kan for eksempel begynde ved Schlesisches Tor U-Bahn små to kilometer fra Treptower Park. Herfra går turen ad Schlesisches Strasse, til man kommer til Landwehrkanalen, der er forbundet med floden Spree via et slusesystem. Landwehrkanalen, som er cirka 10 kilometer lang og anlagt i midten af 1800-tallet for at aflaste bådtrafikken på Spree, markerede på dette stykke i DDR-tiden frem til 1989 grænsen mellem øst og vest.
I dag ligger der traktørsteder ved kanalen eller mere præcist langs Flutgraben, som er en kort såkaldt distributionskanal, der det sidste stykke mod Spree løber parallelt med Landwehrkanalen; mest kendt er nok baren og natklubben Club der Visionäre, hvor man kan sidde med tæerne i vandet eller slå sig ned i en af liggestolene på en gyngende platform på vandet.
At man nu er i det gamle Østberlin, fremgår af en stribe brosten tværs over Puschkin-allee. Brostenene markerer overalt i Berlin den tidligere øst-vest-grænse. Går man nogle meter væk fra Puschkin-allee, som er kendetegnet ved sine mange smukke platantræer, er der endnu et dystert minde om DDR-tiden, nemlig vagttårnet Schlesischer Busch, som var en del af grænsesystemet. Her var på andensalen altid en officer og tre soldater på vagt med udblik til alle sider. I tårnets bund var der en arrest. En telefon muliggjorde kontakten til andre observationstårne i området. Tårnet er fredet og renoveret, og dets historie kan man læse om på en stander tæt ved tårnet.
For at komme til Spree skal man krydse tilbage over Puschkin-allee og gå gennem et lidt trist område med store industribygninger, som i sin tid hørte til i DDR. Her består ”gadebelysningen” af nogle gamle lamper, der har et orange skær, som giver en særlig stemning om aftenen. Her gemmer Badeschiff an der Arena sig. Stedet er et strandbar- og festområde med et svømmebassin, der er nedsænket i Spree – for denne del af floden er for forurenet til at bade i. Man kan både få sand mellem tæerne og slænge sig i hængekøjer og nyde morgen-
kaffen efter en svømmetur. Det er også stemningsfuldt med en tur i vandet om aftenen med udsigt til byens lys.
Her er der liv og glade dage om sommeren, hvor det kan blive meget varmt i Berlin. Der holdes forskellige musikarrangementer i de lune sommeraftener, hvor man kan se lysene på Oberbaumbrücke, der forbinder bydelene Friedrichshain og Kreuzberg, og som er en af de mest særprægede broer i Berlin.
Badeschiff er en del af Arena Berlin, som er et 20.000 kvadratmeter stort industrimindesmærke – flere af bygninger er fra 1920’erne – og eventområde. Det samlede område omfatter seks inde- og udendørssteder. Arena Berlin har eksisteret siden 2004 og opstod som del af et større, tværfagligt kunstprojekt. Danske Lone Bech, som har boet i Berlin siden 1990’erne, var med til at åbne stedet, og hun har skrevet bogen ”Berlin meine Liebe! – En romantisk guide til den tyske hovedstad”.
Lige ved siden af ligger skibet ”MS Hoppetosse” fast for anker. I weekenden er det et musiksted, men vigtigst i denne sammenhæng er, at når man står ved skibet og kigger mod højre, får man øje på et nu ikonisk kunstværk. For her tårner en 30 meter høj skulptur sig op ude i Spree, nemlig ”Molecule Man”. Den er skabt af den amerikanske kunstner Jonathan Borofsky på bestilling af forsikringsselskabet Allianz, hvis hovedsæde ligger lige ved siden af. Skulpturen, som ret beset består af tre ens figurer, markerer grænsen mellem forskellige
bydele: Friedrichshain-Kreuzberg og Treptow-Köpenick.
Når man har fået nok af at se på skulpturen og går videre langs Spree, passerer man under Elsenbroen og et fantastisk vue åbner sig. Der er nu et vidt udsyn til Sprees videre forløb, Treptower Hafen med dens turbåde og Treptower Park på højre side og halvøen Stralau, som også er en udflugt værd. Lige for øjeblikket bygges der her, så man må uden om en byggeplads og gå mod Treptower Park S-Bahn.
Her åbner det store grønne område Treptower Park sig. Med andre ord kan gåturen også begyndes fra denne station, hvis man vil ”spare” fodsålerne for et par kilometer.
Sovjetisk krigsmindesmærke
Treptower Park består af et stort net af stier og områder med mange forskellige blomster. Som i mange andre af byens parker er der bordtennisborde til fri afbenyttelse og adskillige legepladser.
Måske er det lidt tidligt at holde en pause, men det er nu ganske fornøjeligt at følge livet i Treptower Hafen, hvor både kommer og går, og folk sejler forbi i kanoer, kajakker eller på paddleboards. Der er godt med leben på havnefronten, hvor der kan købes både vådt og tørt, men fremhæves skal det lille røgeri i hjørnet ved havnen. Her kan man for eksempel købe en fiskeburger eller – lidt mere særpræget – marineret sild i hotdogbrød. Her er også billetsalg til turbåde, som sejler til Köpenick og Müggelsee længere mod syd.
Efter at have fulgt livet i havnen er det tid til at begive sig ud langs Spree. Der er godt afmærket, så der-
for vil man også vide, hvornår det er tid til en afstikker til Det Sovjetiske Krigsmindesmærke, et stort område på 20 hektar for 7000 sovjetsoldater, som døde i slaget om Berlin.
Det blev opført i perioden 19461949 til minde om de faldne i kampen mod fascismen, som det formuleres. Kampen om Berlin kostede i alt 80.000 soldater fra Den Røde Hær livet. I midten ses en meget høj statue af en ung soldat, som holder et barn i armene. Under støvlen ligger et smadret hagekors. Foran statuen står 16 store stensarkofager, en for hver af republikkerne i Sovjetunionen. Hvert relief har militære scener fra Anden Verdenskrig og citater fra blandt andet sovjetleder Josef Stalin. Der har været en del diskussion om dette mindesmærke, som den tyske regering i 1992 påtog sig at vedligeholde. Uanset diskussionerne og den noget bombastiske æstetik, kan man ikke andet end blive berørt ved tanken om alle de tabte menneskeliv. I samme område er det også muligt at besøge Archenhold Sternwarte, som er Tysklands ældste astronomiske observatorium. Det huser verdens længste bevægelige teleskop, ligesom det var her, at Albert Einstein i 1915 fremlagde sin relativitetsteori.
Tilbage på promenaden langs Spree dukker Zenners øl- og vinhave hurtigt op. Allerede i 1835 under navnet Haus Zenner arrangerede de koncerter samt fyrværkeri på floden. Området blev ødelagt under Anden Verdenskrig, men blev igen et yndet udflugtssted i DDRtiden. I slutningen af 1990’erne
kunne man ved de tydeligt forfaldne bygninger fortsat opleve dans udenfor til et liveorkester.
For nogle år siden var serveringen imidlertid overladt til Burger King, men nu er nye og forhåbentlig spændende tider på vej. Stedet har nemlig fået to initiativrige ejere, der ønsker at forvandle det til ikke blot et godt familievenligt spisested, men også til et kulturcentrum med en række forskellige tilbud og aktiviteter. Grunden er på 8000 kvadratmeter og omfatter flere bygninger, som nu er ved at blive renoveret med planlagt åbning i løbet af de kommende år. I juni 2021 åbnede udendørsserveringen med forskellige klassiske kulinariske tilbud i nyfortolkede udgaver.
I den store have er der en vidunderlig udsigt over Spree, ligesom der er udsigt til en karakteristisk buebro i armeret beton, som går over til Insel der Jugend, Ungdommens ø. Her ligger der et slotslignende kulturhus, men når temperaturerne ellers er til det, er udendørsfaciliteterne de mest spændende. Her er både strand- og liggestole og et område, hvor man kan sidde ved et ”rigtigt” møblement og nyde mad og drikke. Her finder man også den lidt specielle DDRnydelse: Spreewaldgurken, som nærmest serveres som slikkepinde til en billig penge og blev berømte med filmen ”Good bye Lenin!”. I DDR-tiden holdt unge til på øen, og også dengang var der gang i koncerter og fester. Nu kaldes øen blot Insel, og om sommeren holdes der en vifte af kulturelle arrangementer for både børn og voksne.
Tæt på Zenner og lige over for øen findes et par hyggelige traktør-
SAS, Easyjet og Norwegian flyver direkte til Berlin fra København, ligesom adskillige rejse- og busselskaber arrangerer ture til den tyske hovedstad. I bil er der fra Padborg 450 kilometer, mens afstanden fra København via Gedser-Rostock-færgen er omtrent den samme. Med tog tager turen (over Hamborg) typisk 7-8 timer. Overnatnings- og spisemulighederne er talrige. Overordnet set er det billigere at spise ude i Berlin end i Danmark.
2 Den 30 meter høje skulptur ”Molecule Man” er skabt af den amerikanske kunstner Jonathan Borofsky. Skulpturen, der markerer grænsen mellem bydelene Friedrichshain-Kreuzberg og TreptowKöpenick, er her af aktivister blevet udsmykket med en stor redningsvest i solidaritet med de migranter, der drukner i forsøget på at krydse Middelhavet. I baggrunden Oberbaumbrücke, hvor en tur til Treptower Park med fordel kan begynde fra.
– Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix.
steder, blandt andet sejlbådsrestauranten ”Klipper”. Den har ligget her siden 2001 og serverer glimrende mad.
Park med omtumlet historie Følger man stien forbi Insel, kommer man til skovområdet Plänterwald. Og pludselig kan man bag et hegn skimte dinosaurer og væltede gondoler i det høje grønne græs. Hvad er nu det? I DDR-tiden lå her Kulturpark Plänterwald Berlin. Parken, der var på cirka 30 hektar, åbnede i 1969 som forlystelsespark. Den var meget populær, blandt andet fordi den som den eneste havde vestlige forlystelser. I 1990 overgik driften af parken, nu kaldet Spreepark, til et selskab kontrolleret af Norbert Witte; en mand som tidligere i Vesttyskland var idømt et års fængsel for at have forårsaget den hidtil værste ulykke i en forlystelsespark. Senere blev han yderligere ”kendt” for at forsøge at kuppe sig til lokalpolitisk indflydelse i det kristendemokratiske parti CDU, og helt galt gik det i 2002.
I 2001 var Spreepark gået konkurs, og Witte efterlod sig en gæld på 15 millioner euro. I 2002 tog han til Peru med nogle af parkens største forlystelser, hvori det viste sig, at der
0 Modsat andre sovjetiske krigsmindesmærker især i det østlige Europa, der i lyset af Ruslands invasion af Ukraine er blevet pillet ned, står det sovjetiske mindesmærke for Anden Verdenskrig fortsat i Treptower Park i den tyske hovedstad, Berlin. Her lægger lokale den 8. maj i år på 77-året for krigens afslutning blomster ved monumentet. Blandt de fremmødte var også Egon Krenz, den sidste kommunistiske leder af Østtyskland.
– Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix.
var gemt mange kilo kokain. Det er en broget historie, som ikke er let at finde rundt i, men i 2003 blev Witte fængslet i Tyskland og hans søn i Peru, hvor han stadig befinder sig. Parken lå øde hen i årevis, træer og planter overtog området, mens forfald og hærværk satte sine tydelige spor på bygninger og forlystelser. Parken blev interessant som et ”forladt sted”, som mange tiltuskede sig adgang til. Det kunne dog være farligt på grund af forfaldet, så Norbert Wittes datter begyndte at arrangere ture i parken, som foregik i et lille tog, mens guiden fortalte om forlystelsesparkens historie. I 2014 købte byen Berlin parken, og man har i årevis diskuteret, hvad området skulle bruges til, men nu er renovering og nye planer for området godt i gang: Det skal være en offentlig park med både natur- og kulturoplevelser .
Ramsløg og kantareller Parkens ikon var det store pariserhjul: 45 meter højt og med 40 gondoler. Det blev taget ned for ganske få år siden med henblik på sanering. Det var dog i dårligere stand end forventet, så nu tales der om ”transformering”, men hjulet bliver også centrum i den nye park.
På kanten af parken ud mod Spree ligger Das Eierhäuschen, som også var et yndet udflugtssted, der lukkede i 1989. Nu åbner stedet i 2023 med gastronomi, udstillingsrum og atelierlejligheder til kunstnere. Et skibsanlæg er også på tegnebrættet. I 2026 skal den komplette park efter planen stå færdig.
Man kan gå videre langs Spree til Plänterwald-skoven slutter. Undervejs støder man på en lille personog cykelfærge, som går over til Oberschöneweide, hvorfra man kan cykle til Köpenick eller tilbage til byen. Her i skoven findes om foråret et hav af ramsløg.
Tilbageturen kan tages til fods, eller man kan gå lidt ind i landet til S-Bahn Plänterwald eller Baumschulenweg. På Köpenicker Landstrasse går flere busser tilbage til byen. Man kan også tage turen tilbage til Treptower Park S-Bahn gennem skoven.
Lige uden for parken på Baumschulenstrasse finder man restauranten Wavel med tysk-polsk køkken. I august-september var spisekortet spækket med retter med kantareller.
Samlet set er turen, om man går den eller tager offentlig transport, seks kilometer hver vej. J
Et ikke-menneskeskabt miljø under åben himmel. Iboende egenskaber, der udgør en særlig karakter. Noget uden for individet, der driver og styrer den ydre virkelighed.
Det er den fortryllende, fascinerende natur. Kom med tættere på. Få større viden og indsigt. I ydre såvel som indre natur. Det er kulturrejser med sjæl og substans.
Kulturrejser Europa formidler kultur og rejser med dansktalende rejseleder. Læs mere på kulturrejser-europa.dk
De majestætiske bjerge rejser sig dramatisk forude. Floderne skærer sig gennem landskabet, og gamle kirker knejser i ensom majestæt. Georgiens natur er storslået og uberørt – og noget af den smukkeste i Europa. Glæd dig til at kombinere vandringer, kulturelle højdepunkter og overdådig natur på denne uforglemmelige vandreferie.
10 dage fra 12.495 kr.
Afrejse: 29/5 & 15/9
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/vgeo
Gæsterne giver
Velkommen til en af verdens smukkeste kyststrækninger. Glæd dig til et indholdsrigt program, paradisiske bugter og pragtfulde seværdigheder krydret med smagfulde måltider og et hotel i første række til vandet.
8 dage fra 9.995 kr.
Afrejse: april, maj, juni, september & oktober
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/viam
Besøg verdens bedste ø-destination Madeira – med alt inkluderet: Oplevelser, komfort og all inclusive på hotellet. Bo i første række til stranden, og kom på tre spændende udflugter med dansktalende rejseleder.
8 dage fra 8.995 kr.
Afrejse: februar – oktober
Læs mere på www.kulturrejser-europa.dk/masp
Kulturrejser Europa formidler kultur og rejser med dansktalende rejseleder. Læs mere på kulturrejser-europa.dkDe røde nuancer dominerer bybilledet i den historiske svenske by Strängnäs. Her er hyggelige stræder med velbevarede, røde træhuse, en rødmalet mølle og sidst, men ikke mindst, en imponerende domkirke bygget i røde teglsten
Laura Kjestrup Nielsen rejser@k.dk
Sveriges tredjestørste sø, Mälaren, sætter sit præg på landskabet umiddelbart vest for den svenske hovedstad, Stockholm. Den smukke sø rummer et utal af øer, og langs bredden ligger mindst en håndfuld interessante byer, der er værd at kigge nærmere på. Skal man vælge én ud, må det dog nok blive Strängnäs. Der er i hvert fald mange gode grunde til at zoome ind på domkirkebyen, der er en af de mest velbevarede historiske byer i Midtsverige.
Byens store seværdighed – den historiske domkirke – er naturligvis et besøg værd. Men de smalle, krogede gader i den charmerende by gemmer på flere fine oplevelser. Dertil kommer en naturskøn beliggenhed, der indbyder til små, lokale vandreture.
Som bispesæde har Strängnäs spillet rollen som religiøst centrum gennem adskillige århundreder. Historien går helt tilbage til slutningen af 1000-tallet, hvor den engelske munk Eskil begav sig fra Tuna (senere Eskilstuna) til Strängnäs for at udbrede den kristne tro.
Eskil fik ikke ligefrem en varm velkomst i Strängnäs, for her var de lokale i gang med fejringen af en stor hedensk blotfest, og Eskil blev ifølge legenden stenet til døde. Historien beretter også, at en kilde pludselig sprang op af jorden lige uden for Strängnäs, da munkens legeme skulle fragtes tilbage til Tuna til begravelsen.
Kilden kan man stadig finde frem til, og man kan for eksempel benytte sig af Sankt Eskil-etapen, der er en skiltet pilgrimsrute mellem domkirken og helligkilden på cirka 4,5 kilometer. Ruten har forbindelse til Fogdöns Pilgrimsled, der er en længere rute på 80 kilometer.
500-året for kongevalg Munken Eskils martyrdød førte til, at Strängnäs i 1100-tallet blev valgt som bispesæde. Det gjorde byen til et både religiøst og administrativt centrum, hvor vigtige begivenheder fandt sted i de følgende århundreder.
En af de helt store begivenheder udfoldede sig under rigsmødet i Strängnäs den 6. juni 1523, hvor Gustav Vasa blev valgt til konge. Et kongevalg, der førte til den endelige opløsning af Kalmarunionen og blev startskuddet for Sverige som selvstændig enhed.
Den 6. juni bliver hvert år fejret som Sveriges nationaldag, men i 2023 bliver der skruet mere op for festlighederne i anledning af 500-året for kongevalget i 1523.
I Strängnäs bliver der selvfølgelig gjort noget ekstra ud af jubilæet med koncerter, foredrag, udstillinger og andre begivenheder, og domkirken, hvor kongevalget i 1523 fandt sted, kommer til at spille en central rolle i festlighederne.
Uanset hvornår man besøger Strängnäs, er domkirken og dens nabobygninger dog et oplagt udgangspunkt for et besøg i byen. Det er her på kirkebakken, at historien føles mest nærværende, og den imponerende teglstenskirke regnes for Sveriges bedst bevarede domkirke fra middelalderen.
Den treskibede, gotiske kirkebygning med rødder i 1200-tallet er for-
synet med et markant kirketårn, der dog først kom til langt senere; nemlig i 1700-tallet.
Kirkerummet gemmer på en mængde kunstværker og seværdige gravmonumenter. Bemærk eksempelvis de to smukke alterskabe, udført i Bruxelles i slutningen af 1400-tallet, og gravmonumentet for prinsesse Isabella. Hun var datter af Johan 3. og barnebarn til Gustav Vasa og døde som toårig. Hendes grav er prydet med et rørende helfigursportræt skulptureret i alabaster og regnes for et af Sveriges tidligste børneportrætter.
Mindre rørende og mere storladent er til gengæld gravmonumen-
tet for Karl 9. (konge af Sverige 1603-1611) forsynet med hest og rytter i forgyldt kobberrustning.
Det røde kvarter Omkring domkirken finder man en håndfuld interessante historiske bygninger. Det gælder for eksempel Roggeborgen, der blev opført som bopæl for Kort Rogge, der var biskop i Strängnäs 1479-1501.
Den røde bygning med kamtakket gavl rummer i dag Roggebiblioteket med en imponerende samling værker, breve, kort og håndskrifter.
Fortsætter man rundt om kirkebakken kommer man også til den nuværende bispegård, der fik sit rosa ydre med krummeluremønster i slutningen af 1800-tallet.
Fra bispegården kan man følge et af de små stræder med maleriske røde træhuse ned mod vandet. Og det er i det hele taget værd at gå lidt på opdagelse i de smalle gader på begge sider af domkirken, hvor det charmerende bymiljø indbyder til en slentretur.
Der er også et velbevaret kvarter med træhuse tæt ved møllen i den modsatte ende af det historiske centrum. Her ser man som turist for alvor rødt, når man begiver sig gennem smalle gader, hvor de røde træhuse står skulder ved skulder. På toppen af denne billedskønne bydel venter møllen, der selvklart også er rødmalet.
Møllen fra 1855 er forsynet med hele seks vinger, og den er åben for besøg i sæsonen. Desuden er møllebakken også et fint udsigtspunkt, hvor man kan få et overblik over byens flotte beliggenhed ved bredden af den store sø, Mälaren.
Havnemiljøet og promenadestien langs vandet bør man derfor også afse tid til – særligt i godt vejr. J
0 Strängnäs har flere velbevarede kvarterer med historiske, røde træhuse. Her kvarteret omkring byens mølle.
– Begge fotos: Morten Herlev.
Strängnäs har omkring 15.000 indbyggere og ligger i Södermanland cirka 80 kilometer vest for Stockholm.
Fra København er køretiden i bil til Strängnäs cirka 7 timer. Man kan også tage toget på 6-7 timer fra København, men skal påregne et par togskift på rejsen.
Læs mere om pilgrimsruterne ved Strängnäs på www.svenskakyrkan. se/varfruberga-harad/ pilgrimsleden.
Overnatningsmulighederne tæller et par hoteller i Strängnäs og Mariefred samt vandrerhjem og bed and breakfast-steder i omegnen.
Pueblos Blancos i Spanien er en rute, som fører forbi små hvide byer, nogle højt på klippetoppe, andre i dybe dale, men alle i storslået natur. Den lille storby Ronda er en oplagt port – eller base – ind i eventyret
Jens Henrik Nybo rejser@k.dk
Sydspanske Andalusien er et overflødighedshorn af alsidige attraktioner, som handler om meget mere end daseliv på Costa del Sols strande og de populære kystbyers endeløse spisesteder og bodegaer. Faktisk er det først, når man forlader den travle kyst og bevæger sig ind og op i det andalusiske bagland, at man møder regionens virkelige skatte. Store kulturbyer som Cadiz, Sevilla, Cordoba og Granada er magneter, men Andalusien er et ganske stort område, som – hvis ambitionen er at opleve det hele – bør tage længere tid, end de fleste kan afse. Prioritering er selvsagt bydende, hvis vi taler om en uges ophold. Det er nu heller ikke noget problem, for der er tale om et tag selvbord af temaer.
Således findes der flere spændende markerede køreruter i Andalusien, og en af de mest interessante og måske endda den smukkeste er Pueblos Blancos – De Hvide
Landsbyer, som begynder bare en times kørsel fra Solkysten. Ruten køres typisk med start eller slut i den populære og smukt beliggende by Ronda. Pueblos Blancos løber igennem adskillige kommuner i de to provinser Cadiz og Malaga, men alligevel inden for et overskueligt område med højst 80 kilometer på det længste led. Vejnettet er af fin kvalitet, og det giver gode muligheder for at udforske såvel byerne som landskaberne på kryds og tværs. Og aldrig med gentagelsens monotoni.
En uges besøg på ruten spæner afsted med nye mættede oplevelser hver dag, men især også fordi fristelserne til at tage afstikkere fra den markerede rute konstant melder sig.
Op og ned, eller til siderne ad uhyre smalle landeveje, hvor den ene bil ofte skal vige for den anden. Og ikke sjældent oplever man på de helt små veje at måtte holde tilbage for en fåreflok, som har valgt at slå sig ned på asfalten, indtil hyrden får dem gennet ind på marken.
Det er også herude, man dykker ned under huden på den andalusiske sjæl. I de helt små flækker er der sjældent hastværk hos folk, som mestendels hører til det ældre segment, fordi de unge er flyttet til de store byer. Traditionerne holdes i hævd, både når det gælder de religiøse i form af hyppige små processioner, men også mad og drikke, som i reglen er produceret i nærområdet.
Olvera er en af de første af de hvide byer, man oplever ad N342 efter at være kørt fra Ronda. Byens hvide kubistiske huse troner imponerende på en klippetop og nærmest blænder synet, når man nærmer sig den. Husene klæber sig insisterende op ad klippen, som øverst er domineret af katedralen.
Fra Olvera kan man følge en bivej til den nok mest ejendommelige af alle byerne, nemlig flækken Setenil. Her føles tyngdekraften næsten ophævet, for over tagene på de små huse hviler et gigantisk sandstensfremspring tungt og må unægtelig give beboerne en tanke eller to om, hvad der ville ske i tilfælde af jordskælv. Husene er blevet bygget ind i klipperne for flere hundrede år siden og har dog hidtil overlevet. Setenil er kendt for sine ypperlige pølser, som er fremstillet af kød fra grise opdrættet i omegnen. Byen er også kendt som en af de sidste mauriske byer, som i slutningen af 1400-tallet overgav sig til de kristne.
Arcos de la Frontera ligger pragtfuldt på en stejl klippetop, og allerede fra lang afstand ser man dens hvide huse og et par kirker rage op i horisonten. Lige så overskuelig den synes på afstand, lige så labyrintisk
2 Setenil er næsten en umulighed. Bygget ind i og under hvælvinger af sandstensmassiver kunne en tanke om et kollaps fra oven være nærliggende. Beboerne læner sig ikke desto mindre op ad århundreders sikkerhed.
yndige Vejer la Frontera sig til på en bakke nær kysten. I den gamle bydel kan man beundre den arabiske fæstning og helligdommen Nuestra Senora de la Olivia, hvor menigheden tilbeder et alterbillede af Jomfru Maria fra 1500-tallet.
Cordoba
I E N Sevilla Malaga Ronda Granada
300 km
Madrid SPANIEN MAROKKO ALG.
er den, når man spadserer rundt i den. Små, krogede gyder, som det er rart at fare vild i. Når vildfarelsen sker, kan man altid rette blikket mod domkirkespiret, som er godt at orientere sig efter.
Det er oplagt at overnatte i Arcos de la Fronteras ”parador” – et formfuldendt middelalderpalæ indrettet som hotel.
Er man heldig at bo i et af de øverste værelser, er der udsigt til byens røde tage og længere ude i landskabet snorlige rækker af appelsinlunde, som pryder den brede dal ved Guadalete-floden nedenfor.
Fra København er der direkte forbindelser til Malaga, hvortil SAS, Norwegian og Ryanair flyver. Ryanair og Vuelling flyver direkte fra Billund. Bedste rejsetidspunkt er fra starten af april til slutningen af oktober. Der kan blive meget varmt i juli og august. Foråret er smukkest, mens der er mindst nedbør i sensommeren og efteråret.
Priserne er generelt rimelige og er – både hvad gælder overnatning samt især mad og drikke – noget lavere end herhjemme.
En overnatning i de statsejede paradors koster cirka 1000 kroner, mens prisen for et dobbeltværelse i et turistklassehotel er cirka 700 kroner.
Disse statsejede paradors, som Spanien har så mange af, er tit indrettet i historiske bygninger – tidligere klostre og aristokratiske palæer.
Arcos har mange tapas-restauranter, hvor delikatesser som den iberiske sortfodsskinke er et hit. Den er skinkernes grand cru, som også priserne afspejler. Enkelte røgede sardiner sørger også sammen med Spaniens bedste oliven og det gode hvedebrød for en alsidig smagsoplevelse. Arcos er den sydvestligste af de hvide landsbyer og bærer på en rig historie. Først beboet af romerne, senere af maurerne. Det varede dog kun til 1264, da maurerne måtte kapitulere til de triumferende kristne hære, og det var begyndelsen til maurernes endeligt på Den Iberiske Halvø.
Ikke langt fra Arcos byder den
Det er en umulig opgave at skulle udpege den af de hvide byer, som i skønhed og beliggenhed tager førstepladsen. Et forsigtigt bud, hvis begge disse parametre skal opfyldes, kunne være Zahara de la Sierra godt hjulpet af dens unikke beliggenhed over en sø, hvis farve spænder over talrige nuancer af grønt og blåt. Byen ligger halvvejs oppe ad en stejl klippe, hvor resterne af en maurisk borg hviler tungt over byen og landskabet. Zahara er mindst et par timers ophold værd, og det samme gælder den dramatiske kløft, Gargante Verde, hvor man går ned i den 300 meter dybe kløft. Her er så mange gribbe, at man et øjeblik kunne tro, at man var på det nærliggende afrikanske kontinent.
Højt oppe i Sierra del Pinar-bjergene er der ikke længere grobund for appelsiner, agaver og oliven. Nu er det fyrre- og nåletræer og enkelte korkege, som har taget over. Området er øde og giver plads til en del vildt.
Grazalema er den mest besøgte af de hvide landsbyer på denne egn. Ikke underligt. Som den byder sig til set fra oven på et højdedrag, ligner den en isbræs fremstrakte tunge, som den funkler med sine hvide facader og gyldne teglsten. Skinner solen fra en skyfri himmel, er det faktisk lidt usædvanligt netop her, for Grazalema bærer rekorden som den vådeste plet i Spanien. J
Intensive rejser med begrænset kørsel. Med fuld pension / 6 dage. Glæd dig til snedækkede vulkaner, spruttende gejsere og vilde vandfald, sydlandets store landbrugsområder og Vestmannaøerne (Heimaey), hvor det voldsomme vulkanudbrud i 1973 ødelagde store dele af byen. Tre nætter bor vi på en aktiv bondegård, tæt på vulkaner og gletsjere – og to nætter i hovedstaden Reykjavik, der byder på mange fine attraktioner. Husk badetøj og håndklæde. Vælg imellem 2 identiske rejser i juni eller juli: 20. - 25.6. 2023 (rejse nr. A-2) • 18. - 23.7. 2023 (rejse nr. A-7) / begge fra Kastrup Lufthavn / Kr. 14.950
Vægl imellem tre næsten identiske 10-dages rundrejser i 2023 Hos os får du god tid, også udenfor bussen, til at nyde alle de store oplevelser. Vi sparer på luksus ved indkvarteringerne – og inkludere til gengæld turen til Vestmannaøerne (Heimaey), en hvalsafari og en sejltur mellem isbjerge Undervejs oplever vi bl.a. gletsjere, vulkaner, vandfald, varme kilder, storslåede udsigter, tid i Reykjavik og meget, meget mere. Den kompetente dansk-talende rejseleder vil fortælle om det, vi ser og forklare om geologi, folk, økonomi og sprog. Du kommer klogere hjem! Husk badetøj og håndklæde. 2. - 11.7. (rejse nr. A-3) • 9. - 18.7. (rejse nr. A-4) • 30.7. - 8.8. (rejse nr. A-5) / alle fra Kastrup Lufthavn / Kr. 22.500
For dig, i ”normal fysisk form”
8 dage for dig, der har lyst til at kombinere fordybelse i tegning/akvarel med store naturoplevelser, samvær, museumsbesøg, indføring i islandsk samtidskunst – og meget mere. Inkl. tur til Vestmannaøerne (Heimaey). Rejselederne er begge billedkunstnere og undervisere, med stort kendskab til Island. Else Ploug Isaksen arbejder med maleri, tegning og fotografi, hvor øjeblikke bearbejdes til kunstneriske udtryk og har flere gange fået residency-ophold i Island. Hun er underviser på Aarhus Kunstakademi’s 4-årige uddannelse. elseplougisaksen.dk // humansites.dk
Anette Højlund har undervist på både kunst- design- og filmskoler. Hun har læst flere fag på litteraturvidenskab og idéhistorie og har en ph.d. med en afhandling om tegning. anettehojlund.com 26.7. - 2.8. 2023 (Rejse nr. A-10) / fra Kastrup / Kr. 18.500
Rejseleder: dirigent og organist Steen Lindholm / 8 intensive dage. Her får du rige muligheder for traveture. Turen byder også på: bade i varme kilder, boblende svovlkilder, Snæfellsnes med fantasifulde lavaformationer og Dritvík – Tingvallasletten, vandfaldet Gullfoss, gejseren Strokkur, sejltur og friskfangede kammuslinger, tur op på vulkanen Eldborg og Reykjaviks mange spændende muligheder. Husk egnet fodtøj, badetøj og håndklæde. 28.8 - 4.9. 2023 (rejse nr. C-20) / fra Kastrup / Kr. 17.000
Vi er medlem af Rejsegarantifonden, med nr. 1870.
8 intensive dage / Arrangeret for FO Frit Oplysningsforbund Nordfyn
Rejseleder: K. Torben Rasmussen, forfatter til Turen går til Island Inkl. dagstur til Vestmannaøerne (Heimaey). På denne tur vil vi opleve Nordlandet, det barske og interessante indre højland og naturligvis se Gullfoss, området med gejseren, Tingvallasletten og -søen og hovedstaden Reykjavik. På turens første dag tager vi indenrigsfly videre til Akureyri, Nordlandets største by. På den måde sparer vi transporttid, for vi vil have tid –også uden for bussen – til at nyde alle de store oplevelser. Medbring badetøj og håndklæde til badeture i varme kilder.
3. - 10.7. 2023 (rejse nr. C-27) / fra Kastrup / Kr. 20.700
– hvordan hænger det lige sammen?
Rejseleder: Rikke Pedersen to dage, K. Torben Rasmussen alle 7 dage. Én af de mest spændende attraktioner i Island er de aktive vulkaner. De skræmmer og tiltrækker på samme tid. På denne tur vil du blive meget klogere på vulkaner og geologi i Island, fordi vi rejser med én af de bedste eksperter på området, nemlig Rikke Pedersen, der er leder af Nordisk Vulkanologisk Center og har boet i Island i omkring 20 år. Hun skrev sin ph.d. om Eyjafjallajökull, som vi kommer helt tæt på og udgav i 2010 den fine bog Eyjafjallajökull, vulkanen der lammede Europa. Glæd jer til snedækkede vulkaner, spruttende gejsere, vilde vandfald, Vestmannaøerne (Heimaey) m.m. 10.9 - 16.9. 2023 (rejse nr. C-26) / fra Kastrup / Kr. 19.000
7 oplevelsesrige dage. Bliv kloge på vulkaner, gletsjere og meget mere... Rejseleder: Esben Jacobsen, en dygtig dansk gymnasielærer, der er god til at formidle naturgeografi, geovidenskab og historie. Han har selv besøgt Island mange gange og vil undervejs forklare nogle af landets mange mysterier. En tur for jer, der vil have store og uforglemmelige fælles oplevelser: buldrende vandfald, spruttende gejser, badeture i varme kilder, besøg på Vestmannaøerne (Heimaey) og travetur op på lavafjeld, sejltur mellem isbjerge, tur til gletsjeren Mýrdalsjökull i superjeeps og videre op på den (med professionel guide), for at opleve de dramatiske og farverige isformationer på tæt hold. Med fire overnatninger på en aktiv bondegård og to i Reykjavik, hvor I også vil få tid på egen hånd. Måske til en hvalsafari, en ridetur på en Islandsk hest, en ekstra badetur – eller? 24. - 30.7. 2023 (rejse nr. C-10) / fra Kastrup / Kr. 18.550
Vi arrangerer hvert år mange kør-selv rejser til Island. Det er også muligt, at få en kombineret tur til både Færøerne og Island – lande, der begge har meget at byde på! Foretrækker I at sejle / have jeres egen bil med, så sig til, vi har gode kontakter til Smyril Line. Vi booker gerne jeres aktiviteter undervejs (til samme pris, som hvis I selv booker), så I kan koncentrere jer om, at holde ferie. Kontakt os og fortæl om jeres egne idéer og ønsker – mulighederne er mange og vi har et grundigt kendskab til begge lande... Skulle vi blive tvunget til at aflyse (grundet fx virus), er I sikret at få indbetalte beløb retur uden gebyrer o.l. En kør-selv-rejse regnes også for en pakkerejse, hvis der købes mindst to ydelser hos os, fx overnatning, billeje og/eller transport med fly m.m. Vi er medlem af Rejsegarantifonden.
En håndfuld mindre byer i Sønderjylland havde før i tiden en særlig status som flækker. I dag kan en rundtur til Christiansfeld, Nordborg, Augustenborg, Løgumkloster og Højer varmt anbefales, for byerne gemmer på masser af historie og seværdige miljøer
Fra Christiansfeld kan man let følge motorvejstrafikken til Sønderborg og dermed Als. Men det giver en ekstra oplevelse at tage færgen fra Ballebro på jyllandssiden til Hardeshøj på Nordals. Færgen bærer navnet ”Bitten” og er opkaldt efter Bitten Clausen, der døde i 2016 i en alder af 103 år.
Bitten var gift med grundlægger af Danfoss Mads Clausen, og netop den enorme virksomhed har sat Nordborg på landkortet. Byen er dog mere end Danfoss, for Nordborg er også en gammel by med et hvidkalket slot, der gemmer på en lang historie.
Forfaderen til det nuværende Nordborg Slot blev opført i 1100-tallet og bar navnet Alsborg. Men da Sønderborg Slot kom til, skiftede Alsborg navn til Nordborg. Samtidig løb Sønderborg med det meste af opmærksomheden og privilegierne, og selvom Nordborg opnåede status som flække i 1680, blev byen aldrig rigtig stor.
Slottet er den dag i dag det største blikfang i Nordborg. Gennem de seneste 100 år har slotsmurene dannet ramme om en efterskole, så der er ikke offentlig adgang. Til gengæld er man velkommen til at nyde slotshaven og den flotte tur rundt om Nordborg Sø lige bag slottet. J
Vi begynder turen i den nordlige del af Sønderjylland, hvor Christiansfeld dukker op på landkortet umiddelbart syd for Den Gamle Grænsekro på Koldingvej, hvor grænsen gik mellem 1864 og 1920.
Med sine 3000 indbyggere er Christiansfeld umiddelbart en lille størrelse. Men byen er til gengæld en sværvægter, når det kommer til arkitektur og kulturarv.
I byens tykke historiebog kan man blandt andet læse, at våbenhviletraktaten i 1864 blev underskrevet på Brødremenighedens Hotel. Her kan man ligefrem overnatte på
Våbenhvileværelset – måske en idé for parforhold i krise!
Brødremenighedens Hotel er en af de mange fine gulstensbygninger i Christiansfeld, der blev grundlagt som dansk menighedsby for Brødremenigheden i 1773.
Centrum i Christiansfelds enkle og harmoniske bybillede er Brødremenighedens kirke, Salshuset, som er en særlig oplevelse.
Christiansfelds særlige religiøse arkitektur og historie førte i 2015 til, at byen blev optaget på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste, men på en tur rundt i byen kan man også nyde de mere verdslige glæder i form af byens berømte honningkager. J
Als gemmer på endnu en historisk flække med et slot: nemlig Augustenborg. Her er det værd at gøre stop for at se nærmere på byens velbevarede historiske huse, slottet og ikke mindst slotsparken.
Det første slot i Augustenborg blev opført i 1660, men blev udskiftet til fordel for en ny model i 1770’erne. Og sikke en model. Augustenborg Slot er den dag i dag et af de mest imponerende slotsanlæg i Sønderjylland, og foruden sit gode udseende gemmer slottet også på en interessant historie. Frem til 1848 var slottet bolig for de slesvigske hertuger.
Siden blev det preussisk kvindeseminarium og derpå dansk sindssygehospital, før Landbrugsstyrelsen for få år siden rykkede ind. Augustenborg Slot er derfor en arbejdsplads, der ikke er åben for offentligheden, men man kan kigge ind i den smukke slotskirke og i minimuseet i portbygningen.
Det største trækplaster er dog slotsparken, der ligger smukt flankeret af Augustenborg Fjord. Parken har mange gamle og sjældne træer, og man kan for eksempel finde frem til H.C. Andersens Lind. Herunder sad eventyrdigteren efter sigende og fandt inspiration, da han besøgte hertugfamilien på slottet i 1844.
Sætter man kursen mod det vestlige Sønderjylland, er det værd at bremse op midt inde i landbrugslandet, før man rammer Vadehavskysten.
Her ligger Løgumkloster, der før i tiden nød godt af både flækkeprivilegier og en omfattende kniplingsindustri. Løgumkloster er dog først og fremmest kendt for sin klosterkirke, der er byens vigtigste seværdighed. Den imponerende teglstensbygning med rødder i 1200-tallet var oprindeligt en del af et cistercienserkloster, der blev nedlagt efter Reformationen.
Den lille by med omkring 3500 indbyggere har gennem en årrække været kendt som et kirkeligt kraftcenter i Danmark. Foruden den historiske klosterkirke huser Løgumkloster også forskellige kirkelige uddannelser, og her bliver blandt andet udklækket kirkesangere, organister og klokkenister.
Sidstnævnte faggruppe kan nyde godt af et imponerende undervisningsinstrument i form af det 25 meter høje Kong Frederik IX’s Klokkespil, der er Nordens største af sin art.
Kommer man forbi det særprægede tårn under sin byrundtur, kan man være heldig at få en melodi med på vejen, da klokkespillet går automatisk i gang flere gange dagligt. J
100 km
Der er naturligvis mange overnatningssteder i Sønderjylland, men her er tre håndplukkede anbefalinger: Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld. Med en særlig historie og atmosfære. Løgumkloster Refugium. Ideelt til ro og fordybelse. Alsik i Sønderborg. Moderne designhotel og en del af den berømte arkitekt Frank Gehrys masterplan for Sønderborgs havnefront.
Vi slutter turen længst mod vest i marsklandet. Her i Vadehavets baghave ligger Højer og gemmer på en rig bygningskulturarv med grundmurede vestslesvigske gårde med karnapper og stråtækte tage.
Højer blomstrede op i 1700-tallet, hvor byen også fik sine flækkeprivilegier. Mange af byens velbevarede huse stammer fra denne periode, hvor Højer tjente gode penge på søfart og handel. På en byrundtur kommer man forbi Højer Mølle fra 1857, der er en af Nordeuropas største hollændermøller. Møllen genåbnede efter en omfattende restaurering i 2020 og er en del af Museum Sønderjylland.
En anden seværdighed er byens gamle vandtårn fra 1934, der for få år siden blev ombygget til udsigtstårn. Tårnet er placeret på et af byens højeste punkter – fem meter over ha-
0 Højer er rig på arkitektonisk kulturarv, og bykernen rummer ifølge Realdania en af landets højeste koncentrationer af fredede og bevaringsværdige bygninger. Vandreruten Marskstien fører i øvrigt gennem byen – en rute, der er kendt som ”den flade dræber”. Det skal man dog ikke lade sig skræmme af, hvis man blot er forberedt på modvind og ikke er bange for får. De firbenede uldtotter er nemlig rigt repræsenteret i marsklandskabet.
vets overflade. Selve tårnet er 20 meter højt, og alt i alt betyder det, at man bliver hævet betragteligt op over det flade marsklandskab. Når man har forceret den lange vindeltrappe og kan puste ud i selskab med udsigten, skulle det være muligt at tælle 10 kirker og 100 vindmøller i panoramaet.
Når vi taler om en flække, så tænker de fleste på et lille sted ude på bøhlandet med en håndfuld huse og uden meget liv.
For i dag har ordet flække som geografisk begreb mest af alt en negativ klang. Men som med mange andre ord og begreber har betydningen ændret sig over tid.
I det hedengangne hertugdømme Slesvig var en flække nemlig en betegnelse for en større landsby med købstadspræg.
Ordet flække kommer af det plattyske vlecke, der betyder plet eller sted. Og faktisk var det slet ikke så ringe endda at være en flække før i tiden.
Flækkerne havde nemlig særlige rettigheder, og for eksempel kunne de udøve borgerlig næring ligesom købstæderne, og flækkens håndværkere havde ret til at organisere sig i
lav. Byerne med flækkestatus var altså en slags mellembyer, der ikke var lige så fine som købstæderne, men som alligevel var af en helt anden kaliber end landsogne.
Flækkernes særlige rettigheder blev ophævet tilbage i 1867, men efter Genforeningen i 1920 blev betegnelsen stadig brugt om Christiansfeld, Nordborg, Augustenborg, Løgumkloster og Højer samt om Marstal på Ærø, der hørte til hertugdømmet Slesvig før 1864.
Byerne havde en vis administrativ særstil-
ling som flækker, der imidlertid bortfaldt ved kommunalreformen i 1970. Til gengæld var de alle kommunale hovedbyer frem til strukturreformen i 2007, hvor de blev indlemmet i nye, større kommuner. J
KILDER: GRÆNSEFORENINGEN, INDENRIGS- OG BOLIGMINISTERIET SAMT WWW.KRISTELIGTDAGBLAD.DK/BAGSIDEN/BYER-MEDFLAEKKESTATUS
J
Metsovo på det græske fastland byder på smukke omgivelser, interessant kultur og en rig gastronomisk tradition. I tilgift er det om vinteren muligt at stå på ski i nabolaget
Jesper Møller rejser@k.dkDe fleste danskere forbinder i feriemæssig henseende Grækenland med sol, strande og varme, men landet har meget andet at byde på rent oplevelsesmæssigt. Det er byen Metsovo et godt eksempel på. Den ligger i Pindus-bjergene i regionen Epiros, der udgør den nordvestlige del af det græske fastland. Selve byen ligger smukt på en bjergskråning i 1160 meters højde og er en af de mest kendte bjergbyer i Grækenland.
Også på et andet punkt er Metsovo anderledes. For når man tænker på græsk arkitektur, får man let et billede på nethinden af hvidmalede huse med mørkeblå døre og trækarme, som man ikke mindst kender det fra øgruppen Kykladerne. Metsovo derimod er stilmæssigt snarere inspireret af Alperne end de græske øer. Her er husene bygget i natursten og har rødbrune teglstenstage – samt balkoner af træ mange steder. En mere rå byggestil, der passer fint til de barske omkringliggende bjerge.
Samtidig er husene generelt ganske velholdte, og det er tydeligt at se, at Metsovo er en velstående by.
Hyrdefolk med eget sprog
Beliggenheden i bjergene gør, at byens gader er ganske kuperede. En undtagelse er byens lille flade centrum, hvor der blandt andet er en fin park.
Ved indgangen til parken står en skulptur af en mand iført træsko, med en lang stav i hånden og et får over skuldrene. Skulpturen forestiller en af de hyrder, som nutidens beboere i Metsovo nedstammer fra.
Hyrdefolket kaldes vlach, var nomader og har deres eget sprog – et sprog, som en del af beboerne i Metsovo stadig mestrer. I tidligere tider gik mændene i traditionelle sorte posebukser og træsko, hvilket man i dag kun ser ved festlige lejligheder.
Så selvom nomadernes tid er forbi i Metsovo, er landbrug og fårehold stadig en vigtig del af den lokale økonomi, hvor turisme som i mange andre græske byer også spiller en stor rolle.
Samtidig er der stadig masser af vidnesbyrd fra tiden som hyrdefolk. Metsovo har nemlig i århundreder været centrum for produktion af alverdens kunsthåndværk – noget som nutidens beboere i et vist omfang har holdt fast i.
Blandt det store udvalg i de lokale souvenirbutikker er derfor billedskærerarbejder, ikonmalerier, udskårne træarbejder og vævede produkter. Flere værksteder holder også åbent for interesserede, ligesom gallerier har udstillinger af varer, hvoraf hovedparten holder en høj standard.
Er man interesseret i historien bag, kan den opleves på byens museum for kunsthåndværk, hvor talrige eksempler på lokalt kunsthåndværk gennem tiderne er udstillet.
Ud over kunsthåndværk bringer mange besøgende også madvarer med sig hjem fra et besøg i Metsovo. Byen har en rig gastronomisk tradition og er især kendt for sin produktion af ost (Metsovone og Metsovela) samt hvidvin, lige-
Det hyrdefolk, som nutidens beboere i græske Metsovo nedstammer fra, er kendt som både ”vlach” og som ”aromunere”.
Deres gamle sprog, aromunsk, tales fortsat i dele af det moderne Grækenland og det sydlige Balkan og er et romansk sprog, der som alle romanske sprog nedstammer fra vulgærlatin, som Romerrigets soldater og handlende førte med sig ud i riget.
Aromunsk er nært beslægtet med rumænsk, men i aromunsk stammer mange låneord fra græsk, mens de i rumænsk stammer fra slaviske sprog og ungarsk.
Sproget har desuden mange ældre romanske træk, der ikke længere er til stede i rumænsk.
KILDER: LEX.DK OG WIKIPEDIA
som man også finder produkter som marmelade og syltevarer på hylderne.
Festival i juni. Ski om vinteren Evangelos Averoff-Tossizza er navnet på et af Metsovos mest berømte bysbørn. Forfatteren og politikeren boede i byen en stor del af sit liv, og inden sin død stiftede han en fond og skænkede over 200 kunstværker, som i dag er udstillet på Averoff-museet i Metsovo. Værkerne er primært nyhellenistisk kunst fra det 19. og 20. århundrede.
Der bor omkring 2500 mennesker i selve byen og godt 6000 i den administrative enhed, som Metsovo er hovedby i. Trods sin beskedne størrelse er Metsovo nemlig det regionale centrum for en række mindre omkringliggende bjerglandsbyer.
Et godt tidspunkt at besøge Metsovo er den første weekend i juni. Her holdes en stor såkaldt vlach-festival med diverse kulturelle indslag, der har fokus på fortiden som nomadefolk.
Modsat de mere kendte græske turiststeder er det primært grækere, der tager på ferie i Metsovo.
Om sommeren kommer de primært for at undslippe varmen, idet der her ofte er 10 grader køligere end nede i lavlandet, hvilket mange finder behageligt i de særdeles lune græske somre.
I modsætning til de fleste andre græske byer, der om sommeren i høj grad lever af turisme, sover man i Metsovo ikke tornerosesøvn om vinteren. Tværtimod. For trods den sydlige beliggenhed er der på grund af placeringen i 1160 meters højde som regel sne her en del af vinteren, og lige uden for byen er der på Karakoli-bjerget et skiområde, hvor man både kan dyrke alpint skiløb og langrend.
Så selvom man ikke just forbinder Grækenland med skiløb, så kan det altså lade sig gøre i Metsovo. J
Kristeligt Dagblad var inviteret af Folkeferie.dk, der har betalt rejsen.
3 Mange individuelt rejsende snupper et par overnatninger i Metsovo – især vandrere. Andre oplever byen som led i en udflugt fra feriebyer som Sivota og Parga på vestkysten af det græske fastland, hvor man først besøger Meteora og dernæst Metsovo. Rejsebureauet Folkeferie.dk arrangerer sådanne udflugter fra deres sommerhalvårs-destination i Sivota.
3 Blandt flere overnatningssteder kan Hotel Galaxy anbefales. Det ligger lige ud til det centrale torv i Metsovo, og her bærer både byggestil og udsmykning præg af de stedlige skikke med håndvævede tæpper og lokalt kunsthåndværk.
3 Metsovo har adskillige restauranter og tavernaer med blandt andet en del vildt på menukortet, jævnfør beliggenheden tæt på skov og natur.
Er der nogle, der vil dele udlejningsbil i uge 7?
Dette er et typisk spørgsmål på vores Facebookside. Vi er 104 familier, der sammen deler en stor Italiensk ferieejendom med 16 lejligheder på en gammel vingård i Umbrien “Italiens grønne hjerte”.
Her er altid andre at dele stedet og oplevelserne med. Vi tager på cykel- og vandreture, eller spiser sammen. Men kun hvis det passer os. Ellers har vi en lejlighed for os selv. Der findes nogle dele-koncepter, hvor man har eget soveværelse og bad, men deler køkkenet med andre. Det er et stort indgreb i ens ferietid, at skulle dele køkken med andremorgen, middag og aften. Sådan er det ikke hos osheldigvis.
Her er både plads til at være social og til at være sig selv. Andelsforeningen Antico Frantoio d’Oro ejer den 400 år
”Vi betaler kun 850 kr. om måneden til driften. Det inkluderer endda opsparing til langsigtet vedligehold. Vi har selvfølgeligt betalt de godt 280.000 kr. for at blive andelshavere og dermed medejere. Vi betaler kun 500 kr. for en uges forbrug, når vi bruger en lejlighed.
Det er en særdeles økonomisk måde at holde ferie på. Vi kender andre, der er med i dele-projekter, hvor et administrationsselskab gør det markant dyrere. I Andelshotellerne har vi ikke solidarisk hæftelse, vi hæfter kun med vores andel. Hvis vi en dag vil overdrage til vores børn, så sker det gennem bestyrelsen. Ønsker vi
gamle olivenoliemølle (Frantoio), der ligger i den lille italienske landsby Oro. Den gamle mølle er totalt istandsat fra kælder til kvist.
Både hovedhuset, den tidligere garage, og værkstedet har lokale håndværkere med sirlig omhu omdannet til 16 smukke lejligheder, med de oprindelige markstensmure og de gammeldags tegltag. Indvendigt er der topmoderne køkkener og bad. Det gamle møllerum med hvælvinger er nu fællesrum med pejs og plads til fællesspisning. Men oftest nyder vi måltiderne udenfor i det milde italienske klima.
Vi har opvarmet saltvandspool og et stort terrasseområde, hvor vi kan nyde solen eller hinandens selskab. Hver lejlighed har egen terrasse.
at sælge andelen, sker det også gennem bestyrelsen til andelshavere eller til folk, der står på venteliste. Igen hverken med mægler eller advokat. En andel er ikke et spekulationsobjekt, prisen ændres med pristallet og justeres hvert år. I 2023 kommer en stigning i andelsprisen/andelsværdien, pga. den inflation vi helt usædvanligt har oplevet i 2022.
Indtil 31.12.2022 kan man dog stadig nå at købe en andel til de nuværende andelspriser.”
Andelshotellerne er langt med at udvikle en mere bæredygtig ferieform. I Spanien er solceller med til at dække energibehovet, og en særlig type vinduesglas holder varmen ude/kulden inde. Individuelle varmepumper i hvert rum styrer temperaturen, og som noget helt nyt leveres det varme brugsvand af små varmepumper, som kun bruger 1/3 af den energi, der normalt kræves. Poolen opvarmes om vinteren med en varmepumpe, men der er etableret et særskilt solcellesystem, som leverer energien hertil, samt et termodække til at trække over poolen om natten. Det regner alt for lidt i Spanien. SIP-SUB vandingssystemer mindsker forbruget af vand til de mange grønne planter. De særlige plantekasser er bygget af lokale håndværkere.
I Italien er vores 15.000 m2 sydvendte grund med stor køkkenhave og masser af forskellige frugttræer et grønt åndehul. Figner, ferskner, valnødder, oliven og vin - for blot at nævne noget af det, som haven forsyner os med.
Vores søde rengøringsdamer passer køkkenhaven, men vi giver gerne en hånd med. Vand skal der til i det varme klima. Vandet hentes fra egen brønd til pool og drypvanding. Drikkevand købes i Sydeuropa i stort omfang i plastikflasker. Vi har installeret særlige vandfiltre, så alle kan hente godt drikkevand i fællesrummene - tusindvis af plastflasker undgås årligt.
Som et vigtigt nyt tiltag tilstræbes at møblere med kvalitetsgenbrug eller auktionskøb. Det vælger flere og flere familier allerede at gøre hjemme hos sig selv. Andelshotellerne har genanvendt eksisterende ejendomme, men ombygget og forskønnet dem med lokale materialer, udført af lokale håndværkere. Vores enkle bookingsystem fremmer herudover en tårnhøj belægningsprocent. Andelshaverne bliver en integreret del af lokalsamfundet, og vi styrker hermed den nære og lokale økonomi i et betydeligt omfang. Læs meget mere om de grønne tiltag på hjemmesiden.
”Hos Andelshotellet kan vi bruge vores bookingpoint fleksibelt og booke flere lejligheder i samme uge. På den måde kan vi - til en meget fordelagtig pris - invitere familie og venner på en uges ferie i Sydspanien og have oplevelser med dem i skønne omgivelser. Andre gange holder min hustru og jeg ferie sammen på Andelshotellet, hvor vi møder nye mennesker og dyrker socialt samvær med dem. Denne fleksibilitet er af stor vigtighed for os. Snart skal vi også prøve at bytte os til en uge i Italien.”
Andelshotellerne ligger alle i fredelige omgivelser i mindre lokalsamfund, og dermed væk fra de mere støjende masseturist-områder.
Stilhed, udsigt, og muligheden for at kunne smelte sammen med et almindeligt sydeuropæisk lokalsamfund, var målene.
Bo i egen lejlighed:
• Bliv medejer af en lejlighed med eget køkken og egen terrasse/balkon.
• Havudsigt fra alle terrasser/balkoner.
Afprøvet koncept: • 16 års erfaring med at skabe andelshoteller i Sydeuropa.
• Over 400 familier er andelshavere.
303.000 kr. Pris for en andel: Markedets laveste driftsudgifter.
Fleksibel booking:
• Book flere lejligheder i samme uge.
• Andelshavere kan booke i Spanien og Italien.
Aktivt udeliv året rundt:
Lad os gøre drømmen om en feriebolig til virkelighed. Det femte Andelshotel er åbnet i Spanien. andelshotellet.dk Læs mere på
• Du kan vandre, cykle, spille golf, svømme i poolen eller Middelhavet. • Kun 1 km til havet.
Jens Henrik Nybo rejser@k.dk
Divaen Milano i det nordlige Italien er et energibundt i fuld vigør. Hvad enten man er til det sidste skrig i mode, ypperlig mad, superb opera i La Scala, gode historiefortællinger ved bygningerne om fordums storhed eller byens mest ikoniske mesterværk, Duomo-katedralen.
Milano er selvsikker og ejer en selvfølelse, som mange andre storbyer i Italien misunder – herunder romerne. Byen er den rigeste i hele Italien. Den har ikke det middelhavsagtige som længere nede i støvlelandet, ej heller helt det mellemeuropæiske islæt mod nord hos nære naboer som Schweiz og Østrig. Den er helt sin egen, dog med en skøn forening af de to poler mod syd og nord.
Milano har ikke Roms antikke levn, Firenzes renæssancekunst eller charlatanen Napolis sydlandske charme. Byen synes at leve livet fremad fremfor at leve på fortidens storhed.
Milano er hovedby i den velstående region Lombardiet, og mange milanesere mener, at det i for høj grad er dem, som holder hånden under den sydlige del af Italien. De store overførselsindkomster fra det rige nord til syden har da også afstedkommet røster om en løsrivelse fra det øvrige Italien.
Det er industri, teknologi og mode – samt ikke mindst en høj arbejdsmoral – der er drivkraften bag velstanden. Her taler vi om alt fra de store, dyre internationale mærker inden for beklædning og til bilmærket Alfa Romeo, hvis hovedkvarter stadig ligger her, skønt fabrikationen er flyttet til Napoli.
Overskuelige distrikter Milano er opdelt i relativt overskuelige distrikter, og de fleste af byens store seværdigheder ligger i gåafstand i de inderste af distrikterne.
Milanos største seværdighed, Duomo, byder sig smukkest til, når man står på det store domkirketorv og nyder dens blændende facade i Candoglia-marmor. Byggeriet blev påbegyndt i 1387 og var for datiden et uhyre ambitiøst projekt med gigantiske dimensioner. Det var dog først langt senere, i 1805, at den fremstod i sin nuværende nygotiske stil med spidse buer, hvælvinger og støttepiller samt de flere end 3000 statuer. Man kan gå op på tagterrassen og nyde detaljerne deroppe, samtidig med at man får et flot vue ud over byen. Interiøret er overvældende med sine mosaikvinduer, de fem enorme skibe, støttet af 52 søjler samt det imponerende marmorgulv med en flade på hele 12.000 kvadratmeter.
En anden af Milanos helt store attraktioner er Teatro alla Scala, som i det daglige blot kaldes La Scala. Her taler vi om den måske mest beundrede klassiske teaterbygning i verden.
I teatret findes også et museum,
hvor der er udstillet et væld af interessante genstande – kostumer, portrætter, alle ting, som har at gøre med teaterverdenen. Giuseppe Piermarinis neoklassicistiske mesterværk blev indviet i 1778, og den dag i dag er det fortsat de store opera- og balletforestillinger, som trækker publikum til fra hele verden. Så frekventeret er teatret, at man skal bestille plads et par måneder i forvejen, hvis man vil overvære en forestilling.
En lille kilometer fra La Scala ligger Castello Sforzesco, der er et robust rødt borgkompleks, som blev opført som en fæstning for Visconti-familien i 1400-tallet og senere blev residens for Sforza-dynastiet, der regerede i renæssancens Milano. I dag huser borgen syv museer, som giver et spændende indblik i byens historie. Absolut mest kendt er imidlertid kunstneren Michelangelos ufuldendte mesterværk af en marmorskulptur, Rondanini Pietà, der viser en sørgende Jomfru Maria bag den døde Jesus.
Tæt på findes Milanos uden sammenligning mest berømte maleri, Leonardo da Vincis ”Den sidste nadver”, der er malet direkte på væggen i Santa Maria delle Graziekirken. Her er tilstrømningen af besøgende så stor, at billetter skal bookes måneder i forvejen, hvis man vil være på den sikre side.
Moden kommer man aldrig uden om under et besøg i Milano. Prada, Dolce & Gabbana, Armani og masser af andre mærkevarer har alle
deres udspring i Milano, og der foregår en evig rivalisering mellem Milano og Paris om at være den førende modeby. Og skønt Paris er en væsentlig større metropol, er det nok alligevel i dag Milano, som har førertrøjen på.
Shopping-mulighederne er store, men ikke billige, hvis det gælder nogle af de ovennævnte mærker. En pæn del af de dyre butikker holder til i de overdådige overdækkede arkader, Galleria Vittorio Emanuele II, hvis indgang ligger på domkirkepladsen. Selv hvis man ikke har den store interesse for indkøb i butikkerne – og måske heller ikke har tilpas livrem på kontoen – er et besøg i arkaderne, der er opkaldt efter Italiens første konge, et must. Lignende arkader findes flere steder i europæiske storbyer, men den i Milano er svær at slå i sin formfuldendte æstetik.
Også på gågaden, der ligeledes er opkaldt efter Vittorio Emanuele II, er der frit løb for at lufte kreditkortet. Det er dog i området, der går under navnet Den Gyldne Firkant nordøst for domkirkepladsen, at den største parade af byens fineste og dyreste butikker holder til. Igen, hvis ikke det er indkøb af dyre mærkevareprodukter, som frister, anbefales et besøg i området alligevel for at få en fornemmelse af den ”ånd”, som er lig med Milano. Man undgår ikke at bemærke den ydre elegance og stilfuldhed, som borgerne bærer med den største selvfølgelighed.
Er det mere den italienske mad og drikke, der trækker, anbefales
forretningskæden Eataly, der har centre overalt i Italien, således også i Milano tæt på byens Porta Garibaldi-togstation. Her er samlet alt tænkeligt inden for landets gastronomiske tilbud. Smagfuldt indrettet i flere etager står diverse spaghettier på hylder, flankeret af barolo-vine og fuldmodne parmaskinker, som hænger fra loftet. Et udstillingsvindue af alt det bedste, nationen har at byde på.
af Venedig i Milano En sidste anbefaling skal være kvartererne langs Naviglio Grande og Naviglio Pavese i Milanos sydlige ende. Her spejler husfacaderne sig i det stille vand i kanalerne, mens der emmer af hygge og intimitet med afslappede gæster ved cafébordene.
Engang havde Milano et stort netværk af kanaler, men i løbet af 1900-tallet forsvandt grundlaget for dem, da kanaltransporten ophørte. Enkelte kanaler har dog heldigvis fået lov at blive og langs Naviglio Grande og Naviglio Pavese er der i nutiden fyldt med spisesteder, gallerier og chikke butikker. I sidegaderne til kanalerne er der også kreative eksempler på gadekunst, hvor især fantasifulde gavlmalerier byder på gode oplevelser. Det er langs Naviglio Grande, at stemningen når højdepunktet her i kanalområdet, for mens tusmørket sænker sig, så tændes gadelysene, og milaneserne sætter sig til rette ved de mange trattoriaer og nyder måske en af egnsretterne, Cotoletta alla Milanese.
SAS flyver direkte fra København til Milano. Vælger man at køre i egen bil, er der fra grænsen og færgehavnen i tyske Puttgarden cirka 1250 kilometer. Med tog tager turen fra Danmark op mod et døgn og involverer en håndfuld skift.
Milano kan besøges året rundt. I vintermånederne bliver det ofte koldt. Forår, sensommer og efterår et pænt stykke ind i november er behagelige.
Nok er Milano kun næststørst efter Rom, men byen er førende i Italien, når det gælder velstand og foretagsomhed
4 Stenfigurerne på Nimrud Dagh tager sig især godt ud, hvis man ser dem i morgengryets første lys. Monumentet er kendt for sin religiøse synkretisme, altså sammenblanding, og derfor menes ansigtet i forgrunden at være en repræsentation af både den græske gud Zeus og den persiskzarathustrianske gud Ahura Mazda.
– Foto: Yasin Akgul/AFP/Ritzau Scanpix.
I Sanliurfa, Gaziantep og Mardin kan man gå i Abrahams fodspor, spise sig mæt i kebab og blive væk i basaren
Malte Bruhn rejser@k.dkFor de fleste danskere går turen til Istanbul eller til kysterne langs Middelhavet og Det Ægæiske Hav, hvis der står Tyrkiet på flybilletten.
Men selvom man hverken finder krystalklart vand eller et pulserende natteliv i landets sydøstlige provinser, kan man næsten ikke undgå at få rejseminder for livet, hvis man sætter kursen mod den del af Tyrkiet, hvor de største byer hedder Sanliurfa, Gaziantep og Mardin. Her kan man ikke bare bevæge sig rundt i nogle af civilisationens og verdensreligionernes epicentre. Der er også tid og plads til at lade sig betage af labyrintiske basarer, et gadekøkken i verdensklasse og smukke moskéer.
Byen Sanliurfa – eller Urfa, som byen kaldes i daglig tale – er først og fremmest kendt for det postkort-smukke vandbassin Balikligol.
Selvom historien bag området går helt tilbage til år 8000 f.Kr., er området – ifølge myten – bedst kendt for at have lagt scene til konfrontationen mellem patriarken Abraham og kong Nimrod, der herskede over Urfa. Ifølge jødisk og islamisk tradition vakte Abraham, der i islam er kendt som Ibrahim, kongens vrede, da han erklærede krig mod afgudsbilleder og gudsdyrkelsen af kongen. Derfor blev Abraham sendt på et bål, der på
mirakuløs vis blev koldt og uskadeligt, da han ramte flammerne. Sådan lyder historien i hvert fald i Koranen.
Klos op ad Balikligol og de mange omkringliggende moskéer finder man Urfas basar, der er lige så forvirrende, som den er fantastisk. I labyrintens boder kan man købe alt fra fårehoveder og gummisko til brevduer og guldure.
Græske og persiske guder
Hvis man først har fundet til Urfa, er det også oplagt at lægge vejen forbi Nimrud Dagh – en bjergtop i Taurus-bjergene, som er kendt på grund af en række enorme og spektakulære stenansigter tæt på toppen i 2000 meters højde. Stenansigterne stammer tilbage fra kong Antiochus I, der i det første århundrede f.Kr. herskede over et mindre rige i området, men ikke desto mindre havde grandiose planer for, hvordan eftertiden skulle se ham.
Han fik derfor bygget sig et mausoleum, hvor 8-9 meter høje statuer af ham selv var flankeret af gengivelser af en lang række både græske og persiske guder. Tidens tand – men nok især vandalisme fra senere herskere og trosretninger – har været hård ved gravmælet, men netop det, at hovederne nu står sådan lidt umotiveret rundt om på bjergsiden, giver området en særlig stemning, især i morgengryets første stråler.
Nimrud Dagh ligger 150 kilometer nord for Urfa, og derfor skal man være indstillet på en lang dag, hvis man vil ud og hjem samme dag. Alternativt kan man tage en overnatning i Adiyaman eller Kahta.
Tættere på Urfa, faktisk kun 15 kilometer fra bymidten, finder man en anden af områdets store historiske seværdigheder i form af Göbekli Tepe, der ligesom Nimrud Dagh er at
Konya Gaziantep Sanliurfa
Gaziantep, Sanliurfa og Mardin har daglige flyforbindelser til Ankara og Istanbul, hvorfra der er flyforbindelser til København. Tyrkiet har et veludbygget netværk af busruter, der gør det nemt, hurtigt og billigt at komme fra by til by. Alle tyrkiske byer har således en otogar (busstation), hvor der kan købes billetter, mad og snacks til turen.
finde på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste. Göbekli Tepe er en mindre spektakulær oplevelse, men er ikke desto mindre kendt som ”verdens ældste kendte, menneskeskabte religiøse struktur”. Det vurderes, at kun godt fem procent af ruinerne og templerne, der stammer fra år 9600 til 7000 f.Kr., er udgravet.
Byen Gaziantep ligger 140 kilometer vest for Sanliurfa. Her kan man blandt meget andet besøge Kurtulus Camii-moskéen, der oprindeligt blev bygget som en armensk kirke. Men efter det armenske folkedrab, hvor op mod en 1,5 millioner mennesker blev slået ihjel, blev den lavet om til først en lagerhal og siden en moské.
Det er dog ikke kun historien, der drager i Gaziantep. Byen anses nemlig også for at være et af Tyrkiets største kulinariske hot spots Selvom der er rig mulighed for at spise dyrt og fint, går man sjældent galt i byen, hvis man slår sig ned på en af de utallige kebabrestauranter. I de bedste tilfælde er der faktisk bare tale om en stor grill og et par plasticstole på et fortov. Prøv for eksempel en Urfa-kebab eller en Adana-kebab, der begge nydes sammen med salat, løg og brød. Til dessert anbefales det at nyde en katmer, som er en pistaciebaseret baklava-pandekage.
0 Gaziantep er i hele Tyrkiet kendt for sin gode mad. Det gælder både på byens finere restauranter og som her, hvor der sælges kebab på gadeplan.
Hvis man når hele vejen til byen Mardin, der ligger øst for Urfa, bør man booke et hotelværelse i et af de hyggelige stenhuse i den gamle bys mange smalle gader. De såkaldte konagier har nemlig ofte en tagterrasse, hvorfra man kan nyde solnedgangen til lyden af aftenbøn fra minareterne. Hvis man vil fuldende oplevelsen, skal man drikke et godt glas af den lokale assyriske vin.
I mange år var det kommunistiske kulturpalads den højeste bygning i Warszawa. Sådan er det ikke længere i den polske hovedstad, der byder på en række forskelligartede seværdigheder
Hanne Würtz rejser@k.dkKulturpaladset i Warszawa, sovjetdiktatoren Josef Stalins ”gave” til det polske folk, har med sine 237 meter siden 1955 knejset højt over byen og kunne i mange år ses på over 30 kilometers afstand. Paladset er stadig imponerende, men omkring det skyder glas- og stålhøjhuse op, herunder det nyligt indviede Varsotårn, der med en højde på 310 meter er den højeste bygning i EU.
Tilbage i 1950’erne var der ikke udelt tilfredshed med Stalins gave, der er bygget i karakteristisk kommunistisk bryllupskagestil, og det er en stående vittighed, at paladset har byens bedste udsigt, fordi man ikke kan se det derfra.
Kulturpaladset er en konstant påmindelse om kommunisttiden, som Warszawas små to millioner indbyggere helst lægger bag sig, og i mange år bølgede debatten om, hvorvidt det skulle rives ned eller blive stående. Det endte med det sidste, og bygningen er nu accepteret som et vartegn for Warszawa. I 2007 kom det tilmed på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste.
Paladset har 3288 rum, hvoraf mange er udlejet til private virksomheder, men bygningen rummer også museer, teatre, caféer og en svømmehal. Som turist er det især udsigten, der trækker, og en hurtigkørende elevator suser direkte op til udsigtsplatformen på 30. etage. Herfra er der en flot udsigt over byen, når ellers vejret er til det.
Verdens yngste ”gamle by” Nede igen fra udsigtsplatformen er der på gadeniveau i Warszawa ikke meget, der afslører, at kun 15 procent af byens bygninger overlevede bombardementerne under Anden Verdenskrig, hvor befolkningstallet blev næsten halveret. Nu ligner byen andre moderne storbyer med alt, hvad dertil hører af oplevelsesog indkøbscentre, mondæne butikker, caféer, barer, restauranter, museer, teatre og ikke mindst flere og flere højhuse med kontorer, lejligheder og luksushoteller.
Verdens yngste ”gamle by” er dog et kapitel for sig. Den blev bombet sønder og sammen, så intet af den 400 år gamle bydel var tilbage. Den blev dog allerede i kommunisttiden minutiøst genskabt og giver en oplevelse af at stå midt i en velbevaret renæssanceby med brostensbelagte gader, bymur og strandpromenade langs Wisla-floden.
Centrum er den store markedsplads med Polens svar på Den Lille Havfrue, Syrenka. Der går mange
Både SAS, Wizz Air og det polske flyselskab LOT flyver direkte fra København til Warszawa. LOT flyver også direkte mellem Billund og Warszawa.
Med bil er der fra Padborg godt 1100 kilometer. For mange danskere vil turen blive kortere ved at tage færgen mellem Gedser og Rostock.
Med tog eller bus er rejsetiden mellem 12 og 16 timer med flere skift undervejs, blandt andet i Berlin.
Priser på både mad og overnatning er sammenlignet med Danmark i den venlige ende.
sagn om hende. Ifølge et af dem havde den danske havfrue en søster, der i stedet for at svømme til København, svømmede op ad floden Wisla til Warszawa. Hun blev fanget af en forretningsmand, der ville tjene penge på at vise hende frem, men det lykkedes lokale fiskere at befri hende. Som tak lovede hun at ville beskytte byens borgere, og det er derfor, hun bærer sværd og skjold. Hun er afbildet på byens våbenskjold, og der er kopier af hende flere steder.
Året rundt er der masser af liv på
markedspladsen, der omkranset af høje, smukke renæssancefacader tiltrækker såvel byens egne indbyggere som turister. Her er småbutikker med diverse lækkerier, og bymuseet fortæller Warszawas historie – ikke mindst om tilværelsen før og efter verdenskrigen med dokumentarfilm, der viser den sønderbombede by.
På restauranter med udeservering er der vådt og tørt til at styrke sig på, og samtidig kan man nyde menneskemylderet på pladsen. Det er også herfra med turistbureauet
lige om hjørnet, at mange guidede ture begynder.
Med markedspladsen som udgangspunkt kan det anbefales at følge den såkaldte kongevej fra kongeslottet til Lazienki-parken og videre til Wilanow-paladset, der også kaldes Polens Versailles.
Undervejs på spadsereturen ad den 10 kilometer lange kongevej kan man med små afstikkere til sidegaderne beundre mange imponerende bygninger. Som dansker er det oplagt at dvæle ved præsidentpaladset med den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens rytterstatue af Jozef Poniatowski, statsmand, general og frihedskæmper i begyndelsen af 1800-tallet.
Her er palæer med ambassader, ministerier og læreanstalter. Nævnes skal også nationalteatret med opera, ballet og teater, som trods store skader under krigen er genopbygget stort set som før, og Powazki-kirkegården, Warszawas ældste, hvor mange berømte polakker ligger begravet.
Spisesteder og caféer ligger tæt side om side med mondæne butikker, så hvis benene bliver trætte, eller visakortet brænder i lommen, kan man køle både ben og kort af, mens man nyder et krus af Polens udmærkede øl, et glas vin (gerne polsk) eller en kop kaffe ledsaget af en sød konditorkage. Eller man kan spare benene ved at tage bussen det sidste stykke ad kongevejen til parken Wilanow med paladset af samme navn. Det er bygget i slutningen af det 17. århundrede som
Museum over kommunisttiden
Efter Andens Verdenskrig blev Polen som nævnt kommunistisk, og mens indbyggerne i dag helst ser fremad, huser Warszawa dog et museum for livets gang i Folkerepublikken Polens tid.
Her er udstillet tv-apparater, kassettebåndoptagere, radioer, vaskemaskiner, husgeråd, legetøj, tidens mode med mere, og for den ældre generation er der mange aha-oplevelser. En lille lejlighed gengiver de beskedne rammer for en typisk arbejderfamilie, hvor vareknaphed betød, at adskillige dagligvarer var rationerede. For eksempel var toiletpapir stærkt eftertragtet og blev båret hjem i triumf – helst synligt for at vise sit indkøbskup.
En lille butik sælger souvenirs fra kommunisttiden, og en tidstypisk kantine byder på forfriskninger som dengang – dog til nutidspriser.
Ligesom Warszawas to nok mest kendte museer, Polin-museet om de polske jøders historie samt museet for opstanden i Warszawa under Anden Verdenskrig, ligger kommunistmuseet vest for Wisla-floden. Østsiden består primært af beboelseskvarterer, om end bydelen Praga de senere år bliver besøgt af flere og flere turister.
Praga er Warszawas gamle arbejderkvarter, som mirakuløst kom stort set uskadt ud af Anden Verdenskrig og i dag anses for byens mest autentiske del. Man kan for eksempel stadig se skudhuller i nogle af de gamle huse og også være så heldig at finde originale vægmalerier. Bydelen er nu ved at finde sin identitet som et hipt kvarter, hvor tidligere fabrikker er omdannet til museer og centre med lejligheder, kontorer, restauranter og gallerier.
Kristeligt Dagblad var inviteret af ausfahrt.com, der har betalt rejsen.
sommerresidens for de polske monarker, er nu museum og er en af få bygninger i Warszawa, der har overlevet begge verdenskrige.
Bogense er værd at besøge for byens skønne huse, en afslappet stemning og flere spændende seværdigheder i oplandet
Jens Henrik Nybo rejser@k.dk
Skal man tro den lokale turistorganisation, så er Bogense Danmarks hyggeligste købstad – intet mindre! Noget af en påstand, men helt ude i hampen er udsagnet bestemt ikke. Bogense betager med sin hygge og charme, som byens mange smukke huse og bygninger bidrager med. Læg hertil et interessant opland.
Byens oprindelse ligger henved 800 år tilbage, hvor den var en mindre handelsplads ved et færgested, hvorfra man kunne sejle over til Jylland nær det nuværende Juelsminde.
Netop færgesejladsen var givtig med en blomstrende handel, og byen voksende sig stor, men det stoppede brat i 1575, da en brand tilintetgjorde byen, og den blev Fyns mindste købstad. Først i 1800-tallet vendte tingene, og med anlæggelsen af en havn i 1844 og lidt senere jernbaneforbindelse til Odense blomstrede byen. Herefter opførtes et skibsværft og nogle industrivirksomheder, men det var især handelen, som tilførte byen indtægter.
I nutiden er det svært at fremhæve de kønneste områder i byen, men især det aflange torv ved kirken med de flerfarvede lave huse med kviste og flankeret af lindetræer træder frem. Ligeledes kvarteret langs den let snoede bybæk. Her går man ad en smal brostensbelagt sti omgivet af gamle bindingsværkshuse og hører bækkens rislen.
Bogense Bybæks historie går tilbage til 1755, og den har sit udspring fra en nærliggende sundhedskilde, hvorfra bækken løber forbi Fredskoven og bugter sig ind igennem byen for endelig at løbe ud i Bogense Havn. Dette vandløb brugte byens koner gennem tiderne til storvask, og bækken havde tillige en vigtig rolle ved ildebrande og til drikkevand.
Man skal ikke blive overrasket, hvis der pludselig lyder et plask fra bækken, for det er sandsynligvis blot de store havørreder, som svømmer i bækken. Er man yderst heldig, kan det også være en odder, man spotter, for de flyttede ind i bybækken i 2019. Fra den poetiske og mytiske verden skal også nævnes havfruerne, som efter sigende havde deres slot nord for Bogense og ofte svømmede ind i bækken, hvilket er grunden til, at Bogense også kaldes for Havfruernes By. Og så siges det i øvrigt, at man ikke er rigtig bogenser, før man har været en tur i bybækken.
Bogense Kirke, Sankt Nikolaj, ligger til den ene side ud til Torvet, og til den anden side direkte ud til Kattegat på toppen af en skrænt. Korskirken fik sit aktuelle udseende i løbet af 1400-tallet med tårnet og sit høje, ottekantede spir med hele 29.000 håndhuggede sorttjærede bornholmske egespåner. På grund af skrænten kunne man ikke
placere tårnet vest for koret, som det ellers er sædvanen.
En god måde at opleve Bogense på er ved at gå den kulturhistoriske byrute, som er godt et par kilometer lang. Ruten fører forbi Manneken Pis – mere om den senere – og man kommer også til den smukke røde bindingsværksbygning Erik Menveds Kro i Østergade 2, der har fungeret som udskænkningssted siden 1500-tallet. Ruten fører også til den store gamle købmandsgård fra starten af 1700-tallet, forbi det gamle fredede rådhus fra 1847 i Sct.
Annagade 4. I Adelgade dominerer toetagershuse med røde tegltage fra 1800-tallet. Her er det især Bryggergården i nummer 44 og Toldbygningen i nummer 1, der er værd at bemærke. Til slut går ruten ud til kysten og ned til havnen.
Men tilbage til Manneken Pis. De fleste, som har besøgt Bruxelles, har sikkert slået vejen forbi den belgiske hovedstads vartegn, en lille bronzestatue af en tissende dreng.
Sådan en statue har Bogense også, og den står i butiksgaden Adel-
Bogense, der i nutiden har cirka 4000 indbyggere, blev købstad tilbage i 1288.
Afstanden til Bogense fra Aarhus er 130 kilometer, mens der fra København er godt 200 kilometer. Der er ikke togdrift til Bogense, men busser fra både Odense og Middelfart.
2 Bybækken er et yderst charmerende afsnit af Bogense. Her skulle havfruer have svømmet.
– Foto: Jens Henrik Nybo.
gade og er en nøjagtig kopi af den i Bruxelles. Skulpturen blev foræret til byen i 1934 af den foretagsomme rigmand Willum Fønss. Der har verseret flere mere eller mindre spektakulære beretninger om Fønss, men den nok mest autentiske er, at hans mor var kommet i huset i København og her havde mødt en tjenestekarl ved navn Fønss, med hvem hun fik sønnen Willum i 1869. Det var ikke comme il faut med et barn født uden for ægteskab, så Willum blev sendt af vejen til Bogense, og her voksede
han op hos morfaderen, slagtermester Levinsohn, mens Willums mor angiveligt fik en enkeltbillet til Amerika.
Willum Fønss viste store merkantile evner og blev isenkræmmer, men tjente også store summer på våbensalg til blandt andet Grækenland. Han opnåede tillige titel af konsul. Willum Fønss ville gerne vise sin taknemmelighed over for sin barndomsby ved at skænke den en kopi af Manneken Pis. Men under afsløringen af statuen vakte den en del furore, og flere i byrådet mente, at det ikke var sømmeligt med en nøgen, tissende dreng. Snart vendte stemningen dog, og der blev enighed om at takke ja til gaven.
Havnemiljøet i Bogense har fået et gevaldigt løft i de seneste år og fremstår som en vellykket interaktion mellem de nye træbelagte plateauer ved kajerne og den gamle bydel lige oven for. Ikke underligt er havnen yndet af lystbådefolket, og i sommerperioden er der fyldt godt op i havnebassinet.
Er det en tur i bølgen blå, der frister, er der også flere muligheder omkring Bogense. Det kan for eksempel være Gyldensteen Strand. Efter anlæggelsen af et dige for at indvinde havbund til landbrugsjord i 1870’erne valgte man i 2014 at føre området tilbage til sin oprindelige form, og det kan således bryste sig af at være Fyns største naturgenopretningsprojekt.
Længere mod øst er Flyvesandet en af Fyns bedste badestrande, og som navnet fortæller, er sand på Fyns nordligste punkt fløjet ind fra stranden og har dannet klitter. Området er et fredet fuglereservat med et fugletårn ved Agernæs Flak. Lige før Flyvesandet passerer man Agernæs Storskov, hvor man finder den største naturlige samling af eg på Fyn. Skoven er også kendt for sine mange sjældne sommerfugle.
Liverpools forvandling fra beskidt industriby til kulturmetropol blev hjulpet på vej af The Beatles og byens status som europæisk kulturhovedstad i 2008. Dyk ned i historien på Museum of Liverpool, der er tegnet af danske arkitekter
Hanne Würtz rejser@k.dk
Liverpool har skiftet image flere gange.
Byen var indtil slutningen af 1800-tallet en blomstrende handelsstad med internationale forbindelser til blandt andet Kina med import af bomuld, silkestoffer, møbler og porcelæn. Det var også dengang, briterne blev forfaldne til te. Da handlen stagnerede, blev den til en beskidt industriby med fattige arbejdere, der for manges vedkommende levede i slum.
Nu har Liverpool som en anden Fugl Føniks rejst sig af asken og er blevet en international kulturmetropol med 500.000 indbyggere. Liverpool er nu efter London den by i Storbritannien, der har flest museer, teatre og gallerier – og der er gratis adgang til de fleste.
Forvandlingen begyndte med de fire knægte i musikgruppen The Beatles, som Liverpool er så stolt af og som næsten skamrides i markedsføringen. Ikke færre end 20 steder med tilknytning til dem er plottet ind på Liverpools bykort, og på en guidet taxi- eller minibustur kommer man rundt til de fleste.
Renoveringen af Albert Docks gav yderligere næring til udviklingen. De genåbnede i 1988 efter at have ligget stille siden bombningen under Anden Verdenskrig. De kom på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste i 2004 og er nu Liverpools mest besøgte turistmål. De smukt restaurerede lagerbygninger er hjemsted for flere museer, blandt andre Tate Liverpool, Det Maritime Museum, et museum om internationalt slaveri foruden en række butikker, caféer og restauranter samt The Beatles Story – en blanding af museum og souvenirshop.
Den største attraktion er dog Museum of Liverpool, der er skabt af den danske tegnestue 3XN og åbnede i 2011. Det ligger på de fredede havnearealer og ligner mest af alt en computerskærm eller et fjernsyn fra dengang, de ragede en halv meter bagud. Museet står som en majestætisk hilsen til forbipasserende skibe på Mersey-floden og en velkomst til dem, der ankommer ad vandvejen. Fra det store panoramavindue, der hælder skråt fremover, er der en flot udsigt til The Royal Liver Building med tvillingetårnene, hvorpå Liverpools vartegn, The Liver Bird, knejser – en på hvert tårn. De hilste i fordums
dage de søfarende med gyldne glimt. Selvom glansen er gået af dem, er de godt fem meter store og grønirrede kobberfugle stadig imponerende. Den ene, den kvindelige, spejder efter hjemvendende søfolk, mens den mandlige kigger ind over Liverpool for at tjekke, om pubberne er åbne.
Museets 1300 kvadratmeter slanger sig bagud som en naturlig forlængelse af havnepromenaden og medvirker til at gøre hele området til et naturligt mødested for museumsgæster, spadserende og børn, der trænger til at røre sig.
Tager man de 84 trin ad den åbne spindeltrappe fra foyeren op til anden sal frem for elevatoren, får man et godt overblik over museet, som fortæller og visualiserer Liverpools udvikling fra istiden og til nu.
I The Global City bliver man klogere på, hvorfor Liverpool blev det britiske imperiums næstvigtigste by. Vi følger handelen med Fjernøsten og ser hjembragte kostbarheder, der oftest havnede i velhaverhjem. Man kan tilmed få lov at prøve et par af de farvestrålende silkedragter.
Handelsrelationerne resulterede i Europas første Chinatown, som har den største indgangsport uden for Kina. Porten, der er 15 meter høj og blandt andet udsmykket med 200 drager, ankom i mange dele fra Shanghai. Chinatowns mange restauranter er et oplagt sted at indtage enten frokost eller aftensmad. Og skulle man løbe sur i bestillingen af de kinesiske retter, hjælper tjeneren gerne – også med en gaffel, hvis spisepindene driller.
Tilbage på museet med udstillinger fordelt på tre plan fortælles der blandt andet om almindelige menneskers tilværelse, deres boliger, sociale forhold og den gryende opstand på grund af arbejdsløsheden i 1900-tallet. Man kan høre interviews med folk, som demonstrerede for retten til at arbejde. Den første Ford Anglia, der i 1963 blev produceret på Fords nye fabrik i Liverpool, er hængt op i loftet. Vi hører den specielle Liverpool-accent, scouse, som fortsat tales. Den udvikledes under indflydelse af den store irske indvandring, der tog fart, da irerne var ved at dø af sult. I 1851 var hver femte Liverpool-indbygger født i Irland.
Da Liverpool blev udpeget som europæisk kulturhovedstad, kom der for alvor gang i byfornyelsen. Triste forfaldne kvarterer blev saneret, gaderne i centrum brudt op, og i en længere periode måtte man krydse sig frem mellem udgravninger, afspærringer og halvt nedrevne huse. Nu er her gågader med flotte forretninger, varehuse, eksklusive butikker og Liverpool One, et enormt indkøbs- og underholdningscenter med gader i to etager.
Men lidt af fortiden kan stadig opleves – nemlig Williamson’s Tunnels i Liverpools østlige del. Det er et mystisk, underjordisk rige af indviklede tunneler og huler, som blev anlagt i første halvdel af 1800tallet af tobaksgrosserer Joseph Williamson. I 1806 købte han Edge
Hill og gik i gang med at udvikle området, anlægge gader og bygge huse, men inden længe også underjordiske anlæg. Han brugte lokal arbejdskraft – flere hundrede mand. Der er flere teorier om hvorfor. Et gæt er, at det tilsyneladende planløse tunnelbyggeri simpelthen tjente som beskæftigelsesprojekt. Et andet gæt er, at Williamson ville skabe et flugtsted for en sekt, som forudså Jordens snarlige undergang.
På guidede – og gratis – ture får man lov at gå på opdagelse under jorden iført sikkerhedshjelme, og børnene udstyres med lommelygter. Der er strækninger med snævre passager, som pludselig udvides til store huler med smukke hvælvin-
ger, der leder tanken hen på kirkebyggeri.
Tunnelbyggeriet stoppede efter Williamsons død i 1840 og lå upåagtet hen indtil 1990’erne, da lokale gik sammen for at sikre tunnelsystemet for eftertiden.
Man kan spadsere til de fleste seværdigheder i Liverpool, og byens to katedraler bør absolut opleves.
Den romersk-katolske Metropolitan Cathedral kaldes i folkemunde Paddy’s Wigwam, dels fordi den er cirkelformet, dels på grund af områdets store irske befolkning. Indvendig er den meget smuk med dekorationer i stærke farver og mægtige glasmalerier. Der er messe flere gange dagligt, ofte koncerter og korsang samt skiftende kunstudstillinger.
Den anglikanske katedral er den største af slagsen i Europa og den femtestørste i hele verden. Tårnet er 100 meter højt og har verdens tungeste klokkespil. Man kan tage
0 Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr og John Lennon, de fire medlemmer i The Beatles, har siden 2015 i statueform stået på havnepromenaden i Liverpool. I baggrunden to af byens mest kendte bygninger, henholdsvis Royal Liver- og Cunard-bygningen. – Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix.
Der afgår direkte fly fra både København og Billund til Manchester. Derfra kan man tage et tog de sidste godt 50 kilometer til Liverpool.
trappen med 108 trin eller elevatoren til toppen for at nyde udsigten. Også i denne katedral er der en række aktiviteter, både offentlige og private.
World Museum fortæller Jordens historie med sten, fossiler, planter, akvarium og byder på aktiviteter dagen igennem. Alt er gratis, men der skal bestilles billetter til for eksempel planetariet. Walker Art Gallery byder på klassisk malerkunst, skulpturer og særudstillinger. Der er ugentlige koncerter i Philharmonic Hall, hjemsted for symfoniorkestret, som har været hjertet i Liverpools klassiske koncertliv siden 1840.
På mange pubber og barer er der livemusik, ofte relateret til 1960’ermusik. Og så er der fodbolden. De to klubber, Liverpool og Everton, har hver sin fanskare – også blandt danskere, som gerne tager turen hertil for at overvære en kamp. Golf, rugby, tennis og ikke at forglemme hestesport er med til at tegne billedet af en levende by.
Med kun 65 kilometers adgang til havet er det en helt anden oplevelse at besøge kysten i Belgien end i Danmark.
0 Lejlighedskomplekserne – og badevognene – står tæt ved den belgiske kyst. Her i De Panne nær grænsen til Frankrig. – Begge fotos: Thomas Andreasen.
2 Der er dog også ubebyggede områder langs den belgiske kyst som her, hvor kystsporvognen passerer friluftsmuseet Atlantikwall Raversyde syd for Oostende.
gøres nemmest med sporvogn
Thomas Andreasen andreasen@k.dkFørst er det på sin plads med en slags varedeklaration eller advarsel, om man vil. For nok kører ”kyst-sporvognen” i Belgien på hele ruten ganske tæt på Nordsøen, men store dele af turen foregår omgivet af betonblokke, der ofte rager over 10 etager op i det flade landskab.
For når et land kun har 65 kilometer kystlinje, men 11,6 millioner indbyggere, som alle gerne vil have en feriebolig ved vandet, så er der et helt anderledes ”mennesketryk” ved den belgiske kyst end ved for eksempel den jyske vestkyst. Og når Belgien heller ikke har en lov om strandbeskyttelse, så er stranden, der ellers på lange stræk minder om netop den vestjyske, ofte gemt bag store lejlighedskomplekser, hvorfra de heldige ejere til gengæld har de mest fantastiske og uforstyrrede udsigter.
Retfærdigvis skal det indskydes, at der langs med sporvognslinjen er flere ubebyggede stræk, ligesom sporvognen over et stykke på flere kilometer syd for Oostende, den største by ved kysten, kører nærmest direkte på strandsandet med uhindret udsigt til havet. Det er også i det område, at turistmyndighederne tager de billeder af sporvognen, som ender i turistbrochurerne, hvor der gøres meget ud af at understrege, at sporvognslinjen langs Belgiens korte kystlinje er verdens længste – hvilket så faktisk er en sjov detalje. Den verdensrekord hjælper så bare ikke på det noget ucharmerende første-
håndsindtryk af kysten. Men giv området en chance, for hvor der er mange mennesker, er der som regel også mange gode spisesteder, et stort udvalg af hoteller, et væld af aktivitetsmuligheder og ikke mindst en række interessante seværdigheder.
Det gælder for eksempel i det område ved Oostende, hvor sporvognen nærmest kører på stranden. Det gør den, fordi der i klitlandskabet et par meter længere inde i landet findes et stort frilandsmuseum over et fænomen, der også kendes fra den jyske vestkyst: Atlantvolden – den forsvarsvold, som Nazityskland under Anden Verdenskrig opførte fra det nordlige Norge til det sydlige Frankrig som værn mod en invasion fra havet. Ifølge museet, Atlantikwall Raversyde, er området noget af det mest velbevarede af den befæstningsvold – og det er da også ganske fascinerende at gå rundt i området, hvor der i øvrigt også er udstillet tysk militært isenkram fra Første Verdenskrig, hvor nabofolket også holdt området besat. Det hele går dog lidt rigeligt op i teknik omkring våbentyper og kaliberstørrelser, og så er det godt, at man også kan gå på opdagelse i det hus, hvor den belgiske prinsregent
Karl bosatte sig efter et opgør i kongefamilien og primært fik sin tid til at gå som kunstmaler. At dømme efter de udstillede malerier og tegninger var han faktisk en ganske talentfuld en af slagsen.
Lige ved siden Atlantikwall Raversyde ligger et andet museum, Anno 1465, som man har næsten for sig selv. Her har man genskabt en fiskerlandsby, som den så ud i, nå ja, 1465, baseret på arkæologiske fund fra området, men det er især via den underholdende audioguide, som gæster udstyres med, at fortiden for alvor bliver levende.
Et par kilometer mod nord rammer kystsporvognen Oostende, der bortset fra havnebyen Zeebrugge er den eneste ”rigtige” helårsby ved kysten. Her kan man blandt andet se Ensor House, der er et museum over maleren James Ensor, og Fort Napoleon, et yderst velbevaret fort fra 1811.
For den bedst bevarede art nouveau-arkitektur er den mindre by De Haan det oplagte valg, fordi den modsat andre byer langs kysten ikke er blevet skæmmet af nyere lejlighedskomplekser. Netop det er tilfældet for de to byer, der ellers kan hævde den længste historie som ferie- og badedestinationer: De Panne og Knokke-Heist. De to byer ligger meget passende i
hver sin ende af sporvognsruten med De Panne i syd og KnokkeHeist i nord. Hele turen varer kun 2,5 timer, hvis man tager den fra ende til anden. Det kan man gøre som en slags introduktion til området, men ellers anbefales det at købe enten en dagsbillet (7,5 euro) eller en tredagesbillet (15 euro). Så kan man nemlig stige af og på, som man har lyst til undervejs langs kystsporvognens 68 stoppesteder, og gå på opdagelse blandt seværdigheder, butikker og restauranter.
Skaldyr og solnedgang Hvad angår mad, er udvalget af spisesteder enormt, og fælles for restauranterne er et stort udvalg af fiske- og skaldyrsretter – og for manges vedkommende også de fineste udsigter til solnedgang og strand samt talrige og fotogene badehuse af den type, der også tidligere var udbredt på den jyske vestkyst. En helt særlig oplevelse – ikke så meget på grund af maden, men for udsigten – er det brasserie, der befinder sig for enden af Belgian Pier, en 350 meter lang træbro ud i Nordsøen ved byen Blankenberge.
Den oplevelse kan man så trøste sig med, når man er tilbage i sporvognen, og den endnu en gang holder ved et stoppested omgivet af nyere betonbyggerier.
SAS og Brussels Airlines flyver fra København til den belgiske hovedstad, Bruxelles, mens Ryan Air flyver mellem Billund og Charleroi. Fra begge byer kan kysten nås på små to timer.
Fra den dansk-tyske grænse til Oostende er der i bil 820 kilometer. Sæt mindst 10 timer af til køreturen, da kødannelser omkring Hamborg og Antwerpen desværre er ofte forekommende.
Med tog og bus er den korteste transporttid med skift i Hamborg, Köln og Liege godt 14 timer.
Det anbefales kraftigt at reservere overnatning i forvejen, hvis man tager af sted i sommerperioden. Den belgiske kyst er ikke kun populær lokalt i landet, men også blandt franskmænd, hollændere og briter.
