18 | Sommerbøger | Danske stemmer
Kristeligt Dagblad Lørdag 12. juni 2021
Jeg er stadig bange for at ende som Lykke-Per Coronakrisen har tydeliggjort, at vi ender i ensom ulykke, hvis vi selv vil være Gud, mener Michael Falch, der er aktuel med den Pontoppidan-inspirerede erindringsroman ”Over stregen”
interview
Michael Falch
AF DANIEL ØHRSTRØM
3 Født i 1956. Dansk musiker, skuespiller og forfatter. 3 Efter litteraturstudier på Københavns Universitet fik han i 1980 pladedebut med bandet Malurt. Fra 1985 blev han solist og har udgivet 30 plader – senest ”Forår i brystet” (2020). 3 Som skuespiller har han spillet med i flere film og tvserier, og han er den eneste dansker, der både har modtaget en DMA- og Bodilstatuette. 3 Som forfatter har han udgivet flere bøger. ”Over stregen” er udkommet forlaget Gyldendal.
ohrstrom@k.dk
Michael Falch lider med egne ord af ”Lykke-Per-paranoia”. For siden han som en stor dreng læste Henrik Pontoppidans store roman ”Lykke-Per”, har han frygtet at ende som titelpersonen, der i romanklassikeren kun finder små glimt af den lunefulde lykke, inden han ender sine dage langt væk fra lands ret og lov i ensomhed i Thy. Selv er Michael Falch foreløbig landet på Langeland, hvor han efter nogle tumultariske år med et forlist kærlighedsforhold i Korsør og en corona-afbrudt genforening af Malurt er flyttet ind i sit fritidshus på Paradisvejen uden for Humble. ”Paradisvejen findes altså ikke kun i Ingemanns julesalme ’Julen har bragt velsignet bud’, men også her i Ingenmandsland i mit sommerhuskvarter, hvor der engang lå en æbleplantage, så jeg kan jo håbe, at der en dag dukker en kvinde op og byder mig et æble, men indtil videre ligner mit liv Lykke-Pers ensomme endestation til forveksling,” siger den gamle rockpoet med en gnæggende latter. Han tilføjer mere alvorligt, at han også har skrevet sin LykkePer-paranoia ind som et slags omkvæd i sin egen nye erindringsroman ”Over stregen”, der bærer den selvironiske undertitel ”Umodne manddomserindringer”. Bogen, der er skrevet som hans egen personlige Lykke-Perfortælling i coronaens tid, kan også læses som en selvstændig fortsættelse af ungdomserindringerne ”Til grænsen”, som udspillede sig mest i Tønder, da han læste Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” første gang. Dengang var han lige flyttet med sine forældre fra Taastrup til Tønder, hvor han kom til at gå på Tønder Statsskole i samme realklasse som Kristeligt Dagblads nuværende anmelder Nils Gunder Hansen, som i dag selv er blevet leder af Pontoppidan Centeret ved Syddansk Universitet. ”Jeg kom ind i klassen som en hippieknøs fra Taastrup. Jeg var ganske vist en læsehest, men jeg læste mest knaldromaner og drengebøger dengang. Og jeg ved, at Nils Gunder Hansen i sin selvbiografi har beskrevet en scene, hvor vi en dag fik en novelle for af Martin A. Hansen. Da vi blev bedt om at sige, hvad vi mente om den, rakte jeg hånden op og sagde københavnerfrækt: ’Det ...det værste lort, jeg nogensinde har læst’. Jeg kunne godt se, at vores lærer Hr. Kasseberg, som senere blev min beskytter og mentor, så på mig, som om
0 ”Jeg tror på Jesus, og det er en daglig praksis for mig at invitere ham ind i mit liv. For ellers bliver det bare fortvivlelsen, der besøger mig. På den måde lever jeg lidt som en munk, der er dybt afhængig af bøn,” siger Michael Falch, der her ses nær sit hjem på Paradisvejen ved Humble på Langeland. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.
der var noget, jeg ikke havde forstået. Der var simpelthen en verden, jeg ikke kendte til, så jeg gik hjem og så mine forældres bogreol igennem. Dér stod ’Lykke-Per’ af Henrik Pontoppidan. Og den roman er blevet min skæbne,” siger Michael Falch, der i dag betragter det som et mirakel, at forældrene overhovedet havde Pontoppidans hovedværk stående på reolen. ”Mine forældre var ikke litterære mennesker, men det viste sig, at min far havde gået på aftenskole for at tage et handelskursus, hvor de skulle læse ’Lykke-Per’. Og jeg blev selv fuldkommen grebet af den, selvom jeg kun var 14 år. Jeg tror, at jeg dengang læste den som en eventyrroman om en dreng, der var i kamp med sit barndomshjem, hvad jeg også selv var. Mit eget barndomshjem var ret dysfunktionelt på forskellige måder. Og jeg drømte om det store eventyr og et livsprojekt som Lykke-Per, der rejser fra Jylland til København for at ændre verden og søge sin egen lykke. Men hans lykkeprojekt lykkes jo bare ikke. Han bliver en antihelt og en fiasko.” ”Jeg har stadig dagbogsnota-
ter fra første gang, jeg læste den. Og jeg var rystet over den roman, især over slutningen, hvor Per ender ensom i en udørk, hvor ingen forstår ham,” siger han. Da Michael Falch senere kom på universitetet for at læse dansk i 1970’erne i den kapitallogiske periode, kunne han pludselig ikke se andet end klasseforhold og samfundsstrukturer i den store roman. ”Jeg afleverede en meget kedelig universitetseksamensopgave, der fik en fin karakter, selvom min opgave var et dybt intetsigende og tidstypisk produkt af en supermarxisme, der var fuldstændig blind for en åndelig overbygning. Men jeg kunne stadig ikke slippe Pontoppidan, og min plan var også at skrive speciale om hans store romaner, ikke mindst ’De dødes rige’, der rejser sig som et mesterværk. Men i mit liv har selv de mest geniale romaner stået i skyggen af ’Lykke-Per’, der kom ind i mit liv så tidligt. For intet kan måle sig med de erfaringer, man gør sig tidligt i livet. Musikken, erotikken og litteraturen fra ens ungdom vil man altid hu-
ske. Og ’Lykke-Per’ vil jeg altid have med mig, selvom den også er blevet min forbandelse, fordi jeg stadig er skrækslagen for at skulle gå i Lykke-Pers fodspor.” Michael Falch blev dog aldrig færdig med sit speciale om Pontoppidans store romaner. For 41 år siden tog han nemlig orlov for at tage på sin første rockturné med Malurt. Med den nylige genforening af bandet drømte Michael Falch inderst inde om at smage storheden fra sin egen rockstjerneungdom igen, med fyldte stadions af fans, der kunne synge med på hans sange. ”Coronaen kom som en kæmpe punktering for hele verden, og for mig kom den, da vi lige havde genstartet Malurt. Efter tre års forberedelser var vi endelig kommet frem til premieren og havde spillet fem koncerter, da coronaen tog strømmen på det hele. Jeg er jo langtfra den eneste, der har fået ødelagt en plan af coronaen. Men jeg sad noget slukøret tilbage i min dyre lejelejlighed på Frederiksberg med 50 aflyste Malurt-koncerter,” siger Michael Falch og tilføjer: ”Men da det hele blev aflyst, mærkede jeg på en både sund
og hård måde, at jeg i virke ligheden ikke havde kontrol over noget som helst. Og det er måske den vigtigste lektie, coronakrisen kan lære os. Den blev et tydeligt tegn på, at mennesket alligevel ikke var Gud selv. Som man ellers havde gået og troet i de sidste 150 års danske offentlighed siden Georg Brandes, hvor vi nok kom til at smide åndeligheden ud med badevandet. Men coronakrisen kom som en streg i regningen. Vi havde vænnet os til at kunne planlægge alt, men nu er vores kontrol over samfundet og naturen jo simpelthen blevet pillet ned af piedestalen. Og det skal ikke undre mig, at vi vil kunne se nogle eksistentielle sidegevinster af denne her periode, når vi forhåbentlig snart har lagt coronaen bag os.” Selvom Michael Falch stadig frygter, at han er ved at ende som Lykke-Per, føler han på den anden side, at flytningen til Paradisvejen er som at vende hjem.
J
