ANDERS MATTHESEN
“Hvorfor skal vi sigte efter stjernerne?” Komikeren Anders Matthesen har fået hele Danmark til at grine, og samtidig har han rappet, instrueret, skrevet – og lært japansk. Ikke fordi han skal, men fordi det er sjovt at lære nye ting. For han er træt af fortællingen om, at vi konstant skal sætte barren højere for at lykkes, når det at være et godt menneske burde være rigeligt. Læs her, hvad livet har lært ham om … TEKST NANNA HEIN FOTO ROBIN SKJOLDBORG
JAPAN Min fascination af Japan startede, da jeg som dreng så et afsnit af “Shogun”. Jeg hoppede lige ind i et afsnit, hvor en samurai var i gang med at skære maven op på sig selv, og så blev jeg meget nysgerrig på, hvorfor han gjorde det. I starten syntes jeg, at den japanske middelalder var spændende, og senere blev det sproget. Heldigvis har jeg også fået smittet min familie med min japanglæde, og vi har efterhånden været der otte gange. Der er meget ved landet, jeg er vild med. Deres mad, ordentlighed, høflighed, ydmyghed og regelrethed (som både kan være sjov og ret anstrengende). Det er spændende at besøge et sted, hvor man selv virker som den klodsede barbar, der kommer ind med alt for store sko, og ligegyldig hvor hårdt man prøver, så kan man ikke passe ind, for de er bare på et højere niveau – og de ved det.
NYE INPUT Jeg har haft mange drømme. Jeg har villet være rapper, musiker, skuespiller – jeg har villet alle mulige ting. Da der så kom luft under vingerne, som der kom med standup, kunne alt det andet godt lige vente. Det er heller ikke, fordi jeg SKAL lave
56
L IM E
noget andet og nyt nu, men når nu man kan, så er det jo fedt. Og så er der en eller anden barnlig tanke i, at nu kan jeg cykle på et hjul, nu skal jeg se, om jeg ikke lige kan gøre det på en line. Jeg kan nok bare godt lide at lære noget nyt. Det kan være nye sprog, at læse nye bøger, spise ny mad, få nye input. Jeg tænker, det er en måde at blive ved med at have et ungt og friskt sind på og ikke blive for god til kun én ting – det synes jeg er lidt kedeligt.
INSPIRATION Min inspiration kommer fra folk, ting, de gør, eller noget, jeg bliver irriteret over. For eksempel hvis min mor sidder og ridser i den yoghurt, hun spiser. Så i stedet for at blive irritabel og sige, hun skal stoppe med det, så tænker jeg, hvorfor gør hun dog det? Hvad drømmer hun om at finde i den yoghurt? Tror hun, det er et skrabelod? Samtidig er det også en måde at få noget ud af sin surhed på. Hvis jeg nu har fået rigtig dårlig behandling i en forretning, kan jeg for eksempel lave det til en sjov scene i en film i stedet for at tænke “sikke nogle møgdyr”.
FOLKS MENINGER Ligegyldigt om jeg laver en film, en bog, et show eller et opslag på Instagram, så er jeg jo ikke hævet over at bide mærke i, om folk kan lide det eller ej. Det er er også et lidt hårdt arbejde hele tiden at tænke over, om det nu smager godt nok, og så samtidig være hård nok til at sige, at “det godt kan være, at du ikke kan lide smagen, men så må du smage det igen”. Nogle gange er det bare sådan, det skal være, mens man andre gange lige skal stoppe op og tænke, om det er en selv, der er ved at miste grebet. Det er svært i en verden, som bliver mere og mere populistisk, og hvor det mere og mere handler om at gøre de ting, som folk siger ja til.
ER KOMMER FLERE OG ‘‘ DFLERE TING, SOM JEG
TÆNKER TILBAGE PÅ OG SYNES ER PINLIGE.
”
AT BLIVE ÆLDRE
Det dér med at blive ældre er så absurd. Jeg kan jo huske i slutningen 80’erne og starten af 90’erne, hvor vi tænkte, at 70’erne var længe siden, og vi holdt 70’er-temafester, hvor vi syntes, at vi så sjove ud. Det svarer jo til 00’erne nu! Det er så underligt at møde voksne mennesker, som fortæller, at deres mor har grinet
