8
Jeg var derfor meget bevidst omkring min måde at formulere mig på, da jeg udvalgte tre elever. Udvælgelsen tog afsæt i en tidligere erfaring med aktionslæring (Bayer 2007) fra et tidligere modul Videnskabsteori. Jeg ønskede at interviewe 3 elever, der opfyldte følgende kriterier: Lille deltagelse Mobil i brug x mange
Moderat deltagelse Mobil i brug x flere
Kommer for sent fra pauser
Kommer fra pauser til aftalt tid sådan nogenlunde Diskuterer moderat med sin gruppe
Er stille i gruppen
Høj deltagelse Ingen el. kun lidt brug af mobil Kommer fra pauser til aftalt tid Diskuterer meget i sin gruppe
Det var ud fra en hypotese om, at elever, der opfyldte disse forholdsvis objektive tegn på deltagelse, repræsenterede den elevtype, der typisk er tilstede i en gruppe ud fra min erfaringsbaserede vurdering. 4 elever blev spurgt om de ville deltage. En elev, som havde vist tegn på høj deltagelse, sagde nej, hvilket jeg tolkede som en positiv tilkendegivelse af, at min måde at spørge på levnede plads til at afvise. Tre elever aftalte tid og sted. Alle tre tilbød at komme ind på skolen på et givent tidspunkt i den følgende uge. Men ud af de tre, blev to syge, og den tredje ringede aldrig som aftalt. Gode råd var dyre. Tiden knap. Dilemmaet der opstod, kan skitseres følgelig: Ville jeg udarbejde en middelmådig redelig opgave på baggrund af spørgeskemaer, jeg kunne maile til eleverne eller ville jeg være forskeren, der ringede rundt, indtil aftaler var i hus, på elevernes territorium, - på deres praktikplads. Jeg valgte det sidste. Ringede til eleverne i den rækkefølge, der er bestemt af deres efternavn. Og således fandt jeg en vilkårlig gruppe på tre informanter. 2.2.2 Etiske overvejelser Informanterne fik at vide, at deres deltagelse er frivillig, og de til hver en tid kunne fortryde. De var ligeledes bekendt med, at interviewet blev optaget og transskriberet, men at deres data var anonymiserede. I min selvforståelse som forsker, stod det nu klart, hvordan min samtidige rolle som underviser kan have forvirret eleverne. Måske sagde de ja til underviseren, men nej til forskeren. I det øjeblik, at jeg ringede rundt, præsenterede mig, forklarede, hvad jeg ville og om der var interesse for at mødes med mig på deres arbejdsplads, flyttede jeg mig (muligvis) i elevernes øje fra rollen som deres lærer til rollen som en undersøger – en forsker. Uanset hvad ligger der indbygget en asymmetrisk magtforhold i relationen. Jeg er læreren, de møder senere i deres uddannelse, der skal vurdere deres viden og færdigheder. Heri er
Hvordan oplever social og sundhedsassistenteleven, at hun kan anvende de personlige egenskaber, der er centrale for social innovation i sin praksis?
