Den pragmatiske filosofi gør Dewey til fortaler for demokratiet som den livsform der tjener mennesket bedst, hvor målet med uddannelse er at udvikle elevernes interesse og evne til aktiv handlen i samfundet. Retningsvisende faktorer er en nødvendighed, og her er uddannelse en ydre styring, der skal ses som en frigørende livsproces med fokus på elevens menneskelige udvikling og intellektuelle vækst. Som uddannelsesinstitution har vi et moralsk ansvar, når vi påtager os rollen som ”opdrager”, og ønsker at danne vores elever ud fra et bestemt dannelsessyn. Et sådant må derfor indeholde konkrete værdier, baseret på en normativ forståelse og socialiseringstænkning, og med en erkendelse af at vi handler på objektive forhold når vi handler moralsk.
Diskurs etik For den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (1929-) er individets frigørelse, autonomi og humane fornuft centrale elementer og et normativt grundlag for det moderne demokratiske samfund. Den humane fornuft skal ikke forstås som et ophøjet åndeligt princip, men som et normativ, iboende i den sociale handlen. Ifølge Habermas diskursetik er der nuancerede bestemmelser for hvordan forskelle, uenigheder og magtrelationer gør sig gældende for social handlen i et demokratisk samfund. Social handlen gør sig ikke bare gældende på det samfundsmæssige plan, men også på det pædagogiske plan (Ø. Andersen & Ellegaard 2017, s. 794-795). I Habermas teori om det moderne skelnes mellem en kommunikativ livsverdensrationalitet og en formel systemrationalitet. Systembegrebet er staten og markedets formelle funktioner, som kommer til udfoldelse i samfundets materielle og organisatoriske reproduktion. Livsverdenbegrebet er den reflekterende kommunikative interaktion mellem individer, der ses som garanten for samfundets kulturelle reproduktion. For Habermas er det moderne et ufuldendt projekt, som truer med at ødelægge og undergrave sig selv, hvis individualismen fremhæves på bekostning af fællesskabet, og hvis den instrumentale brug af fornuft tilsidesætter det kommunikative. For en socialiseringstænkning der lader sig inspirere af Habermas, underforstået at individets ”sociale processer forløber i overensstemmelse med sociale og kulturelle normer og værdier” (Rasmussen 1996, s. 46), gælder det om at eleverne lærer at ræsonnere på en gyldig måde. Habermas opstiller i sin diskursetik nogle gyldige normer for enhver samtale, hvor samtalens parter overholder visse betingelser.
I teorien om den herredømmefrie samtale, analyser Habermas de hensyn der individuelt må tages i en samtale mellem to mennesker, i et forsøg på at eliminere skævheder i
12
