H V ER DAGEN
TEKST KRISTINE BUSKE FOTO LARS H. LAURSEN
”Der er ikke nogen sygdom, der skal bestemme over mig!” Nina lever sit liv, som hun plejer – bare en smule langsommere end før, hun fik KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). Hun vil gerne inspirere andre til selv at sætte rammerne for det liv, de ønsker. Nina er 58 år gammel, har et fuldtidsjob på et kontor, cykler rundt i København på sin el-cykel, går hver dag op og ned ad trapperne til sin lejlighed på 3. sal og rejser jævnligt rundt i verden sammen med sin mand. Ja, som hun selv beskriver det, lever hun et helt almindeligt liv. Der er bare den forskel, at hun har KOL og en lungekapacitet på max 24%. For godt fire år siden var Nina indlagt med en alvorlig lungeinfektion. Dengang vidste hun ikke, at hun var kronisk syg. Hun havde en forkølelse, der kun blev værre og værre, og som føltes som en slem influenza. Alligevel insisterede hun og hendes mand på at holde fast i en planlagt tur til Düsseldorf, som de havde glædet sig til længe. Men Nina kunne knap gå 100 meter uden at være ved at dejse om, så det endte med, at hun brugte de fleste dage på at sove på hotellet, mens hendes mand gik alene rundt i byen. Nina var ikke selv klar over, hvor skidt det stod til. Hun brugte alle sine kræfter på at trække vejret, og levede i sin egen lille boble. Men da de landede i lufthavnen i Danmark igen, ringede hendes mand til 813, og Nina blev hentet med ambulance.
s.8
Lungenyt 04 2021