16 | Scene&Kultur
Kristeligt Dagblad Lørdag 5. februar 2022
Fra et liv i rendestenen til kulturlivets spids. Teaterstykke om Johanne Luise Heiberg viser, hvor vigtigt det er at huske sin fortid, fortæller Ellen Hillingsø
Ellen Hillingsø
interview
Født i 1967.
Jeppe Schropp
Uddannet fra Skuespillerskolen i Aarhus i 1994 og har siden været med i en lang række tv-serier, film og teaterforestillinger.
schropp@k.dk
Det var hans store øjeblik. H.C. Andersen stod foran selveste kongen og hans grevinde, men så skete noget helt uventet. Gebisset faldt ud af munden på den berømte eventyrforfatter. En noget slukøret og flov H.C. Andersen søger derfor trøst i hjemmet hos kulturspidsens absolutte power couple, Johanne og Johan Ludvig Heiberg. Det fiktive møde udvikler sig imidlertid til en form for terapi, hvor tidens mest feterede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg bliver konfronteret med sin fortid som barn i dyb fattigdom på Nørrebro i København i den første halvdel af 1800-tallet. Fortællingen er ”Fra regnormenes liv”, som blev skrevet af den nu afdøde svenske forfatter Per Olov Enquist i 1981. Kammerspillet er flere gange sat op på danske teatre, og i år bliver det opført af instruktør Kasper Wilton på Folketeatret i København og havde premiere den 4. februar. I rollen som Johanne Luise Heiberg er Ellen Hillingsø, som kalder hende ”den store romantiske skuespillerinde”. Men hvorfor er det relevant at opføre et teaterstykke om 1800-tallets kulturelite i dag? ”Fordi det ikke blot handler om at være en del af parnasset. Det handler om at være menneske. Og det handler om, hvad det vil sige at være levende. For hvad er prisen for at opnå de ting, som man gerne vil opnå, og gør man sig prisen bevidst?,” siger Ellen Hillingsø.
Gift med Christoffer Castenskiold, som hun har en søn og en datter med.
2 Ellen Hillingsø spiller den feterede skuespillerinde fra 1800-tallet Johanne Luise Heiberg i det berømte Enquist-stykke ”Fra regnormenes liv”. – Foto: Leif Tuxen.
som død. Hun lod sig blive formet af andre. I begyndelsen var det sjovt, og hun var god til det, men pludselig mistede hun sig selv,” siger hun.
Vreden som forsvar
Et møde med fortiden
Johanne Luise Heiberg voksede op i rendestenen. Hun blev født Pätges, var efterkommer af tysk-jødiske forældre og brugte megen af sin tid i forældrenes beværtning tæt på Assistens Kirkegård i København. En barsk opvækst, som var præget af fattige kår, misbrug og overgreb. Men hun blev optaget på balletskolen som barn, og med tiden fik hun roller på de danske teaterscener, hvilket fik kritikeren og skuespilforfatteren Johan Ludvig Heiberg til at lægge mærke til det unge talent og skrive roller til hende. Forholdet mellem dem blev romantisk, og efter at de to blev gift, lykkedes det hende at stryge til tops i det danske kulturliv. Og det er i den periode af hendes karriere, at ”Fra regnormenes liv” udspiller sig. I én lang samtale i det heibergske hjem udbasunerer H.C. Andersen sine lidelser og udstiller sit brændende ønske om finde trøst, men til at begynde med bliver den odenseanske forfatter blot mødt af spydighed og hån af fru Heiberg. De to har dog en ting tilfælles, for som to ”sumpplanter” er de begge vokset ud af proletariatet og steget i samfundets grader. Og som snakken mellem dem skrider frem, vækkes Johanne Luise Heiberg smertefulde minder fra barndommen, der har fulgt hende på hendes vej til toppen, men som hun har forsøgt at gemme væk, og sammen finder de to frem til en fælles fortid. ”I en replik siger hun, at ’uden smertepunkterne er vi ingenting – bliver de indkapslede, begynder vi at dø.’ Det er brutalt at være menneske, og vi har mørke og lyse sider i os. Men hvis vi vil være hele mennesker, er vi nødt til at se den smerte, som vi har i os, i øjnene og acceptere, at det er en del af det at
Vi skal minde os selv om, at livet gør ondt ”Fra regnormenes liv” Kammerspil med undertitlen ”Et familiemaleri fra 1856”, som er skrevet af den nu afdøde forfatter og dramatiker Per Olov Enquist.
Spiller til og med den 13. marts på Folketeatret i København.
Instrueret af Kasper Wilton. De medvirkende er Ole Lemmeke, Ellen Hillingsø, Preben Kristensen og Lisbeth Lundquist.
være menneske,” siger Ellen Hillingsø. Som barn samlede Johanne Luise Heiberg regnorme op fra jorden for at rense mudderet af dem, men så snart de blev rene og pæne, døde de. Og netop det billede indkapsler stykkets budskab, mener Ellen Hillingsø. ”Johan Ludvig Heiberg forsøgte at skabe hende som et kunstværk, men der var ikke plads til snavs, og selv tillod hun sig heller ikke at være snavset. Vi ved, hvad der sker med en regnorm, når den bliver vasket – den dør. Det er også derfor, hun omtaler sig selv
Da Ellen Hillingsø begyndte på Skuespillerskolen i Aarhus, fik hun en biografi om Johanne Luise Heiberg af sin veninde, og for hende har hun altid været en skuespiller, som har ”svævet over vandet”. Stykket viser dog en anden, mere menneskelig – og mere vred side af den berømte skuespillerinde. ”Man kan mærke en stærk aggression og en stor vrede hos hende. Men det er ikke bare aggression for aggressionens skyld – den dækker over en stor sorg. Det har været nemmere og måske mere nødvendigt for hende at vise sin vrede end at lade hendes skrøbelighed træde frem,” siger Ellen Hillingsø. Selvom det nok er de færreste, der kan genkende de ringe kår, som den unge Johanne voksede op under, mener Ellen Hillingsø, at kammerspillet alligevel er relevant for et bredt publikum i dag. ”Jeg er ikke født i den yderste fattigdom på Nørrebro, mine forældre har ikke haft et værtshus, og min far var ikke alkoholiker. Jeg havde ikke ni søskende, som blev slået med et bælte. Og jeg har ikke haft en ’velgører’, som har misbrugt mig. Men mit arbejde som skuespiller er at oversætte de oplevelser, som jeg har haft i mit liv, og forbinde dem med Johanne Luise Heibergs. Så hvad er velgøreren for mig som en psykisk tilstand? Hvem i mit liv kan generere en følelse af ikke at være god nok? Vi har alle oplevet følelserne i forskellige grader, og dem kan jeg finde frem til i mig selv,” siger hun og tilføjer: ”Man kan ikke bare indkapsle sin fortid eller smerte og smide den på lossepladsen, for den vil igen og igen vise sit ansigt. Derfor er man nødt til at se den i øjnene og lade sig konfrontere med den. Det er den eneste måde, man kan transformere sin smerte på. Så det håber jeg, at stykket kan inspirere folk til J selv at gøre.”
