32 | Scene&Kultur
Kristeligt Dagblad Lørdag 5. februar 2022
vendepunkt | Balletdansere går på pension, når de fylder 40 år, og skal finde identiteten på ny.
Kristeligt Dagblad har talt med to pensionerede balletdansere og én, der danser på sidste vers, om, hvilke eksistentielle overvejelser der opstår, når man skal tage afsked med dansen
Dansen er stadig vores hjem
Selvom det er fem et halvt år siden, at 30-årige Josephine Berggreen sagde sin stilling op som korpsdanser hos Den Kongelige Ballet, drømmer hun stadig om at danse, når hun sover om natten. Og når hun som i dag balancerer at hjemmepasse sin halvandenårige søn, mens hun sidder over medicinbøgerne og læser til eksamen, kan hun komme til at tænke over, hvor dejligt det var, dengang hun dansede rundt på en scene med sine venner. ”Man kan hurtigt komme til at romantisere fortiden. Men i dag har jeg forliget mig med, at det er et savn, som godt må have lov til at være der, for det er en del af mig,” siger Josephine Berggreen. Hun har danset ballet, siden hun som ni-årig blev optaget ved Den Kongelige Balletskole i København. En tid, hun husker som magisk. Hun måtte tage en pause, da hun som 22-årig fik en diskusprolaps og senere en depression: ”Jeg følte, at jeg mistede min identitet. Jeg havde nærmest ikke kendt til andet, og pludselig kunne jeg se på, at de andre dansede videre, mens jeg var låst fast i en lang og sej genoptræning. Det var benhårdt,” fortæller hun. Engang fik hun et råd fra en coach på balletskolen om, at man ikke skal lægge alle sine æg i én kurv, men det kan man hurtigt komme til i en verden, hvor det handler om at give alt, hvad man har. Mens hun var væk fra balletten, begyndte hun at tænke over, om hun måske var gladere uden, og selvom hun kunne have fortsat i mange år, da hun kom tilbage, så hun det hele i et nyt lys. ”Jeg indså, at jeg drømte om andre ting, og at jeg altid havde haft det lidt svært i det hårde og kropsfokuserede miljø. Så jeg besluttede mig for, at jeg skulle videre,” siger hun. ”Det var den ultimative frihedsfølelse, at jeg var sluppet fri af alle de krav,” fortæller Josephine Berggreen. Men lige så meget hun følte friheden, lige så skræmmende var det at slippe den rammesatte hverdag: ”Som danser har jeg været vant til at arbejde mod et mål hele mit liv, og der er også en tryghed i at vide, hvad der ligger forude.” Selvom hun har brugt over halvdelen af sit liv på at danse, har det – siden ”pensionen” – indtil for nylig været noget, hun har forbeholdt at gøre til fester. Men Josephine Berggreen har et nytårsforsæt: Nu føler hun sig klar til at danse igen. ”Jeg tror, at jeg har savnet det mere, end jeg aner. Der er sket mange nye ting for mig, og der er ikke meget, jeg kan genkende længere. Men når jeg stiller mig ind i en sal, er der ingen tvivl om, at det er lige der, jeg J føler mig allermest hjemme.”
Susanne Grinder kan stadig huske stemningen, da hun som otteårig var kommet ind på Det Kongelige Teaters Balletskole og løb rundt på teatrets støvede gange. Fra gangen kunne hun se ind til de større piger, og hun blev så fascineret af, hvordan de kunne danse, at hun en dag kom til at gå ind i en stolpe. ”Det syntes jeg, var frygteligt pinligt,” siger hun og griner. ”Men jeg har meget tidligt mærket en fascination af dansen, som har fulgt mig,” siger den tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet. I dag er det tre et halvt år siden, at hun som 36-årig valgte at skifte sin stilling ved balletten ud med at studere smykkedesign på KEA. Med sin fars død blev hendes liv sat i perspektiv, og hun følte, at det var et vendepunkt, der fik hende til at indse, at hun havde opnået det ved balletten, hun ønskede. ”Når man er solodanser ved Den Kongelige Ballet, er det alt eller intet. Jeg har aldrig mistet glæden ved at danse, men det er et stort pres at skulle præstere på topniveau altid. Jeg skulle stoppe, mens legen var god,” fortæller hun og tilføjer, at hun var klar til at finde ud af, hvem hun var uden dansen: ”Man ved ikke helt, hvem man er, når man ikke længere er balletdanser. Identiteten skal bygges på ny.” Det var noget, hun underbevidst havde forberedt sig på længe. For som balletdanser ved man, at man en dag skal stoppe: ”Når man nærmer sig pensionsalderen, begynder man at tage tilløb til at skifte spor. Man begynder nærmest allerede som 30-årig, hvor man ved, at der kun er ti år tilbage, og så tæller man bare ned derfra,” siger hun. Og faktisk var det slet ikke så skræmmende, som hun havde troet at begynde på en ny uddannelse: ”Man værdsætter studiet endnu mere, når man er ældre.” Alligevel føler hun endnu ikke, at balletten er ude af hendes system: ”Dansen er stadig mit hjem. Jeg skal have løsrevet mig fra mit gamle liv, fra hvad jeg har haft i blodet i ufatteligt mange år. Når jeg savner det, kommer det af kærlighed. Det er en form for sorgproces, man er igennem, når man tager afsked med noget, der har været smukt. Men jeg har også dage, hvor jeg glæder mig til alt det nye og spændende i mit liv,” siger hun og tilføjer, at det er vigtigt at lade døre stå åbne og tillade sig at fejle, når man begynder helt forfra. ”Jeg er stolt af det, jeg har opnået. Jeg hviler i, at jeg fik det ud af det, som jeg havde ønsket og meget mere til. Jeg har rejst verden rundt og har haft en smukt liv i balletten – med det følger der både lys og skygge som værende en del af afskeden med en sjælden kærlighed.” J
Fortalt til Nevine Reenberg reenberg@k.dk
F OTO : N I E L S A H L M A N N O L E S E N / R I T Z AU S C A N P I X
Susanne Grinder: Balletten er ikke ude af mit system
F OTO : J E S P E R TØ N N E S
Josephine Berggreen: Jeg drømmer stadig, at jeg danser
