4 | Scene&Kultur
Kristeligt Dagblad Lørdag 5. februar 2022
forårets stykker | De kommende måneder byder på klassikere på landets scener. Her er de forestillinger, som Kristeligt Dagblads anmeldere anbefaler
Anmelderne: Dét ser vi frem til i sæsonen Juveler er en fantastisk abstrakt ballet Alexander Meinertz, balletanmelder Det, jeg ser mest frem til i forårssæsonen, er genopsætningen af George Balanchines helaftensballet ”Juveler” på Det Kongelige Teater, der har premiere den 26. marts og spiller helt frem til den 21. maj. Værket beskrives ofte som verdens første abstrakte ballet i tre akter og havde verdenspremiere ved New York City Ballet i 1967. Balanchine sagde imidlertid ofte, at dans slet ikke kan være abstrakt: Når du sætter et menneske på en scene, så er der allerede en fortælling. Til gengæld beskrev han ofte sine værker som handlingsløse, og det er musikken og den koreografiske stil, der i ”Juveler” samlet set udgør en formmæssig fortælling om tre forskellige æraer og kulturer. I første akt, ”Smaragder”, er musikken af Gabriel Fauré, og den drømmende høviske stil er inspireret af romantik og impressionisme fra det 19. århundredes Frankrig. Igor Stravinskijs anden akt, ”Rubiner”, er det amerikanske århundrede og præget af flirtende, legende og energisk Broadway og jazz. I tredje akt, ”Diamanter”, går turen med Pjotr Tjajkovskijs ”3. Symfoni” til Rusland og Sankt Petersborg. Finaleballetten trækker på alle de virkemidler, vi kender fra de store klassiske balletter som ”Svanesøen”, ”Nøddeknækkeren” og ”Tornerose” med en elegisk, smægtende pas de deux – duetdans – og grandiose optrin med et symmetrisk corps de ballet – med hele balletkompagniet. Overordnet kan man sige, at repertoiret på Det Kongelige Teater er præget af de seneste sæsoners nedlukninger, der har tæret på nationalscenens økonomi. Det betyder, at man spiller alle de sikre kort, de store forestillinger, der sælger billetter, fra ”Romeo og Julie” til ”Sylfiden”. Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke kan findes plads til nye opsætninger. Til gengæld har der i de senere år været flere nye og imponerende kreative initiativer uden for Det Kongelige Teater. Først og fremmest ”Kammerballetten”, der med sine forestillinger på Takkelloftet er blevet væksthus for kontemporær ballet i Danmark, samt festivalen København Danser, der arrangerer udenlandske gæstespil på Østre Gasværk Teater og sidste år vandt Danske Teaterjournalisters Initiativpris. Begge projekter vender tilbage i sommeren 2022, men har endnu ikke løftet J sløret for programmerne.
Fortalt til Calle Vangstrup vangstrup@k.dk
”Don Juan” er det ypperste inden for opera Peter Dürrfeld, musikanmelder Inden for opera glæder jeg mig virkelig til at se ”Don Juan” på Det Kongelige Teater, der vises frem til den 3. juni. Den er blevet kaldt operaernes opera, blandt andet af Søren Kierkegaard. Mozarts musik til operaen er noget af det ypperste inden for kulturen og i særdeleshed musikken. I opsætningen af opera er der tre hovedaktører – komponisten, tekstforfatteren og instruktøren – og der har været en tendens i de senere år, hvor instruktøren efter min smag fører sig frem med nogle påhit, som ikke altid stemmer helt overens med det, som komponist og tekstforfatter har tænkt med operaen. Om det så er fem folk, der sidder på toilet på scenen eller lignende, som jeg tror, at mange komponister ville vende sig i graven over. Der er instruktøren blevet en meget markant tredjepart, som i egen optik næsten er blevet den vigtigste. Selvfølgelig skal opera som genre forny sig, men når man skal gøre opmærksom på sig selv på en meget forceret måde, kan det tit ende i noget, som i min optik er dårlig smag. På den klassiske scene er der to koncerter med to
meget spektakulære dirigenter. Det ene er opførelsen af Mahlers anden symfoni, som kaldes ”Genopstandelsessymfonien”, af DR Symfoniorkestret med chefdirigent Fabio Luisi i spidsen den 17. marts. Han dirigerer flamboyant, men uden at overgøre det. Det er en lang symfoni på fem kvarter. Den er meget visionær, og sidste sats er både dramatisk og fortrøstningsfuld i forhold til det evige liv. Det er helt klart en af Gustav Mahlers store symfonier, selvom det er en af hans tidlige, som han skrev i slutningen af 1800-tallet. Den anden koncert, jeg virkelig ser frem til at høre, er, når Herbert Blomstedt kommer og dirigerer DR Symfoniorkestrets opførelse af Schuberts tredje symfoni og Bruckners romantiske fjerde symfoni den 1. april. Så der er både en wienerklassisk symfoni og en romantisk symfoni. Men det helt særlige er dirigent Herbert Blomstedt. Et par måneder efter koncerten fylder han 95 år, og det er imponerende, at han stadig kan stå og dirigere i den alder i så lang tid. Det er en fantastisk fysisk præstation i sig selv, selvom han måske har en lille barstol med på scenen, han kan sætte sig på, når det bliver nødvendigt, men han virker meJ get vital, så det bliver en storslået aften.
Det er godt med græske klassikere Kathrine Maria Amann, teateranmelder Jeg glæder mig til at se, hvordan man oversætter George Orwells bog ”Animal Farm” til scenen på Betty Nansen Teatret i København. Jeg tror, at der kan opstå noget interessant i forholdet mellem Orwells spiddende samfundssatire og den måde, instruktør Elisa Kragerup arbejder på – med hendes æstetik og meget kropslige og ekspressive formsprog. Stykket, der vises fra den 12. marts til den 9. april, handler om magtens korrumperende kræfter og skildrer, hvordan individet kæmper for at overleve med sin identitet og menneskelighed i behold. Det er en grusom og sjov allegori om en revolution i et undertrykkende regime, hvor revolutionen viser sig at være lige så undertrykkende og totali-
tær som det regime, man omvæltede. Værket fortæller os noget ret universelt om forholdet mellem magt og mennesker. George Orwell levner os ikke meget håb, men han giver os muligheden for at grine af og kaste et kritisk blik på de dystopiske udsigter hen sætter op i sin roman. På Husets Teater i København bliver den græske fortælling ”Fædra” sat op fra den 5. februar til den 12. marts. Jeg synes, at det er rigtig godt, at man dykker ned i de gamle græske ”urmyter” og fortællinger. ”Fædra” er første del af en varslet trilogi, der hedder ”Furier”, som skildrer tre markante kvinder fra den græske mytologi. Fædra er en kvinde, som forelsker sig i sin svigersøn Hippolytos, da han afviser hendes tilnærmelser, beskylder Fædra ham for voldtægt. Det lyder meget voldsomt, men det er nok en historie, vi kan
relatere til i dag, med alle de kønspolitiske opgør, vi ser i tiden. Det er med den Reumert-vindende og vanvittigt velspillende Marina Bouras i hovedrollen som Fædra. Det er Anja Behrens, der er instruktør. Hun har tidligere opsat Platons ”Symposion” for et par sæsoner siden, så hun har et kendskab til de antikke klassikere. I denne sæson står hun også bag en opsætning af ”Odysseen” på Det Kongelige Teater. Den græske fortælling ”Medea” bliver også opsat på Det Kongelige Teater i denne sæson fra den 11. marts til den 10. april. Så der er en tendens til, at vi søger tilbage til de græske urmyter lige nu. Det kan være, fordi vi lever i en omskiftelig og utryg tid med corona, så der opstår et behov for at søge tilbage til noget, som består og fortæller noget grundlæggende om os som J mennesker.
0 Kristeligt Dagblads balletanmelder, Alexander Meinertz, ser især frem til at opleve Balanchines abstrakte helaftensballet ”Juveler”, som bliver sat op på Det Kongelige Teater. – Foto: Costin Radu.
