»Vi er dem, de andre ikke må lege med« CORONA · Der var ingen panik blandt de nordjyske DBR-medlemmer i de nedlukkede nordjyske kommuner. I stedet går tankerne til minkavlerne. »Vi jyder er jo sindige folk, så vi parerer vel bare ordre,« lyder det underfundigt fra Torkild M. Jensen, Skinnerup Auto, og formand for DBR Thy/Mors, da han bliver spurgt, hvordan det står til i det nordjyske her under nedlukning nr. 2 – med henstillinger om at arbejde hjemme og om at undlade at krydse kommunegrænser og så fremdeles. Både Skinnerup Auto og de fleste øvrige medlemsværksteder er lokale med en lokal kundekreds, og derfor er meget business as usual, vurderer Torkild Jensen. Han driver imidlertid også en anden virksomhed – sikringsvirksomheden Vandvagt, der via diverse elektronik kan overvåge vandforbrug og advare om vandskader – og hér må de to servicemontører pænt blive hjemme. Virksomheden har kunder over hele landet. »Vi er dem, de andre ikke må lege med,« som han underfundigt noterer.
KAN GODT UNDRES Men selv om man kan være parat til at parere ordre, så kan man godt undres: »Jeg har en svend ansat, hvis kæreste går i skole. Hun må gerne krydse bygrænsen og køre til Nykøbing Mors. Men min medarbejder i Vandvagt, der bor lige på den anden side broen på Mors – han må ikke køre på arbejde.« Østerud – i Løgstør i Vesthimmerland Kommune – driver formanden for DBR Vesthimmerland værksted. »Alt foregår på et lavere niveau. Vi har meget få biler på vejene – nærmest som under en industrife-
10
AUTOBRANCHEN • 06 2020
rie – og vi oplever ikke fuldt skrald på værkstedet,« lyder det fra formanden, Gunnar Jensen, Brårup Auto- og Traktorservice. Blandt kollegerne kan der godt mærkes nedgang, »men det står da rimeligt til,« som det lyder. Han har godt hørt om aflysninger fra kunder, men så har det handlet om kunder uden for de berørte kommuner.
IKKE ALT ER ROSENRØDT Men dermed er alt jo ikke rosenrødt. »Vi har mange minkfolk heroppe. Det er jo mennesker, vi kender. Ddet, der sker for minkavlerne, griber jo om sig i en grad, som jeg ikke tror, ret mange forestiller sig. Det er derfor, vi generelt føler os hårdt ramt,« beskriver Gunnar Jensen: Ingen minkfarm, ingen tømrer eller smed til at vedligeholde burene; ingen tømrer eller smed, ingen varebilskunder på værkstedet; så enkelt er det jo: »Vi er jo afhængige af hinanden.« DBR Vesthimmerland har medlemmer hovedsageligt i kommunen, men også et enkelt i Mariagerfjord Kommune og i Jammerbugt Kommune nordenfjords.
DET GÅR JO … I DBR Vendsyssel bistår forhenværende formand John Rasmussen den nuværende, Richard Larsen, med dette og hint … herunder at besvare nyfigne spørgsmål fra AUTObranchen: »Det påvirker os, men det går jo alligevel,« konstaterer John Rasmussen på egne vegne. Levering af