|
300 GODE RÅD TIL PÅRØRENDE OM PLEJEHJEM Beslutning
Hvordan vælger man det rigtige sted? Folk vælger sjældent at flytte ind et sted, som de aldrig har set og intet kender til. Og hvorfor skulle det nu være anderledes med en plejebolig? Det kan godt betale sig at sætte sig lidt ind i de forskellige muligheder, i stedet for automatisk at vælge det nærmeste plejehjem. En hel del information kan du finde via kommunens hjemmeside, mens andet kræver et fysisk besøg, i hvert fald til området omkring plejehjemmet. 1. Spørg andre
Hvis du kender pårørende til en beboer på et af de plejehjem, I har kig på, så spørg beboeren og de pårørende om både gode og dårlige erfaringer med stedet. Hvad er de glade for, hvad kunne de ønske sig anderledes, og hvad tænker de alt i alt? Svaret er ikke en objektiv sandhed, for i mange tilfælde kan man finde både glade og utilfredse beboere og pårørende på det samme plejehjem, endog på samme afdeling. Men andres oplevelser kan give jer et godt udgangspunkt at arbejde videre fra. 2. Tag kontakt til beboer/pårørenderådet
Nogle plejehjem har et beboer/pårørenderåd, andre har en pårørenderepræsentant eller kontaktpårørende, andre steder ingen af delene. Men hvis det findes, er det en god idé at spørge om deres oplevelse af graden af selvbestemmelse, kvaliteten af plejen, og den generelle trivsel for beboerne på stedet. Det er også en god idé at spørge om personalets holdning til at inddrage beboerne og samarbejde med pårørende. Nogle steder lægger ledelsen stor vægt på at inddrage pårørende i hverdagen, mens det andre steder er mindre i fokus. 3. Undersøg, om kommunen har special-plejehjem
Jo flere indbyggere en kommune har, jo mere specialiserede kan kommunens tilbud være. Undersøg, om din kæres kommune har et tilbud, der netop passer til ham eller hende, fx et særligt plejehjem for mennesker med demens eller hjerneskade, en særlig afdeling for yngre beboere, et afsnit for misbrugsramte eller lignende. Nogle kommuner har også særlige profilplejehjem med fokus på fx musik. Det kan du finde ud af på kommunens hjemmeside eller ved at ringe til visitationen. Se også plejehjemsoversigten på www.plejehjemsoversigten.dk/
31