54
|
300 GODE RÅD TIL PÅRØRENDE OM PLEJEHJEM Indflytning
Indflytning og forventningsafstemning Selvom det kan være en stor mundfuld at blive parat til indflytningsdagen, så er opgaven ikke slut endnu. Hvis du kan finde kræfterne til det, kan du gøre meget for at hjælpe din kære med at falde til, for at skabe god kontakt til personalet på stedet – og især for at hjælpe personalet med at lære den nye beboers vaner og behov at kende. 1. Tænk over, hvordan du præsenterer indflytningen
Hvis din mor, far eller ægtefæller er ramt af demens eller kognitivt udfordret på anden vis, er det værd at overveje, hvordan du taler om flytningen. Det kan være, det giver mening at sige, at ”nu kan du prøve at være her” eller ”nu må vi se, hvordan det går her”. Der er ingen grund til at skabe konflikt ved fx at holde fast i, at ”her er du altså nødt til at bo”, hvis det vækker angst og uro. Målet er at undgå en traumatisk indflytning ved at skabe en gradvis tilvænning til de nye omgivelser. Du er nok selv den bedste til at vurdere, hvad der virker godt i jeres situation. 2. Aftal så hurtigt som muligt en indflytningssamtale
Hver gang, en ny beboer flytter ind, bør plejehjemmet invitere beboeren og den nærmeste pårørende til en indflytningssamtale. Du kan evt. selv efterspørge samtalen – og jo før, des bedre. Ved denne samtale møder I din kæres kontaktperson og sikkert også andre fra personalet. Grib chancen til at få et klart overblik over, hvilke opgaver personalet påtager sig, og hvad de forventer, at du hjælper med. Hvis du synes, at forventningerne til dig er for store, så sig straks til, sådan at I sammen kan finde andre løsninger. 3. Aflever din kæres plejetestamente og livshistorie
Et såkaldt plejetestamente er et dokument, hvor din kære kan beskrive sine ønsker til plejen, fx om mad, hygiejne, påklædning, fysisk og kulturel aktivitet og livsværdier. Man må naturligvis gerne få hjælp fra sine pårørende til at skrive sine ønsker ned. Plejetestamentet er ikke bindende for kommunen, men de skal så vidt muligt respektere din kæres ønsker. Hvis din kære desuden har skrevet sin livshistorie ned, kan det hjælpe personalet til hurtigere at lære ham eller hende at kende. Og ellers kan du måske hjælpe med at skrive de vigtigste begivenheder ned.