En magisk aften for medmenneskeligheden Klokken er lidt i syv, torsdag den 5. marts 2020, og publikum begynder så småt at ankomme. Nogle stimler sammen i små flokke og hilser på hinanden. Andre kigger på de mange farverige, håndlavede indkøbsnet og forsyner sig i baren, inden de finder en plads i Katedralskolens Sal. Rummet sitrer af forventning og nærhed. I løbet af aftenen er der en intens, opmærksom og lyttende stemning. Blikkene er rettet mod scenen, men opmærksomheden bliver ført noget længere sydpå. Helt nøjagtigt til en lille ø i den kenyanske del af Victoriasøen, hvor børnehjemmet, som hele denne aften handler om, ligger. Jeg tror vi alle har en følelse af at være en del af noget større. En følelse af fællesskab og en følelse af at gøre en forskel. En septemberdag i 2019 luftede jeg en idé for rektor, Kristian Bennike, om at afholde en støttekoncert for et børnehjem i Kenya, som jeg havde besøgt to år tidligere. Jeg nåede ikke ret langt i min salgstale, før han afbrød mig og sagde: ”Det gør vi da bare!” – og så var projektet søsat. Det skulle vise sig, at Kristian ikke var den eneste, der var hurtig til at engagere sig i projektet. Som aftenen nærmede sig, voksede det sig større og kom til at inkludere tre bands, lydmand, salg af drikkevarer, kage, tøj og håndsyede og -hæklede indkøbsnet, og en uafhængig indsamling af skolesager fra to piger fra 9. klasse på Vittenbergskolen, Sille Puggaard Petersen og Signe Olesen Andersen. Derudover var der selvfølgelig også det absolut vigtigste: 140 publikummer. Resultatet blev lidt over 30.000 kroner, som jeg kunne overføre direkte til børnehjemmet i Kenya. Børnehjemmet på Mfangano Island Børnehjemmet ligger i den vestlige del af Kenya på en ø i Victoriasøen og drives af
34
Peter, der er født og opvokset på øen, og hans kone Jane. Da jeg i 2017 rejste ned til børnehjemmet, havde jeg ingen idé om, hvor meget menneskene og stedet ville komme til at betyde for mig. Jeg rejste sammen med en veninde, og vi havde kun haft meget beskeden kontakt med Peter. Efter cirka 24 timers rejse med diverse fly og lokale overfyldte minibusser, endte vi i den by, hvorfra man sejler til Mfangano Island. Vi var trætte, det var ulideligt varmt, og vi anede ikke, hvordan vi skulle finde hen til børnehjemmet. Midt i denne uoverskuelige situation kom en ung fyr hen og spurgte, om vi skulle besøge Peter og Jane. Han hjalp os hen til båden, og efter lidt ventetid kom Peter og Jane, omfav-
nede os kærligt og fulgtes med os hen til børnehjemmet. De snakkede med os, som om vi havde kendt dem altid, og der faldt en lettelse og en tryghed over os. Da vi ankom til børnehjemmet, blev vi overfaldet af børnene, der jublede og krammede os, og nysgerrigt spurgte ind til, hvem vi var. Den første følelse af at være helt alene midt i et fremmed land blev med ét erstattet af en kærlig, familiær følelse. Som ugerne gik, begyndte Peter og Jane at omtale os som deres danske døtre og sagde, at vi nu var blevet en del af deres store, kærlige familie, og i dag kommunikerer jeg stadig med dem flere gange om måneden. På trods af de store kulturelle forskelle, gik det op for mig, hvor meget vi egentlig havde til fælles.
