Ripensersamfundets Jubilæumslegat Nedenfor følger to rapporter, som legatmodtagerne har sendt til skolen. Foruden Emma Hostrup og Louise Thomsen modtog også Ditte Søgaard Enevoldsen en portion af Ripensersamfundets Jubilæumslegat
Bioteknologi og iværksætteri i Australien Mit navn er Emma, og jeg læser til diplomingeniør i bioteknologi på Aarhus Universitet. I foråret 2020 tog jeg til Australien for at gennemføre mit 6. semester i Sydney ved Macquarie University og få rygsækken fyldt med oplevelser. Jeg var afsted i to måneder, indtil verden blev vendt på hovedet pga. coronavirus, og jeg måtte se i øjnene, at det semester, jeg havde forestillet mig, ikke længere var en realitet. Ikke desto mindre fik jeg mit udlandsophold, bare i en lidt anderledes version. Jeg havde i mit sabbatår rejst op ad Australiens østkyst i et par uger, men havde slet ikke kunnet få nok af den flotte natur, de åbentsindede mennesker og den spændende kultur, og muligheden for igen at opleve dette, var helt sikkert én af grundene til, at mit valg af universitet faldt på Macquarie University. En anden grund var, at et af Macquaries bedste fagområder er bioteknologi, og derudover har de et inkubationsmiljø, Macquarie University Incubator, samt udbyder fag med fokus på naturvidenskabelige løsninger gennem iværksætteri. Jeg har siden marts 2019 været en del af en startup virksomhed sammen med to af mine studiekammerater, hvor vi udvikler en teknologi, der gør det muligt at omdanne tekstilaffald til nye tekstilfibre, og det, at jeg kunne arbejde videre med mine opgaver i startup’en under mit udlandsop-
hold ved at vælge Macquarie, gjorde derfor udfaldet. I Sydney havde jeg fået tilbudt at bo ved en familie, hvor moderen havde boet ved mine bedsteforældre, da hun i sin gymnasietid var på udveksling på Ribe Katedralskole. Det gav mig et virkelig godt indblik i deres hverdag og gav mig en forståelse for, hvordan alle de mange kulturer, der er kommet til Australien, kommer til udtryk i en ”typisk” australsk familie. Alle australiere er enormt åbensindede og vil hellere end gerne dele ud af deres viden og erfaringer, og værtsfamilien introducerede mig til resten af deres familie og tog mig med til forskellige must-sees rundt omkring i Sydney. I løbet af den første uge på universitetet fandt jeg sammen med en håndfuld andre danskere, og sammen med dem deltog jeg i begivenheder rundt omkring i Sydney og besøgte forskellige seværdigheder. Vi så blandt andet filmen Jojo Rabbit i en udendørs biograf med operahuset i baggrunden, var på Bondi Beach og så Mardi Gras optoget i Sydneys pyntede gader. På Universitet meldte jeg mig ind i foreningen Nordic Society, hvor alle med en eller anden tilknytning til de nordiske lande kunne melde sig til og deltage i deres arrangementer. De afholdt blandt andet en dag med surfing og en spil-og-pizza-aften. Gennem min studietid på Aarhus Universi-
tet har jeg været vant til holdundervisning i mindre lokaler, så det var lidt en omvæltning at skulle have undervisning på engelsk samt i auditorer. Det var dog helt klart en positiv oplevelse, og der var en rigtig god fordeling mellem laboratoriearbejde, forelæsninger, samt gennemgang af hjemmeopgaver. På Macquarie University har man løbende afleveringer gennem semesteret, hvor karakteren af disse tilsammen udgør halvdelen af den endelige karakter, således at eksamenskarakteren kun udgør 50%.
85