Hvad gør du, hvis du er blevet hacket? Alt for mange børn og unge oplever at få delt private eller intime billeder eller videoer uden samtykke eller er udsat for afpresning, mobning og andre digitale krænkelser. Hvad gør du som fagprofessionel, hvis du en dag står med en grædende elev, der fortæller dig, at hun eller han er blevet hacket eller udsat for ubehagelige oplevelser på nettet? Ved du, hvordan du håndterer situationen og hjælper eleven med at få stoppet de digitale krænkelser? Hvis ikke kan du finde råd og vejledning hos RedBarnet i SletDet-rådgivningen. Af Hanne Voldborg Andersen
Begrebet digitale krænkelser dækker over episoder, hvor eksempelvis private, grænseoverskridende eller krænkende billeder bliver delt uden samtykke – altså uden, at man har givet lov. Det kan også handle om andre ubehagelige oplevelser, som mobning, hacking eller stalking. Digitale krænkelser
kan have alvorlige psykiske, sociale og faglige konsekvenser for børn og unge. Mange fortæller om angst, ensomhed og i værste tilfælde PTSD. For forældre og fagprofessionelle kan det være en svær opgave at støtte og vejlede børn og unge, der er udsat for digitale krænkelser. Det kan dels være svært at forstå deres verden og færden på digitale medier, dels være svært at vide, hvordan man hjælper dem bedst muligt i den ulykkelige situation. SletDet-rådgivningen er en professionel og specialiseret rådgivning, som hjælper børn, unge, fagprofessionelle og forældre i sager, hvor børn og unge har været udsat for digitale krænkelser. Rådgiverne har indgående kendskab til sociale medier og børn og unges digitale liv. De kan yde psykologisk førstehjælp i krisen, støtte børn og unge til at række ud efter hjælp i deres nære netværk og hjælpe dem med at få fjernet det krænkende materiale på sociale medier. Derudover kan de vejlede i forhold til anmeldelse af sagen til politiet.
30