Efterårsbøger 2022

Efterårsbøger

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 29. OKTOBER 2022

tema: bogmesse

Judith Hermann stoler på, at læseren selv kan udfylde de tomme huller, hun efterlader i sine tekster. Mød hende og mange andre forfattere, der står bag dette efterårs store litteraturoplevelser.

FOTO: SOFIE AMALIE KLOUGART

Højtiden for nye litterære udgivelser er over os og på årets Bogforum 2022 står forfattere og forlag klar med årets læseoplevelser. Efterårsbøger har temaet bogmesse, og du kan her gennem nyligt bragte anmeldelser og interviews blive opdateret om, hvad der rører sig på den litterære scene.

Benedikte Christine Rasmussen, jourhavende og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

DANSK LITTERATUR 6 Interview Al magt til hekse og præstinder i Maren Uthaugs nye roman 8 Anmeldelse Alle mine kilder 10 Anmeldelse Grøndahls MeToo-roman tør stille de store spørgsmål 14 Anmeldelse Frem til nutiden 14 Anmeldelse En mytologisering af menneskeracens udpining af jorden 16 Interview Vreden mod københavnernes kultur er vokset 18 Anmeldelse Nedstigning til Hel 20 Baggrund Litteraturen vælter ud fra et sted midt i kvindelivet

Oplysningerne om Bogforum 2022 tager udgangspunkt i det officielle program, som det så ud ved redaktionens deadline. Kristeligt Dagblad tager forbehold for ændringer.

22 Anmeldelse Hvad vil det sige at være til? 24 Anmeldelse Vold uden grænser 24 Anmeldelse Sonetter om prostitution 26 Anmeldelse Et år, hvor sjælen skal finde sig selv

BØGER TIL BØRN 27 Anmeldelse En hyggelig dystopi 30 Anmeldelse Skilsmisse i billeder 32 Anmeldelse Faderrollens karikerede forvandling

UDENLANDSK

LITTERATUR

34 Interview Midt i Linn Ullmanns melankoli stod en 16-årig pige. Og hun havde noget at fortælle

Anmeldelse Det, vi ikke forstår, gør verden større

38 Kronik Elsk den næste generation som din egen 40 Interview ”Jeg havde hellere haft en fin barndom end skrevet en bog” 42 Interview Vi må ikke glemme, at tomrummet udfyldes af den anden

Bog i tiden Maksimalismens mester

HISTORISK LITTERATUR

Anmeldelse Når de døde vågner

Interview Vi har brug for al den trøst, vi kan få

Anmeldelse At finde stjernerne i mørket

Anmeldelse Grundtvig er ikke nem at få hold på

Anmeldelse Hun fødtes ikke fri, men blev det

Al magt til hekse og præstinder

Det er dejligt at bo i et land, hvor jeg kan lege med religionen, siger forfatter Maren Uthaug i forbindelse med romanen ”11%”, hvor både mænd og kristendom hører en frygtelig fortid til.

interview

”Alt,” svarer Maren Ut haug på spørgsmålet, om der er noget ved kristendommen, hun finder særligt kvindeundertrykkende.

”En mandlig gud, en søn, en hellig ånd – som allerhøjst er intetkøn – og 12 disciple med penisser. Og så er der Jom fru Maria, som især spiller en rolle i ka tolicismen, og som skal være jomfru, når hun føder. Jøsses. Den fortælling har jeg givet et tvist,” griner Maren Ut haug.

Forfatter, satiriker og tegner Maren Uthaug tager imod hos forlaget Lind hardt og Ringhof i indre København til en samtale om hendes fjerde roman, ”11%”, der udkom i september og fik fem stjerner her i avisen ved udgivel sen.

Maren Uthaug er kendt for sin humor og sin sarkastiske og usentimentale stil. Hendes roman, ”En lykkelig slut ning” fra 2019 handler om en morbid, nekrofil bedemandsfamilie. Også som tegner, hvor hun i årevis har haft en stribe i Politikens kultursektion under overskriften ”Ting, jeg gjorde”, er tonen rå.

Og stilen fortsætter i den nyeste ro man. Bogens fortælling udspiller sig i en fiktiv fremtid, hvor mænd er reduce rede til en flok avlshanner, et appen diks, som man opbevarer i et lukket center på Lolland. Medicinerede og tæmmede. 11 procent hanner er lige præcis nok til, at menneskeheden kan reproducere sig selv uden indavl. I den nye verdensorden regerer matriarkatet. Her udspiller forskellige kvindeliv sig blandt hekse, præstinder og penis-påsyersker. I disse nye tider er det kvin dernes orgasmer, der nærer plantelivet og klarer tankerne, og her skal præstin der menstruere under gudstjenesterne med en kobraslange hængende om hal sen for at opnå forbindelse til Moder gudinden. Matriarkatets fælles front går på fortidens maskuline dominans. Dengang, før Evolutionen, under patri arkatet – altså vores samtid – hvor mænd kunne gå frit omkring.

Idéen til ”11%” fik Maren Uthaug i sin research på barnedrab til sin forrige ro man. Her stødte hun på fortællingen om en klynge stillehavsøer, hvor be folkningerne blev ved med at bekrige hinanden. For at få sat en stopper for volden, valgte kvinderne at slå alle drengebørn ihjel i en årrække.

”Dén historie, krydret med dugfriske statistikker over, at det er mænd der voldtager, begår kriminalitet og mord, gav mig idéen til et samfund, hvor de er ude af ligningen. Næsten,” fortæller Maren Uthaug.

Hun understreger, at bogen hverken er et feministisk manifest eller et bille de på det perfekte samfund.

0 En præst har engang fortalt Maren Uthaug, at det feminine bestemt er til stede i kristen dommen, blandt andet i hvælvin gerne på kirkens vinduer. – Foto: Thomas Lekfeldt/ Ritzau Scanpix.

”Så ingen behøver tage den vrede hat på fra begyndelsen. Jeg leger, det er et tankeeksperiment. Det er det, jeg kan som fiktionsforfatter. Mit primære for mål er at underholde. Og hvis folk ovenikøbet bliver en lille smule klogere, bare kortvarigt ser tilværelsen på nye måder, er jeg i mål,” siger hun.

Maren Uthaug indleder sin roman med en alternativ skabelsesberetning –den oprindelige, som går forud for Adam og Eva, forstås. Her nægter Lilith, Adams første kone, at underkaste sig ham. Hun gider hverken hente ham fig ner eller ligge nederst, når de har sex.  Og ja, det er en kommentar til kristen dommens patriarkalske grundsyn, som – stadig – gennemsyrer samfundet, si ger Maren Uthaug.

”Kvinders seksualitet er dybt under trykt, og det bunder i kristendommen, hvor kvinden skal være dydig og man dens eje, ellers rammer Guds vrede. Det er selvfølgelig en lidt gammeltestament lig udlægning, men det er sådan, det er. Hvis en sexvideo bliver lækket, er det kvinden, der bliver shamet (udskammet, red.), aldrig manden,” siger Maren Ut haug.

I begyndelsen af 90’erne læste Maren Uthaug teologi på Aarhus Universitet. Det blev til fire års studier, uden at hun

kom i hus med grunduddannelsen. Men ”studieårene er ikke spildt”, bedyrer hun.

”Jeg ved godt, jeg piller ved noget, som gør folk bange, vrede og frustrere de, når jeg rører ved troen. Men samtidig synes jeg, der er stor åbenhed i det. I mi ne striber (tegneserier, red.) laver jeg tit vitser om religion og tro, og faktisk ople ver jeg, at mange præster synes, det er enormt underholdende. De er jo stærke i deres tro, så de bliver ikke truet af mig.”

Religionen, som dyrkes i ”11%”, er stærkt inspireret af en moderreligion, som civilisationen på Kreta og ø-bæltet omkring dyrkede i bronzealderen. Un dervejs i sin research til bogen, hvor hun blandt andet besøgte Kreta og så de ar kæologiske fund fra den tid, slog det Maren Uthaug, hvor mange ligheder der er mellem moderreligionen og kristen dommen i dag.

”Forskellen er, at guderne dengang var hunkøn, slangerne havde en hellig karakter, og så viste man moderguden respekt ved at elske i templerne. Det er lige modsat i kristendommen. Men så dan er det jo; vil man indføre en ny over bevisning, må man lægge den gamle for had,” siger Uthaug, der føler sig hjemme i kristendommen, og derfor trygt folder satiren ud her.

Fredag den 4. november: Lindhardt og Ringhofs stand, på JP/Politikens Forlags stand og på Comicscenen.

Lørdag den 5. november: Lindhardt og Ringhofs stand. Søndag den 6. november: Litteraturscenen.

”Det er ikke fordi, jeg synes kristen dommen skal aflives, kirkerne affolkes, og man skal holde op med at tro. Men det er fedt at bo i et land, hvor jeg kan lege med religionen – bare som tanke eksperiment.” J

Maren Uthaug

Født i 1972 i Kautokeino, Norge, af en norsk mor og samisk far.

I 1980 blev hendes forældre skilt, og Maren Uthaug flyttede med sin mor til Haderslev i Sønderjylland.

Efter gymnasiet læste hun teologi på Aarhus Universitet – uden at tage sin endelige eksamen.

Herefter uddannede hun sig på Den Danske Reklameskole.

Har tegnet striben ”Ting, jeg gjorde” i Politiken siden 2013.

Debuterede som romanforfatter i 2013 med ”Og sådan blev det”. I 2017 udkom ”Hvor der er fugle” og i 2019 ”En lykkelig slutning”.

”11%” udkom den 9. september 2022.

Lærke Cecilie Lindegård lindegaard@k.dk

Mød Maren Uthaug på Bogforum 2022

Alle mine kilder

I sin første essaysamling skriver Ida Jessen fine portrætter af en række for fattere. Men det personlige stof blegner anmeldelse

Liselotte Wiemer kultur@k.dk

Hvad gør man som forfat ter, når gnisten ikke læn gere er der? Når sætningerne bliver grå? Når kilderne tørrer ud? Denne frygt er på mange måder grundstammen i Ida Jessens første essaysamling ”Endnu en bog jeg aldrig skrev”. Et ærligt og nøg ternt sted at begynde. Ikke på Herrens mark. Men i Herrens ørken.  Og så er der modsætningen. Oasen. Når det endelig lykkes. Når skriften skriver sig selv. Når man holder op med at banke på og banke på, men træder tilbage. Og der pludselig sker en trans formation derude i mørket.

At det tit lykkes for Ida Jessen, og at hun de senere år – med to intense men neskeportrætter fra Thyregod og den spektakulære ”Kaptajnen og Ann Bar bara” fra 2020 – efter mit skøn er blevet bedre og bedre som forfatter, netop for di hun har formået at miste grebet og

gå fra fornuften, spiller selvfølgelig med i baggrunden. Så kilderne sprin ger.

Men reelt er det. Og selvom vi skal le de mellem stråene, så er ”Endnu en bog jeg aldrig skrev” ifølge forfatteren selv nok det tætteste, hun kommer på at skrive en selvbiografi.

Lyddæmpet selvbiografi

Spørgsmålet er så, om det er tæt nok. Eller om blufærdigheden, måske lige frem frygten, lægger en sær lyd- og livs dæmper hen over samlingen. Meget får vi i hvert fald ikke oplyst. Kun løse væv ninger. Det vender jeg tilbage til.

For først er der heldigvis lysten, læse lysten. I et af de få private glimt hører vi om faderen på plejehjemmet, der i co ronatiden læser sammen (og hver for

sig) med datteren. Hvad får en krumbø jet olding til at sidde dag ud og dag ind med hovedet under lampen og øjnene i en bog? bliver der spurgt. For når dagen er slut at sige: Det har været sådan en dejlig dag! Jamen, det gør litteraturens magi. Tættere og smukkere kommer vi det ikke.

Hovedparten handler om den mere generelle veneration for litteraturen og krydres med en række fine portrætter af yndlingsforfattere som Blicher, Undset, Kerstin Ekman, Alice Munro og Katheri ne Mansfield. Og overalt er det kampen med stoffet, der er i centrum. Især når man er kvinde, og børn og økonomi, sygdom og (u)lykkelige forhold fylder det hele. Hvordan holder de sig oppe? spørger Jessen. Og så kommer tvivlen, den evige følgesvend. Katherine Mans field var syg det meste af sit bare 34-åri ge liv og følte tæt på døden, at hendes forfatterskab kun var ”brokker og små stumper”. Alt havde været lidelse, aborter, kønssygdomme, tuberkulose. Hun var kantet, rastløs og grådig. Hvor dan kan man forvandle alt det mørke og had til lys? spørger Jessen. Hvor kommer kraften fra?

Blicher gik på heden som vagabond, folk grinede ad ham. Hans kone bedrog ham – eller gjorde hun? Men han skrev og skrev. En del skidt. Og de fineste ho vedværker i dansk litteratur.  Ida Jessen skriver om sig selv, når hun skriver om andre, siger hun. En

”gemmeleg” der ligger bekvemt i selve essayformen. Så svar får vi stort set ik ke. Ikke engang et enkelt hovedspring ud på det dybe vand. Og det gør hele samlingen på en gang tys og tam. Næ sten bleg. Er lyset lige så sandt som mørket? spørges der. Og det nærmeste, vi kommer, er: ”Ja, det tror jeg. Mørket er sandt, og lyset er også sandt.”

Jeg forstår sådan set godt denne tø ven. Udsat som vi er på hjertets bjerge.

Og portrætterne har sine højdepunk ter. Beskrivelsen af Judas som en, der ikke kan bære noget tungt, er smågeni al. En af de bøger, der desværre aldrig blev skrevet. Og Jessen når langt ind i den komplicerede kærlighed mellem Blicher og Ernestine.

Men tilbage er helgarderingerne, re servationerne. Forfatterens egne, der til sidst også bliver læserens. J

4 stjerner

Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev. Essays. 244 sider. 249, 95 kroner. Gyldendal.

1 Hvordan kan man for vandle mørke og had til lys, spørger 57-årige Ida Jessen her fotograferet ved Hald Hovedgaard i sin nye essaysamling – Foto: Valdemar Ren/Ritzau Scanpix.

Overalt er det kampen med stoffet, der er i centrum. Især når man er kvinde, og børn og økonomi, sygdom og (u)lykkelige forhold fylder det hele.

i nat sover jeg på taget” er litteratur til og om samtiden, men dens på samme tid smukke og letlæste sætninger rummer en tyngde, der peger mod det mere tidløse

anmeldelse

Michael Bach Henriksen bach@k.dk

Hvis man oplistede alle de emner, som Jens Christian Grøndahls nye roman kommer omkring, ville et realistisk gæt på bogens omfang være omkring de 500 sider. Mindst. Nu er den ”kun” på det halve, og det er faktisk helt perfekt, for less is more i ”Fra i nat so ver jeg på taget”, og man læser begærligt denne lille store bog for at nå til bunds i mysteriet Anna Secher.

Hun er aksen, hvorom alle bogens em ner drejer sig: seksuelle overgreb i medie branchen, radikaliseringen af den yderste venstrefløj, den københavnske kunstsce ne i 1980’erne, borgerlighedens tillokkel ser og begrænsninger, forholdet mellem forældre og børn, skyld, ansvar og frisæt telse i forbindelse med skilsmisse samt al derdommens indsigter.

Hvordan der er plads til det hele, er lidt af en gåde, men det forklarer måske, hvor for man efter endt læsning har lyst til at begynde forfra. Til sidst dukker Søren Ki erkegaards skrift ”Lilien på Marken og Fu glen under Himlen” minsandten også op, og hvilken rolle dén spiller i Grøndahls til lige meget skriftbevidste nye roman, kan man godt glæde sig til at få opklaret.

Anna er i romanens nutid omkring de 60, det samme er den navnløse jeg-fortæl ler, og da de to personers veje krydsede hinanden første gang, slog det mere end almindelige begærsgnister. Det var i stu dietiden på filosofi på Københavns Uni versitet, at jeg-fortællerens default mode som totalt indkroget i sig selv blev udfor dret at den lysende Anna. At hun fattede interesse for den handlingslammede og selvovervurderende nørd var én ting; at hun også havde et forhold til en central skikkelse i kredsen af ”de unge vilde” ma lere på 1980’ernes kunst- og féscene, var noget andet og mindst lige så ud fordrende for jeg-for tællerens selvbillede og livssyn.

Hvorfor gi ver Anna sig hen til to mænd? Hvor for kan jeg-for tælleren hverken give eller modta ge? Hvad indebæ rer hengivelse til et andet menneske egentlig, og hvordan kommer den i stand?

Det er spørgsmål som disse, som den nogen-og-60-årige mand søger tilbage i erindringen for at finde svar på. Han er blevet forladt af den kvinde, han senere blev gift med, Eva, der fristede med bor gerlige rammer og et velordnet liv efter studietidens følelsesmæssige kaos, men som forlader ham, da han bliver syg. En dag møder han tilfældigt Anna igen efter 40 års adskillelse, og han får indblik i hendes historie. Hun har været gift med en tv-berømthed, der en overrislet nat har sex med en praktikant. Praktikanten bli ver fyret, livet går videre, men hun står se

nere frem med sin historie, som bringer tv-kongen til fald, mens MeToo-bølgen ruller. Noget er sket mellem kønnene i årenes løb, og tv-værten ved, som en anden Mr. Jones fra Bob Dylans berømte sang, ikke, hvad det er. Men gør vi andre det?

Grøndahl har sat sig for nysgerrigt at un dersøge de nye brudflader i køns- og iden titetsdebatten, og gennem sin hovedper sons overvejelser ser han fronterne fra fle re sider. Blandt meget andet er ”Fra i nat sover jeg på taget” en modig undersøgelse af en kønskamp på kogepunktet, og der skal nok være læsere, der synes, at han i romanformen går for tæt på virkelighe den. Anna Sechers detroniserede mand kunne meget nemt være modelleret over Jes Dorph-Petersen, ligesom den unge An

nas malerkæreste kunne være inspireret af kunstneren Claus Carstensen. Og da jegfortælleren omtaler sig selv som en, der i de førende kulturkredses opfattelse har placeret sig til højre for Djengis Khan, ja så kunne det være Grøndahl, der taler om sig selv.

Men alt dette er lige meget og på en må de let distraherende, for vi er i en roman, et opfundet univers, der er mesterligt or kestreret i opbygningen til det egentlige anliggende: hengivelse. Hengivelse til li vet og til det menneske, der pludselig står på din vej og gør alting nyt. ”Fra i nat so ver jeg på taget” (titlen er en linje fra et digt, der optræder i bogen) er litteratur til og om samtiden, men dens på samme tid smukke og letlæste sætninger rummer en tyngde, der peger hen mod det mere tidlø

Derhen, i det tid-løse, hvor vi lærer –

5 stjerner

Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget. 233 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.

”Fra

se.

ERINDRINGER FRA CELLE

DANMARKS POPULÆRE KRIMIPAR ER TILBAGE!

4. bind i krimiserien om Juncker. Han kommer på en sprængfarlig sag, da en eksplosion på et nordjysk kraftværk finder sted samme dag, som klimaministerens søn bliver fundet myrdet i København.

18

Et unikt kig ind bag kulissen, hvor Lars Findsen har håndteret politiske skandaler med store personlige konsekvenser og været med til at forsvare demokratiet. For første gang fortæller hovedpersonen, Lars Findsen, det, han kan, om sin historie, i en ærlig og personlig selvbiografi.

NY LOUISE RICK-KRIMI

En ældre mand findes død på den lille ø, Aarø, ved Haderslev. Louise Ricks efterforskning trækker tråde til Skanderborg, og inden længe er journalisten Camilla Lind personligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.

UDE 4. NOV.

STORE DRØMME OG HÅRDT SLID

En barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en håndværkerfamilie gennem de tre heftige årtier 60’erne, 70’erne og 80’erne. En historie om drømme, kærlighed, kriminalitet og almindelig mislykkethed.

MAGIEN ER TRUET

1911. På den lille Apollo-varieté er den blændende tryllekunstner Laurits teatrets store trækplaster. Den dygtige violinist Eva får ansættelse på teatreT, men med hendes entre i Apollos orkestergrav får hele teatret og ikke mindst Laurits et problem, der tilsyneladende virker uløseligt.

TANKEVÆKKENDE ORD

250 toneangivende stemmer giver en personlig fortolkning af 347 forskellige ord i tekster og visuelle værker. ORD er en hyldest til sproget, som det lever og ånder lige nu. Et billede på vores tid og de stemmer, der er med til at definere den.

ET FASCINERENDE STYKKE VERDENSHISTORIE

Tom Buk-Swienty levendegør den spektakulære fortælling om en række sønderjyders skæbne i Afrika under 1. Verdenskrig. Forklædt som sømænd blev 30 danske mænd i det tyske kejserriges tjeneste sendt på en hemmelig mission til den tyske koloni i Østafrika.

LÆKKER KOGEBOG FRA VALDEMARSRO

Med over 150 opskrifter på kager, desserter og is er dette grundbogen til det søde køkken. Alle de søde sager kan laves året rundt og med sæsonens råvarer, fra den første rabarber til citrusfrugter får fokus i vinterhalvåret. Desuden og ikke mindst er der mange chokoladelækre kager og desserter.

AF FORFATTEREN TIL ’ET LILLE LIV’

En tresporet og stor roman om Amerikas kontraster, en mesterligt orkestreret fortælling om vores behov for at beskytte dem, vi elsker, og den smerte vi føler, når vi ikke kan.

Frem til nutiden

Lone Aburas skriver stadig godt, men hendes nye frem tidsroman skuffer og holder ikke forfatterskabets ellers ret høje

niveau anmeldelse

Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk

En af de oplagte muligheder ved de romaner, der kaster sig ud i spekulative forestillinger om, hvordan fremtiden kommer til at forme sig, er, at de kan få os til at se på den verden, vi lever i nu og ofte tager for givet, i et nyt, fremmed og kritisk lys. Det gør de gerne ved at forlænge og fordreje tendenser i samtiden ud i fremti den for på den måde at holde et troldspejl op for vores selvforståelse og samfundsmodel. Herhjemme møder man blandt andet for men i så forskellige værker som Kaspar Col ling Nielsens velfærds- og finanskrisedystopi ”Den danske borgerkrig 2018-24” (2013), Charlotte Weitzes klimakatastroferoman ”Den afskyelige” (2016) og Olga Ravns ar bejdspladsroman fra det 22. århundrede ”De

ansatte” (2018). Til den liste, der i disse år heldigvis bliver længere og længere, kan vi nu tilføje Lone Aburas’ nye roman, den femte i rækken (dertil kommer to eminente engage rede digtbøger), hvori hun altså forlader den selvbevidste nutidsrealisme og humoristiskbidende samtidsskildring og -diagnose, som har præget forfatterskabet indtil nu, for i ste det at levere satiren med dystopiske fremtids briller på. Den tidsrejse er der ikke kommet noget ubetinget vellykket ud af.

Titlens ironi lover ellers godt: ”Den frie verden – en first world-tragedie”. Det samme gør vel egentlig romanens grundforestilling: et plutokrati, som befinder sig på ”en gigan tisk flydeponton gjort fast til kontinentets kappe med massive kæder og jernkættinger”. Her lever en række velhavere deres privilege rede, hykleriske, hyperkapitalistiske og indif ferente liv i store ”mansions” afskærmet fra verdens katastrofer og fattigdom. De dyrker yoga og pH-balancer, drikker alkalisk vand og spiser kød, selvom det selvfølgelig ikke længere er comme il faut. Ja, karikaturen og komikken er virkelig tyk.

I centrum af fortællingen står romanens unge fortæller, Loa, og hendes bedste ven, Silvio. En skæbnesvanger dag møder de den mystiske ”grænsekrydser” Esso, der kommer fra den fattige anden side, og som Silvio

En mytologisering af menneskeracens udpining af jorden

Rasmus Daubjergs anden roman, ”Trold”, er et vægtigt og interessant bidrag til den økokritiske litteratur, men læsningen forstyrres af romanens sproglige, hakkende rytme anmeldelse

Anne Skov Thomsen kultur@k.dk

Rasmus Daubjerg (født 1993) fik en flyvende debut som forfatter sidste år med den anmelderroste roman ”Rygtet”. Det var mikroforlaget Møllegades Boghandel, der udgav debuten, men nu er forfatteren kommet i stald hos Gutkind. Daugbjerg er da også en særpræget mytema ger, og man forstår, hvorfor det større forlag har lagt billet ind på forfatterskabet.

I ”Trold”, Daugbjergs anden roman, er vi i et førindustrialiseret samfund med en ene vældig konge. På hans bud skærer menne skene i jorden, i skoven og i dyrene med de res knive: med spyd og økser og plovskær.

I et af skovens sår syr en kjole sig selv: ”en kjole som selv var en tråd, der skulle binde menneskene og trolden sammen.” Kjolen slynger sig om trolden, og ”Trolden mærke de, hvad det var: en bøddelkjole.” Med bød delkjolen følger en pligt til at straffe menne skene og slå dem ihjel, når de gør skade på jorden og dyrene.

Rædslen breder sig blandt menneskene, som drives frem af kongens bydende hænder, der forlanger mønter, korn, kød og træ. Men vi hører også om en præst, som med smukke, opbyggelige ord i kirken opmuntrer menne skene til at fortsætte det hårde arbejde med udsigt til, at lyset venter i det hinsides.

”Verden er syg. Tro aldrig andet. Tro ikke, at kulden, der afmagrer jer, tro ikke, at tør ken, der brænder markerne, tro ikke, at de onde øjne i skoven er andet end en sygdom. I vil aldrig forstå, hvad det vil sige at være

menneske, hvis I forveksler sygdommen med livet. For livet er ikke i denne verden. Livet er i ham, i Herren Gud,” prædiker han. Man kan vanskeligt læse romanen som an det end en slags mytologisering af menneske racens udpining af jordens ressourcer og en tydeliggørelse af, at konsekvenserne af kli ma- og økokrisen mest af alt rammer dem, som i forvejen ikke har ret meget, mens ver dens konger kan skjule deres uro i sikkerhed bag slottets mure. Daugbjerg retter også en kritik mod kristendommen og lader blandt andet præsten citere skriftstedet: ”Bliv frugt bare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” Under forstået: Mennesket bruger religionen til at retfærdiggøre at drive rovdrift på jorden efter eget forgodtbefindende. Og hvis det virkelige liv alligevel venter i det hinsides, har menne sket bekvemt nok grønt lys til ikke at tage an svar for de selvskabte dårligdomme i det jor diske liv.

Sidstnævnte verdenssyn hører nok mere hjemme i barokken end i en nutidig kontekst, og i litterær henseende er Daugbjergs egen mytedigtning da også mindst lige så interes sant. Undervejs i romanen får vi nemlig en slags udvidet skabelsesberetning, som be skriver, hvordan først jorden og siden Gud opstod. I begyndelsen ligger ånden gemt i jorden, og det er først, da et menneske tigger og beder mulden om at frigive dens (livs) kræfter til ham, at Gud lokkes frem – af smi ger. Noget, som det skal vise sig, at Gud i det hele taget er til fals for. Således er Daugbjergs Gud skabt i menneskets billede og ikke om vendt, og dette spor i fortællingen bidrager med et klædeligt humoristisk lag til en dysto pisk roman domineret af pinsel og håbløs hed.

Sproget er langt hen ad vejen nøgternt, nø gent, nærmest primitivt. Det er korte sætnin ger stort set blottet for billedlige forsiringer. De metaforer, der faktisk er, er ofte faktiske, fysiske genstande eller fænomener, såsom troldens bøddelkjole og kongens allesteds nærværende hænder, og det virker næsten befriende, når læseren belønnes med disse litterære indslag. Der en mærkbar modstand

straks kaster sin ungdommelige kærlighed på. Men Esso forsvinder lige så hurtigt, som han kom, og så går jagten ind. De finder ham i ørkenen, hvor han som billig menneskelig arbejdskraft bygger nye bydele til de rige (hvem sagde Dubai og Qatar?), og betaler en svimlende sum for at løsrive ham fra kon trakten. Men herfra går tingene slet ikke bed re – og så har jeg vist ikke sagt for meget. Men selvom anslaget på den måde er interes sant nok, og selvom Aburas som sædvanligt skriver forfriskende let og ligetil, så bliver bo gen aldrig for alvor medrivende eller påtræn gende. Det skyldes ikke bare, at forfatteren –særligt i første del – som en overivrig og lidt for uoriginal rekvisitør på jagt efter det (frem) tidstypiske har tømt nederste hylde for let købt fremtids-scenografi: nedfrysning af mennesker på jagt efter det evige liv, et påstå et nyt sprog (som vi ærgerligt nok ikke får ek sempler på, så langt rakte hittepåsomheden ikke), droner, en ny møntfod, kryptovaluta, lær-at-lave-dit-eget-hologram-fag i skolen, kolonisering af Mars, organhandel, klasse kamp og en smule klimakrise.

Det skyldes også, at personerne er for fla de, skematiske og fastlåste i deres roller i den lige så flade verden, de er en del af. Esso åb ner rigtignok en sprække til en anden ver den, men hans fortælling og baggrund forbli

Mød Lone Aburas på Bogforum 2022

Fredag den 4. november: Gyldendals stand.

ver underligt ufortalt. Han er, ligesom alle de andre i øvrigt, i højere grad en brik i et forud sigeligt tragikomisk brætspil om, hvem der inde og ude, end han er en udfoldet og nuan ceret karakter.

Det er der måske en pointe i, men resultatet er, at romanens kritiske brod rettet mod det hyperkapitalistiske og neoliberale samfunds uretfærdigheder simpelthen bliver så sløv, at selv den mest overbeviste ikke mærker stik ket fra prædikenen. Lyset fra fremtiden skæ rer ikke rigtigt i nutidens øjne.  J

3 stjerner

Lone Aburas: Den frie verden – En first worldtragedie. 184 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

i teksten i kraft af dens ophobning af hoved sætninger. Uden ret mange ledsætninger til at give et naturligt hierarki i syntaksen og en flydende sproglig rytme standser man hele ti den op og må hakke sig igennem romanen. Den modsiger sig at blive alt for behagelig at læse, hvad der selvfølgelig er helt i tråd med indholdet. Ikke desto mindre virker det for styrrende for læsningen på en ufrugtbar må de, og det er en skam, for ”Trold” er en for tælling af de sjældne og et vægtigt bidrag til den økokritiske litteratur. J

4 stjerner

Rasmus Daubjerg: Trold. 128 sider. 199,95 kroner. Gutkind.

0 Sproget er langt hen ad vejen nøgternt, nøgent, nær mest primitivt i Rasmus Daubjergs anden roman, ”Trold” Daubjerg er født i 1993 og debuterede med bogen ”Rygtet” i 2021. – Foto: Lea Meilandt.

Mød Rasmus Daugbjergpå Bogforum 2022:

Lørdag den 5. november:Gutkind Forlags stand.Søndag den 6. november:Ny Scene.

Vreden mod københavnernes kultur er vokset

Splittelsen mellem provins og hovedstad, mellem folke kultur og finkultur, gennem syrer Erling Jepsens liv, forfatterskab og nye bog, ”Vindueskiggeren”.

interview

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Hvad skaber et menneske? At få indblik i andre, mere sofisti kerede menneskers verden eller ligefrem at blive lukket ind i den? Kan et ungt menneske fra en lille by i Sønderjylland blive et bedre menneske af at sende et skuespil ind til Det Kongelige Teater langt borte i København og få et afslag, men ledsaget af en ros: ”Du skri ver en god replik”?

For forfatteren Erling Jepsen er svaret, at hans liv og  forfatterskab har været én lang splittelse mellem den underklasse i sønderjy ske Gram, han er rundet af, og det Kultur-Kø benhavn, han gennem sit 66-årige liv er ste get op til, ikke mindst takket være sin evne til at skrive replikker.

”De fem ord, ’Du skriver en god replik’, har haft umådelig betydning i mit liv. Det er utro ligt, at så lidt kunne gøre så meget for mig. Sceneinstruktøren Carlo M. Pedersen behø vede slet ikke skrive de ord til mig, han kun ne bare have afslået, men han huskede at på pege det gode,” siger Erling Jepsen.   Brevvekslingen mellem den unge forfatter spire og Det Kongelige Teater fandt sted i 1976 og indgår i Erling Jepsens nye bog, ”Vin dueskiggeren”, som er den fjerde roman i en serie med fællestitlen ”Familiehemmelighe der”.

Et sted i grænsestridighederne mellem fan tasi og fiktion fortæller bogen om en ung og ambitiøs, men socialt akavet mand ved navn Erling Jepsen. Om hans forsøg på at få ind blik i og stige op til de finere sociale og kultu relle lag og at bruge sin indsigt til at lykkes som kunstner. Det sker gennem et kæreste forhold med overklassepigen Suzanne, som er flyttet fra København til Haderslev, hvor hendes far har en lederstilling. Faderen er velhavende, dannet og har gode forbindelser, men viser sig at have moralske lig i lasten.  ”Historien afspejler, at jeg med mig i livet har en stor trang til social oprejsning. At blive en del af det gode selskab, som jeg så lidt ef

ter lidt finder ud af ikke altid er så godt alli gevel,” forklarer forfatteren, som helt bevidst bruger bogprojektet ”Familiehemmelighe der”, der er planlagt til i alt seks eller syv bø ger, til at prøve at blive klogere på sit eget liv.

80 procent sandt

I bogen indleder Erling Jepsen et forhold, ik ke bare til Suzanne, men til hele familien. Han bliver lektiehjælp for den oprørslystne lillebror, og han prøver senere at hjælpe Su zannes endnu mere oprørske mormor og morfar, som kæmper med livet som ind sats for ikke at blive sendt på pleje hjem.

Ikke alt lykkes for den un ge mand, faktisk går meget galt, og mange af hans løg nehistorier bliver afsløret, men midt i det hele debute rer han som dramatiker med et radiospil inspireret af kære stens bedsteforældre. Radio spillet blev skrevet i virkelighe den af den unge Erling Jepsen, men spørgsmålet er, hvor meget af historien, den ældre Erling Jepsen har fundet på her 45-46 år senere?

MødErlingJepsenpå Bogforum2022

mange år at forstå, at jeg godt kunne skrive om Gram,” fortæller Erling Jepsen, der be gyndte at omsætte sin barske sønderjyske ungdom til litteratur i sin første roman ”In gen grund til overdramatisering” fra 1999.      På den måde består forfatterskabet af først cirka 20 år, hvor den unge sønder jyde skrev dramatik om hovedsta den, fulgt af cirka 20 år hvor han fra sin bopæl i København har skrevet romaner om Sønderjyl land.

Fredag den 4. november: Gyldendals stand.

”Gram er noget, jeg helst la der fylde i hovedet. Jeg er ik ke meget for at tage derover. I Gram er man meget hårde over for københavnere, og mange synes, jeg går for tæt på dem i mine bø ger. Jeg har godt nok byttet rundt på navne ne, men som de siger på sønderjysk: ’Vi kan nok bytte tilbach’,” siger Erling Jepsen.

til, at vi også skal have på dansk grund. De jyske hævnere kommer!”, siger Erling Jepsen. Hans pointe er, at selvom der er forskelle mellem landsdelene, så er der også politiske kræfter, som kan have interesse i at tegne dem skarpere op, end de er. Det er jo ikke så dan, at alle i Gram og andre provinsbyer er til såkaldt folkelig kultur, mens alle københav nere er til finkultur. Erling Jepsens egen mor havde ingen høj uddannelse, men havde ab solut gehør og videregav en interesse for mu sik til ham. Han kendte måske ikke så man ge, der interesserede sig lige så meget for tea ter som han selv, men Haderslev har et teater, Møllen, som lokalsamfundet har stor gavn af.

”Hvis man gerne vil støtte kulturen i pro vinsen, skal man ikke gøre det ved at angribe kulturen i hovedstaden, men heller ikke ved at flytte alt muligt ud fra hovedstaden til det øvrige land. Man skulle hellere dyrke det op, som allerede findes og trives i provinsen,” si ger Erling Jepsen.

Træk på hovedstolen

”Nogle gange har jeg også selv svært ved at skelne det ene fra det andet. Jeg har altid gå et i en fantasiverden. Men alt i alt siger jeg, at 80 procent af det, der sker i bøgerne, er sandt,” siger Erling Jepsen.

Alle livets udkanter

Han citerer den argentinske forfatter Jorge Luis Borges for at have sagt: ”Kilden til even tyret og fantasien finder man i udkanten af ens barndoms område.”  Derfor kommer ungdomsårene til at fylde i hans erindrings serie.

”Når man skriver ud fra sit liv, skal man ik ke gå for hurtigt frem i de følsomme år op til den alder, hvor man affinder sig med verden, og livet bliver en gentagelse,” siger Erling Jepsen.

”Vindueskiggeren” beskriver en dansk vir kelighed i 1970’erne, hvor alt det fine og sofi stikerede synes at udgå fra København, mens Haderslev og især Gram lider af mindre værdskomplekser. Erling Jepsen vokser op i et miljø, hvor hans interesse for teater og klassisk musik betragtes som mærkelig, og i en tid, hvor provinsen og underklassen er temmelig fraværende i det, der betragtes som den bedste kultur.

”Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg også om borgerskabet. Det skulle man. Jeg blev endda kaldt ’den nye Panduro’. Det tog mig

Vreden i provinsen

I det hele taget oplever forfatteren, at den kulturelle afstand mellem hovedstad og pro vins er vokset siden 1970’erne.

”Der er kommet en større vrede i provinsen rettet mod København. Det er ligesom Do nald Trumps oprør mod kultureliten i USA, som politikere som Inger Støjberg opildner

Erling Jepsen

Født i 1956 i Gram, Sønderjylland. Gymnasieelev på Haderslev Katedralskole. Student fra Aarhus Akademi 1975. Bor i København.

Forfatterdebut i 1977 med radiospillet ”Kiks med kniv og gaffel”. I en årrække husdramati ker på Aarhus Teater. Roman-debut med ”Ingen grund til overdramatisering” (1999), fulgt af ”Kunsten at græde i kor” (2002) og ”Frygtelig lykkelig” (2004).

I serien ”Familie-hemmeligheder” er udkom met ”Gramhavet” (2016), ”Hjemmefra” (2019), ”Skolekomedie” (2021) samt ”Vindueskiggeren”, som udkom 6. oktober på forlaget Gyldendal.

En vigtig hjælper for Erling Jepsen selv var hans dansklærer i skolen, fru Eriksen, som fik udvirket, at han skulle gå i gymnasiet i Haderslev frem for i Ribe. Det betød, at han måtte flytte hjemmefra, fordi busforbindel sen fra Gram var for dårlig, hvilket igen be tød, at han slap væk fra sin far.

En anden hjælper var den musiklærer i gymnasiet, som mærkede hans interesse for klassisk musik og gav ham muligheden for at skrive en musical som gymnasiets skoleko medie. Og en tredje hjælper var den allerede nævnte Carlo M. Pedersen ovre i København med de fem venlige og livsforandrende ord om hans talent for replikskrivning:

”Da jeg læste de ord, gav jeg mig til at skri ve radiodramatik, fordi der vidste jeg, at jeg kunne bruge min force, replikken,” siger Er ling Jepsen.

Et citat fra den afdøde danske digter Per Højholt handler om, at man som forfatter skal være varsom med at ”tage af hovedsto len”, det vil sige bruge sit eget liv direkte i si ne bøger. Tanken er, at man som forfatter mi ster noget uerstatteligt, hver gang man gør det. Som nævnt kan hele Erling Jepsens 20-årige romanforfatterskab læses som ét stort træk på hovedstolen, men selv kan han ikke se, at det er et problem:

”Jeg oplever ikke, at min hovedstol tynder ud, bare fordi jeg bruger løs af den. Hvad kan der egentlig ske? Indtil videre er der stadig en masse at fortælle ud fra mit eget liv, og jeg har det udmærket med, at jeg har valgt at te stamentere mit liv til litteraturen.” J

0 Forfatteren Erling Jepsen er ikke bange for at inddrage sit eget liv i sine romaner. – Foto: Leif Tuxen.

Nedstigning til Hel

Andet bind af AnneMarie Vedsø Olesens trilogi ”Vølvens vej”, der har fået titlen ”Misteltenen”, er både nervepirrende og medrivende. Men menneskenes territo rie føles for begrænset anmeldelse

Damián Arguimbau kultur@k.dk

Anne-Marie Vedsø Olesen fik med ”Snehild”, det første bind af ”Vølvens vej”, skabt en kæmpe succes. Bogen får den nordiske mytologi til at opleves som levende og ægte i jernalderfortællingen om pigen Snehild, hvis jordemoder er den kvin delige jernjætte Hyrrokin. Også de tre Norner er til stede ved fødslen og lader læseren vide, at selveste Odin er Sne hilds far. Snehild må derfor utvivlsomt blive en stærk vølve, som var en kvinde, der kunne se ind i fortiden, nutiden og fremtiden, men kunne også, som en shaman, rejse ind i ånderiget, hvor hun kunne tale med guderne. Snehild har dog en konkurrent i byens magtliderlige ypperpræstin de Ragnhild, som alle rede i trilogiens før ste bind forsøger at dræbe først hendes mor og så Snehild selv.

hvorfra hun kan nedstige til dødsriget Hel for at opnå tilstrækkelig viden om runemagi, så hun kan helbrede sig selv.

Festmåltid med herskerinden

I Hel må hun kæmpe mod den nærmest uovervindelige drage Nidhug og slutte ligt spise festmiddag med dødsrigets magtfulde herskerinde. Alt dette sker samtidigt med, at den af alle elskede gud Balder ankommer til dødsriget. Det er naturligvis den svigefulde Loke, der er skyld i hans død. Det antydes, at Lo ke og Snehild ligner hinanden lidt, for også hun skaber rænker i sit kongerige i Midgård, Himlinge. Balders død og Lokes svig er et varsel om Ragnarok, og Snehild begynder at få syner, der må ske betyder, at hendes egen rolle i Mid gård kan medføre en undergang for Himlinge og menneskerne. Parallelite ten mellem den guddommelige ragna rok og Snehilds syner er næppe tilfæl dige, og jeg gætter på, at næste bind i høj grad vil kredse om dette tema.

MødAnne-MarieVedsø OlesenpåBogforum2022

Fredagden4.november: LindhardtogRinghofForlags standogpåLitteraturscenen. Søndagden6.november: LindhardtogRinghofForlags stand

For den første roman modtog forfatteren i juni DR Romanprisen, og forla get fortæller, at ”Snehild” nu er blevet solgt til en kom mende filmatisering. Det for står man godt, for ”Vølvens vej” rammer plet ind i en tid, hvor bå de fantasy og den nordiske mytolo gi, som bogen udgør et mix af, er blevet en af de mest indbringende genrer overhovedet (båret af serier som ”Game of Thrones”, ”Ringenes Herre”, ”Wheel of Time”, ”Vikings” og mange andre). Samtidigt er ”Vølvens vej” en stærk re præsentant for en ny trend, hvor det er de stærke kvinder, der er i centrum for fortællingerne.

Sex som ekstra våben i arsenalet Godt nok finder vi i bøgerne magtfulde mænd, men deres maskuline råstyrke kan ikke stille meget op mod kvinder nes langt dybere, lidt diffust urkrafts baserede styrke. Dertil har de ovenikø bet en evne, der er Loke værdig, til at spinde intriger, om nødvendigt mod hinanden. Kvinderne overgår langt mændene intellektuelt og forstår end videre at bruge deres forførelseskunst til at få mændene til at bøje sig for de res vilje. Sex er blot et ekstra våben i ar senalet. Kærlighed er en luksus, som der simpelthen ikke er plads til i et så hierarkisk og praktisk anlagt samfund.

Forfatteren har i andet bind i serien, ”Misteltenen”, Balders død og Odins selvofring som omdrejningspunkt. Odins selvofring hentyder til, at Odin lod sig pine gennem ni dage, så han fik evnen til udøve runemagi, så han kan lave besværgelser med runer. Det sam me sker i ”Misteltenen”, hvor hoved personen Snehild af sin svorne mod stander, Ragnhild, udsættes for en dræbende runeforbandelse. Døden nær må Snehild flygte fra byen Himlin ge, indtil hun kommer til den grotte,

Styrken i Vedsø Olesens historie er, at hun får levendegjort asaguderne for os. De nordiske guder, jætter og dværge får liv og personlighed i et stærkt sprog, der blander drøm og virkelighed så sømløst, at man ikke på noget tids punkt tvivler på handlingen. Man gri bes fra første side og sluger indholdet gen er nervepirrende og medrivende. Sammen lignet med Asgårds og Udgårds guder og væsner virker Mid gård dog småt. By en Himlinge, som handlingen har som omdrej ningspunkt, virker også lille, som samfund den gang jo typisk ganske vist også var, og man hører i romanen kun om to andre byer, røverens Gisles by og nabobyen Alflev, der lig ger et par dages ridt derfra.

Misforholdet mellem den overnatur lige kæmpeverden, som Vedsø Olesen trækker frem, og så menneskenes ret så begrænsede territorium generede mig lidt under læsningen.

Det er, som om horisonten er for smal her, og jeg savner blandt andet havet, skibe og handel i historien. Der må væ re andre mennesker, andre konger, yp perpræstinder og vølver til i Midgård, som Snehild kan møde og interagere med. Men retfærdigvis skal det siges, at det at begrænse menneskernes verden samtidig giver forfatteren magten til at lade Snehild og andre bipersoner ube sværet drage gennem asatroens mytolo giske verden og gøre denne ægte og nærværende, hvilket ville være mere vanskeligt, skulle jordklodens vælde være mere fremtrædende. Og indrøm met: Det er trods alt gudernes verden og ikke mindst Snehilds spirituelle opvåg nen, vi helst vil høre om i ”Vølvens vej”.

J

5 stjerner

Anne-Marie

Vedsø Olesen: Misteltenen. Vølvens vej 2. 408 sider. 299,95 kro ner. Lindhardt og Ringhof.

titlen ”Misteltenen” – Foto: Katrine Gøth.

Litteraturen vælter ud fra et sted midt i kvindelivet

En bølge af bøger om kvindeliv og erindring har ramt hylderne i boghande len. MeToo har banet vej for mere nuancerede litterære kvindebilleder, lyder det fra iagttagere baggrund

Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

De er poetiske og følsomme, barske og galgenhumoristiske:

”At opløse en families hjem er som at ødelægge et ur,” skriver eksempelvis den 62 årige britisk australske forfatter Debo rah Levy i ”Livets omkostninger”, anden del af hendes ”levende selvbiografi”, der i august udkom på dansk.

Og:

”Jeg er en transvestit,” skriver nu 55 åri ge Rachel Cusk i ”Efterskælv”, der udkom på dansk sidste år, om at være kvinde og føle sig som manden i et ægteskab.

Sådan er stilen i en række nyere erindringsbøger af midaldrende kvindeli ge forfattere, hvoraf Deborah Levy og Ra chel Cusk blot er to.

Franske Annie Ernaux, årets modtager af Nobelprisen i litteratur, skriver på lig nende vis højlitterære erindringer fra et sted midt i kvindelivet. Norsk amerikan ske Siri Hustvedt har i år udgivet es saysamlingen ”Mødre, fædre og andre”, der også bygger på personlige erindringer og refleksioner over hendes rolle som kunstner og kvinde i en mandsdomineret verden. Og norske Linn Ullmann er aktu el med romanen ”Pige, 1983”, der bygger på en moden kvindes erindringer om et seksuelt forhold, hun som mindreårig havde til en ældre mand. Noget, Ullmann i interviews har fortalt, er selvoplevet.

Også herhjemme øjnes en bølge af erin dringsbøger fra vægtige kvindelige forfat tere. I hvert fald er Ida Jessen aktuel med essaysamlingen ”Endnu en bog, jeg al drig skrev”, der ifølge hende selv er ”det tætteste, jeg kommer på at skrive en selv biografi”.

Noget, der skal belyses

Det amerikanske magasin The New Yor ker har kaldt denne type bøger for ”coming of middle age” – altså en slags dannelsesfortællinger, der udspiller sig midt i livet, frem for i ungdommen, som vi kender det.

Hovedpersonerne – der ofte er forfatter ne selv – er som regel på vej mod et nyt sted i tilværelsen, for eksempel efter en skilsmisse. Men det lader sig ikke gøre uden en grundig behandling af fortiden og af kvindelivets mange kasketter: dat ter, hustru, mor, elskerinde, og, for en forfatters vedkommende, kunstner.

Stefan Kjerkegaard, lektor i litteratur ved Aarhus Universitet, påpeger, at kvin delige forfattere selvfølgelig har skrevet nært om eget liv og forfatterliv før nu. Men at der kommer så mange selvbiogra fiske bøger fra kvindelige forfattere lige for tiden er alligevel markant, siger han og peger på to årsager:

”Den ene er en selvbiografisk bølge i lit teraturen. Den har vind i sejlene og aner kendes i høj grad som litteratur. Temaer, man før har tænkt var for tynde og ikke fi ne eller litterære nok, bliver anerkendt nu.”

”Det andet er jo, at der er alt for mange

mænd i litteraturhistorien. Og mænd, hvis problemer, vi har hørt meget om. Dannelsesromaner handler stort set altid om mænd. Selvom vi har været gennem 1970’erne, hvor kvinderne fik mere plads, er der stadig temaer, som er uudforskede i et eller andet omfang. Der er stadig no get, der skal belyses,” siger Stefan Kjerke gaard.

Bølgen behøver ikke at havde sammen hæng med det faktum, at forfatterne er kvinder, siger han, men at der slet og ret er områder, litteratu ren ikke har haft fat i endnu.

”Det er temaer som graviditet, fødsel og moderskab. Ikke at kunne blive gravid. El ler at få en illegal abort. Det handler om, at der er nogle er faringsrum, der ikke er blevet beskrevet før, og som mangler at blive skildret.”

Et lille allesteds nærværende ord run ger i baghovedet og presser sig på som et spørgsmål. Er det på grund af MeToo bøl gen, at det vælter ud med disse bøger? Man kommer nok ikke udenom en vis betyd ning, mener Stefan Kjerkegaard.

MeToo vender vi tilbage til. Først et hi storisk tilbageblik på nogle af ”formødre ne” til de erindringsbøger, der udkommer i disse år.

Førnævnte Tove Ditlevsens (1917 76) memoirer ”Barndom”, Ungdom” og ”Gift” fra 1970’erne, der i de senere år er blevet oversat og hyldet i udlandet, er af avisen New York Times udråbt som modige og usentimentale, et blik ind i et kvindesind, der har prøvet lidt af hvert.

Vi først og frem mest at gøre med en række rigtig gode forfattere, der reflekterer over, hvad det vil sige at skrive og gøre sig erfaringer med det litterære liv. Og det er noget, der interesserer mange læsere.

MARIE MAI, PROFESSOR I LITTERATUR VED SYDDANSK UNIVERSITET

”Det er jo noget med at insistere på, at bestemte kvindelige er faringer er lige så værdifulde som andre erfaringer. Og så igen, man kan kalde det kvindelige erfaringsområder, men man kunne jo også kalde det menneskelige er faringsområder, der afsøges. Der er et ar bejde, der bliver gjort i disse år for at få he le paletten med.”

Norsk danske Amalie Skrams (1846 1905) romaner fra sidst i 1800 tallet kan siges at være et andet, tidligere, bud; I ”Pro fessor Hieronimus” fra 1895 møder vi eksem pelvis kunstmaleren Else Kant, gift med Knut og mor til Tage. Hun kæmper med psy kisk sygdom, men og så med at få lov til at male og blive hørt, bå de derhjemme og på det sindssygehospital, hun indlægges på, hvor mændene i dén grad bestemmer. Denne sommer ud kom også på dansk den franske filosof Si mone de Beauvoirs (1908 86) ”En velop dragen ung piges erin dringer” (oprindeligt skrevet i 1958) om hendes kamp for at fri gøre sig fra familien og samfundets for ventninger.

En anden klassiker er britiske Virginia Woolfs (1882 1941) ”Sit eget værelse”. I bogen, der egentlig er tekster skrevet til en forelæsning, Woolf holdt på universi tetet i Cambridge i 1928, argumenterer hun for, at man for at skrive som kvinde

Anne Marie Mai, professor i litteratur ved Syddansk Universitet, ser netop det aspekt som centralt i bølgen af nyere lit terære erindringsbøger skrevet af midald rende kvinder. Hun mener ikke, bøgernes ærinde udelukkende er noget, der har med køn at gøre.

”For mig at se har vi først og fremmest at gøre med en række rigtig gode forfatte re, der reflekterer over, hvad det vil sige at skrive og gøre sig erfaringer med det litterære liv. Og det er noget, der interes serer mange læsere. Noget af det første, der kommer op til forfatterarrangemen ter, har jeg bemærket, er ofte spørgsmål som: ’Hvordan har du arbejdet med stof fet? Hvordan gik du frem?’,” siger hun. Det er generelt ”oppe i tiden” med bø ger om at skrive, og også mandlige forfat tere, eksempelvis norske Karl Ove Knaus gård, har udgivet bøger om det for nylig. Men, påpeger Anne Marie Mai, i erin dringsbøgerne fra kvinderne hænger det at tage en identitet som forfatter på sig ganske meget sammen med det at være kvinde og de erfaringer, man gør sig med dét køn:

”Det er det oplevede, konkrete liv. Og i det er der også oplevelser med at være kvinde i en litterær kultur, der er domine ret af mænd. Der er en optagethed af for holdene for at skrive, når man er kvinde, men det er ikke for at bringe konkrete sa ger frem i lyset. Det er mere en eftertan ke,” siger hun.

På den måde fungerer bølgen som et blidere indspark i en MeToo tid, hvor be skyldningerne ellers flyver, mener Anne Marie Mai. Hun er i øjeblikket i gang med at læse Linn Ullmanns ”Pige, 1983”, der udkom i august. Her er hovedpersonen netop en midaldrende kvinde, der er nået til et punkt i sit liv, hvor hun er nødt til at tage sine oplevelser som ung kvinde al

må have ”a room of one’s own” – sit eget værelse, både i konkret og metafysisk forstand.

”

ANNE

4 Fra venstre ses: Deborah Levy, Rachel Cusk, Annie Ernaux, Ida Jessen og Linn Ullmann.

– Fotocollage: Ritzau Scanpix/Ole Munch.

vorligt og ikke pakke det væk, for el lers kan hun ikke komme videre i sit liv.

”Det, litteraturen kan, er jo at stille spørgsmål uden nødvendigvis at give svar. Linn Ullmann fortæller en skræm mende historie og peger på kritisable forhold, men ikke med henblik på at rejse nogen anklager. Det er skrevet for at få os til at tænke selv. Hvad har vi som kvinder – og mænd – oplevet i vo res egen historie? Hvordan har vi ople vet nogle begivenheder forskelligt?”

Årene giver indsigt

Da litteraturfestivalen Louisiana Lite rature løb af stablen den 18-21. august i Humlebæk nord for København, var det med besøg af blandt andre Linn Ullmann og Deborah Levy. Her lagde forfatter, forlægger og kulturskribent på Femina, 29-årige Johanne Bille, ve jen forbi. I januar i år udkom hendes egen ”Når mænd forlader mig”, som er inspireret af de noget ældre forbilleder, og deres måde at sammenblande essa yistik, erindring og fiktion.

”Det er så syleskarpt og elegant, når de skriver om de store og smertefulde ting i menneskelivet,” siger hun.

Johanne Bille vægrer sig lidt ved at skulle hæfte sig ved forfatternes køn:

”Ville man undre sig over, at der var mange midaldrende mænd, der skrev erindringsbøger”, spørger hun retorisk.

”Men samtidig er det nok rigtigt, at der er en bølge i litteraturen, hvor der kommer mangefacetterede bud på, hvad det vil sige at være kvinde. Der synes jeg, det er tydeligt, at forlagene løfter et stort arbejde med at få oversat nogle af disse forfattere og dermed få dem bragt med ind i samtalen om må der at være kvinde på,” siger Johanne Bille.

Rikke Viemose er en anden dansk forfatter, der skriver en lignende ”litte

rær essayistik”, som hun selv kalder det, og hendes egen ”Nu taler jeg. Et brev til min datter,” udkom i foråret.

Heller ikke hun tror, det er noget til fælde, at der er stor fokus på forfattere, der skriver i krydsfeltet mellem kvin deliv og erindring lige nu. I hendes egen læseklub er de i øvrigt i gang med Virginia Woolfs ”Sit eget værelse”

”Mange af den slags bøger er gen nem tiden lidt nedladende blevet kaldt for ‘kvindelitteratur’. Flere af dem er skrevet for en del år siden, men først oversat til dansk nu. Tiderne er skiftet, blandt andet på grund af Metoo, og nu ser vi, de får den plads i litteraturen, de fortjener. De bliver oversat og læst –også af unge – fordi de vækker gen klang i tiden,” siger hun.

Rikke Viemose, der selv er 52 år, glæder sig over, hvor mange unge læ sere, bøgerne har. At midaldrende kvinders erfaringer rammer læsere i alle aldre. Det hænger sammen med, at mange af disse kvinders erfaringer stadig er aktuelle i dag, mener hun:

”Annie Ernaux skriver for eksempel om den illegale abort, hun fik i 1960’erne, og skriver om det med en moden kvindes blik på det. Hendes overvejelser omkring den erfaring til fører en ekstra dimension til teksten, men også til den diskussion, vi i dag har om abort,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror, det betyder meget, at de har en afstand til det, de skriver om. Jeg kan tale for mig selv, men også se, hvad det gør for de forfatteres tekster: De har erfaringen og de levede liv, der ligger imellem. Det er et andet jeg, en anden position, de skriver fra. De re flekterer over, hvem de var dengang, og hvorfor de er blevet, som de er nu.

Jeg er selv blevet bevidst om nogle ting med tiden, som jeg ikke vidste, da jeg oplevede det. Det overblik er no get, kun årene og livet kan give én.” J

Hvad vil det sige at være til?

Pernille Abd-El Dayem lægger en ny alen til sit i forvejen stærke forfatter skab med sine noveller om de bånd, vi både knytter til og bryder med andre mennesker

anmeldelse

Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk

Det virker på mange må der oplagt, at Pernille Abd-El Dayem (født 1985) med sin tred je udgivelse kaster sig over novellegen ren. I hvert fald var de to foregående virkelig fremragende bøger, kortroma nen ”Inden for revet” (2015) og den lidt længere roman ”June” (2018), kende tegnet ved i høj grad at nedtone de sto re handlingsforløb til fordel for små koncentrerede scener og poetiske tab leauer, der også – og måske endnu bed re – kunne gøre sig godt i kortere for mater.

Paradoksalt nok har Abd-El Dayem i ”Omsorgsdage”, som hendes novelle samling, der udkom i august, hedder, faktisk skruet op for fortælleevnen og styrket de enkelte sceners og karakte rers hængselsled og dermed lagt en, vi ser det sig, klædelig alen til forfatter skabet, hvor man heldigvis stadig gen finder det uforlignelige talent for at fremkalde og fremstille tilværelsen i en præcis sanselig og rytmisk prosa.

Læs som eksempel bare den smukke indledning til den lettere gådefulde og (ukarakteristisk) dramatiske ”Hundene i Aix”, den første af de i alt seks novel ler:

”Hvis jeg havde været en mand, ville mit skæg have været tæt, den eftermid dag jeg ankom. Jeg følte mig i hvert fald smuk. Og det sene lys var som lovet me get særligt, appelsiner og efterårsblade

stjerner

fordampet til skær, og i det skulle jeg leve lidt, forhåbentlig selv som et slags skær, en lethed der startede omkring kindbenene”.

Eller se lige denne både overrasken de og indtagende billeddannelse i be gyndelsen på den fjerde novelle, ”He ge”:

”Jacky står bøjet over køkkenvasken nu. Der er pludselig et knæk i hende. Det er ved at blive forår. Æbleblomster ne driver, svæver snart forbi derude igen, som spredte gazeller på savan nen. Foråret Hege blev født kunne dét virkelig få mælken til at løbe. Synet af de svævende blomster og deres duft, men også at Jacky sammenlignede dem med gazeller. Noget der mindede om noget andet, i det hele taget, fik hendes bryster til at spændes, et fiskeskelet i et nedfaldent hullet blad”.

De to noveller har i øvrigt begge kvin den Jacky som omdrejningspunkt, blot indfanget i to forskellige livsstadier (henholdsvis som ung studerende i Provence og som alenemor til et barn,

godt tænkt og velgjort greb, at novelle samlingens form på den måde under bygger novellernes belysning af men neskelige relationer og familiebånd el ler mangel på samme (som Abd-El Da yem også har undersøgt tidligere) ved novelle for novelle at lade karakterer nes historier og perspektiv på verden møde hinanden.

Dertil kommer, at Abd-El Dayem ikke bare er en af ny dansk litteraturs frem meste og mest bemærkelsesværdige sti lister, men også formår at omsætte det til rige og mangetydige portrætter, der gør os klogere på, hvad det vil sige at være til.

Det er noveller, der handler om at væ re ensom blandt mennesker og om at søge intimitet og omsorg hos andre, men ikke få den, eller omvendt opleve omsorgen som noget, der river en i styk ker. Det er noveller om, hvordan man finder sin plads i livet, og om hvordan man rummer en kærlighed og ømhed, man ikke kan folde pænt sammen i sig, som der rammende står et sted. Og så er

ligt og særegent bidrag til den bølge af moder- og forældreskabslitteratur, der har ramt den danske litteratur de sene re år.

Der er med andre ord ingen und skyldning for ikke straks at få fat i den ne på alle måder fremragende bog, der uden tvivl vil give dig en af årets bedste læseoplevelser. J

Abd-El Dayem er ikke bare en af ny dansk litteraturs fremmeste og mest bemærkelsesværdige stilister, men formår også at omsætte det til rige og mangetydige portrætter, der gør os klogere på, hvad det vil sige at være til.

Lørdag den 5. november: Gyldendals stand.

3 37-årige Pernille Abd-El Dayem er ikke bare en af ny dansk litteraturs frem meste og mest bemærkelsesværdi ge stilister, men formår også at skildre rige og mangetydige portrætter, der gør os klo gere på, hvad det vil sige at være til, skriver anmelder Martin Rohr Gregersen.

– Foto: Sigrún Gudbrandsdóttir.

Mød Pernille Abd-El Dayem på Bogforum 2022

Vold uden grænser

Rachel Röst har skrevet en fin og indsigtsfuld roman om brutal partnervold og de psykologiske

Svend Skriver kultur@k.dk

”Min far er et monster, og alle syntes, at han var fantastisk.” Replikken falder et stykke inde i Rachel Rösts roman om kvinden Gry Wilson, der ud kom i august. Ordene giver et koncist indtryk af hovedpersonens turbulente barndom. Hendes familie opretholdt en pæn social facade, der dækkede over en modbydelig virkelighed: Hendes far mis handlede hendes mor fysisk og psykisk. Partnervolden antog tilnærmelsesvis karak ter af tortur.

Romanen er fortalt i 20 små kapitler, der veksler mellem to spor. Først udfoldes et for løb af nutiden, det vil sige den nutidige for tællesituation, så en bid af fortiden i form af et flashback til en scene eller et kort forløb fra Grys barndom. Når man læser sig igen nem værket, bliver man derfor vidne til en trinvis udfoldelse af to parallelle handlings forløb, der spejler hinanden på perspektivrig vis. Det er fint og meget overbevisende for talt. Den episke struktur er enkelt og elegant udført.

I nutiden har Gry overtaget. I hvert fald til syneladende. Hun er først i 40’erne og chef for Psykiatrifonden. Udadtil fremstår hun som en succes. På de indre linjer ser situatio nen anderledes ud. Hun er ikke i et fast for hold, selvom hun gerne ville være det. Hun er ikke i stand til at mønstre den følelsesmæssi ge nærhed til et andet menneske, som et par

forhold kræver. I stedet har hun mange skiftende mænd. Sam tidig er hendes relation til den nærmeste fa milie vanskelig. Gry vil gerne dykke ned i for tiden. Hun vil gerne forstå, hvad der skete i familien, før hendes far og mor blev skilt. Hendes mor og storebror ønsker derimod at fortrænge de traumatiske fortidige begiven heder. Det skaber en del trakasserier på den familiære front, der i forvejen er vanskelig, fordi Grys aldrende mor, der er stærkt medta get af den vold, hun tidligere blev udsat for, er endt på bunden af samfundet. Hun er fat tig, usoigneret og psykisk syg.

Alt i det fortalte forløb er set og sanset fra Grys perspektiv. Det er hendes fortælling. Det er hendes bevidsthed, som er i spil. Og i den forbindelse bemærker man en markant diskrepans mellem det tjekkede indtryk, kar rieremennesket Gry Wilson gør på sine omgi

velser, og den konstante uro, der dominerer hendes tankeverden. Det er tankevækkende at følge hendes indre kamp.

Vender man nu blikket mod det fortidige forløb, så får man et billede af de tragiske hændelser, der har formet hendes tilgang til livet. Det er voldsom læsning. Gry er et an tennebarn. Hun er dygtig til at aflæse sin fa milies psykologiske mønstre og følger op mærksomt enhver optakt til vold. Man får derfor et nøje indblik i de mekanismer, der udløser faderens vrede og hans groteske voldshandlinger.

Sproget i romanen er glasklart. Der er en lethed over den episke form, der klæder det barske indhold godt. De mange tilbageblik på barndommens fortrædeligheder er skrevet i et enkelt og registrerende sprog, der overlader meget af vreden og frustrationen til læseren. Det er en bemærkelsesværdig effekt. Med sin overbevisende debut, ”Grund

Sonetter om prostitution

Harald Voetmanns

”Hetærebreve” er originale, provokeren de, skarpsindige, groteske, elegante og hylende morsomme anmeldelse

Peter Stein Larsen kultur@k.dk

Hetærer er navnet på en gruppe prostitue rede med en særlig høj rang i det gamle Grækenland. Det nærmeste, man kommer på dem i det mere moderne samfund, er formodentlig de franske saloners kurtisaner, hvis opgave var at være elskerinder og kultiverede selskabsdamer for her rer fra borgerskabet. Som et eksem pel på hvor forfinet og dekadent den gamle græske kultur kunne være, havde man tilmed en litterær genre ved navn hetærebreve, der blev per fektioneret af digterne Lukian og Alkifron omkring 200 e.Kr., hvis es sens var at give stemme til fiktive og ikke-fiktive brevkorrespondancer

mellem forskellige hetærer og deres elskere eller kunder. Det kom der nogle yderst pikante, intime og psy kologisk komplekse skriftlige vid nesbyrd ud af, hvor hetærerne og deres elskere udtrykker deres følel ser, der spænder fra hengivenhed, glæde og medlidenhed til angst, livslede og kynisme.

Undrer man sig over, hvad den bi zarre genre kan have med ny dansk litteratur at gøre, undrer man sig mindre, når man hører, at forfatte ren til en samling digte med titlen ”Hetærebreve” hedder Harald Voet mann. Voetmanns forfatterskab er ikke bare karakteristisk ved et voldsomt fokus på den pikante detalje og det skjulte og væmmelige, men også qua digterens uddannelse i klassi ske sprog ved en til bagevendende in teresse for den gamle græske og romerske kultur.

Lørdag den 5. november: Gyldendals stand. Søndag den 6. november: Gyldendals stand.

Man begynder nu at kunne skimte, hvad det interes sante i Voetmanns bog er, for hvor den klassiske centrallyrik udtrykker et ”jegs” autentiske følelser, og der

ofte ikke er de helt store variatio ner, så giver tekster med mærkelige iscenesatte udsigelsessituationer som dem, Voetmann her gestalter med sine hetærer, enorme mulighe der for at udtrykke følelser og om verdensoplevelser, som vi ikke lige kendte. Ikke mindst de oplevelser af medlidenhed, foragt og had, som den prostituerede naturligt nok må føle over for sine ofte gamle, af stumpede, liderlige og ynkelige kunder, og som hun må forstille sig over for, står i centrum i Voetmanns hetærebreve: ”Til kloform folder han sin hånd foran sig / uophørligt klemmer han den rundt / om natteluf ten, mumler noget spagt om / lidelse. Jeg tror jeg hører ordet / orgasmega ranti fra herrens mund. / Kom, grams på luften, den er / alt du får.”

Her skal vi stoppe op, for den opmærk somme læser har lagt mærke til, at Voetmanns vers er femfodsjamber, og som om dette ikke var nok, så er hele samlingen

om at være pårørende til en sindslidende person. Alt i alt fremstår ”Pyntesmil” som et fint og vellykket værk. J

4 stjerner

Rachel Röst: Pyntesmil. 207 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.

en excentrisk konstruktion af me triske mønstre. Digtene er ikke bare skrevet i de klassiske former sonet, villanelle og sestine, men er også akrostiske, hvorved der forstås, at begyndelsesbogstaverne hele tiden danner ét bestemt ord, nemlig ”Akolouthi”.

Og hvorfor så det? Elementært, min kære Watson! Fordi ordet Ako louthi betyder ”følg mig” på old græsk, og fordi man på Louvre har en terrakottafigur af en hetæresko fra det 2. århundrede, i hvis bund dette ord er prentet. Og Voetmanns digte uddyber hermed hendes bud skab. Andre gange er den foragt, som prostitutionskunden og det mandlige køn generelt rammes af, lige så elegant og morsom, som den er fair og relevant, som i et digt, hvor hetærestemmen går i flæsket på den store symbolist R.M. Rilke, der digter om ”hetæregrave” og til taler hetærerne med vendingen ”Flodsenge, var I jo”: ”Og: Flod seng, kan du fandme være selv! / utroligt, hvad man skal finde sig i. / Tag dine metaforer med dig, jeg / har ikke brug for dem.”

Højdepunktet i Voetmanns suve ræne bog er den sidste del, hvor vi i

en række sonetter møder en ”old boy”, der spiser ”grahamskiks fra handskerummet” og ”twindog” og læser ”Pige-Special” i sin ”Toyota HiAce”, mens han er på vej til sin massageklinik-hetære: ”HiAce er på sin færd i det midtjyske / til Ikast kommen, i annoncen stod / utugti ge, utérligt kontrakyske / ordklyn ger, som indgød chaufføren mod / ”Latinafrække Donna”, Ikast, villig / og frisk på superfransk og domi nans / kom to gange for samme pris, brandbillig / afventer hun den kræsne gentlemans / instrukser i en hygiejnisk kælder!”.

Voetmanns ”Hetærebreve” er ori ginale, provokerende, skarpsindi ge, groteske, elegante og hylende morsomme. Læs dem! J

5 stjerner

Harald Voetmann: Hetærebreve. Digte. 88 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.

eftervirkninger af den anmeldelse

vold”, fra sidste år positionerede Rachel Röst sig som en stærk og socialt indigneret stem me i den litterære offentlighed. I ”Pyntesmil” fortsætter hun i et mindre format linjen ved at udfolde en litterær undersøgelse af part nervoldens ødelæggende virkning på kort og langt sigt. Det er samtidig en fortælling

0 Rachel Röst er vokset op i en mormonfamilie på Amager. Med social kontrol og religiøs fanatisme. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Mød Harald Voetmann på

I Jesper Wung-Sungs

”Det år sjæle slår smut” er et efterskole ophold lig med en for vandlingsrejse, man ikke kan undgå at blive grebet af

anmeldelse

Damián Arguimbau kultur@k.dk

Jesper Wung-Sung, der har skrevet en lang række yderst populære roma ner for såvel unge som voksne, har med sin roman, ”Det år sjæle slår smut”, skrevet en efterskolehistorie på smerten over, at hans søn blev sendt hjem fra Ryslinge Efterskole under corona-nedlukningen.

Det er en fortælling over alt det, som hans søn kunne og burde have oplevet, men hvor han i stedet måt te sidde på sit værelse og modtage online-undervisning.

De danske efterskoler er meget populære. Corona-skoleåret 2020/21 var således et rekordår, hvor hele 30.669 unge valgte at starte på en efterskole. Rimeligt skuffende for mange af dem, må man sige.

Romanen handler om drengen Jonathan, der er fuldkommen besat af fodbold. Han er så dygtig med bolden, at talentspejderne allerede har fået øje på ham, og han drøm mer om en professionel fodbold karriere i udlandet i en af de store klubber. Han har meldt sig til en idrætsefterskole med speciale i fod bold, som han glæder sig til at be gynde på. Men få uger før skole start brækker Jonathan benet i en hård tackling og vælger derfor i ste det at begynde på den kreative ef terskole, Ruvinge.

Hvor Jonathan i fodboldsammen hænge altid er på toppen, er han på udebane på en kunstefterskole. Hans konkurrencementalitet egner sig ikke særlig godt til et kreativt miljø, og han føler sig kejtet i for hold til de øvrige elever. Men netop ikke at kunne udfolde sig, hvor han er bedst, skaber det rum, han har brug for til at lære nye sider af sig selv. Jonathan har været så fokuse ret på fodboldkarrieren, at han nær mest har udviklet OCD, og er så kon trolleret, at han ikke kan slå sig løs, fordi han om nødvendigt altid skal være klar til en omgang træning.

Han bliver betaget af pigen Asta, som ifølge ham selv ikke er en skønheds-åbenbaring, men har en gådefuld personlighed, der betager ham dybt. Hun er lidt rund i det og afskyr sport. Sideløbende får læse ren et indblik i Jonathans noget

komplekse forhold til sin lettere kriminelle bror, Gabriel, og livet derhjemme, hvor Jonathans tilvæ relse mest har handlet om fodbold, og så hans perfekte kæreste Dicte, der tydeligvis er ambitiøs på Jona thans vegne, men som ikke giver ham meget modspil.

Alting i Jonathans liv bliver –selvfølgelig, var jeg lige ved at sige – vendt op og ned i løbet af efter skoleåret. Et efterskoleår er hos Wung-Sung lig med et dannelsesår, hvor man i mødet med mange an dre unge gør op med nogle af de forestillinger om livet, man havde

taget med hjemmefra. Det er for de fleste første gang, de er væk hjem mefra i så lang tid og befinder sig i nye rammer, med andre normer og forventninger.

Der er mange andre bøger om ef terskoleoplevelser for unge, lige fra de mere spændingsprægede, som Else Lefsmans ”Heksen på efter skolen”, som handler om en dansk pige, der mest har boet i Afrika, men som kommer til en dansk ef terskole og må finde sin plads der, mens et mysterium udfolder sig. Så er der andre, lang mere alvorlige bøger, som Anja Hitz’ ”Den dag vi døde”, der med et løst udgangs punkt i den frygtelige kæntrings ulykke på Præstø Fjord i 2011 for tæller om tre unges udvikling gen nem kærlighed, ulykke og håb.

Fælles for alle romaner, inklusive Wung-Sungs, er en anerkendelse af den livsforvandlende oplevelse, det kan være at tilbringe et år hjemme fra i den alder, hvor man er i færd med at blive klar over, hvem man selv er og hvad man vil med sit liv.

”Det år sjæle slår smut” følger Jo nathans dilemmaer og udvikling engageret og intenst. Man kan ikke undgå at blive grebet af historien. Ja, det er næsten som at være på ef terskole selv. J

5 stjerner

Jesper Wung-Sung: Det år sjæle slår smut. 272 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

skriver anmelder Damián Arguimbau om Jesper Wung-Sungs (på billedet) roman ”Det år sjæle slår smut”. – Foto: Wikimedia Commons.

En hyggelig dystopi

Søren Jessen har udgivet over 50 bøger.

I foråret kom ”Habakuk

anmeldelse

Damián Arguimbau kultur@k.dk

Det har ikke skortet på dystopier i børne- og ung domslitteraturen. Bare for at nævne nogle i flæng: Adam O’s ”Den rustne verden”, hvor kapitalismen har ødelagt jorden og forvandlet Danmark til en gi gantisk losseplads, eller Ida-Maria Rendtorffs ”Kloden under vand”, hvis titel giver et godt fingerpeg om, hvor dan det står til med vores klode. Herud over er der de mere sci-fi-agtige dysto pier som Søren Jessens ”Det blå blod”, Kim Fupz Aakesons ”De gale”, Astrid Heise-Fjeldgrens ”Terra Nova” og Jose fine Ottesens fremragende ”Det døde land”.

Alle er de bøger, som ikke just giver mennesket mange overlevelseschancer. I bøgerne kæmper befolkningen om de knappe ressourcer, og det er generelt de stærkeste, der har de bedste forudsæt ninger for at klare sig.

Søren Jessen, der har udgivet over 50

bøger og er både forfatter og illustrator, udgav i april bogen ”Habakuk og den hemmelige dyrehandel”. Den er, som en af forfatterens bekendte omtaler hi storien, en hyggelig dystopi. Historien foregår nemlig i en verden, som er to talt oversvømmet. Alle folk bor i under vandsboliger, og så har man selvfølge lig en lille ubåd i stedet for en bil i un dervandsgaragen, som man kan bruge, når man skal i supermarkedet. Hvis man skal lege ude, må man have dyk kerdragten på. Habakuk er gammel, og han bor sammen med sin undulat, Pip per. En gang i mellem skal Habakuk passe barnebarnet Mik, mens forældre ne er ude at rejse. Just mens Mik er på besøg, dør Pipper, og så må Habakuk og Mik finde den hemmelige dyrehan del, som er det eneste sted på jorden, hvor man stadig kan købe undulater.

For det giver sig selv, at det ikke nemt at skaffe kælefugle, når næsten alle må bo i en stor, nedsunket metaldåse.

Habakuk har ikke det mest moder ne udstyr til rådighed, så det er ikke en rejse, der går helt så nemt. Endvidere er den hemme lige dyrehandels beliggenhed netop fortrolig, så de kender ikke deres præcise destination. Selv følgelig oplever Habakuk og Mik masser af eventyr, som gør det til en sikker fornøjelse at læse histori en op for et barn.

Søren Jessen har tidligere vundet Kulturministeriets Illustratorpris, og

MødSørenJessenpå

Bogforum 2022

Fredag den 4. november: Børnescenen. Lørdag den 5. november: Dansk Forfatterforenings stand.

hans illustrationer gør hele fortællin gen endnu mere nærværende og leven de. Han har en glad, lidt ubekymret streg, hvilket passer fantastisk til en bog, der påviser håb også i en absurd situation. Det er samtidig en lidt be synderlig dokumentation af, at man også kan forestille sig et næsten al mindeligt liv, selv om kloden næ sten går under. Lad os håbe, at vi aldrig når dertil, for selv om for fatteren viser, at en dommedagsfor tælling på sin vis også kan være hygge lig, er det fortsat en grum virkelighed,

der venter os, hvis katastrofen virkelig indtræffer. J

4 stjerner

og den hemmelige dyre handel”

Søren Jessen: Habakuk og den hemmelige dyrehandel. 206 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

ILLUSTRATION FRA BOGEN

Skilsmisse i billeder

Det er stærke følelser, der kan blive vakt i ganske små børn, når forældrene går hver til sit. Billedbøger henvendt til skilsmissebørn sætter ord og billeder på følelser, der ellers kan føles forbudte anmeldelse

Damián Arguimbau kultur@k.dk

Ifølge Danmarks Statistik vil godt halvdelen af alle par, der gifter sig, blive skilt. Så slemt er det, at nogle faktisk har døbt den unge generation for 7/7 generationen, fordi så mange af dem har været delebørn.

Børn oplever skilsmisse meget forskelligt. Især børn, der er i billedbogsalderen, har særligt van skeligt ved at forstå, hvad der skal foregå, når for ældrene bliver skilt. Som treårig kan man ikke helt forestille sig, at ens livsvilkår kan ændres drastisk. Børns Vilkår fortæller, at ”barnet i børnehavealde ren har svært ved at skelne mellem fantasi og vir kelighed […]. Det fire- til femårige barn kan måske tro, at vreden kan være så mægtig, at den kan sæt te huse i brand og slå folk ihjel.” Det er med andre ord stærke følelser, der vækkes i forbindelse med en skilsmisse. Så stærke, at det helt kan tage mag ten fra barnet.

Det er derfor ingen overraskelse, at mange bør nebøger handler om, hvordan børn oplever foræl drenes skilsmisse. Der er en meget stor spredning blandt illustratorer og forfattere, hvad angår må den, de tackler emnet på. Nogle går lidt analyse rende til værks, andre dykker ned i følelsernes dyb.

På en måde er det vildt, at børnebogsfolkene kan forstå og fornemme desperationen så godt, at de kan fremmane en historie, der i den grad er solida risk med børnene. Særligt i billedbogssammen hæng kræver det en særlig evne at kunne fortælle på en måde, der virker troværdig og samtidig vise en ægte stråle håb til allersidst. Billedbøgerne er også specielle, fordi de ofte bliver læst op af en af aktørerne i skilsmissen. Læsesituationen inviterer i sig selv til kommentarer og samtale, og her nytter det ikke noget, at vrede og frustration tager over, så aftenritualet i form af godnatlæsning ødelægges fuldstændig. Altså fungerer billedbøgerne også medierende, fordi de sætter ord og billeder på el lers forbudte følelser. Det kan virke helende og be roligende.

Kærlighedens hokus pokus

Kim Fupz Aakeson er relativt analyserende i sin ”Filiokus”, hvor pigen, som forældrene kalder Musse, får at vide, at forældrene skal skilles. Først mindes pigen, hvordan forældrene plejede at have det, mens det hele gik godt, og læseren får derfor også et indblik i, hvordan det videre udvikler sig, da det begynder at gå skidt. Under pakningen af sit værelse finder Musse sit gamle tryllesæt frem, og hun kan her med et velplaceret ”Hokus Pokus Fi liokus” få forældrene til at elske hinanden igen. Problemet er, at de så kun har øje for hinanden og slet ikke har tid til at tage sig af hende. Det, hun troede, var en løsning, viser sig at være en blindgyde. Musse må derfor ophæve fortryllelsen, for måske er skilsmissen alligevel det bedste for alle. Skinkeapes (som den norske illustrator Marianne Engedal kalder sig) illustrationer er seje, ekspressi ve og barnlige. Der er liv og fart over feltet, og kom positionen gør, at der er masser at se på i bogens mange opslag.

Illustrationerne får nærmest deres egen fortæl lerstemme, hvilket får bogen til at være ekstra liv lig. Det er en overbevisende og meget indtagende

historie, der bedst egner sig til de lidt ældre billed bogslæsere.

Følelser for store til en lille krop

I den helt modsatte ende af grøften finder vi Anna Jacobina Jacobsens ”Hval”, som er spektakulær symbolsk og følsom. Jacobsen har stået for både il lustrationer og tekst. Sidstnævnte kræver en vis evne til fortolkning. Bogen begynder således: ”Først var der røde øjne og nikkende hoveder og blide ord som: ’Bedst for os alle’ og ’En hel ny start’ og ’Vi er stadig gode venner’.” Men en sæt ning senere flyver kopperne, og de hårde ord skæ rer huller i luften. Følelserne er for store til pigen, og hun undrer sig over, ”hvordan noget så stort kunne være inde i hende, som var så lille.”

Pigen vil gerne forsvinde, og det gør hun inde i en hval i sit badekar. Her kan hun være inde i no get stort og gemme sig for de frygteligt slidsomme følelser, der river i hende. Inde i hvalen, belejligt væk fra alt og alle, kan hun finde ro i sig selv. Først da er hun klar til at komme ud, nærmest genfødt. Jacobsens illustrationer er fantastisk suggestive. Store, rødlige, kærlige og yderst følsomme bly antstegninger, der kærtegner siderne og under streger den kropslighed, som pigen oplever i sin smerte over familiesplittelsen. Pigen når frem til sin frelse i hvalens bug og finder glæden inde i sig, fordi hendes spontane sørgesang i hvalen bliver besvaret. Det er smukt, at det lykkes symbolsk med tekst og tegninger at vise, hvordan det hjæl per at blive hørt og forstået.

Det er en meget intellektuel fortælling midt i al sin kropslige følsomhed, og den kan være lidt ud fordrende at læse. Samtidig inviterer den til, at man som barn og voksen kan fortolke i dialog og dermed blive klogere på den og sig selv på én gang.

Det er ofte bøger, der ikke er så ligetil, der skaber det fantasirum, hvor forståelsen får lov til at gro på tværs af alder og erfaring.

0 Skinkeapes (norske Marianne Engedals kunstnernavn) illustrationer er seje, ekspressive og barnlige i Kim Fupz Aakesons ”Filiokus”. – Foto: Illustration fra bogen.

0 Anna Jacobina Jacobsen står for både illustrationer og tekst i bogen ”Hval” om en pige, der gemmer sig inde i en hval, da hendes forældre skal skilles. – Illustration fra bogen.

Kim Fupz Aakeson & Skinkeape (ill.): Filiokus. 40 sider. 249,95 kroner. Carlsen.

Anna Jacobina Jacobsen: Hval. 32 sider, 259 kroner. Jensen & Dalgaard.

Faderrollens karikerede forvandling

Alfons Åbergs 50-års fødselsdag blev for nylig markeret med en jubilæ umsudgivelse .Sammen lignet med bogsserien ”Sallys far” ses den æn drede faderrolle tydeligt anmeldelse

Damián Arguimbau kultur@k.dk

Alfons Åberg fyldte 50 år i august, og derfor samle de Gyldendal i en jubilæumsudgivelse fem historier om den gæve børnebogs figur i ”Den store bog om Alfons Åberg”. Her finder man fem historier, som oprindeligt blev udvalgt af forfat teren Gunilla Bergström inden hendes død, og som viser Alfons Åberg i for skellige aldre. Alfons Åberg bor alene med sin far, og det er faktisk interessant at se for skellen i opdragelsestilgangen den gang og nu, som den afspejler sig i en af tidens mest populære billedbogsse rier, ”Sallys far”-bøgerne, hvis første bind udkom i 2015. De er ifølge forfatte

res ungdom. Jeg insisterer på min ret til at være barnlig og gå ned og købe teg neserier mindst en gang om ugen.”

Den tolvte bog i serien, ”Sallys far får fodboldfeber”, udkom lige op til som merferien, og her formår Sallys far at blande sig så meget i datterens fodbol deventyr, at hun helt mister lysten til at deltage i sporten. Generelt for bøgerne er det, at det er datteren, der skal op drage faderen, fordi han ikke evner at skelne mellem hendes og hans behov, og i det hele taget ikke levner hende plads til sig selv. Han agerer nærmest som en bøvet storebror på speed.

Dette kan perspektiveres til tidens trend med det grænseløse forældre skab, som er blevet grundigt belyst i en af forårets i den sammenhæng absolut mest tankevækkende bøger, nemlig Maria Ørskov Akselvolls ”Det grænse løse forældreskab”. Her analyserer hun, hvordan forældre er blevet ofre for et samfund, hvor de ”løbende for ventes at justere deres præstation, hvis ikke den lever op til standarderne”. Det munder ud i et intenst forældreskab, hvor børn er under konstant overvåg ning og evaluering, og hvor forældrene hele tiden skal sørge for at opfylde bør nenes ønsker uden hensyntagen til de res egne behov. Dette intensive foræl dreskab er forbundet med mindre selv stændighed og autonomi hos børn og

er, at de giver en glimrende modvægt til dette umulige forældreperfekthedside al. Her karikeres det, hvordan faderen fuldstændig overhører barnets indly sende ønsker og behov til fordel for sine egne behov og ambitioner. Det er hylen de morsomt, og samtidig kan jeg ikke undgå at synes, at det er lidt tragisk, fordi den samtidigt idealiserer et for hold, hvor den voksne ikke længere er det, og hvor faderen reelt ikke er til at stole på eller har nogen autoritet.

Det interessante i sammenligningen mellem de to her fremhævede faderrol ler er, at Alfons Åbergs far fremstilles som ikke rigtigt at have andet valg end at tage sig af sin søn. Han bor alene med ham, og hvis nogen skal læse godnathi storie, sørge for aftensmad og sikre en hverdag, så er det ham. Stik modsat Sal lys far, der heldigvis for Sally har en mor hjemme. Hun har tre børn, hun skal sørge for, nemlig Sally, hendes lil lebror Eddie og så selvfølgelig faderen. Moderen hører vi ikke så meget til i bø gerne; hun har vel næppe heller tid, når hun skal dække alle andres behov.

I de fem Alfons Åberg-historier ople ver vi, hvordan Alfons Åberg ofte selv må finde ud af, hvordan han skal klare sig. I en af historierne skal han overliste sine to ældre fætre, der hos deres far mor ikke gider at spille kort med ham, fordi han er for lille. Alfons er en kvik fyr, så han finder en god og overrasken de løsning. Vi oplever også, at faderen støtter ham, når det er nødvendigt, for eksempel når drengen er nervøs afte nen, inden han skal begynde i skolen. Ellers blander faderen sig stort set uden om, medmindre sønnen af en eller an den grund har brug for et skub, og får derved udtrykt sin tillid til, at sønnen godt kan både det ene og det andet selv. Hos Sally er det anderledes, her må hun fokusere sin indsats på at håndtere fa deren frem for situationen. Det er fade ren, der er hovedpersonen, ikke Sally.

På den måde har Alfons Åberg-bøger ne fortsat en sympatisk og forbilledlig berettigelse i billedbogssammenhænge. Faderens rolige gemyt levner plads til, at Alfons selvstændigt kan mærke, ana

Lørdag den 5. november: Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen på Den Lille Scene.

Søndag den 6. november: Thomas Brunstrøm i selskab med øvrige forfattere på Den Lille Scene.

Søndag den 6. november: Dramatisering af Gunilla Bergströms Alfons Åberg bøger på Børnescenen.

res, ikke at Sally bøgerne ikke er vel skrevne, velillustrerede og underhol dende, men jeg har som sagt svært ved at slippe følelsen af, at de samtidig også er et symptom på, just hvor dårligt det står til hos dagens forældre: Enten skal de gå ”all in” på at servicere barnet i et altopslugende forældreskab, alternativt må de nægte at blive voksne og påtage sig forældrerollen. J

Gunilla Bergström: Den store bog om Alfons Åberg. 160 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.

Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen: Sallys far får fod boldfeber. 40 sider. 249,95 kroner. Forlaget Carlsen.

0 Alfons Åbergs far står alene med madlavningen, opdragelsen og madpakkerne, mens Sallys far (tv.) i børnebøgerne af samme navn har overdraget den opdragende rolle til sin egen datter, der konstant må irettesætte ham. – Illustration: Gunilla Bergström.

Mød forfatterne på Bogforum 2022

Midt i Linn Ullmanns melankoli stod en 16-årig pige. Og hun havde noget at fortælle

Den norske forfatter Linn Ullmann har kæmpet med det, hun kalder ”melankoli” de senere år. Men kan man give oplevelser i barndom og ungdom skylden for sit tung sind senere i livet? I romanen ”Pige, 1983” dykker hun ned i sit eget ansvar

interview

Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

Linn Ullmann går tur omtrent to timer hver dag, for ”melan kolien kan ikke lide frisk luft”.

Forfatterens gamle, sorte hund er efterhån den så dårlig til bens, at den ikke kan følge hende hele vejen, men en lille fælles tur i Torshov-parken i Oslo kan den trods sine 14 år godt klare.

Også stierne på halvøen Vesterøya uden for Sandefjord, hvor Linn Ullmann har et som merhus, er med til at bære hende fremad, i sol, regn og vind. Det er fra sommerhuset, hun ringer via en videoforbindelse i dag.

”Hei,” siger hun med et smil, mens døren ind til arbejdsværelset bliver lukket bag hen de.

Bag den lyse knold på hendes hoved står bøgerne på hylder op mod trævæggen, lod ret, vandret og skævt. Ligesom gåturene er læsning en form for ilt for Ullmann, og begge dele fremgår af hendes seneste bog, ”Pige, 1983”, der udkom på danski august.

Bogens hovedperson, en kvindelig forfat ter, vandrer og vandrer rundt i Oslos gader og i sin egen hukommelse. Vi befinder os i 2019 i efteråret lige før coronapandemien, og en in sisterende melankoli har meldt sig i forfatte rens sind. Her i melankolien konfronteres hun med sit yngre jeg, en 16-årig pige.

Pigen begynder at tale til forfatteren, kom manderer hende til at huske. Langsomt teg ner der sig et billede af nogle afgørende dage, hvor hun i 1983 rejste alene til Paris på invita tion af en noget ældre fransk fotograf. Han stillede hende i udsigt, at hun skulle fotograferes til modemagasinet Vogue. Og det endte med billeder, men også med sår på sjælen og en livslang undren over, hvordan det kunne ske:

Hvorfor gik hun, 16 år og knap færdigud viklet, i armene på en 44-årig mand? Hvorfor sagde hun ”stop ikke”, da de lå i hans seng sammen? Hvorfor måtte hun igen og igen ud på hans badeværelse for at kaste op?

Mellem to stole

Linn Ullmann boede i barndommen hos sin mor, skuespillerinden Liv Ullmann, først i Norge og siden i USA, mens ferierne blev brugt hos faderen, filmskaberen Ingmar Bergman (1918-2007), i Sverige på skær gårdsøen Fårö.

I ”De urolige”, der udkom i 2016, skrev Linn Ullmann om at vokse op med kunstner forældre, om forholdet til en far, som nogle vil kalde genial, men som også havde sine mørke sider.

”De urolige” og ”Pige, 1983” er de to første bøger i en planlagt trilogi af Ullmann. Men hvad er det egentlig, hun skriver på: selvbio

grafi eller roman, fakta eller fiktion?

Ullmann kan siges at føje sig til en række forfattere, der ser stort på genreskel og skri ver om deres liv på en måde, de selv synes gi ver mening: britiske Rachel Cusk, britisksydafrikanske Deborah Levy og franske An nie Ernaux for at nævne et par eksempler.

Det er forfattere, Ullmann kalder for ”den nye litterære avantgarde”, fordi de udforsker mulighederne for at skrive om det, man har erfaret.

”I litteraturen har jeg altid været begejstret for alt, der er ’imellem’. Hybrider, bastarder, uægte børn. Jeg er jo selv født uden for ægte skab, og, ja, alle disse ord fik min mor slyn get efter sig, da hun fik mig,” siger hun.

”I alt, hvad jeg selv har skrevet, har jeg væ ret optaget af dette ord, imellem. Hvis det ik ke er dét og ikke dét – hvad er det så? Når man siger, at noget falder mellem to stole, er det ofte som en beklagelse. Men …”

Linn Ullmann tegner to stole i luften foran sig med hænderne og peger ned mellem dem.

”Jeg tænker, at det er dér, guldet ligger. Et sted mellem hukommelse og glemsel. Erfa ring og digtning. Undersøgelse og indsigt.”

Fra begær til kvalme

I ”Pige, 1983” gengives en mail fra en journa list til hovedpersonen, hvori der bliver spurgt, om hun ”har tre minutter til en snak” om, hvad der var sandt og fiktion i hendes sidste bog. Men hvad er tre minutter? Ikke nok til at tælle alle træerne i Torshovparken, bemærker hun, men nok til, at en 16-årig pige kan nå at tage sit tøj af, lægge sig i sen gen hos en ældre mand og mærke, at han får rejsning.

”Vær præcis!”. Så dan råber den 16-åri ge pige til sit ældre jeg, der prøver at hu ske, hvad der skete dengang i Paris. Men kan man overhovedet være præcis, når man skriver om noget, der er sket for så længe siden? Begi venheder, som er sanset og si den modelleret af ens hjerne og gi vetvis modelleret anderledes af andres?

”Ingen kan jo vide, hvad der nøjagtig skete for 40 år siden, hvis ikke der havde været et kamera, der havde optaget det hele. Og selv det ville jo ikke være sandheden, vel? Så præcision er for mig at finde den rigtige form. En form til en erfaring,” siger Linn Ull mann.

”De to ting, jeg har været optaget af ved ro manen – hele trilogien – er glemsel, begær og skam. Det, jeg husker, er, at jeg blev over vældet af et voldsomt begær. Der var ingen, der tvang mig. Det var mig, der kom til ham om natten den første gang. Jeg ville gerne, men jeg blev også utroligt dårlig. Jeg husker, at min krop skræmte mig med sin omskifte lighed. Først begæret, så en voldsom kval me,” siger hun.

”Og så husker jeg, at jeg var 16 år og troe de, jeg kunne alt. Jeg var en viljestærk pige, der så mig selv som mere voksen og erfaren, klar til at erobre verden. Og at jeg kom til Pa ris med min helt nye krop. Jeg var sent udvik let, så mine bryster var helt nye. Og at den ef fekt, den krop havde på andre mennesker, var spændende. Jeg husker, at jeg ville lege

2

og vise ham mi ne skatte,” siger hun og griner lidt af

”Men det slog mig sam tidig slet ikke, at han ville ha ve mig på den måde. For han var jo vok sen. Jeg var lullet ind i en indbildt tryghed om, at jeg kunne lege og flirte, uden at han ville gøre noget.”

Historien fik en afslutning og tog bolig i hende, mens årene gik. Da hun langt senere i livet blev forfatter, stod det samtidig klart, at den skulle fortælles på en eller anden måde. ”Først tænkte jeg på at skrive det som en smuk kærlighedshistorie. Senere gik jeg i en mere hård og kold retning. Men efter ’De uro lige’, hvor hændelsen er nævnt ganske kort, blev det tydeligt for mig, at jeg bar på et stort raseri. Ikke på ham, men på pigen. Og dét kunne jeg mærke, jeg kunne skrive om,” si ger hun.

Hun sukker:

”Jeg var jo rasende på hende! Og er det må ske indimellem stadig. På hendes tårer, fordi hun for vild i Paris og ikke kunne huske, hvilket hotel hun boede på. Fordi hun blev overvældet og mistede kontrollen. Og dette raseri var interessant at skrive på. Men jeg måtte give pigen hovedrollen i hendes egen historie. Dette er ikke en historie om man

den, og hvad han gjorde. Jeg måtte se på pi gens egen vilje, hendes eget blik, hendes agens.”

Psykologtrolde

Den viljestærke 16-årige pige fylder i bogen. Det samme gør moderen, der lod hende rejse fra hjemmet i New York til en fremmed mand i en fremmed by med en varm, rød strikhue som eneste sikkerhed.

Men hovedpersonen er også en kvinde på nogle og 50 år, der er ramt af tungsind værre end nogensinde før.

”Nutidssporet i bogen handler om en stærk og skræmmende melankoli. Depression, hvis man vil sætte det ord på det. Eller angst. Jeg har bevidst prøvet at undgå de diagnostiske ord i bogen, for igen er det nok sådan, at hver gang man kategoriserer noget og lægger det i en kasse, så kan man også lægge det fra sig. Den angst, som beskrives i ’Pige, 1983’, falder også mellem to stole,” siger Linn Ullmann.

I et forsøg på at nedbryde den usynlige mur, der adskiller hende fra alt og alle, hun elsker, opsøger hovedpersonen to psykologer og til sidst en psykiater.

”Jeg tænkte på dem næsten som de tre trol de, man møder i folkeeventyrene,” griner hun.

Det er ikke en stærk kritik mod dem, der ar bejder med mentalt helbred, understreger

0 ”I litteraturen har jeg altid været begejstret for alt, der er ’imellem’. Hybrider, bastarder, uægte børn,” siger Linn Ullmann om, hvad der er fakta og fiktion i hendes bøger. – Foto: Kristin Svanæs-Soot.

Den unge Linn Ullmann. – Illustration Grethe Nielsen.

Lørdag den 5. november: DR Scenen.

Søndag den 6. november: Store Scene og Gyldendals stand.

Linn Ullmann, for vi har mere brug for gode psykologer og psykiatere end nogensinde før. ”Det er ikke bare coronapandemien, vi har jo også en pandemi af dårligt psykisk hel bred, som begyndte før pandemien. Men de psykologer, der er i bogen, har ligesom hver sin ting. Den ene siger: ’Du skal ikke skrive, for du bliver jo så ked af det og nervøs.’ Og det har jeg faktisk prøvet selv. Men det mindede mig kun om alle de kvindelige kunstnere, der gennem tiden har fået at vide: ’Nu må du væ re stille. Tal ikke om dit raseri, din sorg og din uro!’,” siger hun, mens hun hæver pegefinge ren.

Bogens anden psykolog vil høre barndomshistori er og sætte alting i sam menhæng. Igen tegner hun stolene foran sig på skærmen.

”Her, på den ene stol, sidder depressionen, og herovre sidder årsagen. Og hvis vi så tegner en bue her mellem de to, så skal du nok få det godt, det er tankegangen. Men jeg tror jo, at melankolien, når den slår hårdt, også når den ikke slår alt for hårdt, er uendelig kompli ceret. En natteverden, som er så fuld af tegn, årsager og tilfældigheder. Den er ligesom sit helt eget sprog eller sprogløshed, for noget af det, der kendetegner angsten og depressio nen, melankolien, er jo ordløsheden. At der ikke findes noget sprog for det.”

kaldt efter musikere og komponister – og kvinder. Herunder Agathe Grøndahls Gate op kaldt efter den kvindelige norske komponist Agathe Grøndahl (1847-1907), der var beun dret af kollegaen Edvard Grieg, men som var underkendt på grund af sit køn og led af et frygteligt tungsind.

”Jeg gik jo, jeg går jo,” siger Linn Ullmann, nærmest lidt undskyldende.

”Og jeg husker så tydeligt denne her følelse, at gaderne ligesom var store arme, der holdt rundt om mig og løftede mig op. Det at skrive er også at være del af et stort kor, hvor mange har sat ord på det, man står i, før.”

” Jeg var 16 år og troede, jeg kunne alt. Jeg var en viljestærk pige, der så mig selv som mere voksen og erfaren, klar til at erobre verden.

Spørger man hende, hvor hun finder trøst, læner hun sig ind mod skærmen for at række om bag den, og snart flyver den ene bogforside ef ter den anden op foran skærmen. Én tekst betyder særligt meget: Det er den i Norden ukendte amerikan ske digter Jane Kenyons (1947-1995): ”Having It Out with Melancholy”, ”Opgør med melankolien”. I digtet taler Kenyon direkte til de pressionen, går i dialog med den.

”Jeg har ikke kunnet oversætte det ordent ligt til norsk. Men hun siger til depressionen: ’You ruined my manners towards God’, du har givet mig dårlige manerer over for Gud.”

Det er alt for enkelt at sige, at en depression i nutid kan føres tilbage til en traumatisk be givenhed i barndommen eller ungdommen, mener hun.

”Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om man kan trække årsagssammenhænge på den må de. For det er netop ikke sådan i romanen, at fordi jeg var sådan, blev jeg sådan. Romanen er et forsøg på at beskrive to steder i et kvin deliv: en ganske ung pige og en godt voksen kvinde, der begge farer vild og mister ret ningssansen på så mange planer.”

Dårlige manerer over for Gud

Den sidste ”trold” er en psykiater, der har ul vesmil og recepter på rede hånd. Linn Ull mann indrømmer, at det ikke er et særligt hyggeligt portræt, hun tegner.

”Jeg har jo erfaring med den form for tung depression og angst og gik til min egen læge. Hun havde talt med mig i fem minutter, da hun gav mig en lille taske med forskellig slags medicin, hun syntes, jeg skulle tage. Men jeg tog ikke imod det. Og vi er jo nødt til at have en ordentlig debat. Hvor står den nordiske psykiatri i dag? Hvad ved vi om mental sund hed? Jeg siger ikke, at medicin eller samtale om barndommen er forkert. Det at tage en pause fra det hele. Men der er sådan en iver efter at kategorisere og finde en løsning. Og det skal ske med et klik!”, siger hun og knip ser med fingrene.

”Der er mange, tror jeg, der går rundt i en dyb eksistentiel nød og uro over, hvor vi er på vej hen, og hvad vi tror på. Det er ikke bare en diagnose, og det er ikke noget, der løses med medicin. Jeg tror, det er en diskussion, som ikke bare læger og psykologer skal inddrages i, men også lærere, filosoffer, forfattere, elek trikere og rørlæggere for den sags skyld. Det er en tværfaglig samtale.”

Torshov, som er det kvarter, Linn Ullmann bor i i Oslo, har en masse gader, der er op

”Hvad er det for manerer? Det er vel en form for taknemmelighed, en forståelse af, at man er en uendelig lille del af et hele. Men når man er i en depression, er der ikke noget hele. Ikke noget kor. Det eneste kor er et mørkekor inde i hovedet, der hyler. Som Emily Dickin son skrev: ’I have a funeral in my brain’ (der er begravelse i min hjerne, red.).”

Grunden til, at hun har bøvlet med oversæt telsen af linjen om manererne, er nok, at hun ikke helt ved, hvad det betyder at opføre sig ordentligt over for Gud, ”men jeg tror, det har at gøre med taknemmelighed, stilhed, lang somhed og opmærksomhed”, siger hun.

”Depressionen er meget selvoptaget. Der er ikke plads til andre, den vil have al pladsen til sig selv. Det er et stort, ubehøvlet væsen.”

Det er ikke til at vide, hvad der hjælper, når angsten banker på, ved Linn Ullmann, men man kan, måske, holde den lidt i ave med lan ge gåture i frisk luft.

Og nu gør hunden et sted bag døren. J

Linn Ullmann

Norsk forfatter, journalist og litteraturkritiker. Født i 1966. Kandidat i litteratur fra New York Universitet.

Debuterede i 1998 som forfatter med ”Før du sover”. Har siden udgivet flere roste romaner, heriblandt ”Nåde” (2002), ”Et velsignet barn” (2005) og ”De urolige” (2016), der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

”Pige, 1983” er udkommet 15. august på dansk på forlaget Gyldendal.

Er datter af filminstruktøren Ingmar Bergman (1918-2007) og skuespiller Liv Ullmann.

Bor i Oslo og er gift med forfatter og dramatiker Niels Fredrik Dahl. Er mor til to børn, en søn og en datter.

LINN ULLMANN, FORFATTER

Mød Linn Ullmann på Bogforum 2022

Det, vi ikke forstår, gør verden større

Endnu en gang over rumpler og tæppebanker den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson læseren med ord fra den syvende himmel – og lidt til

anmeldelse

Liselotte Wiemer kultur@k.dk

Hvis man i illusionsløse øjeblikke tvivler på, hvad kunst kan, hvad fiktion kan, eller hvis man slås med dystre tanker om, hvad meningen med dette korte liv er, når vi nu alligevel alle sammen skal dø – eller bare hvorfor det går, som det går på denne jord – bør man læse den island ske forfatter Jón Kalman Stefánsson. Man skal læse, og man skal vove at bli ve fyldt til mere end randen. Man kan stå af, når ordene nærmer sig lianerne. Men man skal læse.

Hvis man vil trække vejret, skal man læse.

Ikke fordi Stefánsson har svaret. For så ville verden stå stille. Og ”måske fin des der (heller) ingen anden mening end den, vi selv konstruerer”. Men han har en helt sjælden trearmet kraft af sproglig poesi, historisk vingefang og eksistentiel desperation, der rusker i læserens inderste, ophæver ensomhe den til en altrækkende kollektiv læng sel og gør hans romaner til enestående værker i Norden. Man kan genkende ham fra de første linjer eller bare på tit len. Som her: ”Dit fravær er mørke.”

Titlen er hentet fra en gravsten. Vi går på kirkegården sammen med vores for tæller, som vi lige har mødt. Og fra den indskrift folder en (som altid hos Ste fánsson lidt indviklet) familiekrønike sig ud over næsten 150 års historie. En krønike om livet midt i den islandske natur, når det er mægtigst og smukkest og værst.

For i det felt opererer forfatteren. Hvor skulle kunsten ellers være?

Men det begynder med et nulpunkt. Vores fortæller sidder i romanens be gyndelse på en bænk i en fremmed kir ke. Han kan intet huske. Bagved sidder en mystisk skygge-mand og iagttager ham. Og snart kommer denne fremme de til at fungere som fortællingens både gud, djævel og generator. En buschauf

før med stort kørekort, der driver vores hukommelsesløse fortæller fra sted til sted, fra univers til univers, med æg gende, gnæggende kommentarer og det evige mantra: Fortæl! Fortæl, før det hele er glemt. Fortæl os ud af intethe den.

Døden er grunden til, at jeg skriver, siger Jón Kalman Stefánsson selv. Og denne følelse af tomhed mærker man i randområdet af hver en sætning. Derfor skal de fyldes, sætningerne, med ord højere end himlen.

Der er digt, og der er virkelighed, der er nutid, og der er fortid. Men alt er samme sang.

Vi hører om præsten, der sender breve til den afdøde digter Hölderlin. Om fi skeren, der er ekspert i Kierkegaard. Mu sikeren, der laver en playliste med mu sik, der hvert år skal spilles ved hans grav. Almuekvinden, der skriver om regnormen, dette upåagtede væsen, hvis

bidrag til livet er vigtigere end menneskenes.

Lørdag den 5. november: International Scene.

Farmoderen, der fra første sekund elsker det spædbarn, der rækkes til hende hen over kaffen af en ung, grædende mor, født i synd og utroskab.

Men først og fremmest hører vi om kærligheden. Og bogen rummer den ene tryllebindende elskovs- og afskeds scene efter den anden. Her er ingen hurtige fix. Alt er Romeo og Julie. Og det handler om at gribe kærligheden, mens tid er. At turde vove og miste.

For netop der, i den umulige, ofte så rende, svigtende og moralsk anløbne kærlighed, bliver din skæbne lagt. Du ser et smil og er beseglet. Vælg det, og du vil fortryde. Vælg det ikke, og du for tryder endnu mere.

For dit fravær er mørke. Men af det mørke kan historien skrives frem. J

Jón Kalman Stefánsson: Dit fravær er mørke. Roman. Oversat fra islandsk til dansk af Kim Lembek. 576 sider. 350 kroner. Udkommet på forlaget Batzer & Co.

1 Hvis man slås med dystre tan ker om, hvad meningen med dette korte liv er, når vi nu allige vel alle sammen skal dø, bør man læse Jón Kalman Stefánsson. Man skal læse, og man skal vove at blive fyldt til mere end ran den, skriver anmelder Liselotte Wiemer om den island ske forfatters værk, ”Dit fravær er mørke”. – Foto: Leif Tuxen.

Bogen rummer den ene tryllebindende elskovs- og afskedsscene efter den anden.

Mød Jón Kalman Stefánsson på Bogforum 2022

Elsk den næste generation som din egen

Jostein Gaarder

Norsk forfatter og debattør. Hans seneste bog, ”Det er os, der er her nu”, udkom på dansk fra Straarup og Co. den 7. oktober.

ET VIGTIGT grundlag for al etik har været ”den gyldne regel” eller gensidighedsprin cippet: Du skal være mod andre, som du øn sker, at de skal være mod dig. Men den gyld ne regel kan ikke længere nøjes med at have en horisontal dimension – altså et ”os” og ”de andre”.

Det begynder at gå op for os, at gensidig hedsprincippet også har en vertikal dimensi on: Du skal være mod næste generation, som du ville have ønsket, at forrige generation havde været mod dig. Så enkelt er det. Du skal elske din næste som dig selv. Det må selvfølgelig inkludere næste generation. Det må inkludere absolut alle, som skal leve på denne planet efter os.

JORDENS MENNESKER lever nemlig ikke samtidig. Hele menneskeheden lever ikke på én gang. Der har levet mennesker her før os, nogle lever nu, og nogle skal leve her efter os. Men også de, der lever efter os, er vores med mennesker. Vi skal være mod dem, som vi ville have ønsket, at de ville have været mod os, hvis det var dem, der havde levet på den ne planet før os. Så enkel er koden. Altså har vi ikke lov til at videregive en jordklode, som er mindre værd end den, vi selv blev givet at leve på. Færre fisk i havet. Mindre drikke vand. Mindre mad. Mindre regnskov. Færre koralrev. Færre plantearter. Færre dyrearter. Mindre skønhed! Mindre vidunder! Mindre herlighed og glæde!

Gennem det 20. århundrede blev det stadig mere indlysende, at verdens folk er afhængi ge af visse overnationale konventioner og forpligtelser. Et vigtigt gennembrud for nogle af disse overnationale retssystemer var FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, og måske repræsenterer Universal Declaration of Human Rights filosofiens og etikkens hidtil største triumf. For menneske rettighederne blev ikke tildelt os af højere magter. De blev heller ikke revet ud af den blå luft. De markerede en korsvej i en tusind år lang modningsproces. Et af de vigtigste spørgsmål i det 21. århundrede vil være, hvor længe vi kan påberåbe os et væld af rettighe der uden samtidig at anerkende nogle grund læggende forpligtelser. Måske trænger vi til en ny overnational forfatning.

TIDEN ER MODEN til en verdenserklæring om menneskets forpligtelser. Et eksempel på, hvordan dette perspektiv får stadig større momentum, er FN’s mål om bæredygtig ud vikling. Det giver ikke længere mening kun at fokusere på individets frihed og rettigheder uden samtidig at have et skarpt fokus på den enkelte stats og det enkelte individs ansvar og ikke mindst vores ansvar for at sikre kom mende generationers rettigheder, herunder vores ansvar for selve den planet, vi lever på – den, som astronauterne på Apollo 8 så på himlen som en ”jordopgang”, idet rumfartøjet havde rundet Månens bagside, eller den lyseblå prik, som Voyager 1 knipsede et bille de af fra randen af Solsystemet.

Hvis det skal lykkes os at redde livsgrund laget på denne planet, forudsætter det en ko pernikansk vending i vores måde at tænke på. Lige så naivt som det var at tro, at alle himmellegemerne er i kredsløb om vores klo de, lige så naivt er det at leve, som om alt dre jer sig om vores tid.

Men vores tid har ikke en mere central be tydning end alle de tider, der skal komme.

For os har vores egen tid naturligvis aller størst betydning. Men vi kan ikke leve, som om vores tid også er den vigtigste for dem, der kommer efter os. Det er selvfølgelig ikke egoistisk at elske sin egen levetid.

Men vi må agte vores efterkommeres tid, som vi agter vores egen tid. Således lyder den kopernikanske vending af buddet om næste kærlighed. Både enkelte mennesker imellem og i forholdet mellem nationerne har vi for mået at komme ud af en ”naturtilstand” præ get af den stærkestes ret. Men vi befinder os fortsat i en tilstand af rå lovløshed, når det gælder forholdet mellem generationerne. Måske var det geocentriske verdensbillede naivt. Men er det mindre naivt at leve, som om vi havde flere kloder at tage af end denne ene, vi må deles om?

DET MÅ VÆRE OP TIL den enkelte at tro, hvad han eller hun vil, og det må være op til den enkelte, om man tror på denne verdens frelse. Men vi kan ikke forudsætte, at der venter os en ny himmel og en ny jord.

Det er desuden tvivlsomt, om overjordiske magter nogensinde vil komme til at foran

stalte en ”dommedag”. Men en dag vil vi bli ve dømt af vores efterkommere.

Både klimakrisen og truslen mod den bio logiske mangfoldighed hænger sammen med grådighed. Men grådighed plejer ikke at be kymre de grådige. Det er der flere historiske eksempler på, og det måske allerbedste ek sempel er min egen generations grådighed.

Menneskets natur er præget af en gennem gående horisontal og kortsigtet orienterings evne. Vi har altid haft flakkende øjne og rettet blikket mod mulige farer og muligt bytte på kort sigt og i umiddelbar nærhed. Vi har altså et naturligt anlæg for at værne om os selv og vores nærmeste. Men vi har ikke et tilsvaren de instinkt for at beskytte vores fjerne efter kommere endsige andre arter. Det ligger altså dybt i vores natur som levende væsner at fa vorisere vores egne gener. Men vi har ikke det samme naturlige anlæg for at beskytte vores egne gener fire eller otte generationer ud i fremtiden. Det er noget, vi må lære. Det er no get, vi må lære, ligesom vi har måttet lære he le remsen af menneskerettigheder udenad. Eller med andre ord: ligesom vi har måttet in ternalisere disse normer og tage dem til os.

FRA VI SOM MENNESKEART OPSTOD i Afri ka, har vi kæmpet en uafbrudt kamp for, at vores gren af det evolutionære stamtræ ikke skulle blive savet af. Og kampen har været vellykket, for vi er her stadig.

Men mennesket har været så succesrigt, at vi truer vores eget livsgrundlag. Vi har haft så stor succes, at vi nu truer alle arters livs grundlag. For det legesyge, opfindsomme og forfængelige menneske kan det være let at glemme, at vi til syvende og sidst er natur. Men er vi så legesyge, opfindsomme og for fængelige, at selve legen sættes over ansvaret for planetens fremtid? Vi kan ikke længere bare forholde os til hinanden. Vi tilhører og

så den jord, vi lever på. Også den er en væ sentlig del af vores identitet.

Vi er langt hen ad vejen formet af vores kul turhistoriske forudsætninger, af selve civili sationen, som har fostret os. Vi siger, at vi forvalter en kulturarv. Men vi er derudover formet af denne planets biologiske historie. Vi forvalter også en genetisk arv. Vi er prima ter. Vi er hvirveldyr. Det tog nogle milliarder år at skabe os. Det tager faktisk nogle milliar der år at skabe et menneske. Men vil vi over leve blot det tredje årtusind?

Hvad er tid? Først kommer individets hori sont, så kommer familiens, kulturens og skriftkulturens horisont, men derudover kommer det, vi kalder geologisk tid.

VI NEDSTAMMER fra nogle firbenede dyr, som kravlede op af havet for næsten 350 mil lioner år siden. I sidste instans forholder vi os til en kosmisk tidsakse. Vi lever i et uni vers, der er 13,8 milliarder år gammelt. Men de nævnte tidsafsnit er i virkeligheden ikke så fjerne fra hinanden, som de måske forekommer at være ved første øjekast. Vi har grund til at føle os hjemme i universet. Den klode, vi lever på, har eksisteret i ret nøjag tigt en tredjedel af universets alder, og den dyrerække, vi tilhører, hvirveldyrene, har ek sisteret i hele 10 procent af Jordens og dette solsystems levetid.

Mere uendeligt er dette univers ikke. Eller omvendt: Så dybe rødder har vi i den univer selle jordbund, så nært et slægtskab har vi med resten af Universet. Mennesket er måske det eneste levende væsen i hele Universet, der har en universel bevidsthed, altså en svimlende fornemmelse af hele dette vældige og gådefulde verdensalt, som vi er en essen tiel del af. Derfor er det ikke bare et globalt ansvar at bevare livsgrundlaget på denne planet. Det er et kosmisk ansvar. J

kronik  | En dag vil vi blive dømt af vores efterkommere, skriver forfatter Jostein Gaarder i dette uddrag fra sin seneste bog, ”Det er os, der er her nu”.

Vi befinder os fortsat i en tilstand af rå lovløshed, når det gælder forholdet mellem generationerne.

FOTO: BOYCE DUPREY/FLICKR

Mød Jostein Gaarderpå Bogforum 2022

Lørdag den 5. november: Bellascenen.

”Jeg havde hellere haft en fin barndom end skrevet en bog”

Svenskfødte Melanie Kitti de buterede i august med digtsam lingen ”Halvt urne, halvt gral” om en mor, der regerer ud fra uigen nemskuelige logikker, og et barn, der leder efter sin plads i familien interview

Lærke Cecilie Lindegård kultur@k.dk

Da Melanie Kitti for et par år siden læ ste nogle af sine digte, som dengang stadig var i proces, højt for sin lillesøster, faldt sø sterens reaktion prompte: ”Det var jo akkurat så dan, det var.”

Naturligvis var det ikke nøjagtig sådan, det var. For svenske Melanie Kittis lyriske universer er i høj grad surrealistiske og skrevet ud fra et barns logik ker.

”Men jeg ser dem som en fortælling om min egen barndom. Jeg har prøvet at erindre, hvordan mit barne-jeg forstod verden, og det var sådan her, stemningen var. Jeg var trist og tænkte meget på døden,” siger Melanie Kitti.

Digtsamlingen ”Halvt urne, halvt gral” er hendes debut som forfatter. Den udkom på forlaget Gylden dal 19. august i år og er oprindeligt skrevet på svensk og siden oversat til dansk. For Melanie Kitti er på sin vis lige så meget skandinav, som hun er svensk.

Hun er vokset op i Sverige, uddannet billedkunst ner fra Kunstakademiet i Oslo og Det Kongelige Danske Kunstakademi i København – og efterføl gende også fra Forfatterskolen i København.

Digtene i ”Halvt urne, halvt gral” udgør tilsam men en datters fortælling om en familie, som bor i en nedlagt kirke på en kirkegård, helt lukket om sig selv. Familien styres af en ustabil mor, som kon stant sætter synlige og usynlige regler op, som pi ge-jeget – forgæves – forsøger at navigere i.

”Barnet prøver hele tiden at få moderens accept og at gøre hende glad. Hun prøver forskellige stra tegier, men moren er dybest set uinteresseret i hen de. Det er nok dét, som kan føles ubehageligt i mine digte,” siger Melanie Kitti.

Pige-jeget leder efter sin egen sammenhæng; i fa milien, i skolen, blandt vennerne, men uden at fin de et egentligt frirum noget sted til bare at være barn.

Netop følelsen af at være fremmed har fyldt i Me lanie Kittis liv, hvor hun er vokset op på det, hun kalder ”en vældig hvid plads”: født i Sverige, ind i en på flere måder sammensat familie med en hvid forælder, en brun forælder, og en tredje forælder; hendes biologiske far, som hun ikke kendte som barn.

”Jeg skriver om ikke at passe ind, hverken i egen familie eller samfundet. Om at ønske, at man så ud som en anden og at måtte forklare og forsvare alle steder, at man hører til.”

Bogens scener fra en tom og nedlagt kirkegård, hvor barnet leder efter skatte i jorden, trækker på forfatterens erindringer om en opvækst i den syd svenske provins Småland, langt ude på landet, blandt rønner, runesten og middelalderkirker –frem for mennesker.

”Jeg var dybt optaget af arkæologi som barn. Jeg gravede efter ting i jorden, ledte hele tiden efter skatte og var vild med ”Jurassic Park” (science ficti on-actionfilm om dinosaurer, red. ). Og så var der alle kalkmalerierne i kirkerne, hvor folk samledes. Alt dét bærer hele min kunstpraksis præg af,” siger hun.

For Melanie Kitti har digtene altid været med hende, men hun har ikke altid haft selvtilliden til at skrive dem. Og nu, hvor de er nedfældet og ude, fø ler hun ikke større forløsning.

”Jeg tænker ikke: Så kom der da noget smukt ud af det hele. Jeg havde hellere haft en fin barndom og trygge omsorgspersoner end skrevet en bog om ikke at have det. Men til syvende og sidst har det føltes helende at skrive den.”

0 Melanie Kitti, føler hun sig på sin vis lige så meget skandinav som svensk. –Foto: Gyldendal Medie/Simone Lilmoes.

Melanie Kitti

Født i 1986 i Umeå i det nordlige Sverige og vokset op i provinsen Småland i Sydsverige og i en forstad til Stockholm. Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Kunstakademiet i Oslo 2013-2019.

Uddannet fra Forfatterskolen i København i 2021.

Mød Melanie Kitti på Bogforum 2022

Søndag den 6. november: Gyldendals stand.

Debuterede i august 2022 med digtsam lingen ”Halvt urne, halvt gral” på forlaget Gyldendal. Digtene er skrevet på svensk og oversat til dansk af Liv Nimand Duvå. Udstiller til november 2022 sine kalkmalerier under titlen ”Kippar efter vinden (ledsen och klumpig)” på Rønnebæksholm, Næstveds Kommunes Kunsthal. Bor i København.

Vi må ikke glemme, at tomrummet udfyldes af den anden

”Det er rigtigt, at jeg forventer meget af min læser”. Sådan siger den tyske forfatter Judith Hermann, der med vilje efterlader tomme huller i sine tekster, som læseren må fylde ud med egne er faringer

interview

Michael Bach Henriksen bach@k.dk

Dette interview er oprindeligt skrevet til bogen ”Mellem frygt og håb” af eksistens journalist Bjørg Tulinius og kultur redaktør Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad. Bogen udkommer 31. oktober fra Kristeligt Dagblads forlag.

At finde hjem og at høre til et sted: Temaet dukker op i megen litteratur i disse år. Om det er en reaktion på en årrække med opprioritering af det grænseløse, hvor det har syntes finere at være nomade end fastligger, eller om det er et evigt tema, der går tilbage til Syndefaldsmyten og historien om udstødelse fra paradisets have, der dømte mennesket til en hjemløs tilværelse, er umuligt at afgøre. Men nu, for tiden, er refleksioner om hjemmets betydning til stede hos forfattere som svenske Kerstin Ekman, danske Dorthe Nors og amerikanske Marilynne Robinson. Ja, sidstnævnte deklarerer helt ud i sine titler, at stedets betydning ligger hende stærkt på sinde: ”Hus og hjem” og ”Hjemme” er karakteristiske for den prisbelønnede forfatter.

Med tyske Judith Hermanns anmel derroste roman ”Hjem”, et hovedværk i forfatterskabet, fik den læsende offent lighed så en ny facet af det velbeskrevne emne. Bogen, der udkom på dansk i no vember, handler om en navnløs kvinde, der også er romanens fortæller, som er flyttet fra storbyen til et digelandskab ved havet. Her bor hun alene og til leje i et faldefærdigt hus, der måske, måske ikke kan blive til et hjem. Her, på alle måder langt fra det urbane, bygger hun en tilværelse op om arbejdet i sin brors café, breve til eksmanden, som forbere der verdens undergang, og en relation til en lokal svinebonde, der måske ikke har fremtiden for sig, men som giver ti den fylde i nuet

På Bogforum er forfatteren bag, Ju dith Hermann, i år at finde på den inter nationale scene. Hun blev verdensbe rømt som sin generations stemme med debuten, novellesamlingen ”Sommer hus, senere” fra 1998, der skildrer en række unge berlinere lige efter Murens fald, der lever uforpligtende og rådvilde liv, hvor afgørelser altid udskydes til i morgen. Deres tilsyneladende sorgløse liv stod i kontrast til så megen anden tysk litteratur, der var præget af arven fra nazismen og fortidens byrder. Med Hermann blev det ok at skrive apolitisk om nutiden.

Det er svært ikke at se ”Hjem” som en videreførelse af ”Sommerhus, senere”. Romanen har i begyndelsen et novelle præg og skildrer helt åbenbart et hus, der kan blive rammen for et hjemligt liv. Dét liv, som personerne i debuten læng tes efter, men som de i øjeblikkets rus udskød at etablere. Hermann peger selv på forbindelsen som noget af det første, da hun tager imod Kristeligt Dagblad på Goethe Instituttet i København un der et af sine jævnlige danmarksbesøg: ”’Sommerhus, senere’ er en bog om

forventning og om drømme om liv. Sommerhuset er en metafor, et sted fyldt med venner, børn og familie, og ønsket er, at alt dette vil man gerne op nå senere, men først vil man gøre sig erfaringer,” siger Judith Hermann: ”25 år senere er huset så her, men der er kun én person, og det er tomt. En kvinde, der er alene, det er lidt mor somt i virkeligheden, det er gradvist gået op for hende, at målet er nået, men ikke som forestillet i ungdommen. Og det er ikke sørgeligt. Figuren i bogen siger på et tidspunkt, hvor hun beskri ver, hvad hun havde engang og hvad hun ikke har nu, at alle tingene er for bundet med hinanden. Det er ikke kun sådan, at fordi noget er overstået, er det slut. Der er forbindelse. Så det, at hun er alene, og at tingene ikke gik som forventet, er ikke sørgeligt. Det kan jeg tage mig selv i at synes, og det kræver koncentration for mig ikke at dvæle ved det. Kvinden i bogen ved det bedre end jeg som forfatter gør.” Hermann fortæller, at for hende er ”Sommerhus, senere” ikke en bog om Berlin, men om de mennesker, hun er vokset op med. Hun flyttede fra vest til øst lige efter murens fald, og for mange af novellesamlingens første læsere var det fascinerende at få beskrevet de østlige aspekter af den tyske genforening. Si den har hun og hendes figurer bevæget sig mange andre steder hen, men Hermanns praksis med at skrive om personer, der ligner hen de selv aldersmæssigt, er uforandret. Til magasinet Atlas har hun tidligere sagt:

forandringer for de lande, jeg holder af. Der er en geografisk og kulturel nærhed til regionen, og jeg har ofte ønsket, at vi havde inkluderet vores naboland lidt mere, og omfavnet USA lidt mindre.”

Hun fortsætter:  ”Jeg tror ikke, at krigen er et tide hverv eller et altafgørende øjeblik, men den er blandt andet en påmindelse om, at vi har haft fred længe, og at vi for vekslede freden med stabilitet. Der har været en periode, mens der skete alt muligt forfærdeligt i verden, men hvor vi gik ubekymrede rundt i Tiergarten og drak macchiato på Prenzlauer Berg. Måske er tiden efter 1989 en parentes i Vestens historie. Jeg er ikke optimistisk, og synes, at tiden er rådvild. Men der vil altid være en stor ambivalens, både i det personlige og det politiske.”

noget atmosfære, gåder og antydnin ger, når jeg har taget tekststykker ud. Og den, som er koncentreret læser mærker det, og tænker med sammen med forfatteren.”

Interviewet er ved at være slut, en medarbejder på Goethe Instituttet min der Hermann om, at hun skal videre i sit program og møde nogle af sine læse re et andet sted i København. Samtalen vender naturligt tilbage til Berlin, som Hermann for længst har forladt, men som fortsat spøger i hendes bevidsthed. Måske fordi Berlin ikke er et sted, men en tilstand.

Fredag den 4. november: International Scene.

”Jeg har en håndfuld ka rakterer – bestemte kvinder og to til tre mænd – som jeg fortæller ud fra, og de har det tilfælles, at de alle har svært ved at affinde sig med generelle livsfor hold. Jeg begyndte med at fortælle om dem, da de var i deres 20’ere og har så fulgt dem gennem deres 30’ere og 40’ere. Nu bliver de snart 50. Med tiden og alderen lærer de, at der ikke findes en endestation i livet, hvor det harmo niske liv indtræder i form af lykkelige familieforhold.”

Med Ukraine som bagtæppe Med erfaringens tyngde følger for Her mann også en rådvildhed på både et privat og et politisk niveau. Man troede som ung, at verden – ens egen og den vestlige – ville udvikle sig i en bestemt retning og med et vist sandsynligt en demål, men fastlagte forestillinger vi ste sig at være, ja, forestillinger: noget, der blev stillet foran livet, et prisme, som man så det igennem, uden at vide, at livet og politikken ville gå i en anden retning.

Interviewet foregår med Ruslands krig i Ukraine som baggrund, en krig, der smerter Hermann netop fordi også hun troede, at verden, som hun kendte den, ville bestå:

”Jeg havde ikke forudset, at der ville opstå en krig i Ukraine og Europa. Jeg har en stor kærlighed til russisk littera tur og til russiske mennesker og steder, og jeg har en tilsvarende stor kærlighed til ukrainerne, jeg har ofte været begge steder, så det er svært for mig at forstå, at krigen uvægerligt vil medføre store

Denne ambivalens går igen i mange af Hermanns noveller, og bevirker, at hun er forsigtig med at udtale sig om politik eller agere som intellektuel stemme i den offentlige debat, som der ellers er tradition for i Tyskland: ”Jeg føler ikke noget personligt ansvar for som kunstner at blande mig i den of fentlige debat. Jeg undersøger nok mere ting frem for at give svar, og føler, at an dre skrivende kan formulere sig mere prægnant om det politiske, end jeg gør. Det vil simpelthen være udfordrende for mig at deltage i en politisk de bat. Jeg mangler un dertiden selvforståel sen som forfatter, og derfor er det svært at udtale sig, det er, som om man skal genopfinde sig selv hver gang. Men jeg har kolleger, der er meget sikre i deres roller som skrivende, det er ofte mænd,” siger Hermann og uddy ber:

”Jeg mener ikke, at mine bøger kan bidrage med noget. Men det betyder ik ke, at de er uvæsentlige, blot at jeg be finder mig bedre i det åbne, hvor tilfæl digheder råder, end i det afsluttede og kategoriske.”

Berlin som realitet og drøm Den amerikanske forfatter Paul Auster skrev engang en roman, der hedder ”Tilfældets musik” – en titel, der også kunne akkompagnere flere af Her manns noveller. Med titler som ”Veje krydses” og ”Hvor vejen går hen” un dersøger hun, hvordan det tilsynela dende tilfældige møde kan føre perso nerne nye steder hen i livet.

Hermann er ofte blevet beskrevet som minimalist, en -isme, hun qua sin mod vilje mod det kategoriske helst undgår, men som hun sagtens kan se slægtska bet med. Det handler om det antyd ningsvise, om tomme huller i teksterne og om åbne slutninger, der efterlader læseren ude i regnen, som hun har sagt, fordi forløsningen ikke kommer: ”Det er rigtigt, at jeg forventer meget af min læser. Alle mine bøger lever af de tomme pladser, altså det jeg ikke si ger. Jeg fortæller noget, men der er også rigtig meget, jeg ikke siger. Mellemrum mene er vigtige. Jeg forventer, at min læser er empatisk og selv fylder ud med egne erfaringer og liv. Og det forlader jeg mig på er muligt. Jeg skriver mine tekster og tager så nogle tekststykker ud igen. Og jeg tror, at der efterlades

”Jeg kan godt have hjemve efter Ber lin, en længsel der retter sig mod et Ber lin, der ikke længere findes. Det er en længsel efter min egen fortid. Intimite ten er væk nu. Det har også noget med alderen at gøre, nu synes jeg byen er for stor og for larmende og for meget. Jeg bliver på en mærkelig måde lidt aggres siv, når byen kommer mig for nær. Ber lin er en by der trækker livet ud af dig. Det er en by, der kan give meget, men i min erfaring tager den endnu mere. På det seneste er balancen mellem at give og tage tippet, det er blevet et ulige vægtigt forhold.”

”Men måske er jeg også bare fornær met, byen har ikke brug for mig længe re, den har taget det, den ville, og man har den modsatte følelse, når man er ung: byen har virkelig brug for dig, den er kun smuk, fordi du er der.”

Så tabserfaringen er nok den kende tegnende for Hermann nu – politisk så vel som personligt. Og med tabserfarin gen følger naturligt en følelse af hjem løshed, men i Hermanns erfaring kom mer der altid et vendepunkt efter den melankoli, hun oplever nu i tomrum met, efter at ”Hjem” er skrevet og ud kommet:

”Det er forfærdeligt at afslutte en bog. Det er hver gang en total udslettelse af forfatteren. Jeg har altid følelsen af, at ”det var det”. Intet nyt kan falde mig ind, jeg kommer ikke til at skrive en bog igen. Og lige nu føler jeg mig faktisk hjemløs. Men jeg tænker, at det er en form for trøst, at jeg føler sådan. For er faringen er, at noget vil vise sig.” J

Judith Hermann

Født i 1970 i Berlin.

Cand. mag. i tysk og filosofi og uddannet fra det anerkendte Berliner Journalistenschule – et akademi for jour nalister.

Tidligere journalist, blandt andet for den tysksprogede avis Aufbau i New York. Siden 2001 forfatter på fuldtid.

Debuterede i 2001 med novellesam lingen ”Sommerhus”. Udgav i 2003 novel lesamlingen ”Spøgelser”, dernæst den meget anmelderroste novellesamling ”Alice” fra 2009. ”Al kærligheds begyn delse” fra 2014 (dansk 2016) er hendes første roman, og to år senere vendte hun med ”Lettipark” tilbage til novellegenren. I 2021 udkom Hermanns anden roman, ”Hjem”.

Judith Hermann er modtager af en række priser og hendes bøger er solgt i mere end en million eksemplarer.

Mød Judith Hermann på Bogforum 2022

”

Jeg mener ikke, at mine bøger kan bidrage med noget. Men det betyder ikke, at de er uvæsentlige, blot at jeg befinder mig bedre i det åbne, hvor tilfældigheder råder, end i det afsluttede og kategoriske.

JUDITH HERMANN, FORFATTER

MØD BIBELSELSKABET PÅ STAND C2-030

FREDAG

13.00

Du må ikke …

Hør om kristen etik, når professor og forfatter taler med bioetiker buddene et koncentreret udtryk for Guds vilje? Og har de noget at sige i dag?

14.45 Tro, tekst og tolkning

Hvilken betydning har Bibelen i samfundet og for den enkelte? Hvad er sammenhængen mellem tro, tekst og tolkning? Det drøfter debattør Johannes Baun

15.30 Reception – skål for bøgerne Bibelselskabet inviterer venner og samarbejdspartnere på et glas. Kom forbi og skål for bøgerne!

LØRDAG

13.00

Fadervor og Zarah Juul

Kan man illustrere fadervor, og giver det mening at bede aftenbøn? Kim Skotte interviewer Zarah Juul, der er aktuel med billedhistorien ”Fadervor for de mindste”.

14.00 Bogen, man ikke bliver færdig med Anne-Cathrine Riebnitzsky og Erik Skyum-Nielsen i samtale om ”Bibelen 2020”. Er det en vellykket oversættelse? Hvorfor er Bibelen værd at kende? Johannes Baun modererer.

15.00

Det største for de allermindste

Journalist og forfatter Daniel Øhrstrøm i samtale med børnebogsforfatter Rebecca Bach-Lauritsen om arbejdet med ”Den lille bibel”. Er højtlæsning fra en børnebibel en del af det gode liv?

DE TI BUD Af Ulrik Nissen

16.00

Ambitiøse billedværker

Tegner og forfatter Peter Madsen fik Blixen-prisen 2022 for ”Urhistorien”. Nu er han aktuel med højtidstrilogien ”Signe”. Hør ham fortælle om sit mangeårige arbejde med at formidle de bibelske tekster.

FADERVOR FOR DE MINDSTE Tegnet af Zarah Juul

BIBELEN 2020

DEN LILLE BIBEL Af Joan og Daniel Øhrstrøm

SØNDAG

11.15

Det’ for børn

Hvordan formidler man kristendommens kernestof i et sprog, børn kan forstå? Malene Fenger-Grøndahl Sigurd Barrett har forsøgt sig. Hør dem i samtale med afsæt i bøgerne om ”Tobias & Trine”

13.00 Er der en frelser til stede?

Tag med på jagt efter Bibelens frelser. Teolog og forfatter Søren Holst i samtale med Christoffer Emil Bruun ”Messias”, en ny bog i Bibelselskabets Håndbibliotek.

14.00

Ambitiøse billedværker

Tegner og forfatter Peter Madsen fik Blixen-prisen 2022 for ”Urhistorien”. Nu er han aktuel med højtidstrilogien ”Signe”. Hør ham fortælle om sit mangeårige arbejde med at formidle de bibelske tekster.

15.30

Mød Djævelen

Vi kender ham med spids hale og horn i panden. Men hvem er Djævelen ifølge Bibelen? Mød forfatter og sognepræst Henrik Winther Nielsen – og Djævelen.

fortælling om jul, påske og pinse Af Peter Madsen

TOBIAS & TRINE Af Malene Fenger-Grøndahl

Søren Holst

Maksimalismens mester

Anmelderne undrer sig over, at norske Karl Ove Knausgård gang på gang formår at lokke dem til at læse lange og ikke altid lige interessante passager. Men det gør han, også i romanen ”Ulvene fra evighedens skov”

bogen i tiden

Lotte Kirkeby kultur@k.dk

”Det var med overmåde blandede følelser, at jeg efter tre dages læsning lukkede Karl Ove Knausgårds nye mammutroman, andet bind i en planlagt serie på fem. Jeg hav de i lange stræk kedet mig fælt og følt, at han spildte min tid, men jeg var samti digt dybt imponeret af hans ordrigdom og idérigdom, og desuden sad jeg tilba ge med en besynderlig følelse af at have set ind i en anden verden, som om han havde åbnet en dør og ladet den stå på klem.”

Sådan skriver Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse i Information af Karl Ove Knausgårds roman ”Ulvene fra evig hedens skov”, der udkom på dansk i maj.

Og de blandede følelser deler han med flere af sine anmelderkolleger, som både forføres, falder hen og forvirres af roma nen, som dels foregår i Norge, dels i Rusland fra 1977 og frem til i dag, og som ifølge forlaget kan læses som et selvstændigt værk, men som deler tema tikker med ”Morgenstjernen” fra 2020.

I ”Ulvene fra evighedens skov” flytter

hovedperson Syvert i 1986 efter aftjent værnepligt tilbage til sin lillebror og sin kræftsyge mor. Hans far er død 10 år tid ligere, men atomulykken i Tjernobyl sætter Syvert på sporet af ham. Han fin der blandt andet en kasse breve skrevet på russisk og opdager, at han har en rus sisk halvsøster, Alevtina, som han mø der i romanens anden halvdel, og Karl Ove Knausgård formår atter en gang, som Erik Skyum-Nielsen skriver, at brin ge os ultranært til det levende og vibre rende liv.

Men han insisterer samtidig konse kvent på at sætte handlingen i stå, hvil ket på én gang virker suverænt og kejtet, fascinerende og bundirriterende, og derfor lyder opfordringen fra Informati ons anmelder: ”Lad den gøre indtryk som det sære unikum, den er, og glem så alt om litteraturkritisk tvangs-kvanti ficering.”

I Kristeligt Dagblad er der ikke desto mindre fem stjerner til romanen fra Lise

lotte Wiemer, der konstaterer, at ingen kan beskrive en hverdag som Karl Ove Knausgård, og at ingen kan få læserne ud på leksikale flyveture, så man næ sten glemmer, at det er for meget: ”Sy verts hjemkomst og sandhedens an komst er romanens ene hovedspor. Skrevet med så meget koncentrat af energi og fremdrift og et så suverænt hverdagsblik, at man må gå til Knaus gård selv for at finde et sammenlig ningsgrundlag. Det er voldsomt overbe visende. Det andet spor går gennem Rusland og er langt mere flyvsk og fly dende.”

Men også hun bliver en lille smule træt. For der er for mange leksikale di gressioner, for mange filosofiske tænke re og for mange åbne spørgsmål, der lige skal rundes, om end alt er så blændende godt formuleret, at man svimler, selv om man pletvis går kold: ”Men sikken et projekt!”.

Anmelderne, er som det fremgår, lidt uenige om, hvorvidt ”Ulvene fra evighe dens skov” er andet bind af tre eller af fem, og selv om den kan læses uafhæn gig af sin forgænger, falder der flere sammenligninger med den. I Berling ske mener Marie Louise Wedel Bruun således ikke, at denne nye roman er helt på højde med ”Morgenstjernen”. Men omvendt er der ingen tvivl i hendes sind: ”Man skal læse Knausgård, basta. Få skriver så overlegent godt, både let og tungt. Bedst er dog Syverts simple (og suverænt realistiske) samtaler med lillebroren og tanker om alt fra kærlig hed til pølser med mos, men den russi ske del af bogen bliver mere træg med sine dystre indslag.”

Det bliver til fire stjerner ud af seks, og selv om man i Weekendavisen ikke gi ver hverken hjerter eller stjerner, så er Bo Bjørnvig meget på linje med sin an melderkollega. Han konstaterer, at Karl Ove Knausgårds blanding af hverdagsre

alisme og vanvidsutopisme kan fore komme mærkværdig, og at man, når man vender side 797, har været meget igennem: ”Men man holder ud, det har Knausgård en forunderlig evne til at få os til. Blandt andet fordi han udfolder personernes indre liv så ubesværet og indimellem billedrigt (…) Så, kære læ ser, fat mod. Det kræver Knausgård me re end nogensinde.”

I Morgenavisen Jyllands-Posten be tegner Niels Lillelund Karl Ove Knaus gårds to seneste romaner som nybrud i forfatterskabet, da der sker ting og sa ger, der er hinsides hverdagens trumme rum, og han ser små tegn fra oven: ”Un der alle omstændigheder skal man her goutere, at hverdagens inderlige prosa ist er begyndt at interessere sig for noget andet og mere. I sig selv vel ikke så usædvanligt, og der skal nok være dem, der vil kalde hans nye romanprojekt teo logisk. Jeg føler mig ikke overbevist, om end nok interesseret. Måske vil det hele åbenbares, når man står med en samlet trilogi, foreløbig må man læse og un dres.”

Han kvitterer med fire stjerner, og samme antal hjerter falder fra Jes Stein Pedersen i Politiken til denne myreflit tige maksimalist af en nordmand: ”Ind til nu er ’Morgenstjernen’ og ’Ulvene fra evighedens skov’ en undersøgelse af vo res forhold til verden. Fortalt i sekven ser, korte og meget lange, af forskellige jeg-fortællere (…) Undersøgelse, javel, men også et forhindringsløb, hvis man som læser skulle tro, at man fik serveret et klart plot. Det gør man ikke. Med Knausgård, som er i en slags Heideggermood, aner man aldrig, om man er på vej ned ad en ligegyldig skovsti, eller om man befinder sig på hovedsporet. Læst med den overbærenhed er ’Ulvene fra evighedens skov’ en generøs roman, som skærper forventningerne til trilogi ens sidste del.” J

1 Der er blan dede følelser blandt anmel derne for Karl Ove Knausgårds roman, ”Ulvene fra evighedens skov”.

– Foto: Edmond Terakopian/ eyevine/Ritzau Scanpix.

”Med Knausgård, som er i en slags Heidegger-mood, aner man aldrig, om man er på vej ned ad en lige gyldig skovsti, eller om man befinder sig på hovedsporet.

JES STEIN PEDERSEN, ANMELDER I POLITIKEN

Når de døde vågner

Det er et gigantisk stykke researcharbejde, forfatteren Tom BukSwienty har begået med sin beskrivelse af et glemt stykke sønderjysk historie – og verdenshistorie anmeldelse

Liselotte Wiemer kultur@k.dk

Engang fik denne avis den smukke ide at skrive nekrologer også over de ”ukendte” dø de. Af respekt for det almindelige, men ikke mindre fulde liv, der normalt al drig finder vej til i avisernes spalter. ”Thi under hver gravsten ligger en ver denshistorie”, som den tyske digter Heinrich Heine skriver.

I Tom Buk-Swientys dokumentariske roman ”Safari fra helvede”, der udkom i september, får man den samme bevæ gende oplevelse af, at her pustes glems lens støv væk og bliver til liv. Bogen bygger på autentiske kilder, der nu me re end 100 år senere hentes frem fra ar kiver, dagbøger, arkivalier og erin dringsbøger. Og gennem disse liv får vi en verdenshistorie – i alle betydninger af ordet.

Det handler om en lille gruppe søn derjyske mænd, der kommer i tysk tje neste under Første Verdenskrig (hvor Sønderjylland jo var en del af det tyske kejserrige) og på det, som handelsskib camouflerede Kronborg, bliver sendt på hemmelig mis sion til Østafrika. Det danske sprog ombord garanterer åbenbart en eller anden form for uskyld. Skibet er fyldt med ammunition, ma skingeværer, granater, kul og underbukser!

bjerges i land. Og nu starter den lange, lange vandring gennem fuldkommen ukendt territorium fra den ene primiti ve tyske militærlejr til den anden. Slem nok er krigen. Men værre er malariaen, der truer med at tage de sidste kræfter ud af de prøvede mænd.

Tom Buk-Swienty på Bogforum 2022

Lørdag den 5. november: JP/Politikens stand. Søndag den 6. november: Stand A I - Store Scene.

Listen findes. Og Kron borg skal, hører den intetanende gruppe, da de er i rum sø, komme et tysk krigsskib til undsætning i Tysk Østafri ka. Her sidder nemlig Königsberg håb løst fast 20 kilometer inde i Rufijiflo den, mens den britiske flåde, ifølge ma rineminister Churchills ordrer, skal erobre skibet og derfor gøre enhver ud sejling utænkelig. De sidder med andre ord som en prop i en flaske.

Det bliver en sejlads fuld af farer, ventede og aldeles uventede. Et er den lange rejse syd om Kap det Gode Håb. Men herefter begynder det i virkelighe den først. Tæt på den østafrikanske kyst beskydes Kronborg af den britiske flåde og må rømmes. En del af lasten

Hele historien fra ty ske Wilhelmshaven i be gyndelsen af 1915 til re sterne af gruppen ende lig ser København mere end fire år senere er ikke kun, men hovedsagelig fortalt gennem fyrbøder Nils Kock eget vidnesbyrd. ”En god dansk mand”, som der mange år efter står korte nekrolog i det davæ rende Jydske Tidende.

Det er et gigantisk researcharbejde Buk-Swienty lægger for dagen. Og bo gen er omfattende, detaljerig og fuld af disse mange oprindelige optegnel ser. En sand guldgrube for den historisk dedikerede læser. Mens mere kulørte sjæle kunne nok have ønsket sig en anelse mindre ordholdenhed – især un der de opslidende vandringer gennem Afrika. Det må have oset af blod, sved, slanger og tårer. Og beskrivelse kunne have blevet belivelse med bare et dryp mere episk frihed.

Men tilbage står respekten. Og en helt ny vinkel på det prekære forhold mel lem Sønderjylland og Tyskland og på det ufattelige tab, den oprindelige afri kanske befolkning led under en krig, der mildt sagt ikke var deres. Hvilket først kommer rigtig frem i epilogen. En delig får Karen Blixen sin egen lille ni che, på grund af en for mig ret ukendt livslang flirt med den legendariske ty ske general von Lettow-Vorbeck, ”Afri kas løve”. Den eneste, der ikke kapitu lerede i november 1918. Fantastisk hi storie. Rigt fortalt. Lige noget for en løv inde som baronessen. Jo, den bog vil finde sine læsere.

4 stjerner

J

Tom BukSwienty: Safari fra helvede. 464 sider. 400 kroner. Politikens Forlag.

0 Tom Buk Swienty er historiker, jour nalist og forfatter bag flere bøger, blandt andet om sønderjysk histo rie, slaget ved Dybbøl og den dansk-tyske krig i 1864. Her er han fotograferet på Frijsenborg Slot ved Hammel i det østlige Jylland.

- Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Mød

MødMichaelIgnatieff påBogforum2022

Lørdag den 5. november: Kristeligt Dagblads Forlags stand

Ondskab

Vi har brug for al den trøst, vi kan få

Michael Ignatieff har som filosof og tidligere liberal politiker sig selv som ikketroende. Men så læste han Salmernes Bog – og fandt trøst. Siden har han under søgt, hvor vi finder trøst, når livet er svært

interview

Bjørg Tulinius tulinius@k.dk

Han var kommet til Utrecht i Holland for at tale om retfær dighed og politik. Som internationalt aner kendt politisk filosof, forfatter og tidligere le der af det liberale parti i Canada var det op lagte emner for Michael Ignatieff at tale om. Men denne gang var han blevet bedt om at give et foredrag ved en korfestival og fortæl le, hvordan temaerne behandles i Salmernes Bog. Derfor havde Ignatieff brugt en hel som mer på at læse de i alt 150 salmer i Det Gamle Testamente, som han ikke kendte mange af på forhånd.

”Jeg kalder ellers mig selv for et ikke-troen de menneske. Men først havde jeg læst alle ordene i salmerne, og nu sad jeg så sammen med min kone blandt publikum ved korfesti valen og hørte korene synge dem. Og godt nok var jeg kommet til Utrecht for at tale om retfærdighed og politik. Men det, jeg fandt, var trøst.”

Michael Ignatieffs møde med salmerne blev begyndelsen på en flerårig rejse. For op levelsen fik ham til at stille spørgsmålet: Hvordan kan det religiøse sprog trøste og lin dre mennesker, som ikke nødvendigvis tror på Gud? Og det gav ham samtidig lyst til at se

nærmere på, hvordan mennesker gennem ti den har fundet trøst, når tilværelsen ser al lermørkest ud.

Resultatet ligger nu i bogform. ”On conso lation” udkom på engelsk sidste år, og er nu netop udkommet på dansk fra Kristeligt Dag blads Forlag med titlen ”Om trøst”.

Over et videoopkald fra Wien, hvor han i dag er professor ved Det Europæiske Univer sitet, fortæller han smilende og venligt om sin undersøgelse af trøstens rolle i menne skelivet. Han understreger flere gange, at bo gen ikke er en bearbejdning af personlige sorger, men at det alligevel er ”et dybt per sonligt projekt”.

”Jeg mistede mine forældre med få års mel lemrum. Min mor havde Alzheimers, og min far passede hende, og jeg tror, at den kæmpe opgave var med til at forkorte hans liv. Han døde, da han var 74 år, samme alder, som jeg har nu – så det var jo ikke fordi, han var me get ung. Men jeg savnede dem forfærdeligt, da de var væk. Jeg var utrøstelig og samtidig overrasket over det, for jeg var jo voksen, 40 år dengang. Men jeg ville ikke skrive en bog om mine personlige kampe, for de er selvføl gelig interessante for mig, men ikke for den brede offentlighed. Så der er en personlig un derstrøm i bogen, men den er på ingen måde selvbiografisk.”

En kejser behøver også trøst ”Jeg ville jo gerne kunne sige, at det var et meget systematisk projekt. Men virkelighe den er, at jeg bare fulgte min mavefornem melse omkring hvilke personer op gennem historien, der kunne være relevante at tage med,” siger Michael Ignatieff.   Hans undersøgelse sendte ham derfor til bage til historien om bibelfiguren Job, til folk som apostlen Paulus, den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius (121 e.Kr.-180 e.Kr), renæssancetænkeren Michel de Montaigne (1533-1592) og mere nutidige som forfatteren Albert Camus (1913-1960) samt forfatter og politiker Vaclav Havel (1936-2011). Fælles

nævneren hos alle er, at de på et tidspunkt i deres liv var nået til et nulpunkt – hvor mør ket var tættest og håbet allerlængst væk. Og netop denne fase er Michael Ignatieff dykket ned i for at finde ud af, hvor og hvordan de så fandt trøst.

Selvom der er forskel på at leve som et for tvivlet menneske i en tid, hvor troen på Gud og det evige liv var normen og så en tid, hvor det enkelte menneske i højere grad er over ladt til sig selv, er det ikke en idéhistorisk for tælling om trøst, Michael Ignatieff har villet skrive. Det er en bog om mennesker, siger han.

”Jeg har været idéhistoriker hele mit pro fessionelle liv, men idéhistorien er akade misk, den er kedelig. Medmindre det går op for en, at de ideer, der virkelig forandrer ver den, opstår ud fra en historisk eller personlig krise af en eller anden slags. For at forstå hvorfor nogle skriver, som de gør, må man prøve at genopleve deres liv med dem. Det er den tilgang, jeg har brugt hele vejen. Og der for understreger jeg, at bogen ikke er en idé historisk gennemgang, men en samling af menneskelige historier.”

Han nævner selv den romerske kejser Mar cus Aurelius (121 – 180 e.Kr.) som et af bo gens eksempler på, hvordan en læsning med trøsten som prisme førte til nye erkendelser af Aurelius’ værker.

”Man har læst ham i de seneste 2000 år som et eksempel på en stoisk tænker, hvor man kunne blive klogere på den stoiske filo sofi ved at studere hans værker. Men det gav pludselig en helt ny mening at læse ham, når man forstod, at nogle af hans essays er skre vet om natten i et telt på en militær lejrplads, hvor han som kejser stod i spidsen for en krig mod barbarerne, der ikke havde tænkt sig at give op. Han var 58 år, han var syg, og mens han sad der, alene om natten, frygtende for sit liv, begyndte han at skrive.”

I stedet for at læse værket, der på dansk hedder ”Tanker til sig selv” som en selvsik ker genskabelse af stoisk visdom, ”kunne jeg

nu se, at det forholdt sig helt anderledes. Det er en historie om en aldrende kejser, der er fanget i en krig, som han ha der. Han holder kun ved li vet med det yderste af neg lene, og desperationen i teksten bliver pludselig ty delig. Det bliver på den måde til et meget person ligt vidnesbyrd, man sid der med. Som læser er jeg derfor ikke længere interesseret i stoisk vis dom, men i at finde ud af, hvad et sådant men neske gør for at trøste sig selv. Og det, han gør, er at skrive. Til sig selv. For han er kejser! Hvem ellers kan han tale med? Hvem kan han stole på og have tillid til?”

Som konklusionen lyder i kapitlet om Mar cus Aurelius, så formår hans essays at give senere generationer håb på grund af, ”deres uovertrufne åbenhed om ensomhed, modløs hed, frygt og tab, som er det, der til at begyn de med, får os til at søge trøst. For det er trø stende at vide, at selv ikke en kejser kan komme gennem natten, alene med sine tan ker. Det er noget, vi kan dele med ham.”

Behovet for trøst er sørgeligt aktuelt Michael Ignatieffs rejse ind i trøstens menne skelige beretninger begyndte i 2017. Det var før, man fra Wuhan meldte om mystiske syg domstilfælde, der havde spredt sig med for uroligende hast i den kinesiske provins. Men da pandemien ramte, blev canadierens pro jekt uhyggeligt aktuelt.

”Hvor det at tale om trøst måske før kunne føles som et noget gammeldags ord, der nær mest er forsvundet helt fra vores sprog, så oplevede jeg pludselig en global søgen efter trøst, da coronaen ramte os. Vi blev igen fyldt

ILLUSTRATION: GRETHE NIELSEN

Værdighed Disciplin Mod Generøsitet TRØST

med spørgsmål som: ’Hvad er meningen med denne plage?’, ’Hvordan kommer vi igennem det sammen?’, ’Hvordan trøster vi hinanden?’. Det var som om denne kultur, der ellers helt havde glemt trøsten eller ikke længere troede på den, nu pludselig behøvede den mere end nogensinde.”

I bogen er det en forfatter som Albert Camus, der har stillet de samme spørgsmål. Til sin tid. Hvor absurditet og meningsløshed var det, der mødte ham som uund gåelige vilkår i en verden, hvor Gud var død, og ideo logier som nazisme og marxisme var på frem march. Og hvor Hitler havde invaderet Frank rig, hvor den tuberkulo sesyge Camus havde søgt tilflugt. Det var her, han i 1942 begynd te på sin roman ”Pe sten”. I dobbelt fan genskab, som Michael Ignatieff skriver, i sit sengeleje, i et besat land. Og på et tids punkt, hvor Camus måtte forkaste troen på, at historien eller den menneskelige civi lisation nødvendig vis vil bringe os mod lysere tider.

Alligevel oplevede han folk, som kæmpede. Mod overmagten. Mod det, som nogle måske ville kalde skæbnen. Og spørgsmålet om, hvorfor ”man skulle modstå skæbnen, selv hvis resultatet måtte være håbløst, blev til et spørgsmål om liv eller død,” som Ignatieff skriver om Camus’ anliggende. Og som hans karakterer i bogen udfoldede sig, blev det for Camus ikke længere så afgørende, hvem der havde ret, men hvem der stående over for død og ondskab, trøstede de lidende.

At vi lige nu oplever en krig i Europa, med civile ofre og brutale bombardementer fra russisk side mod et suverænt land, er endnu en frygtelig situation, der også kalder på trøst. Og den har ikke gjort Michael Ignatieffs bog mindre relevant. Selvom den er skrevet, før Putin invaderede Ukraine, giver det allige vel genklang, når han skriver: ”Trøstens ud fordring i vores tid er at udholde tragedien –selv når vi ikke kan se en mening med den, og at fortsætte med at leve i håb.”

Over videoopkaldet er det tydeligt, at Mi

0 Michael Ignatieff har undersøgt, hvor mennesker har fundet trøst, når livet ser allermørkest ud. Blandt hans konklusioner er, ”at det er evnen til at udvise ædel men neskelig adfærd, når man er konfronteret med ondskaben, der kan give os trøst.

– Foto: David Levenson/Getty Images.

Michael Ignatieff

Født 1947 i Canada.

Politisk filosof, historiker og forfatter.

Har tidligere været leder af det liberale parti i Canada og direktør for forskningscentret Carr Center for Human Rights under Kennedy School of Government ved Harvard University.

Var indtil fornylig rektor ved Det Europæiske Universitet, der før lå i Budapest og nu ligger i Wien, hvor han i dag er professor på universitetet.

Hans seneste bog ”On Consolation. Finding Solace in Dark Times” er udkom met på dansk på Kristeligt Dagblads Forlag.

chael Ignatieff er dybt rystet over det, vi ople ver lige nu. Hans smil afløses af et bekymret blik, og han kalder den verden, vi lever i nu for ”dybt tragisk og dybt absurd. Det er det værste, der er sket i hele mit liv. Vi troede, vi havde set det sidste til denne form for brutali tet og rædsel, men nej. Historien viser os des værre igen, at den ikke er den trøst, vi kan hænge vores håb op på. For lige nu er det, vi oplever i Ukraine, netop et udtryk for, at vi ik ke forstår, hvor historien kommer fra, og hvor den er på vej hen.”

Men som også Camus pegede på, er det al lervigtigste ifølge Michael Ignatieff, at men nesket, selv i en absurd verden, véd, hvad det skal gøre: ”Vi ved ikke, hvad meningen med vores tid er. Men vi véd, at vi skal støtte ukrai nerne. At vi skal hjælpe dem og tage imod dem. At der er en række moralske pligter, der følger med det at være menneske. Nogle eti ske retningslinjer, der står helt tydeligt frem for os. Og det, der trøster os i en sådan situati on er netop, når andre mennesker gennem deres eksempler minder os om, hvad det vil sige at være et menneske.”

Michael Ignatieff præciserer, at han selvføl gelig ikke mener, der er noget som helst trø stende i forhold til, hvad ukrainerne går igen nem nu.

”Men det ville være meget værre for alle, in klusiv ukrainerne, hvis de udviste fejhed eller ondskab. I stedet ser vi værdighed, disciplin, mod og generøsitet. Konstant. Og uden at ly de sentimental, tror jeg, at det hjælper ukrai nerne. For ser man på historien, så er det ev nen til at udvise ædel menneskelig adfærd, når man er konfronteret med ondskaben, der kan give os trøst. Det er netop, hvad jeg me ner med, at noget er trøstende: At det giver modet til at fortsætte, til at kæmpe, til at leve videre.”

Den aktuelle krig i Ukraine får også den ca nadiske tænker til at fremhæve den tjekkiske forfatter og senere præsident for Tjekkiet, Va clav Havel. I bogen beskrives Havels eksisten tielle krise, da han i 1982 på tredje år sidder indespærret i et tjekkisk fængsel for sin mod stand mod det kommunistiske styre.

Havel er i tvivl om, hvorvidt det overhove det nytter noget at fortsætte kampen. Men det, der holder ham oppe er at skrive breve til sin kone, samt erkendelsen af, at han har et ansvar. For andre end sig selv. Den følelse af ansvarlighed bliver hans anker i tilværelsen. Hans trøst. Og han beslutter sig for, at han fremover kun vil ”leve sit liv i sandhed”, som Michael Ignatieff formulerer det.

Han uddyber, hvorfor netop Havel er rele vant nu: ”Jeg tror, vi lever i en periode, hvor vi er nødt til at leve i sandhed, og for at gøre det

må man give afkald på alle falske former for trøst. Det har for eksempel været en falsk trøst, når vi har troet på, at globaliseringen ville bringe os tættere sammen og gøre al krigsførsel umulig eller irrelevant. At demo kratiet til sidst ville sejre over autoritarismen. Alle disse lykkelige fortællinger har vi fortalt hinanden i årtierne efter den kolde krigs op hør. Og jeg har også selv troet på det. Men det er slut. Så at leve i sandhed, vil sige, at vi må leve uden trøst fra netop de fabler. Vi må stoppe med at tro på dem.”

Den sekulære arrogance

Men hvad så med det religiøse sprog? Med den trøst, Ignatieff selv fandt i Salmernes Bog? Er han kommet til en nærmere forståel se af, hvorfor han som et ikke-troende men neske selv fandt trøst i netop et sprog og en musik fyldt med guddommelige referencer?

”Der er en oplagt grund til, at kristendom men har overlevet i mere end 2000 år og sta dig vil gøre det. For den sætter menneskelig lidelse som centrum for Guds løfte til os: ’Jeg har givet min søn, så han kan lide, som I gør –og her er mit løfte: Der findes en anden ver den, hvor I ikke længere skal lide.’ Derfor kan især kristendommen opleves som trøstende,” siger han.

”Men som jeg også skriver i bogen, så tror jeg jo ikke selv på det. Til gengæld har jeg fået en større og stadigt voksende respekt for den tradition og den trøst, som den tilbyder. Og en liberal skeptiker som mig bør netop ikke bare tolerere troen men også tage ved lære af den,” siger Michael Ignatieff og tilføjer:

”Mit problem med sekularismen er, at folk bærer rundt på en form for arrogant holdning om, at vi slet ikke behøver Bibelen længere. Men det gør vi. Vi har brug for al den hjælp og trøst, vi kan få, og de religiøse traditioner er fyldt med visdom.”

Når han bliver bedt om at samle sine erken delser om trøst, som han har fundet frem til via de forskellige nedslag i menneskelige hi storier gennem tiden, svarer han:

”Jeg finder trøst i den særlige viden om, at mennesker gennem tusinder af år har været i den samme form for desperate situationer, som vi oplever, og at der derfor er en ubrudt kæde af menneskelig erfaring, som går tilba ge til tidernes morgen. Den er vi nødt til at vende os mod, når vi står over for barbarisme og terror. For det har mennesker gjort før, og vi kan lære af dem. Montaigne levede gennem 30 år med borgerkrig og pest. Hvis han kunne klare det, så kan vi også. Og vi er nødt til at klare det, som han gjorde: Klogt og forsigtigt, uden at give efter for fortvivlelsen.”

Anne Lise MarstrandJørgensens nye roman ”Sange om stilhed og hjem” er så menneskelig, så grusom, så mørk og så smuk

anmeldelse

Liselotte Wiemer kultur@k.dk

Der skal tales stille nu. For stort bliver ikke større af at blive råbt. Og har Anne Lise Mar strand-Jørgensen før overtrumfet sig selv i sine mange historiske romaner, er det dog lige netop her: på tysthedens slagmark, i den neddæmpede, pludse lige ømhed midt på den bare bund, i smertens minimalisme og skrigets stumhed, at hun i min verden når sit forfatterskabs højdepunkt.

”Sange om stilhed og hjem” er en ka tedral af en roman, en stilhedens kate dral. Hvordan kan man ellers fortælle om et lille tysk flygtningebarns ræd selshistorie fra slutningen af Anden Verdenskrig, hvor hun sammen med hundrede tusindvis af andre flygtede fra den sovjetiske hærs fremmarch og sit eget lands sammenbrud? Hvordan fortælle uden at hviske?

Nu skal I høre. Og hvad I hører, kan I næsten ikke fatte.

Historien begynder hos en lille fami lie i Østpreussen i januar 1945. Den el skede storebror Willi på 14 år er lige blevet indkaldt til folkestormen, hvor alle drengebørn og mænd mellem 14 og 70 år nu skal melde sig i en krig, der for

længst er tabt. De fleste kommer aldrig hjem. Far er ved Østfronten. Om han le ver, er der ingen, der ved.  Kort efter erobrer russerne landsbyen, de bor i. Barnet ligger på loftet og hører sin mors skrig nedenunder. Det skrig gør barnet stumt. Men hun overlever – som den eneste i huset.

Det er det barn, vi følger de næste mange måneder. En lille pige på knap 12 år. Først er vi på den enorme van dring gennem ruinbyer og iskoldt land skab, hvor sneen lægger sig som hvide lagner hen over de døde kroppe. Så på et skib til Danmark for til sidst at lande i en lejr i København for tyske flygtnin ge. Her lever hun under fangelignende forhold og med ”frostsår i sjælen”, lagt for had af den almindelige dansker – de er jo stadig fjenden! Romanen slutter små to år senere.

Mod en håbløs intethed

For at overleve klæder barnet sig fra nu af i Willis hullede sweater og kalder sig Uwe. Skridt følger skridt i en uendelig, håbløs intethed. Men lys er der også. Uventet hjælpsomhed. Som Fruen (med stort F), der har to små børn med på flugten og er tidligere forstander på et børnehjem. Hun beskytter Uwe så godt, hun kan. Men også Fruen har hænder med blod på. Ingen kan sige sig fri i det te limbo. Skylden ligger tungt over mar kerne og i barnets eget sind. Og hver nat taler hun med storebror Willi. Vær som polarforskerne, har han sagt til hende. Læg mærke til hver detalje, det er din overlevelsesstrategi.

Uwe er vores gennemgåede hoved person og fortælleren af første del af ro manen. I anden del skifter vinklen. Vi er i København og følger den unge Si mon, der går på konservatoriet. Simon

får den idé at opfø re sit eget korværk sammen med lej rens fanger. Smukt er det, fuld af mod stand blandt hans nærmeste, er det og så. For hvor går grænsen mellem medlidenhed og landsforræderi?

At finde stjernerne i mørket

Mød Anne Lise MarstrandJørgensen på Bogforum 2022

Lørdag den 5. november: Litteraturscenen, på Aarhus Universitetsforlags stand, Store Scene og International Scene.

Søndag den 6. november: Gyldendals stand.

Især for en mand med jødiske aner.   Uwe melder sig til koret. Åh, disse kor, der er blevet så legendariske i filmverde nen. Nu kaldes han ”sørgesangeren” og bliver korets førende stemme. Nok har livet gjort ham stum. Men han kan syn ge. Og mellem Simon og Uwe knyttes et helt særligt skæbnefællesskab. Begge mistede de deres mor, begge bærer de på et fatalt svigt. For krig betyder, at ondskab og godhed, svigt og heltedåd ligger så forbandet tæt på hinanden. Bliv et menneske, skrev Simons mor til ham, da hun lå på tuberkulosehospita let, andet råd får du ikke.

Stilheden brudt

Når afmagten breder sig er det dét, det hele handler om: at være et menneske. Med fejl og skyld og skygger. Og det er det, Marstrand-Jørgensens ”Sange om stilhed og hjem” synger om. Den dob belthed i sandheden, der ekkoer nat og dag, hvis du tør bevæge dig helt derud, hvor verden ender.

Denne pinagtige nuancering gør, at romanen aldrig bliver dømmende. Og sært nok: heller aldrig desillusioneret. Forfatteren ser mørket i øjnene med en grænseløs autenticitet. Og der, langt in de i mørket, fanger hun stjernerne. Så

dan som det sker i en af bogens mest rørende scener, hvor Simon og Uwe for første gang ud veksler ord. Sig et enkelt ord og derefter det før ste, der falder dig ind, hedder legen. ”Mor,” si ger Simon. ”Savn,” sva rer Uwe.

I romanens tredje og korteste del støder endnu en fortæller til. Hvem det er, skal ikke røbes her. Det er en del af en overra skende, men også sært neddæmpet afrunding. Men hvad skal er jo ingen slut ning. Krigene fortsætter. Flygtninge strømmene fortsætter. De modsatrette de følelser fortsætter. Og i den aktuelle debat er Anne Lise Marstrand-Jørgen sen i øvrigt selv en af tidens mest modi ge og højt-lydende stemmer.

Men i romanens rum råder stilheden. Trådene frem til nutiden og dermed ens egen indre flygtning, forræder eller sør gesanger må man selv spinde. For her ligger håbet.

Sådan er det med stor kunst. Den tier, når den taler. J

0 Anne Lise MarstrandJørgensen ser mørket i øjnene med en grænseløs autenticitet med sin nye roman ”Sange om stilhed og hjem”. – Foto: Tobias Kobborg/ Ritzau Scanpix.

Anne Lise MarstrandJørgensen: Sange om stilhed og hjem. 450 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

Ny Grundtvig-antologi er charmerende og velskrevet, men ved ikke rigtig, hvad den vil. Og hvorfor behand les teologien så stedmoderligt i bogen? anmeldelse

Rasmus Vangshardt kultur@k.dk

Et typisk træk i fort ællinger om guldal derens Danmark er, at Søren Kier kegaard var god til at håne N.F.S. Grundtvig. Med skamløst polemisk talent hånede Kierkegaard ”pastor Grundtvigs ølnordiske skænke stue.” Kierkegaard fik også kaldt Grundtvig en ”brølende grovsmed” og en ”jodlende friskfyr.”

Det havde uden tvivl noget for sig, men i antologien ”Den store mand”, der udkom i august, kan man på sigende vis møde en mild korrektion af Kierkegaards karakte ristik. Professor emeritus Hans J. Lundager Jensen udlægger Grundt vigs berømte udtryk om ”menneske først og kristen så” på en ny måde, og skriver: Grundtvig var muligvis ”hyper-ordrig”, men han var en ”klart tænkende grovsmed og en ra tionelt argumenterende friskfyr.”

Lundager Jensens bidrag er ty pisk for bogens gode sider. På sin evigt tjekkede facon forklarer han, at Grundtvig arbejdede på at ud brede et ”kulturhedenskab” snare re end den kulturkristendom, vi hører så meget om. Egentlig burde

Grundtvig er ikke nem at få hold på

Grundtvigs berømte diktum derfor have været ”hedning først, kristen så.” Hedninge er nemlig dem, der er religiøse uden at være kristne og derfor er meget bedre end blot ”mennesker,” der lever uden ånd og reelt er at ligne med abekatte. Eller som Lundager skriver: ”Bare fordi man ikke er kristen, skal man ikke tro, man så er […] hedning.”

Alle bidrag er ordnet efter typer: ”Den grønne Grundtvig,” ”Den ma ritime Grundtvig,” ”Den republi kanske Grundtvig” og så fremdeles. De bedste har en stilfærdigt, under søgende vinkel, men er samtidig på gådefuld vis også koldsindigt korri gerende og til tider ganske enkelt sjove.

Det gælder eksempelvis redaktø ren Lone Kølle Martinsens over

rumplende og vellykkede artikel om ”Den feministiske Grundtvig.” Afmålt udforsker Kølle Martinsen Grundtvigs aftryk på kvindesagen gennem en række samtidige kvin ders liv. Hun dokumenterer en alli ance mellem Grundtvig og tidlige kvindesagsforkæmpere. 1970’ernes feminister sprang den, men: ”Nu bygges forbindelsen op igen af den simple årsag, at den er der.”

Denne særegne blanding af lav meldt undersøgelse og cool korrek tion er just det, man skulle ønske sig af en antologi som denne, og bogens bedste bidrag emmer af det: Kasper Rathjens om Grundt vigs havfascination holder samme stil. Her påpeger han overbevisen de, at selvom man selvfølgelig for binder Grundtvigs digtning med

land(brug), findes der også en våd Grundtvig.

Jens Wendel-Hansen artikel om den ”Den politiske Grundtvig” har samme blanding. Gennem omfat tende kildestudier fra Grundtvigs tid som politiker i Rigsdagen fun derer Wendel-Hansen over, hvor dan Grundtvig endte som et slags orakel for især Venstre, når alt ty der på, at han var en kværulerende politisk amatør. En uduelig idiot i ordets egentlige forstand.

Alligevel har udgivelsen som hel hed et mærkværdigt præg. Fravæ ret af mere rå grund-Grundtvigfor skere – ingen bragesnakkere nævnt, ingen akademiske skænke stuer glemt – er ikke problematisk. Men i forordet hævdes det, at bo gen ”i store træk” repræsenterer

det, der ”interesserer Grundtvigforskere i dag.” Det må man sørme ikke håbe med tanke på, hvor sted moderligt de teologiske aspekter bliver behandlet. Der er blot tre ar tikler om ”religion”, hvori man (ud over Lundager Jensen) møder en overfladisk artikel om ritualer samt en fundering over Grundtvigs evne til at fastholde barnets evne til at erfare ”fortryllelse, ånd og liv.”

Derudover er bogens lange ind ledning en underlig skizofren blan ding af insinuationer og undskyld ninger. Den tenderer også over lan ge stræk det meningsløse. Tag den ne sære påstand: ”Den selverklæ rede gammeldagstroende kristne Grundtvig betragtede indsigt, vi den og dannelse som en slags sko lestue, hvor man kunne opnå viden om Guds skaberværk.” Viden er en skole, hvor man kan opnå viden?

Samtidig virker det, som om man ikke har kunnet bestemme sig for, om dette er en bog om Grundtvig, eller om det er en bog om hans ef terliv. Dermed trues bogen af et ty pisk grundtvigiansk fænomen: identitetsforvirring.

Men det kan jo også have sin charme. Alt i alt er der tale om en righoldig artikelsamling, der i øv rigt må kandidere til årets bog håndværk. J

3 stjerner

Lone Kølle Martinsen (red.): Den store mand. Nye fortællinger om Grundtvig. 352 sider. 350 kroner. Gads Forlag.

FOTOCOLLAGE: RITZAU SCANPIX/ GRETHE NIELSEN

Mød Lone Kølle Martinsen på Bogforum 2022

Fredag den 4. november: Biografiscenen.

Hun fødtes ikke fri, men blev det

”En velopdragen ung piges erindringer” fra 1958 fortæller historien om en begavet parisienne og vordende filosofs opvækst. Det er også en sanselig beretning om at blive sig selv

anmeldelse

Kathrine Maria Amann kultur@k.dk

Filosof og foregangsfemi nist Simone de Beauvoir (1908-86) er for de fleste kendt for pio nerværket ”Det andet køn” og særligt slagsætningen: ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.”

Med sit syn på kønnet som en social konstruktion, en rolle man tager på sig – eller påduttes – banede Beauvoir ve jen for den socialkonstruktivistiske kønsteori. Hendes betydning som én af det 20. århundredes mest indflydelses rige intellektuelle er ubestridelig.

I erindringsværket ”En velopdragen ung piges erindringer”, der er nyoversat og udkommet på Gyldendal i juni, følger man akkurat en ung kvindes tilblivelses historie. Hvordan hun formes af omgi velsernes forventninger. Hvordan hun beredvilligt påtager sig de roller, der sømmer sig for en ung kvinde af det bed re borgerskab; en flittig skolepige, den fromme katolik, sine forældres lydige datter, en ”henrivende lille patriot”.

Det er især kvinderne, mødrene, der står for den strenge disciplinering. De dikterer, hvilken litteratur døtrene må læse – og navnlig ikke må læse. De gransker pigernes breve og holder nøje opsyn med deres sjælelivs udvikling. For også de voksne udfylder deres anvi ste rolle: ”Nogle gange spillede de rol len som et venligt spejl; andre gange kastede de trolddom over mig, forvand lede mig til et dyr, en ting.”

Om at turde række tunge Lille Simone er lydig. Stærkt inspire ret af katolicismens helgeninder og martyrer påtager hun sig velvilligt of ferrollen og finder ligefrem en teatralsk vellyst i at synke sammen for korsets fod. Af sin mor lærer hun ”at udslette mig selv, at tale pænt og undertrykke mine ønsker, at sige og gøre præcis det man bør sige og gøre.” Kvindens nedar vede tradition for underkastelse, kaldte Beauvoir det i ”Det andet køn”, som overalt runger med i erindringsværket. Men der er også en anden side af Si mone. En vrede og trodsighed, der ud mønter sig i vilde raserianfald de aller første leveår. Nok synes det ganske uskyldigt at række tunge på et familiefo to, men de små ulydighedshandlinger lærer det begavede barn, at regler og ru tiner ikke er uovervindelige. De lærer hende at forvandle ”den passivitet som mit køn viede mig til trods”. Rollespillet og de utallige udskiftelige positurer kan måske endda ses som den unge kvindes stille bedrag – en legen kispus med køns-normerne.

Gennem fortællingen, der strækker sig fra fødslen, til hun som den yngste nogensinde dimitterer fra Sorbonne uni versitetet, fornemmer man hele tiden den voksne forfatters, filosoffens, analy seblik på barnet. En klar tilpasning af erindringsstoffet efter Beauvoir den æl dres eksistentialistiske og fænomenolo giske afsæt.

Hun gør så at sige sig selv til eksem

pel for sin filosofi. Sådan er det, når hun indsigtsfuldt konkluderer, at det netop er faderens individualisme i kombination med moderens traditions bårne moral, der har drevet hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt; det har gjort hende til tænker. Det er den evige vekslen mellem eftergivenhed og oprør, tradition og trods, som netop er driv kraften i hendes virke.

Sprudlende værk i egen ret Ambivalent er også forholdet til det modsatte køn. Til faderen, den utilpas sede jurist, der hellere vil være skue spiller, og som hun først beundrer og ser op til, siden næsten ynker. Samme bemærkelsesværdige tvetydighed er der i forholdet til de unge mænd, hun møder på universitetet. Paul Nizan, Re né Maheu, Maurice Merleau-Ponty og selvfølgelig Jean-Paul Sartre. På den ene side gennemskuer hun hurtigt de

res skrøbelige egoer bag den oppustede Sorbonne-arrogance, på den anden si de har hun svært ved at krænge sin hengivne kvinderolle helt af sig. Med Simone de Beauvoirs memoirer får vi ikke alene en stærk og stærkt femini stisk samtidsskildring – vi får også et uhyre bevidst, sprogligt sprudlende værk i egen ret. Det dufter og damper og knitrer i sommerferiens landskabs beskrivelser, i minderne fra barndom mens slikbutik, i ungdommens parisi ske nattescener, så det er en sand for nøjelse at skvulpe rundt i det beauvoir ske barndomsland. Det ene øjeblik er prosaen florlet, sart og sansenær, det næste en skudsalve af små knaldhårde erkendelser. En stilistisk balancekunst, som smukt forløses i Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösings oversættelse.

Bogens afsluttende del adskiller sig fra det øvrige værk. Her træder Beauvoir i baggrunden for at give plads til venin den Zazas tragiske historie. Det er sam me Zaza, der inspirerede til den først for nyligt udgivne kortroman ”De uadskil lelige”. De to piger minder på mange måder om hinanden, begge begavede, videbegærlige, begge egenrådige, men Zaza er i langt højere grad underlagt si

ne rige katolske forældres strenge for ventninger og udstukne livsbane, som bliver fatal. Beauvoir bruger Zazas ek sempel til at vise konsekvenserne ved kvindens stækkede frihed. Tragedien tjener som en art martyrfortælling; den føjelige kvinde må ofres, for at alver dens beauvoir’er kan blive frie

Med ”En velopdragen ung piges erin dringer” får vi et essentielt historisk indblik i en kvindens kamp med kon ventionerne og Beauvoirs slidsomme vej fra velopdragen pariserpige til aner kendt filosof. For hun fødtes ikke fri, men blev det. J

4 stjerner

Simone de Beauvoir: En velop dragen ung piges erindringer. Oversat af Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing. 448 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

0 Simone de Beauvoir (1908-1986) fotograferet i Paris 1957.

– Foto: Jack Nis berg/ Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad Lørdag 29. oktober 2022