Katolsk Orientering nr. 9, 2023

Katolsk Orientering

Nr. 9

30. juni 2023

• 49. årgang

Ikke klogt at dømme ham ude

Er du bekymret for pave Frans’ helbred, så tjek lige pave Leo XIII.

Tekst: John L. Allen Jr., Cruxnow.com

ROM En ny pave vælges med en historik af helbredsproblemer, og han fortæller tidligt folk, at han ikke regner med at få et langt pontifikat. Ikke desto mindre bliver pontifikatet længere end nogen havde forventet, men paven står til sidst over for en alvorlig operation, hvilket får mange til at mene, at hans dage snart er talte.

Men operationen viser sig succesfuld og han sidder i paveembedet i yderligere fire år. Hans modstandskraft er så bemærkelsesværdig, at insidere i Vatikanet siger spøgefuldt: ”Vi troede, at vi valgte en hellig Fader, men i stedet valgte vi en evig Fader!”

Beskrivelsen kunne sagtens passe på pave Frans, som er ved at komme sig efter sin anden operation på to år. Men vi taler om Leo XIII, der valgtes i 1878 og sad i paveembedet til sin død i 1903 93 år gammel, som den fjerde længst regerende pave i historien.

Pave Frans er med sine 86 år nu den ældste regerende pave siden Leo XIII døde for 120 år siden.

Fire hektiske år

I marts 1899 forekom Leo XIII at være alvorligt syg, og mange – inklusive nogle i kardinalkollegiet – troede, at hans dage snart var talte. Lægerne, der undersøgte paven, fandt til sidst frem til, at pavens symptomer skyldtes betændelse i en cyste, som havde generet ham i årevis, men aldrig var blevet behandlet.

Selv om Leo XIII tøvede med at lade sig operere, lod han sig til sidst overtale og bad en gejstlig i den pavelige husholdning om at holde messe i hans private kapel, mens ope-

rationen stod på. En cyste på størrelse med en appelsin blev fjernet, paven kom sig helt og fortsatte med at lede Kirken indtil 1903.

Leo XIII er med andre ord en historie til advarsel for alle, der fristes til at lade sig rive med af pave Frans’ nuværende sygdomshistorik.

Analogien mellem Leo XIII og Frans rækker ud over deres evne til at takle helbredsmæssige udfordringer. Selv om ingen af dem var/er politiske radikale i ordets egentlige betydning, anses de dog for reformatorer og moderate-til-progressive efter

Truer Kirkens liv

Øget indkomstkrav for arbejdsmigranter vil gøre det umuligt at få præster fra udlandet, skriver Stockholms katolske bispedømme i et svar til svensk lovforslag.

SVERIGE I et notat fra begyndelsen af maj foreslår den svenske regering, at indkomstkravet for arbejdsmigranter fra 1. oktober i år hæves til et niveau svarende til 80% af en svensk medianløn, dvs. 26.560 SEK om måneden. I sit svar til justitsministeriet påpeger bispedømmet, at lovforslaget vil gøre det umuligt for ikkeeuropæiske præster og ordenssøstre at opnå arbejdstilladelse i Sverige.

Det nye lovkrav er mere end en fordobling af det nuværende minimumskrav på 13.000 SEK. I sit svar til justitsministeriet understreger bispedømmet, at der bør være muligt at få dispensation fra det nye krav for præster og ordenssøstre, der kommer fra lande uden for EU/EØS (det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde), hvis

Kirkens nuværende aktiviteter skal kunne fortsætte. ”Hvis dette ikke er muligt, mener vi, at man bør indføre overgangsordninger, så det øgede indkomstkrav ikke gælder for ansøgninger om arbejdstilladelser, som allerede er blevet udstedt, eller allerede bevilligede ansøgninger om forlængelse af arbejdstilladelser”, skriver bispedømmet.

Truer religionsfriheden

Bispedømmet tilføjer, at spørgsmålet i sidste ende handler om religionsfrihed, idet katolikker, der tilhører andre riter end den latinske, ellers ikke vil have mulighed for at praktisere deres tro i Kirken. Desuden påpeges det, at ”de indenlandske præstekald er for få til at kunne opfylde de katolske sognes behov for præster”. Videre siges der,

Katolske nyheder fra ind- & udland

deres tids katolske standarder. Som bekendt indvarslede Leo XIII den moderne tradition med katolsk sociallære med encyklikaen Rerum Novarum i 1891. Han reformulerede også Kirkens position i forhold til de moderne demokratier og adskillelsen af kirke og stat, der siden førte til Lateranpagten i 1929 og senere 2. Vatikankoncils erklæring om religionsfrihed, Dignitatis Humanae

Det er også værd at bemærke, hvad Leo XIII nåede at udrette mellem operationen i 1899 og sit pontifikats afslutning fire år senere. I 1899 ledte han det første plenarmøde for Rådet for Latinamerika i Rom; han udgav Annum Sacrum, der indviede menneskeheden til Jesu Hellige Hjerte; han helgenkårede John Baptist de la Salle, grundlæggeren af De Kristne Brødre; han kreerede 32 nye kardinaler mellem 1899 og 1903, som udgjorde halvdelen af de kardinaler, der skulle vælge hans efterfølger. Og nå ja, så stod han

Pastoralrådsmøde

at ikke-europæiske præster og ordenssøstre ikke har noget økonomisk ansvar, og at det økonomiske ansvar for dem ifølge kirkeretten i sidste ende ligger hos Kirken. Bispedømmet understreger i sit brev også deres sociale funktion:

”De udenlandske præster og ordenssøstre er ofte involveret i sociale hjælpeaktiviteter, hvor de fungerer som et bindeled mellem katolikker med udenlandsk baggrund og samfundet generelt. På den måde kan de hjælpe katolikker, der for nylig er ankommet til Sverige, med at lære det svenske samfund at kende og blive fortrolige med det”. Formanden for Justitia et Pax, pater Thomas Idergard SJ, håber, at regeringen i den forordning, der skal udarbejdes på grundlag af lovforslaget, vil indeholde undtagelsesbestemmelser, der tager hensyn til den samlede forsørgelsessituation, og ikke kun lønsummen for arbejdsmigranter, der hentes til Sverige for at udføre opgaver, som ikke kan udføres af nogen, der allerede bor i landet.

Valfarter 11-12

Haraldsted,

Napoli

Øm og Chartres. Læs mere på side

Økonomi, DUK, konvertitter m.m. Læs mere på side

Kunst og skønhed i Santa Croce. Læs mere på side

Firenze 4

Franciskansk fromhedsliv. Læs mere på side

Pave Frans har de seneste år været indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom flere gange, men altid for at genoptage paveembedet igen. Foto: AP.

KO mener

Faldende tendens

Vatikanets statistiske centralkontor, hjemmehørende under Statssekretariatet, holder styr på antallet af dåbshandlinger, første kommunikanter, firmelser og katolske ægteskaber, som indrapporteres af bispedømmerne verden over.

Statistikken er en måde at ”vise tilslutningen til Kirken”, herunder den fortsatte trosudøvelse over tid, hedder det i indledningen til kapitlet ’Religionsudøvelse’ i den seneste udgave af Kirkens statistiske Årbog – et 512 sider stort værk baseret på statistikker fra 31. december 2021 og udgivet i februar i år. Den opregner mere end 1,3 mia. katolikker i verden eller 17,7 % af den globale befolkning.

Bispedømmer og andre kirkelige territorier rundt om i verden melder om mere end 13,7 mio. dåbshandlinger i 2021, og mere end 11,1 mio. af dem (81 %) var dåb af børn under 7 år. Årbogen for 1991 rapporterede om 18,1 mio. dåb på verdensplan, hvoraf 89 % drejede sig om indlemmelsen af børn under 7 år i Den katolske Kirke.

Den statistiske årbog bemærker ”en generelt nedadgående tendens i det relative antal dåbshandlinger, som nøje følger tendensen i fødselstallet i de fleste lande”.

Årbogen giver også et overblik i antal dåb af personer over 7 år på verdens kontinenter i perioden 2016-21, hvilket giver en indikation af, at missionsaktiviteten er stabil overalt undtagen i Mellemøsten.

Afrika fører an på verdensplan, når det gælder antal voksendåb. I 2016 involverede næsten 33 % af dåbshandlingerne på dette kontinent ældre børn og voksne; i 2021 var det vokset til 36 %.

Mellemøsten og Europa rapporterede i 2016, at omkring 4,5 % af alle dåb involverede personer over 7 år; i 2021 rapporterede Mellemøsten, at kun 2,9 % af dåbshandlingerne involverede denne aldersgruppe, mens Europa lå stabilt på 4,5 %. Nordamerikanske bispedømmer rapporterede om hhv. 8,7 % i 2016 og 8,6 % i 2021.

Antallet af katolske bryllupper på verdensplan lå i 2021 på over 1,8 mio.; af dem var kun 9,2 % katolikker, der giftede sig med en ikke-katolik. I den lave ende blev kun 1,7 % af ægteskaberne i Mellemamerika indgået mellem en katolik og en ikkekatolik, mens tallet i Oceanien var 28,3 %. Nordamerika fulgte tæt med 20,2 % af alle sakramentale ægteskaber, der involverede en katolik og en ikke-katolik.

Vatikanets årbog for 1991 rapporterede om mere end 3,8 mio. katolske bryllupper, hvoraf 8,9 % involverede en katolik, der giftede sig med en ikke-katolik. I 2021 sagde årbogen, at 8,5 mio. personer modtog deres første kommunion, og 7,3 mio. personer blev firmet.

Udover at opliste antal førstekommunioner og firmelser, angivet land-for-land og kontinent-for-kontinent, oplyser 2021-årbogen også antallet af disse sakramenter pr. 1.000 katolikker i pågældende land eller region, hvilket giver et fingerpeg om, hvor mange børn disse katolikker får, og hvordan de opdrager eller ikke opdrager deres børn i troen.

Det globale gennemsnit var 6,2 første kommunioner for hver 1.000 katolikker; i Asien var forholdet højest med 9,1, mens Amerika lå i den lave ende med 5,2, fordelt med hhv. 7,3 førstekommunioner pr. 1.000 katolikker i USA og 3,1 i Canada. NM

Internationale nyheder

Pave Frans besøger Mongoliet

Sensommerens rejse er bekræftet, men de fulde detaljer for det første pavebesøg i det overvejende buddhistiske østasiatiske land kendes endnu ikke.

ASIEN Det første pavebesøg i det store, overvejende buddhistiske land i Østasien, blev bekræftet af Vatikanet den 3. juni. Frans vil besøge Mongoliet i dagene 31. august til 4. september ”efter invitation fra Mongoliets præsident og landets kirkelige myndigheder”, oplyste Matteo Bruni, direktør for Vatikanets pressetjeneste.

Forslaget blev officielt fremsat den 24. august 2022 af landets tidligere præsident Nambaryn Enkhbayar under et besøg i Vatikanet, og arbejdet med pavebesøget var begyndt længe inden Vatikanets bekræftelse.

Pave Frans, der foretrækker at besøge lande i ’periferien’, luftede tidligere i år sine planer om at besøge landet, hvis katolske samfund er ganske ungt og blot tæller ca. 1.500 troende ud af en befolkning på tre millioner.

Katolicismen har eksisteret i Mongoliet de sidste tre årtier og har slået rod her, blandt andet takket være Consolata-missionærernes sognearbejde. Den italienske pater Giorgio Marengo, som paven udnævnte til kardinal i en alder af 48 år under det sidste konsistoriemøde i august 2022, tilhører

denne kongregation, og er også det første af dens medlemmer, der har arbejdet i Mongoliet siden han blev præst dér.

Ærkebiskop Gallaghers besøg Meddelelsen om pavebesøget kommer på et tidspunkt, hvor kardinal Marengo, landets første kardinal og yngste medlem af kardinalkollegiet, netop havde været i Rom for symbolsk at tage det romerske sogn i besiddelse, som han har fået tildelt.

Vatikanets ’udenrigsminister’, ærkebiskop Paul R. Gallagher, har tidligere på måneden været på et tredages besøg i landet. Under sit besøg i hovedstaden Ulaanbaatar drøftede han en aftale mellem den mongolske stat og Den katolske Kirke og forskellige administrative procedurer, herunder visumfritagelse for udenlandske missionærer.

Mongoliet har haft diplomatiske forbindelser med Den Hellige Stol siden 1992.

En strategisk placering Mongoliet var tidligere centrum for det mongolske imperium, ét af de største i historien, og har en strategisk placering,

Traditionalistisk pilgrimsvandring i Frankrig slår rekord

Rekordmange, 16.000 mennesker, deltog i den årlige tre dage lange pilgrimsvandring 27.-29. maj for traditionelle katolikker, som indledtes i Notre-Dame-katedralen i Paris og sluttede pinsesøndag 86 kilometer væk i Notre-Dame-katedralen i Chartres.

VALFART ”Ingen Covid, kun smukt solskin og intet nyt motu proprio!” lød indledningen til processionen og den afsluttende messe efter den tridentinske ritus. Selvom de fleste pilgrimme kom fra forskellige dele af Frankrig, tiltrækker den såkaldte ’kristenhedens pilgrimsvandring’ også folk fra

▶ Fortsat fra forside.

også i spidsen for det store jubelår i 1900, udsendte en encyklika, der forsonede tilhængere af demokrati og dets modstandere i Italien, fremmede enheden blandt de østlige katolske Kirker, og blev den første pave, som optrådte på film og på lyd.

Det er meget muligt, at pave Frans når at efterlade sig en lignende imponerende ’postkirurgisk’ arv. Ud over allerede planlagte rejser til Portugal til verdensungdomsdagene, til Mongoliet og Marseille, har Frans to synoder om synodalitet planlagt til oktober i år og oktober 2024, for ikke at glemme det store jubelår i 2025.

Selvfølgelig gives der ingen garantier her i livet, og alt kan ske. Men i betragtning af pave Frans’ hidtidige meritter er det dog tvivlsomt, om det er klogt at dømme ham ude lige nu.

hele verden, siden den blev startet i 1983.

Deltagerne, hvoraf mange slog lejr i byen Sonchamp omkring 25 kilometer fra det endelige mål, sagde, at de kom for eukaristien og for at markere deres tilslutning til ’bevarelsen af den traditionelle liturgi i Kirken’.

Denne 41. Chartres-pilgrimsvandring,

Peter og Paul-katedralen i hovedstaden Ulaanbaatar er tegnet af den serbiske arkitekt Predak Stupar og indviet i 2003 af kardinal Crescenzio Sepe. Dens form minder om en jurte, et halvkugleformet filttelt som benyttes af nomader på stepperne i Centralasien. Katedralen er det officielle bispesæde for det apostoliske præfektur i Ulaanbaatar. Foto: Wikipedia.

da det ligger mellem Rusland og Kina, som aftager 86 % af landets eksport.

Johannes Paul II havde tidligere planlagt at besøge Ulaanbaatar i august 2003 for at markere tiårsdagen for de første missionærers ankomst til landet og grundstensnedlæggelsen af den første kirke på mongolsk jord. Alle forberedelser var afsluttet, men den polske paves helbredstilstand tvang ham til at opgive besøget. NM

som er organiseret af den traditionelle katolske ngo kaldet Notre-Dame de Chrétienté (Vor Frue af Kristenheden), blev ikke hæmmet af pandemien, som hærgede i 2020 og 2021, ligesom den heller ikke blev udsat for de voldsomme regnskyl, der lagde en dæmper på pilgrimsvandringen sidste år. Aldrig tidligere har arrangementet tiltrukket så mange deltagere fra Frankrig og udlandet, skriver La Croix. Tilmeldingerne måtte lukkes ti dage i forvejen.

Arrangørerne havde tænkt sig, at årets valfart skulle være en markering af støtten til bevarelsen af liturgien i dens prækonciliære form i kølvandet på pave Frans’ motu proprio Traditionis custodes. Dekretet, der blev offentliggjort den 16. juli 2021, begrænser mulighederne for at fejre messe efter den gamle liturgiske form. NM Læs også side 12.

Internationale nyheder

Afrika søger sin plads i

Den universelle Kirke

Afrika betragtes ofte som ’Kirkens fremtid’ på grund af den voksende katolske befolkning; men ingen af Vatikanets kontorer ledes af en afrikaner, og antallet af afrikanske kardinaler er stadig marginalt.

Tekst: Lucie Sarr, Abidjan, Elfenbenskysten, La Croix International

KONTINENT ”Kirken i Afrika er fremtiden for Den universelle Kirke”, siger augustinersøster Julienne Sèdami Amadjikpe, der er advokat og ekspert i kanonisk ret i Benin. Det er faktisk en statistisk realitet, for mens antallet af katolikker stagnerer eller kun vokser svagt på andre kontinenter, stiger det markant år for år på det afrikanske kontinent.

Men hvis Afrika repræsenterer ’Kirkens fremtid’ – sådan som kardinal Fridolin Ambongo af Kinshasa (Demokratisk Republik Congo) også sagde i et nyligt interview med La Croix Africa – hvilken betydning har det så i øjeblikket for Den universelle Kirke?

Først og fremmest må man konstatere en ’ubalance’, som den togolesiske universitetsprofessor Roger Ekoué Folikoue udtrykker det: kontinentet er dårligt repræsenteret i Kirkens højeste myndigheder. Ingen afdeling i den romerske kurie ledes således af en afrikaner, og antallet af afrikanske kardinaler i kardinalkollegiet er forholdsmæssigt lavt.

Eurocentrisme

Donald Zagoré, præst og teolog i Society of African Missions (SMA), siger, at Afrikas plads i Kirken er tæt forbundet med eurocentrismens vedholdende skygge. ”Koloniseringen er stadig et udtryk for dens kulturelle, politiske, økonomiske og endda religiøse nederlag”, siger han og bemærker, at denne eurocentrisme indfører et ”værdihierarki” og en ”mentalitet af kulturelt og religiøst overherredømme”, som man finder selv på Kirkens øverste niveau. Zagoré citerer afdøde Benedikt XVI, som i sit sidste

posthume værk insisterer på, at ”vestlig musik er noget unikt, uden sidestykke i andre kulturer”.

Men eurocentrisme alene kan ikke forklare, hvorfor Afrika ikke indtager en større plads i Den universelle Kirke, hævder professor Raphaël Yébou fra universitetet i Abomey-Calavi i Benin.

Forskellige bekymringer

”De fleste afrikanere er ikke parate til at hævde sig over for den hvide mand, selv når det er nødvendigt. Det forekommer mig, at dette billede er fremherskende i Den katolske Kirke”, understreger han.

Som følge heraf er der også en kløft mellem afrikanske katolikkers reelle bekymringer og dét, der synes at være Den universelle Kirkes bekymringer.

”De samfund og kulturer, hvor folk forsøger at leve evangeliet, er forskellige”, advarer jesuitten pater Ludovic Lado.

Den camerounske teolog giver dette

eksempel: ”De fleste afrikanske kirker er ikke optaget af spørgsmålet om homoseksualitet på samme måde som vestlige kirker af den simple grund, at samfundsudviklingen er forskellig. Der er nogle gange en følelse af, at det er udviklingen i de vestlige samfund og kirker, der dikterer tempoet for reformer”.

Ifølge en tidligere vestafrikansk ambassadør ved Pavestolen skal svaret komme fra det lokale niveau, mere end fra Rom. ”Det er op til Kirken i Afrika at vende tendensen, og der er en måde at gøre det på”, insisterer diplomaten.

Ville det hjælpe at vælge en afrikansk pave?

Søster Sèdami Amadjikpe, den beninske kirkeretsadvokat, er endnu mere ærlig i sine ord. ”Det, Kirken i Afrika har brug for i dag, er at kunne bryde ud af det sædvanlige mønster med at være offer ved at gøre sig gældende gennem sit arbejde og ved at kommunikere sin tro til andre”, siger hun.

Lado mener, at for at det kan ske, må Kirken i Afrika vokse ”ikke kun i antal, men også i sit vidnesbyrd om evangeliet”.

”Det er ikke bare et spørgsmål om at indtage positioner, men om at deltage kvalitativt i Kirkens liv ved at være åben for Helligåndens åndedræt”, siger jesuitten. ”Derfor må Afrika tage sig af uddannelsen af lægfolk og præster på et åndeligt såvel som et intellektuelt niveau”.

Ville valget af en afrikansk kardinal til pave hjælpe med at genskabe balancen?

Ikke nødvendigvis mener en afrikansk præst ved Pavestolen, som foretrækker at være anonym. Han siger, at en sådan pave ville være nødt til at være ”tæt på afrikanernes bekymringer”; noget som ikke nødvendigvis er garanteret ved at vælge hvem som helst fra Afrika.

Kort nyt

I Frankrig tror mange unge på Gud. I hvert fald betegner godt 60 % af unge under 25 år sig selv som kristne, ifølge en undersøgelse offentliggjort i La Croix Blandt folk over 65 år betegner 74 % sig som kristne, og her skelnes ikke mellem om de er katolikker, ortodokse eller protestanter. 62 % af de 25-34-årige svarer, at de tror på Gud, mens næsten 60 % af de 18-24-årige gør det.

Ifølge resultaterne er unge mere tilbøjelige end andre aldersgrupper til at tro på liv efter døden, herunder 53 % under 35 år.

Ifølge en undersøgelse, offentliggjort i september 2022 af opinionsinstituttet Ifop, blev 59 % af de 18-24-årige døbt. Men i de fleste tilfælde var det en forældrebeslutning (97%).

En undersøgelse foretaget i april af den franske bispekonference viste et øget antal voksendåb. I 2023 blev 5.463 voksne døbt i påsken, heriblandt mange unge mennesker. 33% af dem, der forberedte sig til dåb, var mellem 18 og 25 år gamle. I 2019 var der 23 % i denne aldersgruppe.

Den katolske Kirke har mistet sin funktion som etisk og moralsk kompas, siger den tyske børnebeskyttelsesekspert Hans Zollner. Kirken er ikke længere en vigtig moralsk institution, der vejleder samfundet som helhed, siger jesuiterpateren til magasinet Cicero

”Den havde mistet en massiv mængde tillid, siden overgrebsskandalen kom frem i lyset”.

En kvinde deltager i messen i Vor Frue af Fredens basilika i Yamoussoukro, Elfenbenskysten. Foto: Issouf Sanogo, AFP/Getty Images.

Biskop træder tilbage 16 måneder efter voldtægtssag

Pave Frans har accepteret, at en indisk biskop, der sidste år blev frikendt for anklager om voldtægt af en ordenssøster i sit bispedømme, træder tilbage.

INDIEN Den 59-årige biskop af Jalandhar, Franco Mulakkal, træder tilbage 16 måneder efter at han blev frikendt af en domstol i den indiske delstat Kerala i starten af 2022.

Vatikanet har ikke oplyst, om det har foretaget sin egen undersøgelse af anklagerne mod biskop Mulakkal, der selv benægter anklagerne og hævder, at han blev falsk anklaget efter at have sat spørgsmålstegn ved påståede økonomiske uregelmæssigheder i sagsøgerens kloster.

En ordenssøster fra Missionaries of Jesus anklagede i maj 2014 Mulakkal for at have voldtaget hende under et besøg i hendes kloster i Kuravilangad, Kerala. I en 72 sider lang klage til politiet, indgivet i juni 2018, hævdede hun, at Mulakkal havde misbrugt hende seksuelt mere end et dusin gange i løbet af to år.

Missionaries of Jesus har deres kloster i

bispedømmet Jalandhar, og biskop Mulakkal var deres protektor.

Malukkal blev arresteret i september 2018 under protester, der krævede en politiefterforskning af anklagerne. Biskoppen blev efterfølgende løsladt mod kaution.

I april 2019 blev han anklaget for voldtægt, andre former for seksuelle overgreb, uretmæssig indespærring og trusler. Mulakkal forsøgte at få anklagerne frafaldet inden retssagen, men Kerala Højesteret fandt, at der var nok beviser til at gå videre.

Han blev siden frikendt for alle anklager ved retten i Kottayam den 14. januar 2022.

Biskoppen påstod desuden, at beskyldningerne mod ham blev fremsat som gengældelse for hans undersøgelse af søsterens seksuelle forseelser. Han hævdede, at søsteren havde en affære med sin kusines mand.

Franco Mulakkal blev præsteviet i bi-

For at understrege sin pointe nævner han den nu pensionerede kardinal Robert Sarah, den konservative prælat fra Guinea, som var en mangeårig embedsmand i Vatikanet. ”Vi har sjældent set en person være så lidt optaget af afrikanske spørgsmål”, siger han, ”som den meget ’afrikanske’ kardinal Sarah”.

spedømmet Jalandhar i 1990. I 2009 blev han udnævnt til hjælpebiskop i ærkebispedømmet Delhi, og i juni 2013 til biskop af Jalandhar.

Tabet af tillid skyldes dog ”ikke alene selve overgrebene”, siger Zollner. Det, folk slet ikke vil acceptere, og som de med rette giver skylden for Kirkens manglende troværdighed, er biskoppernes, generalvikarernes og personalechefernes systematiske mørklægning af overgrebene.

Der er dog ingen statistiske beviser for, at der er flere overgrebsmænd blandt katolske præster eller ansatte i Den katolske Kirke end i andre institutioner, tilføjer Zollner.

Han siger, at det derfor var usandsynligt at hævde, at den cølibatære livsstil eller homoseksuelle adfærd blandt katolske præster havde ført til flere overgreb fra præsters side.

Santa Croce: religion, kunstnerisk smykkeskrin og storslået arkitektur under samme tag

Berømte gravsteder, et kæmpe kirkerum, berømte malerier samt ånd og atmosfære. Af Firenzes mange smukke og storslåede basilikaer er Santa Croce formentlig den, der byder på mest kunst og skønhed. Katolsk Orientering har været på besøg.

Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen

FIRENZE Når man står og betragter facaden på Firenzes kendte Santa Croce-kirke, i byens centrum, så betragter man samtidig et af de ypperste udtryk for en gotisk stil, der er kendetegnet ved lethed, vertikale linjer og komplekse dekorationer, som en integreret del af selve arkitekturen.

Santa Croce-facadens stringente symmetri og lige linjer brydes imidlertid af Dante-statuen, der står foran facadens venstre side. Dante-skulpturen, udført i hvidt Carrara-marmor af skulptør Enrico Pazzi, blev opstillet i 1865 i anledning sekshundredåret for Dantes fødsel, som tilfældigvis faldt sammen med Firenzes første år som Italiens hovedstad. En værdighed som dog kun varede indtil 1871.

Dante har som bekendt en prestigefuld position som ”faderen til det italienske sprog”, især på grund af hans mest berømte værk, ’Den guddommelige komedie’, der blev skrevet i perioden fra 1307-1321 på florentinsk, en forløber for vor tids moderne italienske sprog.

Men Dantes kulturelle tilstedeværelse dér foran en af Firenzes mest storslåede basilikaer, er samtidig et tegn på hvad der møder den besøgende inde i det overdådige kirkerum. For Santa Croce er ikke blot en kirke. Den er også et kunstnerisk smykkeskrin, et kirkemuseum qua sine mange berømte gravsteder og dermed også en kulturhistorisk institution.

Et arkitektonisk symbol

Santa Croce blev opført i perioden fra 1294-1385 og er i dag et af Firenzes mest kendte arkitektoniske symboler. Gennem tiden har kirken været mødested for berømte kunstnere, teologer, forfattere, humanister og politikere, som hver især, gennem skiftende tider, har været medbestemmende til at definere Firenze som renæssance- og senmiddelalderby.

Straks man entrer kirken er det svært ikke at overvældes, alene grundet kirkerummets dimensioner. Tværskibet måler hele 73 meter og kirkens midterskib (det centrale, store rum, red.] har en længde på 115 meter

Santa Croce er ikke blot en kirke. Den er også et kunstnerisk smykkeskrin, et kirkemuseum qua sine mange berømte gravsteder og dermed også en kulturhistorisk institution

og en bredde på 38 meter.

Det bredt favnende kirkerum er enkelt i sin arkitektur og alligevel monumentalt. Det har en højtidelig atmosfære og en imponerende fysisk udstrækning blandt andet på grund af de to betragtelige sideskibe.

Den kendte neoklassiske italienske digter Ugo Foscolo – hvis gravsted kan ses i kirken – valgte i sit værk Dei sepolcri (Om gravsteder) at betegne Santa Croce som et slags nationalt italiensk gravsted. Og det ikke uden grund, for kirken rummer en række gravsteder, hvor nogle af de største genier, som Italien har opfostret, er stedt til hvile. Det er disse gravsteder Foscolo kaldte for ”de stærkes urner” i et af sine digte.

Flere imponerende gravsteder

På vores tur rundt i kirken, som kan udføres ved hjælp af et praktisk oversigtskort, der udleveres ved indgangen, møder vi først Galileo Galileis gravsted, udført i 1737. Galilei var fysiker, astronom, filosof og matematiker og betragtes som faderen til den moderne videnskab. Han er en nøglefigur i den videnskabelige revolution for eksplicit at have introduceret en videnskabelige forskningsmetode. Hans imponerende humanistiske tankegods er næsten gengivet fysisk ved det imponerende gravsted i Santa Croce. Med dets skinnende hvide marmor udstråler gravstedets centrale Galilei-buste både styrke og intelligens.

På ens atmosfærefyldte færd videre rundt i kirken dukker andre berømte gravsteder op, blandt andet et, der er lige så imponerende som Galileis. Det drejer sig om Michelangelos, der blev projekteret af den kendte arkitekt og maler Giorgio Vasari.

Også i dette tilfælde er det nødvendigt at placere sig foran den berømte kunstners gravsted i en rum tid, hvis man ønsker at få gravstedets storhed under huden og de mange detaljer fæstnet på nethinden.

Efter endnu nogle minutter rundt i kirken dukker atter en verdensberømt personligheds gravsted op. Denne gang drejer det sig om politiker og filosof Niccolò Macchiavelli, der især er blevet berømt på den legendariske sætning om at ”målet helliger midlet”. Den kontroversielle påstand stammer fra hans bog ’Fyrsten’ fra 1513, hvori han anfører, at ”en dygtig politiker må være skrupelløs, og han må benytte sig af alle kneb i for at styrke egen og statens magt”. Mens man står og betragter gravstedet, kan man så eventuelt fundere over, om man deler Macchiavellis livsfilosofi.

Nævnes skal også det gravsted, der tilhører den kendte komponist Gioacchino Rossini, der bl.a. er kendt for musikken til ’Barberen fra Sevilla’. Man må heller ikke glemme allerede nævnte Dante, der ikke kun står foran kirken, men også har taget hvile under de mægtige tagkonstruktioner.

Oversvømmelse og vandskaber

Det er dog ikke kun gravstederne, man skal gå efter i Santa Croce.

Som ethvert andet museum – i dette tilfælde et ’kirke-museum’ – pryder flere kendte og smukke malerier og værker væggene i kirkerummet. Det gælder for eksempel Donatellos smukke trægravering

Annunciazione (Bebudelsen) fra 1435, der hænger i kirkens højre skib. Et andet berømt værk er Cimabues Crocefisso (Krucifiks) fra 1288, med de betydelige dimensioner 4,33 x 3,90 meter. Med til værkets historie hører de betydelige skader, det led under den store oversvømmelse i Firenze

Firenze

Santa Croce blev opført i perioden fra 1294-1385 og er i dag et af Firenzes mest kendte arkitektoniske symboler. Gennem tiden har kirken været mødested for berømte kunstnere, teologer, forfattere, humanister og politikere.

Kirken rummer en række gravsteder, hvor nogle af de største genier, som Italien har opfostret, er stedt til hvile, blandt andet Galileo Galilei (1564-1642), fysiker, astronom, filosof og matematiker og betragtes som faderen til den moderne videnskab.

Man overvældes af kirkerummets dimensioner. Tværskibet måler hele 73 meter og kirkens midterskib har en længde på 115 meter og en bredde på 38 meter.

Søndagens tekst

En opskrift på Gudskærligheden

Prædiken til 13. alm. søndag, søndag den 2. juli, om Jesu udsendelsestale (Matt 10,37-42)

Tekst: Pastor Sigurd Sverre Stangeland, andenpræst ved Sct. Albani Kirke, Odense

PRÆDIKEN Enhver ortodoks mandlig jøde bærer på sabbatten en lille æske rundt om hånden og på panden. I denne æske finder man en tekst fra det 6. kapitel i 5. Mosebog: ”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke”. Denne befaling, der af Jesus selv omtales som det første og største bud, er helt centralt i jødedommen og er også grundlæggende for enhver, der ønsker at bære kristennavnet.

Som alle kærlighedsrelationer kan imidlertid også vores kærlighed til Gud svækkes. Det er dette, vi læser om i brevet til menigheden i Laodikea, gengivet i Johan-

Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund

nes Åbenbaring, det 3. kapitel: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund”. Og det løber os ikke varmt, men koldt ned ad ryggen på de fleste af os, når vi læser denne strenge tekst. Men lidt efter kommer redningen: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig”.

Dagens evangelietekst drejer sig om kærligheden til Gud. Det er i fromme miljøer en tendens til at forstå kærligheden til Gud som noget, der ikke har nogen som helst sammenhæng med vores kærlighed til vore medmennesker. Dette er selvfølgeligt ikke rigtigt. Guds-kærligheden kan ikke eksistere i et vakuum i forhold til vor relationer til vore medmennesker. Men det er dog rigtigt, at Jesus forventer af os, at vi viser Ham en betingelsesløs kærlighed: ”Den der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”.

At elske Gud mere end alle andre, at elske Ham mere end alt andet er vores kald, en forpligtelse som vi ikke kan løbe fra.

Og igen løber det os koldt ned ad ryggen. For lever vi da op til dette?

En forklaringsnøgle

For mig er det allerede nævnte brev til menigheden i Laodikea en forklaringsnøgle til eller en opskrift på, hvorledes vi kan elske Herren. For hvis vi hører opmærksomt efter og åbner, når Herren banker på vores dør, da kommer Han glad ind til os. Så handler da Guds-kærligheden, som al anden slags kærlighed, ikke om opmærksomhed? Uden at skænke Gud opmærksomhed kan vi ikke elske Ham. Denne opmærksomhed opnår sin fuldkommenhed i liturgien, når vi sammen med de fire væsener i Himmelen råber: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige”. Og man kan da virkelig føle sig opløftet til Himmelen og Guds trone, når vi i messen sammen med alle andre synger vores Gloria, vores Sanctus og vores Agnus Dei, allesammen inspireret af beskrivelsen af den himmelske tilbedelse i Johannes Åbenbaring, det 4., 5 og 7. kapitel. Det er derfor, de ortodokse beskriver menighedens søndagsgudstjeneste som en ”guddommelig liturgi”. For med den samme iver som de fireogtyve ældste i Åbenbaringen kaster sig ned for Guds trone, skal også vi kaste os ned for Ham. Denne kærlighed kan også komme til udtryk uden for selve liturgien, som i tilbedelsen af Det hellige Sakramente, som jo er tilbedelse af Kristus selv.

Men en kærlighed til Gud, som ikke slår rod uden for Kirkens vægge, forbliver hverken kold eller varm – den forbliver lunken. Man føler sig måske varm indeni, men menneskene omkring os føler ikke andet end kulde. Og vi føler os ramt af Kristi Ord til os: ”Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. For skal vi følge Kristus, da må vi også følge efter Ham dér, hvor Han går foran. Sammen med Jesus skal vi gå til den af alle foragtede overtolder Zakæus, som vi læser om i Lukas kapitel 19, og ikke kun tale til denne foragtede mand, men til og med gå ind i hans hus for at spise sammen med ham.

Sammen med Jesus skal vi tale med den ubehagelige og ret sarkastiske samaritanske kvinde ved brønden, som Jesus aktivt opsøger som beskrevet i Johannes kapitel 4, og ikke gå bort fra hende, når hun fornærmer os eller stiller os kritiske spørgsmål, men tålmodigt blive ved med at engagere os i samtalen. Sammen med Jesus skal vi opmuntre vore sovende meddisciple, når de har lagt sig lidt for godt til rette for at sove i Gethsemane have. For Guds-kærligheden eksisterer ikke i ligegyldigheden. Helvede er ligegyldighedens tempel.

Ligegyldighedens vej er fortabelsens vej

”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. At elske Herren er at redde livet for os selv og for andre.

Vi skal selvfølgelig elske vor far og vor mor og vor søster og vor bror, men vi skal elske Herren mere, end vi elsker dem. Vi skal elske Ham mest! Han, Herren, skal være det vort liv fremfor alt drejer sig om. Hvorfor? Fordi han er vores ophav. Fordi Han er vor fremtid. Og fordi Han er her sammen med os, lige her og nu; Han er vor nutid.

I den hellige liturgi kan vi øve os, så vi bedre bliver i stand til at elske Gud i vores hverdag. Det er ikke noget galt i at bryde ud i et glad ’Sanctus’, når vi en onsdag morgen helt alene er på vej på cykel til arbejde eller studier. Det er ikke noget galt i at bryde ud i et tillidsfuldt ’Agnus Dei’, når vi sidder alene på plejehjemmet og ingen besøger os. Herren er os bestandig nær, vi er kaldet til at lovsynge ham hele livet. Vi er kaldet til at åbne døren for Ham hver eneste dag, vi lever.

Amen

Guds-kærligheden eksisterer ikke i ligegyldigheden. Helvede er ligegyldighedens tempel

Søndagens evangelium, Matt 10,37-42, udsendelsestalen

”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn”.

Her kunne din annonce have været

Med en annonce i Katolsk Orientering når dit budskab ud til mere end 20.000 unikke læsere!

Katolsk Orientering udkommer 16 gange årligt og har som sin primære målgruppe katolske husstande i Danmark, men har også mange ikke-katolske læsere.

Guds-kærligheden kan ikke eksistere i et vakuum i forhold til vor relationer til vore medmennesker. Et håndgribeligt eksempel er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Oliemaleri af Rembrant (1606-69), ca. 1633. The Wallace Collection, London.

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt Palle Vinther på tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk

Pastoralrådsmøde nummer 107

Fra biskoppens og forkvindens beretninger.

BERETNINGER Pastoralrådets forkvinde, Lillian Khristensen bød velkommen til pastoralrådsmøde nr. 107. I sin beretning udtrykte hun glæde over at være en del af bispedømmets historie gennem sit arbejde i rådet. Lillian er også aktiv på europæisk niveau og sidder i forretningsudvalget i ELF (det europæiske lægmandsforum), der lige har afholdt møde i Prag.

Pastoralrådets forretningsudvalg har afholdt fire møder siden sidste PR-møde og har bl.a. udnævnt flere repræsentanter til skolebestyrelser.

Valgstyrelsen er gjort til et permanent nedsat organ, der bl.a. arbejder på at gøre valgsituationen så optimal som muligt. Til næste PR-møde i november skal Pastoralrådet arbejde med de nye ændringsforslag til forbedring af valgsituationen.

I sin beretning betegnede biskop Czeslaw præstesituationen som “lidt prekær”.

Travlt år for DUK

2023 et år med mange højdepunkter og store udfordringer.

UNGDOMSARBEJDE For Danmarks

Da han i sin tid startede med at studere teologi, var der 120 katolske præster i Danmark – nu er der 70. P.t. er der 11 studerende på præsteseminariet Redemptoris Mater i Vedbæk. Tre af dem er i praktik i Danmark og i udlandet. P.t. er Lukas Stanislaw Macko eneste danske præstestuderende, men trefire har udtrykt interesse for præstegerningen, nævnte biskoppen.

Paul Jørgensen nævnte præstevielse af kvinder og viri probati (modne, gifte mænd), som “et stort tema” i mange andre lande og spurgte, hvordan biskoppen stillede sig til det. I sit svar nævnte biskop Czeslaw, at paven flere gange har sagt nej til kvindelige præster og har understreget vigtigheden af cølibatet. Dokumentet efter Amazonassynoden indeholder således intet om viri probati

Unge Katolikker (DUK) er 2023 et travlt år. Til august deltager mange af medlemmerne i Verdensungdomsdagen i Lissabon, og den 23. september fejres organisationens 75-års dag med et brag af en jubilæumsfest på Ømborgen.

DUK har mange udfordringer fremgik det af organisationens præsentation af sig selv. “Troen i centrum” har været de sidste fem års vision, og der arbejdes nu på at formulere en ny, fortalte Linh Thanh Thuy Nguyen, medlem af hovedbestyrelsen. Blandt andet mangler organisationen en fast ungdomspræst og frivillige ledere.

P.t. består DUK af 27 lokalforeninger. Alfa og omega i ungdomsarbejdet er, at det forankres lokalt. Det, der virker, er stabile lokalforeninger. Det duer ikke, at ledelsen trækker noget ned over hovedet på folk, sagde Martin.

DUK får op mod tre millioner kroner om året i tilskud fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd). Den, der betaler, bestemmer, og derfor er det i høj grad DUF og Kulturministeriet, der udstikker rammerne for arbejdet. DUKs arbejde har børn og unge under 30 år som målgruppe.

Den katolske Kirke er ikke en interesseorganisation. Vi skal ikke bare se snævert på at få vores rettigheder sikret. Vi burde være verdens moralske kompas, sagde Jacob Georg Naur fra Vor Frue Kirke i Aarhus.

Vi har nu haft en ny trossamfundslov i fem år. Biskoppen kaldte loven for “meget kontrollerende”, men glædede sig over stor støtte fra Danske Kirkers Råd. Sammen med andre kirkesamfund har Den katolske Kirke i Danmark været i forhandlinger med Kirkeministeriet. Man har fået lov til at beholde kontrabøgerne i 30 år, dog med mulighed for forlængelse i enkelte tilfælde. Det er vanskeligt og forbundet med meget bureaukrati at få præster uden for Schwengenområdet til Danmark, og håndteringen af administrationen omkring præsterne er forbundet med høje gebyrer. “Vi oplever ikke religionsforfølgelse, men man griber ind i vores muligheder for at udøve troen i praksis”, sagde Asbjørn Nordam i en kommentar. LR

Der er plads til forbedringer

Sagt på pastoralrådsmødet om bispedømmets økonomi.

ØKONOMI 2022 var økonomisk set ikke noget godt år for bispedømmet, konstaterede administrationschef Thomas Jakob Larsen i sin fremlæggelse af Ansgarstiftelsens årsregnskab 2022. Resultatet af den ordinære drift er et overskud på godt fire millioner kroner. Egenkapitalen er faldet. Som følge af et turbulent år på værdipapirmarkedet ender bispedømmet med et underskud på 14 millioner kroner.

Den danske Bank, Nordea og Nykredit forvalter Ansgarstiftelsens værdipapirer. Vi har 50 % aktier og 50 % obligationer. Der satses på spredning og arbejdes på at ændre denne fordeling til 60/40 %.

Den katolske Kirke i Danmark er fortsat ”stenrig”. Præmonstratenserne i Vejle overdrog sidste år deres ejendomme i byen til bispedømmet. Dermed er den samlede værdi af bispedømmets ejendomme steget fra godt 181 til godt 191 millioner.

Som sædvanligt udgøres en stor del af bispedømmets udgifter af præstelønninger. Godt halvdelen af tilskuddene kommer fra Tyskland fra Bonifatiuswerk og diasporakommissionen. Tyske præster støtter præsterne i diasporaen gennem at give 2 % af deres løn. Hvor længe kan vi håbe på tilskud fra Tyskland? spurgte Paul Jørgensen.

Vi er allerede ret langt nede m.h.t. tilskud, svarede generalvikar Niels Engelbrecht og oplyste, at vi årligt modtager omkring en million kroner fra Bonifatiuswerk i tilskud til bygninger.

I lyset af den prekære situation for bispedømmets økonomi er det besluttet at gøre november måned til kampagnemåned for kirkeskat. Baggrunden for denne beslutning er, at bispedømmet ikke har haft det kirkeskatteafkast man gerne ville have, sagde Thomas Jacob Larsen.

P.t. er det ca. hver femte katolik, der betaler kirkeskat, så der er plads til forbedringer. I 2022 steg indtægten fra kirkeskat netto med godt 500.000 kroner fra 7.474.312 til 7.991.928 kr. Kirkeskattekonsulent Susannne Debora Madsen gennemgik en kirkeskattekampagne, 38 sogne har kørt i november måned sidste år. Godt 32.000 katolikker blev kontaktet – halvdelen per mail og den anden halvdel per brev. Der blev denne gang ikke foretaget telefonopringninger.

Den samlede indtægt fra kampagnen blev på næsten 600.000 kroner, omkostningerne på lidt over 143.000 kr. Kampagnen henvendte sig primært til medlemmer over 22 år uden løbende kontrakt.

Sekretariatsleder Martin Ottosen-Støtt præsenterede DUK som en åben, demokratisk forening med hurtige beslutningsprocesser. Foruden Martin består sekretariatet af organisationskonsulenterne Lea Noval og Kim Tai samt Sara Angelucci, der er projektleder for Verdensungdomsdagen.

Der er 3 1/2 årsværk på sekretariatet til at betjene de 1.600 medlemmer. DUK satser i stigende grad på digital kommunikation og udgiver medlemsbladet Gloria, der er blevet slået sammen med bladene DUK OP og Fønix.

Sakramentslejrene er der, hvor DUK møder flest børn. I år afholdes der syv sommerlejre, hvoraf de to er vietnamesiske.

Kan alle ledere stå inde for Kirkens lære om kroppens teologi? spurgte Helle Bartelsen. I en kommentar svarede Lea Noval, at på juniorlejren i 2021 var to kateketer, som holdt oplæg om emnet, blevet mødt med klar modstand fra de unge deltagere. Det var hendes erfaring, at mange unge ikke bakkede entydigt op om Kirkens seksuallære. Hun erkendte de klare udfordringer her, men fastslog også, at kateketerne på ungdomslejrene loyalt fremstillede Kirkens lære som den er.

I en længere debat blev det konstateret, at mange katolske unge er under et kolossalt pres. Mange unge medlemmer er eneste katolik på skolen og i byen.

Vi oplever, at moderne ungdom vil klare tingene selv. Jeg kunne godt ønske mig, der blev indhentet erfaringer fra trænede kateketer. De unge skal ikke være bange for, at vi vil prøve at tage magten fra dem, sagde sr. Teresa Piekos. DUK har en god balance mellem fysisk aktivitet og katekese i deres aktiviteter, fandt pastor Sigurd Sverre Stangeland, der i løbet af tre måneder havde været med på fem DUK-lejre. LR

Efter en ”icebreakerøvelse” kastede medlemmerne af Pastoralrådet sig ud i “kampagnestrikkeri” med et tårnhøjt ambitionsniveau. “Find på den vildeste idé som skal få ALLE til at ville betale kirkeskat” lød opgaven. Blandt andet blev det diskuteret, om man kunne ændre på retorikken og tale om kirkebidrag i stedet. Der er forskellige udfordringer – blandt andet at der er mange

forskellige nationaliteter i Kirken med forskellige opfattelser af, hvordan man giver til Kirken. Vi har brug for at komme fra en individorienteret tankegang til at opfatte os som en familie. Kirkeskattekonsulenten vil bruge input fra 2022 og input fra dagens anstrengelser i tilrettelæggelsen af næste kirkeskattekampagne til november.

DUK er inde i en identitetskrise, sagde Linh fra hovedbestyrelsen.

Spørgeskemaundersøgelse på vej ud til alle katolikker i

Danmark

Hvad vil det sige at være katolik i Danmark? Har katolikker i Danmark andre værdier og holdninger end den danske gennemsnitsbefolkning? Hvilke kulturelle værdier og former for praksis tager katolske indvandrere med sig til landet, og hvordan er indvandringen med til at præge Den katolske Kirke og Danmark?

Tekst: Bjørn Thomassen

FORSKNING Som tidligere nævnt her i Katolsk Orientering foregår der i disse år et forskningsprojekt om katolikker og katolicisme i Danmark, The Catholic Ethic and the Spirit of Global Modernities. Global Catholicism in a Danish and Transnational Context, som netop sætter fokus på dét at være katolik i dag i en dansk og global kontekst. Projektet er finansieret af Velux og er ledet af professor (mso) i socialvidenskab fra Roskilde Universitet, Bjørn Thomassen, sammen med lektor Andreas Bandak fra Københavns Universitet. De øvrige projektdeltagere er Astrid Krabbe Trolle (post.doc fra KU), og Maja Balle og Michael Brixtofte Petersen (begge Ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, som huser projektet). Forskerne bag undersøgelsen kommer fra fagdisciplinerne antropologi, sociologi og religionsstudier.

I den forbindelse bliver der nu udsendt en spørgeskemaundersøgelse, der forsøger at nå ud til alle katolikker i Danmark. Forneden er der et link til undersøgelsen, hvis man har lyst til at deltage. Det kan også deles frit blandt venner og familie og i relevante netværk.

Den første dybdegående undersøgelse Forskningsprojektet er det første nogensinde, der studerer de katolske befolkninger i Danmark. Det har en særlig relevans i en historisk periode, hvor Den katolske Kirke står over for en række udfordringer i den vestlige verden, hvor medlemstallet i mange lande daler, mens Kirken vokser i andre dele af verden. Det skyldes ikke mindst befolkningsvækst i Afrika og dele af Asien. I Latinamerika står katolicismen stadig stærkt, men er samtidig udfordret af både sekularisering og karismatiske former for kristendom der vinder frem, ikke mindst Pinsekirken.

I Danmark har immigration, religion og kulturel integration nu i årtier stået øverst på den politiske dagsorden med næsten automatisk reference til islam og muslimer. Det har fået langt mindre opmærksomhed – både politisk, men også inden for forskningsverdenen – at der i dagens Danmark er mindst lige så mange immigranter med kristen som muslimsk baggrund. En stor del af disse immigranter er katolikker, men der er meget lidt forskning

om katolicisme i Danmark. Det skyldes ganske givet, at katolicismen i Danmark generelt ikke har den store synlighed. Det eksakte tal for katolikker i Danmark vides ikke, men vi kan være sikre på, at det er langt højere end de cirka 54.000 personer, der er indskrevet i kirkens medlemsregister. Sikkert er det også, at antallet af katolikker i Danmark er stigende på grund af immigration. For eksempel er den med afstand største indvandrergruppe i Danmark fra Polen, et land med stærke katolske rødder. Man kan med sikkerhed gå ud fra, at mange immigranter til Danmark er katolske, selv om ikke alle naturligvis er praktiserende, og selv om langt fra alle aktivt melder sig ind i kirken. Det er netop disse voksende indvandrergrupper med katolsk baggrund, som projektet tager udgangspunkt i, men også mødet med dansk katolicisme og det danske samfund mere generelt.

Forskningsprojektet omfatter således den første komparative, dybdegående undersøgelse af de voksende katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres bånd til den bredere verden. Undersøgelsen er baseret på fem casestudier af henholdsvis polske, mellemøstlige, vestafrikanske, filippinske og spansktalende minoritetsgrupper og deres nationale og transnationale netværk, og hvorledes disse ’nye’ katolikker er med til at forme Den katolske Kirke i Danmark. Selv om delstudierne således har fokus på migrantgrupper, er projektet bredt sigtet mod at forstå katolicismen i Danmark, således også katolikker med dansk baggrund. Projektet undersøger, hvordan katolicismen udleves i Danmark og hvordan katolsk tro og praksis hænger sammen med en katolsk inspireret etik, der muligvis påvirker holdninger til blandt andet moral, arbejde, nationalitet og identitet. Det er netop disse spørgsmål om tro, praksis, etik og værdier, som spørgeskemaet undersøger. Det vil være af stor gavn for projektet, at

Pastoralrådsmøde

så mange katolikker i Danmark som muligt svarer på undersøgelsen. De indsamlede data vil i anonymiseret form indgå i publikationer og bredere formidling af forskerne i projektet.

Til slut blot en ren praktisk information: Det tager cirka ti minutter at svare på spørgsmålene. Spørgeskemaet bliver sendt via et link til den e-mailadresse, som deltageren opgiver ved spørgeskemaets start. Når man har valgt sprog (dansk, engelsk, polsk eller spansk), skrevet sin e-mailadresse og trykt ’afslut’ bliver linket sendt direkte til deltageren, som kan lukke den oprindelige linkboks og deltage i undersøgelsen via det tilsendte link.

Linket til undersøgelse er: https://www.survey-xact.dk/ LinkCollector?key=ZFHRUU8XSJC5 (Du kan gå ind på www.katolsk.dk på forsiden, og finde linket til undersøgelsen.)

Hvad gør vi for at fastholde konvertitter i fællesskabet?

FÆLLESSKAB ”Mit oplæg kan virke som et angreb på nogen, men det er ikke min intention,” indledte Jakob Laugesen sit oplæg om, hvordan fællesskabet tager imod konvertitter. Laugesen er opvokset i Indre Mission og uddannet som teolog, men konverterede i 2015 og hører i dag til menigheden i Randers. Han konstaterede, at Den katolske Kirke favner bredt og har forskellige fløje, men som han sagde: ”Vi er katolikker, fordi vi tror, Kirken er indstiftet af Kristus. Han mente, at Folkekirken gjorde dørtærsklen så lav som overhovedet muligt.

Det var Laugesens oplevelse, at mange konvertitter godt kan blive ensomme og har svært ved at finde opgaver i fællesskabet. ”Jeg ved godt, at jeg ikke er Guds gave til Den katolske Kirke, men jeg er ikke talentløs. Jeg har en mærkelig oplevelse af at være uden opgaver i mit eget hjem”, sagde Laugesen, der fortalte, at han flere gange havde tilbudt sin hjælp; men det havde ingen interesse.

Han havde sin egen erfaringsbaserede definition på lidelsen ”konvertitis”. Mange

konvertitter er vedholdende og principfaste og ønsker at følge Kirkens lære. De er naive i deres forestillinger, elsker Kirken og har høje principper; men de kan ikke lide naboen på kirkebænken.

Han fandt det ”topfrustrerende” at få at vide, at man tager sin tro for alvorligt og følte sig ofte mødt med ”anciennitetsargumentet”. Vores liv er et maratonløb, og her gælder det om at have gode forbilleder. Behovet for åndelige forbilleder er stort hos unge mennesker; men de unge har mange gange svært ved at stå op for deres tro, sagde Laugesen, der udtrykte bekymring for, hvad der sker med unge efter firmelsen. Han mente, der skulle vises mere omhu med, hvem man bruger som ledere på DUK-lejre.

Vi har brug for det katolske fællesskab, men hvordan samler vi folk ude i menighederne? For eksempel ved at spice kirkekaffen op med indslag, ved at sætte tid af til en gang imellem at mødes med trosfæller til samvær om noget ordentligt. Og simpelthen ved at vise mere interesse for hinanden.

Et simpelt ”Ses vi på søndag?” kan gøre

en verden til forskel. Det er vigtigt at man har samvær om noget ordentligt og bygger hinanden op. Vi har behov for venskaber, og vores kilde til fællesskab er i Kristus. Vi har også behov for at mødes om det åndelige eksempelvis tidebøn, rosenkrans etc.

Der er en mærkelig krig inden for Kirken

– hvorfor kan vi ikke tale hinanden op i stedet for ned, sagde Laugesen, der mente, vi har for meget holdopdeling i liberale, traditionalister, neokatekumenale etc. Oplægget var startskuddet til en livlig debat. Her blev det blandt andet konstateret, at også ”etablerede” medlemmer af menigheden af og til overses, når det gælder om at få løst en opgave. Ofte mangler der måske overblik over opgaverne i et sogn og hvad der skal gøres. Det kan gøre det svært at finde egnede frivillige. LR

Jakob Laugesen har fortalt om sin vej til Den katolske Kirke i bogen ”Hjem” (Katolsk Forlag 2019).

Jakob Laugesen fortæller om, hvordan det er at være konvertit.

”Konvertitter kan godt blive ensomme”

Bjørn Thomassen. Foto: Leif Tuxen

Hvem er vi selv som menighed?

BEVIDSTGØRELSE Bispedømmets synodegruppe er netop ved at færdiggøre et oplæg til, hvordan vi viderefører den synodale proces i Danmark.

Den synodale høringsproces er tænkt som en proces, der skal gøre os mere bevidste om, hvem vi er, og hvad vi hver især bringer ind i det kirkelige fællesskab. Men den er også en proces, hvor vi som katolsk Kirke sammen lytter til Helligånden og lader os inspirere til, hvordan vi skal være kirke lokalt såvel som universelt.

Paven Frans minder os om, at Kirken er synodal i sin natur og understreger de tre tematikker, som processen lægger op til: Deltagelse, fællesskab og mission.

Her i bispedømmet har vi allerede i menighederne – via spørgeskemaer og på anden vis – arbejdet med den synodale proces. Dér, hvor menighederne har holdt møder, har tilbagemeldingerne være positive, og vi ønsker derfor at fortsætte denne åbne, lyttende proces. Synodegruppen ønsker derfor – sideløbende med bispesynoden i oktober i år – at alle i menighederne mødes for at bede for synoden og samtidig reflektere over vores mission som lokalkirke gennem det overordnede spørgsmål: Hvordan lever vi vores mission og hvordan vil vi gerne udvikle vores Kirke?

Lægfolks deltagelse i bispevalg

Indlæg om varmt emne på pastoralrådsmødet.

BISPEVALG Paul Jørgensen fra Sct.

Annæ menighed blev sat på en svær opgave på Pastoralrådsmødet. Hans indlæg “Lægfolks mulighed for deltagelse ved valg af biskop” var mødets allersidste punkt før eventuelt.

På grund af tidsmangel blev konsekvensen desværre et noget amputeret oplæg uden konklusion og muligheder for at stille spørgsmål. Paul Jørgensen gennemgik kort kanonisk rets nuværende regler for valg af biskopper. Her bestemmes det i canon 377 (§ 2), at den lokale bispekonference hvert tredje år sender en hemmelig liste med mulige kandidater til Rom. Nuntius i de pågældende lande kan også sende forslag ind og hemmeligt spørge lægfolk (§ 3). I den

efterfølgende kirkehistoriske gennemgang henviste Paul Jørgensen til reglerne i Statuta Ecclesiae Antiqua, der er en samling af kirkeretslige regler fra det 5. århundrede. Her står der, at bispevielsen sker cum consensu clericorum et laicorum …ordinatur episcopus.” (”…med tilslutning af præster og lægfolk…bliver viet til biskop).”

Paul Jørgensen så intet bibelsk belæg for den nuværende ordning, som Tridentiner koncilet vedtog i 1561. “Det for mig bekymrende er, at fremgangsmåden er hemmelig. Som jeg forstår teksten, ved de mulige bispekandidater ikke, at de er mulige kandidater. I øvrigt mener jeg, at alle fremgangsmåder, som er hemmelige, er betænkelige”, sagde Paul Jørgensen.

Fire spændinger biskopperne bør forholde sig til

Efterårets bispesynode om synodalitet nærmer sig. Hvilke emner kan vi forvente biskopperne vil drøfte og hvordan kommer vi selv videre med den synodale proces i vores bispedømme?

Tekst: Niels Messerschmidt

SYNODALITET Nu, hvor den første af to bispesynoder om synodalitet nærmer sig, har vi formentlig et bedre blik for hvad mødet i Rom i efteråret vil tage op og hvad der efterlades på ’bagsmækken, sådan som kardinal Mario Grech har udtrykt det. Som synodesekretariatets vice-generalsekretær sagde han for nylig, at ’hotte’ emner som ordination af kvindelige præster og velsignelse af homo-ægteskaber ikke er på dagsordenen. Den synodale proces 20212024 har til formål at forankre synodalitet i Kirkens daglige liv, så vi kan forvente, at bispesynoden vil fokusere på at løse fire centrale spændingspunkter, der fremkom under de indledende høringer. Det mener den irske katolske præst og teologiprofessor Eamonn Conway i avisen The Synodal Times (månedlig irsk publikation, der udgives af Irish Times og informerer om den synodale proces)

Beslutningsprocedurer versus beslutningstagning

Ifølge Conway er det første punkt spændingen mellem at sikre lægfolkets fulde deltagelse i beslutningstagningen og samtidig anerkende, at Kirken ikke er et demokrati og at den besluttende myndighed ligger hos Læreembedet.

Det lokale versus det universelle

Det andet spændingspunkt er, hvordan vi opretholder fællesskabet i den universelle kirke samtidig med at vi respekterer subsidiaritetsprincippet. Dette princip, der blev fremsat af Thomas Aquinas i det 13. århundrede, siger, at hvis noget kan besluttes på lokalt plan, så bør det også ske dér. Begrundelsen er, at de mennesker, der bliver mest berørt af en beslutning, også bør være tæt involveret i at træffe den.

Proces i to dele I den første del af processen, som fandt sted sidste år, dukkede mange vigtige emner op til overfladen. Dem kan man læse om i bispedømmets samlede rapport og i de nordiske biskoppers dokument (begge findes på www synode.dk). Om de nye tiltag siger Nik Bredholt, formand for bispedømmets synodegruppe: ”Vi ønsker at sætte fokus på, hvordan vi med de nådegaver og styrker, svagheder og udfordringer, vi besidder, opfatter vores egen mission og opgave, og hvad der spænder ben for at vi som katolsk Kirke i Danmark kan udleve denne mission. Det handler ikke så meget om at diskutere de store spørgsmål, som Kirken på nationalt eller internationalt plan står overfor, men om hvordan vi kan udleve vores synodale natur som lokalkirke rundt om i menighederne med deres respektive kendetegn og nådegaver”.

Emnet bispevalg er højaktuelt. Sidste år vedtog Den synodale Vej i Tyskland den 4. februar med stort flertal, at lægfolk skal høres ved bispevalg. 177 stemte for, 24 stemte imod og 6 afholdt sig fra at stemme. Blandt de tilstedeværende biskopper stemte 42 for og 11 mod.

I nogle tyske bispedømmer arbejder man

Bispedømmets synodegruppe vil i nær fremtid udsende forslag til inspiration, som menighederne kan bruge til reflektere over førnævnte spørgsmål. I den forbindelse foreslår synodegruppen, at hver menighed holder to møder i samme tidsrum som bispesynoden afholdes i Rom – det kunne fx være en søndag i oktober og en søndag i november, hvor menigheden mødes og beder for synoden samt fortsætter de fælles refleksioner, som mange menighederne allerede påbegyndte sidste år.

Nik Bredholt forklarer, at på det første møde kan menigheden arbejde med at afklare, hvilke styrker (nådegaver), svagheder, muligheder og risici, den står med. Ved det andet møde er det så meningen, at den – i lyset af det første møde – så beslutter, hvordan den som lokal katolsk kirke og menighed på mere konkret måde kan udleve de tre tematikker, som den synodale proces lægger op til. NM

med forberedelse af kommende bispevalg. Osnabrücks domkapitel har for første gang holdt rådslagning med lægfolk. Det skete i begyndelsen af maj. Et nyt bispevalg i Osnabrück er blevet aktuelt, efter at den mangeårige biskop Franz Josef Bode overraskende trådte tilbage i marts. Bispedømmet har fulgt en model, der i efteråret 2022 blev udviklet i bispedømmet Paderborn. De ni medlemmer af domkapitlet mødtes i starten af maj med ni andre personer fra forskellige grupper og råd. Det er gruppens opgave at drøfte en profil for den kommende biskop. Arbejdet skal være afsluttet til den kommende sommerferie. Tidligere har 14 kvinder og mænd sammen med domkapitlet i Paderborn sammenstillet en liste over egnede bispeemner. Men via nuntius i Tyskland, Nikola Eterovic, meddelte Vatikanet, at der ikke er mulighed for videre inddragelse af lægfolk.

Paul Jørgensen taler til pastoralrådsmødet om, hvordan et bispevalg foregår.

Foto: Lisbeth Rütz.

Subsidiaritetsprincippet er i øvrigt hjørnestenen i katolsk sociallære.

Troskab versus sandhed

En tredje spænding opstår ifølge Conway fra de mange fordringer til Kirken om at ”gøre mere plads i dit telt” (Es 54,2) – som ifølge det kontinentale arbejdsdokument er ”en udstrakt, men ikke homogen bolig, der kan give alle husly, men som er åben, der lukker ind og bevæger sig i retning af at favne Faderen og hele menneskeheden”.

Udfordringen er her, hvordan vi bliver den-

Dikasteriet for biskopper i Rom overvåger udvælgelsen af de fleste nye biskopper og rådgiver pave Frans i det endelige valg af biskop. LR

ne slags Kirke samtidig med, at vi forbliver tro mod og i sandhed forkynder den lære, som mange af dem, der ønsker inklusion, ikke selv accepterer og oplever som fremmedgørende.

At kvæle Ånden versus at strukturere synodalitet Et fjerde spændingspunkt, biskopperne bør overvejes, er behovet for at give plads til, at Helligånden ”blæser, hvorhen den vil” (Joh 3,8), dvs. at tillade en synodal stil udfolde sig organisk i Kirkens liv på både lokalt og regionalt niveau.

At løse spændinger gennem dialog og skelnen

Da pave Frans i sin tid arbejdede på en doktorgrad i Tyskland, brugte han tid på at studere, hvordan man løser spændinger i beslutningsprocesser. Her nåede han frem til, at spændinger altid vil eksistere side-om-side inden for større enheder, og hans studier overbeviste ham om, at tilsyneladende modsætninger kan løses gennem den rette skelneproces. Det er derfor usandsynligt, mener Conway, at pave Frans vil lade bispesynoden nøjes med at vælge fx ’beslutningsprocessen’, der involverer hele gudsfolket, uden også at berøre ’beslutningstagningen’, der kun involverer biskopperne.

Professor Eamonn Conway er leder af instituttet for teologi og religiøse studier ved det katolske universitet Mary Immaculate College i byen Limerick og en af de førende katolske stemmer i Irland. Foto: Irish Catholic.

Den der synger beder dobbelt

Noget om

sekvenser…

Tekst: Rolf Tönshoff

SANG Det var en udfordring for den utrænede, fx for novicen – en stor udfordring: der var så mange toner på bare et ord. Flotte toneranker, der bugtede sig op og ned; men det var næsten ikke til at huske og huske skulle man jo, for en skriftlig fiksering af tonerne var endnu ikke opfundet i 700-tallet. Hele det gregorianske repertoire – ordinarier, de ofte lange propriumsled for slet ikke at tale om de talløse melodier til tidebønnerne – skulle læres udenad, og det tog novicen mange år, før han el. hun kendte og kunne huske det alt sammen. Og synge skulle man – husk på: det talte jo dobbelt!

Til støtte for hukommelsen føjede man en slags undertekster til de ofte endeløse melodier: tropen. En trope er en tilføjelse og oprindelig var den – som om man ikke havde toner nok(!) – alene en melodimæssig og senere også tekstlig tilføjelse til en liturgisk sang. Tropen kunne tilføjes i begyndelsen, i midten eller i slutningen af sangen. Fx kunne Alleluia i Middelalderen splittes op således: ALLE – psallite cum concrepando psallite cum corde voto Deo toto psallite cum – LUIA; man adskiller altså alleluia, så man midt inde i det hebraiske ord synger det latinske: ”syng sangen med klappen, med dit hjerte og bed til Gud af hele dit

hjerte.” Det blev nemmere for kirkefolket at huske alle disse toneranker, når der var en tekst tilføjet. Syllabisk kalder man den teknik, at der er knyttet en stavelse til hver tone. Tropernes antal voksede til uanede mængder og i det 13. århundrede voksede modviljen mod dette ”ugræs, der var føget over hegnet” og det kulminerede i afskaf-

felsen af dem i forbindelse med Koncilet i Trient omkring 1560. En svag reminiscens finder vi i fx 2. messe, som bærer navnet Kyrie fons bonitatis (eleison), der indikerer tropens ord, der engang blev sunget på den kyrie-melodi.

En særlig form for trope er sekvensen Betegnelsen Sequentiae, ’kontinuerlig’, var oprindelig benævnelsen for den fortløbende evangelieberetning, som man læste dengang og som der ikke er så meget tilbage af i dag. Senere kaldte man en særlig tropeform for sekvens, som var tilknyttet alleluja og som havde en særlig gentagelsesstruktur, der gjorde den yderst populær. Man kalder den toneranke på sidste vokal ’a’ i ordet alleluja for iubilus og sådan mener man, sekvensen

med dens ordrigdom er opstået, skønt der ikke er ført endelig bevis for den teori.

Samme gentagelsesmønster i sekvenserne

Begyndelsen af sekvensen dies irae, dies illa viser den parvise opbygning – både hvad tekst og melodi angår. Dansk oversætelse af indledningen: Vredens dag, hin dag, skal forvandle verden til aske, som vidnet af David og Sibylla. Hvilken skælven vil der blive, når dommeren kommer, som nøje vil ransage alt.

Foreningen af ord og kunst

Poul Exner (1929-2023) in memoriam.

MINDEORD I det mindste fra han blev 85, insisterede br. Poul meget bestemt på, at der egentlig kun var én ting han ønskede, man skulle huske ham for: mobilen (uroen)

Trinitas – Den var en gave, som var blevet ham givet, mente han, allerede da han begyndte at samle en menighed i 60’ernes Albertslund med gudstjenester i en skolesal. Det første udførte eksemplar blev ophængt så passende over døbefonten dér.

Hos ham mødtes gener fra familien Exner og præster på alle sider. Hos brødrene, arkitekten og guldsmeden, blev kunsten livsopgaven. Poul var maler, af landskaber, ikke mindst fra Anholt, hvor han var præsten i den første del af 60’erne, med detaljer af træer, huse og veje. I Hans Egedes sognesal ordnedes 2008 en udstilling med hjælp af venner, som med opsporing og rejser samlede hans værker.

Men Poul ville være præst. Udgangspunktet fandtes der i Indre Mission – men Çollegium Trinitatis trak ham ind i højkirkeligheden de første studieår og førte ham også nogle måneder til det anglikanske kloster-præsteseminarium, Society of the Sacred Mission i Kelham, og han fortsatte studierne hos blandt andet Regin Prenter i Århus. Men han ville hellere hedde grundtvigianer, helst katolik, absolut ikke protestant – Luther læste han sikkert ikke meget. Messen i centrum i den re-formatio af folkekirken, han med nogle embedsbrødre i Kristi Legems Broderskab, en bredere bevægelse i Fællesskabet Kirkelig Fornyelse engagerede sig for, forenede jo også på en måde ord og kunst. Opstandelseskirken, som blev bygget med bror Johannes og

svigerinde Inger som arkitekter og guldsmedsbror Bent bag det kunstværk, som pryder alteret, skulle konkretisere syntesen.

Dog før kom det menneskelige byggeri: Her et vidnesbyrd fra en som blev inddraget;

Poul kom som præst med katolske holdninger, ansat i folkekirken, til et kirkefjendsk miljø i Albertslund; det måtte give stridigheder, og det gjorde det.

Men Poul kæmpede med debatgudstjene-

TRINITAS MOBILE

Broder Poul, som var præst på Anholt og i Albertslund og senere broder i Östanbäcks kloster i Sverige, tegnede denne mobile.

Han var kunstner, med mange dejlige malerier bag sig, men betragtede denne mobile som sit hovedværk.

Inspirationen er det kristne mysterium:

Treenigheden – med Faderen, Sønnen og

Helligånden i Én.

Dette er vist med de tre figurer det tilsammen danner en cirkel.

Hver figur er formet efter de traditionelle symboler som:

Øjet er Faderen – Fisken er Sønnen – og Duen er Helligånden.

Omridset af figurerne er næsten ens, dog med små variationer for at understrege betydningen.

Helligånden udgår fra Faderen.

Sønnen må, for at skabe balance, føres over i den anden side af mobilen, men er stadig forbundet til Helligånden, og dermed er de tre – Én.

ster, med seriøse dåbssamtaler, med oprettelse af en menighed af tilflyttere, der blev som en levende, engageret storfamilie...

Poul var fast i troen, men ville gerne diskutere med andre, han sagde: Jeg lytter gerne, hvis I har en tro, der er bedre end min… Det kom aldrig! Sandheden ville han i den dybe sammenhæng med kærligheden. Hans Trinitas (Treenigheden) vil antyde den, harmonien i helheden dér, mellem de tre ovale figurer: Øjet – Faderen, Fisken, græsk ICHTHYS, som kan tydes som Iesous Christos Theou (th.) Yios Soter, Jesus Kristus Guds Søn, Frelser, og Duen – Helligånden. Det er det inderste i tilværelsen.

Denne sekvens udviklede sig i Middelalderen til en næsten selvstændig digtform i fejringen af messen. Den klassiske sekvens fra ca. 840 til 1050 bygger på verspar. Efter 1050 bliver rimene indført med faste betoninger, samme længde og sangbare, også parvist opbyggede melodier, som ikke har rod i det gregorianske repertoire. Forskerne anslår, at der mellem 13. og 15. århundrede i Vesteuropa opstod over 3.000 sekvenser, som var bygget op over samme gentagelsesmønster – både hvad tekst og toner angik. De mest populære sekvensmelodier blev frejdigt fremført også uden for kirkerummet og ikke sjældent med en verdslig tekst. Det blev bare for meget! Troperne og dermed sekvenserne blev, som nævnt, fjernet fra liturgien i forbindelse med Tridentinerkoncilet (1545-63) på nær fire: Påskesekvensen: Victimae paschali laudes, pinsesekvensen: Veni sancte Spiritus, sekvensen til Kristi Legems og Blods Fest: Lauda Sion Salvatorem og requiemsmessens Dies irae. Ingen, der har hørt den sidstnævnte sekvens, kan undgå i tekst og musik at fornemme den middelalderdramatik, der kommer til udtryk her: Frygten for Gud, der på den yderste dag holder dom, og hvor Jesus vil komme og skille folkeslagene i retfærdige og uretfærdige, som en hyrde, der skiller fårene fra bukkene. Ligesom det gamle græske drama opstod på baggrund af religiøse ritualer,

Og der er denne enhed i mangfoldighed, som er fællesskab, og grunden for den dialog, han søgte – omend nok nogle nærtstående ind imellem kunde opleve, at hans entusiasme for det, han selv havde set som sandhed, ikke gav så meget rum for deres overbevisning. Den enkelte mødte han dog meget positivt, med sit svar på spørgsmålet: Hvordan har du det? Jo, når du er her, har jeg det godt. Så samlede han i de sidste år et nyt fællesskab omkring sig: Hjemmeplejens hjælpere fra så mange nationer og religioner.

Men i vennekredsen fandtes også betydende teologer: Johannes og Anne-Marie Aagaard, Lars og Anne-Marie Thunberg, A.M. Allchin, den anglikanske Grundtvigentusiast …

Og så prøvede han at bidrage til kommunitetet, Östanbäcks kloster ved Sala i Sverige. Der kunde han videreføre ungdommens stærke oplevelse af klosterliv i Kelham. Efter pensioneringen fra Albertslund i 1995 indtrådte han. I lidt mere end 20 år tjente han ydmygt i vaskeri og sakristi, gerne med ture i skoven i jagt på bær og svampe, men også som præst med messe og skriftemål. Dansker ville han dog forblive. Klosterets fader sendte ham også 2015 tilbage til Danmark, med opgaven at realisere Hakon og Isa Rahbjergs vision om munke i Hellig Kors Kloster ved Lem: Det viste sig ikke muligt. I stedet blev det den benediktinske Cella Pax ved Vor Frue kloster, efter genforeningen dér med Moderkirken, som han havde søgt bevidst i et halvt århundrede.

I Östanbäck udtrykte han ret ofte ønsket at finde den sidste hvile i dansk jord og sådan blev det så ved meget generøs imødekommenhed fra priorinde og nonner på Åsebakken.

Må han hvile i fred til Opstandelsens morgen! Brødrene i Cella Pax

Fornemt besøg i Jylland

I dagene 27. til 30. maj aflagde Vladyka Bohdan (Dzyurach), den apostoliske eksark for ukrainere af den byzantinske ritus i Tyskland og Skandinavien, sit første besøg hos ukrainere i Jylland.

UKRAINERE Søndag den 28. maj fejrede den apostoliske eksark pontifikalmesse i Sankt Norberts Kirke i Vejle, efterfulgt af fejringen af 15-årsdagen for det ukrainske samfund i den midtjyske by.

I arrangementet deltog præster fra Den ukrainske græske-katolske Kirke, pastor Vasyl Bahlei, pastor Vasyl Tykhovych, pastor Marko Semegen, bispedømmets generalvikar, pastor Niels Engelbrecht, pastor

Pavlo Rakovsky, pastor Jacek Anishevskyi, pastor Yulian Beksou, og en repræsentant for Ukraines ambassade, Bohdan Kost.

Dagen efter besøgte biskop Bohdan Aalborg, hvor han holdt pontifikalmesse og barnedåb.

Biskop Bohdans besøg hos sine åndelige børn er altid en begivenhed og en stor glæde!

Pastor Vasyl Bahlei

En

i Johannes Jørgensens Hus markerer 100-året for udgivelsen af Johannes Jørgensens ’Jorsalafærd’ om hans rejse til det hellige land året før. Udstillingen indeholder mange fotos fra rejsen. Her ses et foto af Johannes Jørgensen ved ruinerne af synagogen i Kapernaum. Arkivfoto.

Særudstilling om Johannes Jørgensens rejse til Det hellige Land

Udstilling i anledning af 100-året for bogudgivelsen ’Jorsalafærd’.

SVENDBORG ’Jorsalafærd – på rejse med Johannes Jørgensen i Det hellige Land’.

Det er titlen på en særudstilling i Johannes Jørgensens Hus i Svendborg i anledning af, at det er 100 år siden, Johannes Jørgensen (1856-1966) udgav sin bog ’Jorsalafærd’.

Bogen beskriver hans rejse til det hellige land i 1922 sammen med den franske kunster Andrée Carof.

Bag udstillingen står mag.art. og bestyrelsesmedlem i Johannes Jørgensen Selskabet Birte Lundgreen, som har boet i Jerusalem siden 2021, hvor hun har haft stor glæde af ’Jorsalafærd’. Selvom den er skrevet for 100 år siden, er den stadig en glimrende rejseguide til at forstå og afkode Jerusalem, Israel og Palæstina.

Birte Lundgreen fremhæver, at Johannes Jørgensen udover at have en kolossal viden

også har en evne til at registrere næsten alt omkring sig og gengive det med indlevelse, lyrik og poesi.

Udstillingen viser mange fotos fra Johannes Jørgensens og Andrée Carofs rejse til Det hellige Land i 1922 samt nye fotos af nogle af de samme steder. Derudover er der gamle genstande, som de havde med hjem fra rejsen, og nye ting, som de kunne have haft med. Desuden vises en sjælden film fra Palæstina lavet af Gunnar Sommerfeldt i 1924.

Særudstillingen åbnede 14. juni. Johannes Jørgensens Hus ligger i Fruestræde 15, Svendborg, og har åbent tirsdag kl. 14-16 i juni; tirsdag, onsdag og torsdag kl. 14-16 i juli og august; og igen tirsdag kl. 14-16 fra september til og med november.

Den apostoliske eksark for ukrainere af den byzantinske ritus i Tyskland og Skandinavien, Vladyka Bohdan, (tv), og pastor Vasyl Bahlei, præst for den ukrainsk-talende menighed i Jylland, tager imod medlemmer af den ukrainske menighed. Privatfoto.

Mange medlemmer af den ukrainske menighed i Jylland var mødt frem i Sankt Norberts Kirke i Vejle for at deltage i pontifikalmessen og den efterfølgende reception. Privatfoto.

særudstilling

Tag med på valfart

til Haraldsted

Den årlige valfart til Haraldsted på Midtsjælland afholdes i år søndag den 2. juli.

VALFART Bispedømmets ældste valfart, Haraldsted-valfarten, afholdes til ære for Sankt Knud Lavard, Sjællands værnehelgen, som blev myrdet i Haraldsted i 1131.

Valfarterne til Haraldsted startede i 1914, men blev afbrudt af Den første Verdenskrig. Hvert år siden 1920 er danske katolikker samledes i Haraldsted for at mindes den hellige Knud Lavard. Han er Sjællands værnehelgen og far til kong Valdemar den

Store. Knud Lavard blev myrdet af sin fætter Magnus den 7. januar 1131 i Haraldsted. På mordstedet blev der bygget det lille kapel, som er valfartsmålet. Programmet for årets valfart søndag den

2. juli er kort fortalt:

Klokken 14 holdes der åbningsandagt i Haraldsted Kirke. Herefter går man samlet i procession til kapelruinen, hvor biskop Czeslaw Kozon holder valfartsmesse kl. 15.

Tamilerne fejrer Jomfru

Maria af Fatimas festdag

Den 13. maj er festdagen for Jomfru Maria af Fatima. Den 13. maj i år kunne vi i den tamilske menighed i Jylland for første gang fejre festdagen i Jesu Hjerte Kirke i Randers.

FESTDAG Den 13. maj 1917, dvs. for præcis 106 år siden, åbenbarede Jomfru Maria sig i Fatima til tre hyrdebørn. Her blev mange hemmeligheder åbenbaret. Her blev mange budskaber givet – ét af dem er, at hun fortæller om, at Jomfru Marias uplettede hjerte vil være menneskets tilflugtssted og vejen som fører til Gud. Desuden blev der mange gange i åbenbaringerne fortalt børnene: ”Fortsæt med at bede Rosenkransen for at ende krigen”.

Tilgivelse og Guds store og grænseløse barmhjertighed er det centrale i hendes budskab.

Vi fejrede Jomfru Maria af Fatima i den tamilske menighed for allerførste gang i Vejle den 21. maj 2022.

Det glæder derfor den tamilske menighed, at vi endnu engang har kunnet fejre Jomfru Maria af Fatima, denne gang i Randers.

Vi håber på at fortsætte traditionen de kommende år og ønsker, at det bliver ligeså stor en succes som det har været. Til begivenheden var omkring 200 mennesker fra de forskellige menigheder forsamlet rundt omkring i Jylland, til stede var også katolikker som ikke var af tamilsk herkomst. Messen blev fejret af pater Reginald, som

Årets valfart til Øm

Der var stor tilslutning til årets valfart til Vor Frue af Øm, som foregik under de bedst tænkelige rammer.

Tekst & foto: Keld Dahlwad

VALFART Traditionen tro, havde jeg nær sagt, fandt årets valfart på Øm søndag den 4. juni sted i strålende solskin. Årets valfart var præget af en stor deltagelse af præster og hyggeligt samvær menighederne imellem fra hovedsageligt det vestlige Danmark. Årets valfart faldt i år på festen for Den Allerhelligste Treenighed.

En række organisationer var tilstede, blandt andet Danmarks Unge Katolikker, som havde et festligt indslag om eftermiddagen, hvor de arrangerede fællesdans, som viste sig at tiltrække såvel unge som de lidt ældre.

Gravridderne, Malteserordenen og Ridderordenen af den hellige Grav i Jerusalem havde en fælles stand, og begge ordener var repræsenteret ved valfartens afsluttende messe. Ligeledes sås Caritas, PastoralCentret, sømandssjælesorgen Stella Maris, den franciskanske lægorden og Vor Frue af Karmels sekularorden.

Valfarten blev indledt med en ca. 2,5 km rute i det smukke område ved Ømborgen, hvor Vor Frue af Øm førte an båret af meget smukke tamilske troende. Efter dem og biskoppen fulgte så de mange troende katolikker og ikke-katolikker, som sammen med

præsterne bad rosenkransen med afvekslende hymner til Jomfru Marias ære. Valfartsvandringen sluttede med Allerhelgenslitaniet, tilbedelse af Alterets Sakramente og sakramental velsignelse.

Mange indtryk

Herefter fulgte så socialt samvær med muligheden for køb af diverse veltillavede retter fra Ømborgens kantine, hvor et hold af frivillige havde været i gang fra morgenstunden, ligesom vietnameserne havde

Efter messen følger vi sakramentet til kapellet i Knud Lavards Hus, der ligger i umiddelbar nærhed af kapelruinen. Der vil være efterfølgende samvær med kaffe/te og kage ligesom der vil være mulighed for køb af pølser med brød og diverse drikkevarer. Valfarten afsluttes med en kort andagt med sakramental velsignelse. For yderligere information, kontakt Ruth Simonsen (Knud Lavards Hus, tlf. 24 26 25 49). NM

Den 28. juni 1914 afvikledes den første valfart til Haraldsted, og siden 1920 har katolikker i Danmark hvert år valfartet til kapelruinen i Midtsjælland. Foto: Wikipedia.

er ansvarlig for den tamilske menighed, og andenpræst pater Joy fra Herlev samt pastor Stefano, som er sognepræst i Randers, Viborg og Silkeborg menighed.

Den tamilske menighed i Jylland har en vision om, at en ny tradition for fejringen af Jomfru Maria af Fatima kan opstå. Visionen er, at hver eneste menighed af den tamilske kirke i Jylland vil få muligheden for at kunne afholde og repræsentere Vor Frue af Fatima.

Omkring 200 tamilere fra de forskellige menigheder i Jylland var den 13. maj forsamlet i Jesu Hjerte Kirke i Randers for at fejre festdagen for Jomfru Maria af Fatima. Privatfoto.

lavet deres traditionelle forårsruller, som hvert år er lidt af et hit. Efter en velfortjent frokost kan man så gå rundt på området og nyde det smukke vejr og den overdådige natur. Ligeledes var der også mulighed for at høre nærmere om de mange tilbud, som vores katolske institutioner kan byde på. Årets valfart afsluttes med pontifikalmesse, hvor biskop Czeslaw sammen med godt 14 præster og diakon Björn Håkonsson, der gør tjeneste i bispedømmet Stockholm, samt fire repræsentanter fra henholdsvis Malteserordenen og Ridderordenen af den hellige Grav i Jerusalem i højtidelig procession kom op foran valfartskirken ’Marias rene Hjerte’ og fejrede den Hellige Messe omkranset af den smukke natur samt de omkring tusind forsamlede katolikker fra mange forskellige nationaliteter. Biskop Czeslaws prædiken tog udgangspunkt i en kronik skrevet i en af

Næste år er planen, at festdagen skal afholdes i Herning. Tanken er herefter at rotere rundt i de forskellige menigheder årligt. Tanken bag dette er et symbol på, at Jomfru Maria og Gud er for alle og ikke skal være bundet til én menighed, hvor hensigten er at samle alle tamiler til at være ét, og at vi som fællesskab kan vokse i troen og forsøge at efterleve de budskaber, der blev åbenbart i Fatima af Jomfru Maria tilbage i 1917.

Maria Shannel

landets store dagblade hvor kronikøren havde brugt begrebet ”Ærefrygt” til at berette om menneskets manglede evne til at nære ærefrygt og forundring overfor hændelser i naturen og at mennesket ikke havde kontrol over mange ting i naturen. Hertil har vi som kristne, sagde biskoppen netop i vores tro på Gud og treenighedens mysterium et bedre udgangspunkt idet vi viste at Gud og treenigheden udgjorde for os forklaring på mange ting som vi kun kunne nære ærefrygt og forundring overfor og vores afhængighed af Gud og Guds interesse og kærlighed til os blev manifesteret i at hans Søn blev menneske – for vores frelses skyld. Messen blev fejret med musikalske indslag fra den tamilske gruppe, hvis meget underholdende kor bidrog til, at messen blev valfartens højdepunkt og afsluttende en dejlig – og for mange en lang dag.

På årets valfart deltog mange hundrede personer fra mange forskellige nationaliteter.

Valfarten blev indledt med en ca. 2,5 km rute i det smukke område ved Ømborgen, hvor Vor Frue af Øm blev båret i procession af en gruppe tamilske kvinder.

Den smukkeste oplevelse i mit liv

Pilgrimsrejsen fra Paris til Chartres 2023.

Tekst: Pauline Balaban

PILGRIMSTANKER Den 30. maj kom vi ni danske pilgrimme hjem; trætte, men fyldte af fryd efter den særdeles smukke og trosstyrkende 100 km lange traditionelle katolske pilgrimsrejse til Chartres. Vi havde gået strækningen mellem Saint Sulpice-kirken i Paris og Notre Dame de Chartres i pinsen mellem den 27. og 29. maj. Der var rekordmange, ca. 16.000, med, herunder 300 gejstlige. Flere ville gerne med, men det var nødvendigt at lukke ned for tilmeldingerne efter 16.000. Vi vandrede sammen i grupper, såkaldte kapitler. Størstedelen kom fra Europa, men der var også en del kapitler fra andre verdensdele. Dagene var fyldte af bøn og sang. Især rosenkransen bad og sang vi under store dele af vejen. Den gav genlyd over den flere km lange strækning af pilgrimme, som det var så smukt at kunne være en del af. Sækkepiber og andre instrumenter hørtes til tider. Vandringen gav anledning til gode samtaler, og man faldt også i snak med pilgrimme fra andre kapitler. Folk var meget hjertelige og fyldte af tro og glæde.

Temaet var i år ”Eukaristien, sjælenes frelse”. Undervejs lyttede man til ni meget interessante meditationer om Eukaristien. Søndag aften var der tilbedelse af Det Allerhelligste Sakramente. Hver dag afholdtes en tridentinsk hellig messe. Det var virkelig

skønt at deltage i messerne sammen med så mange andre tusinde fra verden over på samme sprog.

Vi sov rigtig godt i teltene efter de mange timers vandring. Kl. 5 om morgenen blev vi vækket af dejlig klassisk musik i højtalerne efterfulgt af et højlydt ”kære pilgrimme, godmorgen!” på forskellige sprog, hvorefter kapitel efter kapitel efter morgenens hast gik næste vandringsdag i møde i bøn og sang.

Anden pinsedag ankom vi til Chartres, hvor vandringen afsluttedes med en yderst højtidelig hellig messe i Notre Dame de Chartres, hvor relikviet af Jomfru Marias

Teamgejst og improvisationens kunst

DUK´erne leverede en flot indsats på Ømvalfarten.

TEAMWORK Det kræver sin kvinde/ mand at være valfartsansvarlig. Logistisk sans, stort overblik, færdighed i at improvisere, evne til teamwork, uopslidelig tålmodighed og ikke mindst en solid hunoristisk sans skal der til.

Det ved Anna og Erik Smitshuysen, der i 10 år har arbejdet med bispedømmets Ømvalfart. Coronaen snød os for to valfarter, men heldigvis fik vi også i år en valfart, hvor alt klappede efter det store forberedelsesarbejde.

Jyder og fynboer strømmede til Øm den 4. juni. Der var mange gengangere, men

den 4. november 1966, da vandet i Arno-floden gik over sine bredder og skabte omfattende ødelæggelser i store dele af byen. Cimabues berømte og nu beskadigede krucifiks fra 1288, blev efterfølgende genstand for en lang og innovativ restaurering i flere forskellige laboratorier i Firenze. Vandskaderne betød desværre, at 60 procent af billedfladen blev svært beskadiget, hvorfor det i dag er langt vanskeligere at sætte pris på værkets meget høje tekniske kvalitet. Alligevel, påpeger kunsthistorikere, har det ikke mistet sin udtrykskraft. For at beskytte krucifikset mod en fremtidig oversvømmelsesrisiko blev det i 2013 ophængt på et sikkert sted, højt oppe på en væg i kirkens sakristi.

I Santa Croces lille interne boghandel kan

også mange nye ansigter. Helt nøjagtigt deltog 606 i den store procession med Mariafiguren (mod godt 400 sidste år), og knap 1.000 var med til valfartsmessen (mod godt 600 sidste år). Valfartspræst var Stefano Tarquini, sognepræst i Randers, Silkeborg og Viborg. Der var sørget for en smuk musikalsk ramme med et tamilsk kor. Katrine Smitshuysen fra Esbjerg, Dragana Budes fra Kolding og Kirsten Holst fra Horsens sang for, og i sidste øjeblik var det lykkedes at skaffe en organist. DUK’erne tog ansvar og gjorde en flot indsats under ledelse af Naya. De gik i gang på eget initiativ og vid-

man i øvrigt købe en af størrelse beskeden publikation, med en række imponerende sort-hvide fotos, der viser at Santa Croces kirkerum under den store oversvømmelse var fuldstændig invaderet af sort og mudderholdigt vand.

En enestående oplevelse

Et andet værk, der også blev skadet under oversvømmelserne, var maler og arkitekt Giorgio Vasaris maleri L’Ultima Cena (Den sidste nadver) fra 1547. Vasari er et kunstnernavn, man ofte møder, når man læser om renæssance og arkitektur i datidens Firenze, idet han blandt andet er ophavsmand til den berømte – men fortsatte lukkede – korridor, der forbinder Uffizi-museet med Pittipaladset.

slør findes. Katedralen er umådelig smuk med sin gotiske stil, skønne glasmalerier og skulpturer. Messen startede med en lang procession af flag, faner, gejstlige, relikvier af Sct. Thomas Aquinas og ærkebiskop Gullickson. Koret sang fantastisk. Afslutningen på pilgrimsvandringen var overvældende og dybt rørende. Nogen fra vores kapitel sagde, man ikke kommer tættere på Himlen i dette liv – den fornemmelse havde jeg også selv.

Pilgrimsrejsen har været den smukkeste

ste lige præcist, hvad der skulle gøres under forberedelserne. På valfartsdagen stod de i pauserne klar med en stor hoppeborg, quiz og forskellige lege. Kuglepenne, nøgleringe og andet DUK-isenkram blev delt ud med rund hånd. Valfarten til Øm skal hvile økonomisk i sig selv og finansieres blandt

oplevelse i mit liv. Det var en sand fryd at være med. På en helt særlig måde mærkede man Guds kærlige nærvær og troens sandhed. De hellige messer, bønnerne, sangen, fællesskabet, manglen på den vante komfort, vandringen og synet af de flotte franske landskaber bevirkede, der var mere plads til Gud.

Så mange pilgrimme tager med år for år på pilgrimsrejsen til Chartres – jeg vil i hvert fald også med igen!

andet ved salg af is og valfartsmærker. En flok børn fra Silkeborg hjalp til ved at sælge is og valfartsmærker sammen med deres ledere. Om lørdagen havde de gået valfartsvandring og de sov på Ømborgen, fortæller Anna Smitshuysen.

Afviklingen af valfarten forløb problemløst. Traditionen tro mødtes biskop Czeslaw med en flok første kommunionsbørn, Valfartsstemningen var i top, og folk var nærmest ikke til at drive hjem. Trods det varme vejr blev ingen dårlige, og der blev kun udleveret et par plastre. Men set fra en sikkerhedsmæssig synsvinkel er forholdene på Ømborgen ikke optimale. I et område med dårlig mobildækning og ingen asfalterede tilkørselsveje er der ingen hjertestarter på Øm. Det er et problem, siger Anna Smitshuysen.

I mange år mente førende kunsteksperter, at det ville være umuligt at redde maleriet efter vandskaderne. Men i 2004 fandt man frem til en innovativ metode med hvilken det lykkedes at redde det berømte maleri.

Og i 2016, for at markere 50-året for oversvømmelsen i Firenze, blev det store maleri ophængt i seks meters højde i et anneks til selve kirken.

I den lille interne gårdhave, hvor marmorkolonner og en rolig, grøn atmosfære kæmper om de besøgendes opmærksomhed, kan man for en kort stund løfte blikket, blot for at nyde synet af det klokketårn som ikke er synligt fra piazza’en foran kirken.

Et tidligere klokketårn styrtede sammen i 1521, hvilket medførte en vis skade på selve kirken. Flere andre efterfølgende for-

søg på at bygge et nyt tårn var ikke blevet gennemført. Ikke indtil 1845 hvor det lykkedes arkitekten Gaetano Baccani at bygge det nuværende 78 meter høje tårn, som således fuldbyrder Santa Croces arkitektoniske udtryk.

Ingen tvivl om, at Santa Croces arkitektur, religionshistorie, gravsteder, malerkunst, ånd og atmosfære samt spidse klokketårne går sammen hånd i hånd for således at tilbyde de besøgende en ganske enestående oplevelse.

Yderligere information: www.santacroceopera.it/en/

Forventningsfulde danske pilgrimme på vej mod Chartres. Foto: Pauline Balaban.

▶ Fortsat fra side 4

De danske deltagere i valfarten mødtes med en stor tysk gruppe i Köln. Herfra rejste de sammen videre mod Paris. Privatfoto.

DUK’erne stillede op med hoppeborg. Foto: Anna Smitshuysen.

Den store skilsmisse

Overrasket af fryd

Hvordan oplever man det, når man kommer fra Helvede til Himlen? Hvordan beskriver C.S. Lewis sin egen omvendelse? Det handler to nye oversættelser af C.S. Lewis’ bøger om.

Tekst: Kirsten Krog

LITTERATUR Der er netop udkommet to nye oversættelser af C.S. Lewis’ bøger. Den ene er den fiktive roman om himmel og helvede, ”The Great Divorce” (1945). Den anden er hans selvbiografi – hvilket han for øvrigt ikke selv ville kalde den – ”Suprised by Joy” (1955).

”Den store skilsmisse”

Inspirationen til romanens titel fik C.S. Lewis fra den engelske 1700-tals forfatter William Blakes roman, ”The Marrige of Heaven and Hell”. Dette ægteskab opløser Lewis imidlertid med ”Den store skilsmisse”, der beskriver, hvordan en flok turister fra Helvede kommer på besøg i Himlen, eller snarere Himlens forgård.

Det karakteristiske ved de besøgende fra Helvede er, at de i Himlen er som skyggefulde, luftige genfærd uden substans. Derfor er besøget i Himlen en pine for dem. For her har alt klarhed, fasthed og substans. Det betyder, at græsset bliver som ubøjelige nåle for genfærdenes fødder og vanddråber vil være i stande til at gennembore dem som ingenting.

Hver af turisterne møder ved deres ankomst til Himlen én de har kendt, dengang de stadig levede på jorden. Disse forsøger at hjælpe dem længere ind i Himlen, hvor de efterhånden, som de ser deres fejl i øjnene, vil vinde større og større fasthed og deres færd dermed blive stadig mindre pinefuld.

Turister i Himlen

En mand mødes af en lysende og ”gennemført muntert og ungdommelig”

ånd (s. 44), som viser sig i sit jordiske liv at have myrdet mandens ven, Jack – som i øvrigt også befinder sig i Himlen.

Til mandens bitre anklager, svarer ånden: ”Jeg ser ikke på mig selv mere. Jeg har opgivet mig selv” (s. 45). Men i sin selvretfærdighed er det ikke muligt for manden at give slip på sig selv og følges med ånden længere ind i Himlen, hvor han på et tidspunkt ville have mødtes med Jack.

En kvinde har kun taget turen til Himlen for at genforenes med sin søn, men skuffes, da det ikke er ham, der kommer hende i møde, men hendes bror. For at se sin søn, må hun imidlertid først sætte kærligheden til sønnen i anden række, og elske Gud først, men det formår hun ikke.

Også en engang berømt kunstner mødes med en ånd. Ånden viser ham, hvordan han i sin tid på jorden gik fra at male lyset, fordi ”Lyset i sig selv var din første kærlighed;

opstod Vesteuropas tidligste musikalske dramaer på baggrund af liturgien i Middelalderen. Dies irae har også dannet grundlag for talrige requiems-kompositioner gennem århundreder. I den officielle liturgi sneg der sig yderligere en sekvens ind i 1727: Stabat Mater i forbindelse med fejringen af Maria Syv Smerter den 15. september. Dog finder man lejlighedsvis sekvenser i forskellige ordenssamfund fx for benediktinerne sekvensen til fejringen 11. juli: Laeta dies magni ducis

du elskede kun at male, fordi det gav dig en mulighed for at fortælle om lyset” (s. 106f).

Men med tiden gik han fra at elske, hvad han beskrev, til at elske selve beskrivelsen.

Derfor vil han ikke kunne finde sig til rette i Himlen, for her drejer det sig ikke om at beskrive – ”her har du jo det hele i virkeligheden” (s. 105).

Således møder det ene genfærd efter den anden en ånd, som vil hjælpe dem fri af sig selv, men de fleste vender om og går tilbage til bussen. Nogle enkelte løsriver sig – eller bliver til sidst løsrevet – fra sig selv og kan påbegynde deres forvandling fra luftig genfærd til solid ånd, for ”I sidste instans findes der kun to slags mennesker: Dem, der ender med at sige ”Din vilje ske” til Gud, og dem, til hvem Gud ender med at sige ”Din vilje ske”. Alle som findes i Helvede, har selv valgt det” (s. 96).

En himmelvid forskel

Men Himlen og Helvede kan ikke sammenlignes som to jævnbyrdige. Helvede er i virkeligheden intet i sig selv. Det er, som romanen siger, uden substans:

”Hele Helvede er mindre end en småsten af jeres jordiske verden, og det er mindre end et atom af denne verden. Den virkelige verden. […] Hvis man samlede alt, hvad Helvede indeholder af ensomhed, vrede, had, misundelse og sødt begær, i én erfaring og vejede det op mod det allermindste øjeblik af fryd i Himlen, så ville det ikke have nogen målbar vægt. Det onde duer ikke engang til at være ondt på samme ægte måde, som det gode er godt” (s. 160f).

”Overrasket af fryd”

I ”Overrasket af fryd” følger vi Lewis’ omvendelseshistorie, der mest af alt tager sig ud som et gigantisk skriftemål. Af bogens i alt 368 sider handler således kun de to sidste kapitler direkte om hans omvendelse.

Inden da kan læseren følge, hvordan han går fra en forkrampet barnetro til at blive ateist. Men ikke nok med det, han udvikler sig fra at være en troskyldig klog dreng med en litterær interesse, man ser hos de færreste drenge, til at blive en bevidst – hvad han selv kalder – ”intellektuel farisæer, en åndssnob” (s. 158).

Langt størstedelen af bogen omhandler hans tid på forskellige skoler. Først en kostskole, som lever op til de værste historier om engelske kostskoler. Derefter på endnu to kostskoler, indtil han – inden han begynder på universitetet i Oxford

Dies irae og requiemsmessen Førnævnte sekvens fra requiemsmessen gennemlevede i øvrigt en særlig skæbne, fordi den i forbindelse med 2. Vatikankoncil i sin helhed udgik af liturgien; dog finder man digtet i tidebønnerne i kirkeårets sidste uge. Helt forsvundet er dies irae nu ikke og i de seneste år er det forekommet, at de sørgende efterladte ønsker netop denne sekvens sunget og en række præster med faible for liturgien før 2. Vatikankoncil bifalder indlemmelsen af denne sekvens i

ender hos sin fars gamle lærer, Kirk, eller ”The Great Knock”.

Det lille ord ”joy”, som altså i den danske oversættelse er blevet til ”fryd”, går som en rød tråd igennem hele bogen og fremstår som et glimt fra oven, en erfaring som gang på gang så at sige griber ham bagfra for så igen at forsvinde, blot for at efterlade ham med en længsel.

Det er oftest i mødet med den klassiske litteratur, at Lewis kommer i berøring med fryden, der nærmest kan beskrives som mytiske oplevelser af en virkelighed, som er større end denne verden og bebuder den guddommelige indgriben, som til sidst nærmest tvinger ham ind i Guds favn.

Samtidig med at fryden efterlader en længsel, er fryden selv længsel: ”Der er ingen tvivl om, at fryden var en længsel”, skriver Lewis og fortsætter, ”men en længsel retter sig ikke mod sig selv, men mod sit objekt, Og ikke nok med det: Hele sin karakter får den fra sit objekt” (s. 339).

Efterhånden som Lewis bliver bevidst om dette og derfor begynder at spørge efter hvad eller hvem, denne længsel er rettet imod, begynder han langsomt at åbne sig mere og mere for Guds indgriben i sit liv.

Han begynder også modvilligt at erkende, at forfatterne til de bøger, der har vakt fryden i ham, for størstedelens vedkommende er kristne. Det gælder bl.a. George MacDonald, Nevill Coghill, Chesterton, John Milton, Dom Bede Griffiths og George Herbert. Og han må konkludere: ”Ak ja, en ung ateist må nidkært stå vagt om sin overbevisning. Farer lurer på ham til alle sider” (s. 349).

En modvillig konvertit Lewis kæmper til det sidste mod Guds kald, og kaldet udelader ethvert kompromis: ”Han sagde bare: ”Jeg er Herren”, ”jeg er den, jeg er”, ”jeg er” […]. Mennesker, som er religiøse af natur, har svært ved at forstå rædslen ved denne åbenbaring” (s. 351). Kravet var ”Total overgivelse, et spring ud i mørket. […] Kravet var ikke engang

”alt eller intet” […] Nu var kravet ganske enkelt: ”Alt”” (s. 352).

Til sidst måtte Lewis kapitulere overfor Guds krav, men han var ”måske den mest nedslåede og modvillige konvertit i hele England” (s. 353).

I dette faktum ser han imidlertid ”Guds store ydmyghed, som får ham til at tage imod en omvendt synder selv på disse betingelser”, og det får ham til at udbryde: ”Guds hårdhed er mere mild end menneskers mildhed, og hans tvang er vores befrielse” (s. 353).

Myten bliver kendsgerning – frydens fuldbyrdelse

Med Lewis´ omvendelse får fryden en ny betydning, og de mytiske erfaringer, som han gennem hele sit liv er blevet mødt af, får en ny karakter og finder deres opfyldelse.

I mødet med Kristus, der blev menneske i Jesus, bliver myten til kendsgerning for C.S. Lewis, som han udtrykker det: ”Ordet som kød, Gud som menneske. Dette var slet ikke en religion eller en filosofi, men alle religioners og filosofiers opsummering og konkretisering” (s. 365).

”Men hvilken plads må vi så tildele fryden – den fryd, som hele denne bog primært har handlet om?”, spørger han, og svarer: ”Sandheden er, at spørgsmålet har mistet så godt som enhver interesse for mig, efter jeg er blevet kristen. […] Nu ved jeg imidlertid, at denne oplevelse, betragtet som en tilstand i mit sind, aldrig har haft den betydning, jeg tidligere tillagde den. Den har kun værdi i den udstrækning, den viser hen til noget andet, noget udenfor mig selv” (s. 267).

Prisværdigt initiativ fra ProRex forlag

Der er nu udkommet oversættelser af i alt 10 af C.S. Lewis værker, og man kan håbe på endnu flere i fremtiden.

Bag oversættelsen af alle 10 bøger står Helge Hoffmann, søn af den kristne forfatter Poul Hoffmann. Han har udført et enormt og prisværdigt arbejde. At oversætte Lewis er ikke en let opgave, da det er svært at bibeholde hans sproglige niveau i en oversættelse. Det er imidlertid lykkes Helge Hoffmann at gøre læsningen af de oversatte værker til en nydelse, selvom det selvfølgelig aldrig bliver det samme som at læse dem på originalsproget.

Køb bøgerne hos din boghandler eller på Katolsk Webshop på pastoral.dk. Eller du kan låne bøgerne på Sankt Andreas Bibliotek, Gl. Kongevej 15, 1610 Kbh V.

requiemsmessen. Som nævnt var sekvenserne ved deres oprindelse placeret som afslutning på alleluja; Koncilet understreger, at alleluja skal lægge op til evangeliet og mange steder gentages det efter evangeliet, som menighedens bekræftelse på det glade budskab. Hvis sekvensen fremføres i dag, bør den – med skyldigst hensyntagen til intentionerne i koncilet – derfor synges efter en evt. 2. læsning og før alleluja.

Da munken og musikteoretikeren Guido af Arezzo i første halvdel af 1000-tallet ud-

viklede et notationssystem, der stabiliserede de nedskrevne noder i forhold til hinanden, kunne novicerne, eleverne på kirke- og klosterskolerne – herunder katedralskolerne – og resten af kirkefolket i øvrigt ånde lettet op. Nu, hvor noderne kunne læses, sang man grupperet efter et stort anlagt antifonar. Først ved bogtrykkerkunstens opfindelse i midten af 1400-tallet blev den store melodiskat udbredt – og ikke længe efter var tropernes dage talte.

▶ Fortsat fra side 9

August

1. hvid. Tirsdag i 17. alm. uge. (I Ps).

Alfons Maria de´Liguori, biskop og kirkelærer (†1787)(m)  Sl 103,6-7.8-9.10-11.12-13.

 Herren er barmhjertig og nådig.

L.: 2 Mos 33,7-11; 34,4b.5-9.28. Ev.: Matt 13,36-43.

2. grøn. Onsdag i 17. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Eusebius af Vercelli, biskop (†371)

Eller hvid Peter Julian Eymard, præst (†1868)

 Sl 99,5.6.7.9.

 Hellig er du, Herre vor Gud.

L.: 2 Mos 34,29-35. Ev.: Matt 13,44-46.

3. grøn. Torsdag i 17. alm. uge. (I Ps).

 Sl 84,3.4.5-6a+8a.11.

 Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!

L.: 2 Mos 40,16-21.34-38. Ev.: Matt 13,47-53.

4. hvid. Fredag i 17. alm. uge. (I Ps).

Johannes Maria Vianney, præst (†1859) (m)

 Sl 81,3-4.5-6ab.10-11ab.

 Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke.

L.: 3 Mos 23,1.4-11.15-16.27.34b-37. Ev.: Matt 13,5458.

5. grøn. Lørdag i 17. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Kirkevielsesfest for kirken Santa Maria

Maggiore

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse

 Sl 67,2-3.5.7-8.

 Folkene skal takke dig, Gud, alle folkene skal takke dig.

L.: 3 Mos 25,1.8-17. Ev.: Matt 14,1-12.

Bededag for præste- og ordenskald.

6. hvid. HERRENS FORKLARELSE (f)

( 18 alm søndag)

 Gl. Cr. Særl.pf

1.L.: Dan 7,9-10.13-14

 Sl 97,1-2.5-6.8-9

 Herren er konge, den Højeste over hele jorden

2.L.: 2 Pet 1,16-19

Ev.: Matt 17,1-9

7. grøn. Mandag i 18. alm. uge. (II Ps).

Eller rød Xystus II, pave, og lidelsesfæller, martyrer (†258)

Eller hvid Cajetan, præst (†1547)

 Sl 81,12-13.14-15.16-17.

 Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke.

L.: 4 Mos 11,4b-15. Ev.: Matt 14,22-36.

8. hvid. Tirsdag i 18. alm. uge. (II Ps).

Dominicus, præst (†1221) (m)

 Sl 51,3-4.5-6.12-13.

 Vær os nådig, Herre, for vi har syndet!

L.: 4 Mos 12,1-13. Ev.: Matt 15,1-2.10-14.

9. rød. Onsdag. THERESA BENEDICTA AF KORSET, jomfru og martyr, værnehelgen for Europa (Edith Stein) (†1942)(f)

Gl.Mart.pf

L.: Hos 2,16b,17b.21-22

 Sl 45,11-12.14-15.16-17

 Hør efter, min datter, lyt opmærksomt! eller Se brudgommen er der, gå Kristus Herren i møde!

Ev.: Matt 25,1-13

10. rød. Torsdag. LAURENTIUS, diakon og martyr (†259)

(f) Gl.Mart.pf.

L.: 2 Kor 9,6-10

 112,1-2.5-6.7-8.9

 Lykkelig den, der låner gavmildt ud Ev.: Joh 12,24-26.

11. hvid. Fredag i 18. alm. uge. (II Ps).

Klara, jomfru (†1253) (m)

 Sl 77,12-13.14-15.16+21.

 Jeg husker Herrens undere.

L.: 5 Mos 4,32-40. Ev.: Matt 16,24-28.

12. grøn. Lørdag i 18. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid Johanne Franciska Chantal, ordenssøster (†1641) Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 18,2-3a.3bc-4.47+51ab.

 Jeg elsker dig, Herre, min styrke.

L.: 5 Mos 6,4-13. Ev.: Matt 17,14-20.

13. grøn. 19.ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: 1 Kong 19,9a.11-13a;

 Sl 85,9abc+10.11-12.13-14.

 Lad os se din godhed, Herre, og giv os din frelse.

2.L.: Rom 9,1-5.

Ev.: Matt 14,22-33.

Pontianus, pave, og Hippolyt, præst, martyrer (†3.årh.) fejres ikke.

14. rød. Mandag i 19. alm. uge. (III Ps).

Maximilian Maria Kolbe, præst og martyr (†1941) (m)

 Sl 147,12-13.14-15.19-20.

 Jerusalem, lovsyng Herren! eller  Halleluja!

L.: 5 Mos 10,12-22. Ev.: Matt 17,22-27.

15. grøn. Tirsdag i 19. alm. uge. (III Ps).

 5 Mos 32,3-4a.7.8.9+12.

 Herrens del blev hans folk.

L.: 5 Mos 31,1-18. Ev.: Matt 18,1-5.10.12-14.

Jomfru Marias optagelse i himlen fejres den 20/8.

16. grøn. Onsdag i 19. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid Stefan af Ungarn (†1038)

 Sl 66,1-3a.5+8.16-17.

 Lovet være Gud, som holder mig i live.

L.: 5 Mos 34,1-12. Ev.: Matt 18,15-20.

17. grøn. Torsdag i 19. alm. uge. (III Ps).

 Sl 114,1-2.3-4.5-6.

 Halleluja!

L.: Jos 3,7-10a.11.13-17. Ev.: Matt 18,21–19,1.

18. grøn. Fredag i 19. alm. uge. (III Ps).

 Sl 136,1-3.16-18.21-22+24.

 Hans trofasthed varer til evig tid eller  Halleluja!

L.: Jos 24,1-13. Ev.: Matt 19,3-12.

19. grøn. Lørdag i 19. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid Johannes Eudes, præst (†1680)

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 16,1-2a+5.7-8.11.

 Herre, du er min tilmålte del.

L.: Jos 24,14-29. Ev.: Matt 19,13-15.

Lørdag aften:

19. hvid. DEN SALIGE JOMFRU MARIAS

OPTAGELSE I HIMLEN (h) VIGILIEMESSE

Gl.Cr.Særl.pf.

1.L.: 1 Krøn 15,3-4.15-16;16,1-2

 Sl 132,6-7.9-10.13-14

 Herre, bryd op til dit hvilested sammen med din magtfulde ark.

2.L.: 1 Kor 15,54-57

Ev.: Luk 11,27-28

20. hvid Søndag. DEN SALIGE JOMFRU MARIAS

OPTAGELSE I HIMLEN (h) ( 20. alm søndag)

 Gl.Cr.Særl.pf.

1.L.: Åb 11,19a; 12,1-6a.10ab

 Sl 45,10.11-12.16

 Dronningen står ved din højre side, smykket med ofirguld.

2.L.: 1 Kor 15,20-26

Ev.: Luk 1,39-56 (Bernhard, abbed og kirkelærer (†1153) fejres ikke)

Kirketælling

21. hvid. Mandag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Pius X, pave (†1914) (m)

 Sl 106,34-35.36-37.39-40.43-44.

 Husk os, Herre, i nåde mod dit folk.

L.: Dom 2,11-19. Ev.: Matt 19,16-22.

22. hvid. Tirsdag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Den salige Jomfru Maria, vor Dronning (m)

 Sl 85,9.11-12.13-14.

 Herren taler fred til sit folk.

L.: Dom 6,11-24a. Ev.: Matt 19,23-30.

Ad libitum læsninger til Jomfru Maria, vor Dronning:

 Sl 113,1-2.3-4.5-6.7-8

 Lovet være Herrens navn fra nu af og til evig tid!

L.: Es 9,1-6 Ev.: Luk 1,26b-38

23. grøn. Onsdag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Rosa af Lima, jomfru (†1617)

 Sl 21, 2-3.4-5.6-7.

 Herre, over din styrke glæder kongen sig.

L.: Dom 9,6-15. Ev.: Matt 20,1-16.

24. rød. Torsdag. BARTHOLOMÆUS, apostel (f)

Gl.Ap.pf.

L.: Åb 21,9b-14

 Sl 145,10-11.12-13ab.17-18

 Dine hellige, Herre, vil gøre dit riges herlighed kendt.

Ev.: Joh 1,45-51

25. grøn. Fredag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Ludvig (†1270)

Eller hvid. Josef af Calasanz, præst (†1648)

 Sl 146,5-6ab.6c-7ab.7c-8.9-10.

 Pris Herren, min sjæl! eller  Halleluja!

L.: Ruth 1,1.3-6.14b-16.22. Ev.: Matt 22,34-40.

26. grøn. Lørdag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 128,1-2.3.4.5.

 Se, sådan velsignes den mand, der frygter Herren.

L.: Ruth 2,1-3.8-11; 4,13-17. Ev.: Matt 23,1-12.

27. grøn. 21. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 22,19-23;

 Sl 138,1-2b.2c-3.6+8bc.

 Herre, din trofasthed varer til evig tid, opgiv ikke dine hænders værk!

2.L.: Rom 11,33-36.

Ev.: Matt 16,13-20.

(Monika (†387) fejres ikke)

Kollekt for Caritas Danmark

28. hvid. Mandag i 21. alm. uge. (I Ps).

Augustin, biskop og kirkelærer (†430) (m)

 Sl 149,1-2.3-4.5-6a+9b.

 Herren glæder sig over sit folk eller  Halleluja!

L.: 1 Thess 1,1-5.8b-10. Ev.: Matt 23,13-22.

29. rød. Tirsdag i 21. alm. uge. (I Ps).

Johannes Døberens Martyrium (m)

 Sl 71,1-2.3-4a.5-6ab.15ab+17

 Min mund skal forkynde din frelse.

L.: Jer 1,17-19

Ev.: Mark 6,17-29

30. grøn. Onsdag i 21. alm. uge. (I Ps).

 Sl 139,7-8.9-10.11-12.

 Herre, du ransager mig og kender mig.

L.: 1 Thess 2,9-13. Ev.: Matt 23,27-32.

31. grøn. Torsdag i 21. alm. uge. (I Ps).

 Sl 90,3-4.12-13.14+17.

 Mæt os med din godhed, så vi kan juble og glæde os.

L.: 1 Thess 3,7-13. Ev.: Matt 24,42-51.

Husk du også kan hente liturgisk kalender som pdf til din tablet eller telefon på:

www.pastoralcentret.dk/download/liturgi/

Redaktionen ønsker alle KO’s læsere og annoncører en rigtig god sommer.

Redaktionen ønsker alle KO’s læsere og annoncører en rigtig god sommer.

Støtter nødlidende

www.vincentgrupperne.dk

Vanløse Begravelsesforretning

Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær -

Informationschef:

Niels Messerschmidt (ansvarshavende)

Redaktør: Lisbeth Rütz

Layout: Carsten Meyer-Jensen

Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk

Medarbejdere i dette nr.: Pastor Vasyl Bahlei, Pauline Balaban, Keld Dahlwad, Jesper Storgaard Jensen, Kirsten Krog, Andreas Rude, Maria Shannel, pastor Sigurd Sverre Stangeland, Bjørn Thomassen og Rolf Tönshoff.

Redaktion og annoncer:

Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Tlf.: 33 55 60 40, kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. - Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag –ca. 13.000 – ISSN 0902-297X.

Vedrørende brug af materiale offentliggjort i Katolsk Orientering. Katolsk Orientering har efter aftale med de respektive skribenter eksklusivretten til artikler offentliggjort i avisen. KO’s redaktion gør opmærksom på, at brug af artikler – eller substantielle dele heraf – fra avisen kun må ske efter skriftlig tilladelse fra redaktionen. I øvrigt henvises til gældende citatregler.

Katolsk Orientering

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 10/2023, som udkommer den 11. august 2023, skal være KO i hænde senest den 24. juli 2023

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 11/2023, som udkommer den 1. september 2023, skal være KO i hænde senest den 14. august 2023

Bønnens apostolat

August

For Verdensungdomsdagen

Vi beder om, at Verdensungdomsdagen i Lissabon vil hjælpe unge mennesker til at leve og vidne om evangeliet i deres eget liv.

Du kan også se årets intentioner på https://apostolat.dk

Bliv synlig med en annonce i KO

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt venligst Palle Vinther, tlf. 50 56 09 49 eller: annonce@katolskorientering.dk

Føler du dig alene, trist eller bekymret? Ved telefonen sidder et kristent medmenneske, som vil lytte og bede for og med dig.

Ring til SOS Forbøn på 53 60 38 18 (Åben hver torsdag og søndag 19-21)

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte

Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor

Gl. Kongevej 15

1610 København V

Annoncekorrektur

Telefon: 33 55 60 80

Vores mor, svigermor og farmor

Hannelore Schilling

Nybo Rasmussen

★ 16. marts 1939 ✝ 27. maj 2023

Familien

Bisættelsen har fundet sted

FONDEN MARIAHJEMMET

yder st øtte til katolikker ud fra to forskellige formål:

1) MARIAHJEMMETS LEGAT yder støtte til katolikker under uddannelse. Studerende på en videregående uddannelse vil blive prioriteret.

2) Lensbaron og lensbaronesse STAMPE CHARISIUS LEGAT yder legatstøtte til katolske kvinder og børnerige katolske familier i svære økonomiske kår.

År 2023-skemaerne for begge legater downloades fra fondens fælles hjemmeside www.mariahjemmet.dk

Den udfyldte ansøgning skal indeholde en påtegning fra sognepræst eller anden gejstlig myndighed fra indeværende år og skal modtages med posten på:

Katolsk Bispekontor

Att. Mariahjemmets legat / Stampe Charisius legat Gammel Kongevej 15, 2. sal

1610 København V.

Biskoppens kalender

Juli 2023

1. kl. 17.00 Messe med firmelse i Sankt Annæ Kirke, Amager

2. kl. 10.00 Messe i Domkirken kl. 14.00 Valfart til Haraldsted

4.-13. Ferie

15. kl. 15.30 Messe i Sankt Elisabeth Kirke, Holbæk

16. kl. 10.00 Messe i Vor Frue Kirke, Slagelse

18. kl. 08.00 Messe i Karmel

22.-29. Nordiske Valfart til Lourdes

30. kl. 10.00 Messe i Vor Frue Kirke, Slagelse

31. Deltagelse i Verdensungdomsdagene i Lissabon

NB: Ansøgningerne modtages senest d. 1. september 2023. Alle, der har sendt et korrekt udfyldt ansøgningsskema, vil modtage svar inden jul.

Det sker i bispedømmet

Se kalenderen på www.katolsk.dk.

Kalenderen afspejler de arrangementer, menighederne selv har anmeldt, så den er ikke nødvendigvis dækkende for alle aktiviteter. Arrangementerne er af almen karakter og er åbne for alle. Kontakt KO’s redaktion for optagelse af arrangementer i kalenderen.

Steen Jørgensen Mariette Jørgensen

Erik Skree Mette Andersen

Et modsigelsens tegn

Franciskansk fromhedsliv i Napoli.

Tekst: Lisbeth Rütz

ORDENSLIV Mange danskere ser Napoli som en flot, farverig og festlig by. Dens mange spektakulære religiøse traditioner er et dekorativt indslag i den folkloristiske kulisse, byen danner omkring deres forestillinger om Sydeuropa. Traditionerne er udtryk for en religiøs kultur med rødder, der går århundreder tilbage i historien. Et godt eksempel på det er de religiøse ordeners rolle i byen. Jeg vil her beskæftige mig med den rolle, franciskanerne spiller i byens liv. Maria Lorenza Longo var spansk adelsdame, mor til tre børn og levede under trygge og rige forhold, da hun blev ramt af en tragedie. Hun havde irettesat en af sine tjenestepiger. Det blev pigen så rasende over, at hun forsøgte at forgifte hende. Maria overlevede, men blev svært lammet. I 1506

flyttede familien til Napoli efter at hendes mand var blevet udnævnt til vicekonge af kong Ferdinand den Katolske. Kun to år efter blev hun enke som 46-årig. Hun blev båret til valfartsstedet Loreto og her blev hun pludselig mirakuløst helbredt under en messe.

I taknemmelighed over sin helbredelse besluttede hun at bruge alle sine kræfter på at arbejde for syge og fattige i Napoli. Hun levede som gudviet jomfru efter den hellige Frans’ eksempel og gik ud i byens mest uhumske kvarterer, hvor ingen fine damer nogensinde satte deres fod. Her opsøgte hun prostituerede, syfilissmittede, fordrukne og forhutlede mennesker og viste dem, at hun så dem som sine brødre og søstre.

I 1519 besluttede hun efter råd fra ven-

ner at bygge l’Ospedale degli Incurabili (de uhelbredeligt syges hospital). Maria var en praktisk anlagt kvinde og en ferm iværksætter. Hun var en dygtig fundraiser og eminent til at bruge sit netværk. For sin egen betydelige formue og med hjælp fra indflydelsesrige venner i samfundets øverste lag byggede hun hospitalet, der sidste år kunne fejre 500-års jubilæum. Bygningen blev som så mange andre svært beskadiget efter jordskælvet i 1980, så p.t. er der kun adgang ved særlige lejligheder. Men hele komplekset er under restaurering med tilskud på 100 millioner euro fra regionen Campania. Genåbningen er planlagt til 2025.

Hospitalet blev en succeshistorie. Tidens dygtigste læger kom til stedet. Her findes det berømte apotek med det originale inventar fra 1700-tallet og en unik samling keramikkrukker til alle de mange mediciner og salver, der blev brugt.

”Nu har jeg løst min opgave”, tænkte Maria Longo, da hospitalet stod færdigt. Hun gjorde sig klar til at trække sig tilbage og

drage på pilgrimsfærd, men i en vision fik hun et nyt kald.

Hun skulle grundlægge en ny orden baseret på Frans’ og Claras oprindelige idealer om et tilbagetrukket, fattigt og simpelt liv i Evangeliets ånd. Med hjælp fra kapucinerordenen grundlagde hun en søsterorden – le clarisse cappuccine, hvis ordensregel er baseret på den hellige Claras og den hellige Colettes regler. Ordensdragten blev brun som capucinernes og søstrene bar et simpelt, sort slør. I dag har ordenen omkring 160 klostre spredt over hele verden. Ordenens første nye kloster og moderhus for alle de andre, der kom til, blev bygget ved hospitalet og tog navnet Le Trentatré – de 33 – med en hentydning til de 33 år Kristus levede, men også fordi antallet af søstre aldrig må overstige 33.

Søstrene lever efter ordensreglen et kontemplativt liv med stor vægt på bøn og stilhed. Men det betyder ikke, at de er sig selv nok. Klostret har mange gæster. Gennem la ruota – drejeskiven i samtaleværelset – får

fattige fødevarehjælp inde fra klostret, andre kommer for at få en samtale eller gode råd i en svær livssituation.

Klostrets nuværende abbedisse, Rosa Lupoli er aktiv på Facebook. ”Jeg er på om formiddagen i cirka en halv time for at offentliggøre en meditation over dagens evangelietekst. Om aftenen er jeg på igen for at læse de budskaber, der er kommet. På chatten fortæller mange kvinder og mænd mig om deres smerte og følelse af fortabthed. De beder os om at bede for dem. Det er vores mission. Nogle støtter jeg også, når de studerende er til eksamen. Tænk hvis De vidste, hvor mange jeg har hjulpet med deres kandidateksamen,” siger den meget sportsinteresserede Rosa Lupoli i et interview med Corriere della Sera. Hun er jævnligt på Twitter og jublede sammen med resten af Napoli, da byens fodboldhold i år blev italienske mestre for tredje gang i klubbens historie. (Se KO nr. 8).

Et kloster på skinner

Der er glødende varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren i det lille kloster, der ligger i Via Marfela i udkanten af Napoli. Her lever en lille gruppe franciskanerbrødre et ydmygt liv under primitive forhold i fem gamle togvogne fra dengang der var 3. klasse i de italienske jernbaner. En feltseng, et lille skrivebord og en træstol udgør inventaret i de gamle kupeer, der nu er blevet klosterceller. Brødrene tilhører i frati minori rinnovati – de reformerede mindrebrødre, et nyt ordensfællesskab, der blev stiftet i 1972 i Monreale på Sicilien. Brødrene var oprindeligt kapucinere, men følte sig kaldede til at bryde ud for at leve mere autentisk franciskansk. Den lokale biskop, Mingo, tog dem under sine vinger og gav dem tilladelse til at arbejde

i sit bispedømme. P.t. er der omkring 60 brødre fordelt på kommuniteter i Palermo og Corleone på Sicilien, i Tanzania og i Colombia. I 1984 kom der en kvindelig gren Sorelle minori di San Francesco (den hellige Frans´små søstre), der p.t. har kommuniteter i Palermo, Birmingham i England og La Florida i Colombia.

Brødrene ønsker at leve så autentisk franciskansk som overhovedet muligt og lever i den hellige Frans’ ånd af grøntsager og frugt, som de lokale bønder ikke selv kan bruge.

I en tid, hvor vi har en pave, der selv kom-

mer ”fra verdens ende” og taler meget om at ”gå ud i periferien” for at være tæt på samfundets nederste, er disse brødre måske det, vi har brug for. Klostret ligger tæt på bydelen Scampia med det berygtede byggeri ”Le Vele” (sejlene), som har taget sit navn efter bygningernes konstruktion, der minder om sejlskibe. Her skulle gode arkitekter bygge en ny bydel med de samme kvaliteter som Napolis gamle kvarterer. Men alt gik galt. Byggesjusk og bedrageri i stor stil førte til et forslummet, asbestfyldt byggeri, hvor den napoletanske mafia, camorraen, satte sig på magten.

Brødrenes måde at leve på har mødt stor interesse, og de er ofte på i medierne. De driver en visuelt smuk hjemmeside fratiminoririnnovati.it (kun på italiensk) med oplysninger om deres fællesskab, og der er flere film om dem på Youtube De reformerede mindrebrødres spiritualitet kombinerer det kontemplative med det udadrettede. De beder tidebøn sammen, men bruger også meget tid på at stå til rådighed for lokalsamfundet, der hærges af kriminalitet og stofmisbrug. Brødrene arbejder med børn og unge og har ansvar for sjælesorg på lokale hospitaler og i ungdomsfængslet Nisida. De mange gæster på klostret taler ofte om, at der er en ganske særlig fredfyldt atmosfære hos brødrene. Måske er det netop dette intensive bønsliv, der gør stedet attraktivt og får det til at virke som noget helt særligt?

Både klarisserne og mindrebrødrene virker med deres stædige afvisning af forbrugerismen som et provokerende indslag i vores individualistiske, nydelsesbetonede kultur. Men samtidig er der en konsekvens og et fokus ved dem, der gør, at man ikke forlader dem upåvirket.

Hvis du vil vide mere Byen Napoli er desværre sparsomt beskrevet i danske guider; men i 2019 udgav Andreas Rude bogen ”Napoli, liv, død og mirakler” med en række nedslag i byens historie – mest oplevet gennem dens mange kirker og klostre. Her kan du læse om berømte og ukendte napolitanere, om byens helgener og om dens farverige religiøse traditioner.

Menigheden i Santi Domenico Soriano e Nunzio Sulpizio fejrer etårsdagen for helgenkåringen af deres ene værnehelgen Nunzio Sulpizio (1817-1836). Nunzio blev forældreløs som lille og voksede op hos sin bedstemor i stor fattigdom. Han levede et gudviet liv og tilskrives mange mirakler, mens han var indlagt på Gli Incurabili, men selv døde han af knoglecancer, kun 19 år gammel og er arbejdernes og de unges værnehelgen. Foto stillet til rådighed af Andreas Rude.