DEN GODE JUNIORGREN
MEDBESTEMMELSE
SÅDAN SKABER DU ÆGTE MEDBESTEMMELSE BLANDT JUNIORERNE Juniorernes oplevelse af at blive hørt, taget alvorligt og inddraget giver dem styrket selvværd og fremmer læring og demokrati. Medbestemmelse i spejderarbejdet kan gøres på mange måder, men det vigtigste er, at I som ledere kan skabe et rum, hvor alle spejderne føler sig set og lyttet til. FOTO MORTEN HATTING VOLTELEN
Til overvejelse i juniorledelsen • Hvordan fungerer samarbejde og arbejdsdeling mellem jer i ledelsen? Har I alle medbestemmelse? Deler I opgaver og ansvar fornuftigt mellem jer? • Hvornår er I bedst til at lade juniorerne have ‘ægte’ medbestemmelse?
26
• I hvilke situationer kunne I med fordel give juniorerne mere indflydelse?
M
edbestemmelse er en del af vores Spejdermetode – måden, vi laver og gennemfører vores spejderaktiviteter på. Men hvorfor går vi så meget op i, at spejderne skal have mulighed for at få indflydelse på det, vi laver? Jo, det gør vi bl.a., fordi medbestemmelse styrker læring og demokrati. Men også fordi vi fra undersøgelser ved, at trivslen blandt spejderne påvirkes negativt, når medbestemmelsen mangler. Det gælder fx, når spejderne skal deltage i aktiviteter, de ikke ønsker at deltage i. Eller når vi som ledere ikke støtter og udvikler de muligheder for medbestemmelse, der er blandt spejderne i patruljen eller mellem spejdere og ledere. Ved at give spejderne ansvar og prioritere at vejlede i stedet for at styre dem, opnår vi selvstændige juniorspejdere, som oplever, at de ikke bare er en del af, men også bidrager til fællesskabet. Hvordan sikrer vi ægte medbestemmelse? At få juniorerne til selv at planlægge og tage beslutninger er ikke lig mindre ansvar for lederne. Det kan indimellem være en svær opgave at skabe et rum, hvor alle spejdere – uanset ressourcer og færdigheder – har mulighed for at få indflydelse. Vil du hjælpe medbestemmelsen på vej, når du langt med en åben tilgang, men også gennem konkrete tiltag. Herunder har vi samlet nogle tips til at skabe mere medbestemmelse blandt juniorerne.
Tips til mere medbestemmelse • Er det ofte de samme spejdere, der tager initiativ og fører projekter igennem? Så prøv at lave benspænd for idéprocessen: Få spejderne til at præsentere hinandens idéer, eller skriv idéerne ned på papir, og træk dem op af en hat én af gangen. • Sørg for, at alle får en rolle. Hvis alle i patruljen har ansvar, vil de blive mere motiverede. Det skal føles vigtigt, at man er der. • Få spejderne til at tage ejerskab. Når de selv har fået idéen og selv står for udførelsen af et projekt, vil de også lægge mere hjerte og energi i projektet. • Vær nærværende og inspirér dem. Spejderne skal kunne få hjælp, når de har brug for det. Hjælp dem gerne ved at spørge ind til deres udfordringer, så de selv finder en løsning. • Slip kontrollen – for at spejderne kan tage ansvar, må vi som ledere give afkald på en del af kontrollen. Skab et dynamisk møde På det helt almindelige spejdermøde er der nogle små konkrete fif, der hjælper med at give spejderne indflydelse og medbestemmelse. Har I fx sat tid af til en leg, så lad juniorspejderne komme med forslag til, hvilken leg I skal lege. Når reglerne til legen skal forklares, så lad en spejder forklare dem og svare på spørgsmål om legen fra de andre spejdere. Er der noget, spejderen glemmer at forklare, så ræk selv hånden op og spørg ind til reglerne. På den måde sætter du juniorspejderen i en lederposition, men kan stadig guide spejderen, hvis der er behov. Noget af det bedste, du kan gøre som juniorleder, er nogle gange ikke at holde dig til planen. Synes spejderne fx, at en aktivitet er sjov, og vil de gerne tilføje nye regler eller bruge mere tid på den, så lad dem løbe med det. Skrider tidsplanen, så skær noget fra. Der kommer altid en anden anledning til at bruge de aktiviteter, I springer over.