34 | Julebøger2021 | Dansk litteratur
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021
4 ”Efter åndemaneren”, den sidste roman i Kim Leines grønlandstrilogi, udkom i oktober. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
En blandet kolonialhandel Kim Leine slutter sin grønlandstrilogi af med stort episk drive og en blanding af danske og grønlandske synsvinkler på et speget forhold mellem to forskellige folk
anmeldelse Lars Handesten kultur@k.dk
Østkysten af Grønland blev sent koloniseret af Danmark. Den blev også først rigtig udforsket af danskerne i slutningen af 1800-tallet, da en ekspedition med løjtnant Gustav Holm som leder blev sendt af sted. Man skulle opsøge spor efter den første nordiske kolonisering og kontakte de ”glemte” grønlandske bygder. Det blev til ”Konebådsekspeditionen”, som nåede til Ammassalik, hvor der fandtes en skrantende befolkning på blot 400 mennesker. De sultede ofte, og døde de ikke af underernæring, tog uendelige familiefejder livet af dem. Befolkningen skrumpede ind og havde ikke nogen fremtid for sig i den barske natur. Disse østgrønlændere var endnu ikke kristnede, men levede som hedninge med deres egne skikke og ånder. Ekspeditionen dokumenterede dette, og efter et år vendte man tilbage uden den store dramatik. Ekspeditionen er ikke særlig kendt og har da heller ikke den skæbnesvangre tragik over sig, som andre polarekspeditioner fik. Da Mylius-Erichsen 20 år senere ledte Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland, gik det helt galt, da han og hans mænd døde. Den slags huskes. ”Konebådsekspeditionen” er ét ud af flere spor i Kim Leines tredje og selvstændige bind – ”Efter åndemaneren” – i grønlandstrilogien, der også tæller ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012) og ”Rød mand/sort mand” (2018). Alle tre romaner handler om forholdet mellem grønlændere og danskere og udfolder en mere eller mindre uskøn blanding af tro, sex, viden og magt. Var troen og Bibelen en afgørende og drivende kraft i de to første bind, der omhandler 1700-tallet, så er det nu videnskaben og leksikonet, der driver, motiverer og forklarer. ”Efter åndemaneren” har flere andre spor
end selve ekspeditionen, idet man følger kateketen Hanseeraq, der leder de grønlandske deltagere i ekspeditionen. Han giver råd til Gustav Holm om sejlads i grønlandske farvande, og han missionerer blandt hedningene, han møder undervejs. Missionen har ikke danskernes interesse længere. Man er blevet ”naturvidenskabelig”. I et andet spor i romanen følger man Sara, der går og venter sig i bygden Sydprøven. Her passer hun den ældre og halvlamme enspænder Julius, som vistnok er dansker. Barnets far er en ung grønlænder, som hun – afsløres det – har meget nære familierelationer til. I et tredje spor hører man om den unge grønlænder Jens, der tager til København for at finde sin far og kommer til at studere teologi og udfolde sin homoseksualitet. Endelig hører man i et fjerde spor om Jens’ søn Rufus, der bliver adopteret af Gustav Holm og bragt til Danmark. Han tilføjer romanen et historisk perspektiv frem til 1950’erne, hvor Grønland bliver forvandlet fra en koloni til et dansk amt.
Rigeligt med cliffhangere
Disse spor afløser på skift hinanden, og Leine har behændigt arrangeret det sådan, at det bliver til en stadig drivkraft i fremstillingen. Der er rigeligt med cliffhangere, og man må hele tiden videre for at se, hvordan det går de forskellige personer, og få opløst de familiemæssige gåder, de bærer på. Et stadigt spørgsmål er, hvem der er far til hvem, og dermed hvem der er i familie med hvem. Hvem er danskere, og hvem er grønlændere, og hvem er ”blandinger” – et begreb, som er lige så betændt, som det er umuligt at komme uden om. De danske mænd i Grønland har nemlig taget for sig af grønlandske kvinder i flere århundreder, og det sætter uvægerligt sine spor. Hvor kommer den lyse hud pludselig fra hos et spædbarn? De blå øjne? Det røde hår? Det er ikke let at udrede familieforholdene i Grønland, og der er mange familiefortielser på spil. Disse fortielser resulterer i incestuøse forhold, der igen skaber problemer med indavl. Er der skørlevned i Grønland, så kan det samme siges om Danmark – eller mere præcist København. Leine har tidligere tændt på københavnsk underklasse og prostitution, som han har givet særdeles saftige beskrivelser af i ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Det
”Efter åndemaneren” er en roman om identitet, køn, race, nationalitet og tro. Det er således en bog, der med sine temaer taler lige ind i vores egen tid. gør han også i denne bog, hvor det først og fremmest gælder de homoseksuelle miljøer. Den i dag kendteste profil fra 1880’erne er Herman Bang, som den unge teologistuderende Jens bliver gode venner med. Det bliver til en tour de force gennem det ”hemmelige” København, hvor folk fra alle sociale lag mødes på grund af deres forbudte seksualitet. Her er masser af seksualitet og ganske lidt kærlighed. Her er vold og afpresning og folk, der tager deres eget liv, fordi de ikke kan bære udhængningen i pressen. Og endelig er der en guldskat, som stammer fra Grønland. Guldskatten er romanens melodramatiske omdrejningspunkt. Den tilhører en dansk præst, en mineleder og en grønlandsk minearbejder. Den skifter hænder undervejs, og dens skæbne er til det sidste uvis. Den er forbundet med skyld og håb.
Replikkerne er romanens svaghed
”Efter åndemaneren” er en roman om identitet, køn, race, nationalitet og tro. Det er således en bog, der med sine temaer taler lige ind i vores egen tid. Men hvad har den så at sige om disse ømtålelige problemstillinger, hvor hvert ord i princippet er problematisk – tænk blot på eskimo. I princippet skulle problemstillingerne jo være indsat i en stærk historisk kontekst, da handlingen for størstedelens vedkommende foregår i 1880’erne. Der er da også en del tidskolorit, men det er påfaldende, hvor moderne diskussionerne går om forholdet mellem grønlændere og danskere og mellem mænd og kvinder. Det er næsten ikke til at mærke, at der er 140 år mellem dem og os. For så vidt er der sket ganske lidt i grønlændernes frigørelse fra kolonimagten og i udviklingen af en egen grønlandsk identitet. Faktisk oprørende lidt. Forklaringen på det er ikke videre indviklet, for det hele kommer til at hænge på, at kvinder bliver undertrykt, fordi de er så underda-
nige – ligesom slaver og eskimoer! Sådan forlyder det i en samtale mellem Jens og hans unge grønlandske kæreste. Og meget videre når romanen heller ikke selv. Man bliver ikke meget klogere på forklaringer, men nok på nuancer og eksempler. Samtalen og replikkerne hører til romanens svage sider. Leine er bedst til det episk berettende og beskrivende, mens han ikke har lært meget af Herman Bangs mesterlige dialogkunst. Der er ikke noget ”hørt” over Leines replikker, der forbliver skrevne aktstykker i problemfremstillingen. Ligesom i trilogiens to foregående bind mikser Leine historiske fakta med fri fantasi. Det historiske forlener fiktionen med en fascinerende autenticitet, mens fantasien tilføjer historien og personerne liv og dramatik. Det bliver da til Leines egen grønlandshistorie, og den er både spændende og gribende. Men man kan så også få lyst til at gå til de historiske kilder og få mere eksakt viden om ”Konebådsekspeditionen”. Herfra skal der ikke lyde et ondt ord om Leines historiske ”friheder”, for det er jo netop en roman, han skriver, og ikke en historisk afhandling. Til gengæld kan man så godt have et vist forbehold over for romanen, hvis mangfoldighed af emner og synsvinkler nok giver læseren et mangefacetteret og livligt indtryk, men som også devaluerer detaljernes betydning. Man glemmer dem undervejs. Tilbage står da de store linjer i romanen – og i hele trilogien. De fortæller en spændende og vigtig historie om dansk-grønlandske relationer. Den historie er der ikke mange danskere, der ville kunne fortælle, fordi de simpelthen ikke kender noget til grønlandske forhold og grønlandske mennesker. Derfor skal Leine på alle måder takkes for at have beriget os med denne grønlandshistorie. J
4 stjerner Kim Leine: Efter åndemaneren. 736 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
