38 | Julebøger2021 | Dansk litteratur
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021
Går vi ind i fremtiden med stadig større fart? tidens tegn Nils Gunder Hansen kultur@k.dk
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten.
Det er, som om tiden går hurtigere, jo ældre man bliver, og nu er der kommet en mulig videnskabelig forklaring på det NÅR MAN BLIVER ÆLDRE, føles det, som om tiden går hurtigere og hurtigere. Fra 50 år til 60 år, o.k., det tog så ikke lang tid, og før man har sundet sig, er man blevet 65 år. Omvendt føltes tiden meget langsom og fyldig, dengang man var ung. Når jeg ser tilbage, kan det virke ubegribeligt, at der kun var totre år mellem bestemte begivenheder i min ungdom. Det virker, som om der var æoner imellem. Derfor må coronanedlukningen på et vist eksistentielt plan have været langt hårdere for de unge. De er simpelthen gået glip af meget mere tid, meget mere liv. Tænk, hvis ens egen gymnasietid havde været så præget af en pandemi. Det formår man næsten ikke at forestille sig. Jeg tror, mange kan bevidne dette med, at tiden går hurtigere. Men er det bare en psykologisk illusion? Er det noget med, at jo ældre man bliver, jo mere tager vanerne over, og jo mere har man oplevet alting før? Friskheden og fylden forsvinder. Som ung er man hovedperson i sit eget liv og opdagelsesrejsende i tilværelsens mysterium. Hvad skal det hele dog blive til? Men fra et vist tidspunkt overgiver man sig til det almene, som Kierkegaard ville sige; man får fast arbejde, bolig, ægtefælle, børn, tyngdepunktet kommer til at ligge uden for én selv, det hele bliver mere til lykkelig gentagelse (hvis man er heldig) end til storladen epik, og den form for tid strækker sig simpelthen ikke på samme måde.
2 Der er tilsyneladende nu en videnskabelig forklaring på, hvorfor det, når man bliver ældre, føles, som om tiden går hurtigere og hurtigere. Ældre opfatter ganske enkelt verden i færre billeder pr. sekund end yngre mennesker. Det forklarer i øvrigt også, hvorfor en flue som regel, når at flytte sig, før vi kan nå at klaske den. – Foto: Gerth Hansen/Biofoto/Ritzau Scanpix.
DET KAN OGSÅ VÆRE, man kan droppe alle disse spekulationer. Måske er der nu kommet en videnskabelig forklaring på fænomenet. Den blev refereret af videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard i en artikel i Berlingske den 11. september i år. Og den går i korthed ud på, at det med alderen tager længere og længere tid at bearbejde signalerne fra vores sanser. Fordi kompleksiteten af hjernecellenetværket øges, skal signalerne rejse over større afstande. Samtidig forårsager aldringen en masse små skader på cellerne, der kan bremse for strømmen af signaler. Mentale trafikpropper. Det betyder, at ældre opfatter verden i færre billeder pr. sekund end yngre. Der er færre sanseindtryk og billedglimt at bearbejde og bevare. Aagaard oversætter det til, at unge opfatter virkeligheden i slowmotion, fordi de skal bearbejde flere billeder pr. sekund, mens vi gamle uforvarende hele tiden trykker på knappen for hurtig fremspoling. Han sammenligner også med forholdet mel-
lem mennesker og fluer. Som bekendt når fluen ofte at flytte sig, før vi kan nå at klaske den. Det er, fordi fluerne ser omkring 250 billedglimt i sekundet, hvor vi mennesker kun ser 60. De synes derfor, at hånden bevæger sig ned mod dem i slowmotion, og så er det jo ingen sag at nå at flyve væk. JEG VED IKKE, om det er trøsterigt at få det at vide, men en forklaring er det da. Nogle gange kan jeg få lidt dårlig samvittighed, når jeg tænker for meget over forløb og scener fra min ungdom eller bruger dem som afsæt for at skrive små historier. Drop nu den overdrevne nostalgi og usunde optagethed af det forgangne. Lev dog i nuet, din pjalt. Men hvis ungdommen i virkeligheden udgør halvdelen af vores oplevede livstid, og hvis den var en helaftensfilm i en biograf med fantastisk farvesætning og surroundsound, hvor vi i dag sidder og spoler adspredt fremad på fjernbetjeningen til den lille skærm – så er det måske alligevel ikke så underligt.
I mit arbejde på universitetet har jeg de senere år ofte undervist de helt nye studerende – dem, der går på første år. Det kan så ske, at jeg møder dem et par år efter på gangene og hilser på dem. Vi kender vel hinanden nu. Jeg har jo lige undervist dem. Men nogle gange kan jeg føle, at de ser på mig med et lidt fjernt blik. Det er mildt og venligt, de kan godt huske mig, men det er også, som om de tænker: ”Det er jo Nils, som vi havde på første år; det er godt nok længe siden, herregud dog, jeg var en helt anden dengang, og hvad jeg dog ikke gik og tænkte om faget, de andre, mig selv og det hele.” Det kan selvfølgelig være noget, jeg bilder mig ind. Men det kan også være, fordi de oplever virkeligheden i slowmotion. Det er æoner siden, de gik på første årgang, de smukke unge mennesker, mens jeg falder hurtigere og hurtigere ned i fremtidens skakt.
J
Dannelse og folkelighed eftertanken Per Øhrgaard kultur@k.dk
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard.
Da Grundtvig i sin tid gjorde op med ”den sorte skole”, vidste han, hvad han talte om, for han havde selv været igennem den Han gjorde op med det, han opfattede som død viden, og med et dannelsesbegreb, som havde mere travlt med at udelukke nogen end med at brede sig til alle. Men han havde hele sin dannelse med sig og forkastede den ikke. Han brugte den. Dannelsestanken kom fra det tyske og blev i særlig grad udviklet omkring 1800 af folk som Goethe, Schiller og Wilhelm von Humboldt – uden at de i øvrigt slog om sig med selve ordet. Dannelsen var et frihedsideal: den myndige borger. Dannelse krævede nok en vis viden, men først og fremmest omtanke, skønsomhed, medmenneskelighed, med andre ord aktiv viden. Dannelse var og er et socialt ideal. Man kan ikke være dannet for sig selv, som Villy Sørensen bemærkede. Men som det går med de fleste gode tanker, blev også dannelsestanken slidt
ned og blev til borgerskabets beskyttelse mod de nye klasser, i datidens Danmark først og fremmest bønderne. Derfor mente Grundtvig og andre, at bønderne skulle oplyses bedre. Det var ikke nok, at de udgjorde flertallet. Nu skulle de have del i statens styre, men så skulle de også leve op til den indflydelse, de fik. De skulle ikke bare komme med alt det, der var dem, de skulle selv blive nogle andre! Grundtvig var bekymret i forbindelse med Grundloven af 1849: Når bønderne nu fik noget at sige, måtte man håbe, at de ikke i forståelig harme hævnede sig på de privilegerede, men tog imod gode råd fra deres mere dannede venner. Og en politisk gruppe kaldte sig da også bondevennerne. GRUNDTVIGS MODBEGREB til alt det, han ikke kunne lide, blev som bekendt folkeligheden. Religion og kundskab måtte forankres i folket, hvis de skulle være noget værd, og hvis folket skulle føle sig forpligtet af dem. For det var den anden side af sagen. Folkelighed var for Grundtvig ikke noget, der bare sådan var der, men noget, der skulle udvikles. Blev folkeligheden til en sovepude – i dag kalder vi det
Folkelighed var for Grundtvig ikke noget, der bare sådan var der, men noget, der skulle udvikles.
en ”værdi” – kunne han skrive et digt, som i sin første linje gjorde grin med bekvemmeligheden: ”Folkeligt skal alt nu være.” Ret beset var Grundtvigs folkelighedsbegreb en videreudvikling af dannelsen, ikke dens modsætning. Dannelse forstået som evnen til at se ud over sin egen næsetip, til at se sig selv som del af en helhed – men også til at gøre sig umage med at blive i stand til selv at bidrage til helheden. Kort sagt: Folkelighed var en proces, en opgave, ikke en gave. Den skulle skabes, den var ikke givet på forhånd. GÆRDET VAR HELLER IKKE LAVT. Der foresvævede Grundtvig et folkeligt aka-
demi i Sorø, og han ville tilbyde ungdommen folkehøjskoler, ikke bare skoler. Ordet akademi har rødder i oldtidens Grækenland; det var det sted, filosofferne diskuterede. Ordet højskole kommer fra tysk, hvor det den dag i dag er en fællesbetegnelse for universiteter. Dannelsesbegrebet blev som sagt slidt. Folkelighedsbegrebet er også blevet slidt. Mange har misforstået det som en opfordring til antiintellektualisme, til opgør med den såkaldte elite, med ”eksperter og smagsdommere”. De overser eller vil ikke vide af, at Grundtvig ville skabe en ny elite, som skulle være for hele folket. I dag bruges ordet folkelighed som laveste fællesnævner. Jo plattere og jo mere åndsforladt noget er, desto oftere kaldes det folkeligt. Den forlorne folkelighed dyrkes af mange medier, som tror, at ”public service” betyder at servere åndeligt fast food, og at mange politikere, som lefler for deres vælgeres formodede fordomme i stedet for at tale til deres bedre jeg. Grundtvig ville korse sig. Kom han igen, ville han rense templet – eller i hvert fald forsøge på det. Han troede mere på os, end vi selv gør. J
