46 | Julebøger2021 | Stemmer udefra
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. novembert 2021
Historiker: Vi er i den sjette tidsalder, hvor hånden igen taber betydning Hænder er fornuftens følehorn, mente filosoffen Friedrich Schlegel. Men vi lever desværre i en tid med manglende respekt for hånden, siger tysk forfatter, der har skrevet håndens historie Heidi Dachs skriver fra Tyskland dachs@k.dk
Vi mennesker har altid gerne talt – ikke alene med munden men også med hænderne. For 80 år siden signaliserede den engelske premierminister Winston Churchill optimisme og tro på sejren over Nazityskland ved med pegefinger og langfinger at vise V-tegnet for ”victory”. Sidenhen er tegnet gået sin sejrsgang verden over, og det signalerer i dag blandt andet optimisme, oprørstrang og modstandsvilje. Hænder har – ud over at give udtryk for følelser – også en mangfoldighed af andre funktioner. De griber, taster, føler, stryger og slår. Man hilser og indgår aftaler med hænderne, og ingen anden legemsdel kan bruges på så vidt forskellige måder som hænderne. ”Hænder har ikke kun noget med det håndgribelige at gøre. De er i sig selv betydningsfulde organer. De kobler det sanselige med forstanden. De sitrer, fryser, sveder, gør ondt, og de udfører utallige handlinger, som indebærer både beregnelige og utilsigtede virkninger,” siger den tyske forfatter Jochen Hörisch, der har skrevet bogen ”Hände”, (”Hænder”, er ikke oversat til dansk). Samme iagttagelse gjorde den danske digter Rosa Abrahamsen, der i 1962 blev ramt af polio. Som følge af sygdommen, der også er kendt som børnelammelse, kunne hun kun bevæge den højre arm og to fingre på venstre hånd, men alligevel var hun i stand til at skrive flere digte, heriblandt ”Hænderne”, hvori der blandt andet står: ”Der er hænder, som altid kræver, og hænder som helst vil gi’. Der er store barkede næver, og hænder med drømme i.” Ifølge Jochen Hörisch er der mange gode grunde til, at kunst og litteratur igennem tiderne har beskæftiget sig indgående med hænderne. ”Filosoffen Friedrich Schlegel betegner hænderne som fornuftens følehorn, og Georg Wilhelm Friedrich Hegel betragter dem
2 Den britiske premierminister Winston Churchill viser V-tegnet til folkemængderne ved sit besøg i København i 1950. – Foto: Walther Månsson/ Ritzau Scanpix.
næst efter sproget som det organ, hvorigennem mennesket bedst kan manifestere og virkeliggøre sig selv. Hænder er ganske enkelt, hvad et menneske gør,” siger Jochen Hörisch.
Håndens seks epoker
Et gennemgående tema i værker af forfattere som den tyske Johann Wolfgang von Goethe er spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker selv har hånd om vores liv, eller om vi er i Guds hånd, og netop i den religiøse verden har hænder altid spillet en særlig vigtig rolle. I Det Gamle Testamente udtrykker David for eksempel angst for at falde i menneskers hænder i stedet for Guds, og i Det Nye Testamente betror den korsfæstede Jesus sin ånd i sin fars hænder. Ifølge Jochen Hörisch har hænder haft skiftende betydning for samfundet igennem tiderne, og han opdeler udviklingen i forskellige epoker. ”Hver epoke forbinder sine egne forestillinger med hånden. Uden at lægge mig fast på årstal, vil jeg mene, at vi lidt forenklet kan tale om seks epoker i menneskehedens udvikling: I løbet af den første epoke lærte mennesket at gå oprejst, og dermed blev hænderne – i modsætning til fødderne – frie til at udøve andre gerninger. I den næste epoke begyndte mennesket at udforske og forme sine omgivelser ved hjælp af hændernes ev-
ner til at gribe og fastholde genstande, og i den tredje epoke forbedrede mennesket sine muligheder for at udvikle sig ved at opfinde værktøj. Efterfølgende begyndte en fjerde epoke præget af kunstnerisk overflod, og mennesket udfærdigede de første musikinstrumenter, lavede de første hulemalerier osv. Derefter fulgte en meget lang periode præget af virtuose hænder, hvor en række håndværk og bygningsværker som pyramider, kirker, katedraler, broer og lignende opstod. Denne periode kan man også kalde håndværkets epoke, for det var en tid, hvor mennesket holdt tøjlerne i sine hænder, men samtidig troede på Guds mægtige hånd. Den sjette og dermed nuværende epoke er derimod tiden efter håndværkets epoke. Vi oplever, at mange andre tjener mere end arbejdere, at intellektuelt arbejde værdsættes mere end håndarbejde, og at digitaliseringen erstatter den manuelle verden,” siger Jochen Hörisch, der mener, at den seneste epoke tog sin begyndelse i takt med, at industrialiseringen satte ind i det 18. århundrede. ”Lige siden har hænder og håndværk oplevet såvel et funktions- som et prestigetab. Det er en udbredt holdning i dag, at manuelt arbejde er mindre værd end mentalt arbejde, og den postmoderne homo faber er ikke længere en håndværker, men
derimod en computerekspert,” siger Jochen Hörisch. Ifølge den tyske forfatter udsættes hænder for stigende foragt i samfundet på trods af, at en række store filosoffer, forfattere og videnskabsfolk igennem tiderne har beskrevet, hvor vigtige netop hænderne har været for menneskets udvikling og intelligens. ”Allerede i videnskabernes verden før Sokrates vidste man besked om den komplekse forbindelse mellem hånd og hjerne. ‘Mennesket er det klogeste af alle væsener, fordi det har hænder,’ mente for eksempel filosoffen Anaxagoras i det 4. århundrede før Kristus,” siger Jochen Hörisch.
Håndskriftens betydning
Det samme mente også præsten og videnskabsmanden Giordano Bruno i 1585. Han var overbevist om, at mennesket udelukkende har været i stand til at gøre sig til hersker over alle andre levevæsener på jorden, fordi det ikke alene besidder en hjerne, men også hænder. Den holdning deler Jochen Hörisch. ”Hænder og hoved er organer, der gensidigt påvirker hinandens udvikling. Når de samarbejder – og det gør de hele tiden, for det kan de slet ikke lade være med – så øger de hinandens evner. Man kan altså betragte hænder og hjerne som to sider af samme sag: Hænder er forudsætningen for, at menne-
skeheden har kunnet udvikle en høj intelligens.” Jochen Hörisch er ærgerlig over, at vi nu lever i en ”kropsdyrkelsens tidsalder”, hvor hænderne for det meste forsømmes, glemmes eller udsættes for en devaluering. ”I vor tid har den personlige håndskrift mistet sin betydning. Ja, det er endda kommet så vidt, at ikke engang skrivemaskine eller tastatur længere er in, og i stedet for er det blevet utroligt vigtigt, at man taler til sin computer. Det siger meget om de ændringer, vi gennemlever, at vi i stigende grad styrer vores maskiner med sproget og ikke med hænderne. Denne udvikling finder sted på trods af, at det indtil nu ikke har været muligt at udstyre robotter med en fingerfærdighed og følsomhed, som blot nogenlunde svarer til den menneskelige hånds færdigheder. For så vidt er det lidt komisk, at vi lever i ‘den digitale tidsalder’, for det latinske ord digital kommer rent faktisk af ordet for finger,” siger Jochen Hörisch. Han ser med bekymring på fremtiden, dersom mennesker fortsat i stigende grad mister respekten for alt, hvad der har med hænderne at gøre. ”Vi risikerer, at vi ikke længere tager alt, hvad der har med det håndterlige og fysiske at gøre, alvorligt. Der er også fare for, at vi mister fornemmelsen for den reelle verden, og at vi i stedet giver mere plads til simuleringer, fiktioner, virtuelle verdener og alternative kendsgerninger. Derfor er det vigtigt, at vi bliver mere opmærksomme på den store rolle, som hænder har haft igennem tiderne, og at vi ser, hvor meget ‘håndarbejde’, der ligger bag vores verden, sådan som den ser ud i dag. De digitale ‘trylleinstrumenter’ indebærer fantastiske kognitive muligheder for os, men kun så længe de forbindes med hænderne, for det er hænderne, der sikrer adgangen til den virkelige verJ den,” siger Jochen Hörisch. Jochen Hörisch: Hände. Eine Kulturgeschichte. (Hænder. En kulturhistorie). 304 sider. Forlag: Carl Hanser Verlag. Ikke udkommet på dansk. Pris: 28 euro.
Jochen Hörisch Født i 1951. Har blandt andet studeret filosofi og historie og var i flere år professor i nyere germanistik og medieanalyse ved universitetet i byen Mannheim. Han er et kendt ansigt i de tyske medier og har skrevet flere bøger om blandt andet medier, religion, musik og økonomi.
