Julebøger

Page 8

8 | Julebøger2021 | Regentjubilæum

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Jeg mødte en dronning i mental storform Forfatteren og historikeren Tom BukSwienty har tilbragt 37 timer i samtale med Dronningen. Hans ønske var at få Dronningen til med egne ord at fortælle om sin vej til tronen for snart 50 år siden

interview Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

Klikkelik. Det var den distinkte lyd af gardinringene, som løb hen over stangen, når barnepigen, Helvig Nielsen, trak gardinerne fra til værelset på Amalienborg, hvor prinsesse Margrethe sov. Her var to sæt gardiner. De mørke stofgardiner og bag dem mørklægningsgardinerne. Når barnepigen havde trukket gardinerne fra og sagt godmorgen, så blev det dag for prinsessen. Lidt senere fik prinsessen serveret morgenmad i legeværelset: Øllebrød med lidt mælk på, og ofte var der rørt en æggesnaps ud i grøden, som også var tilsat leverkoncentrat. Lørdage og søndage blev øllebrøden skiftet ud med havregrød. Klikkelik-lyden af de to sæt gardiner er en af et sansende barn af Besættelsens første erindringer og indgår i den digre erindringsbog om Dronningens formative år, ”Undervejs. Erindringer 1940 – 1972. Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty”. Bogen udkommer tirsdag den 26. oktober på Politikens Forlag som optakt til fejringen af Dronningens 50-års regentjubilæum i januar. Som det fremgår af undertitlen, er bogen skrevet af historikeren Tom Buk-Swienty. I stedet for at se på de 50 år som regent har Tom Buk-Swienty behandlet tiden, før Dronningen besteg tronen. Han har stræbt efter at gå med regenten ind i hjernens fjernlager via hukommelsens krinkelkroge, hvor nyt kan dukke op under anden eller tredje samtale, som han skriver i forordet. Det er sket gennem 14 lange interviews. Coronanedlukningen betød, at der var usædvanlig god plads i regentens kalender, og der blev fundet tid til samtalerne, som har fundet sted primært på Fredensborg Slot i Nordsjælland. Som journalist har historikeren Tom Buk-Swienty interviewet Dronningen en gang, og i 2015 mødtes de, da han modtog Rungstedlundprisen for familie-krøniken om Dinesen-slægten. Dronningen er protektor for Rungstedlundfonden, og da Tom Buk-Swienty havde modtaget prisen, havde han en samtale med Dronningen ved den efterfølgende fejring. Han husker særligt to ting fra samtalen. Han fortalte dronning Margrethe om den bog om Karen Blixen, han vidste, han ville tage fat på, og sagde, at han var betænkelig ved, hvordan de mange belæste Blixen-eksperter måske ville være kritiske. Han husker, at Dronningen sagde: ”Åh, alle disse klogeåger. Dem skal De ikke tage dem af.”

De ord har Tom Buk-Swienty siden ofte tænkt tilbage på. Den dag på Rungstedslund, hvor han havde fået overrakt prisen, talte de også om historie, og han spurgte Dronningen, om hun mon førte dagbog? Og nej, det gjorde hun ikke. Tom Buk-Swienty sagde: ”Ej, det er da en skam. De skal da næsten efterlade noget til eftertiden.” Også de ord har Tom Buk-Swienty tænkt en del på de sidste to år, mens bogen ”Undervejs” er blevet til. Når han ser tilbage på de sammenlagt 37 timers interview med Dronningen, oplever han, at hun har givet noget videre også til eftertiden. I samtalen udfoldede hun en livsrejse, som den har taget sig ud for et nysgerrigt, søgende og sanseligt menneske, der både er genert og blufærdigt, men som samtidig er en begavet fortæller med et levende sprog. ”I mit forfatterskab er jeg optaget af de formative år. Vi var længe om at lande på en titel til bogen, men min egen arbejdstitel var engelsk og lød ’A queen in the making’”. I forordet formulerer Tom Buk-Swienty det således: ”Hvem var den unge kvinde, som i

sørgedragt en frysende kold dag i januar 1972 trådte ud på balkonen på Christiansborg Slot for at blive udråbt til Danmarks næste regent? Det er spørgsmålet, ’Undervejs’ søger at besvare fortalt med Dronningens egne ord, og som Dronningen selv har oplevet og husker det. Hvad var vejen til tronbestigelsen for den 31-årige kvinde?”

Et særligt bolsje

Da Dronningen og historikeren mødtes til den første samtale, spurgte Tom BukSwienty Dronningen, hvad hendes første erindring var. ”Jeg mødte en dronning, der mentalt er i storform, og som var parat til at fortælle. En af mine vigtigste opgaver har været at være stille og lytte. Hun har virkelig fokus, når hun fortæller.” Dronningen husker selv oplevelser fra sin tidligste barndom. I bogen deler hun beskrivelser, fra hun er to år, som da hun fortæller om legeværelset, hvor der var to dukker og to bamser. Hun foretrak bamserne frem for dukkerne, for hun syntes, det var besværligt at klæde dukkerne på. Og bamserne blev opkaldt efter Peter Plys og Ninka Ninus.

H.C. Andersen og A.A. Milne var prinsessens første yndlingsforfattere. Hun husker, hvad der var i madkassen i skoleårene. Hun var ikke glad for leverpostejmadder og da slet ikke, hvis der kom rødbeder på, men det værste var agurk på rugbrød. Og når familien sejlede med Storebæltsfærgen og sad i kongesalonen, spiste de medbragt mad. Dronningen husker endnu navnet på termobeholderne med maden. Der stod ”Rita” på dem. Men stemmer erindringerne fra barneårene? Nogle gange har Dronningen selv været i tvivl som episoden, hvor hun som femårig spurgte sin far, om hun måtte byde et bolsje til en af frihedskæmperne, som stod iført cottoncoat ved Amalienborg i de glade majdage i 1945. Hvert år fik hendes far en dåse Sømodsbolsjer fra den gamle bolsjefabrik, og hun ville gerne give et til en af frihedskæmperne. Når hun siden fortalte om det, var der ingen i familien, som kunne huske det.

fortsætter på side 10

0 14 gange har Tom Buk-Swienty mødtes med Dronningen for at lave interviews til bogen ”Undervejs”. Nogle gange har han haft fotografier med, som de har talt ud fra, og andre gange har han henvist Dronningen til breve, som hun skulle læse som forberedelse til samtalen. Her er fortælleren og forfatteren fotograferet på Fredensborg Slot. – Foto: Les Kaner.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.