Kunst&Kultur

Kunsten lever i bedste velgående på museer i ind- og udland, på gallerier og i kunstnernes private værksteder. I Kristeligt Dagblads tillæg Kunst&Kultur har redaktionen udvalgt de bedste tidligere bragte interviews, anmeldelser og artikler om tidens kunst. Tak, fordi du læser med. Benedikte Christine Rasmussen, jourhavende og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold

Interview Her hugger Laila Westergaard sig fri af forgængeligheden

Anmeldelse Synet som sans

Reportage En udstilling bliver til

International kunst 200 kunstnere samlet i Venedig

Interview I sidste ende skal billedet kunne klare sig uden mig

Essay Det vilde vesten

Kulturhistorie Vi har altid smykket os med døden

Anmeldelse En brillant renæssancemaler i egen ret

Kort nyt fra kunstens verden

Baggrund Det er en gammel kunst at ødelægge kunst

Baggrund Den provoke rende nonne, der sammen lignede Jomfru Maria med en saftig flået tomat

Anmeldelse Alkymisten Picassos tryllerier med ler

Reportage Flugt vil formidle den meget personlige oplevelse

Anmeldelse Lyset fra det glasklare kunstnerhjerte

Anmeldelse Øjebliksbilleder fra skovsøens spejl

Anmeldelse Stabler af kunst i Thorvaldsens Museum

10 citater. Om kunsten at skabe kunst

Anmeldelse Den blå himmel findes også på jorden

Her hugger Laila Westergaard sig fri af forgængeligheden

Billedhugger Laila Westergaard arbejder med det mest uvenlige materiale: sten. I sit værksted blødgør hun alt det barske, livet har at byde på interview

Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

”Ingen adgang for uved kommende” står der ved indkørslen til det industriområde på Amager ved København, hvor billed hugger Laila Westergaard har sit lille værksted.

Man finder hende i udkanten af lager pladsen hos et stenimportfirma, lysen de i en sikkerhedsjakke, i et lille skur bygget af gennemsigtige tagplader.

Lastbiler med tunge læs og gaffel trucks kører lige forbi, og det drøner i jorden, når de store bunker chaussé sten væltes ned.

Det hele er cirka lige så inviterende som ja, en sten, og på dén måde passer området hér helt perfekt til Laila We stergaard.

”Jeg kan godt lide, at der er lidt mod stand i tingene,” siger hun, storsmilen de.

I hænderne har hun en mejsel og en hammer – en meget fin lille mejsel, der med rytmiske små hak laver hvide stre ger i en blankpoleret, rød granitflise.

På flisen foran hende tager en skræl let citron og en lille, halvvissen blomst form, og på modsatte flise et saltkar, tegnet op efter et, hun har derhjemme. Lige nu er hun dog gået i stå med det.

”Det er skyggen dér, det at saltkarrets kant ligesom skal gå over i skyggen. Det har jeg ikke løst.”

”Skal vi have os en kop kaffe?”

Det, der må ud Mens elkedlen koger færdig, fortæller Laila Westergaard, hvordan hun kom her til pladsen i 2015 og har nydt at væ re her siden. Hun følger pladsens ar bejdsrytme, er her på alle årstider, i al slags vejr, helst hver eneste hverdag fra 9 til 16.

Hun er 58 år og har alt i alt arbejdet som billedhugger i mere end 30 år. Ste nene, den tunge granit, har været i hen des liv, siden hun var lille: faderen, Ej gil Westergaard, havde et stenhuggeri i Lemvig og arbejdede også som billed hugger. Det gjorde i øvrigt også Laila Westergaards farfar, Thorvald Wester gaard.

På Det Jyske Kunstakademi faldt det på plads, efter en kort flirt med det blø de ler, at stenene ikke bare var hendes fars og farfars, men også hendes mate riale. Laila Westergaard lægger mejslen fra sig og går om bag nogle paller. Hun vender tilbage med en bog i hænderne.

”Her står det hele,” siger hun.

Bogen ”Levende stene” udkom sidste år på forlaget Eksistensen, og heri fin des fortællingen om de mest markante kunstværker i Laila Westergaards om fattende virke: den store, hjerteformede døbefont i hospitalskirken i midtjyske Gødstrup nær Herning med tilhørende altertavle. Lindevang Kirkes døbefont på Frederiksberg ved København. De underfundige brosten med tekststyk ker, ”Dialog på gadeplan”, der er lagt

0 Laila Westergaard, kunstner og billedhugger,fotograferet i stenhuggeriet på Prøvestenen i København. – Fotos: Leif Tuxen.

”

Det, jeg virkelig

holder af, er nok kontrasten ved at stå med en stor, hård og rå sten. Og så blødgøre den.

ned blandt alle de andre sten på blandt andet Vesterbro i København.

Hun bladrer frem til et billede af det, der blev hendes første stenskulptur.

”Jeg var meget ung, og det er sådan lidt naivistisk,” siger hun om ”Den dø de og den sørgende” fra 1989, der ligger på fællesgraven på Fjaltring Kirkegård i vestjyske Lemvig.

”Den lavede jeg, efter et nært familie medlem, min farfar, døde. Og siden har jeg nok også haft det sådan, at nogle gange så er der en nødvendighed for at prøve at give det, man ikke kan rumme, udtryk.”

Der er bibelske referencer i mange af Laila Westergaards værker. Kristen dommen har hun haft med sig hele li vet, sammen med kunsten. Hun er i øv rigt søster til Ribe Stifts biskop, Elof Westergaard.

”Jeg har været optaget af kirken og dens symbolsprog, fordi det er noget, der er rigtig vigtigt for mig. Jeg vil gerne formidle det. Her er det jo det, at Gud, med Jesu fødsel, kommer ned til os, på jorden”

At drille forgængeligheden

Hun viser hen til den serie af værker, der dette efterår udstilles på Kulinarisk Kunst – og Kulturcenter Tuskær i Lem vig under overskriften ”Med kloden mellem tænderne”.

I sten har hun hugget klassiske krist ne symboler som fisken, vinen og brø det. Men også en æggemad. En overlæs set flæskestegssandwich, en pølse med brød. Og den blødeste, lille blomme.

det har jeg kæmpet med og forholdt mig til og forsøgt at arbejde mig ind i.” Hun tager høreværnet på igen. Hun arbejder videre med sit stilleben, mens hun tænker over, hvor meget vi egentlig kan komme op at skændes over ganske små ting. Mad, for eksempel.

Efterårets udstilling, som hendes værker er en del af, handler om klima venlig mad, men også om den splittelse der ligger i vores nutidige måltidskul tur, fortæller hun.

”Det, at maden er blevet sådan et stridspunkt mellem os, det optager mig. Jeg vil så gerne dialogen.”

Det gælder også i forhold til stenene. De kan synes uinviterende, men hun føler egentlig ikke, at det er en kamp. At hun skal vinde over dem, trods al den modstand, de byder hende.

”Det, jeg virkelig holder af, er nok kontrasten ved at stå med en stor, hård og rå sten. Og så blødgøre den, gøre den menneskelig. At skabe noget menne skeligt midt i et stort kaos, al denne barskhed. Et åndehul, hvor man lige holder fast i det væsentlige,” siger hun.

Den bløde, bløde blomme af sten lig ger foran hende som en lille sejr over døden. Den rådner aldrig. J

Laila Westergaard

Født 1964 i Lemvig.

Uddannet billedhugger fra Det Jyske

Kunstakademi i 1985-1989 og Güzel

0 Døbefonten med Betlehems- stjernen er blevet til i en periode, hvor Laila Westergaard måtte genhuses efter en brand i sin opgang. Det er også forklaringen på, hvorfor der er hugget flammer ind i stenen.

”Se den æggemad – den bliver spist. Og vi dør jo alle sammen. Men jeg vil også gerne drille forgængeligheden lidt.”

”Det er nok noget, jeg har kæmpet med, siden jeg var barn, egentlig. Jeg er jo vokset op i et stenhuggeri og har væ ret ude og hjælpe med at stille stenene op. Men selve dét, at døden indtraf...

Sanatlar Fakultesi i Istanbul 1989-1990.

Aktuel med udstillingen ”Med kloden mellem tænderne”, der kan ses i Kulinarisk Kunst- og Kulturcenter Tuskær til 29. januar 2023.

Bor i København. Er gift. Har to børn og to børnebørn.

Synet som sans

Utrolig smukt iscenesat udstilling med kunstneren Ejnar Nielsen rejser i kraft af hans værk spørgsmålet om, hvad det vil sige at se og sanse

udstilling

Henrik Wivel kultur@k.dk

Kunstneren Ejnar Nielsen (1872-1956) befandt sig i det gi vende felt mellem symbolisme og realisme og med tiden noget andet og mere, der peger frem mod modernismen og det 20. århundre des kunstneriske strategier. Han er i kraft af nogle af sine bedste værker en klassiker i dansk og nordisk kunst, selvom han ikke er så kendt som nogle af sine umiddelbare og beslægtede forgængere i feltet som L. A. Ring, Vilhelm Hammershøi og Edvard Munch.

Men egentlig har Ejnar Nielsen aldrig været ude af fokus. De seneste årtier har budt på et par større monografier om kunstneren, og Ej nar Nielsen har indgået i udstillinger, der omhandlede epoken omkring år 1900. Men den sidste særudstilling stod Gammel Strand i København for i 1984 – det er efterhånden længe siden. Det råder Den Hirschsprungske Samling på Østerbro i København i kurato risk samarbejde med Vejen Kunstmuseum dette efterår bod på. Det giver god mening. Begge institutioner er epokemuseer med ho vedvægten lagt på kunst og design fra tiden, hvor realismen, impressionismen og ikke mindst symbolismen brød igennem og var normsættende. Hirschsprungs Samling har ganske befriende ladet udstillingen få plads i museets to centrale hovedsale, hvor rumme ne virkelig er til at lave særudstillinger. Ud stillingsarkitekterne Mathias Mentze og Ale xander Ottenstein har scenograferet de to sa le helt utrolig smukt og skabt en skønvirke ramme omkring Ejnar Nielsens kunstværker, der åndfuldt placerer både værker og museet i den tid, de hører til.

At udstillingen åbner i Den Hirschsprung ske Samling giver god mening. Museet ejer et af Ejnar Nielsens og symbolismens hoved værker, ”Den blinde pige” fra 1896-98. Male riet er fuldkommen programmatisk for gen ren: det skildrer en ung, mørkklædt kvinde i et stiliseret landskab. Den blinde kvinde står med en mælkebøtte i højre hånd og berører med sin venstre hånd mælkebøttens fine frø parasol. Fordi hendes synssans er svækket, forstærkes hendes følesans. Netop fordi hen des visuelle tilgang til yderverdenen er be grænset, bliver hendes indre forestillingsver den så meget stærkere. Ja, den forstærkes til en ekstrem grad af sensibilitet.

Den blinde kvinde føler den natur og det lysende land skab med åens guldbroderede snoning bag hende frem som en vision; et indre syn af en egen drømmende rytme.

”Den blinde pige” er malet i Gjern, en midt jysk landsby nordøst for Silkeborg, hvortil Ej nar Nielsen – igen helt i pagt med tidsånden

– søgte ud for at møde det autentiske i men nesket og naturen, der kunne danne et nyt, inspirerende udgangspunkt for kunsten. Helt væk i forhold til salonerne og akademitradi tionen i den store by. Det nøgne afgræssede landskab omkring Gjern blev i lighed med stedets indbyggere motiv for flere af Ejnar Nielsens væsentligste værker, fra han første gang kom der i 1894 til sidste gang, han var der i 1926. I pagt med tidens dekadence og in tense optagethed af grænseerfaringer i eksi stensen, var kunstneren fascineret af menne sker, der, tvunget af omstændighederne, hav de en anden tilgang til verden og et skærpet sanseapparat. Mennesker, der med nutidens betegnelse, levede og oplevede med en ”funktionsnedsættelse”. Som den blinde pi ge, som den syge pige, som de gamle og fatti ge og som de døende. Der er, ud fra en over fladisk betragtning, en lidelsesfuld deprime rende, dekadent yderliggående og morbid, ja sine steder næsten manieret, fascination af døden og de døde på færde hos Ejnar Niel sen. Men sådan opfattede han det ikke: ”Dø den betjener livet, og livet betjener døden.

Jeg forstår ikke, at mennesker ikke kan se på døden med dens majestætiske skønhed, som (de ser) på livet,” udtalte han selv i et inter view i 1927.

Hvad vil det sige at sanse?

Ejnar Nielsens dødsfascination og hans moti viske fokus på mennesker med funktions nedsættelser peger imidlertid ikke kun ud på verden og dens realiteter eller ind i sindet og dets surrealiteter. Den peger i tilfældet Ejnar Nielsen også på selve hans kunstneriske praksis og de spørgsmål, han tydeligvis øn skede at rejse i den forbindelse. Det helt es sentielle spørgsmål om synet som sans. Hvad vil det egentlig sige at se og sanse og som kunstner at gengive og gestalte det sete og sansede? Udstillingen ”Livstegn” og den led sagende antologi ”Ejnar Nielsen” skærper fo kus på disse problemstillinger og dermed og så på andre sider af Ejnar Nielsens værker, ikke mindst i malerierne. Ejnar Nielsen var en af sin tids originale portrætmalere; han har portrætteret indbyggerne i Gjern, han har portrætteret sine nærmeste og tillige nogle af tidens berømte personligheder, som femini

sten og pædagogen, svenskeren Ellen Key.

I et inciterende bidrag skriver Ellen Egemo se og Jacob Wamberg om de tomme, døde fla der, der omgiver de skildrede. Men som reelt, eller snarere irreelt, slet ikke er tomme, men sitrende og simrende af skygger, auraer og dermed en suspense, noget udefinerbart, der rækker ud over realiteten og hjemsøges af det uhjemlige, det farlige, det fremmede.

Et gensyn og et nysyn Hvad angår de andre mere stiliserede og for melle kvaliteter i Ejnar Nielsens malerier, pe ger Peter Nørgaard Larsen på Ejnar Nielsens inspiration fra tidens store franske forbille de, maleren Puvis de Chavanne (1824-1898). Det er sandt, og en kunstnerisk kilde Ejnar Nielsen også selv refererer til. Men Ejnar Niel sen går også radikalt videre, mod en ny form for saglighed, der hører det 20. århundrede til. I visse af hans mest frapperede værker ”Mand og kvinde” (1917-19) og ”Moder med barn” (1926) styrer en arkitektonisk linjefø ring og abstraktion, der kan minde om den sene Piet Mondrian, billederne væk fra det kropsligt organiske og sensitive, som Ejnar Nielsen ellers er dyrket for. Udstillingen ”Livstegn” er således et inspi

2 Øverst til venstre: I Ejnar Nielsens værk ”Den blinde pige”, 1896-98, skildres en blind kvinde, der med sin venstre hånd berører en mælkebøttes frøparasol. Netop fordi hendes visuelle tilgang til yderverdenen er begrænset, bliver hendes indre forestillingsverden så meget stærkere. – Foto: Den Hirschsprungske Samling

2 Ejnar Nielsen: Landskab med rug mark fra Gjern. 1898. – Foto: Randers Kunstmuseum.

1 Ejnar Nielsen: Mennesker lytte til klokkerne, der ringer dagen ned, 1899-1900. – Foto: Vejen Kunstmuseum.

rerende gensyn, men også nysyn på Ejnar Nielsen. Der i tilgift – og stik mod hans dødsviede motivverden og tomme, metafy sisk drænede landskaber – ser ud til at have været et muntert menneske med skæg og bal lade på programmet i privatlivet. Og et leben digt erotisk menneske, der i en række illu strerede breve ”Hvide blade” (1896) til sin kommende hustru Marie Thaarup går til an derledes sanselige håndgribeligheder i skil dringen af hendes nøgne krops møde med havet skumhvide bølgende kærtegn. Udstil lingen placerer således æstetisk og motivisk Ejnar Nielsen som en del af sin tid og dens strømninger, men skaber også perspektiver, der viser kunstnerens talent for at sprænge de givne forudsætninger på original vis. J

Ejnar Nielsen: Livstegn. Den Hirschsprungske Samling. Vises frem til 11. december, herefter på Vejen Kunstmuseum fra 28. januar til 6. august 2023. Katalogbog med bidrag af bl.a. Camilla Klitgaard Laursen, Peter Nørgaard Larsen, Charlotte Christensen, Signe Havsteen, Ellen Egemose og Jacob Wamberg, Teresa Nielsen. 265 sider, illustreret.

En udstilling bliver til

Skulpturer kommer i transportkasser og installeres kun af særligt uddannede. Kristeligt Dagblad var med under opsætningen af ”Sten –Saks – Papir” på kunstmuseet Aros i Aarhus

reportage

Jens Haag haag@k.dk

Der er borestøv i hjørnet i et lokale på kunstmuseet Aros i centrum af Aarhus. Over støvet hænger tekster, der skal introducere museets nye udstilling med titlen ”Sten – Saks – Papir”.

Kristeligt Dagblad besøger museet i juni, en uge forud for udstillingens åb ning, hvor der, foruden infotavlerne, er placeret en blanding af indrammede værker, eldrevet værktøj, en gaffeltruck og borde fyldt med kostbare kunstvær ker rundt omkring i udstillingslokalet.

Store firkanter på væggene er malet i grøn og pink, men der hænger endnu ingen kunstværker på dem.

Udenfor kan man svagt høre skridt, latter og dæmpet samtale fra de tusind vis af daglige gæster på det aarhusian ske kunstmuseum.

Museumsinspektørerne Jeanett Stam pe og Maria Kappel Blegvad har arbej det på udstillingen i et halvt års tid for ud for åbningen i samarbejde med det øvrige udstillingsteam, der også består af en teknisk ansvarlig, en koordinator og en udstillingsarkitekt.

Der er ikke tale om en særudstilling, hvor der indhentes nye værker, men derimod en tematisk fremvisning af nogle af Aros’ cirka 8000 selvejede vær ker, som kan opleves på museet frem til den 15. januar.

”I udstillingstitlen, som referer til le gen sten, saks, papir, som de fleste ken der, ligger der et løfte om leg og spil, og det ville vi gerne have til at være ud gangspunktet for udstillingen,” siger Jeanett Stampe.

”Normalt er der kun én kurator, men i det her tilfælde er vi to, da vi begge hav de andre udstillingsprojekter sideløben de. Så var der plads til lidt mere leg, åbenhed og idéudveksling, hvilket også ligger implicit i udstillingens ånd,” siger Maria Kappel Blegvad. Det er ikke kuty me, at nogen, heller ikke journalister, får adgang til en udstilling på Aros, før

den er færdig. Typisk sendes der en pressemeddelelse ud, som inviterer in denfor til udstillingen, når den er helt fuldendt, men i dette tilfælde er der ble vet gjort en undtagelse.

”Mange af værkerne har et stort fokus på proces og tilblivelse, og derfor var det meget passende, at I fik lov til at væ re med her, mens også udstillingen er i proces. Det tilføjer næsten et ekstra lag,” siger Maria Kappel Blegvad.

Hårdt, sammensat og sart

Det første rum præsenterer overvejende skulpturer skabt af sten. Her står tre Bjørn Nørgaard-skulpturer. Til venstre for det, som skal blive til udstillingens indgang, står værket ”Nattergalen”, en stor granitsten placeret på glas og kunstgræs. Øverst, på en gren af for gyldt bronze, sidder en udstoppet nat tergal, der virker forsvindende lille ved siden af det massive, lidt imposante guld, granit og glas.

”Den her skulle faktisk have stået der ovre,” siger Maria Kappel Blegvad og peger ud på gulvet.

”Men der var en risiko for, at den og de andre tonstunge skulpturer herinde endte med at stå oven på ikke-bærende vægge og dermed risikerede at falde igennem til kantinen.”

Det er ikke ofte, at de praktiske udfor dringer kommer i vejen for de æstetiske overvejelser i en udstilling, fortæller de to kuratorer. Men især når det kommer til skulpturer eller meget tunge værker som ”Nattergalen”, må man tilpasse sig.

Lidt væk fra ”Nattergalen” står et an det skulpturelt værk af Bjørn Nørgaard på en europalle: ”Obelisken”, som sta dig er indpakket i bobleplast. Den skal først samles og sættes sammen, før den kan udstilles.

For mange af 1960’ernes og 1970’ernes kunstnere var processen ofte en del af værket eller et fokuspunkt for deres ar bejde, fortæller kuratorerne. Obelisken ser imidlertid både magisk og gådefuld ud i sin dyne af bobleplast og med sit hule indre sat til skue. Den ligner et gi gantisk Duplo-sæt, bare tilført den aura som kanoniserede kunstværker har.

Et godt greb i kunsten I det næste rum ligger en hel serie af fi ne papirklip af H.C. Andersen i en mon tre klippet til familien Stampes (ingen relation til museumsinspektøren) jule træ i 1852.

”En konservator fortalte os for nylig, at det blæk, H.C. Andersen brugte til at male på sine udklip, faktisk mister sin farve, når værket udsættes for lys – men når de igen pakkes ned, dukker den sor te farve på magisk vis frem igen,” siger Maria Kappel Blegvad.

0 Normalt er der kun en enkelt kura tor bag hver udstilling, men i tilfæl det med udstillingen ”Sten – Saks – Papir” står både Jeanett Stampe (tv.) og Maria Kappel Blegvad (th.), begge muse umsinspektø rer, bag. – Fotos: Liv Høybye Jeppesen

Over for bordet med papirklippene hæn ger et skitseværk af Pablo Picasso. Det er svært at se ordentligt i det rå arbejds lys. Det ser helt ensomt ud på væggen uden forklarende tekst eller andre vær ker ved siden af.

Pludselig går døren op, og et hold på fem-seks mennesker i praktisk tøj og handsker træder ind i lokalet.

De er alle udlærte håndværkere og er anført af Kenneth Nielsen, som er art handler og teknisk ansvarlig på udstil lingen.

Mens de andre fluks går i gang med at samle en af Nørgaard-skulpturerne i det første rum og bærer kasser med print, forklarer han begejstret om arbejdet.

Han læste i sin tid kunsthistorie på Aarhus Universitet, men endte med at droppe ud og blev snedker i stedet for.

”Men jeg slap aldrig for alvor kun sten,” siger han og smiler. Det tager ham og hans sjak omkring halvanden uge at gøre udstillingen klar.

Er du nogensinde bange for at gøre

Sten-Saks-Papir

Det hårde, det sammensatte og det sarte – sten, saks, papir – er udgangs punktet for en udstilling, der vises på kunstmuseet ARoS i Aarhus netop nu. Udstillingen kan opleves frem til den 15. januar 2023.

skade på et værdifuldt kunstværk, du skal håndtere?

”Nej,” svarer han prompte. Han, et par af de andre teknikere og inspektørerne griner.

”Det bliver hverdag. Men jeg havde et øjeblik, da vi lavede Turner-udstillingen sidste år (Joseph Mallord William Tur ner, britisk maler der levede fra 17751851, red.), hvor jeg stod med et dyrt ma leri, og den virkelighed lige slog mig, at hvis jeg gav slip nu, så var det rimelig voldsomt.”

Planlagt ned til mindste skod

Han viser hen til en trækasse. Det inde holder en skulptur ved navn ”Yesterday (Large Card Tower)” af den amerikanske skulptør Tony Matelli. Skulpturen fore stiller et imponerende korthus, hvorpå øldåser, cigaretskodder og andre levn fra en vild fest er efterladt, tilsyneladen de lemfældigt.

Reelt er det selvfølgelig ikke lemfæl digt – der er sirlige mærker på værket, der markerer, hvor hvert enkelt cigaret skod skal ligge. Det er ekstremt virkelig hedstro – men kortene er lavet af bron ze, ikke papir.

”Vil I se noget?” spørger Kenneth Niel sen og venter ikke på svar. Han tager de hvide handsker på, som de medarbejde re, der håndterer kunstværkerne, altid bruger, og finder et meget realistisk stykke pizza frem fra kassen.

Han holder det op mod lyset.

”Det er lavet af resin. Det skal ligge på toppen af skulpturen,” forklarer han.

”Det er svært at se, at det her skulle blive til en udstilling lige nu,” siger han.

Både kuratorer og teknikere arbejder efter en skitse, som kuratorer i samar bejde med udstillingens arkitekter har designet. Kenneth Nielsen peger på en printet kopi, som i 3D-format giver et overraskende præcist bud på udstillin gens færdige udformning.

”Men de sidste par dage, når Morten Johannesen, som også arbejder i teknisk afdeling, kører rundt og sætter lyset helt rigtigt sammen med kuratorerne, så bli ver det magisk. Det giver et sug i maven at se frugten af vores arbejde på den må de,” siger Kenneth Nielsen. J

0 Art-handler og teknisk ansvarlig for udstillingen Kenneth Nielsen inspicerer pizzastyk

af materialet resin, der hører til Tony Matelli-værket ”Yesterday (Large Card Tower)”.

Med gaffeltruck og forsigtige hænder arbejder en gruppe håndværkere på at få detaljerne på plads forud for åbningen af udstillingen ”Sten – Saks – Papir” på ARoS i Aarhus.

200 kunstnere

Den 59. Venedigbienna le tegner et billede af en verden under stærk for vandling. Det er både den mest poetiske og mest kvindedominerede biennale nogensinde reportage

Lisbeth Bonde skriver fra Italien kultur@k.dk

Biennalens italienskamerikanske hovedkurator, Cecilia Ale mani, har givet den store, kuraterede temaudstilling titlen ”The Milk of Dreams”, hentet fra en lille, illustreret børnebog af den mexicansk-britiske, surrealistiske forfatter og billedkunst ner Leonora Carrington (1917-2011).

Hun var både i sin kunst og i sine skrif ter inspireret af keltisk spiritualitet og mexicansk folkekultur. Hendes billed univers er befolket af hybride, mutant agtige væsener. Således slås det surre elle tema an allerede ved porten ind til årets Venedigbiennal, der er den 59. af slagsen.

Over 200 kunstnere fra 58 lande bi drager til denne tværhistoriske udstil ling, som ser stort på de kunstneriske hierarkier og giver dødsstødet til den maskuline dominans i kunsten og kunsthistorien: Kunsthåndværket får tildelt lige så stor vægt som maleri, skulptur og videokunst, ligesom 99 procent af værkerne er skabt af kvinde lige kunstnere, hvoraf de fleste er fem stjernede kunsthåndværkere og billed kunstnere, der arbejder taktilt og med en nørdet og omstændelig tilgang til materialerne.

Nogle af kunstnerne virkede tilbage i det 20. århundrede, men der er også mange yngre og unge samtidskunstne re med på udstillingen. Man må give Alemani, at niveauet er højt, og overra skelserne er mange. Vi kommer hele skiven rundt, og der er meget få hyper eksponerede navne – men til gengæld mange nye, der er værd at lære nærme re at kende. På den ene side har Alema ni været begunstiget af det ekstra år til at sammensætte den, eftersom Vene digbiennalen for første gang siden An den Verdenskrig blev udskudt et år som følge af pandemien. Men på den anden side har hun haft det benspænd, at hun ikke kunne rejse ud og se værkerne i virkeligheden. Derfor er hele udstillin gen blevet til på Zoom, hvor hun i lig hed med de fleste af os har været limet til skærmen. Hun har måttet nøjes med at se værkerne virtuelt og holde møder med kunstnerne online.

Respekt for kunsten Man mærker tydeligt, at udstillingen er blevet til i et roligere åndedræt end nor malt. Både i den italienske pavillon i Giardini, haverne, hvor også en stor del af de nationale pavilloner befinder sig, og i Arsenale – et kilometerlangt skibs værft fra 1500-tallet – er udstillingen æstetisk veldisponeret, klart kompone ret og med et mærkbart sigte om at give ordet til kunsten.

Alemani er tydeligvis en kunstner-ku rator. Hun har respekt for kunstnerne og kunsten og undgår at dominere den med forhåndsforventninger og tematik ker, der vrider den i en bestemt retning. På udstillingen flyder man nærmest gennem rummene. Der er flere temaer ude at gå, heraf nogle, der svarer igen på den store klimakrise, menneskehe

0 Amerikanske Simone

Leigh (født 1967) står bag værket ”Brick House” fra 2019, der i år indgår i en af bien nalens internationale udstillinger. Hun repræsenterer også USA i år. I baggrunden hænger collografier af cubanske Belkis Ayón (1967-1999).– Foto: Venedigbiennalen

den står i nu, hvilket blandt andet frem går af de mange værker, der sværmer for naturen.

Der er fem specifikke temaer eller ”kapsler”: ”The Witch’s Cradle” (Hek sens vugge), ”Corps Orbite” (Korps kredsløb), ”Technologies and Enchant ment” (Teknologier og fortryllelse) og ”A Leaf a Gourd a Shell…” (Et blad en græskarflaske en muslingeskal…). Det te tema er inspireret af den amerikan ske antropolog Elisabeth Fishers (født 1945) tanker. Hun tillægger samlerens evne til at finde føde i naturen og også den omhu, det kræver at finde egnede opbevaringsformer til de indsamlede fødevarer, en mindst lige så stor betyd ning for menneskeartens overlevelse som jægernes og fiskernes fangst og byttenedlæggelse, der historisk set har skabt heltemyter. Indsamling er typisk relateret til kvinderne, men er ofte ble vet overset til fordel for fortællingen om undertvingelsen af naturen ved hjælp af nye teknologier, våben og hæder til den maskuline styrke og snarrådighed. Det sidste tema er ”Seduction of the Cy borg” (Forførelse af cyborgen).

De fem temaer indrammer udstillin gen, der således giver taletid til kvin derne og plads til nogle blødere, mere kropsnære og fantasifulde værdier.

De nationale pavilloner byder på mange interessante kunstoplevelser. På

samlet i Venedig

denne kunstens svar på sportens olym piade dyster nationerne om den efter tragtede Gyldne Løve. I år gik den til Storbritannien, som huser den britiske afrocaribiske multimediekunstner So nia Boyces (født 1962) gennemførte vi deoinstallation ”Feeling her Way” (2022), hvor hun har samarbejdet med et udvalg af sorte britiske sangerinder, som hun har fået til at synge deres mest smertelige oplevelser ud som kvinder og som raceundertrykte. Det er den re ne, gennemskærende sjælesang.

I den danske pavillon har Uffe Isolot to (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Isolotto vandt det open call, som Statens Kunstfond udskrev i december 2019. Det hyperrealistiske værk er blevet til i samarbejde med ku rator Jacob Lillemose. Det er en postapokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste. Kentaurhoppen er i gang med at fole et føl, mens kentaur hingsten har hængt sig i stalden inde ved siden af.

Et overflødighedshorn

Hvorfor har han så det? Uvisheden og uhyggen breder sig i den danske pavil lon, hvor kentaurerne bor og arbejder, omgivet af ålegræs. Samtidig er det et psyko-socialt drama, som antyder en den på mandens dominans, ligesom vi oplever det på den kuraterede, kvinde dominerede udstilling ”The Milk of Dreams”, hvor kvinderne som nævnt fø rer ordet. Isolottos vision er inspireret af fantasy, sci-fi og teorier om det post humane. Man savner lidt en dybere for ankring i kunsthistorien og den græske mytologi, hvor kentauren ellers spiller en betydelig rolle som fabeldyr, men vi sionen er så perfekt udført, at den gri ber en følelsesmæssigt.

Venedig er altid et overflødigheds horn af store oplevelser for alle kunstin

teresserede både i kraft af den ældre kunst og arkitektur, som kan opleves overalt i byen og på grund af de mange udstillinger i kølvandet på biennalen.

Men selve byen er og bliver det største kunstværk af alle. Et fatamorgana, der vugger på den smaragdgrønne lagune.

Men når biennalen løber af stablen, må man holde fokus. Hvis man skulle kun ne indtage mere stof efter den omfatten de biennale, kan man opleve en række højst seværdige solopræsentationer af nogle af de største, nulevende verdens navne inden for kunsten: Marlene Du mas fra Sydafrika/Holland i Palazzo Grassi, britisk-indiske Anish Kapoor i Accademia og i Palazzo Manfrin (som han i øvrigt har købt til privat bolig, ate lier og udstillinger), tyske Georg Baselitz, amerikanske Bruce Naumann samt vor egne Danh Vo og Jeppe Hein. Sidst, men ikke mindst, skal varmt anbefales, som den efter min mening største af alle kunstoplevelser i år, en stedsspecifik maleri-intervention af den tyskfødte maler Anselm Kiefer, der har indtaget en af Dogepaladsets enorme sale samt et mindre siderum. Det er magtfuld, apokalyptisk vision: Med 14 tårnhøje malerier fylder Kiefer denne sal, hvor dogernes afstemninger i sin tid fandt sted. Den stedssensitive installati on, der kan ses frem til den 29. oktober, forholder sig til Venedigs historie i krydsfeltet mellem Orienten og Europa. Titlen lyder: ”Questi scritti, quando ver rano bruciati, daranno finalmente un po luce”. Det er et citat af den venezian ske forfatter og filosof Andrea Emo (1991-1983), som Kiefer angiveligt opda gede for seks år siden. På dansk: ”disse skrifter vil, når de er blevet brændt, en delig give lidt lys”.

Det handler om destruktion og kon struktion i en og samme bevægelse. En manifestation i Venedig i 2022, der må ses.

Venedigbiennalen. Venedig, Italien. Åbnede den 23. april. Til den 27. november 2022.

J

I sidste ende skal billedet kunne klare sig uden mig

For kunstneren Kathrine Ærtebjerg er det en mærkesag, at hun selv ikke fylder for meget i sin kunst, men at billederne kan indgå i menneskenes fortsatte dialog om, hvad det vil sige at være menneske

interview

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Hænder iført hvide hospi talshandsker bearbejder et lærred med endnu våd turkis oliema ling. Det turkise område omslutter et an sigt, der virker bekendt. På lærredet vokser også to grene med blade, forbun det af en vandret skruenøgle. Ikke fordi billedet direkte forestiller en mekaniker. Redskaberne på de mange lærreder, der står stakket langs væggene i det lille ate lier – sakse, nøgler, knive, skruenøgler –er alle tænkt som symboler på menne skets evne til hele tiden at fremstille no get nyt med sine redskaber, sine hænder og sin fantasi.

”Alle mine værker er en del af en un dersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske. Når jeg bruger redskaber i billederne, er det for at fundere over, hvad vi mennesker har skabt, og hvad vi mennesker kan skabe med de ting, vi har skabt,” forklarer Kathrine Ærte bjerg.

Den 53-årige billedkunstner arbejder i et lille hjørnelokale i det københavnske nordvestkvarter. Et tomt hvidt rum, hvor hun er alene med et arbejdsbord, et par stole og taburetter, sine redskaber og si ne lærreder. Lyset falder blødt ind fra to sider, men det er ikke just stemningen fra fortidige solbeskinnede kunstnerko lonier i Rom, i Sydfrankrig eller på Ska gen, der kendetegner det nøgne rum i den store by. Ud over lyset synes inspira tion udefra at være lukket totalt ude. Den kommer mere indefra eller måske fra den musik, kunstneren lytter til, mens hun arbejder. Og den kommer fra, at hvert værk i Kathrine Ærtebjergs pro duktion ikke er en helt ny begyndelse, men en videreførelse af det formsprog og de temaer, hun har arbejdet med i mere end 20 år.

”Jeg betragter mit arbejde som kunst ner som en igangværende proces. Der er nogle bestemte ting, der optager mig, og hvert billede, jeg laver, giver næring til nye billeder. Denne proces har jeg været i gang med, lige siden jeg blev voksen, ja faktisk begyndte det med, at jeg skrev digte, da jeg gik i gymnasiet. Der er nog le motiver og emner, jeg begyndte at skrive mig ind på dengang, som jeg sta dig beskæftiger mig med,” forklarer kunstneren.

Samtale om menneskets vilkår Lige nu er hun i gang med en bestillings opgave, hvor hun skaber to billedfriser, der skal udsmykke Gellerup Bibliotek i Brabrand som led i et kvarterløft i den multikulturelle aarhusianske forstad. Titlen på værket bliver vistnok ”Fred Fro Fri”. Om der skal sættes kommaer imel lem ordene, har kunstneren endnu ikke afgjort. Men såvel titlen som motiverne kredser om et universelt ønske om at sprede glæde, fred og frihed til alle.

0 Hvide engangs handsker og olie-maling er remedier, som sikrer, at Kathrine Ærtebjerg både har tæt berøring med lærredet og en lang tørre tidtil at arbejde med sit værk. . – Foto: Leif Tuxen.

”Der er en del fugle som motiver på de små billeder. Det er inspireret af freds duer, men da jeg interesserer mig meget for kristendommen, er det også Hellig ånden,” forklarer kunstneren, som sam tidig betoner, at når hendes kunst skal hænge på et offentligt bibliotek og kul turhus, skal der helst være noget enkelt og letafkodeligt i værkerne.

”Hvis jeg skulle skabe værker til en udstilling på et kunstgalleri, ville jeg nok operere med nogle lidt mere gåde fulde ting. Et udsmykningsværk som dette skal helst være venligt, men samti dig skal værkerne rumme flere forskelli ge lag, og der skal være detaljer, som gør, at jeg kan stå inde for det som kunstner. Jeg er ikke grafisk designer,” siger Kathrine Ærtebjerg, hvis malerier står stakket syv-otte ad gangen. Mellem hvert lærred har hun indskudt en gam mel sok for at sikre, at malerierne ikke smitter af på hinanden.

Sådan er der meget, der er lavpraktisk i det ærtebjergske atelier, hvor pensler ne sjældent renses efter brug, men bare kommer i vand, hvor den turkise maling påføres lærredet fra låget fra et gammelt yoghurtbæger, mens andre farver venter i brugte smøreostebægre på at blive en del af et kunstværk, der indgår i en bil ledkunstners fortsatte livsværk, og – på et endnu større plan – i mange hundre de års kunsttradition.

”Jeg er inspireret af religionerne, af hele kunsthistorien og af digtere som Inger Christensen. Som billedkunstner vælger jeg mine kolleger på tværs af tid og rum. Inden for billedkunst kan man tillade sig at lade sig inspirere af hvad som helst,” siger Kathrine Ærtebjerg.

På det seneste er Kathrine Ærtebjerg begyndt at arbejde med musik og har skrevet en salme. Kunstarterne rækker ud mod hinanden og tjener et fælles for mål, som er at få mennesker til at kom munikere på et dybere plan.

”Der er ingen tvivl om, at det, jeg har

at sige, er billedligt. Mine digte er også billeder. Der er ingen narrativ fortælling som sådan,” siger Kathrine Ærtebjerg, der godt kan finde arbejdet alene med kunsten en smule ensomt indimellem. ”Nogle gange er jeg ved at få pip. Så tænker jeg, at jeg dels må sørge for at være social uden for arbejdstiden, dels må arbejde for at hele mit liv ikke bliver sådan. Det er et isoleret liv, og det er jeg opmærksom på. Jeg har bare ikke fundet løsningen endnu,” siger Kathrine Ærte bjerg:

”Jeg arbejdede hjemme i min egen bo lig i mange år, fordi det var nemmest med børn, men nu er de større, og jeg kan bedre komme væk hjemmefra. Som det er nu, arbejder jeg med mindre ting og med papir derhjemme, og så laver jeg mine malerier henne på atelieret.”

Et ansigt på lærredet

I arbejdsprocessen indgår forskellige metoder og materialer. Til at påføre ma lingen bruger Kathrine Ærtebjerg både pensler, klude og de hvide engangs handsker, som hun forelskede sig i, en gang hun arbejdede med at gøre rent på et hospital og fandt ud af, at de gav mu lighed for den særlige nærhed med lær redet, der ligger i ikke at bruge pensel, men at smøre malingen direkte på med hænderne.

”Det skal være sjovt for mig at arbejde. Jeg kan have en idé om, hvad jeg vil male, men de bedste billeder opstår som et motiv, der kommer til mig, og så må jeg gå med det,” siger Kathrine Ærte bjerg, mens hun forsigtigt udvisker nog le hvide englevinger, hun for sjov har malet på sit turkise lærred.

Hendes blik strejfer ansigtet på lærre det.

”Det er ret sjovt. Jeg synes faktisk, det ligner mig,” udbryder hun.

”Jeg havde en idé om, at jeg ville male et ansigt, som skulle ligne min søn. Men da figuren så først havde fået hår på,

kunne jeg godt se, at det mere ligner mig. Jeg er ellers ikke en kunstner, som maler portrætter. Det interessante ved mig er ikke min biografi, men mit bidrag til det fælles menneskelige,” forklarer Kathrine Ærtebjerg på en så overbevi sende måde, at man tror på, at hun ikke bevidst har skabt et selvportræt.

Det indfandt sig bare et eller andet sted i processen mellem kunstner og værk. En proces, der for Kathrine Ærte bjerg helst skal være fri og åben:

”Jeg forsøger at være den person, der skaber billedet, samtidig med at jeg er beskuer af det og prøver at gætte, hvad billedet prøver at sige. Måske er mit ud gangspunkt for tydeligt? Måske kan bil ledet sige noget andet, mere interes sant? Uanset hvad er det vigtigt, at vær ket skal blive større end én selv. Jeg kan måske give billedet en titel eller forkla re, hvad det forestiller, men billedet skal i sidste ende kunne klare sig selv.” J

Kathrine Ærtebjerg

Født i 1969. Opvokset i Sorø. Debuterede som billedkunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1994.

Uddannet fra Kunstakademiets Billedskoler 2002. Er repræsenteret på flere museer, herunder ARoS i Aarhus samt Statens Museum for Kunst og Kobberstiksamlingen i København samt i Ny Carlsberg

Fondets samling i København. Bor på Nørrebro i København med sin søn på 15 år og datter på 11 år.

Den hvide mands ameri kanske kunst fra 1800tallet og begyndelsen af 1900- tallet har på godt og ondt været definerende for USA’s selvforståelse. Kunst kritiker Henrik Wivel har besøgt det amerikanske hjerteland essay

Henrik Wivel kultur@k.dk

Landskaberne i det ameri kanske midtvesten er stor slåede. Ja, de er af sindsudvidende skala med vidder af en anden verden og en sigtbarhed i den fugtfrie klare luft, der gør det muligt at skue uendeligt langt. Rød jord, nøgne klippeformationer og i det fjerne blå bjergkæder med evig sne, der stimulerer længslen efter at se, hvad der er på den anden side.

Det kan godt være, de fleste synes, at de har været i USA, hvis de har gæstet metro poler som New York, Washington eller Los Angeles, men det ærkeamerikanske hjerteland udgøres af staterne i kontinen tets midterakse. Flere er relativt tyndt be folkede og rummer uendelige prærier, dy be dale og floder, der har skåret sig ned i landskabet igennem æoner af tid og skabt spektakulære fjeldsider, der står som ero derede gotiske katedraler.

De forgrenede ruter

To ruter krydses i midtvesten: ruten fra østkysten til vestkysten, som migranter ne fulgte i 1800-tallet på rejsen mod nyt land og ny jord, og ruten fra syd mod nord, som kvægdriverne fulgte, når de drev enorme horder af dyr fra Texas og New Mexico mod de frodige prærier tu sinder af kilometer længere nordpå. Som et skel mellem øst og vest rejser Rocky Mountains fjeldmassiver sig som en bred og nærmest ubegribelig lang bjergkæde, skruet i vejret af mødet mellem to konti nentalsokler i klodens kværnende teuto niske sammenstød. For kvægdriverne –som spanierne kaldte ”vaqueros” og amerikanerne ”cowboys” – en kæde af bjerge, der lagde en længdelinje nordpå. For udvandrerne og deres prærievogne et spærrende massiv, der skulle forceres, hvis man ville frem til stillehavskysten og det forjættede Californien. Men det var ikke kun migranter og kvægdrivere, der fulgte de forgrenede ruter igennem det amerikanske kontinent. Det samme gjorde kunstnerne. Også de ønskede at udforske det ukendte og erobre nye visu

elle positioner og dermed skabe en gyl dig kunst til den ny verden. Disse kunst neres værker er ringe repræsenteret og sjældent set i Europa, men udgør en væ sentlig del af de amerikanske kunst- og kulturhistoriske museer, og er altid det første denne signatur ser, når jeg rejser i USA.

Det gælder kunsten fra omkring 1820 til 1920 rubriceret som ”Western Art”. En kunst, der har været definerende, ja af gørende, for den amerikanske selvforstå else og mytologi, og stadig er det. Kunst neren Frederic Remingtons bronzeskulp tur ”The Bronco Buster” (1895), der fore stiller en cowboy, der tæmmer en vild hest, er eksempelvis fast inventar i Det Hvide Hus, uanset hvilken præsident, der residerer i kontoret. Det er ikke til fældigt.

Det, der rører mennesket dybest I første halvdel af 1800-tallet blev bille det af Amerika formet af kunstnere, der stammede fra Europa – primært Tysk land og England – og hvis billedsyn var præget af den europæiske romantik og idealisme. I det storslåede amerikanske landskab mødte kunstnerne en natur, der i ren form levede op til de idealer om ”det sublime”, som europæiske filosoffer og litterater havde skrevet og drømt om.

”Det sublime” blev defineret som det, der rørte mennesket dybest. På en gang opløftende og afgrundsdybt forfærden de; både ubeskriveligt smukt, betagende og rygradsrislende. Præcis det, som sær ligt kunstnerne forstod at udtrykke med et register af følelser og fornemmelser, der rakte hinsides mere æstetisk konven tionelle forestillinger om det skønne. Det amerikanske landskabs frygtindgyden de storhed og rummelig hed, og den oprinde lige befolknings antropomorfe og zoomorfe pagt med naturen, fremkaldte visio ner af en anden verden, som eftertidens kunsthistorikere har døbt ”American Sublime”.

Den første store generation af amerikanske billedkunstnere, der skabte deres værker fra omkring 1820 til 1880, talte navne som Thomas Cole, Albert Bierstadt, Frederic Edwin Church og Thomas Moran. Deres kunst er andet end et ekko af den europæiske romantik. Ikke mindst fordi det ameri kanske landskab fordrede det. Deres storværker fra vildmarken under det enorme himmel rum med skyformationer åb nede for en længsel hos be skueren efter både at udfor

0 Thomas Moran (18371926) var blandt de største western-art malere.

Værket ”Green River Cliffs” male de han i Wyoming i 1881. – Foto: The National Gallery of Art, Washington DC

ske, opleve og overskride de tilvante grænser og søge hinsides horisonten.

Værkerne er visuelle opdagelsesrejser, hvor skala og farvesyn udfordres, og sel ve blikkes kastes frem, ned og ind i land skabet med ”The Rockys” som resonans. Da Bierstadt så Yosemite-dalen i Sierra Nevada, skrev han: ”Vi er kommet til Pa radis – det prægtigste sted, jeg nogensin de har set”.

Kunstnernes blik på det sublime ameri kanske landskab er sentimentalt. De skil drer det allerede i midten af 1800-tallet som en tabt verden, et paradis, hvor syn defaldet er indtrådt. Bisonen uddrives og jages til døde i deres værker eller forsvin der i tågedisen som det svundne af en drøm. Og den amerikanske indianer skil dres som ”den sidste af sin race”; en stolt, værdig skikkelse med al den integritet, som den hvide mand synes at savne.

kvægfyrsterne. Den vilde natur hegnes ind i gigantiske folde, de vilde heste tæmmes med magt, og indianerstammer ne tvangsforflyttes til ”reservater”, der udgør en brøkdel af deres oprindelige land.

Nationale ikoner

1 Frederic Remingtons bronzeskulp tur ”The Bronco Buster” fra 1895 er fast inventar i Det Hvide Hus, uanset hvilken præsident, der residerer. – Foto: The Frederic Remington Art Museum, Ogdensburg

Et ildevarslende fremtidsbillede

Det er som om kunstnerne før alle andre ser, hvad der kommer til at ske senere i århundredet. Her satte kampe og udrens ninger ind, og den amerikanske indianer mistede det land, som de nomadisk hav de levet i og med som et givende vilkår, og hvis dyr de identificerede sig med og gjorde til en del af deres krop og sjæl. Indianeren rider i flere af malerierne ind i aftenrøden som den heroiske jæger, tiden ikke længere er med, eller sidder –metakunstnerisk og anekdotisk – i sin fjerprydede dragt og ser på et maleri af sig selv, en fremstilling, han måske ikke kan genkende. Og hele landskabet, der har indlejret dette levede liv i en helhed, gløder ildevarslende ned i det dunkle i et aftenpanorama af Frederic Erwin Church, hvor en træstub i forgrunden vidner om, at naturen ikke læn gere er uberørt, men ud

Hylder de ro mantiske male res billeder ska sesunderet i den vældige na tur, begræder de også, hvordan den eksproprieres, ko seres og kultiveres del af et nyt imperiums mulige rejsning og fald. Bjerge, prærier og floder transformeres malerisk til et af

I anden halvdel af 1800-tallet og be gyndelsen af 1900-tallet skifter kunstner nes synsvinkel. I vulgær- og socialdarwi nismens ånd skildres naturen nu som noget, der skal tæmmes og beherskes, og den amerikanske indianer som en gru som fjende, der skal bekæmpes. En ny generation af kunstnere rykker i ruinerne af borgerkrigen ind med kavaleriet, jernbanebaro nerne, industrimagnaterne og

Der er talrige western-kunstnere af veks lende og stedvis kulørt karakter i ameri kansk kunsthistorie, men de bedst kend te er Frederic Remington (1861-1909) og Charles M. Russel (1864-1926). Begge na tionale ikoner i amerikansk kunst. Deres værker veksler dygtigt og ganske raffine ret mellem det heroiske, det dramatiske og sommetider humoristiske med et hint af karikatur. De kan skildre ryttere, og de kan skildre heste i bevægelse i komposi tioner, der tilter og styrter som en cow boy og hest på vej ned ad en bjergskrå ning med løse sten og grus. Deres maleri er er fortællende, og de kan begge beteg nes som en slags visuelle forfattere; Rem ington afklaret, skarp og virkelig dygtig, Russel med knald på farverne. Den vel stående Remington kom fra den ameri kanske østkyst ved New York, mens Rus sel det meste af sit liv var bosat i det nordlige Montana tæt på naturen. Men de havde begge rejst med og levet blandt indianerne, og de samlede begge på indi anske dragter og artefakter for at kunne gengive så sandt og autentiske som mu ligt. Russel levede en længere tid blandt Sortfods-indianerne. De døbte ham Ahwah-cous – antilopen. I et stort vinterbil lede har han skildret indianernes lejr med tipier og et myldrende liv, en slags amerikansk svar på Pieter Bruegels ”Jæ gere i sneen” fra 1500-tallet.

Således nuancerer Frederic Remington og Charles M. Russels værker billedet. De var ikke kun en ny tids kunstnere, der ar bejdede i forlængelse af den amerikan ske erobrerånd og fremskridtsbårne tro på nødvendigheden af at tæmme natu ren, af nybyggernes domesticering jorden eller for den sags skyld cowboys som en ny tids fribyttere.

Begge led – som også deres romantiske forgængere i feltet – af nostalgi og en længsel efter de værdier, den natur og den levevis, de havde mødt hos indianer ne. Også hos dem kaldte naturen og de folk, der havde levet i pagt med den.

De amerikanske kunstnere har helt frem til Andy Warhol, der i 1976 portræt terede den indianske borgerrettigheds forkæmper og aktivist Russell Means, været langt mere observante, hvad angår synet på naturen, de oprindelige folk og deres, kamp, spiritualitet og følelse. Så dan er det jo ofte med kunsten, ja, det er en del af dens kvaliteter. Amerikansk kunst fra det vilde vesten bærer vigtige vidnesbyrd om et landskab og et land midt i en forvandling, der endnu ikke har fundet sin form.

Vi har altid smykket os med døden

Gennem tiden har mennesker båret afdøde kære med sig videre i livet i smykker. Udstilling viser traditionens nutidige ansigt

kulturhistorie

Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

En halskæde af kranier skåret i menneskeknog ler, et kunstsmykke af blond menneskehår og en ørering med diamant af sammenpresset aske fra et dødt menneske.

Det er nogle af de særprægede kunst smykker, man siden april har kunnet se på Sønderborg Slot i udstillingen ”Ma kabre mesterværker”, der vises til den 23. oktober. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Sønderjyl land, den rutinerede smykkeskribent Nina Hald og guldsmeden Bodil Binner og viser 88 nyproducerede smykker i samspil med historiske genstande, der belyser de traditioner, der ligger bag.

Det billede af smykker, vi har i dag, er, at smykker gives ved lykkelige, lyse og glædelige begivenheder; dåb, konfir mation, fødselsdag, forlovelse, bryllup, siger Nina Hald.

”Men smykkernes udgangspunkt er noget med at være viet døden. De blev givet ved graven som offergaver til gu derne, og man har haft dem på som et billede på, at man var viet det næste liv, viet det hinsides.”

En nøgle til det hinsides

Der er flere forskellige eksempler på den meget bogstavelige tradition med at bære døde med sig videre i et smyk ke. Hårlokken er ét sted at starte, siger Nina Hald.

”Det er en tradition, der begynder omkring år 300-400 i nogle af de tidlige kristne samfund,” fortæller hun.

”Man giver sin elskede en hårlok fra én selv med i graven og beholder noget af den elskedes hår, som man bærer på sig. Det er vigtigt, man har det med sig,

for det er nøglen til at finde den anden, hvis man skulle genopstå på den yder ste dag. Det er en form for pant, men det handler også om, at man kan tage en elsket med sig i det hinsides, for det er vigtigt at stå hel foran Gud.”

At bære kors som smykke og opstan delsessymbol blev først normalt om kring år 700, fortæller Nina Hald.

”Romerne så ikke opstandelse eller frelse i korset, det var en ydmygende måde at blive henrettet på, et torturin strument. I dag kan vi se et fint kors hænge om halsen på en nybagt konfir mand eller endda ned i kavalergangen. Sådan ville man aldrig bruge det på Kri sti tid. Man ville aldrig skilte med, at man var kristen.”

I renæssancen sker der nogle nybrud. Her kommer der i takt med lægeviden skabens udvikling et andet fokus på kroppen. Her begynder man at vise hud og se smykker som eksempelvis kors båret direkte på kvindehud, fortæller Nina Hald. Og der opstår også en vari ant af hårpanten, som klinger decideret usømmelig i nutidens ører.

Victorias sorg

I renæssancen i 1500-1600-tallet kom der nemlig også fokus på det seksuelle, og her kan man finde eksempler på, at elskende udveksler kønsbehåring.

”Renæssancen har en vågnende be vidsthed om, at vi eksisterer i kroppe, man har en reel kropsdyrkelse. Hvad er det mest intime og romantiske, man kan give hinanden? En kvast pubeshår, eventuelt flettet, i et smykke. Det har været noget lidt frækt – en pant ud vekslet i elskov. Men det har samtidig været en videreførelse af traditionen med at bære et symbol på, at man er forbundet med nogen i døden.”

Hos de mere kropsforskrækkede vic torianere i 1800-tallets England var det frække ikke just noget, der blev skiltet med. Men dronning Victoria kom fak tisk til at være dén, der gav smykker med hår et storslået comeback.

Da dronning Victorias ægtemand, prins Albert, døde i 1861, gik dronnin gen ind i en sørgeperiode, der kom til at vare ganske længe.

”Victoria bærer sorg i årtier efter sin mand Alberts død. Hun går med sort –hun havde ikke behøvet det, men væl

En brillant renæssancemaler i egen ret

Udstillingen med Sofonisba Anguissola på Nivaagaards Maleri

samling er af international klasse og et øjenåbnende skue udstilling

Henrik Wivel kultur@k.dk

Italienske Sofonisba Anguissola (15321625) var en af de virkeligt kendte kvin delige kunstnere i sin tid. Og hendes ry holdt sig i Europa i århundrederne efter; indtil 1800-tallets borgerlige – og patriarkalske – kunsthi storie skrev hende og adskillige andre kvindelige kunstnere ud af historien og i stedet gjorde den til et anliggende mellem mandlige genier, der blev synony me med ”de gamle mestre”.

Sofonisba Anguissola levede længe, og hun blev rent stilmæssigt en interessant overgangsfigur mellem renæssance og barok, der forstod at arbejde levende og indsigtsfuldt med menneskeskildringen, det land skabelige rum, stærke lysvirkninger og mere dramati serende og psykologiserende udtryk.

Og så forstod hun at arbejde med sig selv og sin egen rolle som kunstner. Når man ser hendes værk, er man ikke i tvivl om, at det var det, hun var: en selvbe vidst kunstner i egen ret, hvis værker bærer hendes tydelige signatur, både konkret og overført. Ved siden af forgængeren Albrecht Dürer (1471-1528) og efterføl geren Rembrandt van Rijn (1606-1669) er hun den kunstner i epoken, der har skabt flest selvportrætter. Humanist – og lysende kunstner Sofonisba Anguissola har i flere billeder skildret sig selv på en uafviselig måde. Både som en fornem kvin de, der levede op til tidens idealer for dannelse og dyd, og som en kvinde, der stod ved sin metier som kunstner. Hun skildrer sig selv som skabende og arti stisk menneske med blikket vendt mod beskueren, der ikke kan se bort fra hendes tilstedeværelse, hen des skønhed, men frem for alt hendes karakter og kunnen. Sofonisba Anguissola er en brillant, ja lysen de kunstner, der behersker sin teknik og samtidig fremstår som en stor humanist, der kan skildre det sandt menneskelige i renæssancens ånd. Sofonisba Anguissola er født i en adelsfamilie i Cre mona i Lombardiet, der dengang var under spansk overherredømme. Hun er den ældste af syv børn: bro deren Asdrubale og søstrene Elena, Lucia, Europa, Minerva og Anna-Maria. Broderen var familiearving, mens Sofonisba og hendes søstre alle blev opdraget humanistisk for at styrke deres kunstneriske, litteræ re og musiske evner. Et træk, der er blevet udlagt stra tegisk i den forstand, at de seks unge kvinder blev go de partier for epokens adelsmænd – helt efter tidens idealer – eller kunne optages i et kloster, som Elena blev det. Men måske var forældrene bare fremsynede og ambitiøse på døtrenes vegne og søgte at stimulere deres talenter og selvstændighed?

For Sofonisba Anguissolas vedkommende var talen tet indlysende. Hun og søsteren Elena blev elever hos kunstneren Bernardino Campi (1522-1591), og siden blev Sofonisba lærer for sine mindre søskende, hvoraf flere blev billedkunstnere. Sofonisba Anguissolas ta lent var så stort, at Michelangelo (1475-1564) en over gang blev hendes tegnelærer.

Renæssancen og kunsthistoriens første og initieren de biograf Giorgio Vasari (1511-1574) besøgte familiens hjem i Cremona og skrev om hendes to familieportræt ter i anden udgaven af sit uomgængelige værk ”De bedste malere, billedhuggere og arkitekters liv” fra 1558. På det tidspunkt var Sofonisba Anguissola euro pæisk anerkendt og hofmaler i Madrid og Toledo i Spa nien, hvortil den spanske kong Filip II havde hidkaldt

hende. Hun tjente da så mange penge, at hun kunne forsørge ikke alene sig selv, men hele sin familie.

Familieportræt på Nivaagaard

Det ene af de to familieportrætter, som Giorgio Vasari skriver om i sit værk om berømte renæssancekunstne res levned, er det store billede ”Familieportrættet. Por trætgruppe med kunstnerens far, Amilcare Anguisso la, hendes søskende Minerva og Asdrubale” (1559), havnede i 1800-tallet i Danmark. Kunstneren Wilhelm Marstrand (1810-1873) havde erhvervet maleriet i Paris. Tiden havde skrevet Sofonisba Anguissola ud af histo rien, værket var anonymt og tilmed ufærdigt, og Mar strand gav sig til at male videre på det. Ved hans døds boauktion erhvervede Nivaagaards Malerisamlings stifter, mæcenen Johannes Hage, billedet, der siden har indgået i samlingen.

Restaureringer i det 20. århundrede har afdækket dets oprindelse og fornemme proveniens, og familie portrættet er i dag et af museets hovedværker. Det er grunden til, at Nivaagaards Malerisamling i begyndel sen af september åbnede dørene for den fineste og mest betydende udstilling i museets historie, ”Sofo nisba. Historiens glemte mirakel”. Nivaagaards Malerisamlings udstilling med Sofonis ba Anguissola er et must for enhver, der interesserer sig for billedkunsten og dens historie. Det er trods alt sjældent, man i Danmark kan se udstillinger med en af renæssancens og barokkens helt store kunstnere. Det kan man nu i en udstilling, der viser værker fra So fonisba Anguissolas lange virke i Italien og Spanien.

Der vises 22 værker på udstillingen, lånt fra museer og institutioner verden over. Det er mange. En stor ud stilling med Leonardo da Vinci eller Johannes Verme er rummer aldrig mere end 12-14 værker. Udstillingen er smukt ophængt i dagslysfrie sale med en belys ning, der får det enkelte værk til at fremstå nærmest fosforescerende.

Den største sal er viet til Sofonisba Anguissolas to verdenskendte familieportrætter, det ovennævnte og så ”Skakspillet” (1555), hvor hun livfuldt og solidarisk skildrer tre af sine søstre under spillet. Lige så vigtigt er en gruppe af Sofonisba Anguissolas selvportrætter fra de formative år, hvor hun iscenesætter sig som kunstner og kvinde i en selvbevidst og strategisk ge stus, der er uafviselig.

Man kunne have ønsket sig flere af Sofonisbas selv portrætter på udstillingen, men der er grænser, også sikkerhedsmæssigt, for, hvor mange der kan vises. Kunsthistorikeren Griselda Pollock skriver i en frem ragende tekst i kataloget om selvportrætterne og de res på flere niveauer klare signatur: Sofonisba Anguis sola portrætterer sig selv som kunstner og skaber af billeder. De er ikke blot forsøg på at knytte et ansigt til et navn. Selvportrætterne er skabt af en uddannet kunstner og kvinde, og de repræsenterer en handling, hvormed hun bringer sig selv til stede i verden – netop som kunstner og kvinde.

Griselda Pollock er en af de interessante kunsthisto rikere, der har bragt studiet af kvindelige kunstnere adskilligt videre end stadiet med klager og protester over, at kvindelige kunstnere er skrevet ud af histori en: Det er bare at åbne øjnene og genopdage, hvor indlysende kvinders ”konstante eksistens og kreativi tet som kunstnere er gennem tiderne”, og hvor ”dyg tigt, vittigt og kyndigt kvindelige kunstnere håndtere de deres specifikke kønsdefinerede forskelle i sociale, psykologiske og ideologiske vilkår”.

Inderligheden som kendetegn Udstillingen med Sofonisba Anguissola er skabt i for længelse af denne indsigt og virker ved sit eksempel. De seneste årtier har nogle kunsthistorikere eksempel vis hæftet sig ved, at Sofonisba i Nivaagaards familie portræt skildrer sin far og dennes glæde ved sin søn, frem for nu at se det skarpe og stolte blik han sender ud af billedet mod sin datter, der jo står og maler det! Og skulle man være i tvivl om, hvor Sofonisba An

Nu er Sofonisba Anguissola igen der, hvor hun hele tiden burde have været: til stede i vor visuelle kultur.

0 Sofonisba Anguissola: Bianca Ponzoni Anguissola. Kunstnerens mor. 1557. – Foto: Nivaagaards Malerisamling.

0 Sofonisba Anguissola: ”Familieportrættet”. Portrætgruppe med kunstnerens far Amilcare Anguissola og hendes søskende Minerva og Asdrubale. 1559. – Foto: Nivaagaards Malerisamling.

Sofonisba Anguissola: Historiens glem te mirakel. Nivaagaards Malerisamling. Åben til den 15. januar 2023, herefter Rijksmuseum Twente, Enschede i Holland, fra den 12. februar til den 11. juni 2023.

Katalog med bidrag af Andrea Rygg Karberg, Giorgio Vasari, Leticia Ruiz Gomez, Griselda Pollock, Søren Thorlak Madsen, Michael W. Cole, Antoon van Dyck og Fie Ellen Jannerup. 120 sider.

guissolas mor er henne i hendes visuelle univers, er det blot at kaste et blik på hendes monumentale por træt af moderen, ”Bianca Ponzoni Anguissola”, fra 1557, der stråler af ekstravagant fornemhed, selvbe vidsthed og styrke som et af udstillingens topstykker.

Værkerne fra Sofonisba Anguissolas 14 år lange vir ke i Spanien som hofmaler, som udstillingens anden sal er viet til, rummer ikke samme styrke som hendes selvportrætter og iscenesatte billeder af familien – el ler det vidunderlige (meta-)billede fra 1559, ”Bernardi no Campi maler Sofonisba Anguissola”, hvor hendes lærer skildrer hende som den lysende, skønne stjerne hun er, og som han stolt og vidende vedkender sig. De spanske hofportrætter er udstyrsstykker og pragt, ikke artificielt, men stadig med den inderlighed, der ken detegner hende. I nogle religiøse motiver nærmer hun sig barokkens formsprog og den blødt modulerede slø ring og douche udtoning af motivet, som kendes i ti den. Det er smukt, men ikke helt så originalt, som hendes værker fra Italien.

Til gengæld er Sofonisba Anguissolas personlige hi

storie fra Spanien dramatisk. Kong Filip II arrangerer et ægteskab for hende med den sicilianske adelsmand Fabrizio de Moncada. Hun bliver gift i Madrid med en stedfortræder for ham. Parret bosætter sig i Palermo i Syditalien, men den tildelte ægtemand omkommer på havet under et piratangreb ved Capri. Familien beslut ter sig for at tage affære, og broderen, Asdrubale, sen des afsted for at hente hende hjem til Cremona i Nord italien. På skibsrejsen dertil forelsker hun sig imidler tid i den yngre skibskaptajn Orazio Lomellino, som hun gifter sig med, før end hverken familien eller hof fet i Spanien kan nå at forhindre det.

Et mirakuløst talent

Se det er jo et rent eventyr, der igen vidner om Sofonis ba Anguissolas handlekraft, frigørelse og selvstændig hed. Efter nogle år i Norditalien bosætter kvinden og hendes kaptajn sig igen i Palermo, hvor de bor resten af Sofonisbas liv. Et svækket syn hindrer hende i at male i sine sidste leveår. Men hendes ry transcenderer alle grænser. Således rejser den hollandske barokma

ler Antoon van Dyck (1599-1641) ned og besøger hende et år før hendes død. Han tegner Sofonisbas portræt og skriver i sin dagbog, at hun stadig er i stand til at af læse og beskrive malerier, når de holdes tæt op til hendes ansigt. Det er, som kender hun dem indefra og dermed overkommer den smerte, det er for hende ikke længere at kunne male. Van Dyck beskriver, som an dre i tiden, hendes talent som ”mirakuløst” og bemær ker, hvordan hun mentalt og intellektuelt er klar og nærværende, og at han derfor lærte mere af hende end af så mvange andre under deres samtaler.

Det er, som om Van Dyck dengang i 1624 skriver med fremtiden for øje og ved besøget allerede skriver om hendes ry og virkningshistorie. Og det har, bortset fra en historisk parentes på et par hundrede år, holdt sig. Nu er Sofonisba Anguissola igen der, hvor hun hele ti den burde have været: til stede i vor visuelle kultur som en stor kunstner.

Så god en kunstner – kvinde eller mand – kan ikke holdes nede. Nivaagaards Malerisamlings udstilling lægger alen til hendes betydning. J

2 Sofonisba Anguissola har i flere billeder skil dret sig selv på en uafviselig måde.

Både som en for nem kvinde, der levede op til tidens idealer for dannel se og dyd, og som en kvinde, der stod ved sin metier som kunstner. Her er hun på værket ”Selvportræt ved staffeliet”, som hun malede i 1557. – Foto: Nivaagaards Malerisamling.

kort nyt fra kunstens verden

Regnbuen over Aarhus går i sort

Som et byens vartegn har kunstmuseet ARoS lyst op i alle regnbuens farver døg net rundt, siden det ikoni ske værk af Olafur Eliasson på toppen af museets byg ning, der har det officielle navn ”Your rainbow panora ma”, blev indviet i 2011.

Nu er det dog for en stund slut for aarhusianerne at fin de vejen hjem fra byen i de sene nattetimer ved hjælp af regnbuelyset.

Regnbuen gik fra torsdag den 22. september i sort nat ten over.

Det sker i lyset af energikri sen for at spare på strøm men, oplyser ARoS i en pres semeddelelse, hvori muse umsdirektør Rebecca Mat thews udtaler således om beslutningen:

”På AroS ønsker vi at bi drage med alt, hvad vi kan i forhold til den aktuelle ener gikrise og den generelle om stilling. Vi har således alle rede indarbejdet flere tiltag og ser lige nu på yderligere muligheder for optimering på tværs af hele museet.”

Kunstmuseet er ikke den eneste institution i byen, der har tænkt i de energisparen de baner.

TV 2 Østjylland skriver, at også udendørsbelysningen

0 Museumsdirektør Rebecca Matthews for kunstmuseet Aros i Aarhus forklarer mørklægningen af kunstværket ”Your rainbow panorama” med hensyntagen til energikrisen. – Foto: Anders Trærup.

på Aarhus Rådhus og kom munens andre kommunale bygninger slukkes. Længere nordpå i det østjyske har man i Randers Regnskov valgt at slukke lyset, der op lyste kuplerne, og flere nordjyske kommuner har af lyst de skøjtebaner, der ple jer at blive opstillet.

Kunstens CO2-aftryk kan registreres

Hvordan kan man som kun ster eller kulturinstitution mindske sit CO2-aftryk? Det spørgsmål vil Statens Kunst fond gerne besvare for de, der skulle ønske at foretage mere klimavenlige valg i de

res kunstneriske praksis. Derfor lancerer fonden nu en CO2-beregner, der særligt er målrettet aktører i kunstog kulturbranchen. Med be regneren skal det blive nem mere at danne sig et over blik over de miljøaftryk, man på nuværende tidspunkt sætter, og hvilke

værktøjer, man kan bruge for at mindske aftrykkene. På Statens Kunstfonds hjemmeside findes en guide til, hvordan man kommer i gang med at bruge den.

Rekordmange unge til kulturuge

Det var med stor succes, at muséer, teatre, kunsthaller og øvrige kulturinstitutioner landet over åbnede dørene for ungdommen i uge 37, hvor kulturugen K7 blev af viklet. 185 kulturinstitutio ner deltog i kampagnen, hvor unge mellem 18 og 27 år fik gratis adgang eller me get billige billetter til kul turoplevelser. Flere end 50.000 besøgende i alders gruppen valgte hen over ugen at gøre brug af mulig heden, hvilket er dobbelt så mange som sidste år, og det største besøgsantal i de tre år, kulturugen har fundet sted. K7 blev skabt i 2020 for at gøre museumsbesøg mere spontane, gennemskuelige og tilgængelige for unge, skriver netmediet iscene.dk. De tre populæreste kulturin stitutioner var ARoS i Aar hus med 5724 K7-besøgen de, Louisiana i Humlebæk nord for København med 3968 gæster og Planetarium i København med 3720 be søg.

Penge i centrum på

Nationalmuseet

Har du styr på pengene? El lers kan du få det – i hvert fald visuelt – på National museets nye udstilling ”KACHING! – Show me the mo ney”. Udstillingen, der åb nede på museet i Køben havn den 28. september, ta ger den besøgende gennem fire sanselige universer, der alle på hver sin vis har pen ge som centrum. Det er mu ligt at se et udvalg af muse ets møntsamling med nogle af verdens ældste mønter, man kan få lov at løfte en ægte guldbar på 12 kilo, be søge en bank fra 1920’erne og få en tur i ”pengebadet”. Udstillingen er støttet af blandt andre Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og A.P. Møller Fonden.

Kongelige fester til skue Borgen

Gennem tiden har der været talrige anledninger til at hoppe i de fine uniformer og store skrud for at træde op ad trappen til Folketinget på Christiansborg. Og det er da også ved mange lejligheder sket, at selve Dronningen og det øvrige kongehus har væ ret med, når ballerne har stået i magtens centrum ved

2 De Kongelige

Repræsentationslokaler

danner ramme om nogle af rigets mest farverige og omtalte festskrud.

Udstillingen ”På de bonede gulve – oplev de kongelige fester og ceremonier” viser flere end 50 af de mest bemærkelsesværdige.

– Foto: Steen Brogaard

alt fra audiens til nytårsku re, statsbesøg, kunstnerbal og folketingsbal. Det er net op disse anledninger, som en ny særudstilling på Chri stiansborg sætter fokus på under navnet ”På de bonede gulve – oplev de kongelige fester og ceremonier”. Her er det muligt for besøgende at se udstillede kjoler og uniformer, som de kongelige og deres gæster har båret ved disse anledninger. Ud stillingen er den største på Christiansborg nogensinde og omfatter alt fra national dragter til det nyeste ”skud på stammen”, den meget omdiskuterede lysrøde kjo le, som tidligere statsmini ster Helle Thorning-Schmidt bar for nylig ved gallataflet i anledningen af H.M. Dron ningens 50-års jubilæum. Den 5. oktober åbnede ud stillingen med Dronningens

deltagelse, og udstillingen vil være åben for offentlig heden frem til den 18. de cember 2022.

Kønsforvridning på museer

Kvindelige kunstnere har hi storisk set været overset, li gesom mange også er blevet helt glemt, mens de mandli ge modstykker har fået plads på muséer og i kunst bøgerne. Den sandhed er vist ikke gået mange kunst kendere forbi i de senere år, hvor kritikken af den skævv redne kønsbalance i kun stens verden er blusset op. Således også debatten om kønsrepræsentationen på landets muséer. En ny data undersøgelse om kønsforde ling foretaget af forskere på Københavns Universitet vi ser nu, at der er grundlag til at pege på en reel skævvrid ning på en række af landets muséer. Kun otte procent af værkerne på Statens Muse um for Kunst er eksempelvis skabt af kvinder, viser det sig. Det skriver mediet arbej deren.dk. Også Kunstmuseet Louisiana nord for Køben havn og ARoS i Aarhus har en markant overvægt af værker af mandlige kunst nere: henholdsvis 87,6 pro cent og 87,8 procent af vær kerne er skabt af mænd. J

Syv berømte ødelæggelser af kunst

Det er en gammel kunst at ødelægge kunst

Det blev set som rent hærværk, da kunstneren IbiPippi med lim og sprittusch ændrede et maleri af Asger Jorn og erklærede, at nu var det et nyt værk. Men ifølge for skere har ødelæggelser og overskrivninger haft en stor betydning i kunsthistorien

baggrund

Morten Mikkelsen og Jens Haag

mikkelsen@k.dk, haag@k.dk

I slutningen af april blev Asger Jorns uvurderlige nationalkle nodie ”Den foruroligende æl ling” fra 1953 skamferet af bana le hooligans.

Eller også blev ejerskabet af et vandaliseret kunstværk taget fra den oprindelige hærværksmand og kon ceptuelt overtaget af en anden i forbindelse med en kunstnerisk aktion.

Det kommer helt an på øjnene, der ser. Kendsgerningerne var, at kunstneren Ibi-Pip pi og en gruppe medsammensvorne gik ind på Museum Jorn i Silkeborg. Med kontaktlim klistrede Ibi-Pippi et billede af sig selv på As ger Jorns værk og signerede derefter værket med sprittusch, da det, ifølge Ibi-Pippi, nu var et nyt værk med Ibi-Pippi som kunstner.

Værkets nye titel var ”Den foruroligende kælling”.

Ødelæggelsen eller vandaliseringen af det oprindelige værk var en del af Asger Jorns kunstværk, mente Ibi-Pippi. Aktionen skulle forstås som et forsøg på at ”generobre” vær ket, efter at Asger Jorn havde taget det fra den oprindelige kunstner. Men det udsagn og tan ken om, at aktionen skulle have kunstnerisk værdi, gav direktør på Jorn Museet Jacob Tha ge ikke meget for.

”Denne aktion er slet ikke sammenlignelig. ’Den foruroligende ælling’ har betydning og kunstnerisk værdi for millioner af mennesker. Det er uhyggeligt, at man vil ødelægge et af dansk billedkunsts hovedværker for at få op mærksomhed,” sagde han kort efter aktionen Ødelæggelsens kreative potentiale Spørgsmålet er, hvornår en ødelæggelse bare er en ødelæggelse, og hvornår den også har et element af kunst i sig. Terne Thorsen arbejder på Københavns Universitet på en ph.d.-afhandling om ikonoklasme, altså kun stødelæggelse.

”Der er en lang tradition for at ødelægge kunstværker, der formodentlig er lige så gam mel som det at skabe kunstværker,” siger hun.

Der er en lang række årsager til, at kunst værker bevidst ødelægges. I nogle tilfælde be grundes det politisk eller religiøst. I andre til fælde begrundes ikonoklasmen kunstnerisk: Det originale værk ødelægges eller beskadi ges og bliver i processen til et nyt værk.

”Det er, går jeg ud fra, også det, som har været tanken med Ibi-Pippis aktion mod ’Den foruroligende ælling’. Men det varierer me get, om modificeringen bliver set som hær værk eller kunst,” siger Terne Thorsen.

Et væsentligt aspekt i modtagelsen af den

0 Ifølge Jacob Thage indkapsler Asger Jorn i ”Den foruroligende ælling” en følelse af angst og utryghed, som den fremstår i mennesket. ”Det som plejer at være nuttet og sødt, altså ællingen, vokser i værket til foruroligende og skræmmende størrelse.” – Foto: Museum Jorn/Ritzau Scanpix.

” I det 20. århundrede blev store dele af billedkunsten abstrakt, og denne udvikling kan også ses som en ødelæggelse.

JACOB WAMBERG, PROFESSOR I KUNSTHISTORIE VED AARHUS UNIVERSITET

form for kunstneriske handlinger handler om værdi og ejerskab.

”Det maleri, Asger Jorn malede oven på, blev hverken opfattet som økonomisk eller kunstnerisk værdifuldt – og så ejede han det desuden selv. Aktionerne mod både busten og ællingen opleves i en anden ramme, fordi de oprindelige værker repræsenterer en an den værdi, og fordi aktørerne ikke har ejer skab eller råderet over objekterne. Derfor bli ver de af nogle opfattet som hærværk og ikke kunstværk,” siger Terne Thorsen.

Kunst er blevet religion

Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, ser al ødelæggelse af kunstværker som en videreførelse af den iko noklastiske grundtanke, at man vil ødelægge fjendens gudebilleder.

”Ikonoklasme kan skyldes modvilje mod gudebilleder, men også mod billeder i det he le taget. Skepsis over for billeder er udbredt i islam, men også i den protestantiske traditi on, hvor man overkalkede billederne i kirker ne. Da hollandske malere i 1600-tallet be

gyndte at rykke fra de guddommelige motiver til skildringer af hverdagsliv, kan det også ses som en ikonoklasme,” forklarer han.

I det 20. århundrede blev store dele af bil ledkunsten abstrakt, og denne udvikling kan også ses som en ødelæggelse, påpeger profes soren.

”Da Picasso i 1907 malede ’Frøknerne fra Avignon’ som en række figurer med vansirede ansigter, blev det set som et meget brutalt bil lede. Og da Marcel Duchamp i 1917 hængte et urinal op og erklærede, at det var et kunst værk, ville han rent ud sagt pisse på den eksi sterende kunst,” siger Jacob Wamberg.

Men som tiden går, bliver megen provoke rende kunst pludselig selv ophøjet til en næ sten religiøs dyrkelse. Det er på den bag grund, det skal ses, at provokatøren Pierre Pi noncelli i 2006 i Paris gik til angreb på Du champs urinal. Samme Pinoncelli havde i 1993 tisset i Duchamps urinal på en udstilling i Nimes.

”Næste lag i udviklingen er, når den gamle kunst ikke angribes med et nyt værk, men med en konkret ødelæggelse. Men jeg ser det te som en verdsliggjort udgave af den religiø se ikonoklasme. I det moderne samfund op højes kunsten og kunstneren til næsten gud dommelige, og det kan provokere beskueren til ikke at ville finde sig i andægtigt at under kaste sig værket,” forklarer Jacob Wamberg. Professoren anser det for ”et spørgsmål om, hvilken psykologi man anvender”, om IbiPippis aktion skal ses som hærværk eller ska belse af et nyt kunstværk.

”Det er jo ikke en uinteressant handling. Man kan sige, at Ibi-Pippi gør lidt af det sam me som Jorn. Man kan også sige, at Ibi-Pippi stjæler lidt af glansen af Asger Jorn og prøver at smykke sig med hans berømmelse,” siger Jacob Wamberg.

1914

Den britiske suffragette Mary Richardson den spanske maler Velázquez’ værk ”Venus med spej let” på The National Gallery i London. Hun tilføjede maleriet af den nøgne unge kvinde syv knivstik og blev idømt seks måneders fæng sel.

1950’erne

Den italienske kunstner Lucio Fontana eksperimenterede med værker, han skabte ved at skære huller i sit lærred og derefter male dem ensfarvede. Hovedværket fra 1959 var én stor flænge i et helt rødt lærred.

1953

Den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg bad om lov til at udslette et kunstværk af Willem de Kooning. De Kooning forærede ham et tæt tegnet værk, som ville være svært at viske ud. Rauschenberg brugte en måned og adskillige for skellige viskelædere på at udviske værket, som blev udstillet under tit len ”Erased de Kooning Drawing”.

1960’erne

Den amerikanske kunstner Raphael Montañez Ortiz blev berømt for sine happenings, hvor han smadrede flygler med en økse.

1964

Edvard Eriksens skulptur ”Den Lille Havfrue” på Langelinie i København fik savet sit hoved af. Omstændighederne forblev uklare, men kunstneren Jørgen Nash hæv dede at stå bag. Siden er statuen adskillige gange blevet overmalet og skåret i.

2001

De britiske kunstnerbrødre Chapman Brothers købte en dug frisk samling af print trykt fra tryk plader af den spanske maler Francisco Goya. Herefter vandalise rede de systematisk værkerne med tegninger af muterede McDonald’smaskotter, hundelorte og Hitler i klovnemakeup. Udstillingen kaldte de ”Insult to injury”, som omtrent kan oversættes til ”Salt i såret”.

2014

En mand ved navn Maximo Caminero smadrede en 2000 år gammel kinesisk vase. Men vasen var i forvejen blevet ”vandaliseret”. Den kinesiske kunstner Ai Weiwei havde malet på den, og som en del af udstillingen indgik værket ”Dropping a Han Dynasty Urn”, en serie fotos, hvor Ai Weiwei med vilje taber en 2000 år gammel urne på jorden, så den smadres.

Den provokerende nonne, der sammenlignede Jomfru Maria med en saftig flået tomat

Sister Corita

Levede 1918-1986. Sister Corita var en amerikansk katolsk nonne og undervi ser.

Hun blev født i Iowa og fik navnet Frances Elizabeth Kent.

Som 18-årig indtrådte hun i den katolske orden Sisters of the Immaculate Heart i Los Angeles og tog navnet Sister Mary Corita.

I ordenen uddannede hun sig inden for kunst og pædagogik og blev undervi ser på ordenens skole, hvor hun etablerede et trykværk sted.

Den amerikanske nonne

Sister Mary Corita lavede pop kunst med spirituel dybde, satirisk bid og stor livsglæde i 1960’ernes USA. Hendes værker vises nu på Nivaagaards Maleri samling

baggrund

Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk

I 1962 besøgte den katolske nonne Sister Mary Corita, der arbejdede som kunstlærer og kunstner, sammen med en gruppe af sine elever, en udstilling med værker af Andy Warhol på Ferus Gallery i Los Angeles. På udstillingen var blandt andet Warhols senere så berømte Campbells suppedåser: 32 silketryk præ senteret i tæt opstilling på hylder, som i et super marked. Warhol var, som flere af sine samtidige, optaget af de nye industrielle og kommercielle udtryk – billboards, grafiske etiketter og fængen de slogans – som de brugte på nye og grænsebry dende måder i deres kunstværker. Kunstens sta tus som finkultur blev diskuteret, og objekter og elementer fra hverdagslivet blev brugt i nye for mer for kunstværker inden for genren pop art.

For Sister Corita var mødet med Warhols sup pedåser skelsættende.

”For Sister Corita blev mødet med Warhols sup pedåser en form for legitimering af det, hun alle rede var optaget af i sit kunstneriske virke: Hun ville beskæftige sig med verden, som den var, ved at iagttage den i detaljer og se på den med et kær ligt blik, som dog var skarpt nok til at få øje på dens uligheder og uretfærdigheder. Samtidig vil le hun på demokratisk vis tale til almindelige mennesker – med den dybde og spirituelle klang bund, som kom af hendes baggrund som katolsk nonne,” forklarer kunsthistoriker og museumsin spektør på Nivaagaards Malerisamling, Maren Bramsen.

66 værker fra 1960’erne vises

Sammen med den dansk-vietnamesiske, interna tionalt anerkendte kunstner Danh Vo, der selv er katolik og mønsterbryder, har Maren Bramsen til rettelagt en udstilling på Nivaagaards Malerisam ling, der viser 66 af Sister Coritas serigrafiske værker fra hendes mest produktive periode i 1960’erne. Værker, der er i privat eje hos Danh Vo og tre af hans kunstnerkollegaer. Udstillingen, der har fået titlen ”Someday is now. Danh Vo præsenterer Sister Corita”, er en fortsættelse af det samarbejde med Danh Vo, som museet i Nordsjælland indledte for et par år siden. I år er

samarbejdet rykket indenfor, hvor de 66 værker af Sister Corita indgår i dialog med museets sam ling af ældre religiøs kunst fra den italienske re næssance.

Umiddelbart kan det være svært at få øje på den spirituelle og religiøse dimension i Sister Co ritas værker fra 1960’erne, som har et enkelt og farverigt præg, hvor reklameslogans og elemen ter fra logoer og plakater bruges som grafisk blik fang. Men i værkerne gemmer sig ofte håndskrev ne citater fra Bibelen eller fra taler af personlig heder som Martin Luther King, fortæller Maren Bramsen:

”Det religiøse aspekt er en baggrund for hendes måde at arbejde på og ligger til grund for det, hun vil. Hun tilhørte en progressiv og udadvendt katolsk orden, som var engageret i samfundet. Hun havde selv som barn gået på nonneordenens skole i Los Angeles, hvor hun siden kom til at un dervise. Skolen og ordenen var et sted med højt til loftet, hvor man kunne udfolde sig kunstne risk og have det sjovt – også før Sister Corita gjor de det endnu sjovere at være der.”

Tomaten og Jomfru Maria

Sister Corita trådte ind i ordenen som 18-årig og uddannede sig inden for kunst og pædagogik, hvorefter hun begyndte at undervise i kunst på ordenens skole. Her udviklede hun nye pædago giske metoder og kastede sig over forskellige kunstneriske teknikker, især silketryk. Hun etab lerede et trykkeværksted på skolen og inddrog eleverne i sine eksperimenter. Sideløbende fik hun en kunstnerisk karriere, som fik et markant vendepunkt, da hun stødte på Warhols suppedå ser. Hun begyndte herefter selv at bruge elemen ter fra hverdagslivet og reklameverdenen, som hun satte sammen med poesi, bibeltekster og ci tater fra taler og tegneserier. I modsætning til si ne samtidige mandlige kolleger inden for pop art gemte hun ofte subtile politiske og religiøse bud skaber i sine værker, og hun var ikke bange for at kombinere religiøse og sekulære begreber og fæ nomener på overraskende måder.

I 1964 lavede hun værket ”The juiciest tomato of all”, som fremskrev Jomfru Maria som den saf tigste tomat af alle, og som Nivaagaards Maleri samling har lånt fra den amerikanske kunstner Jason Simons private samling.

”Det var en lokal professor i engelsk, som hav de fundet på den overraskende sammenstilling. Men det var Corita, der fandt på – og vovede – at trykke teksten, skrevet med håndskrift i den ne derste del af ordet ’tomato’. Titlen på værket var afledt af fødevareproducenten Del Montes slogan for deres dåsetomater. Sammenligningen må ha ve været temmelig provokerende i visse dele af det katolske miljø, og det var med til at etablere hendes ry som en rebel,” forklarer Maren Bram sen.

Efter en række meget produktive år, hvor Sister Corita ud over de mange tryk også arrangerede

0 I et af sine værker, ”The juiciest tomato of all”, fremskrev Sister Corita Jomfru Maria som den saftigste tomat af alle – med reference til et stort firmas slogan for deres flåede tomater på dåse. – Fotos: Corita Art Center, Los Angeles, corita.org.

I 1950’erne indledte hun en kunstnerisk karriere, hvor hun lavede silketryk og vandt adskillige priser.

I 1960’erne udviklede hun sig til en indflydelsesrig popkunstner, blandt andet inspireret af Andy Warhol.

”

Kunsthistorien har nok haft svært ved at rumme, at hun både var nonne og popkunstner.

MAREN BRAMSEN, KUNSTHISTORIKER OG MUSEUMSINSPEKTØR PÅ NIVAAGAARDS

MALERISAMLING:

udstillinger og happenings og talte ved demon strationer, ændrede hendes livsbane og kunstne riske udtryk sig.

Mødte kritik fra ærkebiskop

Hendes ordens udadvendte og nyskabende prak sis blev mødt med stærk kritik og modstand fra den lokale ærkebiskop, og i 1968 besluttede Si ster Corita at forlade ordenen og flytte til Boston, Massachusetts, hvor hun for første gang i sit liv boede alene. Hun begyndte nu at male akvareller med et mere meditativt udtryk og lavede forskel lige bestillingsopgaver. Hun vedblev dog at være engageret i politiske mærkesager, blandt andet i kampen mod aids. I 1986 døde hun af kræft.

”Nogle mener, at denne drejning i hendes virke devaluerer hendes kunst. Men jeg mener, at det blot vidner om, hvordan et liv har forskellige fa ser, aldre og energi, og jeg synes på ingen måde, at det tager skarpheden ud af hendes værker fra 60’erne,” siger Maren Bramsen.

Hun tilføjer, at selv om Sister Corita var bredt kendt og anerkendt i sin samtid, særligt i USA, er hun ikke for alvor skrevet ind i kunsthistoriens kapitel om pop art.

”Kunsthistorien har nok haft svært ved at rum me, at hun både var nonne og popkunstner, og popkunsten var i udbredt grad en mandeklub.

Men jeg tror, at vi er i en tid med større interesse for og nysgerrighed over for de skæve personer, der ikke passer ind i en kasse, og derfor er mere parate til at forstå Sister Coritas sammensatte ka rakter som menneske og kunstner. J

I sine værker brugte hun ofte litterære citater, poesi og bibeltekst. Hun var opta get af antiracisme, fred og retfærdighed og stod bag marcher og demonstratio ner.

I 1968 forlod hun ordenen og flyttede til Boston, Massachusetts. Andre søstre forlod også ordenen, og i 1980 lukkede ordenens skole, hvor Sister Corita havde undervist. Herefter blev ordenen omdannet til en økumenisk orden for lægfolk.

I 1971 fik Corita til opgave at udsmykke en gigantisk gas beholder for Boston Gas Company, og værket blev et kendingsmærke for byen.

I 1983 lavede hun Lovestamp, et frimærke til det amerikanske postvæsen, der blev solgt i over 700 millioner eksemplarer.

Sister Corita på Nivaagaards Malerisamling

”Someday is now – Danh Vo præsenterer Sister Corita” er en udstilling på Nivaagaards Malerisamling i Nordsjælland. På udstillin gen vises 66 værker af den amerikanske katolske nonne og popkunstner Sister Mary Corita.

Udstillingen åbnede den 22. juni og varer frem til den 23. januar 2023.

4 Uglerne er et hyppigt motiv hos Picasso, og på Holmegaard Værk har de fået deres eget voliere. Holmegaard har lånt udvalget fra Marvin Rosenbaum, der i en menneskealder har samlet på Picassos keramik.

– Foto: Holmegaard.

Alkymisten Picassos tryllerier med ler

Holmegaard Værk viser en samling af Picassos kerami ske arbejder. Udstillingen fortæller om en stor mesters selvfølgelige omgang med endnu et nyt materiale

udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

I kunsthåndværkermuseet Hol megaards overskueligt tilrette lagte og nærmest elegant scenograferede særudstilling af Picassos keramik, der vises til den 23. oktober, støder man på en lille filmstump.

Vi ser Picasso med enkle og velovervejede bevægelser omforme en slank vase til en but tet fugl. Bag ham kigger den mand, der med stor professionalisme har drejet vasen, over rasket til:

Hvad er det dog, mesteren gør ved mit håndværk?

Det ser så legende let ud. Men grebet er me re end noget som helst andet resultatet af et langt livs erfaring med former og fortælling. Det er blot et nyt materiale, Picasso som 65-årig opdager og selv må indføres i, indtil han mestrer det med den overlegenhed, der skyldes erfaringen og evnen til at se mulighe der i materialer.

Pablo Picasso (1881-1973) er en af de ha stigst roterende forvandlingskugler i det 20. århundredes europæiske billedkunst.

Allerede som ganske ung lærte han sig at tegne og male figurativt til en grad af perfek tion, der betød, at han hastede videre mod udviklingen af et nyt maleri gennem sine for skellige, tidlige perioder; den blå, der blev af løst af den rosa, den grå og den rødlige – og i Paris – avantgardens hovedstad par excel lence i de første årtier af 1900-tallet – samar bejdet med Georges Braque gennem syv år

om udviklingen af kubismen. Hastigt igen nem den såkaldt primitivistiske periode. Flirt med surrealisme og et politisk engagement i kommunistpartiet, der også påvirkede hans motivkreds. Og så igen og igen fornyelse og nye stilarter – stort og klassisk for eksempel – ofte udløst af den dronningerække af kvin der, han blev gift med eller på anden vis kendte på nært hold.

I en vis forstand smelter kærligheden og erotikken på den ene side og middelhavskul turen på den anden sammen i hans sene he donistiske livsværk. Han så middelhavskul turen som en stor ressource af motiver, men også som udtryk for livskraft og portrættere de gerne sig selv – også i forlængelse af hele antikkens billedverden – som en tyr. Det er billeder, der rummer glæde ved livet.

De lange solvarme dage på terrassen med udsigt til havet. En kvinde ventende i atelier ets kølige halvmørke. Hvad kunne i højere grad udtrykke en hedonistisk livsførelse?

Sardiner på tallerkenen

Det var også ved Sydkysten, Picasso fattede interesse for keramikken som materiale. Og det var nærmere bestemt mødet i sommeren 1946 med ægteparret Suzanne og Georges Ramie, der blev den direkte anledning til Pi cassos nye interesse.

Ægteparret Ramie havde en halv snes år in den mødet med Picasso etableret et pottema gerværksted i en gammel fabriksbygning i Vallauris ved Antibes, og det var her, Picasso fik lov til først at eksperimentere og siden med hjælp fra Suzanne Ramie og værkste dets professionelle håndværkere udviklede sin teknik og fik et stadig større greb om ma terialets muligheder. Det er dér, det kommer til den legende tilgang til materialet, som og så giver sig udtryk i den udtalt dekorative en kelthed, der præger fade og vaser.

Det var tænkt som brugskunst. Som noget, der kunne glæde øjet i hverdagen og tilføre li vet en smule poesi.

En del af Picassos fade og tallerkener gen giver for eksempel nogle af de madvarer, man kunne tænkes at spise på netop dette stykke

porcelæn. Det kunne være tre sardiner eller lidt fjer kræ til frokost.

Andre har motiver hentet fra middelhavs kulturen og fra tyre fægtning, som var en form for underhold ning, Picasso værd satte. Eller indtryk af dans – måske som en venlig tanke en dag til Picassos livslange kolle ga og konkurrent, Henri Matisse, som var en af de kunstnere på samme niveau, der inspirerede ham, ligesom Picasso inspirere de Matisse.

Andre igen gengiver stiliserede tegninger af blomster, sole, ugler, ansigter og vel at mærke glade ansigter. Vaser, kander og fade blev fremstillet i serier med henblik på salg til almindelige husholdninger, og i udstillin gens introduktionstekst er Picasso selv refe reret for en bemærkning om, at han ”gerne ville have dem på alle markeder, så man i en landsby i Bretagne eller andre steder kan se en kvinde gå til vandposten for at hente vand i en af mine krukker”.

Nye muligheder

En hel del har ændret sig siden dengang. Blandt meget andet også at priserne på Pi cassos seriefremstillede keramik i oplag på mellem 25 og 500 eksemplarer stiger vold somt efter hans død i 1973.

Picasso er en af de enkeltpersoner, der har haft størst betydning for billedkunsten i det 20. århundrede og frem til vor tid.

Fordi – kunne man forestille sig – han gen nem sit eget eksempel demonstrerede, at kunsten bestandig kan forandres og fornyes. Og herunder at det kunne være lige så inte ressant at arbejde med keramikken med dens udtalte dekorative muligheder som med maleriet eller det grafiske værk, der ofte anses for finere.

Keramikken gav ham nye muligheder. Det

I flere af sine keramiske fade anvender Picasso motiver fra gastronomien som i dette fad fra 1947, der hedder ”Fire polykrome fisk”.

– Foto: Holmegaard Værk.

var også et materiale og en meto de, han skulle lære fra bunden. Som en del af udstillingen indgår nogle samtaler med mennesker med forstand på keramik.

Man får udleveret et fikst lille kort på størrelse med et betalingskort. Man kan ta ge det med sig hjem og for så vidt bære det på sig i tiden fremover og tage det frem til jævn lig inspiration ved at anvende kortets QR-ko de. Blandt andet kan man høre en nutidig maler, billedkunstneren Cathrine Raben Da vidsen, fortælle, hvorfor hun selv tog sprin get fra fladen til keramikkens tredimensio nelle muligheder.

Cathrine Raben Davidsen beretter blandt andet om materialets uforudsigelighed og det tab af kontrol, hun oplever, når hun ar bejder med keramikken frem for lærredet.

Måske var det noget tilsvarende, der i efter krigstiden skete for Picasso, som på det tids punkt er konge i kunstmetropolen Paris og alle andre vegne i kunstlivet. Han skulle be væge sig ud i et terræn, hvor han først ikke kunne bunde, men som rummede nye mate rialer og andre muligheder. Med sig i baga gen havde han sit gennemprøvede vokabular af motiver fra sit liv som maler og grafiker og for den sags skyld også billedhugger.

Set i forhold til Louisianas omfangsrige ud stilling med samme tema for fem år siden, er Holmegaards en noget mindre præsentation, men absolut seværdig.

Picasso – en hyldest til keramikken. Holmegaard Værk, Holmegaard, Næstved. Til den 23. oktober.

J

Flugt vil formidle meget personlige

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Et sted i Danmarks vest ligste udkant ligger to murede rødstenslænger vinkelret på hinanden. Engang i fortiden udgjorde de lazarettet i det, der var en flygtnin gelejr med 36.000 indbyggere. Siden tog flygtningene hjem til Tyskland, og lejrens mange barakker blev pillet fra hinanden. Undtagen lazarettet.

Nu er bygningerne genopstået. En ny bygget foyer med en vældig hvælving af limtræsspær er nænsomt hægtet på de to længer og forbinder dem med hinan den. Den ene længe fortæller historien om Oksbøllejren, der ved Nazitysklands sammenbrud i 1945 blev hjemsted for tyske flygtninge, som i en kort periode opbyggede en hel by med arbejdsplad ser, storkøkkener, teater og mange an dre funktioner – alt sammen organise ret på tysk af flygtningene selv med et minimum af dansk indblanding.

Den anden længe fortæller om det at være flygtning alle steder til alle tider. I lyd, i visuelle fortællinger og med nogle få ord på skrift og nogle få genstande.

Vi er på Flugt, Danmarks nye muse um for flygtninges historier, som hører under Vardemuseerne, der blev indviet i juni. Samtidig er vi på et museum, som symboliserer, hvordan hele begre bet museum har forandret sig i de sene ste år.

”De tre vigtigste ting for et museum er formidlingen, rummet og værtska bet,” siger Vardemuseernes direktør, Claus Kjeld Jensen og uddyber: ”Det er vigtigt, at arkitekturen befor drer en god oplevelse. Det er vigtigt, at vores medarbejdere ser sig som værter, der tager imod gæster. Og det er vigtigt, at der er en udstilling, som tager emnet alvorligt, men samtidig fremstår imø dekommende for gæsterne. At den er vedkommende, aktuel, relevant og gi ver mulighed for identifikation.”

Flygtninge til alle tider

En del af den standende museumsdebat handler om, hvordan viden, forskning og samlinger af genstande skal vægtes i forhold til oplevelser og formidling. Ser man bredt på alle 10 museer under Vardemuseerne, findes der steder med flere genstande og mere forskning, men her i den tidligere Oks bøllejr og endnu mere på museet Tirpitz i Blåvand er det oplevelsen og formid lingen, det gælder, betoner direktøren ”Undersøgelser viser, at 51 procent af danskerne går på museum, mens 49 procent aldrig går på museum. Tirpitz er bygget til de 49 procent,” siger Claus Kjeld Jensen.

Af samme grund blev det besluttet at

skabe Tirpitz, der formidler Anden Ver denskrig, helt uden plancher med for klarende tekst. Det skulle være et mu seum, der slet ikke føltes som pensum, men som oplevelse. På Flugt er der plancher med korte tekster, og det al vorlige tema, museet behandler, lægger op til, at det ikke er ren forlystelses park. Men idéen er, at man som publi kum bliver ført igennem udstillingen med forklarende lyd i ørerne og møder en række mennesker og deres personli ge fortællinger.

”Vi formidler to historier. Dels fortæl ler vi historien om de tyske flygtninge i 1945-46, men derudover vil vi gerne vi se, at flygtninge har fandtes til alle ti der, og at der er 100 millioner menne sker på flugt i dag,” forklarer Claus Kjeld Jensen.

Den ene længe i lazarettet tager der for afsæt i FN’s flygtningekonvention fra 1951, og som gæst bliver man ført igennem udstillinger om valget at tage flugten, om modtagelsen i det nye land, om aktiviteter og undervisning og om samfundets syn på flygtninge.

I små scenerier er vi i et tysk hjem i Østprøjsen i 1940’erne, et jødisk hjem i København i oktober 1943, et hjem i Budapest i 1956 og videre til Vietnam, Bosnien og Syrien. Vi møder ungarns hjælpen i 1956 og spyttemanden i 2015, vi møder bureaukratiet og mediernes flygtningedebatter, og i en sal er flygt ningene modelleret i gyldne ringe og taler til de besøgende via audioguiden i ørerne.

”Vi er opmærksomme på, at spørgs målet om modtagelse af flygtninge er genstand for stor politisk diskussion, men det eneste, vi tager afsæt i, er, at konventionerne og flygtningene findes.

Vi forsøger at skabe et rum, hvor de mange tal i statistikken bliver gjort til konkrete mennesker, man står over for, og hvis historie man får fortalt,” siger Claus Kjeld Jensen.

Alle fortællinger er autentiske og ind

Verdens første flygtnin gemuseum, Flugt, åbne de denne sommer som en del af Vardemuseerne. Antallet af museumsgenstande er til at over skue, men ifølge direktør Claus Kjeld Jensen er det heller ikke dem, men for midlingen, der er vigtigst reportage

den oplevelse

0 Flugt-museet er det første museum i verden, der er dedikeret til flygtnin gehistorie. Den nye tilbygning, skabt af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, BIG, er dækket af corténstål, der har den egenskab, at overfladen får en køn rustrød farvetone.

Flugt – Danmarks

flygtningemuseum

Åbnede i juni i den tidligere Oksbøllejr i Vestjylland og er en del af Vardemuseerne.

Museet er tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group. Byggeriet er støttet af bl.a. den danske stat, Varde Kommune, den tyske stat og delstaten Slesvig-Holsten. Udstillingerne er støttet af Nordea-fonden og Augustinus Fonden.

Vardemuseerne forventer, at 100.000 gæster vil besøge Flugt hvert år.

samlet fra et stort antal flygtninge. An tallet af autentiske genstande begræn ser sig derimod til en trækvogn. Nogle mobiltelefoner, et bordfodboldspil fra et asylcenter og lignende få udvalgte ting.

”Vores tanke er, at man let kan kvæle en udstilling i alt for mange genstande. Hvis man som museum råder over kle nodier som Gundestrupkarret eller Sol vognen, er det selvfølgelig oplagt at ud stille dem og værdifuldt for arkæologi interesserede, men for de fleste besø gende er det fortællingen, der er væ sentlig,” siger museumsdirektøren.

Tidsrejse til 1945

Uden for de to lazaret-længer viser han på den store udendørsmodel af såvel Oksbøllejren anno 1945 som Flugt anno 2022, hvordan man som gæst kan gå på en tidsrejse i det store område, hvor ba rakker, køkkener og andre lejrbygnin ger engang lå, og hvor audioguiden ta ger den besøgende på tidsrejse til 1945, selvom det, der møder øjnene, primært er træer og anden bevoksning en idyl lisk sommerdag i 2022

Claus Kjeld Jensen er udmærket be kendt med de aktuelle diskussioner om, hvorvidt museer primært skal være et sted, som rummer ekspertviden om for tiden eller et sted, som formidler en hi storie til de besøgende.

Men han insisterer på, at det skal væ re begge dele. For fortællingerne egner sig til at skabe indlevelse og må bare al drig være i modstrid med, hvad histori kerne ved:

0 Hvad ville du selv tage med i en enkelt lille kuffert, hvis du var på flugt? Ved spørgsmål som disse forsøger museet at få de besøgen de til at sætte sig ind i den enkel te, konkrete flygtningeskæbne.

– Foto: Liv Høybye Jeppesen.

”Jeg tror, et sted som Flugt kan noget. Aldrig har der været så meget brug for museer som nu, hvor vi bliver overdæn get med fake news. Det, vi forsøger, er at give folk det fysiske møde, som får verden til at hænge sammen igen. Hvis et museum er godt, går man som gæst derfra og er beriget, forandret og udfor dret.”

Lyset fra det glasklare kunstnerhjerte

Laurits Andersen Ring (1854-1933) malede værker, der breder sig langt ind i beskuerens nervetråde. Det samme gør sig gældende for aktuel udstilling på Ribe Kunstmuseum

udstilling

Erik Steffensen kultur@k.dk

Ribe Kunstmuseum ligger i et hjørne af Danmark i Sydvestjylland, der er en omvej værd. Her flader landet ud mod havet, og man bliver opmærksom på selv små forskelle og forandringer i landska bet. Himlen er høj, skyerne formerer sig og skaber til tider et drama, der omslut ter betragterens horisont. Derfor er det det helt rigtige sted at begynde sin rejse ind i kunstmaler L.A. Rings (1854-1933) værk, hvis man hverken kender land el ler mand på forhånd. Og selv da er det en oplevelse at se denne fine udstilling ”L.A. Ring – Årstiderne”.

For Laurits Andersen, der blev født 1854 og kom fra landsbyen Ring på det sydlige Sjælland, har malet billeder, der er svære at ryste af sig. Ligesom årsti derne kan billederne blive siddende i krop pen som en erfaring, som en kold vinter eller en magisk sommer ved vandet: L.A. Ring maler, så hans motiver kom mer under huden på betragteren. Moti verne er mennesker, huse, landskaber under årstidernes vekslen, forår, som mer, efterår og vinter.

som en anden campingvogn kunne trækkes rundt på Sjælland og nærlig gende øer. Således kommer vi ind i lan ge somre, hvor værkerne og landska berne står som symbolske højtider med blomster, eng og glasklar himmel over fjordudmundinger og det stille vand, som kunstneren elskede, men nok også som et sindbillede af største meditative styrke. En ro midt i det anspændte liv.

Der er lykke gemt i lærrederne, navn lig når de forestiller hustruen, Sigrid, som Laurits ægtede sent, men som ty deligvis helt fra forelskelsen spiller en central rolle i værket. Hun er frugtsom melig, giver liv og spejler alle slags til stande i følelseslivet. Der er et sjæleligt fællesskab i de tos eksistens, uden at det er privat tosomhed, billederne handler om. Tværtimod handler de om vores liv som betragtere af et univers, et liv på jorden, en årstid, et øjeblik. Ople vede vi foråret og sommeren, inden det hele var forbi?

Han turde male det, som andre fortrængte.

L.A. Ring var uddannet håndværks maler, inden han kom til Kunstakade miet i København. Men han var også en rebel, der ikke kunne forlige sig med det akademiske, og derfor er det en unik maler, der tro mod sit udgangs punkt bliver ved sine lidt uformående malerkundskaber. Han er aldrig slikket i sit udtryk, han vil gerne kunne male sødme og sorg, men for det meste strit ter teknikken imod, så udtrykket kan virke helt grotesk. En dynge sne males tykt og pastost midt inde i et ellers nogenlunde ekvilibristisk udført maleri. Som om male rens vilje stritter imod enhver konvention.

Som om han selvbevidst, som en anden H.C. Andersen, vil danse ballet uagtet en klodset fremtoning. Der er en glæde i at finde ind til dette ligefremme i for tællingen.

Alt i malerierne synes knortet, sejlivet og til tider grimt, og som det nævnes i det fremragende katalog, udgivet til denne udstilling, blev L.A. Ring i samti dens kunstkritik kaldt ”hæslighedens apostel”. Han turde male det, som an dre fortrængte eller prøvede på at se bort fra. Alt det misdannede, det skæve i træer, huse og mennesker, der alt an det lige gav både billedet og livet karak ter og vidnede om overvindelse og opgi venhed, mangel på omsorg og vedlige hold. Ja, den skrotbunke, der kaldes Danmark, er ikke blot skønhed i forfald og udkant, men også et billede på men neskets kampe i og med naturen, i og med naturen i os. For sådan er han, L.A. Ring; lige dele psykologisk elektri cificeret i sine motiver og overvåger og menneskekender.

Hans værker er, om ikke intenst man gefacetteret, så med stor volumen. Det har udstillingens tilrettelægger Henrik Wivel et godt øje for, men tillige for dyb den i kunstnerens værk, der breder sig langt ind i sale og sjæle som nervetrå de, fordi vi får helt nye billeder at se, der aldrig har været set i museumssam menhæng. Virkelig flot.

Værker som symbolske højtider

Man træder ind i foråret på udstillingen og får det ene lysende værk og solglimt efter det andet. L.A. Ring, der malede udendørs i al slags vejr, indrettede sig med sin lille familie i en skurvogn, der

L.A. Ring besluttede sig til, hvor han ville hen, inden han gik i gang. Og det giver virkemidler og effekt som i en overbevisende og veldrejet fiktion.

Måske understøtter den til tider klod sede teknik endda virkningen. Figurer males til slut ind på fladen af eksempel vis en vej gennem et snelandskab, så det virker, som om personerne svæver over jorden. Mystisk, når man påtæn ker, at kunstneren har siddet derude i snefoget og malet dag efter dag. Han griber eller begriber ikke, som impres sionisterne, det vejr og det øjeblik, han

sidder i, men hele årstiden får han ind rammet. Og derfor er han en slags sym bolist mere end realist.

Kunstnerhjertets koldblodighed

Henrik Wivel får som kurator ført os ind i magiens verden. Og at han kan se og skrive om dette værk, som ingen anden, har hans tidligere arbejde, herunder monografien om kunstneren, ”Det glas klare hjerte”, allerede slået fast. Men udstillingen i Ribe og kataloget lægger alligevel til det omfattende billede, vi allerede kender. Vi ledes ind i verden med ord som koldblåt vand, og får be styrket fornemmelse af det glasklare kunstnerhjertes koldblodighed.

I L.A. Rings vinterverden er alt gen nemsigtigt og lyst indefra og ud. Her er (det måske ubevidste) slægtskab til den tidlige tyske romantik med Caspar Da vid Friedrich (1774-1840) sat på spidsen. Romantikken er blevet roman, fortæl lingen handler om det største i livet, dø den, der som evighedens markør giver alt meningsfylde, når den tidstypiske gud i perioder har været bortrejst, eller

tvivlen har overtaget i malerens sind.

Selv tilsyneladende ikke-religiøse no get nær socialrealistiske malere som L.A. Ring har en rem af huden og må krybe til det kors, der genfindes i man ge af malerens motiver. Her og der som hegn mellem markstykker, elektriske ledninger der krydser himlen, eller møllevinger og dobbelte kirkespir, der som udråbstegn bryder horisontlinjen. Der er højspænding i L.A. Rings værk på denne udstilling.

Kunstneren dør i 1933. Forfatteren Jo hannes V. Jensen (1873-1950) skrev da:

”Det var godt nok for ham at være i Naturen selv uden ærinde. Jeg vil min des ham sådan, siddende midt i en dansk Mark, uden noget andet ønske end at sidde der.” J

5 stjerner

L.A. Ring – Årstiderne. Ribe Kunstmuseum til den 15. januar 2023, dernæst Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og Øregaard Museum i Hellerup nord for København.

0 Et tykt sne dække, korngule marker eller efterårets brænd te nuancer. L.A. Rings motiver sætter sig i betragteren som en erfaring. Her er det værket ”Stygt Vejr”. – Foto: Ribe Kunstmuseum.

0 ”Forår” 1885. — Foto: Den Hirschsprungske Samling

Fotografen Janne Klerk sætter på sin udstilling og ledsagende bog fokus på spejlfladen i en skovsø. Det er blevet til en serie maleriske fotografier, der også kan læses som metaforer for den menneskelige eksistens

4 Samtlige af de 40 fotogra fier, der indgår i udstillingen ”Spejlinger ved himlens fod,” lige så vel som de 73 foto grafier, der er med i bogen af samme navn, er taget ved den samme skovsø, der blot måler 100 meter i diameter og tager fem minutter at gå rundt om. Trods det lille område, søen dækker, er indtrykkene og overvejelser ne for Janne Klerk ikke ble vet mindre i løbet af arbej det med projektet, hvor hun har opsøgt søen med sit kamera i al slags vejr, på alle årstider og tidspunkter af døgnet.

– Foto: Janne Klerk.

Øjebliksbilleder fra skovsøens spejl

udstilling

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Gradvist forstummede storbyens larm, da man denne sommer bevægede sig op ad Rundetaarns sneglegang i København, og roen omfavnede én. Så var man blevet modtagelig for Jan ne Klerks smukke fotografier af overfladespejlet i en skovsø, der hensætter én i en nærmest meditativ til stand. Fotografierne er denne sommer blevet vist i udstillinger på tre forskellige steder i København, og kan til marts opleves i Kerteminde på Østfyn. Det er nogle tålmodigt-langsomme fotografier, som det har taget Janne Klerk seks år at skabe.

Hun har opsøgt søen i al slags vejr, på forskellige tider af døgnet og på skiftende årstider. Resultatet er disse mageløse billeder, der giver associationer til især den impressionistiske maler Claude Monets (1840-1926) mange motiver fra dammen i franske Gi verny med de ikoniske åkander, trækroner og him len, hvis spejlbilleder dirrer i søens overflade.

En spejling er et interessant fænomen. Det kan bå de være en lavpraktisk hjælp, som når vi holder et plant, industrielt fremstillet forstørrelsesspejl op for an os for at fjerne uønskede hår mellem øjenbryne ne. Og når vi kaster et korrigerende blik på os selv i et stort spejl, inden vi forlader privaten for at møde verden. Men spejlet har også en mytologisk og even tyrlig dimension. I et troldspejl fremstår verden for vrænget og, ja, spejlvendt som i Lewis Carrolls (18321898) berømte eventyr ”Gennem spejlet”, hvor ho vedpersonen Alice træder gennem et spejl og møder en konsekvent mystisk og anderledes verden. Også en skovsø er ladet med betydninger. Ifølge folkeviddet kan kvinder med øjne så dybe og mørke som skovsøer forføre en hvilken som helst mand. Det var også en skovsø, hvis spejlflade forførte den smukke og hovmodige Narcissus i Ovids ”Metamor foser” og bandt ham til sit eget spejlbillede, indtil han blev vanvittig. Ifølge ODS, Ordbog over det dan ske sprog, betyder ordet ”spejling” lysets tilbage kastning fra et spejl, en spejlende flade, en afspej ling, et spejlbillede og en billeddannelse i en vand flade. Janne Klerks projekt skal forstås i sidstnævnte betydning: i hendes billeder henter søens vandspejl himlen ned med skyerne og det forskelligfarvede sollys. Hvis der er krusninger i vandoverfladen, ry stes spejlbilledet, og motivet får ”sfumatiske” – eller slørede – konturlinjer. Hvis det er blikstille, fremstår spejlingerne imidlertid hyperreelle, mere virkelige end det motiv, de spejler. Nogle gange kan man se planterne i bunden af søen. Andre gange – afhæn gigt af lyset – er vandoverfladen mørk og lukker sig om sine hemmeligheder.

”Mange timer med fotograferinger i vandspejlet rejser en lang række spørgsmål. Om lysets brydnin ger i vand, om økosystemet, universet, solen, atmo sfæren og spejlinger mellem mennesker,” skriver Janne Klerk i forordet til den smukke bog, der ledsa ger udstillingen. Bogen rummer yderligere tekster af forfatteren Gitte Broeng og astrofysikeren Anja C. Andersen.

Førstnævnte beskriver i to korte tekster blandt an det søernes historiske udvikling og konstaterer, at Danmarks cirka 120.000 søer i forhistorisk tid blev opfattet som hellige, da de mentes at danne over gang mellem gudernes og menneskenes verden,

”hvor det nærværende og synlige mødte det fjerne og usynlige, og hvor oppe og nede forenes i et magisk syn”.

Anja C. Andersen begrebsliggør med inspiration i Janne Klerks fotografier fænomener som spejlinger, vand, lys og stjernesystemet og konstaterer, at spej linger i vand rummer en ekstra kompleksitet, fordi lyset brydes i grænsen mellem vand og luft. Det be tyder, at billederne af skovsøen bliver helt forskellige afhængigt af vind, vejr, temperatur og ikke mindst lysets indfaldsvinkel. Og så ser hun i Klerks fotogra fier et scenarie, der svarer til studierne af stjernehim len på fotografier.

Det er lige så vanskeligt at bestemme, hvor galak ser og sorte huller befinder sig i forhold til hinanden, som det er at betragte de mange grene og blade, der flyder rundt på og nede under søspejlet i Janne Kler ks fotografier. Når man iagttager et blad i et mikro skop, kan man i øvrigt se alle dets forgreninger gan ske tydeligt. De ligner fuldstændig blodårerne i men neske- og dyrekroppe, men også mønstrene, som dannes i galakserne i det store univers, fortæller hun. Naturen er mageløs, og alt – inklusive os menne sker – er dannet af støvet fra fjerne og for længst ud brændte stjerner.

Det er en fryd at bladre i den smukke bog og ople ve fotografierne i lille skala, der klart vil få et efterliv, som rækker ud over denne vandreudstilling. Men det er selvfølgelig tifold bedre at se billederne opska leret til det store format, der gør det muligt at for svinde ind i dem.

Motiverne er uden koordinater, vi ser aldrig søbred den, som ville afsløre, hvor vi ser dem fra. Vi kigger blot hen ad eller ned i skovsøens vandspejl, hvor der er en skiftende form- og farveverden. På trods af at den aktuelle skovsø kun måler 100 meter i diameter, det vil sige, at vandspejlet er små 8000 kvadratmeter stort, så synes den som et helt univers

Vi følger søen året rundt – dækket af is og sne, i det nøgne og stærke forårslys, hvor de bladløse gre ne skærer diagonale linjer gennem det blå vand spejl, og søen er fyldt med klorofylgrønne åkande blade. Vi ser også vandspejlet i et varmt sommersol lys. Det er som en forvandlingskugle, der bestandigt ændrer billede. Når vinden slipper en vind, om man så må sige, opstår der krusninger, så grenenes net værk tegner zigzagstreger i overfladevandet. Det dri ver med blade og grene, og skyerne rejser hen over himlen, det vil sige i vandspejlet.

Disse maleriske billeder af vores natur bliver til metaforer for menneskets svingende stemninger, be vidsthedslag og opmærksomhedsfrekvenser. Janne Klerk er en af Danmarks mest fremtrædende kunst fotografer. Hendes fotografi er præget af en eksisten tiel nysgerrighed og en dyb interesse i at trænge ind i og undersøge vores fysiske omgivelser, især naturen.

Janne Klerk: Spejlinger ved himlens fod. 160 sider med 73 fotografier og tekster på dansk og engelsk. Forlaget Fotografico. Udstillingen med samme titel blev denne sommer vist i Rundetaarn, dernæst på Solbjerg Plads i København, så på Krinsen, Kgs. Nytorv, hvor den netop er afsluttet den 9. oktober. Rundturen slutter på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor den kan ses fra den 17. marts til den 4. juni 2023.

J

Stabler af kunst i Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum har inviteret den irskamerikanske billedkunstner Sean Scully til at udstille i og foran Bindesbølls bygning i København

udstilling

Torben Weirup kultur@k.dk

Foran Thorvaldsens Museum i Københavns indre by står et par meget store brændestabler. Og museets imponerende forhal, hvor der ellers er højt til loftet, er nu domineret af en anden stabel af omfangsrige plader beklædt med filt. Hvor for nu det?

Fordi landets ældste museum, for det der var moderne kunst dengang i 1848, har taget hul på en ny, fondsstøttet udstillingsrække under titlen ”Thorvaldsen i tiden”.

Den skal, kan man forstå, aktualisere den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) over for nye publikumssegmen ter, der måske ikke i samme grad værdsætter det dannelsesmæssige aspekt ved mesterens værker med deres allegorier, referencer til antikken og gengivelse af tidligere mere kendte skikkelser i europæisk historie.

Men hvorfor så få den irsk-amerikanske billedkunstner Sean Scully til at løfte opga ven? Hvad har en nok så følsom, nutidig mi nimalist at gøre med en af den europæiske nyklassicismes største skikkelser? Og hvem er Sean Scully?

Sean Scully (født i 1945) er uddannet ved kunstskoler i England og USA, hvor han slog sig ned i midten af 1970’erne.

Scully gjorde tidligt op med minimalis mens knivskarpe og iskolde karakter til for del for et mere vibrerende og stofligt, ofte varmt og poetisk, formsprog, som man også kan møde under udstillingen i Thorvaldsens Museum, der rummer eksempler på såvel hans skulpturer som forestillingsløse maleri er og arbejder på papir. Han har udstillet og er repræsenteret i førende museer over det meste af verden, herunder på Louisiana, der også har bidraget med et billede. Det er ikke for meget at kalde Scully en af billedkun stens stjerner. Selv har han venligt kvitteret

ved at kalde Thorvaldsen for en superstar. Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der står tre tårne af træ på Thorvaldsens Plads, der er udformet af landskabsarkitekten Tor ben Schønherr i samarbejde med billedhug geren Jørn Larsen og fremstår som en af de mest rolige og stilfærdige småpladser – nær mest et visuelt og mentalt pauserum – i Kø benhavn. Og ydermere: hvor for der nu er en tårnagtig skulp tur i den store hal indenfor i museet; et af ho vedstadens mest frapperende rum og til hverdag præsentations bakke for nogle af Thorvaldsens store skulp turer.

som Thorvaldsen selv i øvrigt troede snarere ville blive et monument for Bindesbøll end for ham selv. Måske fornemmer man også, at farvenuancerne i Scullys nærmest tempelag tige konstruktion korresponderer med farve toner i omgivelserne.

Det er ikke for meget at kalde Scully en af billedkunstens stjerner. Selv har han venligt kvitteret ved at kalde Thorvaldsen for en superstar.

Jo, for se nu her: hvis man går rundt om Sean Scullys skulptur i Forhallen, som Bin desbøll, museets arkitekt, beskedent kaldte den store sal, ser man en åbning i struktu ren.

Inde i skulpturen opdager man et lys for enden af tunnelen. På den måde peger Sean Scully på loftets mønstre højt oppe under ta get og dermed på nogle af kvaliteterne ved Bindesbølls ramme om Thorvaldsens værk –

Om skulpturer ne på pladsen hedder det, at en af deres referen cer – udover, for modentlig, at væ re en monumen tal kommentar til arkitekturen – er til træ; til Dan marks historie som søfartsnation og til træbådene, der bragte mesterens værker fra fregatten Rota i land den skelsættende dag i dansk kunsthi storie, da Bertel Thorvaldsen (1770-1844) an kommer til København efter omkring 40 år i Rom.

Det er i 1838, det sker, og begivenheden er skildret af Jørgen Sonne på væggene af M.G. Bindesbølls (1800-56) bygning. Noget af træ et, der indgår i skulpturen, er i øvrigt fundet i vandet ved Papirøen, hvor det har ligget si den 1600-tallet. Andre af de stablede træ

bjælker stammer fra de såkaldte flådeege. Det er de 16.000 træer, der blev plantet som erstatning for de egeplanker, der var blevet brugt til at bygge de orlogsskibe, den engel ske flåde stjal i 1807. Et visionært projekt med lange perspektiver, kan man sige, der blot blev overhalet af den teknologiske ud vikling. Til gengæld har egetræerne i høj grad bidraget til forskønnelse af landet.

Måske kunne man lige så godt have hentet et læs i en trælasthandel uden for byen. Men så ville man mangle den historiske dimensi on, der ligger implicit i udstillingens fortæl ling om slægtskab mellem kunstnere på tværs af tid.

Kunstnere står på ryggen af hinanden i en lang historie. Udover museets ambition om at nå andre end de besøgende, der er særligt interesserede i Thorvaldsen, er kunstneres forbundethed med hinanden og med histori en en del af den ånd, der hviler over udstil lingen. Udstillingen er velsignet med få for midlingstekster. Til gengæld er de præcise. J

Sean Scully: Material World. Thorvaldsens Museum, København. Til den 5. marts 2023.

4 I forbindelse med Sean Scully-udstillingen på Thorvaldsens Museum i København er der opstillet en skulptur på pladsen foran Bindesbølls bygning. Skulpturen hedder ”Oak Stacks” og træet, der udgør den, har en lang forhistorie. –Foto: Jens Lindhe.

0 Det er ikke for meget at kalde 77-årige Sean Scully (billedet) for en af billedkun stens stjerner, skriver anmelder Torben Weirup. – Foto: David Rose/Shutterstock/ Ritzau Scanpix

0 Det er et særligt greb hos Sean Scully, at han arbejder med baner af farve, hvad enten det er maleri, tegning eller som her skulpturen ”Glass Stack 2”. – Foto: Jens Lindhe

10 store billedkunstnere om kunsten at skabe kunst

Nogle var store på deres tid, andre blev det først senere, men alle var de optaget af den kunstneriske proces og af at skabe.

”

For en kunstner er det frem for alt farligt at blive rost.

EDVARD MUNCH (1863-1944), NORSK MALER OG GRAFIKER

” Et billede lever kun for den, der betragter det.

PABLO PICASSO (1881-1973), SPANSK MALER, SKULPTØR, KERAMIKER OG BILLEDHUGGER

”

Livet er fuld af overraskelser, jeg forsøger at fange disse kostbare øjeblikke med vidtåbne øjne.

SOFONISBA ANGUISSOLA (CA. 1532-1625), ITALIENSK MALER

Jeg havde ingen idé om, hvad billederne ville komme til at forestille, og alligevel arbejdede jeg hurtigt og uden at ændre et eneste penselsstrøg.

HILMA AF KLINT (1862-1944), SVENSK KUNSTNER OG ANTROPOSOF

”

”

Kunsten er på ingen måde forbi. Kunsten vil blive ved med at udvikle sig.

EUGÉNE DELACROIX (1798-1863), FRANSK MALER

” Når substansen mangler i kunsten, begynder man med legeværk.

HENRI MATISSE (1869-1954), FRANSK MALER OG GRAFIKER

” Det sande kunstværk er kun en skygge af den guddommelige fuldkommenhed.

MICHELANGELO (1475-1564), ITALIENSK BILLEDHUGGER, ARKITEKT OG MALER

Jeg maler aldrig drømme eller mareridt, jeg maler min egen virkelighed.

FRIDA KAHLO (1907-1954), MEXICANSK MALER

” Jeg ville gerne male måden, fugle synger på.

CLAUDE MONET (1840-1926),

” Når jeg maler, er en af mine største følelser af glæde bevidstheden om, at jeg skaber guld.”

GUSTAV KLIMT (1862-1918), ØSTRIGSK MALER

FOTOS:

EDVARD MUNCH, ANDERS BEER WILSE,

DOMAIN, VIA WIKIMEDIA COMMONS / SOFONISBA, GALLERIA COLONNA / FRIDA KAHLO, GUILLERMO KAHLO, PUBLIC DOMAIN, VIA WIKIMEDIA COMMONS

GUSTAV KLIMT, WIKIMEDIA COMMONS / MONET, NADAR, PUBLIC DOMAIN, VIA WIKIMEDIA COMMONS

Den blå himmel findes også på jorden

Der er myldrende bibelhistorier på stor udstilling med Esben Hanefelt Kristensen på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig

udstilling Claus Grymer kultur@k.dk

Kunst, der lægger op til samtale. Skal jeg vove ud trykket ”samtalekunst”? Det er venligt ment.

Den dag Kristeligt Dagblad besøgte den store udstilling med Esben Hane felt Kristensen (født 1952) på Museum for Religiøs Kunst i Lemvig, ”- Og der blev lys!”, var det påfaldende, hvor me get gæsterne talte med hinanden om billederne – specielt om de domineren de, de religiøse.

Inden for dette felt består udstillin gen af værker fra de seneste 30 år, men også helt nye værker er med – blandt andet et af udstillingens stærkeste, det, der har givet den titel. Den samlede præsentation har karakter af en slags status, hvis ydre anledning er, at kunst neren i år fylder 70.

”Myldrebibelen” hedder et afsnit. Og det er netop, hvad udstillingen også i sin helhed er: en myldrende bibel. Bi belhistorie fortalt på visuelt sprog nært beslægtet med naivismen, på én gang

fremmed og fortroligt.

Mangfoldigheden af detaljer er en uudtømmelig kilde til samtale. Og man kunne høre, hvordan flere af gæsterne medlevende kommenterede billederne og hjalp hinanden med at identificere de skildrede passager.

Hos Esben Hanefelt Kristensen er glæden blå. Ligesom Vorherres him mel. Sammenligningen er kunstnerens egen. ”Alle farver under den blå him mel er jo smukke”, siger han i et inter view i kataloget, der er udgivet i forbin delse med udstillingen.

Han ved meget om mørket, også fra sit eget liv. For to et halvt år siden mi stede han sin yngste søn, og sorgen i den anledning er baggrunden for den gribende serie ”Kristusalfabetet”. Det består af 28 bogstaver, og inde i hvert af dem finder vi en fortælling, et fragment af beretningen om Kristus på vej til Je rusalem – og påskemorgen.

Med serien siger kunstneren det sam me, som han siger i interviewet: at vi hver dag skal minde os om opstandel sen. I troskab mod disse ord domineres et Golgata-billede ikke af gruen, men af det lys, der stiger op bag lidelsen: lang fredag i skæret fra påskedag. Generøs og imødekommende.

Ja, den blå farve kan være hårdt truet. Men kunstneren besvarer trods alt sin tro på den. Den er himlen over – eller snarere mellem – et eventyrligt og far verigt univers med mennesker, engle, dyr og planter. Hanefelts udtryk har middelalderlige forudsætninger, men er først og fremmest hans eget, åbenba

Med serien siger kunstneren det samme, som han siger i interviewet: at vi hver dag skal minde os om opstandelsen.

rat til at kalde til ødelæggelse.

Et stort billede, ”En stille nat/ Fre dens engle over Jerusalem” (1996), blev til, da Esben Hanefelt Kristensen sam men med en række andre europæiske kunstnere blev inviteret til Jerusalem med henblik på at skabe værker, der skulle markere 3000-året for kong Da vids sejrsridt ind i Jerusalem. Hanefelts bidrag, der kan ses på udstillingen, be står af en flyvende formation af tre eng le, en jødisk, en kristen og en mus limsk. Den blå himmel har med den indtrådte forsoning bredt sig til jorden. Og vi ser tydeligt, hvor godt det er for den. Billedet er dog snarere teologisk end kunstnerisk udfordrende.

0 Sorgen over tabet af sin yngste søn blev bag grund for Hanefelt Kristensens serie

ringer af livstro, en hengivelse til mang foldigheden, et overskud stærkere end alt, hvad der truer. Et magtfuldt og i bogstavelig forstand strålende vidnes byrd derom er billedet ”Og der blev lys/ Lysets engel” (2022), der fremstiller en eksplosion af lys. Med lysets engel i midten, mellem verdensdybet og him melhvælvet, en universel version med stjerner og planeter, men også med mi krober, de første stadier af liv. Men i alt det lysende findes tillige et sort hul: som et grumt iagttagende øje, altid pa

Af noget begrænset interesse er illu strationer til H.C. Andersens ”Natterga len” samt til Casper Clemmensens bog ”Tolkien og det mytiske Jylland”. De første er blevet til mere Hanefelt end Andersen, og de andre kræver et vist kendskab til Tolkien for rigtigt at folde sig ud. Eller mere positivt: De kan må ske give lyst at stifte bekendtskab med hans verden.

Hanefelts billeder er stærkt personli ge, men samtidig generøse og imøde kommende. Glædelig er forkyndelsen af, at den blå himmel også findes på jorden.

Esben Hanefelt Kristensen: – Og der blev lys. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Vises indtil den 4. december.

J

”Kristusalfabetet” fra 2021 bestå ende af 28 billeder. Herover til venstre ses: ”Og der blev lys/Lysets engel” (2022) og til højre billedet ”K”.

– Foto: Lars Horn.