Praksisfælleskaber: Med et udgangspunkt i Wengers teorier om praksisfællesskaber, oplevede jeg her et velfungerede praksisfællesskab, modsat mine oplevelser hos gartneri Toftegaard. Pometmesteren havde et tydeligt ønske om høj faglig kvalitet, og en ambition om at uddanne dygtige gartnere, hvilket virkede motiverende for eleverne, de kunne spejle sig i ham og i de andre gartnere, hvilket bidrager til at danne en fagidentitet. Ifølge Wenger er læring mere end blot at opnå specifik viden. Læring bundet til fælleskab og praksis, skaber mening og dannelse.39 Under den indledende snak med de tre elever blev der bl.a. udtalt: ”På skolen var der èn form for fællesskab, her er det en anden form for fælleskab. På skolen kunne vi altid spørge om, hvorfor vi gjorde som vi gjorde, det kan vi sådan set også her, det er bare ikke altid der er tid til et langt svar. Men sådan er det jo på et arbejde, og så kan man jo spørge igen, når der er mere tid.” En anden elev supplerer: ”Og nogen gange, når der er tid, bliver vi spurgt om vores mening til at løse et eller andet stykke arbejde, det er ret sjovt at kunne få lov til at byde ind, det er fedt!” 40 Gennem gensidigt engagement opstår følelsen af inklusion i et fællesskab, som legitime perifere deltagere, og hvor fagligheden er i centrum, skabes en meningsgivende ramme for læring og identitetsudvikling. Eleverne bevæger sig, gennem deltagelse i praksisfællesskabet, fra at være novicer mod en mere central placering. Samtidig virker det motiverende for eleverne at få lov til at bidrage aktivt til praksis. Deltagelse og tingsliggørelse er andre af Wengers nøgleord. For at lære, ud fra Wengers perspektiver, skal man deltage i en aktivitet, hvor der fremstilles noget konkret (tingsliggørelse), som giver mening for den enkelte, og for fællesskabet.
39 40
Illeris, 2011 s. 124 Notebog Pometet, s. 4
26
