26 | Sommerbøger|Udenlandske stemmer
Kristeligt Dagblad Lørdag 11. juni 2022
Han kaster sit spyd ind i virkeligheden Ingen beskriver en hver dag som Karl Ove Knaus gård, så kopperne klaprer i skabet. Og ingen kan få os ud på leksikale flyveture, så vi næsten glemmer, at det er for meget.
bog Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Virkeligheden. Tænk et øjeblik over det ord. Hvad betyder det? Noget, der virker? Eller snarere noget, der ER, det vil sige et vedtaget udtryk for den verden, de følelser og gestalter, vi kender. Jamen, hvordan kan noget så være uvirkeligt? Og så er der drømmene. Er de også virkelige, selv om de intet anker har i det konkrete. For ikke at tale om evolutionen. Vi udvikler os. Og i så fald må virkeligheden jo blot være en station på en lang, lang rejse, hvor vi hverken kender begyndelse eller slutning. Intet mindre end den ”virkelighed” har været forfatteren Karl Ove Knausgårds dybeste undren og mest indædte, insisterende fixpunkt i hele det lange forfatterskab. Fra han som ung i debutromanen (1998) var ”Ude af verden’ – til han over det gigantiske seksbindsværk ”Min kamp” prøvede at fange den selvsamme virkelighed gennem den mest kompromisløse hverdagsrealisme, der er set i flere generationer. Skrevet stort set en-til-en med forfatterens egne knogler og ben. Træt af falske virkeligheder, kæmpede han sig frem til en helt ny. Det kan lyde langhåret, men tværtimod. Det er yderst konkret og kortklippet. Knausgård kaster sit spyd ind i virkeligheden med iskold præcision. Ikke for at finde og løse – men i en fundamentalt, ja sjælsrystende undren over den vaklende grund, der er verden. Og over døden, der tager det hele tilbage
igen.Og nu bliver alle spyd igen kastet. Op over bjergene, ned i dalene, ind i cellerne. ”Ulvene fra evighedens skov”, der netop et udkommet på dansk i Sara Kochs respektindgydende oversættelse – er tænkt som et litterært projekt i fem selvstændige bind. I 2020 kom ’Morgenstjernen’. Dette er nummer to. På en bagatel af 800 sider! Og var ”Morgenstjernen” en mulig apokalypse, så er ”Ulvene fra evighedens skov” et bremsespor, før det går løs. Også her viser en enorm lysende kugle sig på himlen til sidst. Men det er et tegn ind i den fremtid, der ligger uden for romanens grænser. For det er ikke jordens udslettelse, men den personlige, der kæmpes kampe med.
Vi begynder i 1977. I et kort glimt, der
et stykke tid undrer læseren, får vi omridset af en ulykke. Billygter i vandet. Et vidne, der løber bort. En skyld, der plantes – og som pointeres lige lovlig skarpt, da Dostojevskijs roman ”Forbrydelse og straf” popper op rundt om i romanen. Nå, nok om det. Det var Syverts far, der blev dræbt i den bil. Syvert er 12 år gammel. Og i første store hovedspor møder vi ham, da han syv år senere vender hjem fra endt værnepligt på et, tror han, kort ophold hos mor og lillebror. Her finder han, efter en varslende drøm, nogle breve til sin afdøde far, skrevet på russisk. De er fra en ukendt kvinde. Først da afslører Syverts mor, at hans
Fars kærlighedsaffære resulterede nemlig i datteren Alevtina, der blev født samme år, han døde. Og det er hende, der fortæller historien.
far umiddelbart før ulykken ønskede at skilles. Men skilsmissen blev, som man kan forstå, af en helt anden kaliber. Alt det finder Syvert ud af. Og så bliver mor syg. Og han får job i en bedemandsforretning. Også det skulle være midlertidigt, men bliver for livet. Intet går efter planen. Virkeligheden former ham bedst, som han selv vil forme den. Syverts hjemkomst og sandhedens ankomst er romanens ene hovedspor. Skrevet med så meget koncentrat af energi og fremdrift og et så suverænt hverdagsblik, at man må til Knausgård selv for at finde et sammenligningsgrundlag. Det er voldsomt overbevisende. Det andet spor går gennem Rusland og er langt mere flyvsk og flydende. Fars kærlighedsaffære resulterede nemlig i datteren Alevtina, der blev født samme år, han døde. Og det er hende, der fortæller historien. Hun er biolog. Vi møder hende, da hun er ung mor til Seva, en original forsker, billedsmuk og dybt engageret i studier af træernes og svampenes symbiotiske liv. Hvad det betyder, vender jeg straks tilbage til. For vi forlader først Alevtina igen, da hun og Syvert efter mange år mødes i Moskva. Og den mystiske stjerne dukker op. Putin er der. Men heller ikke han rører på sig endnu.
Hvad så med virkeligheden? Er den,
som vi tror? Det vil den unge Alevtina med videnskabens klare blik skrive en afhandling om. Men Alevtina er ikke bare iagttager. Hun er også seer. Og hun aner snart, at intet er, som det ser ud til at være. At der kun er en tynd membran mellem mennesket og alt andet levende, og mellem den iagttagende og det, der iagttages – som allerede Bohr var inde på. For hvordan kan vi undersøge verden udefra, når den bor dybt i os. Til sidst investerer Alevtina sig selv så radikalt, at hun under et studieophold spiser de analyserede svampe. Det bliver et vendepunkt i hendes liv. For herfra bevæger hun sig ud på en shamani-
stisk rejse – stadig med disse biologøjne, det er det stærke ved det – der fører hende fra skovbundens dyb til universets uendelighed. Det hele hænger sammen, sådan som alle shamaner til alle tider har erfaret det. Alevtinas hallucinationer igennem mos og lav er mesterligt beskrevet. Jeg har læst dem igen og igen. Alt har mening, alt er lykkeligt. Lige indtil rejsen fører hende ud i det modsatte ringhjørne. Tomhed og blind gentagelse afløser fylden. Ulvene løber ind i evighedsskoven. Og sådan har alt sin modsætning indbygget. Ligesom drømmen om udødelighed – et andet væsentligt fikspunkt i romanen – fører fra den religiøse evighedslængsel til systematiske eksperimenter med nedkølede lig. Ja, alt har en indbygget modsætning. Også romanen selv. For på den utrættelige jagt efter sandhed i bogens andet spor bliver denne læser desværre træt. Der er for mange leksikale digressioner. For mange filosofiske tænkere, for mange Knausgård-darlings vi lige skal runde, for mange åbne spørgsmål, skønt de er så blændende godt formuleret. Summa summarum: man svimler. Man oplyses og anspores. Og man går pletvis kold. Men sikken et projekt! Så jeg banker mit hoved mod virkelighedens dør og drikker den sorteste kaffe indtil næste bind kommer. J Og en sidste stjerne lander.
5 stjerner Karl Ove Knausgård: Ulvene fra evighedens skov. Oversat af Sara Koch. 798 sider. 349,95 kroner. Er udkommet.
1 Karl Ove Knausgård har før arbej det med seri er i bog format. Nu ligger andet bind i hans seneste serie, der blev ind ledt med ”Morgenstjernen”. – Foto: Edmond Terakopian/ Ritzau Scanpix.
