christine marstrand
Vejen mellem Elstir og Vinteuil Billedkunst og musik hos Marcel Proust
eg har altid betragtet Marcel Prousts roman À la recherche du temps perdu som én af mit livs største læseoplevelser. Jeg er uddannet i både musikvidenskab og kunsthistorie og har ellers levet som operasanger det meste af mit liv. Måske blev jeg så fascineret netop på grund af denne interesse for både musik og billedkunst, og fordi jeg opdagede, hvor meget de to kunst arter fylder i Prousts roman. Min intense beskæftigelse med de to kunstarter hos Proust igennem mange år er mundet ud i den bog, der udkom i 2018, og som jeg har kaldt Vejen mellem Elstir og Vinteuil. Elstir er navnet på den fiktive maler, der spiller en stor rolle i Prousts roman, og som bliver et talerør for Prousts egen opfattelse af billed kunsten. Det samme gælder for den fiktive komponist Vinteuil og musikken. Når jeg lægger særlig vægt på vejen imellem dem, er det fordi Proust i sin roman så ofte benytter sig af synæstesi, det vil sige, at han beskriver den ene kunstart ved hjælp af begreber og udtryk fra den anden i et evigt spil af korrespondenser. Dette aspekt har efter min mening hidtil været underbelyst i Proust-forskningen, og jeg håber med min bog at kunne åbne læsernes øjne for netop denne unikke egenskab ved Prousts skrivemåde. For mig er nogle af de allersmukkeste passager i På sporet af den tabte tid dem, hvor billede og lyd smelter sammen i fraser af en enestående skønhed. Proust fornyer litteraturen på en måde, hvor farver og musik forenes i sprogets samsansninger. Det er mit håb, at mennesker, der interesserer sig for musik og billedkunst, vil få lyst til at læse Proust, når de opdager, hvor smukt og ind
62
sigtsfuld, han skriver om kunstarterne. Bogen rummer over 300 farveillustrationer af alle de billedkunstneriske værker, Proust omtaler i sin roman, samt en liste over anbefalede indspilninger af alle omtalte musikværker. Der er særlige af snit om billedkunstens og musikkens betydning for Proust, om Elstir og Vinteuil, om brugen af synæstesi, om de billedkunstnere og komponister, der har haft størst betydning for forfatteren og lange afsnit, der gennemgår alle romanens referencer til de to kunstarter. Min bog skulle derfor gerne, også for øvede Proust-læsere, være en compagnon de route, en følgesvend igennem romanens utallige henvisninger til musik og billedkunst; henvisninger, der ikke altid er let gennemskuelige. Bogen er et resultat af mange års forskning i emnet, både i Danmark og Frank rig. Det har været mig magtpåliggende at fordybe mig i kilderne for derigennem at opbygge et solidt empirisk grundlag for de slutninger, der drages i bogen. For Marcel Proust er kunstnerisk skaben i sin essens naturligvis først og fremmest inkarneret i litteraturen, men den hviler uophørligt på referencer til billedkunst og musik. Forfatteren til På sporet af den tabte tid bruger ordene som toner og farver til at komponere og farvelægge sit store romanværk. Kun gennem kunsten kan vi træde ud af os selv og se andre verdener, siger Proust, og det er netop takket være kunsten, at vi har så mange forskellige verdener til vores disposition. Både romanens personer og Proust selv anvender desuden ofte kunsten, når de skal forklare sig nærmere. Romanen indeholder en sand vrim-
