Marie Pedersen – Studienummer 1066431
Marts 2018
Indledning I løbet af de seneste år er der sket en opblomstring af diskussionen om skolens etiske og normative potentiale.1 Dette skal nok ses som en modreaktion på en reformiver, der har skyllet ind over alle uddannelsesinstitutioner over de sidste årtier og gjort skolen til en policy-kampplads. Fælles for disse reformer har været øget fagfaglighed, målbarhed, fremdrift, evidensbasering og målstyring. I løbet af denne periode har uddannelsesdiskursen har været præget af elever og studerendes konkurrenceevne på det globale marked fx i PISA-tests, deres indbyrdes konkurrence, tiltag der skal sikre fremdrift og eliminere fjumreår og frafald. Den økonomiske diskurs påvirker de unges valg og tanker om uddannelse, og jeg vil mene, den følger elever og lærere helt ind i klasseværelset, hvor der sker en konstant afvejning af, om noget er relevant i forhold til en økonomisk-rationel tækning. Den nederlandske uddannelsestænker Gert Biesta har en pointe, når han siger at ”uddannelse primært vurderes ud fra et nytteperspektiv” (Biesta i Sørensen et al 2013, p. 136). Elever, skoler og samfund har således udviklet en instrumentel tilgang til uddannelse, som jeg mener, er særligt udtalt i vekseluddannelserne, hvor arbejdsmarkedets interesseorganisationer har en stor indflydelse på uddannelsernes
indhold,
udformning
og
afvikling.
Erhvervsuddannelser
er
desuden
konkjunkturfølsomme på en kontant måde, der direkte påvirker elevens mulighed for at gennemføre uddannelserne og, jf. den økonomiske model for erhvervsskolerne, også skolernes mulighed for at opretholde uddannelserne, da eleverne jo ikke kan fortsætte deres uddannelse uden en læreplads – og uden hovedforløbselever kan skolerne ikke uddanne faglærte. Konkurrencestatens evidens-etos og styringslogik, konstruktivismens læringsgørelse (det stærke fokus på den lærende gør uddannelse til et individualistisk projekt) af uddannelse og teknokratiske visioner om selvinstruerende læringsportaler, der kan synes at have til formål at eliminere udgifter til både lærerforberedelse, og måske også ophæve behovet for fysisk tilstedeværelse, har ikke overraskende medført en diskussion om, hvor dannelsen hører hjemme på den atomiserede og målstyrede læreplan. Denne debat mellem uddannelsesforskere og -tænkere har været centreret omkring formålet med uddannelse og dannelse ud fra forskellige filosofiske positioner – fælles for
1
Kemp 2015, Nepper Larsen 2016, von Oettingen 2015, Hammershøj 2016 m.fl.
3
