Seniorliv 25. februar 2023

Page 16

Seniorliv

Der hamres og bankes i smedjen i Kerteminde, hvor en flok pensionerede mænd har skabt et stærkt fællesskab Side 6

Man skal ikke foregribe forfaldet, siger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller Side 14-15

Flere danskere arbejder efter de er fyldt 70 år. En gevinst for arbejdspladserne Side 30

FOTO: ANNE KIIB LARSSON
TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 25. FEBRUAR 2023

Det er et menneskeligt vilkår at blive ældre, men der er stor forskel på, hvordan det opleves. Nogle forbinder seniorlivet med en nyvunden frihed og livsglæde, mens andre har svært ved at finde melodien. Her i tillægget har redaktionen samlet en række tidligere bragte artikler, som på hver deres vis giver et indblik i, hvordan seniorlivet anno 2023 kan se ud. Tak, fordi du læser med. Stina Ørregaard Andersen, Liv&Sjæl-redaktør, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Baggrund Alderdommen er blevet et projekt.

6 Reportage De bekæmper ensomhed med værkstedshumor

8 Interview Solveig Andersen fandt livsglæden, da hun ramte bunden

10 Nyhed Alderdommens skyggesider blæses op i den offentlige debat

10 Klumme Dramatiske drømme fylder nætterne til bristepunktet

12 Nyhed Ældre frivillige bygger bro til en ny livsfase

14 Interview Per Stig Møller: At blive gammel er at miste

20 Interview Tove Holm befinder sig i en dvale, hun ikke kan komme ud af

22 Baggrund Det lange liv er blevet et mål i sig selv

23 Klumme Fælles om en stok

24 Baggrund Det er muligt at finde mening, selvom kroppen forfalder

26 Interview To nye pensionister vil omfavne friheden

28 Nyhed Politiet advarer mod stigende telefonsvindel: Ældre bedrages for millioner

28 Interview Ruth blev ramt af telefonsvindel. Oplevelsen sidder stadig

Stadig flere ældre arbejder. Og de er en stor

Jo ældre, des mere afhængige bliver vi af hinanden

Udgivet af Kristeligt Dagblad

ILLUSTRATION:
JUUL 2 | Seniorliv Kristeligt
25. februar 2023
Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K |
RASMUS
Dagblad Lørdag
Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S
18 20
18
14
FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
6 4
FOTO: ANNE KIIB LARSSON

Alderdommen er blevet et projekt

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Monica Krog-Meyer tager en dyb indånding i telefonen. ”Ved du hvad,” begynder hun. ”Vi har haft nogle helt fantastiske vilkår i vores opvækst. Verden åbnede sig, vi tog ud i den, vi har deltaget i den, vi fik gode uddannelser, vi har brugt de uddannelser til at få de jobs, vi gerne ville have, vi har tjent penge, vi har brugt penge, og vi har sparet op.”

Hun taler om sin egen generation, de såkaldte babyboomere, der kom til verden fra 1946 til 1964. Det er en generation, der er præget af velfærdsstatens udbygning, af stigende velstand og forbrug, af individualisme, frihedstrang og opgøret med autoriteter fra 1968. De oplevede at have langt flere muligheder end deres forældre, og de forstod at udnytte dem. Eller som Monica Krog-Meyer siger: ”Vi har kunnet udfolde os.”

Det gør de stadig. Nu bare som ældre.

72-årige Monica Krog-Meyer, tidligere radiovært, blandt andet på Danmarks Radio, har skrevet om det i sin bog ”Plusalderen”. Bogens præmis er, at hendes generation går helt anderledes til alderdommen, end deres forældre gjorde, de tager på et utal af ferier, dyrker motion og melder sig som frivillige i stor stil. Selv i det helt små giver det sig udtryk:

”Vi går rundt i det tøj, vi altid har gået rundt i. Vi bliver ikke sortklædte og kedelige, som man gjorde før i tiden, men går i moderne, farverige bluser og bukser. Man kan ikke længere se på de ældres tøj, hvilken alder de har,” siger Monica Krog-Meyer.

Man taler om det demografiske træk: at der kommer 125.000 flere borgere over 70 år og 160.000 flere over 80 år frem mod 2030, og at den øgede ældrebefolkning vil sætte velfærdssamfundet under pres.

Men ifølge flere eksperter vil de nye ældre også gøre noget andet: De vil forandre alderdommen.

Det er de allerede i gang med, siger Marianne Levinsen, der er forskningschef hos Fremforsk – center for fremtidsforskning.

Hun skelner mellem de 68’ere, der er født mellem 1940 og 1954, og den generation, hun selv hører til, den såkaldte Jensen-generation, der er født mellem 1955 og 1966. De er rundet af forskellige tendenser – hvor 68’erne trådte ind på arbejdsmarkedet i opsvingets tid, ramte fattigfirserne Jensen-generationen hårdt – men opgøret med alderdommen som en afviklingsperiode er et fællestræk, mener fremtidsforskeren:

”Min svigermor var glad for, at hun ikke skulle arbejde og bare kunne hygge sig i hverdagen og trisse ned i Brugsen og hente varer. Men det er ikke nok for de nye og kommende ældre. De vil så meget mere. De har fået mange flere muligheder, mange flere valg, og når pensionsalderen nærmer sig, tænker mange derfor: Hvad skal vi nu vælge?”

Nutidens ældre svarer allerede på spørgsmålet ved at være frivillige i genbrugsbutikker, på skoler og i foreninger, ved at blive på arbejdsmarkedet, selvom pensionsalderen er overskredet, ved at dyrke de samme hobbyer, som de havde som unge.

Det er frigørende for nogle. Det er et åg for andre.

”Det er lettere at følge rutiner og traditioner, end det er at skulle opfinde sig selv. Nu skal alderdom fyldes ud med noget, der er in-

spirerende, opbyggeligt og godt. Vi skal dyrke vores interesser hele livet, helt i bund,” siger Marianne Levinsen.

”Alderdommen bliver et projekt – på godt og ondt.”

Ungt er godt, gammelt er skidt

På en måde har de nye ældre selv skabt den fortælling, de nu er underlagt. I 1968 gjorde de op med tidens autoriteter – fra professorerne på universitetet til forældrene i hjemmet – og de droppede at møde deres ældre medborgere med ærbødighed og respekt. De ældre blev ikke set som erfarne og indsigtsfulde alene på grund af deres alder. De blev snarere forbundet med noget gråt og støvet, med bedagede idéer, stivnet i traditionernes cement.

Det er et opgør, der i nogen grad hjemsøger generationen, nu hvor de selv er blevet ældre. De færreste ønsker for eksempel at blive set som ”gamle”.

”De kender altid nogle, der er 20 år ældre, end de selv er, og som jo derfor er de rigtige gamle,” siger Bjarke Oxlund, der er institutleder og professor mso ved institut for antropologi på Københavns Universitet.

Bjarke Oxlund taler om en decideret revolution, hvor ældre holder fast i deres individuelle særpræg og gør op med det billede af alderdommen, han husker fra sin barndom i 80’erne – af en grå masse, der dårligt kunne skimte deres velmagtsdage i bakspejlet. Man taler i dag om den tredje alder, den aktive alderdom, hvor man har friheden og helbredet til at realisere sig selv. Gerne på en måde der ikke er aldersspecifik, men ekkoer det liv, man havde som ung; ved at udleve sin seksualitet i en sen alder, ved at dyrke fysisk krævende idræt eller ved at deltage i aktivisme.

”Den succesfulde aldring består af det sunde og aktive. Vi hylder ældre mennesker, der er i formidabel fysisk form, bestiger bjerge og gennemfører ironmen og – vigtigst af alt –kan klare sig selv. Den vellykkede alderdom er en, hvor man er uafhængig hele vejen igennem,” siger Bjarke Oxlund:

”Det har faktisk gjort det illegitimt at gen-

nemleve en alderdom, hvor man har brug for pleje, og det gør det svært overhovedet at have en debat om værdighed i ældreplejen, fordi vi har nogle værdisæt, der betoner uafhængighed, og som gør, at hjælpen i sig selv opfattes negativt.”

”Det er ikke gratis at gøre det, man har lyst til. Det kræver en god økonomi.

Ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen er det ikke en opfattelse, der er på retur i hendes generation –altså blandt dem der for manges vedkommende fylder 70 år i årene frem mod 2030:

”Vi er bange for at være afhængige af andre. Det der med at skulle passes og plejes det er skrækken for mange,” siger hun.

I så fald er det en skræk, der bliver til virkelighed for de fleste. Sygdom og skavanker, tab af venner og familie er et uafværgeligt livsvilkår, som alle vil opleve på egen krop, bare de lever længe nok. For nogle sker det langt tidligere end for andre.

Det er en pointe, som forskerne er enige om: i takt med at babyboomerne gør op med idéen om alderdom som afvikling og bliver ved med at opfinde sig selv i livets efterår, vil kløften vokse sig større mellem de privilegerede og de udsatte ældre. Mellem dem, der er sunde og raske, og dem, der er syge og svage. Og mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt.

”Det er ikke gratis at gøre det, man har lyst til. Det kræver en god økonomi. Der er nogle seniorer, der har rigtig mange penge i dag, men har man ikke en stor pension eller en stor sum sparet op i boligen, kan man få følelsen af at blive efterladt på perronen,” siger Marianne Levinsen.

Per Harboesgaard Jensen, der er professor i arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, taler om, at den højtuddannede middelklasses normer har sat sig i hele samfundet.

Vi er gået fra et velfærdssamfund til et arbejdssamfund, hvor mange finder deres iden-

titet i deres beskæftigelse – og også forventes at arbejde længere og mere end tidligere. Det er fint for den voksende andel af ældre, der er sunde og raske og faktisk har lyst til at bidrage på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er, om de mindre privilegerede kan leve op til samfundets forventninger.

”Vi skærer alle over én kam. Når pensionsalderen stiger, gælder det jo for alle. Det skaber en socialt betinget ulighed, fordi der er så store forskelle på, hvor hårdt ens arbejdsliv har været, og hvad ens helbredstilstand er,” siger Per Harboesgaard Jensen.

Til gengæld er den ensidige forestilling om det grå ældreliv ved at blive nedbrudt, netop fordi de nye ældre er mere aktive, velhavende og raske end tidligere. Og fordi de ikke vil finde sig i noget.

”Det har de jo aldrig gjort,” siger Per Harboesgaard Jensen. ”Og de vil heller ikke finde sig i den stigmatisering, der ligger i at blive gammel. De her idéer om at ældre ikke kan lære nyt, at de ikke er produktive, at de ikke kan huske, de stereotypier er allerede på tilbagegang, fordi de ældre modbeviser dem.”

Monica Krog-Meyer oplever stadig et sammenstød mellem fortællingen om alderdom i samfundet og de liv, som ældre faktisk lever. Nogle gør oprør mod fordommene, men der er også mange, der tager dem til sig.

”Når jeg siger, vi er privilegerede og heldige, er der mange blandt publikum, der tænker. Gud ja, det har jeg glemt at tænke på. Vi har mulighed for at lære noget nyt, vi har mulighed for at rejse, vi har mulighed for at gøre en masse,” siger Monica Krog-Meyer:

”Vi har i det hele taget haft nogle vældigt gode vilkår, der gør, at mange har fået dét ud af livet, som de har ønsket. Hvorfor skulle vi ikke være tilfredse?”.

4 | Seniorliv
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar
De realiserede sig selv i ungdomslivet og på arbejdsmarkedet, og nu vil de også gøre det som ældre. Den aktive, uafhængige alderdom er en fortælling om frigørelse for nogen –og nederlag for andre
J
ILLUSTRATION: RASMUS JUUL
MARIANNE LEVINSEN, FREMTIDSFORSKER

Ensomme Gamle Mænd

En forening etableret af Ældre Sagen i 2007 med tilskud fra det daværende Velfærdsministerium. Mændene mødes et par gange om ugen på Kulturhus Fjorden i Kerteminde. Der er to hold, der laver henholdsvis smede- og træarbejde. Smedeholdet mødes mandag og torsdag fra klokken 8 til 12, hvor træholdet spreder sig over tre ugedage. Der er også et fællesskab for ældre kvinder på Kulturhus Fjorden, Aktive Koner, der mødes hver torsdag.

De bekæmper ensomhed med værkstedshumor

I en smedje i Kerteminde på

Fyn mødes en flok pensionerede mænd hver uge for at knokle, drikke øl og stikke til hinanden. Men de ved, at de vil være der for hinanden, når livet gør ondt

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Klokken siger 9.30 i smedjen, og pludselig får alle travlt. Et dusin herrer løsriver sig fra deres projekter og stimler sammen omkring et aflangt træbord i midten af lokalet. De knurrer lidt ad hinanden og åbner flaskeøl på fantasifulde måder, med linealer, mod bordkanten og sågar med en kost. Mændene i smedjen i Kerteminde har vidt forskellige baggrunde. Der er flere smede, en dyrlæge, to elektrikere. Men de har noget tilfælles. De hungrede efter et fællesskab, efter de trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og de fandt det i Ensomme gamle mænd, en forening, der blev oprettet i 2007 under Ældre Sagen. Nu mødes de her i smedjen hver mandag og torsdag fra klokken 8 til 12, hvor de frembringer eller reparerer genstande for borgere, museer og lignende.

Ifølge Den nationale sundhedsprofil, hvor de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed har målt befolkningens sundhed, er ældre mænd mindre ensomme end jævnaldrende kvinder. Men følgerne for de mænd, der er ensomme, er mere alvorlige. For eksempel lever enlige mænd, der er i særlig risiko for at blive ensomme, i gennemsnit syv år kortere end mænd i parforhold.

”Mænd i ensomhedskriser er generelt dårlige til at passe på sig selv. De har en tendens til at drikke og ryge for meget og spise usundt,” siger David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent i Ældre Sagen.

Det er vigtigt, tilføjer han, at forebygge det tomrum, der kan opstå i overgangen fra arbejdsmarked til pensionstilværelse. Ikke mindst for ældre mænd, der i højere grad end kvinder i samme generation har forbundet deres identitet med deres arbejde.

Det er mændene i smedjen ikke blege for at indrømme:

”Ved du hvad? Man skal være et skvat, hvis man ikke erkender, at der bliver et hul efter arbejdslivet,” siger 82-årige Poul Kingo under tophuen. Han er tidligere smed og føler sig åbenlyst hjemme i værkstedet, når han trisser rundt i træsko og nynner gamle danske sange højlydt. Selvom de andre beder ham om at holde mund.

Ebbe Sønderhousen på 67 år støder til samtalen.

”Hvad i alverden skal man bruge de otte timer om dagen, hvor man plejede at gå på arbejde, til? Man har ikke noget at stå op til, ingen kolleger at se. Det kan give en følelse af tomhed. Ensomhed,” siger han.

”Vi kalder os selv ensomme gamle mænd, men det er vi nu ikke,” fortsætter Ebbe Sønderhousen. ”Pointen er, at vi ikke er ensomme, fordi vi er her. Når vi kravler rundt på væggene derhjemme, siger konen: ’Så er det ud!’. Og så tager vi herned.”

Kammeratlige drillerier

Når man spørger mændene, hvad de får ud af at være i smedjen, falder svarene prompte.

”Hygge,” siger et par af dem. ”Kammeratskab,” siger nogle andre.

De hamrer, svejser og filer alle på deres projekter, men man fornemmer, at det er underordnet, hvornår de bliver færdige. Der er kun et programpunkt, der ikke står til at ændre: Når klokken slår 9.30, ringer mændene med

” Mænd i ensomhedskriser er generelt dårlige til at passe på sig selv. De har en tendens til at drikke og ryge for meget og spise usundt.

klokken, og så sætter de sig på deres faste pladser omkring det aflange bord, drikker flaskeøl, Fernet Branca og Gammel Dansk. ”Og generer hinanden,” som Poul Kingo siger Tonen er hård, bandeordene talrige. ”Hvis du ikke kan lide at være her, kan du bare skrubbe af,” siger 77-årige Per Jørgensen til en anden smed. ”De, der ikke er demente, er stokdøve,” siger Ebbe Sønderhousen om forsamlingen.

Ordene ser kolde og fjendtlige ud på skrift, men i munden på mændene bliver de lune.

”Vi mobber hinanden i al venskabelighed,” siger 65-årige Karsten Rasmussen, der sidse år gik på Arne-pension, der er tiltænkt folk, der har mange og ofte fysisk hårde år på arbejdsmarkedet bag sig.

”Sådan nogle gamle mænd som os snakker jo ikke så meget om de svære emner. Vi sidder for det meste bare og driller hinanden,” siger Poul Nielsen. ”Vi får nogle gode kammerater. Det er et dejligt samvær. Det betyder meget.”

Han siger ordene med en alvor, der virker uvant for ham.

Måske er det derfor, at han få minutter efter bevæger sig igennem lokalet og giver sig i kast med at stikke til Preben Christensen og Torben Hansen, der som de eneste ikke laver smedearbejde, men bakser lidt med et strygejern og nogle ledninger.

Preben Christensen var chef for et elektrikerfirma i 30 år. Hver dag satte han sig ind i sin varevogn og kørte ud til kunderne, hvor han fik en kop kaffe og en snak. Hans telefon ringede hele tiden, husker han. Da han gik på pension, holdt den op.

”Lige pludselig var der dødt,” siger han.

”Jeg snakkede selvfølgelig med min kone, men det er lidt noget andet. Jeg savnede værkstedssnakken. Derfor kom jeg herned. Der er et fantastisk sammenhold,” siger Preben Christensen.

Han kigger over på Torben Hansen, der i mange år var ansat i Preben Christensens firma, og nu står ved hans side i smedjen. Han er en mand af få ord, men han siger dette:

”Vi kan simpelthen ikke undvære det her.”

Alvor og tomme stole

Der er en mand, som de andre må undvære i dag. Per Jørgensen peger på en tom stol ved bordet, hvor en af hans venner plejer at sid-

de. Leif, hedder han. Han forklarer, at han er blevet opereret for grå stær og er ved at komme sig i sit sommerhus ved Vesterhavet. Det ved han, fordi han har ringet til ham.

”Vi skal være noget for hinanden,” siger Per Jørgensen.

Over telefonen forklarer Leif Salling, at han håber at vende tilbage til smedjen snart. Nok er han blevet opereret i øjnene, men for få dage siden blev han erklæret endeligt rask efter det kræftforløb, han var igennem for fem år siden. Han har overvundet den sygdom, der sidste år tog livet af hans kone.

”Du kan nok forestille dig, at samværet med gutterne betyder endnu mere, når man pludselig er alene. Bare det at de andre har ringet til mig, mens jeg har været væk, har betydet meget,” siger han.

”Man taler faktisk om næsten alt i smedjen. Det er jo sådan noget værkstedsjargon. Hvis du stikker snuden for langt frem, får du et hak i den!”. Han griner i telefonen, så man ikke er i tvivl om, at han savner hakket i snuden.

Siden Ebbe Sønderhousen sluttede sig til fællesskabet, er fem af hans venner døde. Den seneste havde ikke fortalt, at han var alvorligt syg, og da han pludselig ikke var her mere, udløste det et chok i smedjen.

Han havde været i gang med at lave en globeformet holder til fyrfadslys, men nåede ikke at færdiggøre projektet inden sin død. Efter begravelsen besluttede Ebbe Sønderhousen at lave fyrfadsholderen færdig og give den til hans kone. Da hun kom ned i smedjen for at modtage den, havde mændene limet en kondolence fast til bordet foran den stol, hendes afdøde mand altid havde siddet på.

”Vi hjælper hinanden uanset hvad. Alle bliver fulgt til dørs. Så ved man jo også, at de andre vil være der for en, hvis ens eget helbred svigter,” siger Ebbe Sønderhousen.

Han har selv haft en blodprop i hjernen. Det er derfor, at han nogle gange hakker lidt i sætningerne eller lader til at søge efter ordene. Det afholder ham dog ikke fra at tale som et vandfald, griner han. Han kigger ind i smedjen, hvor Poul Kingo og Karsten Rasmussen først banker på en metalring, så holder den ind under flammerne, der rejser sig i midten af lokalet.

”Vi ved på forhånd, hvilken vej det går. Det her er et retrætested. Men vi kan ikke klage. Vi skal have det bedste ud af den tid, der er tilbage,” siger Ebbe Sønderhousen. J

6 | Seniorliv
25.
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag
februar
0 Fernet Branca er blandt favoritterne, når mændene tager en skarp i smedjen klokken 9.30. – Fotos: Anne Kiib Larsson. 4 Alderspræsident Johannes Gommesen på 85 år udvider en metalring, der skal sættes på et hjul. Han har fået to nye knæ og er ikke så aktiv mere. DAVID VINCENT NIELSEN, ENSOMHEDSKONSULENT I ÆLDRE SAGEN.

Solveig Andersen fandt livsglæden, da hun ramte bunden

En samtale med en hospitalspræst vendte op og ned på 69-årige Solveig Andersens liv. Efter flere stressforløb fokuserer hun ikke på det, hun har mistet – kun på det, hun stadig kan

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Blæsten rusker i Solveig Andersens spinkle krop. Hun står på en smal svalegang uden for sin lejlighed på niende etage og skuer ud over periferien af Aarhus, jernbanen, hvor togene hylende forlader byen, trækronerne, der i forskellig hast er ved at tage efterårets brunlige kulører til sig.

For et år siden overvejede hun, om hun skulle hoppe ud herfra.  Dengang lå hun på hospitalet, efter at hun var blevet opereret i hjertet. Hun kunne ikke tåle morfinen, som fik hende til at kaste så voldsomt op, at hun bad om slet ikke at få den. På tredjedagen efter operationen voksede smerterne sig så store, at tanken slog ned i hende: Hun ville rejse sig fra sygesengen, gå hjem til sin lejlighed og hoppe ud fra svalegangen. Slippe for smerterne én gang for alle. Det var kun en tanke, men den skræmte hende.

Hun spurgte personalet, om de ikke kunne gøre noget – kunne hun komme på rekreation for eksempel? Nej, svarede en sygeplejerske, men spurgte så, om hun kunne bruge en hospitalspræst. ”Jeg kan bruge hvad som helst,” svarede Solveig Andersen.

Præsten kom ned og talte med hende, og da hun gik efter en time, var den 69-årige kvindes liv forandret.

”Hun var et af de mennesker, der blev på sin egen banehalvdel, og så hev hun fat i nogle ord, der efterfølgende har givet mig en umanérlig ro i sind og sjæl: egenansvar, egenomsorg,” siger Solveig Andersen.

”Det var først i det øjeblik, i en sen alder og midt i en eksistentiel krise, at jeg fandt ud af, at den, der har ansvaret for mit liv, er mig selv. Og det må jeg tage på mig. Jeg kan ikke skælde ud på nogen. Det er mig, der skal kigge på mig selv. Den tanke havde jeg aldrig tænkt før: Hvad gør jeg selv, for at det bliver bedre?”.

Æbler på fortovet

Hun er 69 år, men hendes stressforløb har forstærket årenes slitage, siger hun. Sat tanker i gang om at blive ældre og ikke kunne det samme, som man kunne engang. For eksempel kan hun ikke strikke længere – omend hun stadig gør forsøget.

Hun har mærket kulden i livets kælder. Hun har været sygemeldt med stress ad flere omgange, efter at hun som socialrådgiver påtog sig flere sager, end hun kunne magte, og hun har været ramt af depression. De to længerevarende forhold, hun har haft, er begge gået i stykker.

Men den kvinde, der iført en mintgrøn striksweater og med hænderne i bukselommerne slænger sig i sin lænestol, ligner alt andet end et menneske i eksistentiel krise. Tværtimod har hun fået appetit på livet. Også selvom hun

Solveig Andersen

69 år. Bor i Aarhus i Langenæshus, der består af to boligblokke med en lang række fælles faciliteter. Blandt andet en restaurant, et bibliotek og en petanquebane.

Har haft et omskifteligt arbejdsliv, hvor hun i begyndelsen arbejdede på forskellige fabrikker, inden hun som 38-årig tog en hf-uddannelse. Arbejdede efterfølgende som socialrådgiver.

Er skilt fra manden, hun fik sine to døtre med, og har ingen børnebørn.

”Jeg er blevet mere levende. Mere nu,” siger Solveig Andersen. Hun forsøger at leve efter præstens ord. Hun tager ansvar for sit eget liv, sin egen lykke. I den fase af livet, hun befinder sig i, handler det om ikke at begræde det, man ikke længere kan, siger hun, men om at lave ”tilvalg”.

”Hvis du tænker over det, er der bare så mange ting, ikke? Jeg har altid sagt, at når jeg kommer på plejehjem, så skal jeg begynde at spille trommer, for de andre kan alligevel ikke høre det! Og så kan det være, det viser sig, at jeg ikke er musikalsk, men der vil altid være noget.”

”Jeg er velsignet med to dejlige tøser, men jeg får aldrig børnebørn. Så må jeg lave noget andet. Jeg har svært ved at læse lange bøger, men jeg har købt hele den Søren Kierkegaard-samling, der står derovre i reolen.”

gider heller ikke fortælle om mit liv til en person, jeg ikke kender og ikke kommer til at møde igen.”

Eller som Solveig Andersen hørte hans ord: ”Hvorfor skal jeg snakke med gamle morlille?”.

”Hvis jeg havde været en ung kvinde med struttende … så ville han da helt sikkert have talt med mig. Du bliver sådan set degraderet til ingenting.”

”Det er, som om den respekt, vi egentlig burde have, og som findes i andre lande, er ved at forsvinde fra vores samfund. Og jeg tror, det er grunden til, at mange ældre løber så stærkt, tager på lange ferier og dyrker så meget motion – for at kunne fortælle omverdenen, at de stadig er attraktive for samfundet.”

0 Solveig Andersen ved, hvad det vil sige at være i eksistentiel krise. Nu kan hun finde skønheden i selv nedfaldne æbler og skræppende fugle. – Foto: Liv Høybye.

ikke kan det samme, som hun kunne, da hun var yngre. Hun mødes ofte med nogle veninder for at drikke gin og tonic og se opera, og hun sparer sammen til et B&O-anlæg, så de kan nyde musikken i hendes lejlighed også. Hun går stadig ture gennem både skov og by, selvom afstandene er blevet lidt kortere. Og forleden var hun fire timer i Tivoli Friheden for at opleve halloween-temaet med en af sine døtre.

”Nogle vil måske sige, det er banalt, men det, der giver mig glæde, kan være sådan noget som de æbler, der ligger derovre.” Hun peger over mod en klynge æbler, der ligger på bordet. ”Dem har jeg samlet op på mine ture, hvor de har ligget som dejlige gaver på fortovet. Jeg elsker også at gå ture ved havet og stranden og kigge op i træerne, hvor en fugl skælder en anden fugl ud. Eller bare gå rundt her på gangene her i bygningen, hvor jeg måske får et smil og hilser på en anden beboer.”

Hun peger til venstre mod sin bogreol, hvor en række digre Kierkegaard-bøger står side om side.

”Og ellers kan man jo bare læse et Anders And-blad, altså!”.

Det er svært at blive ældre uden at få skavanker, javist, men Solveig Andersen mærker også, at hun og hendes jævnaldrende har fået noget andet og meget værdifuldt: livsvisdom. Hun nævner de stigende priser på varme og el og på mad i supermarkedet. De yngre oplever det for første gang, de ældre har allerede gennemlevet det i 1970’erne og 1980’erne og nyder godt af erfaringen.

Respekten er er blevet væk

Det er bare, som om det omgivende samfund ikke sætter pris på det, siger Solveig Andersen.

For nylig var hun til en fest, hvor hendes sidemand, en herre i midten af 40’erne, ikke værdigede hende et blik under hele middagen, indtil hun prikkede til ham og konstaterede: ”Det er da ikke meget, vi får snakket, os to?”.

”Nej,” svarede han koldt, ”men jeg

Og det kan formørke sindet hos mange af dem, der ikke kan leve op til idealet om den aktive alderdom, siger Solveig Andersen.

Hun har mærket, at nogle af hendes veninder, der har fået stok eller rollator, lader til at skamme sig over det. Men så snakker de om det: Hvorfor skamme sig? Hjælpemidlerne gør, at de pludselig kan mere, end de kunne før.

Også ældre, der udviser stor appetit på livet, kan blive mødt af skepsis. Det har Solveig Andersen erfaret, efter at hun mødte præsten på hospitalet og genfandt glæden.

”Jeg har fået at vide, at jeg er alt for positiv. Det er meget underligt. Gud, er det også galt?”.

Men det får hende nu ikke til at lave om på sig selv. Hun smiler til mennesker, hun går forbi på gaden, og hun krammer folk, hun kun lige har mødt –også journalister.

”Det værste, der kan ske i mit liv, er, at jeg dør. Og så vil jeg bare håbe, at jeg ikke opdager det,” siger hun og griner. J

Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.

8 | Seniorliv
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar

Alderdommens skyggesider blæses op i den offentlige debat

Politikere og organisationer omtaler ofte ældre som en ensartet gruppe, der kræver pleje og omsorg. En skadelig retorik, siger aldringsforskere

Rasmus Enghave Friis

friis@k.dk

”De ældre”. Det er en af de befolkningsgrupper, politikerne har talt mest om under den netop overståede valgkamp. Debatten har særligt kredset om pleje og omsorg: Hvor mange penge bør staten sætte af til at dække det såkaldte demografiske træk, altså det forhold at der kommer 125.000 flere danskere over 70 år frem mod 2030?

Men politikerne lover ikke bare flere kroner og øre til ældre borgere. De taler også alderdommen ned undervejs, mener flere eksperter.

”Man sætter ældre lig med omsorg og pleje. Det er næsten en rygmarvsreaktion hos politikere og en række interesseorganisationer. Det

er, som om ordet ’ældre’ er gået fra at være et tillægsord til at være et navneord,” siger aldringsforsker Henning Kirk, der har udgivet flere bøger om alderdom.

I Danmark er der cirka 1,2 millioner borgere over 65 år, hvilket blandt andet af Danmarks Statistik bruges som en definition på ældre. Men i den offentlige debat bliver ”de ældre” fremstillet som en masse af svækkede, demensramte og syge, og det demografiske træk beskrives primært som en trussel mod dansk økonomi, mener Henning Kirk. Selvom de nye pensionister har et historisk godt helbred.

En søgning i avisdatabasen Infomedia understøtter hans pointe. I valgkampens to første uger brugte den skrevne presse vendingen ”de ældre” i begyndelsen af 67 artikler. 49 handlede om pleje og omsorg, altså omkring tre ud af fire. Og det var vel at mærke før, at TV 2’s dokumentar ”Opråb fra plejehjemmet” for alvor satte skub i debatten om ældrepleje.

”Alene det, at man nu planlægger at lave en ny ældrelov, er vanvittigt,” siger Henning Kirk og uddyber:

”Det burde jo hedde en omsorgslov, ikke en ældrelov, for loven vedrører kun dem, der har brug for om-

sorg og pleje. Jeg tror, det er de færreste i Danmark, der ved, at det kun er tre procent af alle pensionister, der bor på et plejehjem. Tre procent.”

Også Lars Larsen, forskningsleder ved gerontopsykologisk forskningsenhed på Aarhus Universitet, ser en udbredt ”alderisme” i samfundet, hvor livets sidste år bliver påhæftet dunkle stereotyper.

”Man kan godt få forventningen om, at vi alle bliver demente. Men der er altså kun omkring 90.000 mennesker med demenssygdomme i Danmark, og det er et meget godt eksempel på, at man blæser nogle af de her tendenser ud af proportion,” siger Lars Larsen.

Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet, er enig. De skiftende ældreministre kunne lige så godt kalde sig ministre for pleje og omsorg, for det er næsten kun det, den politiske debat drejer sig om, siger han: forholdene på plejehjem og hjælp til de svageste ældre.

”Det siger meget om vores kulturelle forestilling om, hvad alderdommen er. Det er den grå, kønsløse masse, som bliver syge og forfalder og dør. Det ender også med at ske, men der er bare en utroligt

lang periode inden da, hvor alderdommen også er så meget andet end det,” siger Aske Juul Lassen. Ifølge forskerne har de negative forestillinger en række konsekvenser. For eksempel at nogle mennesker i pensionsalderen føler sig tilskyndet til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet alene på grund af deres fødselsdato. Eller at demenssygdomme ikke bliver forebygget tilstrækkeligt, fordi de ses som en naturlig del af alderdommen.

Vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen kalder udfordringen for en gordisk knude. Hvordan kæmper man for en bestemt aldersgruppes interesser uden at give

gruppen en fælles betegnelse –som ”de ældre” eller ”seniorerne”?

Og hvordan stiller man skarpt på problemer med pleje og omsorg af svage ældre uden at forstærke negative fordomme om alderdom?

”Det er frygtelig svært, også fordi spillereglerne i medieverdenen er, at det skal være de store overskrifter: ’Hold da op, en chokerende behandling, hvor er det forfærdeligt og uværdigt’. Tiden og pladsen er ikke til at indskyde en fodnote, hvor man slår fast, at seks ud af syv borgere over 65 år hverken bor på plejehjem eller har brug for hjemmehjælp,” siger Michael Teit Nielsen.

Også han mener, at de positive fortællinger fylder for lidt i den offentlige samtale. Han fremhæver Ældre Sagens såkaldte fremtidsstudie, der viser, at de 80-89-årige har en højere generel livskvalitet end folk i 50’erne.

”Når man bliver ældre, er der nogle områder, hvor det for de fleste går ned ad bakke, men mange klarer sig fint, og der er også områder, hvor man bliver stærkere. Man får for eksempel flere livserfaringer at trække på, og man har bedre forudsætninger for at træffe fornuftige og gode beslutninger, fordi man har prøvet at stå i lignende situationer før. De nuancer skal vi have med.” J

Dramatiske drømme fylder nætterne til bristepunktet

klumme

Ivar Brændgaard livogsjael@k.dk

Mine nætter er fattige på søvn, men rige på drømme – også af den uhyggelige slags. Når jeg gispende bliver trukket op i vågen tilstand af min fyldte blære, ånder jeg taknemligt ud

JEG TROEDE, AT NÅR JEG BLEV PENSIONERET og fik god afstand til arbejdslivet, så ville det holde op med at spøge i mine drømme. Fejlagtigt, har det vist sig. Episoder og personer dukker op i mine drømme fra alle dele af mit arbejdsliv, hvad enten jeg har været højskoleforstander, tv-direktør eller præst. De kan være 5, 20 eller 35 år gamle. Og de står knivskarpe.

Alligevel kan de være helt anderledes. De er ikke bare erindringer. Der er ofte sammenblanding af sammenhænge, motiver og steder. Forleden drømte jeg, at jeg var i gang med at forlige et par, der var gået fra hinanden for mange år siden. Han var ansat hos mig, og jeg kan huske, at det gjorde ondt på mig, at han var blevet forladt af sin hustru. Jeg var aldrig involveret i den skilsmisse, og han er i øvrigt død for flere år siden. Alligevel sad jeg over for dem i et ihærdigt forsøg på at få dem smedet sammen igen.

I mine drømme forsvinder tid og rum og logik, som jeg ellers er begrænset af i mine vågne timer. Det betyder, at jeg kan befinde mig i helt vilde sammenhænge og på steder, hvor jeg aldrig har været. Stederne træder tydeligt frem, og jeg undrer mig over, hvordan sådan-

Indimellem tænker jeg misundeligt på dem, der kan sove hele natten igennem og derfor ikke kan huske nogen drømme

ne kan udspille sig igen. Låste situationer, hvor det skærer i hjertet, når argumenterne bliver grove og sårende.

jeg mine drømme med op i bevidstheden, når jeg er på vej til toilettet. Og jeg bliver vågen af at genkalde mig dem og undres over dem. Men jeg forsøger ikke at huske dem eller skrive dem ned. Min hjerne ville blive overfyldt, hvis mine drømme skulle opmagasineres i min bevidsthed. Flere har spurgt, om jeg ikke har lyst til at gå til drømmetydning. Men den lyst har jeg ikke. Indimellem tænker jeg misundeligt på dem, der kan sove hele natten igennem og derfor ikke kan huske nogen drømme.

0 I vores stue hænger der et kunstværk af den svenske kirkekunstner Stig Carlsson. På værket, ”Fangst i det ukendte”, går en snøre fra skibets mennesker ned i en underlig, uformelig, forvreden og knortet frembringelse, omkranset af rustne søm. Er det nede i dette ubevidste lag, at min snøre sommetider haler ubehagelige drømme op? – Foto: Liv Høybye.

ne helt fremmede og uvirkelige omgivelser kan opstå i mine drømme. Jeg har også konfliktdrømme, hvor gamle uoverensstemmelser med medarbejder-

INDIMELLEM FÅR JEG STRESSDRØMME, ofte forårsaget af, at jeg har for travlt. Det finder ind i mine drømme. Og her er det oftest ren gentagelse. Jeg skal som præst holde en gudstjeneste. Ofte har jeg skullet køre langt for at nå frem til mit præstevikariat. Og så opdager jeg, at jeg har glemt præstekjolen eller kraven. Jeg kan ikke nå tilbage. Jeg farer rundt for at finde en anden præstekjole. Eller jeg kan have glemt min prædiken. Så er gode råd dyre. Og menigheden sidder der allerede, og da de har ventet i nogen tid, begynder de at synge første salme, mens jeg fortsat tosser rundt, sommetider foran alteret, mens menigheden følger forundret med. Så er det godt at vågne og ånde lettet ud. Jeg bliver vækket ubønhørligt hver tredje time af min blære. Og det er uanset, om jeg er i min lette søvn, eller jeg er i min REM-søvn (rapid eye movement), også kaldet drømmesøvnen, eller jeg er nede i min dybe søvn, hvor der også finder drømme sted. Derfor haler

MINE NÆTTER ER SOM at gå i biografen tre gange hver nat. Og jeg ved aldrig, hvad jeg kommer til at se eller deltage i. Det kan endda blive uhyggeligt. Jeg kan blive hvirvlet ind i situationer, hvor jeg gør forfærdelige ting, som jeg aldrig ville gøre i vågen tilstand. Når jeg gispende bliver trukket op i vågen tilstand af min fyldte blære, ånder jeg taknemligt ud. Men tilbage sidder angsten. Har jeg virkelig det i mig? Ligger ondskaben lige under min polerede og opdragne overflade?

I vores stue hænger der et kunstværk af den svenske kirkekunstner Stig Carlsson. Han var nærmest huskunstner på Haslev Udvidede Højskole, da vi kom dertil i 1980. Han arbejdede meget i genbrugsmaterialer, som han fandt på halvøen Kullen i Sverige, hvor han boede. På vort kunstværk ser vi mennesker på et skib, der er ude på deres livslange sejlads. En snøre går fra skibets mennesker ned i en underlig, uformelig, forvreden og knortet frembringelse, omkranset af rustne søm. Kunstværkets titel er ”Fangst i det ukendte”. Er det nede i dette ubevidste lag, at min snøre sommetider haler ubehagelige drømme op?

Mine nætter er fattige på søvn, men rige på uforudsigelig underholdning. J

10 | Seniorliv Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar 2023
” Det burde jo hedde en omsorgslov, ikke en ældrelov.
HENNING KIRK, ALDRINGSFORSKER

Ældre frivillige bygger bro til en ny livsfase

værdier og bidrager til sammenhængskraften i samfundet, føles det også rart på et individuelt plan. Det er basalt menneskeligt. Vi trives med at give noget til andre og betyde noget for andre.”

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Da Ellen Bødker Sørensen arbejdede som receptionist i Danmission, var der en ting, hun troede, hun aldrig skulle, når hun gik på pension: Hun skulle aldrig være frivillig i en genbrugsbutik.

Nu har hun været frivillig i godt 10 år.

Hver torsdag fra klokken 12 til 17 arbejder hun i Danmissions genbrugsbutik i den københavnske bydel Brønshøj-Husum, hvor hun sætter ting på hylderne, betjener kunder og står for regnskabet.

”Jeg kan bare ikke lade være. Det er en del af mig. Hvis jeg holdt op, ville jeg savne det meget. Det gør min mand i hvert fald – han var nødt til at holde op på grund af sit helbred,” siger 80-årige Ellen Bødker Sørensen.

”Jeg synes, jeg har en mission her.”

Hun er også grøn pigespejder, og selvom hun ikke længere tager med på teltlejre, hjælper hun med at afvikle arrangementer som frivillig. Som hun siger: ”Jeg er spejder,

Ifølge Anna Aamand, der er mangeårig ældrepsykolog i egen klinik, gør man også noget andet, når man engagerer sig i frivilligt arbejde efter pensionen: Man bygger bro mellem to livsfaser.

Hun kender flere mennesker, der er gået på pension, men sidenhen er gået tilbage på arbejdet. De glædede sig til at slappe af, se fjernsyn og læse bøger – alt det, de ikke kunne nå i et hektisk arbejdsliv – men friheden mistede hurtigt sin glans. Pludselig var det, som om stuen begyndte at runge.

”Når man for eksempel arbejder nogle timer om ugen i en genbrugsbutik, kan man se det som en form for praktik, hvor man finder sine ben i alderdommen. Man skal lære at acceptere, hvad man kan og ikke kan, og langsomt udvikle en ny identitet i den sidste fase af livet,” siger Anna Aamand. Ældrepsykologen kender det fra sig selv. Hun er 69 år, men har kun delvist trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. I stedet for at arbejde fem dage om ugen og holde fri de resterende to, har hun vendt kalenderen på hovedet, så hun arbejder to og holder fri fem dage om ugen. Det er hendes måde at holde fast i et fagligt engagement og øve sig i at blive ældre. Nyde at livet går langsom-

”Jeg ønsker ikke at være alene. Jeg har en veninde, der lige er blevet enke, og hun har det så rædselsfuldt. Så hårdt tror jeg ikke, jeg får det, men jeg ved det jo ikke. Min mand og jeg har kendt hinanden i 60 år, og vi har været gift i 57 år.

”Det giver mig mere tid til at gå i dybden med ting, der fylder mig med værdi. Når jeg læser en bog, kan jeg fundere lidt mere over den, end jeg gjorde før. Og jeg kan opsøge nogle af de venner, jeg måske har forsømt under et travlt arbejdsliv,” siger hun.

”Der er selvfølgelig nogen, for hvem arbejdslivet er fysisk slidsomt, og som i den grad ønsker, at livet skal gå langsommere. Men for de mange, der er friske, når de træder ud af arbejdsmarkedet, tænker jeg, at det frivillige arbejde kan fungere som en meningsfuld overgang til en ny identitet.”

Frygter kun en ting

Ellen Bødker Sørensen er ikke så frisk, som hun har været. For to år siden fik hun en blodprop i hjernen, der forstyrrede hendes syn i flere måneder, og hun har slidgigt i begge knæ. Når hun går op ad trappen fra butikkens kælder, holder hun godt fast i gelænderet og hiver lidt efter vejret, og hun kan ikke længere bære tunge kasser. Men hun har på intet tidspunkt overvejet at stoppe i butikken.

”Det har ikke slået mig ud af kurs. Måske ville andre blive bange, jeg ved det ikke. Jeg har ikke tid til at bekymre mig. Så det gør jeg ikke,” siger Ellen Bødker Sørensen.

”Min tro giver mig også en ro. Jeg tror på, at der er noget, der holder hånden over mig, og at Gud hjælper mig, hvis jeg har brug for det. Og jeg tror heller ikke, at det slutter med det her liv. Det kan jeg godt klamre mig til.”  Hun frygter kun én ting: at miste sin mand. Hun var ret upåvirket, da hun for nogle år siden selv blev opereret i hjertet, men hun var bævende nervøs, da hun sad hjemme i sin stue og ventede på nyt om sin mands bypass-

”Jeg ønsker ikke at være alene. Jeg har en veninde, der lige er blevet enke, og hun har det så rædselsfuldt. Så hårdt tror jeg ikke, jeg får det, men jeg ved det jo ikke. Min mand og jeg har kendt hinanden i 60 år, og vi har været gift i 57 år. Vi har haft et langt liv sammen,” siger Ellen Bødker ”Jeg ved jo ikke, hvordan jeg vil reagere. Selvfølgelig kunne jeg arbejde to dage i genbrugsbutikken, men det er nok tvivlsomt, om mit helbred kan holde til Ellen Bødker Sørensen kigger lidt rundt i butik”Jeg ved i hvert fald, at jeg vil være i gang her så længe som muligt. J

Frivillige ældre

Andelen af ældre, der laver frivilligt arbejde, er steget markant over de seneste to årtier. Det gælder særligt for de 67- til 77-årige. flere 67-årige og 43 procent flere 77-årige arbejder frivilligt i dag end for 20 år siden. ressourcestærke ældre med længere uddannelser og et relativt godt helbred, som engagerer sig i frivilligt

humanitære

12 | Senior
I et samfund, hvor iden titet er knyttet til karriere, finder mange pensionister mening i frivilligt arbejde. Samtidig øver de sig i at blive ældre
fællesskaber, der bygger på
4.
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag
januar
ELLEN SØRENSEN, FRIVILLIG, PENSIONIST 1 Ellen Sørensen er frivillig i Danmissions Genbrugsbutik på Frederiks-sundsvej i København. – Foto: Leif Tuxen.

At blive gammel er at miste lys i huset

Alderen har sat sig i Per Stig Møllers krop. Den 80-årige tidligere udenrigsminister spiller ikke tennis mere, er holdt op med at cykle og har været alvorligt syg. Men når han tænker, læser og skriver, holder han mørket på afstand interview

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Per Stig Møller gør det konstant. Afslutter sine pointer med et citat fra en tænker, forfatter eller politiker, der har gjort indtryk på ham. Albert Camus, Jean-Paul Sartre, Henrik Stangerup. Han har kun lige sat sig til rette på terrassen foran sit sommerhus, da han maler et sprogligt billede med afsæt i et digt af den franske forfatter Victor Hugo:

Livet er som et hus. I begyndelsen er der lys i alle værelser, og vinduerne skinner, når folk går forbi på gaden, men efterhånden går pærerne ud, en for en, og mørket spreder sig, indtil der kun er glød i en lille lampe ved døren.

”Sådan er det at blive 80,” siger Per Stig Møller, der fyldte 80 sidste år. Og når han ser tallet for sit indre blik, tænker han på billedet med huset og lysene.

De lys, der slukker, er dem, man mister.

Den søn, han mistede i 2010, den hustru, han mistede i 2001, og de forældre, han for længst har måttet begrave.

Da Per Stig Møller fyldte 75 år, var Poul Schlüter, Grethe Rostbøll og Benny Andersen alle gæster til hans fødselsdag. Nu er de her ikke mere. Han bruger et andet citat, som han tilskriver tidligere journalist og professor Erling Bjøl: ”At blive gammel er at opdage, at telefonen ikke bliver taget, når man ringer.”

Lysene, der slukker, er også alt det, man ikke kan mere. Per Stig Møller er holdt op med at spille tennis, efter han forsøgte at fælde et træ, men gled ned ad en skråning. Bang, sagde det, og så havde han brækket benet tre steder. Han cykler heller ikke mere, fordi han frygter at falde. Når man falder i hans alder, falder man tungt.

Der er kun en ting, man kan stille op over for det mørke, som de slukkede lamper efterlader, siger Per Stig Møller. Man må se, om man kan leve med det.

”Ja, og så kan man jo skifte en pære.”

Han griner.

Sandheden er nu også, at pærerne stadig gløder stærkt i Per Stig Møllers hjem.

I Nykøbing Sjælland, hvor han sidder i sit sommerhus, svømmer han to gange om dagen for at holde sig i form, og i sin stue har han nøje indrettet en arbejdsstation, hvor han spinder storpolitiske analyser og nedfælder dem på sin computer. Han skriver debatindlæg til aviser, navnlig Berlingske, han forbereder sig på foredrag, og han skriver ikke mindst digre bøger. I 2019 udgav han ”Sommeren ’45” om de politisk højspændte måneder efter Danmarks befrielse, og i september sidste år udkomm bogen ”Afgørende øjeblikke” om en håndfuld af de vigtigste og modigste beslutninger i nyere politisk verdenshistorie.

Hvis han løfter blikket fra skærmen på arbejdsstationen, kan han se havet hæve sig over naboernes hustage.

”Det er en fremragende udsigt,” siger han.

”Hvis du går i stå, eller en sætning ikke fungerer, kan du bare kigge ud over vandet og lade tankerne glide væk. Se på dem, der bader, eller et sejlskib, der glider forbi. Og så pludselig! Så dukker ordet eller tanken op.”

Et skelsættende skakspil

Ordet og tanken har været motoren i Per Stig Møllers karriere. Som litterat forsvarede han sin doktordisputats som 31-årig og fik ansættelse på det franske universitet Sorbonne; som journalist bestred han redaktør- og chefstillinger i Det Berlingske Hus og i Danmarks Radio, og som konservativ politiker nåede han at være miljø-, udenrigs- samt kulturog kirkeminister.

Et af de barndomsminder, der tindrer i hukommelsen, var en skakdyst mellem hans far, den tidligere konservative finansminister Poul Møller, og hans onkel, Aksel Møller, der dengang var indenrigs- og boligminister. Hans far havde sat onklen skakmat og bad ham triumferende om at erkende sit nederlag, men onklen nægtede, smilede skælmsk og flyttede så blikket hen på lille Per Stig.

”Intet problem er så svært, at man ikke kan løse det, hvis man tænker sig godt nok om,” sagde han til ham.

Per Stig Møller lyser op og læner sig frem i havestolen.

”Jeg aner ikke, hvordan spillet endte, men den sætning har siddet i mig lige

siden. Som skakspiller skal du altid tænke to-tre træk frem, og det har jeg altid gjort. Det var derfor, vi aldrig tabte en afstemning, da jeg var miljøminister. Det ligger så dybt i mig.”

Han brugte tankens kraft som politiker, hvor han lavede skemaer over alle sine forhandlingspartnere – hvad de ville have, hvad de ikke ville acceptere – og han har brugt den som forfatter, hvor han har begået omfangsrige analyser af fortid, fremtid og samtid.

Nu er tankerne også med til at holde mørket på afstand.

”Det intellektuelle arbejde er min måde at holde mig i gang på, at holde liv i de pærer, der ikke er gået ud endnu. Jeg føler ikke, at mine evner er blevet svagere. Hukommelsen er i orden. Jeg læser meget, og jeg kan bruge det, jeg læser – finde linjerne i stoffet.”

Sådan vil det ikke altid være. Der vil komme en dag, hvor hans hjerne ikke

vil arbejde så hastigt som før, måske i løbet af de 80’ere, som han nu træder ind i.

”Jeg frygter det ikke, for man skal ikke sidde og foregribe det. Kommer det, så kommer det. Så længe du bruger dine ben, kan du gå, og så længe du bruger din hjerne, kan den fungere. Man skal bruges. Det gælder det intellektuelle ligesom det fysiske. Det går i forfald, hvis ikke du bruger det.”

Ramt af kræft

Per Stig Møller har været syg. Man kan se det på ham. Det brune hår er blevet kortere, tyndere og hvidere, kuløren i hans ansigt lidt mere mat, hans gang mere mekanisk. Han har haft kræft i løbet af det seneste år, men vil ikke sige hvilken type. Kun at han har været igennem en operation og nu er erklæret rask.

Ved siden af ham ligger en hat, som

0 ”Jeg kan ikke holde ud at se mig selv, og så skal andre heller ikke se mig. Derfor går jeg med den her,” siger Per Stig Møller om hatten, der sidder på hans hoved.

– Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

14 | Seniorliv
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar
” Når du begynder at få kvalme, mens du forbereder dig, skal du trappe ned.
PER STIG MØLLER, TIDLIGERE POLITIKER

0 Billed Bladet bragte i 1956 en reportage om familien Møller, hvor Per Stig Møllers mor, radioreporteren Lis Møller, blandt andet lod sig udfordre af sin dengang 14-årige søn.

– Foto: A. E. Andersen/RitzauScanpic.

Per Stig Møller

Født den 27. august 1942 på Frederiksberg, København.

Søn af tidligere finansminister

Poul Møller og journalist Lis Møller, der begge sad i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

Blev dr.phil. i litteraturvidenskab i 1973. Var efterfølgende lektor på det franske universitet Sorbonne fra 1974 til 1976. Som journalist var han blandt andet litteraturredaktør på BT fra 1967 til 1969 og programchef i Danmarks Radio fra 1979 til 1984.

Sad i Folketinget for Det Konservative Folkeparti fra 1984 til 2015. Miljøminister fra 1990 til 1993, udenrigs-minister fra 2001 til 2010 og kultur- og kirkeminister fra 2010 til 2011.

I dag er han gift med erhvervskvinden Xukun Ji.

han tager på, hver gang han skal fotograferes eller medvirke i et tv-indslag. Da Danmarks Radio for nylig kom forbi sommerhuset for at interviewe ham om det historiske forhold mellem Venstre og Konservative, betingede han sig, at samtalen skulle foregå udendørs. Ellers ville det se fjollet ud med hatten, mente han.

”Jeg kan ikke holde ud at se mig selv, og så skal andre heller ikke se mig. Derfor går jeg med den her.” Han hiver fat i hatten og løfter den fra bordet.

”Jeg synes, jeg ser rædselsfuld ud. Og hvis seerne ser mig sådan, vil de kun være optaget af, hvordan jeg ser ud, de vil ikke høre et ord af, hvad jeg siger.”

Forløbet har været hårdt. Opslidende psykisk og fysisk. Men også i sygdommen kastede Per Stig Møllers arbejde lys over hans hverdag. ”Det var psykisk gået hårdere ud over mig, hvis jeg ikke havde skrevet en bog. Du kan ikke bekymre dig over, at du skal på hospitalet og blive tjekket i overmorgen, mens du skriver,” siger han.

sit liv, over de valg, han har taget – og fravalgene.

Han fortryder, at han ikke var til den parade, hvor hans yngste søn blev sergent. Han havde travlt med at gennemgå et af de dokumentbjerge, han som miljøminister fik af sine embedsmænd før weekenden. Sønnen har aldrig udtrykt sin skuffelse over fraværet, men Per Stig Møllers nu afdøde kone, Sally Møller, kunne aflæse den i hans blik. Og han selv beskriver det som en stor fejl, han aldrig har begået igen.

” Man kan blive brudt ned af at være alene. Jeg ved, at jeg ville gå i stykker, hvis jeg var det hele tiden.

”Når jeg skriver om Richard Nixons rejse til Kina i 1972, kan jeg jo ikke fantasere mig til, hvad der skete. Jeg er nødt til at lave en masse research, lave en konklusion og skrive den. Det tager tid og kræver fordybelse. Og det var en strålende opgave for mig i den tid.”

Det, der holder os vågne

Per Stig Møller har altid haft brug for et rum, hvor han kunne trække sig ind i sig selv og sine tanker. Da han købte sommerhuset i Nykøbing Sjælland efter sin politiske karriere, var det ikke mindst, fordi han forestillede sig, hvordan det ville være at læse og skrive med udsigt til havet, alene I de senere år har han haft brug for at sænke tempoet og trække sig tilbage. Han har besluttet at holde færre foredrag. Af den simple årsag, at han ikke orker mere.

”Jeg har holdt foredrag, siden jeg var 17, og jeg har rejst utroligt meget. Jeg tænkte: Nu er det nok. Der var som sådan ikke nogen konkret årsag. Jeg synes bare, det afbrød mit skrivearbejde for meget. Når du begynder at få kvalme, mens du forbereder dig, skal du trappe ned.”

Det betyder ikke, at han stopper helt som foredragsholder. Det handler om at være både ”solidaire” og ”solitaire”, siger han med reference til en novelle af den franske filosof og forfatter Albert Camus. At være ude og hjemme, sammen med andre og alene.

”Man kan blive brudt ned af at være alene. Jeg ved, at jeg ville gå i stykker, hvis jeg var det hele tiden. Du skal gå ud for at kunne gå hjem. Derfor vil jeg også gerne blive ved med at holde foredrag, bare ikke så meget, at det ødelægger min mulighed for at skrive bøger. Hvis du kun sidder og skriver, kommer du til at savne verden, går du kun ud, kommer du til at savne ensomheden.”

Det er en balance mellem ude og hjemme, som den tidligere udenrigsminister ikke altid har formået at finde. Erkendelsen er kommet til ham, i takt med at han har fået mere tid til at tænke over

Også når han tænker på de lykkeligste stunder i sit liv, tænker han på sin familie. Dengang han og hans 10-årige søn svømmede ud på havet i Gilleleje og reddede en sejler i havsnød. Dengang han gik ture med sin ældste søn i skoven og sprang over åer med ham på ryggen. Dengang hans datter på tre kom ud til ham med en pude i hånden, fordi hun vidste, at det ville blive en bumlet tur som passager på fars cykel.

”Når du når op i min alder, er det ikke din professionelle karriere, du tænker på mere. Hvis der er ting, man ikke kan sove for, er det scener fra ens liv med familien. Der er min søns parade, men der er også andre situationer, hvor jeg tænker, ’åh, der svigtede jeg’. Men dem vil jeg ikke beskrive for dig. Du har allerede fået en.”

Per Stig Møller smiler.

Han har tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, at han befinder sig i den religiøse fase af livet. Det betyder ikke, at han er religiøs. Eller at han har fundet en højere mening med tilværelsen. Det betyder kun, at han bruger mere tid på at reflektere over livet – uden at det har kastet nogen klare svar af sig.

”Jeg er stor tilhænger af Albert Camus, han kunne heller ikke finde meningen. Om der skulle være en højere mening, en skaber, eller hvad det måtte være, det kan du godt lade være med at spekulere over, for du finder aldrig ud af det. Meningen med livet er, at vi skal få det bedst mulige ud af det.”

”Du kan heller ikke få et opløftende svar på døden. Som Sartre sagde: ’Døden er en skandale’.”

Hvor meget fylder døden for dig?

”Man tænker på den, når man bliver ældre, og der sker dødsfald omkring en. Men jeg prøver at skubbe det fra mig. For jeg finder ikke nogen svar. Jeg kan godt lide Henrik Stangerups udtalelse, da han var dødssyg som kun 60-årig. Han sagde: ’Når jeg er her, er døden her ikke. Og når døden er der, er jeg der ikke.’”

Man skal ikke foregribe forfaldet, siger Per Stig Møller. Han vil være aktiv, så længe han kan. Og så snart hans nye bog udkommer til september, vil han straks gå i gang med et nyt projekt for Gyldendal.

Han kigger ned mod stranden, hvor solen er brudt igennem skyerne, og forklarer, at mange af sommerhusejerne svømmer i havet netop på dette tidspunkt af eftermiddagen. Nogle af dem er 70 år, andre er 80, enkelte er endda fyldt 90. ”De holder sig også i gang. Det er ikke noget, der er unikt for mig. Vi har alle noget, vi gør for at holde lys i huset,” siger Per Stig Møller. J

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar 2023 Seniorliv | 15

Seniorrejser fyldt med livsglæde og tryghed

Selvom du er kommet op i årene, er lysten til at rejse og opleve sandsynligvis intakt. Men måske mangler du lidt overblik og gå-på-mod. Løsningen kan findes hos Bella Rejser, der arrangerer færdigpakkede seniorrejser med erfarne danske rejseledere.

altid af god kvalitet, centralt beliggende og med gode muligheder for afslapning. Her nydes den fælles morgen- og aftensmad, som er med til at skabe nye kontakter og et godt fællesskab. I rejsen indgår også fire udflugter, som foregår i et roligt tempo, og der er også to dage til oplevelser på egen hånd. De inkluderede udflugterne byder på smuk natur samt en bred vifte af historiske, kulturelle og gastronomiske oplevelser

grupperejser er en ideel ramme for afslappet samvær og nye oplevelser

For både par og enlige.

Mere en 25% af vores gæster rejser alene og derudover er der flere enlige som rejser sammen. Mere end hver trejde fortæller, at de har fået nye bekendte på en af vores rejser og da 80-90% af deltager ne kommer fra samme lokalområde, er de nye bekendtskaber lette at vedligeholde efter hjemkomsten.

Hos Bella Rejser har vi specialiseret os i seniorrejser, hvor du som gæst kan slappe fuldstændig af ved tanaken om, at alt er arrangeret på forhånd og erfaren hjælp altid er lige ved hånden.

Tryghed og fælles oplevelser

Vores grupperejser består af seniorer fra samme kommune og fællesoplevelserne begynder allerede før check-in i lufthavnen. Du bliver nemlig hentet i bus fra et centralt opsamlingspunkt i din kommune og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så alle får en god start på rejsen. På rejsemålet modtages I af en dansk rejseleder fra Bella Rejser, som er sammen med gruppen hele ugen – både på hotellet og på udflugterne. Bella Rejsers rejseledere er selv i alderen 55 til 70 år, så de har en god forståelse for vore gæsters ønsker og behov. Hotellet er

Trygheden ved en færdigpakket rejse suppleres af økonomisk overblik, for næsten alt er betalt på forhånd. Fly, hotel, hotelmåltider, buskørsel i Danmark og på rejsemålet samt entré og frokoster på rejsens fire udflugter er alt sammen inkluderet i rejsens pris.

Ideen og rejsemålene

Bella Rejser er 100% dansk og har eksisteret siden 2014. Vi er baseret på ideen om at

Du er velkomme på alle rejser

Kan du selv komme til lufthavnen eller til et afhentningssted i en naboby, er du velkommen på alle vores rejser. Bestil vores

www.bellarejser.dk • Tlf. 27 31 37 05 • info@bellarejser.dk
Godt selskab for livsglade seniorer
brochure på tlf.: 2731 3705

Grupperejser til friske og livsglade seniorer afhentning med bus fra din kommune

(Se hvilke af nedenstående rejsemål som tilbydes direkte fra din kommune på www.bellarejser.dk)

Alt dette er inkluderet i alle rejserne:

• Bustransport fra din kommune til lufthavnen t/r

• Guide assistance ved check-in i lufthavnen

• Direkte fly til rejsemålet t/r

• Indchecket bagage

• Bustransport til hotellet t/r

• Godt 3 til 4-stjernet hotel i delt dobbeltværelse

• 7 x morgenmad på hotellet

• 7 x aftensmad på hotellet

• 4 udflugter jf. program, inkl. entréer

• Frokost på alle udflugter

• Erfaren dansk rejseleder

• Godt selskab med ligesindede seniorer

Eksotiske Andalusien

Ugens program:

• Introduktionstur til fods i vores spændende ferieby inkl. spansk frokost

• Besøg på frugtgård med Costa Tropicals subtropiske frugter. Slentretur i den hvide bjergby Frigiliana med den imponerende udsigt

• Til Spaniens højst beliggende by Trevélez, som er kendt for sine lufttørrede Serrano skinker

• Vi besøger én af Spaniens mest kendte og imponerende seværdigheder - den mauriske borg Alhambra i Granada

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 8.295 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.350)

Spændende Catalonien

Ugens program:

• Introduktionstur i og omkring vores ferieby

• Barcelona - sightseeing i den gamle bydel og besøg i La Sagrada Familia kirke – Gaudis imponerende mesterværk

• Det storslåede Montserrat kloster oppe i bjergene, og vinproducenten Codorniu. Vi ser lange underjordiske gange, fyldt med Cava - Spaniens svar på Champagne

• Nordpå til Figueres, Salvador Dalis fødeby. Opleve hans meget alternative og anderledes museum

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 8.195 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.350)

Solrige Gran Canaria

Ugens program:

• Introduktionstur i området, bl.a. ser vi de store naturlige sandklitter

• Hovedstaden Las Palmas inkl. den historiske bydel Vegueta. Frokost ved stranden Las Canteras

• Den eventyrlige Guayadeque kløft med øens største koncentration af grotter, inkl. frokost i en af dem

• Udflugt i bjergene væk fra kyst-turismen. Oplev øens 4 klimabælter, landsbyen Fataga samt vinsmagning på gammel vingaard i Santa Brigida

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 8.995 pr. person (eneværelsestillæg kr. 2.150)

Fantastiske Tenerife

Ugens program:

• Puerto de la Cruz, den gamle bydel samt bananplantens betydning for Tenerif

• Vulkanen Teide, og nationalparken Las Cañadas via Esperanzaskoven. Retur via den smukke nordkyst

• La Laguna med kolonialhuse fra 1700-tallet. Videre gennem “urskoven”, til den tidl. isolerede landsby Taganana. Stop i Santa Cruz

• Besøg hos bonden Francisco, hvor vi sammen tilbereder og spiser dagens landfrokost med vin til

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 8.495 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.600)

Smukke Madeira

Ugens program:

• Byrundtur i den elegante by Funchal bl.a. med smagsprøver på den kendte Madeira-vin

• Øens mest fantastiske udsigter, bl.a. ned til ”Nonnernes dal” og Winston Churchill’s yndlingssted, det idylliske fiskerleje Câmara de Loboss

• Idylliske og frodige Santana på øens nordside, kendt for sine farverige trekantede stråtækte huse

• Gåtur langs én af øens berømte levadaer, som er årsagen til at øen er så frodig

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 9.495 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.795)

Idylliske Gardasøen

Ugens program:

• Udflugt til romantiske Verona med byvandring til de historiske huse, Romeo og Julie’s balkon og den kæmpestore romerske arena

• Sejltur på Gardasøen med storslåede naturoplevelser og besøg i de idylliske byer Malcesine, Limone og Riva

• Sejltur til den smukke middelalderby Lazise inkl. frokost og vinsmagning

• Heldagstur til fascinerende Venedig. Byvandring i de snævre gader til de kendte seværdigheder

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 9.295 pr. person - (Kun fra Sjælland) (eneværelsestillæg kr. 1.550)

Fascinerende Syditalien

Ugens program:

• Introduktionstur i Sorrento inkl. italiensk frokost med udsigt over Napolibugten

• Tur til Amalfi, langs Italiens smukkest kyst. Besøg i byen inkl. frokost. Stop i Ravello, magnet for alverdens kunstnere

• Udflugt til spændende Pompeji, som år 79 e.Kr. blev ramt af et kæmpe udbrud fra den nærliggende vulkan Vesuv

• Besøg hos et rigtigt syditaliensk familielandbrug, hvor vi selv laver Gnocchi alla Sorrentina - en del af vores frokost

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: fra kr. 9.295 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.200)

Charmerende Kreta

Ugens program:

• Græsk aften i hyggelig landsby, hvor vi spiser ved byens torv og underholdes med rigtig græsk musik

• Oplev det ”rigtige” Kreta og se hvordan grækerne lever og bor. Vi høster selv dagens frokost og sammen tilbereder vi dagens græske frokost

• Til den smukke Mirabello bugt, hvor vi sejler ud til fæstningsøen Spinalonga

• Besøg Knossos og hør om den spændende minoiske kultur og ser de imponerende udgravninger

• 2 dage til fri disposition

Deltagerpris: Kr. 8.995 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1 700)

Vidunderlige Mallorca

Mallorca er en af Bella Rejser’s mest populære rejsemål. Derfor tilbyder vi to rejser til Mallorca. En til den vestlige del af øen, hvor vi bor i Paguera og en til den nordøstlige del af øen, hvor vi bor i Ca’n Picafort. De 4 udflugter på de to ture er forskellige, dog har begge en udflugt til Mallorca’s ”hovedstad” Palma.

Se mere på bellarejser.dk

Mallorca Paguera: kr. 8.595 pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.400)

Mallorca Ca’n Picafort: kr. 8.595,- pr. person (eneværelsestillæg kr. 1.650)

www.bellarejser.dk • Tlf. 27 31 37 05 • info@bellarejser.dk

TØJ ER VORES EKSTRA HUD og skjold mod verden. Praktisk og stærkt. Eller fantasi og leg og den rene forførelse. Også det, som er inderst på kroppen. Det kan frisætte fantasien og få én op på dupperne, hvis man er gået lidt i stå.

Tøj, der svinger med vores personlighed og identitet, lever længst i vores garderober. Trænger du til at skifte ham, så giv det videre, så det får nyt liv på en anden. Forleden så jeg en kvinde i en af mine kjoler, som jeg havde givet til Diakonissestiftelsens Loppeshop på Frederiksberg. Hun bar den med perler og høje hæle og lignede en million.

Tøj er mere end noget, vi tager på. Der er følelser og stemninger i tøj. Er det kvalitet, kan vi bruge det i mange år. Reparere og sy om og lege med det, så det kan transformeres fra hverdag til fest blot med et farvestrålende tørklæde om halsen. Som jeg gjorde forleden, hvor jeg først skulle til børnefødselsdag og umiddelbart efter til stor fødselsdag for de supervoksne.

MIN KÆRLIGHED TIL TØJ BEGYNDTE med en lille bunke dukketøj, som min oldemor syede til sine tre døtre, når hun var færdig med dagens arbejde i butik og køkken, og pigerne sov. En jakke af stribet hvidt linned med knapper ned foran og kniplinger på alle kanter og manchetter. Et rynket bomuldsskørt med små læg og festoner og et uldent vinterskørt med tunger broderet med lyserødt uldgarn forneden. Mamelukker og chemiser med sløjfe i nakken til at sove i. Når min oldemor var ved at falde i søvn, duppede hun øjnene med eddikevand.

Hendes datter, min mormor, gav mig hele molevitten til mine dukker. Lærte mig at sy i hånden, at brodere og reparere tøj. Lægge det ud og sy det ind. Dengang skulle tøj holde i mere end én sæson. Vi havde ikke råd til at købe nyt hele tiden. Det var imod tidsånden både under og efter krigen. Vi passede på tøjet, som trods de fattige tider var mere holdbart end nutidens.

Jeg har mange følelser for det tøj, jeg syr og reparerer til familie, venner og mig selv, fordi jeg har det mellem hænderne i lang tid. Kigger på kvalitet og farver og syr om, til det sidder.

Jeg elsker at sy ved mit runde bord i køkkenet, mens jeg lytter til P1. Jeg laver reparationer og nyt tøj til børnebørnene: flænger i den 20-åriges Carhartt-bukser og skjorter, slå om-skørter af Libertystof til den 22-årige, en sving-nederdel med polkaprikker til den mindste på fem år.

Mit eget tøj retter jeg til, så jeg føler mig hjemme i det. Jeg kan ikke lide splinternyt tøj. Til mine sønner syede jeg engang langlemmede fantasidukker af stofrester, som de brændte af i haven, da de blev teenagere: Voksentiden var på vej.

MIT ÆLDSTE BARNEBARN PÅ 22 ÅR strikker og mikser sit tøj i en frygtløs blanding af stoffer og farver, gammelt og nyt. Barnebarnet på ni år er endnu mest til at sy tasker og perlesmykker. Nu har hun fået en symaskine, så vi kan sy sammen.

Tøj giver os identitet. Er vi til høj stil med slips og perler eller noget, vi kan røre os i? Hvem er vi solidariske med? Når præsident Macron og andre statsledere i Vesten trækker i seje sweatshirts, viser de solidaritet med Zelenskyj og Ukraine. I vores unge dage viste vi solidaritet med arbejderklassen ved at gå i overalls og Kansas-bukser. J

Ældre er mindre ensomme, end rygtet siger

Personer i alderen 70 til 79 år er mindre ensomme end yngre aldersgrupper, viser nye tal. En del af forklaringen er, at de har mere selvbestemmelse over eget liv

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Selvom man er oppe i årene og har lagt arbejdslivet bag sig, betyder det ikke nødvendigvis, at man er ensom. Snarere tværtimod. I et endnu ikke udgivet studie fra Ældre Sagen fremgår det, at blot fem procent af de 70-79-årige oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 10 procent af de 50-54-årige og 8 procent af de 55-59-årige.

Tallene bekræfter en tendens, der også fremgik af Den nationale sundhedsprofil, der udkom tidligere på året: For mange sker der et fald i ensomheden i årene efter, de har forladt arbejdsmarkedet.

Ifølge David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent i Ældre Sagen, afliver tallene myten om, at ældre mennesker er de mest ensomme i befolkningen. Han peger på en række årsager til, at det forholder sig stik modsat for de 70-79-årige.

”De har ulig de 50-årige ikke ansvar for børn og forældre, men kan lave en masse ting, der er lystbetonede. De kan engagere sig i fællesskaber med ligesindede og tage på rejser med venner. Det forbedrer både livskvaliteten og de sociale relationer,” siger David Vincent Nielsen.

Lukket inde i egen tilværelse

I Ældre Sagens undersøgelse har respondenterne besvaret tre spørgsmål:

Hvor ofte føler du, at du savner nogle at være sammen med?

Hvor ofte føler du dig udenfor?

Hvor ofte føler du dig isoleret fra andre?

Det er alle spørgsmål, der handler om følelser snarere end om ydre forhold.

Når de ældre respondenter er mindre ensomme end de yngre, er det altså ikke et udtryk for, hvor mange relationer de har. Dels trives nogle i eget selskab. Dels

kan det være befriende at fravælge usunde relationer. Det siger Astrid Pernille Jespersen, leder af Center for humanistisk sundhedsforskning på Københavns Universitet.

”Ensomhed er ikke kun et udtryk for, i hvilket omfang man er alene. Det handler om kvaliteten af de sociale relationer, man har.”

”Det kan være en gevinst at løsrive sig fra arbejdslivets strukturer. At have selvbestemmelse og være den primære designer af ens liv betyder meget for ens sundhed og sociale balance. Og de 70-79-årige har i dag ressourcer og energi til at prøve kræfter med noget, som de ikke kunne på arbejdsmarkedet,” siger Astrid Pernille Jespersen.

I de ældste aldersgrupper ændrer billedet sig. I Ældre Sagens undersøgelse oplever 8 procent i aldersgruppen 85-89 svær ensomhed, altså lidt flere end blandt de 70-79-årige, men David Vincent Nielsen antager, at det reelle tal er højere. Det skyldes, siger han, at der er et mørketal, for eksempel i form af mennesker med demens eller markante svækkelser.

”De har oplevet tab, som kan give en følelse af at være lukket inde i egen tilværelse. Det kan være, at man er pårørende til en syg ægtefælle med al den sorg og bekymring, der følger. Eller at man har nedsat hørelse eller syn,” siger David Vincent Nielsen.

Jo mere skrøbelig, man bliver med alderen, og jo flere af ens nære relationer, der forsvinder, jo mere vokser risikoen for ensomhed, siger Astrid Pernille Jespersen.

Det fremgår også af baggrundsdata fra Den nationale sundhedsprofil, der blev fremlagt på en ensomhedskonference i Herning i efteråret, som viser, at 17 procent af midtjyske borgere over 85 oplever ensomhed, en over dobbelt så stor andel som blandt de 70-79-årige. ”Det kan blive begrænset, hvem man kan dele sin sorg med, og man kan få en fornemmelse af at være den sidste tilbage. Vi italesætter vores følelser, drømme og håb på forskellige måder, og der kan godt være et gab, når man forsøger at forklare sit 20-årige barnebarn, hvordan det er at miste sin ægtefælle,” siger Astrid Pernille Jespersen.

Sognepræst Ulrik Pilemand er formand for Hemingway-klubben i Gribs-

kov i Nordsjælland, et fællesskab for ældre mænd. Han har oplevet, at nogle af medlemmerne har trukket sig på grund af svigtende hørelse, syn eller demens.

Til gengæld oplever han, at han har lettere ved at hjælpe de ældre ud af ensomheden end de yngre i sognet – og særligt de helt unge, der scorer højest, når man måler mistrivsel og ensomhed.

”De ældre er ikke vokset op med digitaliseringen, de har været vant til at mødes fysisk, bruge det talte ord og deltage i fællessang. I Hemingway-klubben kan det gøre en verden til forskel at drikke en kop kaffe, spise en ostemad og gå en tur – men det samme gælder ikke nødvendigvis for yngre generationer,” siger han.

Det er en vigtig pointe, at generationerne er forskellige, mener David Vincent Nielsen. Derfor er det ikke givet, at de 50-årige, der generelt oplever en højere grad af ensomhed end personer i 70’erne, kan forvente, at de bliver mindre ensomme med årene.

Men, tilføjer David Vincent Nielsen, tallene er en påmindelse om, at det ikke er alder, der skaber ensomhed – det er livsomstændigheder.

”Man bliver ikke ensom af at blive 80 år – eller 18 for den sags skyld. Vi bliver klogere af at se på årsagerne i stedet for at pulje folk sammen og tale om, at de unge mistrives, eller at de ældre er ensomme.” J

Ensomhed fordelt på aldersgrupper

I Fremtidsstudiet 2021, der officielt udkommer næste år, har Ældre Sagen målt svær ensomhed i aldersgrupper fra 50 til 89.

Den gruppe, der oplever mest svær ensomhed, er de 50-54-årige, hvor det gælder 10 procent. Den gruppe, der oplever mindst svær ensomhed, er de 70-79-årige, hvor det gælder 5 procent. For de 65-69-årige er tallet 7 procent. 8 procent af de 85-89-årige oplever svær ensomhed, hvilket er lige så mange som i aldersgruppen 55 til 59 år. Ældre Sagen forventer dog, at der er et stort mørketal i den ældste aldersgruppe.

18 | Seniorliv Kristeligt Dagblad Lørdag 25..februar 2023
At sy kan skabe fryd og meditation livet igennem og svinger med den ny verdensorden, vi er på vej ind i klumme
MODELFOTO: ARNO MASSEE/SCIENCE PHOTO
LIBRARY/RITZAU SCANPIX
Kærlighed, kvalitet og identitet i en sytråd

Henning Andersen vandrer stadig på vulkaner trods gigt og leukæmi

Som teenager forelskede

Henning Andersen sig i bøger. 60 år senere står han for bogafdelingen i en genbrugsbutik

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Henning Andersen sætter sig til rette ved et bord og begynder at sortere de stabler af bøger og tegneserier, der tårner sig op foran ham. Han kigger på bogreolerne, der omkranser ham, og peger på de mange skilte, der er klistret på hylderne: ”Kriminalromaner”, ”internationale forfattere”, ”danske forfattere”, ”kogebøger”, ”bøger om religion”, står der på dem.

”Det er mig, der har sat det hele i system. Jeg sætter mærkerne op, finder ud af, hvad bøgerne skal koste, og sætter dem ind på hylderne. Jeg synes, jeg har styr på det,” siger 78-årige Henning Andersen.

”Jeg kan godt lide at gå og lulle med det. Og jeg elsker bøger.”

Det har han altid gjort. Han blev uddannet som boghandler i midten af 1960’erne, og han sætter en ære i sin profession. Ikke som nutidens medarbejdere i Føtex, der ikke aner noget om de bøger, de sælger, påpeger han –”med al respekt”.

Forskellen er, at han ikke arbejder i en normal boghandel længere. I stedet befinder han sig i en kælder i Danmissions genbrugsbutik i den københavnske bydel BrønshøjHusum, hvor kunderne også kan købe tøj, køkkengrej, spil, ja, alverdens genstande.

At Henning Andersen arbejder i butikken kan virke trodsigt. Han kan ikke bære tunge bøger ned ad trappen, fordi han har slidgigt i ryggen, og for fire år siden fik han konstateret kronisk lymfatisk leukæmi, også kaldet ”gammelmandsleukæmi”. Men han elsker ikke bare bøger. Han elsker at være aktiv. Det har han været hele sit liv. Eller som han siger: ”Jeg har levet på en vulkan.”

Da han som 17-årig så vulkanen Vesuv, der udslettede byen Pompeji i år 79 e.Kr., blev han øjeblikkeligt bjergtaget. Siden har han skrevet 14 bøger om vulkaner og været rejseleder på adskillige ture til aktive vulkaner.

”Jeg kan ikke klare de anstrengende ture til andre kontinenter længere, men jeg kan stadig være guide for op til 20 mennesker på Island og i Italien. Det gør jeg stadig to gange om året,” siger Henning Andersen.

”Jeg har ikke haft en egentlig ferie i flere år.

Men snart rejser jeg til Napoli, hvor jeg skal bo i et kloster i 14 dage. Jeg er ikke bange for at rejse ud på kloden på trods af min alder.”

Sulten på livet

Når han betragter sig selv i spejlet, kan han se, at hans hår er blevet hvidt og tyndt, at hans ansigt er mere rynket og hænger mere, end det gjorde engang. Men det er mere en konstatering, end det er en følelse.

”Jeg føler mig ikke som en mand på 78,” siger Henning Andersen.

”Da jeg var 19, havde jeg en bedstefar i den alder, jeg er nu. Han lå bare på en sofa og sov og lavede ikke noget som helst. Dengang så man ikke kun gammel ud, man var også gammel. Når man ser, hvordan jeg render rundt i gaderne, foretager mig alt muligt og rejser en gang eller to om året, så er det bare noget helt andet. Jeg synes, jeg har noget at se frem til.”

Henning Andersen har da heller ingen planer om at stoppe sit arbejde i genbrugsbutikken, trods gigt og leukæmi. Men når hans fysik en dag ikke rækker længere, vil han også acceptere det, siger han. Han har trods alt 4000 bøger derhjemme, han kan læse i.

Døden frygter han ikke.

”Jeg har lært at acceptere alting, som det er,

”Jeg har engang imellem tænkt, at jeg skulle have levet et normalt liv.

HENNING ANDERSEN

og døden er jo noget, alle skal igennem, uanset om du er gammel eller ung. Måske har det noget at gøre med, at jeg har rejst rundt i hele verden og har set så meget forskelligt og så mange forskellige mennesker,” siger han

Han har mødt mennesker, der bor på siden af en vulkan uden at vide, hvornår næste udbrud kommer og overdynger deres hus med lava, aske og dødelige gasser. ”Er I ikke bange,” har han ofte spurgt dem. Som regel har de bare trukket på skulderen og sagt, at de tager en dag ad gangen. Det samme har Henning Andersen lært.

”Jeg kan ikke sige, jeg er mæt af livet. Jeg vil gerne leve mange år endnu. Men det er vi ikke selv herrer over. Ingen bestemmer, hvornår vi skal herfra. Selvfølgelig har jeg oplevet

2 ”Jeg gør det, jeg har lyst til,” siger Henning Andersen, der står for bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik på Frederikssundsvej i København. – Foto: Leif Tuxen.

frygt, for eksempel da jeg var ved at rasle ned i en elendig propelmaskine i Sovjetunionen. Men jeg har ikke angst for døden.”

Han kan godt fortryde, at han ikke fandt en partner, han kunne dele livet med. Han havde en hed kærlighedsaffære i Rumænien i 1974, og hvis han dengang havde giftet sig med kvinden – Maria, hed hun – er han sikker på, at han var blevet far. Det skete aldrig.

Da han var 60 år, mødte han en kvinde ved navn Helene på et skib på Donau-floden og giftede sig med hende, men igen forliste forholdet. De blev skilt i 2014.

I dag er han ikke interesseret i at få en kæreste. Hans erfaring fortæller ham, at han ikke egner sig til at være i et forhold, fordi han har svært ved at gå på kompromis.

Til gengæld beskæftiger han sig med det, han altid har elsket, ikke mindst i bogkælderen i Danmissions genbrugsbutik.

”Jeg har engang imellem tænkt, at jeg skulle have levet et normalt liv og formeret mig, så jeg havde fået nogle efterkommere. Sådan ser jeg ikke på det i dag. Jeg ved godt, jeg er noget af en original, men så længe jeg gør det, jeg har lyst til og opfører mig pænt, er der jo ikke noget galt i det,” siger Henning Andersen. J

Tove Holm befinder sig i en dvale, hun ikke kan komme ud af

Holm, der i dag er 73 år og bor alene i Thisted.

Tidligere har hun gået til yoga, været politisk aktiv og har haft en sidegesjæft som healer. Nu gør hun intet af det mere.

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Tove Holm er gået i stå. Det er en følelse, hun har haft, siden hun blev pensionist, og den er kun steget i styrke, som hun er blevet ældre.

Hun arbejdede som juridisk assistent på et advokatkontor, og hendes hverdag var hektisk, til tider altopslugende.

I 2015 gik hun på pension. Hun troede, at hun ville få frihed til at dyrke sine interesser og finde nye fællesskaber. I stedet skete det stik modsatte.

”Jeg føler ikke, at jeg har en mission mere. Jeg har næsten kun mit strikketøj og mine bøger. Det føles som et enormt tab,” siger Tove

Hun vil gerne dele sine interesser for politik, klima og økologi med andre, og hun drømmer om at hjælpe ensomme og fattige borgere, særligt ældre.

Men hun har endnu ikke fundet det rette fællesskab at gøre det i. Hendes økonomi sætter også begrænsninger. Hendes folkepension er spinkel, og hun har ikke råd til at tage på krydstogt eller højskoleophold eller betale dyre kontingenter til foreninger. Når pensionister med fyldte kalendere spørger, hvilke planer hun så har, føles det til tider som et nederlag.

”Jeg føler mig uengageret i samfundet. På arbejdsmarkedet er du en del af et team, men når du stopper, får du ikke de samme input

2 ”Jeg føler ikke, at jeg har en mission mere,” siger Tove Holm, der i dag er 73 år og bor alene i Thisted. – Privatfoto.

længere,” siger Tove Holm. ”Hvis jeg kunne bruges til et eller andet, ville jeg sikkert vågne fra dvalen. Men lige nu har jeg svært ved at engagere mig i noget. Jeg lever i fortiden. Jeg kan ikke komme ind i nutiden. Og slet ikke i fremtiden.”

Hun ved, at hun har brug for at finde noget at engagere sig i, noget, der kan bygge bro mellem hendes arbejdsliv og den livsfase, hun endnu ikke har fundet sig til rette i. Hun ved, at mange pensionister bliver frivillige i genbrugsbutikker, men hun tvivler på, at det er noget for hende.

”Det er ikke, fordi jeg er specielt klog, men

hvis jeg skal lave noget, så skal der være noget power i det. Der skal være gejst og tempo.”

En enkelt fritidsinteresse løfter hende ud af dvalen: Hun går til krolf, en blanding af kroket og golf, hver uge, og det fylder hende med glæde, dels fordi det foregår i den åbne natur, dels fordi det indeholder et konkurrenceelement – og et socialt fællesskab. I den lokale klub i Stenbjerg er hun med til at arrangere stævner og sætte nye aktiviteter i gang.

”Vi skal til stævne i morgen, og når det sker, liver jeg op. Pludselig er der et spændende socialt arrangement. Og det er noget, jeg har sat i stand. Jeg har brugt de administrative evner, jeg har opbygget i mit arbejdsliv, men som jeg ellers aldrig bruger mere.”

På sit job satte hun konstant nye projekter i søen, og så snart de kørte af sig selv, gik hun videre til de næste. Det er det, hun dufter til igen i krolfklubben. Men det er stadig ikke nok.

”Åh, jeg ville gerne finde noget mere. Jeg ville så gerne,” siger hun. J

20 | Seniorliv
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar
73-årige Tove Holm
drømmer om at genfinde det engagement, hun mærkede påarbejdsmarkedet

Det lange liv er blevet et mål i sig selv

Jagten på det lange liv fylder stadigt mere i alt fra sundhedsvæsenet til den enkeltes valg af livsstil. Men mange overvurderer

kvaliteten af de ekstra år og forsømmer at acceptere

døden som vilkår, siger en teolog og en aldringsforsker

Rasmus Enghave Friis

friis@k.dk

I år 1900 var den forventede levetid i Danmark 50 år. I dag er den 79,6 år for mænd og 83,4 år for kvinder. Og udviklingen vil efter alt at dømme fortsætte i de næste årtier. Aldringsforskere er uenige om, hvor hurtigt det vil gå, men ifølge den seneste fremskrivning fra FN vil den forventede levetid for danskere født i 2050 være over 85 år og over 90 år i 2100.

Livet er dog ikke kun blevet længere. Det lange liv er i stigende grad blevet et mål i sig selv, siger Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet.

Han giver en række eksempler: Tech- og medicinalfirmaer skyder milliarder i forskning i det evige liv, folk i alle aldersgrupper måler deres kropsalder og forsøger at gøre sig yngre, og bøger som ”Gopler ældes baglæns” fra 2021 og ”Yngre med årene” fra 2020 har fået stor omtale og succes med sine råd til det lange liv.

Det er ikke kun en positiv tendens, mener Aske Juul Lassen.

”Når det lange liv er et mål i sig selv, risikerer man at få en ældregeneration, der betragter forfald og død som noget, der skal undgås, frem for noget, der er en naturlig del af livet. Konsekvensen er, at vi er dømt til at fejle.”

”Jeg taler ikke imod, at man holder sig i gang, også i en høj alder, men hvis ambitionen er slet ikke at blive langsommere eller svagere, så bliver livet til en lang kamp mod forfaldet. Spørgsmålet er, om det er et godt liv.”

Teolog Liselotte Horneman Kragh er enig. Problemet er ikke i sig selv den udbredte fortælling om, at man skal være sund og rask så længe som muligt, siger hun. Problemet er, at vi i stigende grad bliver blinde for, at vi er biologiske væsener, der skal dø.

”Vi har lidt for travlt med at tale om, at vi skal være vældigt gamle. Vi skal være bedre til at snakke om, at det er o.k. at dø. Det er en del af pakken, at vi skal give stafetten videre, og det er faktisk med til at give vores liv og vores valg tyngde,” siger hun.

i et ønske hos den enkelte om at leve endnu længere. En tendens, der kommer til udtryk inden for medicin, livsstil og i underholdningsindustrien samt i dyrkelsen af det aktive ældreliv.

Ambitionen er ikke bare at leve så længe som muligt, men også at leve så godt som muligt. At få mere liv ud af livet, både i mængde og i kvalitet. Det er bare ikke altid et realistisk mål.

”Vi vil gerne leve længere, men vi vil også gerne have det godt, og de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Det er endnu ikke lykkedes os at gøre vores barndom og ungdom længere, mens alderdommen derimod udstrækkes tidsmæssigt. Vi lever med andre ord længere som ældre,” skriver Michael Hviid Jacobsen i et mailsvar.

Det er ikke uden konsekvenser. For når vi lever længere som ældre, lever vi også længere med udsigten til døden. Og det kan være en byrde for mange i et sekulariseret samfund, hvor døden er blevet ”en brutal stopklods snarere end en bro til det hinsides,” som Michael Hviid Jacobsen formulerer det.

Målet om det lange liv kommer blandt andet til udtryk i sundhedsvæsenet, mener Leif Vestergaard, der er formand for Det Etiske Råd. Han ser en tendens til, at ældre, svækkede patienter modtager den samme livsforlængende behandling som yngre patienter, også i tilfælde hvor bivirkningerne overstiger gavnen for netop dem. Med det resultat at det snarere er døden end livet, der forlænges.

”Man skal ikke kun tage stilling til, om en behandling vil virke i form af længere levetid, men også om den nytter for den enkelte patient. Man er nødt til at skelne mellem patienter for at vurdere, om en behandling skader, mere end den gavner. Og det er et ansvar, der for ofte bliver svigtet i dag,” siger Leif Vestergaard, der ønsker flere samtaler, ikke bare om overlevelse, men også om livsindhold mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende.

” Vi skal være bedre til at snakke om, at det er o.k. at dø.

”Det er, som om vi har en kollektiv illusion om, at de år, vi får, når levetiden forlænges, foregår i vores 30’ere. Men det er jo ikke tilfældet. De år, vi får, er i slutningen af livet, hvor mange er syge og har brug for pleje.”

Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet, deler analysen. Han ser en selvforstærkende effekt, hvor den stigende levealder forplanter sig

Ifølge professor Kaare Christensen, der er leder af Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet, er antallet af år med sygdom steget, i takt med at vi lever længere. Men det er primært et udtryk for, at sundhedsvæsenet er blevet bedre til at diagnosticere og behandle sygdommene.

Generelt kan de år, der er blevet føjet til middellevetiden, betragtes som ”gode år”, siger han.

”Det er ikke sådan, at vi holder alle i live uanset hvad, og de sidste år bare bliver dårligere og dårligere. Der er flere, der klarer den til en høj alder, men de fungerer bedre, end de gjorde tidligere. Det er svært at leve længe uden at have et godt helbred, og det er vigtigt at holde fast i, at det grundlæggende er en succes, at vi lever og fungerer til en højere alder.”

Han er ikke bekymret for, at vores ambition om at leve længe tager overhånd:  ”For de fleste, jeg møder, har ikke et ønske om, at de skal overleve for enhver pris. Det skal være gode år,” siger Kaare Christensen. J

Kristeligt Dagblad Lørdag 22 | Seniorliv
LISELOTTE HORNEMAN KRAGH, TEOLOG FOTO: OPENVERSE

Fælles om en stok

Stokkens første ejermand var min farfar. Siden blev stokken min fars. Nu er det mig, der har brug for dens støtte klumme

JEG TALER GODT MED min stok Vi er blevet en slags venner. I begyndelsen var jeg ellers forbeholden, fordi jeg fandt det for uigenkaldeligt at gøre sig afhængig af en stok. Men vil jeg da hellere være en fri mand, der falder?

Jeg har kendt stokken i mange år. Dens første ejer var min farfar. På en lille sølvplade er hans navn indgraveret sammen med årstallet 1949. Stokken var en gave i anledning af, at han det år fratrådte som såkaldt førstelærer i Malling syd for Aarhus. Siden blev stokken overtaget af min far.

Men dengang så jeg ikke meget til den. Jeg havde ikke tålmodighed til at følges med en gammel mand med stok. Selvom jeg ikke sagde det så direkte, forstod han det nok desværre alligevel. Var det ikke derfor, han holdt op med at invitere mig med på sine gåture?

Tidligere var det ellers en selvfølge, at han gjorde det. Da han blev afhængig af stokken, ville han nok skåne mig for at blive irriteret over en gammel mands langsommelighed.

Nu, som 77-årig, sinker jeg mig selv –sammen med stokken. Jeg har talt med den om det. Og jeg tror ikke, at den undskylder min opførsel over for min far. Det gør jeg heller ikke selv. Vi forstår hinanden.

EN KVINDE FRA MALLING fortalte, at hun flere gange så min farfar og mig gå tur i byen. I sin ene hånd havde han stokken –og i den anden mig.

Disse ture husker jeg ikke selv. Men jeg husker senere ture sammen med farfar på min barndoms ø, Mors. De fandt ofte sted i et aftenmørke, der var uforstyrret af gadebelysning.

Derfor medbragte vi en lommelygte. Jeg kan stadig se for mig, hvordan farfar i skæret fra lygten lod stokken støtte sig, når han ledte os uden om for eksempel vandpytter. Dem var der gerne en del af på grusvejen. Asfalt hørte dér på stedet endnu fremtiden til.

Stokken og jeg mindes turene, når vi sammen med hinanden bevæger os gennem det lumske mørke, på vagt over for de ujævnheder i fortovet, som gadelygterne ikke opfatter.

Med stokken i hånden føler jeg mig lige så tryg, som da jeg holdt farfar i hånden. Flere gange har stokken reddet mig fra at falde. Farfar ville have gjort det samme.

Jeg mindes hans tålmodighed med mig. Med lommelygten sigtede jeg efter stjernerne. Og noget lignende gjorde jeg i fantasien. At sandheden ikke kunne følge mig på min opstigning mod højderne, anfægtede tilsyneladende farfar lige så lidt, som det anfægtede mig. Nemlig slet ikke. I princippet citerede vi en kendt replik fra skuespillet ”Indenfor murene”: ”Lad dog barnet.”

En af mine skrøner var denne: Jeg havde et hemmeligt liv som jæger, og med min flitsbue skød jeg angiveligt måger, som jeg efterfølgende stegte over et bål så langt nede i den store, gamle præstegårdshave, at røgen ikke kunne ses oppe fra vinduerne. Så jeg havde madro. Med stolthed berettede jeg om, at mågerne tilsyneladende var blevet så bange for min træfsikkerhed med flitsbuen, at de efterhånden fandt det for risikabelt at overflyve haven.

STOKKEN OG JEG STANDSER på en bakke, der er en del af min daglige tur. Jeg vil gerne bilde stokken ind, at jeg udelukkende gør det for at nyde synet af det smukt kuplede lindetræ ved skoven. Og vist nyder jeg synet. Men så tungt, som jeg støtter mig til stokken, kan den ikke undgå at vide, at pausen lige så meget skyldes, at jeg har brug for en pause. Sagt uden omsvøb: at jeg har brug for at hvile lidt. Bare lidt. Men alligevel. Også lidt kan føles som for meget. Inden min far overgav sig til stokken, stod han og jeg en dag på det samme sted. Han huskede mig på sin glæde ved gamle træer. Og den glæde var reel nok. Men heller ikke i hans tilfælde udgjorde den hele sandheden. Jeg valgte imidlertid at sløre min viden om dette. Var klar over, at han foretrak det på den måde. Så ikke ét ord om træthed. I stedet nævnte jeg et digt af Ludvig Holstein (1864-1943). ”Træet”, hedder det – og første strofe lyder: Besku, dit Træ og sku dig glad, du, som blandt Søskende på Rad er selv på Livets Træ et Blad. Jeg citerede den smule af digtet, som jeg kunne huske, stadig stående ved siden af far på bakken og med blikket rettet mod lindetræet – som om vi skuede os glade i det. Jeg var dog mere optaget af at afgøre, hvornår far var parat til at fortsætte turen. På et tidspunkt havde han svajet temmelig meget og rakt ud efter mig. Jeg så et strejf af frygt i hans øjne. Blot i nogle sekunder. Men i virkeligheden forsvandt frygten aldrig helt. Han mistede tilliden til sine bens bæreevne. Og næste gang han vovede at gå tur, lod han sig ledsage af den stok, der nu er min.

Med den i hånden betragter jeg lindetræet og tænker på min farfar, min far og mig selv som ”Søskende på Rad”. Før og nu og altid sammen på ”Livets Træ” –medvirkende i det som Holstein kalder evighedens digt.

Vi er fælles om stokken. Og når jeg går tur med den, er de begge med. J

Med stokken i hånden føler jeg mig lige så tryg, som da jeg holdt farfar i hånden. Flere gange har stokken reddet mig fra at falde. Farfar ville have gjort det samme.

Anna Syberg Øjeblikkets skønhed 11.01. – 21.05
Seniorliv | 23

Det er muligt at finde mening, selvom kroppen forfalder

”Kigger man for dybt ned i forfaldet og tænker over, hvor det ender henne, kan det være skræmmende,” siger Karoline Myrvang.

Det er individuelt, hvordan man håndterer tabene. Nogle er forberedte og forliger sig hurtigt med dem. Andre oplever sorg, vrede og frustration. Og så er der dem, der har fundet frem til tilværelsens lyspunkter efter en mørk periode.

”Det kan være enormt turbulent

Skal jeg på plejehjem? Bliver jeg dement? Kommer der en dag, hvor jeg ikke kan kende min familie længere?

Det er nogle af de spørgsmål, der går igen, når psykologerne Karoline Myrvang og Nina Søgaard Knudsen kører ud til deres klienter i Aarhus.

De to arbejder på Center for Livskvalitet, der tilbyder psykologsamtaler til ældre borgere i Aarhus Kommune, som er ramt af sygdom eller tab. Det kan være alt fra svigtende balanceevne til kræft, tab af kørekort til tab af en ægtefælle.

Tabene kan være voldsomme i sig selv. Men de kan også være voldsomme på grund af de tanker, de sætter i gang.

at være i tankerne om, at vi skal forfalde og dø. Det kan føles som at falde ned i et sort hul. Men hvis man erkender og accepterer det, kan der også opstå en dyb ro,” siger Nina Søgaard Knudsen.

Det er en væsentlig pointe, mener

Lars Larsen, der er forskningsleder ved Gerontopsykologisk Forskningsenhed på Aarhus Universitet – en pointe, der stækker nogle sejlivede forestillinger om alderdom. I den brede befolkning er der en tendens til at se graden af lykke i livets sidste kapitel som et udtryk for, hvor aktiv, rask og rørig man er. Hvis man rejser, spiller golf eller går lange ture, lever man livet. Er man ikke i stand til noget af det længere, er livet nærmest slut.

24 | Seniorliv Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar 2023
I Danmark er der en tendens til at tale om alderdommen som enten et aktivt pensionistliv eller en ende-station. Men der er mange nuancer derimellem
Enghave Friis friis@k.dk
MORTEN VOIGT
Rasmus
ILLUSTRATION:

”Men det er ikke nødvendigvis sådan, det forholder sig. Man kan sagtens være skuffet over den del af alderdommen, hvor man stadig kan være fysisk aktiv. Og man kan sagtens have et meningsfuldt og lystfuldt liv, selvom man oplever en masse begrænsninger,” siger Lars Larsen.

”Vi har en tendens til at snakke om alderdommen som alt eller intet, og vi glemmer alt det, der er imellem. Det skal vi have nuanceret.”

Uhyggelige forestillinger

Længe betragtede man årene efter de 65 som en samlet livsfase, ”den tredje alder”. Men i takt med at medicinske landvindinger kom til, og de raske år blev flere, kom en ny kategori til i slutningen af 1980’erne, så man skelner mellem en tredje og en fjerde alder. Det er groft sagt skellet mellem den raske og aktive alderdom, og den sidste del af livet, hvor man er svækket og afhængig af andre.

Tilføjelsen er logisk, mener Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet. Det er trods alt svært at reducere 20-30 års alderdom til en sammenhængende livsfase. Konsekvensen er bare, at vi har en tendens til at se overgangen mellem den tredje og fjerde alder –mellem den aktive og svækkede alderdom – som brat og endegyldig.

”Vi bør holde op med at tænke på overgangen som noget irreversibelt,

LARS LARSEN, FORSKNINGSLEDER VED GERONTO PSYKOLOGISK FORSKNINGS ENHED PÅ AARHUS UNIVERSITET

Ældre i tal

Fra 2010 til 2020 steg antallet af borgere over 65 år med over 250.000. I dag er tallet 1,2 millioner, og det vil stige yderligere i de kommende år.

København har den laveste andel af borgere over 65 år, omkring 10 procent. På Læsø gælder det omkring 40 procent af borgerne.

Tilbagetrækningsalderen er historisk høj: 66,1 år. En fjerdedel fortsætter med at arbejde, når de når folkepensionsalderen. Det gælder særligt personer med en lang videregående uddannelse.

KILDER: ÆLDRE SAGEN

som en frygtelig, skelsættende begivenhed. Ofte er overgangen glidende, og mange mennesker går frem og tilbage mellem faserne. Jeg håber, vi kan begynde at se det som en integreret og naturlig del af livsforløbet. Så vil det være en lettere situation at stå i for mange mennesker.”

Ifølge Aske Juul Lassen har profetierne det med at blive selvopfyldende. For eksempel har han oplevet ældre mennesker, der har undladt at søge behandling for depression, fordi de har taget fordommene til sig: ”Gamle mennesker er ensomme og triste. Derfor er det kun naturligt, at jeg også er det”. ”Hvis andre ser en som uinteressant, konservativ og kognitivt forfaldende, har det konsekvenser for ens selvbillede. Og for yngre mennesker bliver det meget uhyggeligt at forestille sig selv i det scenarie.”

Skarp som 100-årig

Det er et skræmmebillede. Men også idealiserede forestillinger fortrænger nuancerne i samfundets syn på alderdom. Det mærker Karoline Myrvang og Nina Søgaard Knudsen, når de besøger ældre borgere i Aarhus Kommune. Mange føler, at det aktive, sunde og raske ældreliv bliver fremhævet som det, de bør efterstræbe. Vi hylder nu afdøde Lise Nørgaard og Bent FabriciusBjerre for deres ungdommelighed, for at give knivskarpe interviews i en alder af 100 og for at spille klaver med energi og overskud.

”Idealet er, at man skal blive ved med at være den samme person hele livet. Og det kan godt give et billede af, at hvis man så ikke kan være det, er man ikke lykkedes med sin alderdom,” siger Karoline Myrvang.

”Nogle gange virker det, som om samfundet har en forventning om, at man skal kreere sig selv på ny. Så skal man pludselig være glad for banko, fællessang eller dansktopmusik. Hvad hvis man aldrig har brudt sig om noget af det? Der er også nogle, der har brug for ro til at afvikle og binde sløjfer, og nyde de små glæder i livet uden at skulle genopfinde sig selv.”

De fleste mennesker er før eller siden tvunget til at opgive noget af det, der har givet dem deres identitet, fordi de bliver ramt af sygdomme eller skavanker. Nogle kan ikke cykle mere. Andre ser eller hører dårligere. Mange har brug for hjælp i hjemmet.

Hvordan man finder mening trods tabene?

Det er ikke let, siger Nina Søgaard Knudsen. Når man er vidne til kroppens forfald, er det et forvarsel om døden, og det kan vække følelser som angst og afmagt, frustration og vrede. Følelser, som de fleste nok ønsker at skubbe væk.

Oftest er det bare det stik modsatte, der virker.

”Man skal have plads til at være ked af det, frustreret og vred. Det er faktisk en del af ens udviklingsop-

gave at rumme og erkende de her følelser, for først derefter kan man acceptere, at det er sådan, det er,” siger Nina Søgaard Knudsen.

”Det kan skabe et overskud til at give lidt slip på følelserne, kigge op og få øjnene op for lyspunkterne. Hvor er det fantastisk, at himlen er blå, solen skinner og at mit barnebarn ringede i dag. Det er hårdt at være optaget af alt det ubehagelige, som jo risikerer at blive værre og værre.”

Det handler i nogen grad om aflæring, siger forskningsleder Lars Larsen. Man skal aflære de ting, der tidligere i livet var en kilde til glæde og mening, men som man ikke er i stand til at gøre mere. Og så skal man lære, hvordan man kan finde den samme mening på nye måder –eller i nye arenaer, som han siger.

Hvis jeg ikke kan løbe en tur, kan jeg så nyde at gå i stedet? Hvis jeg ikke kan køre i bil længere, kan jeg så få andre til at køre mig rundt?

”Man kan have en oplevelse af tab, og nogle gange en decideret sorg over det, man har mistet. Derfor skal man igennem en proces, hvor man skal acceptere tabene, og derfra begynde at tænke: Hvordan kan jeg så få noget af det på andre måder?”, siger Lars Larsen.

”Det er en svær øvelse. Men nogle gange tror jeg, vi undervurderer menneskers evne til at tilpasse sig. Min oplevelse er, at de fleste bliver gode til at finde mening og glæde trods alderens begrænsninger.” J

Seniorliv | 25
Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar 2023
” Min oplevelse er, at de fleste bliver gode til at finde mening og glæde trods alderens begrænsninger.

på pension |Den ene har sagt farvel til et liv i overhalingsbanen og leder efter noget, der kan give hende livskraften tilbage. Den anden nyder at have sagt endegyldigt farvel til trædemøllen. To nye pensionister sætter ord på de første måneder af en ny livsfase

To nye pensionister vil omfavne friheden. Men de frygter forfaldet

Niels Vinther-Larsen, 62 år

Tidligere skolelærer. Gik på efterløn i sommeren 2022. Bor på Møn

5 Hvordan har det været at gå på pension? Det passer mig fint at have større frihed. Jeg kan gøre tingene i mit eget tempo, passe mine dyr, gå en tur ved stranden, cykle og spille badminton. Læse avisen om morgenen, nyde en kop kaffe og få tempoet ned. Jeg var kommet til at hænge fast i hamsterhjulet, og det havde jeg længe haft lyst til at komme ud af. Mændene i min familie er ikke blevet så gamle, og jeg tænkte, hvorfor skal jeg blive ved med at knokle, når jeg har mulighed for at stoppe? Det gjorde jeg i sommer. Siden er jeg blevet vikar på mit forrige arbejde, men det er kun hyggeligt, fordi jeg selv vælger, hvilke vagter jeg tager, og jeg er sluppet for mange af de forpligtelser, jeg tidligere havde.

Ida Götke, 69 år

Tidligere sygeplejefaglig direktør. Gik på pension i september 2022. Bor i Skive.

5 Hvordan har det været at gå på pension?

Jeg havde en hverdag som sygeplejefaglig direktør med en arbejdsuge på omkring 60 timer. At gå fra at ligge i overhalingsbanen til at kunne sove, så længe man vil … det tager noget tid at vænne sig til. Pludselig får man ikke nogle mails eller telefonopkald, og det synes jeg har været tomt. Faktisk megatomt. Mit arbejde og de relationer, det har givet mig, har skænket mig ualmindelig meget livsglæde og livskraft. Kunsten nu er at finde noget andet, som kan gøre det samme.

5 Hvad gør du for at udfylde tomrummet?

Den første mandag, efter jeg gik på pension, købte jeg et årskort i vores lokale svømmehal. Nu svømmer jeg en kilometer alle hverdage. Jeg læser også mere skønlitteratur, jeg er aktiv i menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, og så skal jeg skabe en ny rolle for min mand, mine børn og mine børnebørn.

5 Hvilke planer har du?

Min mand og jeg vil gerne ud på nogle længere sejlture. I 2023 gælder det de danske farvande, og i 2024 har vi planer om at sejle til Skotland.

5 Hvad er det bedste ved at blive ældre?

Det overblik og den indsigt, man får. Foruden den taknemmelighed, man bliver fyldt af. Taknemmelighed for alt det spændende, man er blevet givet, dét, der er opnået og de gode relationer, man har fået. Det opleves som en stor styrke og ballast at have med sig.

5 Hvad er det værste ved at blive ældre?

Det er kroppens forfald – at se ind i en livsfase, hvor der kommer skavanker, som kommer til at begrænse ens udfoldelser. Jeg frygter at komme til at lide af en kronisk sygdom, som gør mig hjælpeløs. Ét er, at vi skal dø alle sammen, men jeg har det svært med tanken om at være afhængig af andre.

5 Hvad betyder din kristne tro for dig?

Jeg finder styrke, ro og støtte i kirken og det at have en tro på noget, der er større end en selv. Peter Bastian skrev i sin sidste bog om sin pludselige erkendelse af, at han allerede var elsket – uden forbehold. Det gjorde meget for ham, og det gør det også for mig. Budskabet om, at uanset hvad der sker med mig eller omkring mig, så er jeg allerede elsket.

kan.

eksempel skandaler på plejehjem, der kommer til at definere ældrepolitikken.

5 Hvad er det bedste ved at blive ældre?

Jeg oplever en stor frihed. Jeg kan lave tingene i mit eget tempo.

IDA GÖTKE

5 Hvad tænker du om synet på ældre i samfundet?

Det er under forandring. Det er min oplevelse, at samfundet lige så stille går fra at se ældre som en byrde til at se ældre som en kæmpemæssig ressource. Man skal virkelig skamme sig, hvis man ikke får noget ud af de store ældregenerationer, vi har lige nu – ikke mindst på arbejdsmarkedet. Men det kræver, at man laver nogle vilkår for ældre medarbejdere, som er langt mere fleksible. For det kan godt være, mange af os gerne vil blive ved med at arbejde efter pensionsalderen, men vi vil også have frihed. Så man skal spørge: Ida, hvordan har du lyst til at arbejde nu? Det skal være mere fleksibelt.

5 Hvad kendetegner den generation, du er en del af?

Vi er ved godt helbred, og vi har levet på en vild velstandsbølge, der til en vis grad har gjort os forkælede. Dét med at være nøjsomme har vi det svært med. Vi er sultne på oplevelser, vi er sultne på at rejse og tage nyt land til os, vi er nysgerrige, og vi sidder ikke bare foran flimrekassen og stener. Vi er en meget aktiv generation. J

5 Hvilke planer har du?

Jeg kan godt lide den hverdag, jeg har. Det giver mig en ro at nyde naturen, og jeg har min dejlige kone, mine fire børn, og der er børnebørn på vej. Jeg vil gerne opleve noget, men det er ikke sådan, at jeg vil rejse Jorden rundt ti gange. Det skal højst være nogle få gange, jeg flyver.

Min generation har brugt vores kvote op, synes jeg. Jeg har i mange år prøvet at begrænse vores klimaaftryk, og jeg forsøger hvert år at lave en lille forbedring, for eksempel ved at skifte vindue eller få solceller. Jeg vil gerne have fornemmelsen af, at jeg gør noget – at man kan gøre noget for klimaet.

5 Hvad tænker du om synet på ældre i samfundet?

Jeg synes, der er rigtig mange debatter, som er meget unuancerede. Den offentlige debat lider under nogle grove generaliseringer af ældrelivet, og jeg synes meget ofte, det er enkeltsager, for

5 Hvad er det værste?

At se folk på ens alder, der bliver alvorligt syge eller går bort. Det er en lidt underlig fornemmelse. Det er ikke sådan, at jeg er bange for at dø, men jeg er bange for at havne i en situation, hvor jeg ingenting kan. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker sådan. Måske skyldes det, at jeg har oplevet folk, der er blevet demente og har mistet kontrollen over deres eget liv.

5 Hvad er dine største drømme? Jeg håber, at mine børn klarer sig godt og får et fornuftigt liv. Jeg synes, der bliver taget meget hensyn til de ældre, og det er også rart nok, men når jeg ser, hvad de unge bakser med, synes jeg, det er problematisk. Der er mange, der har det svært og føler sig presset i uddannelsessystemet, de har svært ved at finde steder at bo, og så skal de ovenikøbet forholde sig til klimakrisen. Jeg håber, at fremtiden bliver mere tryg for dem, end den ser ud til. J

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar 2023 26 | Seniorliv
PRIVATFOTO
PRIVATFOTO
” Det er ikke sådan, at jeg er bange for at dø, men jeg er bange for at havne i en situation, hvor jeg ingenting
NIELS VINTHER-LARSEN
” Jeg frygter at komme til at lide af en kronisk sygdom, som gør mig hjælpeløs.
Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Politiet advarer mod stigende telefonsvindel: Ældre bedrages for millioner

Politietet oplever en ”voldsom” stigning i forsøg på at franarre ældre kontooplysninger over telefonen.

De kriminelle udnytter ældres tillid

Niels Hein hein@k.dk

8000 kroner. Det var beløbet, som Ruth blev franarret. Hun er en af flere ældre danskere, som er blevet udsat for telefonsvindel. Hun ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn, men deler sin historie i et interview på denne side for at hjælpe andre, der måtte blive kontaktet af svindlere.

Politiet beretter om en markant stigning i tilfælde, hvor ældre bliver ofre for telefonsvindel. De kriminel-

le går typisk efter den ældre del af befolkningen ved at udnytte generationens tillid til myndighederne.

Faktisk er 65 procent af ofrene for denne form for svindel over 65 år. I 2021 registrerede politiet 1170 forsøg på telefonsvindel mod borgere over 65 år, og i 2022 var tallet 1845.

”Der er tale om en voldsom stigning, som vi sjældent ser i andre former for kriminalitet,” siger Kresten Munksgaard, der er leder af forebyggelse og analyse i politiets Nationale Center for It-Kriminalitet (NCIK).

Ifølge politiet blev der i 2022 forsøgt svindlet for mindst 56 millioner kroner på denne måde.

At det særligt er ældre, der er ofre for bedragerierne, skyldes dels, at de kriminelle aktivt går efter denne målgruppe:

”Dels er det en generation, som typisk har tillid til myndigheder og autoriteter, og dels er det en generation, der ikke er vokset op med it og derfor kan være usikre i netbank og

Ruth blev ramt af telefonsvindel. Oplevelsen sidder stadig i hende

KRESTEN MUNKSGAARD, LEDER AF FOREBYGGELSE OG ANALYSE I POLITIETS NATIONALE CENTER FOR IT-KRIMINALITET (NCIK)

MitID,” siger Kresten Munksgaard, der forklarer, at ofrene ofte skammer sig over at være faldet for svindel.

Kresten Munksgaard understreger, at politiet, banker og andre myndigheder aldrig vil ringe borgere op og bede dem flytte deres penge eller oplyse deres MitID-kode:

”Du skal aldrig udlevere koder eller følsomme personoplysninger til folk, der ringer dig op. Og hvis du har mistanke om svindel, skal du lægge

på. Find selv telefonnummer på bank eller politi, hvis du føler behov for at ringe tilbage,” foreslår han. At denne form for kriminalitet er kraftigt stigende, handler først og fremmest om den øgede digitalisering:

”Det er simpelthen mere bekvemt og effektivt at begå kriminalitet bag en skærm end ude på gaden. Det afspejles i statistikken, hvor fysisk kriminalitet som for eksempel røverier og indbrud er faldende, mens svindel og bedrageri omhandlende it er i stigning,” siger Kresten Munksgaard. Politiet bruger fortsat flere ressourcer på at forebygge og opklare svindelsager. For nylig blev der anholdt over 135 personer, såkaldte muldyr, der havde stillet deres egne konti til rådighed for kriminelle, der havde svindlet penge fra ældre.

I Ældre Sagen er man glad for, at politiet prioriterer flere ressourcer til at bekæmpe denne form for svindel.

”Det er en forfærdelig og udspekuleret form for kriminalitet, hvor

man på allergroveste vis udnytter ældres tillid og svindler dem i trygge omgivelser i deres eget hjem. Nogle ældre har mistet hele deres opsparing, og det er dybt ulykkeligt,” udtaler foreningen. Ældre Sagen arbejder med at forebygge svindel over telefonen, blandt andet med lokale oplysningsaftener i samarbejde med politiet. J

Politiets råd mod telefonsvindel

Læg på, hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.

Udlever aldrig bekræftelseskoder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen. Søg selv myndighedens eller bankens telefonnummer frem på internettet, og ring til dem.

Niels Hein

hein@k.dk

Stemmen i røret er høflig, veltalende og tillidsvækkende, da Ruth samler røret op. Men selvom personen, der udgiver sig for at være fra banken, påstår at ville hjælpe, er målet et andet. Nemlig at franarre  den 95-årige kvinde flere tusind kroner.

”Jeg sov til middag, da jeg blev vækket af telefonen. Det var banken,” erindrer Ruth.

Stemmen i den anden ende spurgte, om Ruth kendte til en overførsel på 9800 kroner fra hendes konto til en person i Spanien. Hun sagde, at det gjorde hun bestemt ikke:

”Så sagde han, at vi hurtigst muligt skulle sætte en stopper for overførslen, og at han derfor ville sende en medarbejder ud til mig.”

Ruth ville gerne ringe til sin søn først, men stemmen i røret forklarede hende, at banken allerede havde kontaktet sønnen. Hun blev i stedet bedt om at blive i røret, og kort tid efter bankede det på døren.

”Der stod ’Emil’, som jeg lukkede ind, mens jeg stadig talte med det, jeg troede var banken. Han fortalte, at både mit kreditkort og mine kontanter var i fare og overtalte mig til at udlevere begge dele. Så kunne banken passe på dem,

indtil jeg selv fik en pengeboks,” forklarer Ruth, som ikke fik tid at tænke sig om, før ”Emil” havde forladt lejligheden med både dankort, pinkode og 4600 kroner i kontanter.

Den beroligende stemme i telefonen forsikrede hende om, at det hele nok skulle gå. De fortsatte samtalen i en time, alt imens der blev hævet 8000 kroner fra hendes dankort.

Da samtalen endelig var forbi, ringede hun til sin søn, og spurgte ind til hans samtale med banken. Men sønnen havde ikke snakket med banken.

”Det var bluff, mor,” lød det fra sønnen. Og langsomt gik den forfærdelige sandhed op for Ruth:

”Jeg blev meget pinligt berørt. Nu kunne jeg godt se, at det ikke gav mening, at de skulle opbevare mine kontanter for mig,” siger hun.

Hun meldte sagen til politiet, som fortalte hende, at de kriminelle finder frem til deres ofre ved at ringe til fastnetnumre og personer med ”gamle” navne.

”De tænker nok, at vi ældre har penge nok og gør, hvad der bliver sagt, når der bliver ringet fra banken eller politiet,” fortæller Ruth, og tilføjer:

”Den oplevelse kunne jeg godt have undværet. Den sidder stadig i mig.”

Gitte Christensens 87-årige mor, Lillian, er også en del af statistikken. Lillian blev hele to gange udsat for svindelforsøg i 2022, og datteren håber, at andre kan lære af historien.

”Første svindelforsøg skete tidligt på året. Min mor ringede og var forfærdet.

Politiet havde kontaktet hende og fortalt, at nogle forsøgte at tage penge fra hendes konto. De ville gerne hjælpe hende, og hun skulle blot oplyse sit kontonummer og bruge sit nem-id,” forklarer Gitte Christensen.

Lillian ville gerne hjælpe politiet, men bad dem kontakte datteren Gitte, der havde overtaget hendes netbank og nem-id.

Kort efter blev Gitte Christensen ringet op af en venlig mand, som udgav sig for at være fra politiet:

”Han forklarede sagen og bad om min mors oplysninger. Jeg spurgte, om han ikke havde det skidt med at ringe og svindle ældre mennesker. Så bad jeg ham om hans tjenestenummer, og så lagde han på,” siger Gitte Christensen. Få måneder senere blev Lillian udsat for endnu et svindelforsøg:

”Min mor ringede igen, og var forvirret og bekymret. En dame fra Nordea havde netop ringet og fortalt, at der var

forsvundet penge fra hendes konto. De ville sende en medarbejder ud, som kunne hjælpe hende,” siger Gitte Christensen.

Heldigvis havde Lillian afvist at få besøg og henviste til datteren, som kort efter blev ringet op af damen fra Nordea.

”Jeg bluffede og sagde, at min mor slet ikke var kunde i Nordea, og så blev der lagt på,” fortæller Gitte Christensen.

Lillian slap med skrækken, men havde hun selv stået for netbank og nemid, er Gitte Christensen bange for, at det var gået galt:

”Min mor er ikke dum. Men jeg tror desværre, at med hendes autoritetstro og tillid til myndighederne, ville hun være faldet i begge gange. Og der er der desværre mange, der gør,” siger hun.  J

0 ”Jeg blev meget pinligt berørt. Nu kunne jeg godt se, at det ikke gav mening, at de skulle opbevare mine kontanter for mig,” fortæller 95-årige Ruth der blev offer for telefonsvindel

28 | Seniorliv Kristeligt
Lørdag 25. februar 2023
Dagblad
Flere og flere ældre rammes af telefonsvindel. De kriminelle finder angiveligt frem til deres ofre ved at ringe til fastnetnumre og personer med ”gamle” navne
— Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
” Der er tale om en voldsom stigning, som vi sjældent ser i andre former for kriminalitet.

Stadig flere ældre arbejder. Og de er en stor gevinst

Antallet af mennesker over 70 år i arbejde er tæt på fordoblet over de seneste 10 år. Seniormedarbejdere øger både trivslen og effektiviteten, lyder det fra forsker

Rasmus Fahrendorff fahrendorff@k.dk

83-årige Hjejl Resen Steenstrup er en travl mand. Han vinterbader og sidder i tre bestyrelser. Og så arbejder han cirka 12 timer om ugen i en telemarketingvirksomhed.

”Det holder mig i gang, og jeg glæder mig altid til at møde de mennesker, som jeg nu har arbejdet sammen med så længe,” siger han med henvisning til, at han har været i virksomheden i 20 år. Selvom hans hustru og han udmærket kunne klare sig for deres pensioner, har han ingen planer om at stoppe med at arbejde.

”De tanker går jeg slet ikke med. Jeg holder kun op, hvis jeg er så uheldig at blive syg eller falde og slå mig. Jeg er også overbevist om, at de gerne vil beholde mig derinde. Jeg kan lære fra mig til de yngre, fordi jeg har været der så længe, og jeg lærer selv en masse om it. Min yngste kollega er 30 år,” siger Hjejl Resen Steenstrup, der bor i Kgs. Lyngby nord for København og oprindeligt er uddannet historiker og bibliotekar.

Hjejl Resen Steenstrup er et billede på en større tendens. Tal fra Jobindsats viser nemlig, at stadig flere ældre over 70 år bliver på arbejdsmarkedet. I november 2012 var der i alt 23.173 personer over 70 år i beskæftigelse. I november 2022 var det tal steget til 44.258, hvilket svarer til en stigning på 91 procent.

Anna Amilon forsker i ældre og arbejdsmarkedet hos Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Ifølge hende er der flere samspillende forklaringer på, at mange flere ældre bliver længere på arbejdsmarkedet. En af grundene er, at seniorer er sundere og friskere længere op i årene end tidligere.

”Der er en generel tendens til, at ældre er mere aktive nu, uanset om det er på arbejdsmarkedet, i frivilligt arbejde eller med fritidsaktiviteter. Derudover er uddannelsesniveauet i samfundet steget, og det er oftest dem med en længere uddannelse, som bliver længe på arbejdsmarkedet,” siger hun.

Samtidig er der ifølge Anna Amilon også tale om et kulturelt skifte, som handler om, hvordan de ældre i dag ser på sig selv og på hvilket slags liv, man kan leve, når man er oppe i årene.

Hun peger også på, at samfundsdebatten, om at ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet, kan have en betydning.

”Tidligere talte man om, at de ældre skulle lade de unge komme til. Det gør man slet ikke mere. Nu tales der om, at flere ældre er nødt til at blive ved med at arbejde,” siger Anna Amilon.

Som arbejdsplads er det da også en rigtig god idé at have ældre an-

29.580

Så mange mænd på 70 år og derover befandt sig i november 2022 på arbejdsmarkedet.

14.678

Så mange kvinder på 70 år og derover befandt sig i samme periode på arbejdsmarkedet.

KILDE: STYRELSEN FOR ARBEJDSMARKED OG REKRUTTERING

sat. Det siger Aske Juul Lassen, som er lektor i etnologi og aldringsforskning ved Københavns Universitet. For selvom der er nogle ting, man bliver dårligere til med alderen, er der også en hel række områder, som styrkes i løbet af i livet.

”Man bliver dårligere til hårdt fysisk arbejde og til monotone opgaver, der skal løses meget hurtigt. Til gengæld bliver vi med vores erfaring gode til at formidle viden videre til yngre kolleger og sætte viden ind i en kontekst. Med alderen bliver vi dygtigere til at tænke systematisk og kende systemer på en sådan måde, at vi også ved, hvordan vi kan effektivisere dem og arbejde rundt om dem, når det kræves,” siger Aske Juul Lassen.

”Man bliver også bedre til at drage omsorg. Det er ikke kun relevant i et plejejob, for på andre arbejdspladser er det også ofte nødvendigt at være omsorgsfuld. Eksempelvis over for en kollega.”

Ifølge Aske Juul Lassen holder stort set ingen af de fordomme,

som ofte nævnes om ældre på arbejdsmarkedet, eksempelvis at de skulle være mindre omstillingsparate, mindre produktive og have flere sygedage end yngre medarbejdere.

”Når man kigger på tværs af forskningen på området, er den eneste fordom, som lader til at holde, at man med alderen bliver lidt mindre opsøgende i forhold til at udvikle sine kompetencer. En anden måde at sige det på kunne også være, at de ældre allerede er kompetente nok. Desuden søger de muligvis udvikling på andre måder end den helt formelle ved at melde sig til nye kurser,” siger han.

På rigtig mange arbejdspladser er den optimale sammensætning derfor ifølge Aske Juul Lassen at have både yngre og ældre medarbejdere ansat.

”Studierne på området peger ret entydigt på, at det øger både trivslen og produktiviteten, hvis man har flere forskellige generationer ansat på samme tid,” siger han. J

Jo ældre, des mere afhængige bliver vi af hinanden

klumme

Lis M. Frederiksen livogsjael@k.dk

Gode naboer er helt afgørende for, hvordan man trives i den sidste tredjedel af tilværelsen

I DEN NORSKE FORFATTER JON FOSSES store romanserie ”Septologien” bor hovedpersonen, maleren Asle, ret ensomt ude på den norske vestegn. Hans nærmeste nabo, Åsleik, er det eneste menneske, han bryder sig om at se inden for sine døre. Åsleik er ungkarl og fiskerbonde. Asle er enkemand og siger et sted i første bind, at ”han er den eneste nabo, jeg har, og jeg holder af ham”. Et andet sted siger Asle, ”at det var sandelig godt, at Åsleik havde ryddet vejen (for sne), ja, både landevejen og op til mit hus, ja, hvordan skulle jeg klare mig uden Åsleik?”.

De to mænd er afhængige af hinanden. De er begge alene og hinandens nærmeste. Hvad enten man bor ensomt, som de gør, i et villakvarter eller i en lejlighed, er det en vigtig beslutning at træffe at få et godt naboskab og fællesskab.

Flere og flere mennesker vælger at bo i bofællesskaber, når alderen snerper

til. Andre vælger familiefællesskaber, men det kræver, at børnene ikke flytter til den anden ende af landet eller til udlandet, hvis det skal give mening. Men ens voksne børn skal ikke stavnsbindes, synes jeg. Derfor bliver gode naboer uanset boligformen helt afgørende for, hvordan man trives, og hvordan livet udfolder sig i den sidste tredjedel af tilværelsen.

Det kræver en indsats at være en god nabo: at man viser sensibilitet, at man mønstrer sine diplomatiske evner og viser respekt for andres måde at leve på, også når ens nabo bare vil være sig selv og have fred.

MIN MAND OG JEG BOR i en lille ejendom for 50-plussere. Vi beboere er så forskellige, som man næsten kan være, med vidt forskellige uddannelsesmæssige og sociale baggrunde. Men fælles for os er, at vi har valgt at bo et sted, som hviler på en fundats baseret på socialt fællesskab og samvær. Vi holder øje med hinanden og ved nogenlunde, hvem der skranter, og hvem der er ovenpå. De, der har behov, får hjælp til indkøb og andet, der presser sig på, og vi har fællesspisninger, nogle få fastlagte, andre improviserede.

Du

Nytilflyttede bliver lige så stille draget ind i fællesskabet, får opgaver og påtager sig selv nogle. Det sociale pres er mildt, men bestemt. Hvis man nu har en passion for at passe roser, hvorfor så ikke tage opgaven på sig?

Nogle gode venner skal snart flytte fra det store hus til noget mindre og enklere i ét plan. Naboerne er tættere på, og noget af det første, der farer gennem hovedet på alle os, der har prøvet det, er ”hvordan mon naboerne er?”. Jeg synes egentlig, at svaret er ret enkelt, at du får de naboer, du gør dig fortjent til. Hvis du er venlig, imødekommende, omsorgsfuld, så er det meget svært bare at lukke døren og rulle gardinet ned. Sådan er vi mennesker ikke indrettet, selvom jeg naturligvis godt ved, at der findes undtagelser.

NOGET AF DET, JEG HUSKER BEDST fra vore fem år i Washington D.C., var amerikanernes store åbenhed og imødekommenhed. Nye naboer blev hilst meget hjerteligt velkommen. Særligt Frida med danske rødder fire generationer tilbage står for mig som inkarnationen af noget af det bedste ved USA. Her kommer alle et eller andet sted fra. Da Frida hørte, at de nye naboer var fra Danmark, ville begejstringen ingen ende tage, og alle naboerne blev inviteret til party hos hende for at møde os. Hver gang vi havde familie eller venner fra Danmark, blev de inviteret til party – ofte bare til drinks eller te. Hun havde aldrig lært at lave mad, og hendes hushjælp var heller ikke meget bevendt på den front. Men det er en helt anden sag. Varme og hjertelighed var der uanset hendes evner i køkkenet.

Naboskabet gik så vidt, at hun insisterede på, at min unge voksne datter skulle træffe et par af hendes børnebørn – unge mænd, forstås. Bagtanken var slet skjult. De danske rødder skulle i heldigste fald videreføres med et passende match. Men den gik ikke. De unge levede i en anden tid. Der gik grænsen for det gode naboskab. Men vi forblev lige gode naboer af den grund. J

30 | Seniorliv
2023
Kristeligt Dagblad Lørdag 25. februar
0 Stadig flere ældre over 70 år bliver på arbejdsmarkedet. — Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix. får de naboer, du gør dig fortjent til.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.