Hvor og hvornår må jeg fiske?
Inden du begiver dig på fisketur, er du nødt til at sikre dig, at du gerne må fiske, der hvor du har tænkt dig det. I Danmark skal du som hovedregel have et gyldigt statsligt fisketegn med dig under lystfiskeri, hvis du er mellem 18 og 65 år. Der er dog enkelte undtagelser fra reglen. For eksempel behøver du ikke at have et statsligt fisketegn, hvis du fisker i ”put and take”-søer. Er du under 18 år, behøver du ikke at købe det statslige lystfiskertegn. Det samme gælder for voksne, som ikke selv fisker, men blot er med for at passe på og hjælpe børn ved fiskevandet. Det betyder altså, at det er helt gratis for dig at fiske de steder, hvor fiskeriet er frit, så længe du blot er under 18 år. I mange ferske vandløb og vandhuller, der er ejet af det offentlige, det vil sige kommuner eller staten, er der ofte frit fiskeri. Du kan finde oplysninger om, hvor fiskeriet er frit på hjemmesiden www.udinaturen.dk eller hos de enkelte kommuner. På hele kysten er der med få undtagelser også frit fiskeri. Du må altså fiske fra næsten alle kyster. Det kræver blot, at du kan komme ned til kysten ad veje, stier eller andre passager, der er offentlige. Når du fisker, skal du blot være opmærksom på at holde mindst 50 meters afstand til bygninger, der er til beboelse. Her må du nemlig hverken fiske eller gøre ophold, men kun gå forbi. På steder, hvor der er udlagt fuglereservater eller anden beskyttelse af naturen, kan der også være begrænsninger i færdslen. Det vil ofte fremgå af skilte, hvornår du må færdes her.
66 hvor og hvornår