64
1-2-3
ACTION! På sporet af Det Vilde Vesten I mere end 100 år har Hollywood tryllebundet publikum med fantastiske historier om cowboys, kvægtyve, indianere og nybyggere. Og hvem har ikke siddet klistret til skærmen med nerverne uden på tøjet, når cowboy-helten og skurken over dem alle står ansigt til ansigt i den støvede hovedgade. Med intense øjne forsøger de at nedstirre hinanden med hånden hængende lige over pistolskaftet. Vinden hyler og hvirvler støvet op, mens solen bager nådesløst ned fra en høj, blå himmel. Langs gaden søger byens indbyggere tilflugt indendørs eller bag tønder på de overdækkede verandaer. De ved, at nu er det alvor. Det er nu byens og deres skæbne bliver beseglet. To skud flænser middagsheden. Men hvem var hurtigst? Hvem bliver stående? Pistoler, heste og bredskyggede hatte er alle vigtige ingredienser i en klassisk western. Men det er de rigtige omgivelser også, og Hollywood har i den grad været med til at præge vores billede af ’det ægte Vilde Vesten’. Her er tre fantastiske områder, der alle emmer af filmmagi og Wild West-stemning.
Moab Landskaberne i Arches National Park og Dead Horse Point State Park omkring Moab i det østlige Utah byder på hundredvis af dramatiske stenbuer, eroderede klippelandskaber og mægtige kløfter. Det har Hollywood kunne se mange muligheder i. Fra klassiske westerns som John Fords Karavanen fra 1950 samt Warlock fra 1959 med Henry Fonda. Til Johnny Depp i hovedrollen for Disneys The Lone Ranger fra 2013. Indiana Jones kiggede også forbi Sevenmile Canyon i Arches under det sidste korstog, mens klippeformationen Hole in the Rock lagde baggrund til robotterne i Transformers - The Age of Extinction. Men den mest berømte scene filmet her, er nok afslutningen af Ridley Scotts roadtrip-drama Thelma and Louise, hvor de to hovedpersoner under deres flugt fra politiet vælger at køre ud over klippekanten i Dead Horse Point State Park, der her skal forestille at være Grand Canyon.