|
300 GODE RÅD TIL PÅRØRENDE OM PLEJEHJEM Hverdagen
Andre beboere og andre besøgende Det kan hjælpe dig som pårørende, hvis du kender de andre mennesker på plejehjemmet, som bor der eller kommer der jævnligt. Det er naturligvis ikke alle beboere, der får besøg lige ofte eller på de tidspunkter, hvor du kommer. Men på enhver afdeling vil der være andre pårørende, som kommer ofte nok til at være en del af stedets dagligdag. Dem kan du måske have meget glæde af at lære at kende, ligesom det kan være rart for dig at få et godt forhold til de andre beboere, som kan rumme det 1. Giv jer selv tid til at falde til
Lige i starten efter flytningen kan det være svært at se sig selv som del af plejehjemmets personkreds. Det er en stor omvæltning, at der er så megen sygdom og svækkelse, og i begyndelsen er det måske næsten det eneste, du kan se. Det kan også være svært for dig at skulle se din kære gennem andres øjne, for de kender jo ikke ham eller hende fra dengang, hvor helbredet var meget bedre. Giv det tid og forvent ikke, at alt skal være nemt og vellykket fra den første dag. Det skal nok komme. 2. Hjælp din kære med at falde til
Det er ikke alene svært at se sig selv som en del af beboergruppen, det er også altid svært at være den nye dreng eller pige i klassen, som ikke kender nogen af de andre. Du kan hjælpe din kære med at falde til på plejehjemmet ved at bruge fællesområderne, når du er på besøg. Bliv ikke bare siddende inde i lejligheden, men gå ud i dagligstuen, køkkenet eller haven og vær sammen om at lære de andre lidt bedre at kende. Læg mærke til, hvordan dit besøg fungerer, hvis I er i opholdsrummet, hvor der er andre beboere. 3. Deltage i åbne arrangementer
Hvis du har tid og energi til det, er det virkelig godt at deltage i alle de arrangementer, der er åbne for pårørende, både på afdelingen og på hjemmet. Det er endnu en god lejlighed til at lære de andre beboere og pårørende at kende, så også du føler dig hjemme. Efter en tid kunne det endda være, at du selv vil overveje at arrangere noget – men gør det kun, hvis du virkelig synes, at du har energi til det. Hvis din kære har det godt med nogle af de øvrige plejehjemsbeboere, kan du overveje at invitere nogle af dem ind i lejligheden til en kop kaffe eller et glas portvin.
63