Historiefortællerens børnebibel

Indledning

Fra mit virke som præst, som far og børnebogsforfatter ved jeg, at der allerede findes mange børnebibler. Så jeg vil gerne forklare, hvad der gør Historiefortællerens børnebibel til noget særligt. Ligesom jeg ønsker at fortælle om mine håb for denne bog.

For det første håber jeg, at den vil bringe dig tættere på børnene i dit liv. Det er meningen, at denne bog skal læses højt – deles med børn eller børnebørn, niecer eller nevøer, med en skoleklasse eller en børnegruppe i en kirke. Det er på den måde, mange af Bibelens historier først kom til os: råbt af profeter, proklameret af præster, hvisket som bønner – fortalt højlydt af et menneske til et andet. Folk blev bragt sammen af disse ord. De stillede spørgsmål, fik fælles indsigt eller blev ganske enkelt slået af fælles undren over Guds kærlighed og magt.

Dernæst håber jeg, at bogen vil hjælpe dig til at blive en bedre historiefortæller. I mit arbejde som historiefortæller for The Pittsburgh Children’s Museum bliver jeg konstant overrasket over, i hvor høj grad en velfortalt historie kan gribe, underholde og glæde tilhørerne. De bibelshistorier, jeg har omskrevet i denne bog, skal ikke læses, men først og fremmest fortælles. Jeg har gjort mig umage for at være trofast mod den originale historie, men jeg har også benyttet nogle fortælletricks – gentagelser, rytme osv. – For at historierne vil blive godt modtaget af det lyttende øre.

Det, som du, historiefortælleren, nu må tage dig af, er at lægge stemme til. Og det er derfor, jeg opfordrer dig til at gøre dig bekendt med historierne, før du læser dem højt. Find frem til de tematiske tråde, jeg har spundet historierne sammen med. Lav forskellige stemmer til de medvirkende. Find selv på din egen mimik og gestik og dine egne lyde. Men fremfor alt, hav det sjovt sammen med disse historier. For det er den bedste garanti for, at dine børn også vil nyde dem.

Endelig kræver en historiebibel, i sagens natur, at man vælger visse historier og udelader andre. I dette tilfælde er historierne blevet valgt, fordi de viser, på en måde også yngre børn vil kunne forstå, at Gud er kærlighed. Det er mit håb som kristen, at dine børn, når de har set Gud arbejde fra skabelse til Jesus’ genopstandelse, vil lære at stole på Gud og at lytte til Guds stemme. Og at elske Gud til gengæld.

Historier fra Det Gamle Testamente

I begyndelsen

Først var der ikke noget. Slet ingenting! Så Gud gik i gang med at arbejde. Men han brugte ikke sine hænder eller maskiner af nogen slags. Han talte bare. Han sagde: “Jeg ku’ godt tænke mig noget lys.” Og så var der lys. Klarere end en sommermorgen eller tusind julelys.

Gud talte igen. Han sagde: “Himmel. Jeg vil gerne have noget himmel. Og noget vand nedenunder.” Og, ganske rigtigt, der var det. Den klare mørkeblå himmel foroven. Og det mørkegrønne hav forneden.

“Jord.” Det var, hvad Gud derefter sagde, klart og bestemt, som om han virkelig mente det. Og de blågrønne vande delte sig, og tørt land dukkede op. Store sorte og brune felter. Her og der, rundt i hele verden.

“Vi mangler noget farve,” hviskede Gud, som om han tænkte højt. Og skælvende af spænding kriblede grønne ting op af den mørke jord og foldede sig ud med blomster – røde, orange og blå. Fyrretræer og palmetræer. Rosenbuske og brombærbuske. Tulipaner og krysantemer.

Så råbte Gud.

“Dag – solskin!”

“Nat – måneskin!”

“Stjerner, som skinner klart!”

Og der var de, så det blev morgen og aften, sommer og vinter – så der kom tid og varme og lys!

Derefter råbte Gud til himlen, som om han regnede med, der ville komme et eller andet svar.

“Kom frem, alt hvad der flyver!”

Og de kom gennem skyerne. De fløj højt oppe, og de fløj langt nede. Store og små. Ørne og insekter. Humlebier og høge.

Så råbte Gud til havet.

“Kom frem, alt hvad der plasker!”

Og også de kom hen til ham; de hoppede helt op af bølgerne. Flyvefisk og sværdfisk. Delfiner og ørreder. Store grinende, pukkelryggede hvaler.

Endelig råbte Gud til jorden.

“Kom frem, alt hvad der går, alt hvad der kravler eller løber, alt hvad der hopper eller klatrer!”

Og de kom virkelig. Op af huller i jorden. Ned fra træer. Ud af det høje græs og tværs over de åbne sletter.

Nu var det hele parat. Det var godt, og det var parat.

Så talte Gud igen.

“Mand og kvinde,” sagde han, som om det var navnene på nogle af hans allerbedste venner.

Og frem af støvet dukkede Adam og Eva. For at glæde sig over alt det, Gud havde skabt. For at passe på det for ham. Og for at tale med ham.

“Det er sådan, det bør være,” sagde Gud til sidst. “Det her, det er godt!”

Et usædvanligt løfte

Gud var bedrøvet. Meget bedrøvet. Overalt hvor han kiggede hen, så han kun mennesker, der valgte forkert. Som hadede hinanden. Som var onde mod hinanden. Som var godt i gang med at lave noget værre kludder ud af hans smukke verden.

“Jeg kommer nok til at begynde forfra,” besluttede Gud. Og så var det, at han tog en snak med Noa.

Noa var ikke lige som de andre. Han var en god mand, og det vidste Gud godt. Så Gud sagde til ham, at han skulle bygge en båd. En båd, der var stor nok til, at der kunne være: Noa, hans kone, hans tre sønner, deres koner, et par af hvert eneste dyr i verden, og mad nok til dem alle sammen i meget, meget lang tid!

Noas familie blev forbavset, da han fortalte dem, hvad det var, han skulle lave.

Noas naboer syntes, det var underligt af ham at bygge en båd så langt væk fra havet.

Og det var ikke let at jage, fange og gøre rent efter alle de dyr.

Men Noa var en god mand. Han gjorde det, Gud havde sagt til ham –også selvom det var svært.

Til sidst, da de alle var sikkert om bord på båden, lukkede Gud døren. Og så begyndte det at regne.

Det regnede i fyrre dage.

Det regnede i fyrre nætter.

Det regnede kraftigere, end Noa nogen sinde havde set det regne før.

Det regnede så voldsomt, at bækkene og floderne, ja, selv havene gik over deres bredder. En oversvømmelse var begyndt. Snart var hver eneste sandstrand, hver eneste klippesti, hvert eneste stykke mudret jord forsvundet under vandet.

Og båden begyndte at flyde.

Den flød oven over husene. Den flød oven over træerne. Den flød oven over bakkerne, og så flød den også oven over bjergene.

Den flød i dage og uger og måneder. Endelig stoppede den. Den sad fast på toppen af et højt bjerg.

Noa åbnede et vindue for at kigge ud. Vandet var begyndt at synke, men verden var langtfra tør.

Så sendte han en due af sted. Og da duen ikke kom tilbage, vidste Noa, at den havde fundet et tørt sted, hvor den kunne bygge rede.

“Kom ud!” kaldte Gud omsider. “Kom ud af båden! Jorden er tør. Verden er ren. Og nu skal du og din familie og alle dyrene se at få nogle børn, så I kan fylde den med liv igen!”

“Hurra!” jublede Noa. Og han takkede Gud, fordi han havde reddet ham.

Gud var også glad. Så han malede verdens første regnbue på himlen –for at fejre sin friske, nye verden. Og for at love, at han aldrig ville sende sådan en oversvømmelse igen.

Drømmeren Josef

Jakob fik tolv sønner. Det er rigtigt – tolv!

Hans yndlingssøn var Josef. Jakob forkælede ham og gav ham specielle gaver – som for eksempel en smuk frakke, der var dekoreret med mange farver.

Røde og grønne. Blå og gule. Violette og lyserøde. Josef strålede som en hel regnbue og spankulerede rundt, stolt som en påfugl.

Det brød Josefs ældre brødre sig overhovedet ikke om. Og hvad de slet ikke kunne holde ud, var Josefs drømme!

“Jeg drømte en drøm i nat,” pralede Josef.

“Åh nej,” stønnede hans brødre.

“Jeg drømte, at vi alle sammen var blevet til neg af korn. Og kan I gætte, hvad der skete? Jeres neg bukkede sig for mit og bad til det!”

“Og jeg fik en anden drøm,” fortsatte Josef overlegent.

“Om hvad,” sukkede hans brødre.

“Jeg drømte, at vi alle sammen var blevet til stjerner. Og kan I gætte, hvad der skete? Jeres stjerner bukkede sig for min, ganske som om jeg havde været jeres konge!”

Der gik ikke ret lang tid, før Josefs brødre var blevet godt trætte af det. Men det er ikke nogen undskyldning for det, de gjorde.

Næste gang de var så langt væk fra Jakob, at han ikke kunne se dem, greb de fat i Josef, flåede hans mangefarvede frakke af ham og smed ham ned i en udtørret brønd. De skulle faktisk lige til at slå ham ihjel, da de fik øje på en støvsky for foden af bjerget. Det var en flok købmænd på vej til Egypten, med deres kameler tungt lastede med varer, de ville sælge.

“Hvorfor skulle vi dog slå Josef ihjel,” spurgte en af brødrene, “når vi kan sælge ham til købmændene der og tjene nog penge til os selv? Så bliver han solgt som slave i Egypten, og hans tåbelige drømme vil aldrig gå i opfyldelse!”

Tyve sølvmønter. Så meget gav købmændene dem for Josef. Og da købmændene var borte, rev brødrene Josefs frakke i stykker, dyppede den i blodet fra en ged og bar den hjem til deres far.

“Josef er død,” fortalte de Jakob. Og så viste de ham Josefs frakke. De lange ærmer var sønderrevne, og de smukke farver var oversmurt med blod.

Jakob græd og græd.

Og Josef græd også, mens købmændene førte ham længere og længere væk hjemmefra.

Jerikos fald

Jerikos mure omkransede hele byen. Murene var høje. Murene var tykke. Hvad skulle Guds folk dog gøre for at komme ind?

Josvas tanker kørte rundt i hovedet på ham. Han var blevet leder af Guds folk, nu da Moses var død. Men hvordan skulle han få ført dem ind i Jeriko?

Herrens sværd svingede rundt over englens hoved. “Gud vil føre jer ind i Jeriko,” sagde englen til Josva. “Han har en hemmelig plan. Du skal bare stole på ham.”

Israels soldater samlede sig i rundkreds om deres leder. Han fortalte dem englens plan. De fik det hele at vide. Soldaterne blev forbløffede.

Så marcherede Israels hær rundt om Jerikos mure. En gang rundt hver eneste dag. Seks dage i træk. Og indbyggerne i Jeriko stod og grinede ad dem.

“Hvorfor marcherer de rundt og rundt om Jerikos mure?

Er det en parade? Er det en slags trick? De vinder da aldrig over os på den måde!”

Men da hæren marcherede rundt på den

syvende dag – så gik de ikke bare en gang rundt – eller to gange rundt. De marcherede hele syv gange rundt om Jeriko. Så hævede de deres stemmer.

De blæste i deres trompeter. Og så styrtede murene sammen!

Israels folk dansede rundt om Jerikos ruiner. “Gud hjælper os!” sang og

råbte de. “Han vil aldrig svigte os!”

sine mænd ned til floden og befalede dem at drikke.

Nogle af soldaterne labbede vandet i sig ligesom hunde; dem sendte Gideon hjem.

Andre lagde sig på knæ og brugte deres hænder som krus. Det var de soldater, som Gideon beholdt. Og da han var færdig, var der kun tre hundrede tilbage!

“Gideon,” hviskede Gud. “Hør her, Gideon,” kaldte Gud. “Nu er vi klar til at slås med midjanitterne.”

“Men de-de-der er tusindvis af dem,” stammede Gideon. “Og kun tre hundrede af os. Hvordan skal vi dog kunne vinde?”

“Det kan I heller ikke,” sagde Gud. “Ikke uden min hjælp. Og det er det, jeg vil have, du skal forstå. Hør nu ordentlig efter. Min plan er at ...”

Senere den nat førte Gideon sine tre hundrede mænd helt hen til udkanten af midjanitternes lejr. I den ene hånd havde hver soldat en trompet, og i den anden bar han en lerkrukke med en brændende fakkel indeni. Der var ikke et eneste sværd at se! På Gideons signal blæste soldaterne i deres trompeter, smadrede deres krukker og råbte: “For Gud og for Gideon!”

De midjanitiske soldater vågnede forskrækkede.

Det var, som om der var larm og ild hele vejen rundt om dem! Forvirrede og fortumlede famlede de rundt i mørket – løb ind i hinanden og faldt over hinanden. Og det varede ikke længe, før de også var i gang med at slås med hinanden!

Da kampen var slut, flygtede de midjanitiske

soldater, der var tilbage. Og de var overbeviste om, at de var blevet besejret af en stor hær. Men det var bare Gideon, hans tre hundrede mand og Gud, som hele tiden havde vidst, hvad det var, han gjorde.

Samsons store bedrifter

Samson var en stærk mand. Men han var ikke stærk, fordi han løftede vægte. Og han var heller ikke stærk, fordi han lavede mange armbøjninger. Og han var heller ikke stærk, fordi han havde store muskler.

Nej, Samson var stærk, fordi hans mor havde lovet Gud, at hendes søn aldrig ville drikke stærk vin. At han aldrig ville drikke stærk øl. Og at han aldrig nogensinde ville klippe sit hår. Og da han voksede op, lovede Samson det samme.

Det var Guds skyld, at Samson var stærk. Og en dag bad Gud Samson om at gøre noget, der krævede mange kræfter.

”Filistrene er efter mit folk,” sagde Gud. ”Du skal beskytte dem.”

Og det gjorde Samson. Han tog rundt i landet som en enmands-hær, og når han stødte på nogle af filistrene, gav han dem en ordentlig omgang.

Han fangede 300 ræve, bandt deres haler sammen to og to og puttede en brændende fakkel ind mellem deres haler. Så sendte han dem af sted ind gennem filistrenes marker, så alt deres korn brændte.

Og hans hår blev ved med at gro!

Engang blev han taget til fange, men han fik rebene, der var bundet om ham, til at briste, som om de var sytråd. Så tog han kæbeknoglen fra et æsel og brugte det til at slå 1000 filistre ihjel med.

”Med en æselkæbe,” pralede han, har jeg banket dem sønder og sammen.

Og hans hår blev bare ved med at gro.

Og da filistrene var sikre på, at de havde omringet ham i byen Gaza, rev han de kæmpestore døre i byporten af og flygtede – hele vejen op på toppen af en bakke med dørene på ryggen.

Og hans hår blev bare ved med at gro.

I 20 år beskyttede Samson Guds folk – beskyttede dem med sine vældige kræfter. Beskyttede dem med den styrke, Gud havde givet ham.

Og hans hår blev bare ved med at gro.

Samson og Dalila

Filistrene var trætte af, at Samson slog dem igen og igen, så de tog hen for at snakke med Samsons kæreste, Dalila.

”Hvis du kan finde ud af, hvad hemmeligheden er bag hans styrke,” sagde de, ”vil vi give dig en stor bunke sølv.”

Dalila kunne godt lide sølv. Faktisk var hun mere glad for sølv, end hun var for Samson. Så hun gjorde, hvad de bad hende om.

”Samson, åh Samson,” kaldte hun sukkersødt. ”Vil du ikke fortælle mig, hvor dine kræfter kommer fra?”

Samson kunne rigtig godt lide Dalila, men han var ikke dum! Så han besluttede sig for at snyde hende.

”Bind mig med syv friske strenge fra en flitsbue,” løj han, ”og jeg vil blive lige så slap som et almindeligt menneske.”

Dalila sørgede derpå for at skjule nogle mænd i rummet ved siden af. Hun bandt Samson med de syv strenge, og så råbte hun: ”Samson! Åh Samson! Filistrene kommer!”

Filistrene væltede ind gennem døren! Samson fik strengene til at sprænge, og så jagede han alle filistrene ud.

Og hans hår blev bare ved med at gro!

”Samson, åh Samson,” surmulede Dalila. ”Du løj for mig. Er du ikke sød

at fortælle mig hemmeligheden bag dine kræfter?”

Samson kunne godt lide dette spil, så han fortalte hende endnu en løgn.

”Bind mig med helt nye reb, så vil jeg blive lige så slap som et helt almindeligt menneske.”

Endnu engang sørgede Dalila for, at mændene lå på lur i rummet ved siden af. Hun bandt Samson med nye reb, og så råbte hun: ”Samson, åh Samson! Filistrene kommer!”

Filistrene væltede ind gennem døren! Samson fik rebene til at sprænge, og så jagede han alle filistrene ud.

Og hans hår blev bare ved med at gro!

”Samson, åh Samson,” klynkede Dalila. ”Du løj for mig igen. Er du ikke sød at fortælle mig hemmeligheden bag dine kræfter?”

Samson smilede til hende. ”Ok,” sagde han. Men det var blot endnu en løgn. ”Tag mine syv fletninger og væv dem sammen med stoffet på din væv. Så vil jeg blive lige så slap som et almindeligt menneske.”

Igen fik Dalila mændene til at gemme sig i rummet ved siden af, og hun vævede Samsons syv fletninger ind i stoffet på hendes væv. Så råbte hun: ”Samson, åh Samson! Filistrene kommer!”

Filistrene sprang ind gennem døren, og i næste øjeblik sprang Samson op og rev håret til sig. Igen jagede han alle filistrene ud.

Og hans hår blev bare ved med at gro!

”Samson, åh Samson,” græd Dalila. ”Du elsker mig slet ikke! Du har løjet for mig igen. Vil du dog ikke nok fortælle mig din hemmelighed?” Og hun plagede ham dag efter dag efter dag.

Måske var det plageriet. Måske var det tårene. Måske elskede Samson faktisk Dalila. Eller også havde Samson blot glemt, hvor hans styrke kom fra. Måske troede han, at det helt var hans egen fortjeneste – og ikke noget, Gud havde givet ham til gengæld for hans løfte. Uanset grunden, så endte Samson med at fortælle Dalila sandheden.

”Jeg gav engang mit løfte,” sagde han. ”At mit hår aldrig ville blive klippet. Hvis du klipper mit hår, vil jeg blive lige så slap som et almindeligt menneske.”

Igen skjulte Dalila mændene, og da Samson var faldet i søvn, bad hun en af mændene om at klippe Samsons lange fletninger af.

”Samson, åh Samson!” skreg hun. ”Filistrene kommer!”

Samson vågnede. ”Jeg jager dem ud, ligesom jeg gjorde sidst!” råbte han. Men da filistrene kom løbende gennem døren, kunne Samson ikke gøre noget. Han var virkelig lige så svag som et almindeligt menneske. Og denne gang fangede filistrene ham og tog ham med til fængslet.

Samson og filistrene

Da filistrene havde fanget Samson, stak de hans øjne ud, lagde ham i lænker og smed ham i en fængselscelle. De lænkede ham til et stort hjul af sten, og dag efter dag skubbede han hjulet og kværnede deres korn. De troede, de havde vundet over ham én gang for alle. Men Samsons hår begyndte at vokse ud igen. Og uge efter uge, måned efter måned, blev det længere.

Nogen tid efter besluttede filistrene at holde en stor fest for at fejre, at Samson var blevet fanget og for at takke deres Gud Dagon, som havde gjort det muligt. Hvad de ikke havde tænkt på, var den eneste sande Gud. Den Gud, som havde givet Samson hans styrke, og som stadig havde brug for ham til at beskyttes Guds folk.

Der var mere end 3000 filistre samlet i templet den dag. De stod som sild i en tønde. Og midt i festlighederne bad filistrenes ledere om at få hentet Samson. Folk grinede og klappede, da de så ham.

”Vores gud har nedkæmpet fjenden,” jublede de. ”Den fjende, der lavede så meget ballade.”

Og da de var færdige med at grine, blev Samson trukket hen til templets søjler. Men Samson havde fået en god idé – en sidste plan, der skulle gøre en ende på hans fjender.

”Du ved, at jeg er blind,” sagde Samson til fangevogteren. ”Stil mig, så jeg kan nå søjlerne. De er rare at læne sig opad.”

Og det gjorde fangevogteren. Han stillede Samson mellem søjlerne –de søjler, der bar hele templet.

”Kære Gud,” bad Samson. ”Den eneste

styrke, jeg nogensinde har haft, kom fra dig. Det husker jeg nu. Så jeg beder dig: Husk mig og giv mig mine kræfter tilbage denne ene gang.”

Og med sin venstre hånd på én søjle og sin højre hånd på en anden søjle begyndte han at skubbe.

Han skubbede, og søjlerne knirkede.

Han skubbede, og søjlerne revnede.

Han skubbede, og søjlerne smuldrede.

Han skubbede, og søjlerne væltede.

Og da de gjorde det, styrtede hele templet sammen. Det styrtede ned over filstrene. Det styrtede ned over deres ledere. Og desværre styrtede det også ned over Samson.

”Lad mig dø sammen med filistrene!” råbte han mod himlen. Og det gjorde han, og med sin død slog han mange flere fjender ihjel, end han havde gjort gennem hele sit liv. På den måde gjorde han, hvad Gud havde bedt ham om – beskytte sit folk mod deres fjender.

Ruth finder et nyt hjem

No’omi var ensom. Hendes mand var død. Det var hendes sønner også. Og hun boede i et land langt væk fra sin hjemegn sammen med sønnernes enker, Orpa og Ruth.

”Nu rejser jeg hjem,” sagde No’omi til sine svigerdøtre en dag. ”Tilbage til mit eget land. Tilbage til Betlehem, hvor jeg hører til. I skal blive her. Jeg vil savne jer, men dette er jeres land, ikke mit.”

No’omi regnede med, at Orpa og Ruth ville kysse og kramme hende og vinke farvel. Og det var lige præcis, hvad Orpa gjorde, men Ruth gjorde noget andet.

Hun kyssede No’omi, og hun krammede No’omi, og så sagde hun: ”Jeg tager med dig.”

”Hvorfor?” spurgte No’omi. ”Hvorfor vil du forlade dit folk og dit hjem og rejse til et land, du ikke kender? Her kan du måske finde dig en ny mand, men jeg kan ikke finde en mand til dig.”

Men ligemeget hvad No’omi sagde, holdt Ruth fast. Hun holdt af No’omi og ville være sikker på, at hun kom trygt hjem.

”Jeg tager med dig,” sagde hun. ”Mere er der ikke at sige om den sag. Fra nu af er dit folk mit folk, og din Gud er min Gud.”

Derpå rejste No’omi og Ruth til Betlehem, og mens No’omi hilste på sine slægtninge, gik Ruth ud for at finde noget arbejde. Men det var svært, for Ruth kom fra et andet land, så hun endte med at samle aks på en kornmark; aks der lå tilbage, når arbejderne havde samlet kornet.

Marken tilhørte en mand, der hed Boaz. Boaz fik hurtigt øje på Ruth. Han havde hørt, hvad Ruth havde gjort for No’omi. Han beundrede hendes mod og hendes troskab, og han begyndte at synes rigtig godt om hende. Den næste dag bad han derfor sine ansatte om – med vilje – at efterlade flere aks. På den måde kunne Ruth få mere med sig hjem.

Ruth blev glad. Og da hun fortalte No’omi, hvad der var sket, og viste hende de mange aks, hun havde fundet, spurgte No’omi hende, hvem den mark tilhørte.

”Et mand med navnet Boaz,” svarede Ruth.

Og nu var No’omi også glad, for Boaz var en af hendes slægtninge! No’omi ville sørge for, at Ruth og Boaz kunne mødes.

”Tag din flotteste kjole på,” sagde hun til Ruth. ”Og også et pift parfume. Du skal besøg Boaz i aften!”

Så tog Ruth af sted. Og Boaz blev så forelsket i hende, at han straks ville giftes med hende.

Ruth var lykkelig. Og det var No’omi også. For Gud havde belønnet Ruth for hendes troskab og havde givet hende både en mand og et hjem.

Efter nogen tid fødte Ruth en søn, som fik navnet Obed. Og Obeds søn kom til at hedde Isaj. Og en af Isajs sønner var en hyrdedreng, David, som en dag mødte en kæmpe. Men det er en helt anden historie!

Samuel hører en stemme

Da Guds folk nu boede i deres eget land, var der så mange ting, han ville fortælle dem:

Hvordan de skulle blive glade.

Hvordan de skulle hjælpe hinanden.

Hvordan de skulle beskytte sig mod deres fjender.

Så Gud besluttede, at han ville sende en, der kunne tale for ham.

En, han kunne tale til, og som så ville gå hen og tale til folket. Sådan en, som man kalder en profet.

Gud ledte og ledte i hele Israels land, ivrig efter at finde den helt rigtige. Og til sidst fandt han ham også.

I landsbyen Shilo.

I præsten Elis hus.

En lille dreng!

“Samuel,” kaldte Gud en nat. “Samuel, jeg vil tale med dig.”

Samuel satte sig op og gned sine søvnige øjne. Han havde aldrig hørt Guds stemme før, og han tænkte, at det nok var gamle Eli, som kaldte på ham.

Samuel vaklede ind i Elis værelse for at høre, hvad han ville. Men Eli gennede ham i seng igen.

“Samuel,” kaldte Gud igen, “hør efter, Samuel.”

Denne gang var Samuel temmelig rundt på gulvet. Og også lidt bange. Så han sneg sig tilbage til Elis værelse.

“Hør nu her, knægt,” gabte den gamle præst, “jeg har altså ikke kaldt på dig. Smut så i seng med dig!”

Samuel vidste ikke, hvad han skulle tro, da han kravlede ned under

sine tæpper. Men da Gud for tredje gang kaldte: “Samuel, Samuel,” vidste han godt, hvad han skulle gøre.

Han for ind til Eli, lige så hurtigt som han kunne!

“Samuel,” sukkede Eli, “hvis nogen af os skal have bare den mindste smule søvn i nat, så bliver vi nødt til at finde ud af, hvem det er, der kalder på dig. Og jeg har en idé om, hvem det kunne være. Så den næste gang, du hører stemmen, vil jeg ikke have, at du kommer rendende herind. I stedet for skal du sige: ‘Tal Herre, jeg lytter.’”

Samuel gjorde store øjne.

“Tror du, det er Gud, som kalder på mig?”

“Gør nu, som jeg siger,” sagde Eli, “så finder vi ud af det.”

Så Samuel gik i seng igen.

Gud kaldte igen på ham.

Denne gang blev Samuel der, og han lyttede til Gud, og hans øjne blev større og større af undren over det, han hørte.

Lige fra dengang, og indtil Samuel selv blev en gammel mand, talte Gud til ham. Han gav Samuel meddelelser, som han skulle give videre til folket. Og ganske som den første gang stod Samuel med vidt opspærrede, undrende øjne, hver gang han havde fået en besked af Gud.

Kongemageren Samuel

Samuel ledede Guds folk – med Guds hjælp. Men da Samuel blev gammel, spurgte folket ham om noget, der gjorde ham trist.

”Alle andre har en konge,” sagde de. ”Så hvorfor kan vi ikke også have en konge?”

Samuel fortalte det til Gud, og Gud trøstede ham.

”Det er ikke dig, de ikke vil have,” sagde Gud. ”Det er mig. Jeg er deres sande Gud, men de kan ikke altid se det. Så fortæl folket, at de godt kan få en konge, hvis det er det, de vil. Men fortæl dem sandheden. Fortæl dem, at det ikke vil gøre deres liv lettere.”

Så det var, hvad Samuel sagde.

”Gud siger, at I godt kan få jer en konge,” sagde han til dem. ”Men han vil også fortælle jer, hvad det indebærer. En konge vil gøre jeres sønner til soldater, jeres døtre til tjenestepiger, og jeres korn og jeres guld vil han forære som gaver til sine særlige venner. Han vil med andre ord gøre jer til sine slaver.”

Det lød ikke særlig rart, men de ville stadig have en konge. Og så fandt Samuel en konge til dem – en høj og flot mand, der hed Saul.

Saul var en udmærket konge – for en tid. Men så stoppede han med at lytte til Samuel, og han stoppede med at adlyde Gud. Så bad Gud Samuel om at finde en anden konge.

”Tag til Betlehem,” sagde Gud. ”Find en mand med navnet Isaj. Hvis folket skal have en konge, skal det være én, der elsker mig, som stoler på mig, og som vil følge mig. Sådan én kan du finde blandt Isajs sønner.”

Samuel rejste til Betlehem, og da han fik øje på Isajs ældste søn, Eliab, var Samuel sikker på, at Eliab var den udvalgte.

Gud var også sikker – sikker på, at Samuel tog fejl!

”Ja, godt nok er han høj, sagde Gud, ”men det var Saul også. Og kan du huske, hvordan det gik!”

Og så sagde Gud noget vigtigt.

”Du kan kun se, hvordan folk er udenpå, Samuel, men jeg kan se, hvad der er inden i dem – dybt i deres hjerter. Og det er det indre, der er vigtigt for mig.”

Så gik Samuel videre til Isajs andre sønner, og Gud kiggede ind i deres hjerter.

”Hvad med søn nummer to?” spurgte Samuel.

”Nej,” sagde Gud. ”Prøv igen.”

”Den tredje søn?”

”Desværre ikke.”

”Den fjerde søn?”

”Slet ikke!”

”Den femte søn?”

”Nu laver du vist sjov!”

”Den sjette søn?”

”Ikke på vilkår.”

”Den syvende søn?” spurgte Samuel. ”Der er kun ham tilbage!”

”Kig bedre efter,” sagde Gud. ”For det er heller ikke ham.”

”Har du andre sønner?” spurgte Samuel.

”Jo, der er selvfølgelig den yngste,” svarede Isaj, ”men han er ude i marken og passer på fårene.”

”Hent ham!” sagde Samuel. ”Hurtigst muligt!”

Og da drengen dukkede op, hviskede Gud til Samuel: ”Det er ham! Hans hjerte er rent og godt, og han længes efter at følge mig.”

Samuel hældte olie på hovedet af Isajs yngste søn – som et tegn på at Gud havde en særlig opgave til ham, og at han en skønne dag ville blive konge.

Og den yngste søns navn var David.

Kæmpedræberen David

Goliat var stor.

Han var nødt til at bukke sig, når han skulle igennem døren. Hans hoved bumpede altid imod loftet. Og hans venner tænkte sig om en ekstra gang, inden de inviterede ham til middag.

Goliat havde et stort spyd. Mindst tre meter langt. Med en stor jernspids. Og hans store bronzerustning vejede mindst hundrede kilo.

Goliat havde også en stor og kraftig stemme.

Og en dag brugte han den. Han trampede ud foran sin hær og råbte tværs over dalen til de jødiske soldater, der havde slået lejr på den anden side.

“Jeg er Goliat!” brølede han. “Og jeg udfordrer hvem som helst af jer til tvekamp. Hvis I vinder kampen, vil vi være jeres slaver. Taber I, skal I arbejde for os.”

David var lille.

Faktisk var han ikke andet end en dreng, der gik og passede får. Når han trængte til en pause, gik han over til sine brødre i hæren med noget ost. Og det var lige præcis, hvad han gjorde den dag, han hørte Goliat råbe.

David blev vred.

“Hvem tror han, han er, den kæmpe?” fnyste David hånligt. “Ved han ikke, at selveste Gud Herren passer på os? Med Guds hjælp kunne selv jeg tæve den bølle.”

Så David gik en lille omvej. Han gik hen for at tale med kongen.

“Jeg vil slås med kæmpen,” meddelte han.

Og kongen faldt næsten ned fra sin tronstol.

“Jamen, du er jo så lille,” sagde kongen. “Og han er så stor!”

“En løve er stor,” svarede David. “Og det er en bjørn også. Men da de kom for at tage mine får, hjalp Gud Herren mig med at slås med dem og jage dem væk. Og det vil han også gøre med kæmpen.»

Så gik kongen med til det. “Ja ja, da. Men lad mig i det mindste låne dig min rustning.”

Rustningen var stor. Alt for stor. Og så tung, at David næsten ikke kunne røre sig.

Så den gav han til kongen igen. Og i stedet samlede han fem småsten op. Og så tog han sin slynge. Og sin gamle, trofaste hyrdestav.

Goliat brølede af latter, da han så den lille hyrdedreng.

Og han tog to store skridt.

David løb lidt fremad.

To kæmpeskridt mere.

Og David løb lidt længere.

De var midt ude i dalen nu, og der var helt stille.

Goliat udstødte et mægtigt brøl, tog en kæmpe indånding og løftede sit store spyd.

David listede hånden ned i sin lille pose, tog en sten frem og lagde den i sin slynge. Så snurrede han den rundt over sit hoved og lod stenen flyve.

Og før kæmpen kunne nå at sige mere, ramte stenen ham i hovedet, og han faldt om med et ordentligt bump.

Davids side råbte højt hurra!

Goliats side hviskede: “Å-åh.”

Og fra da af skete der store ting for den lille hyrdedreng. Kongen gav ham en belønning. Han fik lov at gifte sig med kongens datter. Og en skønne dag blev han selv konge! Den bedste konge, Guds folk nogen sinde har haft.

Den kloge konge

Da David døde, blev hans søn Salomo den nye konge i Israel. Og hvad tror du, var det første, han gjorde?

Tror du, han kom med nye love? Nej.

Eller at han sendte sin hær ud for at slås med en ny fjende? Slet ikke.

Bestilte han måske en smart ny krone til sig selv? Aldrig.

Nej, det første, han gjorde, var at knæle ned og bede til Gud.

“Det var godt, du gjorde det!” sagde Gud til Salomo. “Hvad er det så, du gerne vil have, at jeg skal give dig?”

Salomo kunne have bedt om hvad som helst. Ligegyldigt hvad. Men hvad tror du, han bad om?

Et langt liv? Nej.

At han skulle vinde, når han gik i krig? Slet ikke.

Masser af penge? Aldrig.

Nej, det eneste, han bad om, var ... visdom!

“Det bliver vanskeligt at regere alle disse mennesker,” bad han. “Og jeg vil gerne gøre det så godt, som jeg kan. Så hjælp mig, Gud. Giv mig visdom, så jeg kan træffe de rigtige valg og gøre de rigtige ting.”

Gud blev faktisk så glad for Salomos valg, at han lovede at give ham visdom – og alle de andre ting oveni. Et langt liv og masser af penge!

Der gik ikke lang tid, før Salomos visdom blev sat på prøve.

En dag kom der to kvinder for at tale med ham. Den ene af dem havde et lille barn med, og den anden var meget ulykkelig.

“Hende der har stjålet min baby!” græd hun. “Hendes egen baby døde. Og mens jeg lå og sov, kom hun og tog min!”

“Det er løgn!” råbte kvinden med babyen. Og hun holdt endnu mere fast om barnet.

Salomo kiggede på kvinderne. Salomo kiggede på babyen. Og hvad tror du, han gjorde?

Gav han babyen til den første kvinde? Nej.

Gav han babyen til den anden kvinde? Slet ikke.

Beholdt han selv babyen? Aldrig.

Nej, han sendte bud efter en af sine soldater og befalede ham at hæve sværdet over barnet.

“Så kan du godt hugge babyen midt over,” beordrede Salomo, “og giv så kvinderne et stykke hver.”

Soldaten blev chokeret. Han kiggede på kongen. Han kiggede på barnet. Men før han kunne nå at bruge sit sværd, råbte den kvinde, der hævdede, at hendes barn var blevet stjålet: “Stop! Lad hende få barnet. Han er min baby, men jeg vil hellere se ham vokse op hos en anden, end at han bliver skåret midt over.”

“Nej, du kan tro nej,” sagde den kvinde, som holdt babyen. “Kongen har ret. Hug babyen midt over!”

Det var lige netop det, Salomo havde håbet på ville ske.

“Nu ved jeg, hvem den rigtige mor er,” sagde han. “Hun ville hellere opgive sit barn, end at det skulle komme noget til.” Og han tog babyen fra den ene kvinde og gav ham til den anden.

Og hvad tror du, Guds folk gjorde? De klappede. De jublede.

Og de takkede Gud, fordi han havde givet dem en konge, som både var klog og god.

Elias og ravnene

Hvis David var den bedste konge, Guds folk nogensinde havde haft, var Akab den allerværste!

Han lyttede slet ikke til Gud.

Nej, han tilbad i stedet en statue, der hed Baal. Og hvad værre var; han fik også mange andre af Guds folk til at gøre det samme.

Gud var ikke glad for, at hans folk havde erstattet ham med en figur lavet af sten og træ. Derfor hviskede han i øret på en profet, der hed Elias – en mand, der ikke havde glemt ham.

”Sig til kong Akab, at det, han gør, er forkert. Sig til ham, at jeg ikke vil lade det regne, så længe han tilbeder Baal.”

Elias gav beskeden fra Gud videre til Akab. Men Akab grinede bare. Og det gjorde han, indtil det stoppede med at regne!

Nu var kong Akab vred på Elias. Så vred at han ville slå ham ihjel. Men Gud sagde til Elias, at han skulle gemme sig i en bjergkløft øst for Jordanfloden.

”Men hvordan skal jeg overleve?” spurgte Elias. ”Helt derude i vildmarken og helt alene?”

”Jeg har ordnet det,” svarede Gud. ”Jeg er trods alt den sande gud, husker du nok. Ikke en statue lavet af sten og træ. I kløften løber der en bæk, som du kan drikke af. Og jeg har bedt nogle af mine fjerede venner om at komme med mad til dig.”

Elias var ikke sikker på, hvad Gud mente, men han stolede på, at Gud ville passe på ham.

Derpå krydsede Elias Jordanfloden og gemte sig i kløften. Han drak vand fra bækken, præcis som Gud havde sagt, han skulle gøre. Og den

første morgen kom Guds fjerede venner flyvende. Det var ravne, og i deres næb og deres kløer havde de kød og brød med.

Elias spiste, indtil han var mæt. Og da det blev aften, kom ravnene igen med mere brød og kød!

Og således var Elias i sikkerhed og manglede aldrig mad. Gennem Restaurant Ravnene sørgede Gud for, at Elias fik noget at spise, for han var trods alt den sande Gud – og ikke en statue af træ og sten.

En krukke og en kande

Elias overlevede i lang tid, takket være Restaurant Ravnene. Men fordi det ikke længere regnede, tørrede bækken ud.

”Hvad nu?” råbte Elias til Gud. ”Jeg dør af tørst, hvis jeg bliver herude!”

”Jeg er den sande Gud. Har du glemt det?” sagde Gud. ”Ikke en statue af træ og sten. Så jeg har selvfølgelig en plan. I byen Sarepta, ikke langt herfra, bor der en enke. Tag hen til hende og slå dig ned der. Hun vil sørge for dig.”

Derpå tog Elias af sted til Sarepta, og han fandt enken, som gik og samlede brænde.

”Undskyld mig,” sagde han til hende. ”Kan du undvære noget brød og noget vand?”

Kvinden stoppede op og kiggede på Elias.

”Jeg har ikke noget brød,” sagde hun udmattet. ”Alt, hvad jeg har, er en håndfuld mel i en krukke og nogle få dråber olie i en kande. Lige nu samler jeg brænde til et lille bål. Melet og olien skal blandes sammen

til et brød, jeg kan bage over bålet. Når det er bagt, vil jeg spise det sammen med min søn, og så vil vi dø. For det er alt, hvad vi har tilbage.”

Det var en trist historie, og Elias fik ondt af enken. Men så huskede han noget. Gud var den sande Gud. Ikke en statue lavet af træ og sten. Og Gud havde sagt til ham, at enken ville sørge for ham.

Så Elias fortalte kvinden, hvad hun skulle gøre.

”Du må stole på mig,” sagde han. ”Jeg tjener den sande Gud, og han har lovet mig, at han nok skal passe på os. Bag et brød til mig af de rester, du har i krukken og kanden. Bag også et brød til dig selv og din søn. Og jeg lover dig, at der aldrig mere vil mangle mel i krukken og olie i kanden!”

Kvinden stolede på Elias, og hun gjorde, hvad han bad hende om. Og præcis som han havde lovet, blev der ved med at være mel i krukken og olie i kanden – uanset hvor meget hun tog.

Og på den måde klarede Elias sig igennem de næste tre år – med hjælp fra ravne i en kløft, med mel og olie fra en enkes krukke og kande, og mest af alt med troen på den sande Gud og ikke en eller anden statue lavet af træ og sten.

Gud sender ild

Efter tre år gik Elias hen for at tale med Akab igen.

“Elias, din ulykkesfugl!” brølede Akab. “Se, hvad du har gjort! Kornet er visnet. Brøndene er udtørrede. Og det er altsammen din skyld!”

“Nej, Deres Majestæt,” sagde Elias. “Det er Deres fejl, fordi De ikke har adlydt Gud Herren.”

“Gud Herren – ha!” snerrede Akab. “Jeg behøver ikke at lytte til ham. Jeg følger Ba’al.”

“Det er så i orden,” svarede Elias. “Hvorfor laver vi ikke en konkurrence – så vi en gang for alle kan få afgjort, hvem der er den rigtige Gud?»

Og det gjorde de så – på toppen af Karmelbjerget, med udsigt over havet. Elias stod på den ene side. På den anden side stod fire hundrede og halvtreds af Ba’als profeter. Og Israels folk var samlet ved foden af bjerget for at se på.

Ba’als profeter begyndte. De stablede en masse brænde op til et bål. De dræbte en okse og lagde den ovenpå. Så bad de til Ba’al. De bad om, at han ville sætte ild til hele molevitten. De bad grundigt. De bad længe – fra morgen lige til det blev frokost. Men der kom ikke nogen ild. Ikke engang en gnist.

Elias kunne ikke lade være med at more sig lidt. “Ba’al sover måske,” drillede han. “Eller også sidder han og dagdrømmer, eller han holder ferie. Eller måske er han bare lidt tunghør.”

Og så bad Ba’als profeter endnu højere. Men det gjorde ingen forskel, og hen på eftermiddagen var de blevet udmattede.

Og så gik Elias i gang. Han stablede tolv sten oven på hinanden – en for hver af Jakobs sønner. Han lagde noget brænde ovenpå og så oksen. Til sidst hældte han vand ud over det hele!

Mængden blev forbavset. Hvordan skulle der dog kunne gå ild i det?

Men Elias vidste godt, hvad han gjorde. “Herre,” bad han, “du er den rigtige Gud. Bevis det nu for dit folk, så de igen vil følge dig.”

Elias havde dårligt nok åbnet øjnene, da det skete. Gud sendte en ild fra himlen, som ikke kun brændte oksen, men også vandet, stenene og brændet!

“Herren er Gud!” råbte folk.

Så jublede de højt, jog Ba’als profeter på flugt og løb i læ. For pludselig var det begyndt at regne.

Den hjælpsomme tjener

Na’aman var soldat. Ikke nogen helt almindelig soldat, nej, han var general over hele den syriske hær! Han havde meget stor magt. Men han var bange.

Det var, fordi Na’aman var syg, og der var slet ingen, som vidste, hvordan de skulle gøre ham rask igen. Hans hud var dækket med sår, og han kunne ikke føle noget med sine fingre eller fødder. Alle havde ondt af ham. Og også Gud havde ondt af ham.

Så Gud hviskede til en lille pige, som var blevet taget til fange af Na’amans hær og bortført fra Guds land. Hun arbejdede for Na’amans kone, og en dag sagde hun til hende: “Hjemme i Israel, der hvor jeg kommer fra, er der en mand, som hedder Elias. Gud bruger ham til at gøre syge mennesker raske. Bare Na’aman kunne tage hen til ham.”

Og inden længe var den store soldat, som havde kæmpet mod Guds folk, på vej for at søge hjælp hos Guds profet.

Na’aman tog ikke af sted alene. Han tog sine tjenere med sig. Og sine heste. Og en vogn fyldt med guld og sølv og ædelstene – så han kunne belønne Elias, hvis ellers kuren virkede.

Det var et storslået optog, så Na’aman regnede også med, at han ville få en flot modtagelse. Men da han sendte en af sine mænd hen for at banke på Elias’ dør, lukkede profeten ikke engang selv op. I stedet sendte han sin tjener Gehazi ud for at sige: “Hvis du gerne vil være rask, så gå hen og dyp dig syv gange i Jordanfloden.”

Nu kan det godt være, at Na’aman var træt og ked af det. Eller måske var han bare stolt. Uanset hvad grunden var, blev han i hvert fald vred over profetens besked.

“Jordanfloden?” råbte han. “Den er møgbeskidt! Jeg har ikke spor imod at springe ud i en flod hjemme i Syrien. Men jeg vil ikke dyppe så meget som en lilletå i Jordanfloden, eller tage mod råd af en mand, der ikke engang gider møde mig!”

“Undskyld, Herre,” mumlede en af Na’amans tjenere, “men hvis profeten havde sat dig til at gøre noget rigtig svært og anstrengende, ville du så ikke også have gjort det med det samme?”

“Naturligvis,” gryntede Na’aman. “Det ville enhver ordentlig soldat!”

“Jamen, hvorfor kan du så ikke gøre noget let – som at vaske dig i floden? Det kan ikke gøre nogen skade, og det kan da være, det hjælper!”

Na’aman sukkede: “OK, da.” Og førte sine mænd ned til floden.

Han dyppede sig to gange. Ingenting.

Han kastede sig i to gange til. Hans hud var lige så grim som før.

To gange mere – og der kom stadig ingen helbredelse. Na’aman var ved at blive vred igen.

Men da han dukkede op for syvende gang og spruttede og prustede og rystede vandet af ansigtet, brød Na’amans mænd ud i et jubelråb. Na’aman åbnede øjnene og kiggede på sine hænder. Sårene var væk. De var forsvundet fra hele hans krop.

Na’aman tog tøjet på og skyndte sig tilbage til Elias’ hus. Denne gang var det profeten selv, som lukkede op, og Na’aman strålede af glæde.

“Modtag denne gave. Tag det hele!” tryglede Na’aman. “For du har reddet mit liv.”

Men Elias sagde nej tak, for det var jo faktisk Gud, der havde helbredt Na’aman.

“Nå, ja,” sagde Na’aman og skrabede en lille bunke jord sammen, “men så lad mig tage det her med mig, så jeg også kan stå på noget af din jord og bede til din Gud.”

Elias nikkede og smilede.

Og Gud smilede også. For ved hjælp af en lille pige og en mudret flod havde han gjort en fjende til en ven.

Brokkehovedet J onas

Jonas var et brokkehoved. Det er rigtigt – et brokkehoved.

Så da Gud sagde, at han skulle tage til Nineve og fortælle de mennesker, som boede der, at de skulle holde op med at være så onde, hvad gjorde Jonas så?

Jonas sukkede.

“Ikke Nineve!” stønnede han. “Alle andre steder end Nineve. De mennesker, der bor der, er vores fjender!”

Og da han var færdig med at brokke sig, købte Jonas en billet. En billet til en sejltur. En sejltur, der ville føre ham langt væk fra Nineve.

Gud lyttede til Jonas’ brokkeri. Gud så ham købe billetten. Men Gud ville stadigvæk have, at Jonas skulle tage til Nineve.

Så da skibet nåede ud på havet, hvor det var allerdybest, sendte Gud en storm.

“Hjælp os, Gud!” råbte en sømand. “Vi synker!”

“Frels os, Gud!” skreg en anden. “Vi kæntrer!”

“Der må være en eller anden ombord, som Gud er meget vred på,” råbte kaptajnen.

Og hvad gjorde Jonas? Jonas sukkede.

“Det er mig,” stønnede Jonas. “Det er mig, Gud er vred på. Han sagde til mig, at jeg skulle tage til Nineve, og nu er jeg ved at sejle den modsatte vej. I skal bare kaste mig i havet, så vil jeres problemer være overstået.”

“Tilgiv os, Gud!” råbte sømændene, da de kylede Jonas ud i vandet. Og havet blev stille næsten med det samme.

“Åh, du godeste,” sukkede Jonas, “jeg synker.”

“Åh, nej,” stønnede Jonas, “jeg drukner.”

“Ih, du milde,” klynkede Jonas, “det er den største fisk, jeg nogen sinde har set!”

Og før han kunne nå at udstøde et eneste suk mere, åbnede fisken munden og slugte Jonas med hud og hår!

Det var Gud, der havde sendt fisken – for at redde Jonas, og for at give ham tid til at tænke sig om. Han havde selvfølgelig en masse at sukke og stønne over – fiskens slimede mave, tangen, lugten. Men Jonas var stadig

i live – og det var da noget at glæde sig over! Så Jonas holdt op med sit mukkeri og bad en bøn.

“Jeg var ved at synke, Herre. Jeg var ved at drukne. Men du kom og reddede mig. Så nu vil jeg gøre lige, hvad du beder om.”

Tre dage senere spyttede fisken Jonas ud på en strand. Og Jonas holdt sit løfte – han gik den lige vej til Nineve og sagde til folk der, at Gud ville have, at de skulle ændre sig og holde op med at være onde.

“I har kun fyrre dage til det,” advarede han dem. “Og hvis I ikke har ændret jer til den tid, vil Gud ødelægge jeres by.”

Folkene i Nineve lyttede. Folkene i Nineve græd. Og så ændrede folkene i Nineve sig. Lige fra kongen og helt ned til den fattigste slave besluttede de sig til at gøre det, der var rigtigt.

Og hvad med Jonas? Hvad gjorde han? Han stønnede. Han satte sig i skyggen af et træ, og han sukkede.

“Jeg vidste, at det ville gå sådan,” mukkede han. “Du er en kærlig Gud, som elsker at tilgive. Men jeg bryder mig stadig ikke om folkene i Nineve, og jeg kunne godt tænke mig, at de blev udslettet.”

Jonas faldt i søvn, mens han sad og brokkede sig. Og i løbet af natten sendte Gud en orm, der skulle slå træet ihjel. Da Jonas vågnede, stønnede han mere end nogen sinde før.

“Træet er dødt!” beklagede han sig. “Og nu har jeg ikke nogen skygge.”

“Åh, Jonas,” sukkede Gud. “Du græder over træet her, men du er ligeglad med menneskene i Nineve. Jeg vil have, at du skal elske dem, ligesom jeg gør.”

“Og så,” tilføjede Gud, “vil jeg forresten have, at du holder op med al dit brokkeri!”

Hizkija stoler på Gud

Hizkija var konge over Juda. Og han var en god konge. Han rev statuer ned af falske guder, og han åbnede templet i Jerusalem igen, så folk atter kunne tilbede den sande Gud.

Gud holdt øje med Hizkija.

Da Sankerib, som var konge over Assyrien, sendte en kæmpe hær af sted for at indtage Jerusalem, sendte Gud en engel, som slog hæren ned.

Hizkija var taknemlig for Guds hjælp, men en dag blev han syg. Han lå i sin seng, kroppen var dækket af frygtelige sår, og han kunne ikke andet end at ligge i sin seng og kigge på de skygger, solen skabte, som vandrede ned ad trappen hver dag.

Et trin, to trin, tre trin, fire, fem trin, seks trin, og syv trin, otte trin, ni trin, og trin nummer ti …

Og Hizkija spekulerede: ”Bliver jeg nogensinde rask?”

En dag kom der en profet på besøg. Han hed Esajas. I begyndelsen var Hizkija glad for at få gæster, men da Esajas fortalte ham, hvorfor han var kommet, fortrød kongen, at han havde lukket ham ind på slottet.

”Gud har givet mig en besked til dig,” sagde profeten trist. ”Du bliver ikke rask. Gør dig klar til at dø.”

Uden flere ord rejste Esajas sig og gik. Og kongen lyttede til ekkoet af hans fodtrin, da han gik ned ad trappen.

Et trin, to trin, tre trin, fire, fem trin, seks trin, og syv trin, otte trin, ni trin, og trin nummer ti.

”Det er alt for tidligt!” stønnede Hizkija. ”Alt for tidligt at dø!”

Hizkija vendte sig rundt i sengen, og med ansigtet ind mod væggen græd han og bad til Gud: ”Kære Gud, jeg har forsøgt at gøre det rigtige, og jeg har altid været trofast mod dig. Glem mig ikke nu, hvor jeg har allermest brug for dig.”

Og næsten i samme øjeblik hørte Hizkija fodtrin på trappen.

Et trin, to trin, tre trin, fire, fem trin, seks trin, og syv trin,

otte trin, ni trin, og trin nummer ti …

Det var Esajas, der igen kom på besøg.

”Deres majestæt!” sagde han og smilede. ”Gud har en ny besked til dig. Han har hørt din bøn og lovet at gøre dig rask igen!”

”Hvordan kan jeg være sikker på det?” spurgte kongen. ”Hvilket tegn vil Gud give mig?”

”Han vil lade skyggen bevæge sig ti trin ned ad trappen,” sagde profeten. ”På den måde vil du vide besked.”

”Jamen, det sker hver eneste dag,” sagde kongen. ”Jeg har selv set det, for det er sådan, solen bevæger sig. Men hvis Gud sørger for, at skyggen går baglæns – op ad trappen, som solen jo aldrig gør – så vil jeg vide, at det er et tegn fra ham.”

Og så bad Esajas. Og så svarede Gud. Og da Hizkija kiggede …

Et trin, to trin, tre trin, fire, fem trin, seks trin, og syv trin, otte trin, ni trin, og trin nummer ti. Skyggen bevægede sig tilbage op ad trappen igen!

Og Hizkija levede videre i 15 år og var en god konge for Guds folk.

Nede i brønden

Nede i brønden. Langt nede i brønden. Helt dybt nede på bunden af brønden var der ikke noget vand. Men nede i brønden. Langt nede i brønden. Helt dybt nede på bunden af brønden var der edderkopper og snegle og slimede slanger – og så var profeten Jeremias der.

Hvad lavede han dernede i brønden? Helt dybt nede på bunden af brønden?

Jo, han sad faktisk og ventede og spekulerede og håbede på, at der ville komme nogen og hale ham op af brønden.

Forstår du, det var nemlig sådan, at Gud havde hvisket i profetens øre. Og Jeremias havde givet beskeden videre til kongen.

“Du skal opføre dig anderledes! Du skal gøre det, der er rigtigt! Eller også vil jeg lade dine fjender, babylonierne, erobre dit land og tage dit folk som slaver.”

Det var ikke en besked, kongen kunne lide at høre. Og han ville heller ikke have, at der var andre, der hørte den.

Så han fik Guds budbringer, stakkels Jeremias, smidt ned i brønden. Langt ned i brønden. Helt, dybt ned på bunden af brønden.

Der var mørkt dernede. For mørkt til at Jeremias kunne se noget. Men der var ikke for mørkt til Gud! Han så, at Jeremias børstede en edderkop væk fra sit ansigt. Han så, hvordan slangerne snoede sig hen imod Jeremias.

Og så gjorde Gud noget. Han hviskede i øret på en af kongens tjenere, en mand, der hed Ebed-Melek. Og han sagde til ham, at han skulle hente sit snavsetøj!

Nede i brønden. Langt nede i brønden. Helt dybt nede på bunden af brønden landede Ebed-Meleks snavsetøj. Og det landede lige oven i hovedet på Jeremias.

“Hov!” hylede profeten. “Hvad er det?”

“Det er mit tøj!” råbte Ebed-Melek. “Det er alt, hvad jeg ejer og har, lige bortset fra det jeg har på. Jeg har bundet det sammen ligesom et reb. Skynd dig nu at binde det fast til dig selv, så skal jeg hejse dig op.”

Og sådan kom profeten op af brønden. Helt op af brønden. Hele vejen op fra bunden. Og han var endnu mere besluttet på at give Guds besked videre.

De unge mænd, der sagde nej

Gud var meget ked af det. Folk lyttede ikke længere til ham, de talte ikke med ham og fulgte ikke hans love.

”Lav om på jeres liv,” advarede Gud dem, ”for ellers er I nødt til at forlade dette særlige land, som jeg har givet jer.”

Men folk ville ikke høre efter, så Gud lod deres fjender besejre dem, ødelægge deres byer og føre dem hundreder af kilometer væk til slaveri i landet Babylon.

Der var dog nogle blandt Guds folk, der ikke havde glemt ham. Og iblandt dem var der fire unge venner: Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego.

De fire unge mænd var kvikke og stærke, og kongen af Babylon, Nebukadnesar, besluttede sig for at behandle dem godt. Han gav dem bløde senge, god mad og en uddannelse på hans allerbedste skole – alt sammen for at de fire venner skulle glemme det land, de var kommet fra.

Men Nebukadnesar havde ikke regnet med, at de var De unge mænd, der sagde nej.

Kong Nebukadnesars øverste tjener havde fået ansvaret for at gøre de unge mænd til gode babylonere.

”Til middagen i aften,” sagde han, ”kan I vælge mellem følgende fra det kongelige menukort”:

”Lyserøde, lækre pølser. Kødfulde koteletter. Friske frikadeller. Alt sammen lavet af det dejligste kød på grisen.”

Kongens mad så lækker ud, men Daniel, Shadrak, Meshak og AbedNego vidste, at det var lavet af noget, som de ifølge Guds love ikke måtte spise. De love, de havde lært at følge i deres hjemland. De love, som Gud havde givet dem. De love, det land og den Gud, de havde lovet aldrig at glemme.

Så de vendte sig mod kongens tjener og sagde højt: ”Nej!”

Tjeneren kunne ikke forstå, hvad han hørte.

”Ingen lyserøde, lækre pølser?” spurgte han.

”Nej,” sagde Shadrak. ”Men nogle gulerødder vil jeg gerne have.”

”Ingen kødfulde koteletter?”

”Nej!” sagde Meshak. ”Giv mig blot noget salat.”

”Og ikke engang de friske frikadeller?”

”Nej!” sagde Abed-Nego. ”Men bønner elsker jeg.”

”Kongen bliver vred,” forklarede tjeneren. ”Hvis I ikke spiser denne mad, bliver I uoplagte og syge, og så vil kongen straffe mig. Vil I ikke nok overveje det én gang til?”

”Nej!” sagde Daniel. ”Og du vil ingen problemer få med kongen, for vi bliver ikke trætte og syge. Sig til kongen, at vi vil indgå et væddemål. I 10 dage spiser vi ikke andet end grøntsager og drikker ikke andet end vand. De andre unge mænd i paladset kan få vores kød i stedet. Og så må vi se, hvem der har det godt – og hvem der ikke har.”

Tjeneren indvilgede, og det gjorde kongen også. I ti dage fik De unge mænd, der sagde nej ikke andet end grøntsager og vand – og de andre mænd spiste kongens mad.

Hvad skete der så? Den Gud, som Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego ikke ville glemme, glemte ikke dem! Da de 10 dage var gået, så De unge mænd, der sagde nej sunde og stærke ud.

Faktisk meget sundere og stærkere end de andre unge mænd!

Fra det øjeblik fik Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego lov til selv at bestemme, hvad de ville spise. Fordi de var tro mod deres Gud. Og fordi de var De unge mænd, der sagde nej.

De voksne mænd, der sagde nej

En dag annoncerede kong Nebukadnesars budbringer: ”Alle rigets kloge og magtfulde mænd skal tage til Dura-dalen. Kongen har en overraskelse til jer!”

Da de kloge mænd kom frem, stod der den største statue, de nogensinde havde set. Og for foden af den var der det største orkester, de nogensinde havde set.

”Når I hører lyden af trompeten, hornet, sækkepiben og harpen, skal I alle bøje jer ned og tilbede denne gyldne statue,” sagde budbringeren. ”Alle, der ikke adlyder, vil blive kastet ind i en ovn med flammende ild.”

Orkestret begyndte at spille, og alle kastede sig ned på jorden og tilbad statuen. Eller rettere: næsten alle. For der var tre mænd, som ikke kastede sig ned og tilbad statuen: Shadrak, Meshak og Abed-Nego, der nu var blevet ældre. De voksne mænd, der sagde nej. Da Nebukadnesar så dem, blev han rasende.

”Hvem vover at trodse min ordre?” brølede han.

”Shadrak, Meshak og Abed-Nego,” hørte man nogle i flokken sige – det var nogle af dem, der ikke brød sig om, at de fremmede fra Jerusalem havde høje stillinger.

”Før dem straks herhen!” råbte Nebukadnesar.

Så blev De voksne mænd, der sagde nej, ført hen foran kongen.

”I hørte min ordre,” brølede Nebukadnesar, ”og I adlød ikke. Vil I nu tilbede statuen?”

”NEJ!” sagde Shadrak. ”Vi vil ikke tilbede din statue. Vores Gud har sagt, at det er forkert.”

”NEJ!” sagde Meshak. ”Og vi vil aldrig glemme vores Gud og det land, han gav os – det land, vi blev ført væk fra.”

”NEJ!” sagde Abed-Nego. ”Og vores Gud vil ikke glemme os!”

”Af sted til ovnen med dem!” skreg kongen. ”Gør den syv gang varmere, end den ellers er. Og bind dem, så de ikke stikker af!”

Derpå blev De voksne mænd, der sagde nej smidt ind i ovnen. Flammerne var så varme, at de mænd, der smed dem ind i ovnen, brændte op på et øjeblik. Helt anderledes gik det med de tre venner. De blev ikke brændt.

De svedte slet ikke. Og de var ikke alene.

Lige ved siden af dem stod en engel, glimtende som flammerne i ovnen. Han rørte rebene, der var bundet om de tre venner, med en finger, og rebene brændte over. Men Shadrak, Meshak og Abed-Nego havde ikke fået et eneste brandsår.

”Gud er med os,” hviskede englen. ”I skal ikke frygte noget.”

Nu var Nebukadnesars mund ikke længere snørret sammen i en stram knude. Nej, han sad med åben mund af forbavselse.

”Vi smed tre mænd ind i ovnen,” sagde han, ”men se: Nu er der fire mænd!”

Budbringeren sneg sig hen til kongen og sagde: ”Det må være en engel, sendt af den Gud, som disse mænd nægtede at glemme alt om. Hvis det er det, må det være en

meget magtfuld Gud, for de er helt uskadte!”

Nebukadnesar sprang op og gav ordre til, at Shadrak, Meshak og Abed-Nego skulle komme ud.

Alle samlede sig om de tre venner for at kigge nærmere på dem.

Og så sagde kongen: ”Lovet være Shadrak, Meshak og Abed-Negos Gud – den eneste Gud! De glemte ham ikke, og han glemte ikke dem. Derfor befaler jeg, at ingen må sige noget dårligt om denne Gud, og jeg befaler, at Shadrak, Meshak og Abed-Nego skal have nogle endnu højere stillinger i mit kongerige.”

Så kiggede kongen på de tre venner. ”De må I da kunne sige ja til,” sagde han og smilede. De tre venner kiggede på hinanden. Og så kiggede de på kongen.

”Ja, det kan vi!” svarede de.

Daniel og løverne

Daniel savnede sit hjem i Jerusalem, men han ville gerne glæde Gud, hvor end han var, så han arbejdede hårdt – så hårdt, at han blev en af kongens nærmeste hjælpere! Men han glemte aldrig Gud, og han huskede at bede til ham morgen, middag og aften.

Nogle af kongens mænd var misundelige på Daniel. De kunne godt selv have tænkt sig hans job. Så de lokkede kongen til at lave en ny lov – en lov, hvor der stod: “Der er ingen, slet ikke nogen, der har lov til at bede til andre end til kongen.”

“Nu får vi krammet på Daniel!” lo hans fjender.

Og det gjorde de. For allerede næste morgen knælede Daniel ved sit vindue, bøjede sit hoved og bad – ikke til kongen, men til Gud.

“Tak, fordi du tager dig af os i dette fremmede land,” bad han. “Tilgiv os og før os snart tilbage til vores eget land.”

Daniels fjender lå på lur. Og han nåede ikke engang at åbne øjnene, før de greb ham og slæbte ham hen til kongen.

Kongen blev ked af det. Meget ked af det. Han kunne godt lide Daniel. Men han kunne jo ikke bryde sin egen lov.

“Daniel skal straffes,” sukkede han. “Kast ham ned i løvehulen.”

Men samtidig med at kongen gav ordren, hviskede han en bøn, som ingen kunne høre. En bøn til Daniels Gud om, at Daniel på en eller anden måde kunne blive reddet.

Hulen var mørk. Hulen var dyb. Løverne dækkede gulvet ligesom et loddent, knurrende gulvtæppe. De sprang omgående op, da Daniel landede lige midt imellem dem. De slikkede sig om munden. De viste tænder. Deres lysende øjne skinnede glubsk.

De åbnede munden og begyndte at gå hen mod deres middagsmad. Og så standsede de.

“Væk med jer! Forsvind! Skrub så af!” råbte en stemme lige bag ved Daniel.

Løvernes kæber klappede i. Deres haler faldt slapt ned. Og pibende krøb de ud i hulens hjørner.

Langsomt vendte Daniel sig om og kiggede lige ind i ansigtet på en enorm engel!

“Ja, så er der ikke mere at være bange for,” smilede englen. “Gud har sendt mig, så jeg kunne passe på dig. Hvorfor lægger du dig ikke bare til at sove?”

Næste morgen råbte kongen hurra, da han fandt ud af, at Daniel stadig var levende.

“Hal Daniel op,” beordrede han sine mænd. “Og nu, I alligevel er i gang, så tag de mænd, som fik overtalt mig til at lave den tåbelige lov, og smid dem ned i hulen i stedet.”

Kongen lagde armen om Daniels skulder og førte ham tilbage til slottet.

I mellemtiden skreg Daniels fjender om hjælp. Og løverne nød rigtig deres morgenmad!

Ester var en stjerne

Ester var en stjerne – en smuk jødisk pige, som kongen af Persien valgte som sin dronning.

Ester havde en onkel, der hed Mordokaj, som var meget rar.

Da Esters forældre døde, tog han hende til sig som sin egen datter. Og da hun blev dronning advarede han hende om, at hun ikke måtte fortælle kongen, at hun kom fra et af hans erobrede lande.

Kongen anede ikke uråd. Han elskede Ester, men han vidste ikke, at hun var jøde.

Haman var frygtelig. Han var kongens højre hånd, og han elskede at bestemme over andre.

Da Haman en dag gik gennem byen, mødte han nogle af kongens tjenere.

”Fald på knæ for mig!” kommanderede den skrækkelige Haman. Og de faldt på knæ. Alle på nær Mordokaj.

”Jeg knæler ikke for andre end Gud,” sagde Mordokaj.

Haman var rasende og gik straks til kongen for at få hævn.

”Der er en gruppe af mennesker i dit land, der skaber en masse problemer,” sagde han. ”De tilbeder en anden gud. Det er jøderne, jeg taler om, Deres Majestæt. Giv mig

din tilladelse, og jeg skal sørge for, at problemet forsvinder.”

”Kongen anede ikke uråd, og han bad den frygtelige Haman om at slå alle jøder i landet ihjel – uden at vide, at han dermed også dømte sin egen kone til døden.

Da Mordokaj hørte nyheden, gik han hen for at tale med Ester.

”Gå til kongen,” sagde han, ”og gør, hvad du kan, for at redde os!”

”Jeg er nødt til at vente på, at kongen inviterer mig,” forklarede Ester. ”Hvis jeg går ind til ham uden en invitation, har han ret til at slå mig ihjel. Det står der i de persiske love.”

”Du er nødt til det,” sagde Mordokaj. ”Selvom det er risikabelt. Gud sætter folk på bestemte steder i det rette øjeblik, så de kan udføre hans ønsker. Gud har placeret dig her, for at du kan redde dit folk.”

Ester var en stjerne, så hun gik ind for at tale med kongen. Og han blev slet ikke sur, da han så hende. Han smilede og spurgte: ”Hvad kan jeg hjælpe med, min elskede?”

”Jeg har lyst til at holde en fest,” sagde Ester. ”Og jeg vil gerne invitere din højre hånd, Haman.”

Kongen accepterede, og de fandt en dato. Den frygtelige Haman var glad. Han havde bygget en høj galge i sin have, hvor han planlagde, at Mordokaj skulle hænges. Og dronningens invitation gjorde ham bare endnu mere glad.

Men da han kom til festen, var den frygtelige Haman ikke længere så glad.

”Jeg har fået en frygtelig besked i dag,” sagde dronningen med tårer i øjnene. ”Der er nogen, der ønsker mig død. Og ikke bare mig, men hele mit folk.”

”Hvem er denne person?” råbte kongen.

”Fortæl det til mig, og denne person vil snart være død!”

”Der er han,” sagde Ester, og hun pegede på Haman.

”Det forstår jeg ikke.” Hamans krop rystede. ”Jeg har ingenting imod dig.”

”Jo, du har,” sagde Ester. ”For jeg er jøde, og du har planlagt at slå os alle ihjel!”

Kongen var ikke længere rådvild. Nu kunne han se det hele klart. Han elskede sin dronning, og han var ligeglad med, at hun var jøde. Men han var vred på Haman.

”Slå ham ihjel,” beordrede kongen. Og så blev Haman hængt i sin egen galge.

Men Ester og Mordokaj og deres folk kunne leve videre – og de fortsatte med at leve, til de kunne vende tilbage til deres eget land.

Og alt sammen fordi Ester var en stjerne.

Historier fra Det Nye Testamente

Den første jul

“Gode nyheder!” sagde englen til en pige, som hed Maria. “Gud vil sende et ganske særligt menneske til denne verden. Han bliver en stor konge. Han skal hedde Jesus. Og ved du hvad? Gud vil have, at du skal være hans mor!”

“Gode nyheder!” sagde englen til en tømrer, som hed Josef. “Gud vil sende et ganske særligt menneske til denne verden. Han skal frelse alle fra alt det onde, de har gjort. Han bliver Guds egen søn. Og ved du hvad? Gud vil have, at du skal gifte dig med hans mor, Maria, og at du skal opdrage lille Jesus, som om han var din egen søn.”

“Dårlige nyheder!” sukkede Josef til Maria. “Dem, der hersker i vores land, vil have, at vi skal tælles, for at de kan finde ud af, hvor mange vi er. Og for at gøre det nemmere for dem, skal vi rejse tilbage til den by, hvor vi blev født. Det betyder, at vi skal rejse hele vejen fra Nazaret til Betlehem. Og du er oven i købet højgravid...”

“Dårlige nyheder!” sukkede kroværten og rystede på hovedet. “Der er ikke et eneste ledigt værelse i hele Betlehem. Men da jeg jo godt kan se, at den unge dame venter sig, ja, hvorfor tilbringer I så ikke natten i min stald?”

“Gode nyheder!” smilede Josef og rakte babyen til Maria. “Det blev en dreng, ligesom Gud havde lovet. Guds egen søn – Jesus – der i dine arme.”

“Gode nyheder!” råbte englen til hyrderne på marken. “Gud har sendt et ganske særligt menneske til denne verden. Ham, som I har ventet på. Hvis I skynder jer til Betlehem, kan I selv se ham. Nu er han bare en baby, der er pakket ind i varmt tøj og ligger i en krybbe. Men en dag bliver det ham, der redder jer fra al ondskab. En dag vil han bringe jer fred!”

Så fyldte englene himlen med en sang om de gode nyheder. Hyrderne tog til Betlehem for selv at se de gode nyheder. Og på den allerførste juledag sad Maria bare og kikkede og vuggede sin baby og smilede over de gode nyheder!

Stormen på søen

Det var en helt vidunderlig dag.

Himlen var blå. Og det var søen også.

Og en let vind piskede bølgerne til skum.

Jesus sad ved bredden af søen og fortalte folk om Gud.

“Gud er jeres far,” sagde han. “Han giver blomsterne deres smukke farvedragt. Han sikrer sig, at fuglene har nok at spise. Men I er hans sønner og døtre. Tror I så ikke, at han også kan give jer mad og tøj? Så I skal stole på ham i stedet for altid at gå og bekymre jer om alting.”

Da Jesus var blevet færdig med at undervise, var han træt. Så han kaldte på sine bedste venner, og de klumpede sig sammen i en båd og satte kurs mod hjemmet på den anden side af søen.

Jesus gabte. Han strakte sig. Han lagde sig, lige så lang han var, og til lyden af bølgernes rytme og bådens vippen faldt han i søvn. Det var en vidunderlig afslutning på en helt vidunderlig dag!

Og så, lige med ét, var dagen slet ikke så vidunderlig mere.

Himlen blev sort. Og det blev søen også.

Og en vild og voldsom uvejrsvind piskede bølgerne op til hushøjde.

Båden gyngede til højre. Båden gyngede til venstre. Båden gyngede op og ned. Båden gyngede faktisk så voldsomt, at Jesus’ venner var sikre på, de alle sammen ville drukne.

Men midt i det hele lå Jesus og sov som en sten – bortset fra et enkelt snøft og snork.

“Jesus!” kaldte hans venner til sidst. “Jesus! Vågn op! Vi drukner alle sammen!”

Da vågnede Jesus. Så satte han sig op. Så gned han sine øjne og rejste sig op. Det var kun med nød og næppe, at der overhovedet var nogen, der kunne holde sig oprejst. Men Jesus stod op! Og så sagde han helt roligt til vinden: “Stille nu.” Og til bølgerne sagde han: “Fald til ro.”

Og det gjorde de!

Derefter vendte Jesus sig mod sine venner og sagde: “I havde ikke behøvet at være bange. Der var ingen grund til at bekymre sig. Det eneste, I skulle gøre, var at stole på mig. Se selv, alt er roligt.”

Og det var det. Himlen var blå. Og det var søen også. Og de små bølger skvulpede blidt mod bådens sider igen.

Det var en vidunderlig dag – igen!