Indledning
korrektivt i forhold til de andre evangelier derved, at når der fortælles om såvel Jesus som hans efterfølgere, sker det i lyset af en forståelse af hele begivenhedsforløbet i værkets to bind som opfyldelse af, hvad der i jødernes hellige skrifter er forudbestemt. Samlet set er der noget rigtigt i alle fire svar på spørgsmålet om Lukas’ sigte. Adressaten – og det er såvel Theofilus som den menighed, han tilhører, og samtidens kirke – har brug for at få uddybet sin indsigt i Kristustroen, få den korrigeret, blive forsikret om, at den ikke indeholder et konfliktpotentiale i forhold til romerstaten samt forstå, at den har rødder i jødedommen og i virkeligheden er, hvad sand jødedom går ud på. Det lukanske dobbeltværks formål kan så også være det praktiske, at adressaten hermed bliver udrustet til at forsvare sin Kristustro i en forfølgelsessituation, hvor kristne stilles for retten og skal forsvare sig. Det er påfaldende, at Lukas adskiller sig fra andre nt.lige forfattere ved sin særlige brug af verbet ἀπολογεῖσθαι (= forsvare sig). I 12,11 og 21,14 forekommer det i sammenhænge, hvor det drejer sig om forfølgelser og retssituationer, hvor de kristne ikke skal bekymre sig for, hvordan de skal forsvare sig, da Helligånden vil bistå dem.198 Det er også i en vis forstand sigtet med det lukanske dobbeltværk. Som Esler skriver: “Luke is reassuring his audience, especially perhaps the Romans among them, that at the appropriate time they will be able to defend themselves against hostile charges. This is legi timation, not apologetic. Secondly, there is the implicit political motif, the stress on Christianity as an ancestral faith.”199
Om denne kommentar De foregående indledningsafsnit har i store træk givet et indtryk af, hvad der vil præge denne kommentar. I forhold hertil vil dette afsnit 198. Se desuden ApG 19,33; 24,10; 25,8; 26,1.2.24. Se hertil Ph.F. Esler, ibid., s. 217219; G.E. Sterling, ibid., s. 385. Hverken Mark 13,11 og Matt 10,19-20 eller Joh 14,26 og 16,1-4 anvender verbet ἀπολογεῖσθαι, der ligesom det tilsvarende substantiv ἀπολογία = forsvar) er unikt i det lukanske dobbeltværk (jf. ApG 22,1; 25,16). 199. Ibid., s. 218. Hertil kan tilføjes, som C.H. Talbert skriver om polemikken imod jøderne, herunder farisæerne: “A major way humans define ourselves is over against those closest to us….In Luke, Jesus is depicted as engaging in religious self-definition by means of a polemical NO to those closest to himself, the Pharisees and scribes. When he did it, it was an inner-Jewish struggle over who represented the true Israel.” (Reading Luke, s. 153).
96
Kommentar til Lukasevangeliet - Indhold.indb 96
22-03-2022 11:18:35
